11/7 Vi passerede tæt forbi Tarragona og dens store havn med mange skibe, der lå og ventede uden for. Byen håber vi at besøge en anden gang. Det var lidt svært at finde et passende sted at ankre, men noget senere, ved Cala Fonda, en lille smuk vig, smed vi ankeret i det 4 m klare vand, på ren sandbund. Gule afmærkninger så godt  som alle steder langs kysten forhindrer ankring helt tæt på kysten. Roligt lå vi nu ikke, ingen vind, men alligevel swell, som vi håbede ville aftage ud på aftenen.

Vi fik tumlet os ned i gummibåden og tog ind for at se nærmere på stranden – og lufte Chico. Det var nu ikke en øde strand og ikke nok med det, det var også overvejende en nudiststrand, konstaterede vi ved nærmere eftersyn. Der var dog ingen tøjtvang – alt var acceptabelt. Tilsyneladende også en stor hyæneagtig stribet unghund med gule øjne, som straks kastede sin kærlighed på Chico, som til gengæld gjorde alt, hvad han kunne for at ignorere ham. Selv om Chico af og til sagde meget højt VOV VOV, til den frække stribede laban, syntes han vist også, at det var lidt sjovt. Tilbage i båden gyngede det stadig ret kraftigt. Vi badede, og det var skønt. Men madlavning havde vi ikke rigtig mod på, så vi endte med at pakke en madkurv med lidt brød, pølse, og rødvin og tog turen ind til den nu næsten forladte strand. Og myggene havde vi nu ladt bag os. Hyænehunden var der dog stadig og lige så hans ejer i Adams kostume og hestehale. Men det gik dog ret fredeligt,  selv om der var stor interesse for vores madkurv. Men det var smukt at sidde der på hver vores sten og se ud over havet, der blev oplyst af den næsten fulde supermånes stråler.

Erik fik desværre ret i at dønningerne ikke var til sinds at lægge sig. Ydermere gik den svage vind over i vest, så vi nu fik dønningerne ind fra siden, hvilket absolut ikke var et fremskridt. Så det blev en urolig nat, ikke mindst for stakkels Chico, som vi kunne høre vælte rundt på det glatte gulv. Men endelig kom morgenen, og Chico fik lov at rekreere sig inde på stranden, inden strandfolket vendte tilbage. Kort efter at Erik og Chico var tilbage i båden, dukkede to politifolk eller vagter af en art op inde på stranden. De talte længe med de mennesker, der havde overnattet på stranden. Om man måtte campere der, om det så kun var på et tæppe, var nok tvivlsomt. Det blev ikke det store morgen complet, end ikke te, men vi fik badet. Og Erik fik, iført sin snorklemaske, brugt sin nyindkøbte skraber og fjernet en stor del af begroningen. Det kunne vi faktisk mærke, da vi kort efter lettede anker og sejlede mod Roda de Barà. Og selv om ankerligningen ikke havde været helt så idyllisk, som man kunne ønske sig, var vi nu alt i alt godt tilfredse med opholdet – selv om madkurven og flutet fik en lille bølge ind over sig ved vores aften landgang.

Efter nogle timers sejltur hvor der i den sidste halvdel var vind nok til at kunne sejle for sejl alene, ankom vi til Cambrils.

Vi blev modtaget af en yderst høflig og hjælpsom marinero. Alt var tip top, broen, badefaciliteterne, +vaskemaskine ( tiltrængt) samt en hyggelig lille café med røde parasoller helt ude ved havnehullet. Først to gange kaffe og så en mojito til deling. Her sad vi i den lave sol og så på trafikken ind og ud af havnen. Så vi fik da i det mindste noget for de 46 € i havnepenge. Selve den ret store by med relativ lav bebyggelse i varme okkerfarver tog sig også godt ud – mere over i det provencalske end det typisk spanske.

Området her og også i L’Ametlla de Mar appellerer tydeligt til franskmænd idet 1/3 af turisterne er franske. Resten er stort set spanioler. Ud over at lufte Chico oppe på promenaden blev vi båden og nød den stille aften.

11/7 Samtidig med morgenmaden blev vask nr. to sat i gang. Og bagefter gik vi op med Chico på promenaden og studerede folkelivet som nok 80% bestod af forskellige former for motionister i alle aldre. Siden var vi lidt længere inde i byen, som ikke lader til at være et kultureltskatkammer, men der er pænt og behageligt at være.

Vi fik købt ind, ikke mindst en lille uimodståelig jordbærtærte til deling. Vi frådser ikke, men vi er jo gået helt glip af jordbærsæsonen hjemme i år. (Stakkels os). Måske mest jeg syntes, at vi skulle sejle videre og forsøge at finde en god ankerplads for natten. Sådan blev det i al fald, så ved middagstid tøffede vi afsted i den nærmest fraværende vind. 

8/7 Fredag.

Efter en stilfærdig formiddag i Ampolla med forskellige praktiske gøremål – samt afventen af en gunstigere vindretning tog vi lidt over middag mod L’Ametlla de Mar bare 8 sømil oppe af kysten. Havnen og det omliggende område virkede kønt og havneprisen på 29 € var til at betale. Det  forventede vindskifte havde desværre ikke indfundet sig – og kom vist aldrig. Så det endte med en smuk, hurtig og ret heftig tur langs kysten, som nu med rette kaldes Costa Dorada. Gyldne smukke, lave klipper kombineret med små eller større sandstrande. kysten er generelt grønnere og bebyggelsen er mere spredt – og ikke mindst lavere. Prøv nu at nyde den dejlige sejlads, som Erik sagde undervejs, mens jeg prøvede at holde styr på mine og Chicos nerver. Kryds i 9-12m/s er noget for rigtige sejlere ( Erik), men knap så meget for Chico og kaptajnen. Så de to sidstnævnte var glade, da vi tørnede ind i den noget kringlede, men hyggelige havn, nok oprindeligt en, nu udbygget naturhavn.

