Dette var en af vores lidt “længere” ture, altså over 30 sømil og i mellem Ribadeo og Viveiro er kysten barsk og klippefyldt uden andre muligheder for at søge ly end ved en industrihavn Alumia, som man ikke overser pga de enorme bygninger og den høje dampende skorsten, som ses på lang afstand. Og her forarbejdes virkelig aluminium, så vi på en senere udflugt med tog.

Det blev dog ikke nødvendigt at søge nødhavn, men der var et fænomen undervejs, som foruroligede os lidt. Flere steder hvor der, i følge søkortet, ikke skulle være forhindringer, så det på lidt afstand ud,som om der var klipper, som brød bølgerne ret så kraftigt, men det viste sig heldigvis at være kæmpestore øer af skum fra andre steder, hvor bølgerne havde ramt klipperne med deres voldsomme kraft.

Endelig nåede vi frem til Viveiro efter først at ha’ passeret en stor bugt med urolig sø og derefter en lang kanal, eller faktisk en flod, Rio Laadrove, som deler byen i to områder Viveiro og Covas, forbundne med en bro. Havnen og den ældste bydel ligger i Viveiro, mens Covas med sin store strand ligger ud til den inderste og mere rolige del af bugten.

Vejret var gråt men lunt, og selv om den gamle bydel var rigtig fin, syntes især jeg, at der hvilede en lidt dyster og trist stemning over byen. Der var dog flere flotte huse, men resterne af bymuren og de bastante byporte gjorde størst indtryk. Muren og portene havde tjent som værn mod fremmedes – og pestens indtrængen.

 

 

 

Dagen efter skulle det blive rigtig godt sejlvejr og tilmed solskin, mens der skulle komme vind, efter min smag, i overmål de følgende dage, så jeg fik overtalt Erik til at sejle videre vestpå den følgende dag. Også Vixen ville sejle videre og helt til A Coruna. Vi ville gerne ha’ fulgtes lidt længere, men distancen overgik, hvad vi mente, hundene ville bryde sig om. Så tidligt morgenen efter skiltes vores veje efter en lidt vemodig afsked på broen. Men sådan er det jo med sejlerbekendtskaber, man mødes og man skilles.

Lidt senere sejlede også vi videre, men mod en lille havn i byen med det smukke navn Santa Marta de Ortigueira – et sted som vi var blevet grundigt advaret mod af den flinke havnefoged i Viveiro samt ved læsning i en bog om små havne og ankerpladser langs Spaniens og Portugals kyst. Men også som de skriver: A charming break from the merciless sea….

 

Dette er et af de indlæg, som egentligt er skrevet forlængst, men som pist forsvandt, da det blev sendt til udgivelse, så jeg måtte skrive det om, så godt jeg nu kunne, grr.. ? ??

Næste morgen havde det nogenlunde regnet af, og blæsten havde lagt sig. Der var dog godt med havgus og skumsprøjt op om klipperne uden for havnen, men det var helt rart at kunne følges ud med en anden båd, Vixen, som også havde kurs mod Ribadeo.

 

Vi tabte dog snart næsten hinanden af syne, eftersom Skærsilden havde valgt en mere kystnær rute for bedre at kunne beundre og gyse over synet af dønningernes uophørlige kraftfulde rullen mod klipperne.

Også indsejlingen til floden, Ribadeo, der løber mellem byerne Figueira og Ribadeo var spændende med medstrøm og snævre løb mellem lave grunde og under den store bro, der forbinder de to byer. Floden danner iøvrigt grænse mellem Asturien mod øst og Galicien med Ribadeo på den vestlige bred.

 

Da begge både lå vel fortøjede, blev vi inviteret på bobler og andet lækkert i Vixens rummelige cockpit. Hyggeligt.

Vi havde godt set, at skyerne var blevet lidt mørkere og lidt senere,da vi var på vej op til havnekontoret, løb vi ind i det meste voldsomme regnvejr under hele turen inklusive lyn og torden. Det var dog hurtigt overstået, så vi kunne komme op og proviantere, vi fik tilmed købt nye hundesnore i en dyrehandel. De gamle gik tabt hin stormfulde nat i Bilbao, da gummibåden vendte bunden i vejret. Så siden havde vi brugt noget for hånden værende tovværk.
Hundene var også rigtig glade for Vigga og Alberts selskab med ekstra klap og lufteture.

