BAAGØ 16-17/8-24

16/8 FREDAG

I disen og støvregnen sejlede vi væk fra Middelfart under den gamle lillebæltsbro og videre mod  Brandsø, som vi ikke havde besøgt før.

Vi havde set et foto hvor flere større både lå ved en bro der og læst, at der var adgang til den privatejede ø for besøgende. Og det syntes vi lød spændende. Der var ikke meget vind, men storsejlet havde vi oppe. Til gengæld havde vi så meget desto mere medstrøm en stor del af turen.

Vi sejlede nu i det farvand med efter sigende flest hvaler (mest små) i hele verden, og vi så da også et marsvin nu og da. En gammel bekendt af Erik, sejler med turister i farvandet, og han havde for nylig lagt en video ud, hvor man ser en delfin lege med en stor orange kuglefender hængt bag på en båd. Det viste sig, at være en afledningesmanøvre, hvor delfiner “leger” med fenderen istedet for at kaste rundt med et levende marsvin, for hvem denne leg er den sikre død, idet de får brækket ribbenene m.v. Ja, naturen er grusom. 

Da vi omsider, og uden regn, nåede frem til Brandsø, kunne vi se, at den lille havn var under reparation. Der lå ingen både, men en stor bulldozer stod parkeret midt i det hele. Vi antog, at det nok var sidste års storm og højvande, der havde været på spil, og at vi hellere måtte gemme Brandsø til en anden gang. Så vi fortsatte til Baagø, som vi nåede frem til ved kaffetid, klokken halv fem, efter 19 sømil’s næsten udelukkende motorsejlads. Vi havde glædet os til at gense Baagø, og det varede ikke længe før solen brød frem og bød os velkommen.

Efter kaffen gik vi en tur op mod midten af ø’en, hvor de fleste huse eller gårde er samlede. Der var mange både i havnen, men vi mødte stort set ingen, hverken mennesker eller biler på vores tur og følte os lidt som to Paller alene i verden, hvilket passede os udmærket.

De fleste mennesker, såvel gæster som øboer, sad nok og spiste aftensmad, mens vi gik. Til gengæld så vi en masse vinbjergsnegle, der langsommeligt forsøgte at krydse vejen, og dem hjalp vi lidt på vej.

Undevejs kom vi forbi en af de nok mindste russiskortodokse kirker som af mystiske grunde er havnet her, og hvor der vist to gange årligt bliver holdt en andagt af en dertil autoriseret præst.

Ørnen har vist siddet længe på sin pæl og skulet efter de forbipasserende.

Som på mange af de andre ø’er vi har  besøgt, er det som om ø-turismen er blevet mere organiseret på den gode måde med skiltning, flere vandreruter m.m. Og her var den gamle skole, nu naturskole blevet ombygget og udvidet med en stor ny træbygning, hvor der bl.a. er mulighed for at booke sig ind som på et vandrehjem. Helt ude i den fjerneste ende af byen, hvor Prinsehøjsvejen slutter, og Sommerodden starter, ligger byens relativt nye og ret store kirke.

Førhen måtte øboerne til Assens for at komme i kirke, for at blive døbt, konfirmeret, gift og begravet. Ikke mindst begravelser kunne give problemer især om vinteren, hvor en kiste kunne stå længe dækket af tang og sne i strandkanten og vente på, at den sidste rejse lod sig gøre. Men i 1861 lod greven af Wedelsborg, som ejede Baagø, kirken opføre, på den betingelse at han skulle kunne se lyset i kirken fra sit gods Wedelsborg på Fyn. Derfor blev kirken placeret på denne lidt afsides plads. 

Det store kirkeskib er en kopi af Nordens i 1697 største orlogsskib Fridericus Quartus, med 110 kanoner og en besætning på næsten 1000 mand. Det (kopien) blev i 1964 bygget af en driftsleder som tak for at ha’ måttet “bortføre” sin hustru Vanda fra Baagø. Ja, kirker er ikke det kedeligste man har…

Herefter var det tid at vende næsen hjemad til Skærsilden og varme vores lækre fiskeanretning købt i Middelfart.

Der var god stemning i havnen, med mennesker der holdt fællesspisninger på havnen, mens andre forsøgte at tørre deres blafrende sejl efter dagens våde sejladser. 

17/8 LØRDAG

Vi startede dagen langsomt med lidt morgenmad, som vi faktisk ofte springer over. Siden, da solen kom ud af skyerne og fik magt, gik vi en tur langs stranden ved siden af havnen.

Lidt henne ligger der oppe bag ved en samling huse, Fiskehusene, hvor det ikke ville være dårligt at have et sommerhus eller bedre endnu låne/leje et for en periode. Det var en dejlig morgen og smukt at se bådene, der en efter en sejlede ud i det blå.

Inden vi tog videre ved middagstid, et stenkast væk, mod Aarø var vi lige oppe i den ret velassorterede kiosk og forsyne os med et par hjemmelavede romkugler (med ÆGTE rom stod der), en pose frosne ærter og årets sidste pakke hakket oksekød fra ø’ens fritgående skotske højlandskvæg. Vi havde set og især hørt dem kvase rundt i den tætte nåletræsbevoksning langs vejen på gårsdagens tur. Herefter var det farvel for denne gang til lille Baagø med sine 17 faste beboere.