Her hjalp en rar ældre havneknark os til rette . Perfetto, som han sagde, da vi var kommet vel på plads. Dette var atter en havn mest for de lokale samt for en stor fiskerflåde, faktisk Spaniens største hvad tunfiskeri angår. Måske giver dette anledning til kritik, bedømt ud fra en streamer på katalansk, vi så hængende over fiskeauktionshallen: Soms pescadors, no delinquents, hvilket betyder vi er fiskere – ikke kriminelle! 

Den ellers gode atmosfære i havnen  blev ikke ringere af, at deltagerne i en regatta for både med latinersejl var ved at ankomme i og med deres smukke både med de karakteristiske master og sejl.

Efter at ha’ beundret de gamle både fik vi os en café con leche sammen med Chico i sejlklubbens oase med skyggegivende træer,  hvor man både kunne få noget at spise og drikke.

Mange af de tilkomne latinersejlere mødtes også der, så der var en rigtig god stemning. Siden så vi, at der var en lille, men fin blanding af klippe- og sandstrand lige bag havnen. Efter at ha’ lagt Chico til en eftermiddagslur gik vi derover og blev begge tiltrængt afkølede.

Aftenen tilbragte vi i båden sammen med kaninlårene, en ratatouille samt desværre også en del myg, men det tynder dog ud i dem.

Oppe på kajen var der stillet seks langborde og mange, mange griller op. Vi talte, at der nok sad 125 mennesker til bords og hyggede sig, indtil der ved ettiden blev blæst en smuk trompetretræte (som der var blevet øvet på om eftermiddagen). Det gav gode mindelser om aftenspisningen efter Østersøregattaer i Kappeln.

9/7 Vi vågner lidt før 8 ved at noget/nogen bumper ind i vores båd. Det var så en større motorbåd, hvis forende pga vinden svingede ind i os, mens han lagde fra. Der skete dog ikke andet end, at vi blev vækket på et passende tidspunkt.

Klokken halvelleve var vi klar til at gå over mod den høje lange mole Dique Levante,  som værner mod efterårets og vinterens østlige storme. Og her lå de største af fiskerflådens fartøjer- nogle spritnye.

Her kunne vi se  de mange både, ( ca. 25) der skulle deltage i regattaen sejle ud af havnen i den friske modvind. Der var nok ikke to der var ens i størrelse, farve eller sejlføring.

Vi fortsatte op i den gamle del af byen. Og her var der tale om OP, da bykernen i modsætning til mange af de seneste flade slettebyer er højt beliggende. Og der var en reel hyggelig, gammel bykerne med labyrintagtige snoede smalle gader, de fleste uden biler og mange med trapper.

Her fandt vi en isenkræmmerbutik, der havde, hvad Erik søgte –  en spatel til ved lejlighed at skrabe et tiltagende lag begroning af båden. Og jeg faldt over en blå og hvid stribet kjole, jeg bare måtte eje.

Tilbage i båden blev vi pludselig tiltalt af en spanioler, der spurgte om vi virkelig kom fra Danmark . Det gjorde vi jo, han selv var nærmest lige kommet til bage fra et arbejdsmæssigt ophold i Nordsjælland. Han var arkitekt og havde især haft kik på Arne Jacobsens bygninger. Tidligere havde han besøgt både Finland og Norge. Han var nu på tur med sin søn og ældre far i dennes lille sejlbåd. ( En fod mindre end vores). De kom fra Cambrils, som vi regner med at tage til i morgen. Og de fortalte os lidt om ankerpladser i området. (Havnepriserne er i høj grad stigende)

Ved 19 tiden begyndte bådene at vende tilbage nu i en endnu friskere vind, men heldigvis nu med vinden. Spændende at se besætningerne,manøvrere rundt med de meget specielle master og bomme.

Senere på aftenen var der nu dækket op til stor festbanket inde i en af fiskehallerne. Og i sejlklubbens café var der levende musik med et band, hvor sangeren lød som Eros Ramazzotti.

10/7 Søndag

Mens vi sad over morgenmaden i båden, kom vores spanioler tilbage. De skulle til at sejle videre, men de havde lige været oppe i byen og fundet en god bager. Han havde en pakke under armen, som han begyndte at pakke op, og ud fiskede han et større stykke sukkerbrødskage af en art, som han ville forære os. Vi kunne jo ikke meget andet end at tage i mod og sige muchas grazias. Han sagde, at de også havde købt en typisk catalansk form for pizza deroppe til deres frokost. Coca hed den vist. Så efter morgenmaden og ha’ smagt sukkerbrødet, en slags lidt klæg både fedt- og sukkerfattig sandkage, men udmærket gik vi op for at finde bagerbutikken. Folk stod i kø langt ud på gaden for at komme ind i den minimale butik på hjørnet af byens torv.

Efter nogen tid kom vi endelig til fadet og fik to slags coca’er, en med ratatuille pyntet med ansjos og sorte oliven og en med champignon, løg og gorgonzola. De var begge virkelig gode, og der var til både frokost under vejs og senere aftensmad i Cambrils.

En god ting er, at vi ikke er stødt på nogen orcaer her i Middelhavet – men ægerligt nok har vi hidtil heller ikke set en eneste delfin i år. Men de ses til gengæld afbillede på den ene eller anden måde mange steder.