Hvis man gik længere op langs floden, kunne man se coastere der var ved at blive læsset med kæmpe bunker af nåletræsstammer skovet på de nærliggende bjergsider, nok en af de væsentligste indtægtskilder i området ud over fiskeriet og turisme.
Dagen efter var vi oppe, og det var rent fysisk oppe, at se nærmere på især den ældre del af byen. Der var oven i købet bygget et megahøjt betontårn med en indvendig elevator fra havnen og “uptown”. Der var nok at se på, og som alle steder, vi har besøgt, havde også denne by sin egen specielle charme.

Også her var der en stor legeplads fyldt med legende børn og en del mødre, færre fædre. Børn lader til at lege mere her end i DK!? Også på gader og stræder og større pladser og moler er der fyldt med børn, såvel piger som drenge i mange aldre, der skater, cykler, løber på rulleskøjter, spiller bold eller lignende.

Vi faldt for en gade med små restauranter, der stort set kun serverede en af egnsspecialiteterne, ottearmet blæksprutte. Så vi fik pulpo gallego serveret på en tønde udenfor, hvor vi kunne følge med i gadelivet. Smager ok, men noget af skindet kan godt være lidt lasket i det…

 

 

Den følgende dag var der passende vind til næste stop Viveiro.

Efter hundeluftning og morgenmad tog vi afsked med Cudillero for at sejle mod Luarca, som så ud til at have en hyggelig og god havn med et par gæstepladser. Vi ville gerne kunne ligge lidt roligt, for der ville komme noget vind i løbet af natten og måske også torden. Vixen, som ellers var taget fra Gijon lidt før os dagen inden, viste sig at have sejlet ind i et af de alt for mange løse stykker fiskenet, mens de sejlede for motor. Heldigvis var de knapt kommet ud af havnen, men de havde måttet ha’ hjælp til at komme i havn igen, og det tog lang tid før alle netstumperne var fjernet fra skruen. Så vi fik at vide, at nu var de også på vej mod Luarca. På vej mod Luarca skete der noget glædeligt for begge både: Vi så delfiner, flere stykker der hoppede og svømmede rundt om båden for en god stund. Det var kun anden gang, vi så delfiner på årets tur, første gang var oppe i Morbihanområdet, og siden har vi trods ihærdig spejden ikke spottet en eneste. Delfinerne fik vi desværre ikke fotograferet men i stedet:

 

Luarca havde ganske vist en stor og hyggelig havn men mest baseret på fiskeri og ellers for småbåde. Gæstepladserne viste sig at være tre halvdefekte bøjer i yderhavnen tæt på havneindløbet og på en stor betonmole, som selv små bølger slog tilbage fra. Langt fra ideelt men vi fik da til sidst bundet os fast til hver vores bøje og lå så og gyngede fint der under nattens blæst og regn.

 

 

 

Efter frokost og lidt badning fra båden ( kun en af os) tog vi gummibåden ind til selve havnen og byen, som var rigtig hyggelig og ganske stor. Vi gik gennem stræder og gader uden biler og over fine små torve, heldigvis uden at finde et supermarked, så vi endte med de største kyllingelår nogensinde ( ikke seje) og et par chipolatas fra slagteren, godt brød fra bageren, to små kager fra konditoren, og frisk frugt og grønt fra grønthandleren i rygsækkene, hvorefter vi tilfredse kunne vende hjem til båden med vor fangst.

 

 

 

Der er en behagelig tilbagelænet “vi når det nok” stemning i de små nordspanske byer. Nok ser man også her folk i træningstøj og kondisko, men som regel foregår træningen i mageligt gangtempo, og hvis man har nogen at følges med og sludre med undervejs, er det da meget hyggeligere. I de lidt større byer er der som andre steder mere sved på panden og kiggen på pulsuret. Dagen efter var det varslede tordenvejr, som hverken Chico eller jeg bryder os om, heldigvis aflyst, og da vi også var lidt trætte af at ligge og gynge, fortsatte både Vixen og Skærsilden næste formiddag mod Ribadeo.

