Efter morgenmad sejlede vi fra Drejø i lidt friskere vind, men stadig dejligt sensommervejr. Som drevne kanalrotter sejlede vi stadig med fenderne dinglende langs siden, det er da også så meget lettere. Og flaget havde vi glemt at tage ind til natten. Vi har jo levet efter mottoet “skik følge eller land fly” og så er det lidt svært lige at omstille sig her på det sidste.

Havnefogeden Martin i Vindeby havde fundet en plads til os i havnen. Til en start pakkede vi bare hver vores lille rygsæk og cyklede de ti km hjem  på vores elcykler.

Hjemme ligner haven, ud over græsplænen, en jungle, men ellers var alt OK også efter storme og diverse skybrud.

Vi fik efterfølgende at lov at låne vores flinke nabo og kattepasser Kathes bil til at hente resten af vores habengut senere på dagen. Og en tredje nabo har givet os lov at låne deres bil, mens de er væk, så dejligt. Vores egen bil Folke står jo stadig i havnen i Mulhouse. Og den tager vi med fly ned og henter om en uges tid. Men det er en anden historie. 

Der er ikke længere en bager i Marstal, så man skal helt op i byen til den efterhånden meget store Superbrugs for at købe morgenbrød. På vejen var vi forbi et bysommerhus med den fineste lille gårdhave, som ejeren, vores personlige kanalekspert Lars Peter, havde givet os lov til se nærmere på.

Og så var vi selvfølgelig også lige inde i kirken – en, nok især tidligere, kirke for søens folk. Det viste de mange kirkeskibe tydeligt.

På vej tilbage kom vi forbi maskinmotormuseet, hvortil døren stod åben. Det var jo som en slikbutik for Erik, som smuttede ind og nød de gamle motorer i selskab med en mand, der havde arbejdet med disse i en menneskealder. Han havde stået i lære der i 1961 hvor motoren i vores Lohalsjolle Kraka var blevet bygget. Så han mente bestemt han havde lavet nogle af delene til den.

I mens så jeg lidt nærmere på diverse gader og stræder. Marstal er muligvis ikke så stor, men man kan alligevel næsten gå lidt behageligt vild i den. 

Fyre som ham her i blå kedeldragt og tophue og på cykel, som ses ovenfor, findes der heldigvis endnu et par stykker af i Marstal.

Vi havde besluttet at sejle videre mod Drejø, for at tage en sidste dag der, inden haven og mange andre praktiske hjemlige gøremål kaldte. Det føltes jo nærmest helt eksotisk at sejle i det Sydfynske Øhav, nu da både vi og båden har været væk de seneste syv somre herfra.

Vi fik en yderplads i Drejø havn, så vi ikke generede nogen med masten. Da vi kom ved middagstid, var havnen kun halvfuld med halvt danske, halvt tyske både, men ud på eftermiddagen var der fuldt hus. Vi lagde ud med en lille tur op i “centrum”, for at se om alt lignede sig selv.

Det gjorde det nok, i det store hele, selv om vi godt kunne mærke, at det, var længe siden vi sidst havde været her. En café, var dog lukket – en anden åbnet, men ellers vist det samme.

Tilbage i båden fik vi nyindkøbt rugbrød med sennepssild og en enkelt snaps til frokost – ikke dårligt.

Så var det tid til en badetur, lidt mere besværligt end på Ærø, idet det er meget lavvandet ud for Drejø. Men til slut gik vandet da til lidt over knæene, så man kunne tage et par svømmetag, som en art kluntet fladfisk. Derpå gik vi ud til Drejø Gammelhavn, hvor alt heldigvis var som altid . Ikke så mange både vover sig igennem det lange smalle løb ind til havnen, og et par rødmossede knarke sad og ordnede verdenssituationen over en øl eller to uden for det røde fiskerhus.

Tilbage i havnen stødte vi på et par gamle bekendte, som vi fik en hyggelig sludder med, og om aftenen holdt vi “afskedsmiddag” i båden med lækker lammeculotte og tiramisu til dessert. Og vejret artede sig stadig smukt så vi fik den finest tænkelige afslutning på vores odyssé.

Tidligere vejrudsigter havde vist,  at tirsdag ville være en fin dag at krydse Østersøen, men nu så det ud til,  at i dag søndag ville være optimal. Mandag kunne nok også gå an, men vejrudsigter kan hurtigt ændre sig,  så vi besluttede at sejle efter morgenmaden. Vi hentede rundstykker i Brits havnebiks, som med to gæve kvinder bag disken var leveringsdygtig i stort set alt. Bodil og Steen havde også ændret planer, fra at sejle mere kystnært mod Mommark o.s.v. til som os at sejle til Marstal.