Vi sejlede afsted klokken 11 i ikke meget vind, men med en vejrudsigt og skyer i det lidt fjernere, der kunne udarte sig til lidt af hvert – forhåbentlig ikke til formeget. Heldigvis så det ikke ud til, at det var den samme slags myg, der hærgede i dette område som dem under oliventræerne på campingpladsen inde i landet. Dem som jeg er allergisk over for og danner bylder af – så tak for det.

Det var en ret kedelig sejlads rent landskabeligt langs den næsten uendeligt lange flade landstrimmel, der afgrænsede den før omtalte lagune. Mørke skyer kom og gik, en smule bulder, et par vanddråber samt vind op mod 10 m/s men kun kortvarigt. Så alt i alt også sejlmæssigt ret kedelig motorsejlads. Ud for det brede Ebrodelta kunne man se strømsøerne, men ellers var der ikke meget at se eller at bemærke, og som sædvanligt næsten ingen andre både at se. Klokken 17 kunne vi meddele havnen i Ampolla, at vi var på vej ind i deres havn, endnu lykkeligt uvidende om, at det var en af de dyrere 43 €/nat. Vi havde jo besøgt, eller snarere overnattet i udkanten af Ampolla sidste år på vej hjem i Folke. Vi kunne da godt lide stemningen i udkanten af Ebrodeltaet, ville gerne gense det og også besøge selve den lille by. Byen og havnen var, som prisen antyder, langt mere mondæn end forventet, men rar at være i. Så vi satsede på to overnatninger her. Vi havde knapt lagt til, før mørke skyer end en gang tårnede sig op og forudgået af en periode med kraftig vind op til 13 m/s, åbnedes himlens sluser sig snart for alvor. Godt man var vel i havn. 

Kaninlårene, som vi havde planlagt som aftenens menu i båden, fik lov at ligge og modnes lidt længere  i køleskabet. Det blev til to take away pizzaer fra det nærliggende pizzeria. Vi var jo egentlig flygtet – ikke så meget fra La Rapita som fra myggene . Desværre viste det sig, at nissen i nogen grad var flyttet med, her hvor vi stadig befandt os tæt på floddeltaet. Men ikke helt så slemt. Og vi havde kloge af skade lukket hermetiske af til forkahytten i god tid. Om morgenen i Rapita havde myggene nærmest ligget i et jævnt blodigt lag på lagenet, så der var blevet skiftet sengetøj m.m.

7/7 Ampolla. Op med cyklerne igen og så ud mod Ebrodeltaet til et gensyn med stranden og fuglereservatet ved søen i området. Hvor en lille jordvej slutter, ligger der et naturoplevelsescenter samt en interimistisk frokostrestaurant, El Golero, hvor vi bestilte bord til lidt senere.

Men først gik vi ud til fugletårnet og den lille sø, med skuffende få fugle, men med en dejlig fredelig stemning over sig.

Tilbage langs den lidt lerede lavvandede strand til bordets glæder. Det var en noget stramtandet ældre kvinde, men med styr på tingene der drev stedet. Også her lod der til at være en del stamkunder, især familier hvor bedsteforældre havde inviteret børn og børnebørn til en god frokost. Det blev som sædvanlig noget fra havet til os. Erik var lidt skeptisk, men jeg havde set, at røget ål på toastbrød var en typisk forret for deltaet, så det burde vi prøve. Og det var rigtig godt, nok en koldrøget ål hakket i småstykker og blandet op med en syrlig, stærk tomat, chilidressing. Efter dette og lidt andet godt bl.a. nogle små  sprødstegte fisk fik vi til slut en  lækker dessert, ananascarpaccio med creme catalana. Herefter var vi modne til en badetur lidt længere henne af stranden, hvor vandet var klart – og til lidt siesta på langs. (De havde også frølår fra deltaet, men dem 🐸 hoppede vi over).

Så var det tid til at komme  hjem til Chico, som endnu en gang kom med på kaffebar, Gattopardo,  inden vi handlede stort ind af vand og hundemad i den nærliggende Sparbutik, hvorefter vi tilbragte resten af dagen/aftenen i båden.

5-6/7 2022 La Rápita

Efter en tur næsten kun for motor nåede vi frem til denne store Marina. Stedet ligger lidt indeklemt mellem udløbet af en biflod til Ebro, Spaniens største flod, (eller snarere en udgravet kanal op til byen Amposta) og en kæmpestor stor lagune. Der er mere end rigelig plads til ankring. Men rigtig rart, tror jeg ikke, det ville være. 

Selve Rapita, som byen kaldes, har en OK hyggelig lille bykerne omkring kirken, og området omkring havnen er stort, grønt og pænt anlagt. Det er dog ikke et sted, hvor strandende er fristende, i al fald ikke de nærmeste. Det var nu heller ikke aktuelt, for den lumre varme byen mødte os med slog om i regn og torden. Da 1. halvleg (af tordenvejret) var ovre, startede et myggehelvede uden lige. Vi var ved at lave mad i båden, og det var nærmest ulideligt. Myg i øjne, øre, næse – og mund, hvis man dristede sig til at åbne den bare et splitsekund. Vi havde resterne af en ret krads myggespray- den lod dog ikke til at ha’ den store effekt og må i øvrigt ikke anvendes i ansigtet, hvor det næsten var værst. UF!!! 