 

I fin vind og sol sejlede vi ud af Gijons store havneområde mod endnu et lille fiskerleje Cudillero, som vi havde set flotte fotos fra. Selve byen lå beskyttet inde i en vig og blev først synlig, når man var helt tæt på. Havneindløbet var spændende med mange klipper og sten og selve den ret store havn virkede, som vi også havde hørt, lidt kaotisk med få broer og tvivlsomme bøjer her og der. Der var dog en ledig plads ved broen, som vi tog uden protester fra naboerne. Vi så i øvrigt kun en enkelt anden lille fransk gæstebåd i havnen.

 

 

 

Vi var dog kun lige kommet op på kajen, da en bil kom ræsende mod os, og ud sprang en stor, robust heldigvis gemytlig mand, som viste sig at være havnemesteren. Her var ikke så mange formalia som ellers. Alt blev hurtigt ordnet med de vigtigste oplysninger nedkradset på en dog officiel regning lagt oven på kølerhjelmen. Der var vand og strøm, men sanitære faciliteter var der ingen af – kun en bar. Havnen udmærkede sig ved at have det klareste vand og mellem de mange sten og klipper, så man et utal af forskellige større og mindre fisk svømme rundt. Det var nærmest som at besøge et akvarium.

I modsætning til i de danske havne har der generelt været rigtig mange fisk i havnene i Frankrig og Spanien. Og folk, unge som gamle, mænd som kvinder, især i Spanien fisker som gale. Både dag og nat, i sol og regn står de langs kajkanterne, hvis de ikke er ude i deres små “kasketbåde”, som Erik kalder dem. Erik har også flere gange søgt fiskelykken dog hidtil uden held. Det nærmeste han er kommer på at få bid, var da en eller anden fisk havde hapset nogle af hans små plastikblæksprutter inklusive kroge! Stakkels fisk. I Laredo var der så mange store fisk, der svømmede rundt om båden, at Erik havde den allerstørste lyst til at gokke en af dem med det store gummikødben på forfortøjningen og så hale den uheldige bevidstløse fisk ombord. Men det syntes han/jeg? dog alligevel var for usportsligt!

 

På vej hen mod byen rejste bjergvæggene sig nærmest uhyggeligt lodret i vejret, og vi kiggede jævnligt ængsteligt op, for at se om et træ eller et par klipper skulle være på vej nedad. Dagen efter så vi faktisk flere modige mænd i gang med et spændende arbejde med at fjerne løstsiddende træer og sten.

 

 

Nok var vi få gæstesejlere, men endagsturister skortede det sandelig ikke på. Snart mødte vi horder af folk, de fleste heldigvis på vej væk fra byen og ned til busserne. Selve byen var virkelig malerisk med farvestrålende huse nærmest stablet oven på hinanden inden for et meget begrænset område skrånende ned mod et fint torv, som nu desværre var overstrøet med restauranter og cafeer til de sultende og tørstende besøgende.

 

Noget andet der var lidt trist at se, var hvor meget skrald der fik lov at ligge og flyde på dette ellers så smukke sted. Mange andre steder har vi, især om morgenen, set gadefejere i gang med koste og maskiner og spuling af gaderne. Efter at have foreviget de smukke huse og købt lidt frugt gik vi tilbage til båden, hvor vi nød den dejlige aften og en kartoffeltortilla i båden.

 

Da vejret stadig var lidt snusket, så badestranden ikke rigtig fristede, og indkøbsmulighederne var omvendt proportionale med behovet herfor, valgte vi at sejle videre mod Gijon (Xixon på asturisk). Gijon er med sine ca. 280.000 indbyggere den største by i regionen, mens Oviedo længere inde i landet er hovedstaden.

 

Vi, eller i al fald jeg, havde ikke de store forventninger til byen og havde gerne sprunget den over, hvis den ikke lige havde ligget på ruten og bilen burde hentes – og godt for det. For det var faktisk en behagelig by at være i med mange forskelligartede kvarterer. Der var gensynsglæde, for vi kom til at ligge ved siden af Vixen, som havde sprunget Lastres over.
Den gamle bydel lå tæt på marinaen og her, især omkring rådhuset, langs en del af havnepromenaden og på en af de to store strande, som lå langs byen, blev den årlige ciderfestival netop afholdt. De forskellige ciderproducenter og andre med lokale produkter, hvor æbler og/eller cider indgik, havde stillet boder op, og der blev sågar afholdt ciderophældningskonkurrencer bl.a. med baglæns ophældning. Der blev også mulighed for at komme til globryllup uden for rådhuset. Bag rådhuset kom man ud til en anden nyere del af byen også med strand og promenade.