Det blev en dejlig tur med en svag sydvestlig vind og sol det meste af tiden. Kun trist at masten lå på langs til ingen verdens nytte, det ville ha’ været dejligt at kunne slukke motoren.

Det var dejligt at blive modtaget af et solbeskinnet Danmark med Marstal om bagbord.

Efter at ha’ lagt til ved vores favorit bro, den yderste med det store runde hoved og med udsigt til Eriks hale, sprang vi i land. Jeg havde pakket badetøjet (mit) i rygsækken, og vi begav os straks over mod stranden. Erik min tro væbner holdt vagt, mens jeg skridtede ud af badebroen og steg ned af den yderste trappe, spændt på hvor koldt det mon var – og hvor dybt. (Man kunne ikke bunde).

Jeg havde næsten lige læst, at det danske badevand var koldere end normalt, så jeg frygtede det værste. Det var var dog overhovedet ikke koldt, men superdejligt.

Bagefter fejrede vi gensynet med fædrelandet over en valnøddeøl fra det lokale bryggeri på Prinsens Kaj med Bodil og Steen, mens Skærsilden vuggede velbehageligt i sine vante salte vande. 

La Boe 23,2 sømil 5.45 timer

Vi var lige oppe i Rendsborg by og bevæge os lidt inden næste – og sidste kanaltur. Vi gik i en lidt anden retning end dagen inden og kom op på at torv som vi, betryggende nok, begge kunne genkende. Der var lang kø foran den bager, vi på forhånd havde udvalgt, så den måtte være god tænkte vi – og det var den.

Der var et fint lille lørdagsmarked på torvet, vi nøjedes dog med at beundre udvalget og købte kun seks store mørke, modne blommer.

Op af formiddagen kom solen frem, og en stor del at turen, sad både Erik og jeg på fordækket og nød solen, Erik med fjernbetjeningen til selvstyreren i hånden.

Der var nu ikke megen trafik, men oppe mod slusen, turens sidste, blev der alligevel lidt ventetid, fordi der kom et erhvervsfartøj, der først skulle ind. Solen var i mellemtiden forsvundet bag skyer, men det var stadig meget varmt, faktisk lummert. Der var da også lovet både regn og torden ud på aftenen, så da Erik foreslog, at vi sejlede videre mod Marstal, takkede jeg pænt nej. Laboe lokkede mere, og det måtte være nok med de 23 sømil, vi allerede havde sejlet.

Havnen i Laboe var som sædvanlig godt fyldt, og den hyggelige inderhavn kunne vi godt opgive. Også i denne havn var vi ramlet ind i et træf, nu German Classic Regatta. Så vi sejlede skyndsomt om i marinaen bagved,  og var glade da vi endelig fandt en plads. Efter en ankomstøl med Bodil og Steen, gik vi hver til sit.

Erik og jeg var ovre og kigge nærmere på alle de smukke gamle både, mange af dem som blankpolerede mahognimøbler.

En enkelt dansk båd så vi også – endda fra Svendborg. Jeg havde overvejet en badetur, men vejret var allerede lidt dystert, så vandet så ikke så indbydende ud.

Vi ville ha’ spist på fiskerestauranten i havnen, men køen  dertil var alenlang, så vi gik hjem og hyggede os med vores gode Rendsburgbrød m.m. Alt i mens nærmede sorte skyer sig hastigt, og ved ottetiden faldt de første dråber.

Snart stod himmel og hav i et, vinden peb i masterne, og tordnede gjorde det, som lovet, også. Det havde ikke været sjovt at været undervejs til Marstal nu , tænkte vi vist begge. 

I dag skulle der høvles nogle sømil af, godt 36, for at komme til Rendsburg.

Sjovt nok var Kielerkanalen meget bredere, end jeg mindes den syv år tilbage. Måske fordi vi ikke blev overhalet af nogle af de  store både og kun mødte ret få modsejlende.

Ud på eftermiddagen efter 6 timer og 20 minutters sejlads og med en gennemsnitsfart på 5,7 knob entrede vi Rendsburg’s havn – stadig i flotille med Bodil og Steen.

Vi har efterhånden været i Rendsburg en del gange, såvel i båd som med bil. Og hver gang har jeg tænkt, at hertil behøver vi ikke komme  igen.

Vi har f.eks. besøgt Rendsborg i bil med min da ret så gamle far, som var ved et skrive en beretning om sin spændende oldefar, der som kaptajn blev såret under 1864 krigen og indlagt – og overlevede krigen på ovenstående “lazaret”. Så skæbnen har villet det anderledes, og vi har  faktisk oplevet nye, og positive, sider af byen hver gang. Således også i år hvor vi kom op i et område, som ingen af os mente at ha’ set før. Måske er det endnu en gang alderen, der spiller ind…

Sådan en sø glemmer man da ikke…

Her er da pænt og hyggeligt

Om aftenen spiste vi “fint”, sammen med Bodil, Steen og hundene på havnens restaurant. Vi sad ude i en overdækket pavillon, bl.a. fordi hunde her ikke måtte komme med ind, men også fordi vejret var blevet rigtig rart.