Om natten var det sveddryppende varmt, og myggene surrede stadig højlydt om og i ørerne på os selv om vi nærmest var krøbet på hovedet ned i dynebetrækkene. Midt om natten kom så 2. halvleg af tordenvejret. Utroligt så langvarige, buldrende og højlydte bragene er på disse kanter. Erik satte sig ud i cockpittet for at få det fulde udbytte af det gigantiske lysshow. Jeg nød den ekstra plads i forkahytten, og at det med et var blevet lidt køligere. Chico kunne godt registrere disse brag, men var heldigvis ikke helt ude af flippen. Tidligt om morgenen tjekkede jeg vejrudsigten. Normalt ville jeg sige, at vejrliget og udsigten var for ustabil til at begive sig ud på en for os længere sejlads. (Der var 35 sømil til nærmeste havn.) Men den følgende dag så på sin vis værre ud, så dette kombineret med myggenes hærgen gjorde udslaget: Vi sejler i dag Erik – jo før jo bedre! Så efter en luftetur med Chico og en hurtig morgenmad sagde vi farvel og tak til La Rapita.

3/7 Beni Carlo

Efter de seneste to meget nydelige mindre feriesteder, kom vi nu til Bení Carlo, også et feriested, men endnu mere bare en almindelig by, hvor der tilmed var en pænt stor fiskerihavn. Vi kom sidst på eftermiddagen, og sorte skyer trak sig sammen på himlen. Vi lå næsten alene på en grå mågeklattet betonmole, og alt virkede lidt miserabelt. For at muntre mig op foreslog Erik, at vi gik over til den nærliggende stenstrand lige nord for havnen. Den var stor og forladt og halvstore dønninger gik ind på den stejle kyst. Jeg kom dog i, men følte mig lidt alene i det store hav.

Erik måtte hive mig det sidste stykke op af rullestenene. Da det nu også begyndte at buldre i det fjerne, skyndte vi os tilbage. Undervejs susede en ung pige på løbehjul nok så flot tæt forbi os for i det næste øjeblik at støde sammen med en bil, der hurtigt kom fra venstre halvt skjult af en mur. Det lød og så grimt ud, men var heldigvis ikke værre end, at hun kunne skælde højlydt ud på den unge mand. Lidt svært at sige hvis fejl det mest var…

Tilbage i båden kom der både torden og regn, og bagefter blev det ligefremt koldt. Når man har hund, skal man jo ud at gå, så vi gik op i byen nu i modsat retning, hvor der var mindre forfaldent, men i betragtning af at det var søndag aften, var der ikke meget liv. Noget andet lidt anderledes var det større islæt af mennesker af arabisk herkomst, kvinder med tørklæder med større børneflokke og unge fyre med omvendte kasketter sad på muren langs promenaden. Vi var sultne, ville egentlig helst ha’ spist i båden, med det blæste stadig køligt, og båden lå uroligt i yderkanten af det store havnebassin. Så vi endte i Alibaba, et af havnens flere barakagtige quick/fast/junkfood? spisesteder, og som åbenbart var meget populært. Det opfyldte til fulde vores ønsker, vi blev mætte til næsten ingen penge, og vi sad lunt i læ. Men særlig godt smagte det ikke. Sådan en okseshawarma mindes vi i al fald at ha’ fået bedre både i Grækenland – og på Nørrebro.

Men Chico var begejstret både for hvad, der faldt af undervejs og for det, der fulgte med hjem i en hundepose. Vi sluttede dagen af med en kop te i cockpittet, i en nu stille aften.

4/7 Sceneskift. Solen skinnede mildt, og alt tog sig pludselig bedre ud. Noget der i går lignede et udrangeret minivandland, var i dag blevet forvandlet til et vandterapicenter for hele byen viste det sig, først for morgenfriske ældre, så for børn, så babysvømning og sidst, men ikke mindst for folk med særlige handicaps. 

En anden sjov detalje drejede sig om det, der dagen før havde lignet et synkefærdigt gammelt vrag af en sejlbåd. I dag så vi i stedet en gammel træsejlbåd med de smukkeste linjer, der var ved at blive gennemrestaureret af et absolut ældre fransk ægtepar. Begge med bøllehatte. De var virkelig rørende, magre, skrutryggede og med krogede stilkeben. Han mente tydeligt, at vide bedst. No, no come ca, regarde-moi, come ca. O.s.v. Hun mere skarp, men alligevel overbærende. Håber de får gennemført deres projekt, og at båden kommer ud at sejle igen – og helst med dem ombord.

Også i dag var vi udgåede for morgenmad, så vi havde en god undskyldning for at liste op med Chico til et sted, som vi havde set åbnede tidligt, og hvor de fleste var lokale. Sådan et sted, hvor man skulle passe på ikke at tage nogens stambord. Når vi sætter os sådan et sted, er det jo ikke bare for at få vores kaffe og croissant, det er også for at opleve folks gøren og laden. Man kan lære meget ved at gå på museum, men også restauranter og café’er giver i flere henseender et godt indblik i et lands kultur. Det der på det seneste er sprunget os i øjnene er, at ved 9-10 tiden om formiddagen er det helt almindeligt, at især modne mænd, høj som lav, sætter sig veltilfredse tilrette med en flaske rødvin – og som regel dansk vand og/eller isterninger. Hertil serveres en stor tallerken, det kan være noget med gris, æg og kartofler, men en omgang blæksprutte eller andet godt fra havet går også an. Dertil er vi ikke kommet endnu…

 Egentlig havde vi haft en tanke om at gense den smukke by Peniscola og ligge for anker i bugten, men det var vind og bølger ikke til.

Så vi sejlede 4 sømil længe nordpå til Benicarlo, og ville så i stedet cykle til Peniscola. Der var fin cykelsti meget af vejen, brede fortove og veje med god plads til cykler, så det gik fint.