En af dagene tog Erik så af sted for at hente bilen under palmen i marinaen i Santander.

Efter at have fulgt Erik til busterminalen gik jeg på bytur i denne del af byen, hvor der var mange fine ældre beboelsesejendomme med flotte detaljer.

Senere blev også til lidt vinduesshopping og iagttagelse af gadelivet i en anden bydel.

 

 

 

Den sidste aften i byen gik vi ind i en ude fra set uanseelig restaurant, og fik den dejligste middag med flere SMÅ egnstypiske retter. Da vi kom 21.30 var der ikke et øje, men alt var reserveret, og snart myldrede det ind med lokale gæster. Hyggeligt!

 

Efter ca. tre timers sejlads i et lidt dystert men ellers pænt vejr kom vi til Lastres, som med sine grålige huse lå klinet op ad den stejle bjergside som en ørnerede, der hagede sig fast det bedste den kunne. I havet uden for havnen lå masser af fiskebøjer.

Havnen var fuld af større og mindre fiskebåde og der var ingen velkomstkomite eller overhovedet nogen til at tage i mod. Vi lagde os så ved en bro tæt på en norsk båd Malaika, eneste øvrige gæstebåd, som vi havde strejfet et par gange tidligere, første gang i Getxo. Dette var virkelig en havn, der var lagt an på fiskeri og ikke turister. Et havnekontor, fandt vi aldrig, så det blev en gratis omgang. Og de høje, høje ydermoler mindede en om, at her kan havet være voldsomt og livet barskt. De større fiskerbåde kom ind med en masse store kuglerunde net fyldt med noget rødt, busket tang som blev læsset på lastbiler og kørt væk, til hvad står hen i det uvisse.

 

 

 

Lige udenfor havnen og neden for den stejle, snoede vej, der førte op til byen, var der en vældig fin lille strand, som dog ikke fristede i det skumle vejr. Efter at ha’ siddet og ladet os fascinere af byens dramatiske beliggenhed og ha’ snakket lidt med Malaikas besætning Louise og Mathias og fået en asturisk dram, begav vi os op mod Lastres by sammen med hundene. Den ældste del af byen, hvor der så godt som ikke var veje men trapper, var spændende og autentisk at gå rundt i, selv om flere af husene nu om dage nok mest blev brugt som sommerboliger. Der var mange flotte udsigter undervejs, og vi fik trænet lårmusklerne.

 

 

Som sædvanlig en flot sejltur.

På vores tur har vi mødt meget få danske både. Vi mødtes med Irene og Steen fra Ocean, som vi traf allerede sidste år, i St. Goustan, men de ændrede planer og sejlede tilbage mod Brest. Siden er vi sporadisk stødt på to andre danske både, som dog havde langt mere fart på end os. Så helt tilfældigt i på vores sidste dag i Llanes så jeg på Marine Traffic, at en dansk båd, Vixen,sejlede forbi, ud for, hvor vi var, uden at vi dog tænkte mere over det. Da vi nærmede os Ribadesella, som ligger op til en floden Sella, og skulle til at lægge til, var det første vi hørte en drengestemme, som begejstret råbte: Se der kommer en dansk båd, og dernæst så vi en dreng, som ivrigt sprang rundt på broen mere end parat til at tage i mod vores fortøjninger. Han havde nok håbet, at skibet var ladet med jævnaldrende legekammerater, men han tog det pænt, at han måtte nøjes med to aldrende pensionister, der dog som bonus medbragte to hunde. Snart gik op for os, at det var Vixen fra Næstved, som tog i mod os. Snart efter havde vi hilst på den samlede besætning: Albert på 11 år, Vigga på 9 år samt mor Mia og far Mads, et virkeligt rart bekendtskab. Begge børn, nok især Vigga, var vældig glade for vores hunde, som fik fik mange ekstra klap og også ekstra lufteture, og vi fik et par ekstra børnebørn for en kort stund samt nogle voksne mennesker at udveksle erfaringer med. Vi endte med mere eller mindre at følges ad de følgende havne indtil Viveiro, hvor vi lidt mismodigt tog afsked, da Vixen havde en lang tur foran sig med snarlige planlagte datoer både i Lissabon og på Gran Canaria. Men hyggeligt var det, og rart at høre var det, at de, som Erik nærmest havde lovet Albert, nok skulle møde andre danske både med børn i A Coruna, som de kunne følges med.

