27.08-28.08 2018 Luarca
Efter hundeluftning og morgenmad tog vi afsked med Cudillero for at sejle mod Luarca, som så ud til at have en hyggelig og god havn med et par gæstepladser. Vi ville gerne kunne ligge lidt roligt, for der ville komme noget vind i løbet af natten og måske også torden. Vixen, som ellers var taget fra Gijon lidt før os dagen inden, viste sig at have sejlet ind i et af de alt for mange løse stykker fiskenet, mens de sejlede for motor. Heldigvis var de knapt kommet ud af havnen, men de havde måttet ha’ hjælp til at komme i havn igen, og det tog lang tid før alle netstumperne var fjernet fra skruen. Så vi fik at vide, at nu var de også på vej mod Luarca. På vej mod Luarca skete der noget glædeligt for begge både: Vi så delfiner, flere stykker der hoppede og svømmede rundt om båden for en god stund. Det var kun anden gang, vi så delfiner på årets tur, første gang var oppe i Morbihanområdet, og siden har vi trods ihærdig spejden ikke spottet en eneste. Delfinerne fik vi desværre ikke fotograferet men i stedet:
Luarca havde ganske vist en stor og hyggelig havn men mest baseret på fiskeri og ellers for småbåde. Gæstepladserne viste sig at være tre halvdefekte bøjer i yderhavnen tæt på havneindløbet og på en stor betonmole, som selv små bølger slog tilbage fra. Langt fra ideelt men vi fik da til sidst bundet os fast til hver vores bøje og lå så og gyngede fint der under nattens blæst og regn.
Efter frokost og lidt badning fra båden ( kun en af os) tog vi gummibåden ind til selve havnen og byen, som var rigtig hyggelig og ganske stor. Vi gik gennem stræder og gader uden biler og over fine små torve, heldigvis uden at finde et supermarked, så vi endte med de største kyllingelår nogensinde ( ikke seje) og et par chipolatas fra slagteren, godt brød fra bageren, to små kager fra konditoren, og frisk frugt og grønt fra grønthandleren i rygsækkene, hvorefter vi tilfredse kunne vende hjem til båden med vor fangst.
Der er en behagelig tilbagelænet “vi når det nok” stemning i de små nordspanske byer. Nok ser man også her folk i træningstøj og kondisko, men som regel foregår træningen i mageligt gangtempo, og hvis man har nogen at følges med og sludre med undervejs, er det da meget hyggeligere. I de lidt større byer er der som andre steder mere sved på panden og kiggen på pulsuret. Dagen efter var det varslede tordenvejr, som hverken Chico eller jeg bryder os om, heldigvis aflyst, og da vi også var lidt trætte af at ligge og gynge, fortsatte både Vixen og Skærsilden næste formiddag mod Ribadeo.