Peniscola er virkelig noget for sig, sådan som den brat rejser sig på sin lille halvø med sine fine gamle hvide huse, sin imponerende kirke og sit slot. Fra starten af har byen vist været på mauriske hænder, men meget er sket gennem tiderne. Senere har Peniscula som den tredje by udover Rom og Avignon huset vist nok hele tre paver, hvoraf en dog formelt var afsat og de øvrige måske også lidt tvivlsomme. På et tidspunkt var pavedømmet tredelt og i 1394 blev spanske Pedro Martinez de Luna fra Aragonien udnævnt til pave Benedict XIII i Avignon. Men der var stor uenighed i de forskellige pavekredse, hvilket senere førte til “ det store skisma”. I 1413 blev Benedict således fordrevet fra Avignon, men lige som Boris Johnson (og andre) nægtede han at forlade sin post og flygtede til Peniscola, hvor han fortsatte som en slags pave ind til sin død i 1422 – 93 år gammel. Herefter tilkom vist yderligere et par “pseudopaver” i Peniscola.

Det var dejligt og flot bare at sidde og nyde udsigten der oppefra – på en høj stol og med en  fadøl og et glas perlende isvand med citron i foran sig. 

 Heldigvis var der ikke ligeså mange mennesker, som da vi var her sidste år på vej hjem i Folke til barnebarnets konfirmation. Men varmt var det også i år.

Vi holdt en pause undervejs tilbage til  badning – og til lidt frokost. Vi fik ikke en arroz, men en figuea, en art paella, hvor risen er skiftet ud med nogle tynde korte pastastykker. Det er en variant, vi første gang stødte på lidt længere sydpå i Gandía. Ikke dårligt – men ris er dog bedre, synes vi.

Tilbage i Benícarlo var Chico glad for at gense os og for at komme en tur med over til den store, også i dag ret øde stenstrand – og senere med på strandkaffebar.

3/7 Da vi endnu ikke havde været på indkøb, blev det til endnu et besøg på La Mar de Bo. Nu var vi lige ved at høre til stampublikummet. Og Chico er jo god at ha’ med. Er det ikke en vandhund spurgte en af gutterne. Jo da, svarede vi. Sådan en havde han også, og viste os det i Spanien påkrævede ejerbevis – ligesom et kørekort. Nåh, men vores var jo en portugiser og ikke en “spansker” sagde vi, som sandt er. Men sådan noget pjat med portugiske vandhunde, var han nu ikke helt sikker på, at han troede på. Meen, som en anden i slænget, mere mørk i det, sagde, så var hans hund jo mere krølhåret. Lidt lige som mig tilføjede han grinende og tog sig til sit krusede hår.

Efter snakken fik vi endelig købt lidt ind – og set noget mere af den indre by, inden vi klokken tolv dampede af, nu med fyldt dieseltank.

1/7 Farvel til Oropesa – endnu et sted, det var lidt svært at forlade, men forhåbentlig venter nye spændende steder forude. Vi havde egentlig troet, at dette ville blive en ren magssejlads. Men turens hidtil kraftigste dønninger lige i mod os ændrede billedet lidt. Op og lukke luger, vand på dækket, gråvejr, modvind og hold på hat og hund. Nå, men frem kom vi da frem, dønningerne mindskedes efterhånden lidt, og solen kom frem, da vi nærmede os havnen. Undervejs langs den kønne næsten ubebyggede kyststrækning, kunne vi se hvordan store bølger bare rullede ind mod kysten og endte i kaskader af skum.

Også i denne havn, blev vi vel modtaget, omend vi blev henvist til en finger, der var kortere end selv 1/2 delen af vores lille båd. Men en hyggelig lille havn, også fortrinsvis for lokale. I havneområdet var der dog masser af restauranter og café’er, men vi nøjedes nu bare med en kop café con leche, vores yndlingsdrik, lidt senere.

Vi havde læst at stranden Playa de las Fuentes, tæt på havnen var speciel pga lokale underjordiske kilder på selve stranden og længere ude i havet. (Fuente betyder kilde). Så vi gik straks ud på en luftetur med Chico til stranden. På strandbaren, der hører til enhver strand med respekt for sig selv, og hvor hunde som regel er velkomne, kunne vi sidde og se på de store og fascinerende brydende bølger. Der var gult flag, men alligevel en del, der badede.

Hvad er en dag uden badning, så vi gik hjem med Chico til båden og hentede badetøjet. Tilbage på stranden så vi de omtalte kilder. Nogle steder deciderede små vandløb med koldt klart vand.

Andre steder boblede det blot lidt i sandets overflade.

Det var her, det kunne blive lidt spændende. Hvis man gik i sine egne tanker og trådte ned et sådant sted, kunne man let forsvinde en halv meter eller mere ned i dybet. Det var ikke alle steder langs stranden, jeg havde mod på at bade, men der var dog et område for de mindre modige.

Erik lovede at holde godt øje med mig, men da jeg kom tilbage, var der drama på stranden. Tre mænd var kommet løbende med en livløs dreng hen mod livreddertårnet længere henne, og en ambulance kom efter imponerende kort tid efter til. Hvad der var sket, ved vi ikke, men de to ambulancereddere var der længe, men fik vist heldigvis styr på situationen. Uhyggeligt så hurtigt det sorgløse ferieliv kan ændre sig. Men ellers var det en ret underholdende strand med de store bølger, kilderne og folk der dumpede mere eller mindre frivilligt i hullerne. 

2/7 Som nævnt så kysten både syd og nord for havnen spændende ud, så cyklerne kom frem og vi tog ca. 10 km sydpå. Først igennem et pænt, men meget turistpræget område med fyldte sandstrande, hoteller og restauranter. Vi kom dog ret hurtigt nærmest ud på “landet”.

Vi kørte af en smal, bumpet, men ikke ret trafikeret vej. Snart var der klippekyst snart lange områder med stejle strande med rullesten med kun få mennesker.

Og så var der også her hundestrande som denne med tilhørende koldtvandsbassin til både dyr og mennesker.