 

 

Ribadesella var også i øvrigt et rart sted at være, en hyggelig velordnet havn OG med gratis vask og tørring! Der er to bydele med hver deres fortrin lå på hver side af floden og var forbundne med en bro med ret så heftig trafik. På havnesiden ligger en fin beskyttet sandstrand i en bugt med fine sommervillaer fra omkring århundredeskiftet.

Der er en anden absolut attraktion i området: Nogle vidtstrakte grotter beboet af mennesker i forhistorisk tid med enestående hulemalerier fra lang, lang tid tilbage, nogle malet for 30.000 år siden men først opdaget for ikke så længe siden af en gruppe unge mennesker, heriblandt Tito Bustillo, i 1968. Der skulle bestilles billetter lang tid i forvejen for at se disse, men vi besøgte i stedet et vældig fint og illustrativt museum, som fortalte alt om disse grotter med deres stalaktitter, malakitter og malerier af hjorte, bisonokser, hestehoveder og meget andet. Tito Bustillo døde ganske kort efter denne epokegørende opdagelse under en anden huleudgravning, og derfor er såvel huler som museum opkaldt efter ham.

Lidt oppe af floden kunne man ved lavvande se andre typer forhistoriske rester.

 

På den anden side af floden ligger den overjordiske historiske del af byen,hvor de mest interessante bygningsværker også findes – dog uden at man ligefrem falder i svime over disse.

 

 

Efter to nætter og med rent tøj kunne vi drage videre mod Lastres et lille fiskersamfund kun ca. 12 sømil borte.

 

I dag forlod vi Cantabrien for at sejle mod næste region Asturien. Vores sejladser har typisk ligget mellem 20 og 30 sømil, nogle få gange lidt mere eller mindre. Ikke imponerende, men ret behageligt. Dejligt at have hundene som påskud herfor. Vi var lidt spændte på indsejlingen til selve Llanes, da vi havde hørt at søen skulle være særlig urolig her, at det var nødvendigt at komme ved højvande, og at indsejlingshullet skulle være vældig snævert. Søen var dog ikke mere urolig end så mange gange ellers, og hullet kom vi fint igennem. Der lå godt nok en sandbanke lidt uden for havnen, som vi sejlede udenom. Der lå faktisk også et skib, der var ved at uddybe renden her.

 

Så ind kom vi, og der var lige plads til, at også vi kunne ligge langskibs ind til broen. En lille tysk motorbåd lå på den anden gæsteplads. Med en uden på hver, er der plads til fire gæster. Der kom en flink, ældre pensionist Pepe, en slags havnefoged og hjalp os på plads.
Llanes er virkelig en charmerende plet med en havn, der går langt ind i en lille fjord, der går over i en flod. Langs hermed ligger så byen i flere etager og på begge bredder, og der er flere små korte broer, der forbinder de to bredder, en kun for gående og en for mere blandet trafik.

Og trafik var der nok af. Vi var nok lidt overvældede over, hvor mange mennesker, turister, her var. Vi var i al fald ikke de eneste, der havde opdaget denne plads, som også var lidt større, end vi havde forventet. Men dejligt var her.

 

 

Om aftenen gik vi ud for at spise men efter at være afvist eller tilbudt at komme tilbage en time senere (kl. 22), fandt vi dog et sted, som så godt ud. Her fik vi hver vores chopchos, en typisk ret bestående af noget tyndt paneret kalvekød med ost og andet forskelligt fyld f.eks karameliserede løg og æble mos. Hertil drak vi den lokale cider, som er meget forskellig fra den franske, mindre fyldig og mere syrlig i smagen, og man fornemmer ikke at den holder en 5-6 %. Denne cider skal i øvrigt serveres i små portioner og hældes op med en lang stråle højt oppe fra, så boblerne og hermed smagen bliver frigivet. Her havde vi endnu ikke lært, hvor store spanske “raciones” ofte er, og at vi burde ha’ delt en sådan. Ingen af os magtede at spise op, trods at det smagte godt, og at vi fik en ekstra flaske cider til at skylle kødmængderne ned med. Det endte med at en god del røg diskret ned i en doggybag til senere glæde for Amanda og Chico. Da tjeneren så, at tallerkenerne på nær et par pomfritter var tomme, spurgte han næsten lidt forbavset, om vi havde kunnet li’ maden, hvilket vi kunne bekræfte. Men vi undlod alligevel ikke at fortælle, at vi havde taget en lille pose med hjem, hvorefter han så ud til bedre at kunne forstå hvordan vi, der nok mest lignede nogle “svagspisere”, havde “spist op”.

Dagen efter gik vi en tur langs kysten og nåede bl.a. ud til en fin lille strand, hvor jeg badede, Erik syntes vist allerede, at vandet var ved at være for koldt her!!! Der kom med jævne mellemrum nogle pænt store bølger ind på stranden, men heldigvis stod der en række ret spektakulære klipper i vandkanten, som var gode bølgebrydere.

Da vi kom hjem fra vores tur, havde vi i den grad fået naboer, en kort overgang lå der tre både udenpå os den ene større end den anden og alle væsentligt større end den lille Skærsild. Heldigvis sejlede den største og yderste tomaster (inden vi nåede at tage fotoet) hurtigt igen. Vores nærmeste naboer var fem gæve spanske gutter, som var kommet sejlende om natten fra Getxo/Bilbao om natten i en ramponeret båd med navnet La Scarra, krabben. Den mest seje af fyrene, skaldet med typisk spansk stort fuldskæg og samtidigt bedst engelsktalende, viste sig at være tilknyttet søredningstjenesten i A Coruna, en god mand at ha’ med ombord. Safety first, som han klogt sagde, da en af dem blev hejst op i masten.

Næste morgen inden vi sejlede videre, gik vi tur med hundene forbi den fiskerestaurant, der ikke havde plads til os, og nu fik vi opklaret, hvad det var, vi ellers havde tænkt os at spise den aften: Percebes, en sær klyngeorganisme, en slags ruger der skæres af på klipper i stille vejr i dette område, på dansk hedder de “langhalse”. De skulle smage godt, men vi har dem endnu til gode. Til gengæld fik vi set og især hørt en grå Jacopapegøje, der sad i et ( for lille) bur uden for og fløjtede og småsnakkede.

Som sædvanlig var vinden øget til 10 m/s, da vi ud på eftermiddagen nærmede os indløbet til kanalen, der fører ind til havnen, byen og floden, så vi brusede nærmest ind. Lige uden for var der en vældig smuk bugt med tilhørende sandstrand, men det viste sig, at den lå på den anden side af floden, og derfor ikke var umiddelbart tilgængelig fra havnen. Det viste sig også lystbådehavnen var meget lille og ikke for gæstesejlere, og de tre pladser der stod angivet som gæstepladser var bøjer lige uden for broerne, men dog lige så beskyttede. Vi fik den sidste bøje, den store hollandske båd Beagle fra Santander lå allerede ved en af de andre.

Vi havde smukke udsigter til alle sider, fremad ud af kanalen og til den ene side mod fiskebådene, bagud mod en gammel smuk bro, en borg og en gammel kirke og en smallere del af floden og endelig til den anden side en bredere del af floden, lystbådehavnen, en større bro og som bagtæppe bjergene – nu med sne på toppen i det fjerne. Så der var nok at kigge på.

 

 

 

 

På tilbagevejen var vi inde og købe dejligt nybagt brød og en lille kage til vores videre færd. Vi ville nemlig udnytte det gode sejlvejr til at komme videre til den lille by Llanes, som vi havde læst og hørt meget godt om.