Vi så, at en del autocampere havde fundet vej hertil. Skilte viste, at man ikke måtte campere, men parkere måtte man vel… 

Til slut endte vejen, men fortsatte dog i en vandresti. Lige her lå en meget iøjenfaldende bygning, nærmest en okkerfarvet borg, som vi faktisk havde bemærket da vi sejlede forbi.

Det viste sig at være en familiedrevet restaurant El Tunel, som vi endte med at spise frokost på. Der var både bedstemor, datter og barnebarn i gang. Men de talte dårligere engelsk, end vi taler spansk, så det gav lige lidt misforståelser. Normalt bruger vi de spanske menukort uden problemer, men her var vi af lutter velvilje blevet udstyret med et engelsk, som den ellers søde tjener, ikke havde så meget styr på. Så vores rejer fra Vinaros blev til “ortigasde mar”, som vi i al fald ikke havde bestilt eller anede hvad var. Men så fik vi da (endnu en gang) prøvet noget nyt. Det var friterede søanemoner, fandt vi efter lidt research ud af. De smagte udmærket og skulle tilmed være vældig sunde.

3/7 Inden vi sejlede videre havde vi lige tid til endnu en lille cykeludflugt nordpå til et nærliggende fyrtårn. Også en køn tur, her på cykelsti langs kysten ud til fyret.
Det særlige ved dette fyr er at det er det ene af to fyrtårne , som er tegnet af kvinder. Her endte stien, men man kunne af vandrestier fortsætte til fods ind i et stort naturområde. 

På hjemvejen fik jeg lige foreviget nogle små rækkehuse langs promenaden, som jeg/vi havde forelsket os lidt i. Vi morer os tit med at forestille os, hvor og hvordan vi evt. kunne tænke os at bo, de steder vi kommer frem.

29/6 2022 På turen ned til Cartagena holdt vi en kort pause i Oropesa og bemærkede da, at byen også havde en havn, der så rar ud. Så vi tænkte, at hertil ville vi gerne vende tilbage. Vi var heldige, at den ikke så store Club Nautico havn havde plads til os og tilmed tog vel i mod os. Endnu et superhyggeligt og tilmed grønt og smukt sted med en naturpark i “baghaven”.

Vi fik en plads på yderste bro med direkte udsyn ud gennem havnehullet. Hvis det havde stormet fra syd, havde det nok ikke været den bedste plads. 

Havnen lå et lille stykke udenfor den ikke specielt interessante nyere by, fortrinsvis baseret på turisme, delvis skjult bag et klippenæs. 

Vi tog straks cyklerne frem og cyklede et smut ind til byen for at genopfriske minderne.

På tilbagevejen fandt vi ned til en fin badebugt uden vildt mange mennesker og tæt på havnen, hvor vi var ude og bade.

Nede på havnen var der flere meget hyggelige og helt sikkert gode restauranter, men vi nøjedes med en kop kaffe, inden vi gik ned i båden til Chico. Han er rigtig dygtig til at være alene nede i kahytten, når bare han får sine mindst tre daglige lufteture.

Og så stod den ellers på lammekoteletter og små stegte pølser med græsk salat og flutes. Hvad mere kan man ønske sig

30/6 I dag var det som lovet en smule overskyet, noget man kommer til at sætte pris på, når solen som regel bager ubarmhjertigt. Lige bag havnen hævede et skovklædt mindre bjerg sig,  og man kunne se, at der gik forskellige stier i området, hvoraf nogle også var beregnet til cykler. Så vi fandt vej derop og så, at det var en såkaldt “grøn sti”, der gik fra Oropesa by og til den noget større by Castellon Plana, ca. 6km ialt langs kysten og stedvis hugget ud og ind i klippevæggen.

Det drejede sig faktisk om en gammel nedlagt jernbane, som nu virkelig blev udnyttet af såvel gående og løbende samt cyklister og så selvfølgelig dem på elløbehjul.

Undervejs var der afstikkere til flere små klippestrande, hvor også hunde var tilladte.

Vi havde set området,  da vi sejlede forbi dagen inden og tænkt, at det så spændende ud.

På tilbageturen var vi et smut inde i Oropesa og se lidt nærmere på den samt købe ind, inden vi vendte tilbage til vores badebugt og senere Skærsilden. 

Her blev vi vidner til noget af en havnekinoforestilling. En sejlbåd nærmede sig og havde undervejs en mærkværdig dialog med den meget hjælpsomme marinero. Havneindløbet var ret smalt og ikke ret dybt især til styrbords, hvorfor der var udlagt to ekstra grønne bøjer, som denne temmelig store sejlbåd totalt ignorerede trods marineroens vilde fagter. De slap dog igennem uden at gå på grund. Først var de blevet tiltænkt en plads lige ved siden af os, men i sidste øjeblik omdirigerede marinero’en dem til en plads langt fra andre både, af hensyn til vores båd, som han rent ud sagde. De to ombord, yngre delvist spansktalende kinesere?, kom svedige og nærmest paniske nærmere uden tegn på hverken at ha’ fendere eller fortøjninger parate. De stod bare helt stivnede og kikkede – og svedte. Heldigvis var det nærmest vindstille. Det endte med, at marinero’en hoppede ombord, og han og Erik fik fortøjet båden. Den ene af de to kinesere forsøgte endda forgæves at komme ud agtertil, men kunne end ikke åbne søgelænderet. Det var, så man ikke troede sine egne øjne – om det var en båd, de lige havde lejet eller hvad, fandt vi aldrig ud af.

26-28/6 2022 Borriana Nova

26/6 Lidt vemodige forlod vi dejlige Canet de Beringuer. Den urolige sø udløst af de seneste dages blæst havde delvist lagt sig, og vinden skulle gå i syd ved middagstid. Alligevel blev det en underlig gumpetung og modstræbende sejlads. Selv om halvvinden lå omkring 5-6m/s var det næsten umuligt at få fart i båden, så det blev til en del motorsejlads. Fordelen var, at vi da fik lidt “modvind” til at køle os.

Borriana har to havne, Club Nautico og Borriana Nova, den yderstliggende – og billigste, som vi tog. Her lå vi rigtig godt, rimeligt tæt på alle faciliteter og byen. Lige ved siden af os havde vi en underholdende  vandpolobane og til den anden side for første gang, mener vi, en gæstesejler med tysk flag, moin lød det, da vi kom. Syd for havnen var en lang og høj mole og langs kysten lav  bebyggelse med stenbefæstning. Nord for havnen var der et større industrielt område før byens lange, udmærkede strand, uden for umiddelbar gåafstand, åbenbarede sig.

Det var søndag sidst på eftermiddagen da vi kom, hvilket den livlige aktivitet i byen vidnede om. Egentlig er der ikke så meget by her – nærmest bare to-tre rækker højhuse, boligkomplekser fra 60’erne. Det egent lige Borriana ligger som Gandía et par km inde i landet. Nå, men der var i al fald gang i isspiseriet og øldrikningen, hvert et bord og bænk var optaget langs den snorlige hovedgade uden megen palme- eller blomsterpryd. Det lykkedes os dog at få en plads ved en isbar, hvor vi fik den stærkeste iskaffe ever, Erik fik nærmest klamsved. Klientellet hørte ikke til Fritz og Jørgen segmentet, men var langt mere folkeligt. Kort sagt så følte vi at være i Spanien og ikke i en smukkeseret kulisse. Og heldigvis lod vi, som ude fra kommende,  til at være velkomne. Ikke mindst Chico vakte, som altid, interesse og sympati. Men han er jo som portugiser også næsten indfødt… 

Byen havde en Sejlerskole, der holdt til huse i en kæmpestor bygning med fin have omkring. Det lod til at sommerens måske første hold var ved at ankomme, der var fuldt med unge mennesker/børn ledsagede af deres forældre samt rullekufferter og der herskede en særlig forventningsfuld stemning.

27/6 Vi var løbet tør for morgenmad, så vi kombinerede hundeluftning med et besøg på Claudias’ hyggelige morgenmadscafé (en moden kvinde, der egenhændigt og omsorgsfuldt drev sin forretning)på hjørnet af den snorlige hovedgade. 

Og nu kommer vi til miraklet. På vej tilbage til båden var vi på skift inde på toiletterne, og mens jeg var inde, kunne jeg gennem det åbne vindue høre Erik føre en samtale på engelsk. Da jeg kom ud til ham, smilede han over hele femøren – det  var Frank fra politiet i Valencia, der havde ringet og fortalt, at cyklen var blevet fundet – i uskadt stand, og at han bare kunne komme og afhente den. Stor glæde! Erik for ned i båden for at tjekke transportmulighederne de små 100 km tilbage til Valencia. Det var selvfølgelig ikke helt enkelt. Først måtte han, endnu en gang i regn og torden blaffe op til den indre del af Borriana, og derfra var der et tog ved middagstid, han kunne komme med.

Alt gik godt, og ved 18-tiden klemtede cykelklokken muntert, da Erik kom cyklende ud af broen.

I mellemtiden havde jeg talt lidt nærmere med vores midaldrende tysk/litauiske nabo, som skulle vise sig at være noget for sig og ganske interessant. Han kunne stort set alt undtagen noget med el og strøm, og han havde store problemer med at få lanterner og VHF’en til at fungere. Det kunne Erik da sagtens klare, når han en gang kom tilbage – kom jeg til at sige. Så stort set resten af aftenen og lidt af næste dag var Erik elektriker, han er jo ikke til at stoppe når han først går i gang. Men glad var Dino The pirat, som han kaldte sig. Han levede vist lidt fra hånden til munden og havde været dykkerinstruktør gennem flere år på bl.a Ibiza, som han var på vej til nu i en gammel båd han havde købt ubeset, men billigt i Sydfrankrig. Piratens nabo til den anden side, som han vist havde fulgtes lidt med var også ganske spøjs, en radmager krølhåret spanioler, ikke større end tobak for en skilling, iklædt forskellige mere eller mindre arabisk prægede klædningsstykker. De to fyre var meget forskellige, ikke mindst i højde og drøjde, men begge meget humoristiske, så det var alt sammen vældig hyggeligt. Men også lidt farligt – som da piraten, den ene gang, som en abe uden sele klatrede op i toppen af sin heldigvis ikke så høje mast for under Eriks vejledning at fikse sine lanterner. Men alt gik godt,  også VHF’en blev klaret, og piraten kunne nu med sin rungende tordenrøst kommunikere over det ganske Middelhav – endda på spansk.

Vi havde ikke nået at købe ind, inden den glædelige nyhed og Eriks hurtige afgang. Og det heftige vejr med både regn og torden samt kraftig blæst gjorde, at jeg holdt mig i båden – også for Chicos skyld. Han plejer nemlig at blive ret panisk ved mindste optræk til torden, ja selv bare kraftig regn. Nu hvor han er blevet næsten døv, bliver han heldigvis ikke helt så påvirket. Så da Erik holdt pause med sine elektriske sysler gik vi i den mørke, kølige, fugtige mandag aften, hvor næsten alt er lukket, ud langs molen, hvor en lille overdækket biks havde åbent. Et par andre gæster havde også søgt her ind. Det føltes ikke rigtig hyggeligt, snarere som et tilflugtssted for flygtninge eller andre husvilde. Men vi fik da lidt i spise.