Lidt bange for at gro fast i hyggelige og bekvemme Laredo valgte vi efter fire gode dage her at sejle videre mod Santander, som med sin ca. 180.000 indbyggere er regionshovedstad i Cantabrien. Byen består hovedsageligt af nyere anonyme højhuse, da det meste af den gamle bydel brændte under en stor brand i 1941. Indsejlingen til byen er dog vældig flot med flere imponerende slotslignende palæer tronende på højdedragene ind til den smukke Santanderbugt.

Ved den første og mest centrale marina kom en ung fyr os afværgende i møde, alt “occupato”, og henviste os til en havn længere inde i bugten. Ankring var selv Erik ikke stemt for, da der blæste en frisk vind med en urolig sø til følge. Undervejs så vi for en gangs skyld masser af lokale sejlbåde, som kom muntert krydsende i mod os.

Den næste marina lå ret langt fra centrum, men vi fik en god og rolig plads sammen med flere andre gæstesejlere. Start- og landingsbanen til byens lufthavn lå parallelt med og helt tæt på havnen, hvilket var ret underholdende uden at være generende.

Dagen efter, hvor det var lidt grå og blæsende, tog vi bussen til Laredo og hentede bilen. Da det var en kort tur, fik hundene lov at passe båden imens.

På hjemturen kørte vi af hyggelige småveje, og undervejs lod vi os friste af en restaurant, Pico di Paloma, der så meget velbesøgt ud og ikke uden grund, viste det sig. Til den ellers flinke tjeners store frustration nøjedes vi dog, belærte af tidligere erfaringer, med en enkelt men lækker ret, arroz marisco, en slags paella med rejer og pulpo (8-armet blæksprutte).

Tilbage i havnen parkerede vi bilen nok så flot under en palme i det rolige lidt eksklusive kvarter.

Dagen efter virkede vejret bedre, og vi sejlede ud gennem det store havneområde i bugten, men da vi nærmede os udsejlingen, kunne vi godt se, at der var væsentlige buler på horisonten. Vi fortsatte dog ufortrødent, men det viste sig at være en mega ubehagelig sejlads uden megen vind men med meget uregelmæssige dønninger, der kastede båden hid og did. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle sejle sådan de næste 30 sømil langs dystre, stejle grå klipper, som bølgerne skummende slog ind mod og tilbage fra, så efter fem sømil var vi rørende enige om at vende om. På vej ind i bugten mødte vi en stor hollandsk sejlbåd Beagle, som sejlede ud. Sejt men god fornøjelse tænkte vi. Inde i bugtens roligere vande lå flere andre både for anker, og vi fandt os også en plads. Kort tid efter kom Beagle også tilbage og lagde sig ikke langt fra os. Så det var ikke kun os der var pjevsede! Lidt efter sejlede vi i land i gummibåden med hundene for at se lidt nærmere på byen. Havnefronten er blevet renoveret de senere år og er ganske flot. Man kan gå højt oppe og nyde udsigten eller nede langs vandet hvor man kan bade fra en dejlig strand eller promenere langs forskellige små parkanlæg. Der var masser af mennesker som luftede hunde, trillede med klapvogne, løb eller bare sad og slappede af på bænke.

 

Vel tilbage på båden sagde Erik pludselig, at her ville han ikke ligge og gynge resten af natten så vi (han) trak ankeret op, og vi sejlede hen mod en anden lille havn, Pedrena, i nærheden. Undervejs kom vi dog ind i fint meget roligt område bag en lang sandtange, hvor der kun lå et lille strandhus med en fin grøn- og rødmalet bro ud for.

 

Vi var endda så heldige at finde en bøje at ligge ved. Kort efter kom en mindre færge sejlende, bogstaveligt talt for fuld musik, med en masse hoppende og dansende unge mennesker ombord. De blev læsset af ved den fine bro, og så fortsatte festen ellers i det, der viste sig at være en strandbar. Det var nu meget hyggeligt og præcis klokken tolv, kom færgen tilbage og læssede strandgæsterne ombord igen for at sejle væk igen atter under musikledsagelse. Efter en god og rolig nat stod vi op og sejlede ind til den nu øde sandtange og luftede hunde og nød den smukke morgen med udsigt over mod Santander.

 

 

Efter morgenmad sejlede vi atter ud af bugten, og denne gang var havet os mere venligt stemt, og vi kunne fortsætte mod San Vicente de Barquera.