28/6 Nu da vi atter havde to cykler, skulle de selvfølgelig bruges. Så vi cyklede ud til den store strand, var der lidt, cyklede videre til den næste lille kystby langs en strandvej med mange flotte gamle villaer.

Vi sluttede af med at cykle ind til den større del af Borriana, hvorfra Erik havde taget toget. Det var en by, der denne tirsdag eftermiddag på den mest udprægede måde evnede at overholde siestaen. Vi så nærmest ikke et menneske og alt var lukket. Det var så også det eneste, byen gjorde sig bemærket ved. Så vi cyklede hurtigt tilbage til vores havneby, hvor vi fandt en isbar, der havde åbent, en is kunne vi nemlig  godt trænge til efter denne udflugt.

Om aftenen var der “lysfest” i nabobåden, og vi spiste dejlig fisk i Skærsilden.

PS: Cykelmiraklet var ikke en gang det største under, vi oplevede i Borriana. Da vi var i Valencia, så Erik på nettet, at en anden dansk sejlerfamilie, vi har fulgt, på mystisk vis havde mistet deres dejlige hund om natten under ankerligning. De havde ledt og ledt, men forgæves. Også i Skærsilden blev der fældet en enkelt tåre. Efter nogle dage drog familien videre mod Ibiza, og undervejs blev de så kontaktet af myndighederne og fik at vide, at deres hund var blevet fundet i god behold. Og så blev skuden ellers vendt i en vis fart. Hunden havde angiveligt svømmet rundt i to dage, hvorefter en mand med stort besvær havde fået den ombord og indleveret den til politiet. Historien, med happy ending, kom sågar i de spanske medier. 😊🥲🦮😊😊

24-25/6 2022 Canet d‘en Berenquer- et herligt rekreativt sted

24/6 Pga af formiddagens mange praktiske gøremål kom vi noget senere af sted, end kaptajnen havde ønsket. Vi lagde dog ud i stille vejr, og nød også sejladsen efterhånden som der kom mere vind i sejlene. Det skulle dog eftervejrudsigten blive ret så blæsende ud på eftermiddagen fra øst, og det holdt stik. Halvanden  time fra havn var vi kommet over 10 m/s, og jeg antydede  over for styrmanden, at det måske var tid til tage et reb i storsejlet. Som sagt så gjort og det var godt, for vi kom hurtigt over de 12 m/s i stødene, som der var mange af, og da søen var på tværs af vinden, rullede båden en del til trods for forsejlet. En frisk tur, hvor vi var over 7 knob, men også dejligt at få at vide, at vi var velkomne i den ret lille havn, og at der ville stå to marinero’er og tage i mod os. Vi strøg i fulde fart gennem det lave vand og ind gennem havnehullet, hvor Erik vendte båden på en tallerken, fik storsejlet ned og bakkede let og elegant båden ind langs den anviste flydefinger. Men der skulle fortøjes godt og grundigt for at holde styr på båden i vinden, der kom lidt over 14m/s og først løjede hen af aftenen. 

Det var ellers et rigtigt hyggeligt sted med næsten udelukkende fastliggere, mange af de små “kasketbåde”, men også større lystfartøjer (sejl/motor). Vi lå ved siden af en spritny stor og meget sej motorbåd, som de to utrolig flinke marinero’er gjorde alt, hvad de kunne for at fortøje bedre for at undgå skader på den dyre båd. Men de var bestemt ikke særlig kyndige ud i den kunst, så til sidst, da båden var baldret ind i broen og fået skadet et hjørne, blandede Erik sig og fik (til deres store taknemmelighed) sikret båden mod yderligere skader.

Der lå en hyggelig – og fyldt restaurant i havnen, men vi var desværre for sent på den til frokost. I stedet vi delte to empenadas, vi ikke lige syntes, vi havde overskud til at spise under den just overståede sejlads, og siden gik vi over til den flotte strand ved siden af havnen. Her var der rimelig læ for bølger, så man kunne sagtens bade.

Og bagefter fik vi turens første rigtige drinks, to dejlige mojitos, indtaget i baren bag ved restauranten. Dem skulle vi ha’ haft i havnen  i Valencia, da Erik vendte hjem fra Cartagena med bilen – uden sin cykel. Men da alkohol jo ikke bør anvendes til at drukne ens sorger, blev det ikke til noget den aften.

Aftenen blev efterhånden stille og rolig, så vi kunne sidde og nyde udsigen ud af havnehullet fra vores lidt udsatte gæsteplads.

25/6  Denne weekend blev der afholdt en lokal regatta, som vi kunne følge fra en udsigtspost på molen.

Og Erik trådte endnu en gang til som fortøjningsekspert, denne gang over for ejerne til den beskadigede fine motorbåd, som nu var blevet flyttet til en lidt mindre udsat plads. De  havde heller ikke megen viden om fortøjning, men båden endte da med et par spring og to krydsfortøjninger. De havde set vores flyvende ankomst dagen inden og Eriks supertillægning, så de sugede taknemmeligt til sig af hans guldkorn…

I dag var vi heldige at få et bord til frokost på klubrestauranten. Spaniolerne elsker at spise frokost ude lørdag/søndage, så der var, ud over at nyde den gode mad,  nok at se på. Også tjenerne, en flok sortklædte ferme mænd var værd at iagttage.

Senere vandrede vi med Chico ud langs den lange promenade med palmer og nerier, badede og slappede senere af i cockpittet.

Til den anden side var der en hundestrand og en lang mindre friseret sti, hvor hundeluftere og joggere lod til at have fortrinsret.

På alle måder et rigtig rart og afslappende sted at være oven på det lidt besværlige storbyliv – især når man nu kun havde én cykel.