DAGEN HVOR VI KRYDSER VORES SPOR

28 sømil 5 3/4 time.

Vi vågnede op til en grå dag med støvregn, som gik over i et længerevarende reelt regnvejr da, vi forlod Bederkesa. Godt at vi havde nået at opleve stedet i solskin dagen inden.

Vi mødte heldigvis ingen døde fisk i dag, og regnen hørte op efter nogen tid, men det var ikke den mest spændende tur, vi har haft.

Omsider nåede vi frem til slusen ud til Elben ved Otterndorf ikke så lagt fra Cuxhaven. Det var en fin ny sluse etableret i forbindelse med oprensningen af Geeste for et par år siden.

Og så var vi ude i den store Elb, det var pænt højvande og vi havde medstrøm. Så langt så godt, men desværre havde vi østenvind, ikke voldsom, men nok til at bølgerne blev markant større og ubehageligere end forventet og ønsket.

Jeg havde været så dum, at have bundet min højt værdsætte petunia fast på fordækket så den, samt ikke mindst masten og cyklerne fik sig en ordentlig rusketur, inden vi efter godt en time nåede over til Brunsbüttel, hvor vi lagde os sammen med nogle andre sejlbåde, som vist havde ventet temmelig længe på at blive sluset ind på Kielerkanalen.

Men snart efter kom vi  ind i slusen og videre ind i havnen lige ved siden af. Der var lige lidt havnekino der, mens alle bådene skulle finde en plads, men snart lå vi vel fortøjet uden på en stor båd uden folk om bord. Men den største og flotteste af bådene måtte sejle videre, fordi skipperen simpelthen ikke kunne styre båden og buldrede ind i alt og alle – noget pinligt. Vi gik lidt rundt i Brunsbüttel, som mest består af en lang hovedgade med butikker, café’er og små fastfoodrestauranter. Inde bagved til begge sider er der nydelige villakvarterer.

En kirke fra lige før 1. Verdenskrig og nogle huse lidt større toetagers huse i en lidt speciel stil med mørke rødsten i stueetagen og gråhvidpudset  bindingsværk på 1. salen, var nok de ældste bygninger, der kunne opdrives, men dem fik vi ikke lige knipset.

De store både kom tæt på, når de skulle sluses ind og ude. Også om natten kunne man høre deres lave brummen og mærke vibrationerne fra de kraftige motorer.

Vi havde bestilt tid til at blive sluset ud af Bremerhaven klokken 11, men kom dog til at vente lidt da en lodsbåd skulle ud før os, og siden blev vi pakket sammen som sild i en tønde med en lille færge, tre sejlbåde og en ribboat. Men ud på Weser kom vi, men vi måtte sejle en smule tilbage for at komme ind på floden Geeste.

Efter nogen tid nåede vi op til en ret lille sluse, hvor der var en meget lav bro såvel før som lige efter. Vi kom dog fint under, bortset fra at antennen ragede på, så det var godt,  at Erik havde sænket masten de ti cm i Oldenburg. Desværre har vi ingen billeder af de lave broer, vi var alt for optagede af, om vi nu kunne komme under… Inde i slusen så vi en fisk, der lå og gispede i overfladen, ikke noget vi tidligere har været ude for, men det var blot starten. Da vi kom ud af slusen og de næste par timer nærmest pløjede vi os igennem døde fisk, små som store.

Kanalen var som forventet ret lav ofte omkring 1,60 m, så roret sprang tit op, hvilket er ret ubehageligt. Og ikke nok med det, en fæl lugt bredte sig efterhånden over området, måske pga alle de døde fisk, og endelig blev vi nærmest angrebet af flokke af små blinde fluer, der bed os, hvor og når de kunne komme til det. Sært nok stod der alligevel med jævne mellemrum en optimistisk fisker ved bredden med sine fiskestænger.

Efter endnu en sluse bredte kanalen sig pludselig ud og nærmest ved et trylleslag blev luften frisk og klar. Efter fire timers langsom sejlads og 17 sømil var vi fremme ved vores mål, en fin bro med fortøjningsmulighed og strøm  beliggende ved siden af en stor sø, Bederkesaer.

Det var som at komme fra ragnarok til paradis. Ned til søen lå et et hyggeligt og meget søgt spisested hvor vi satte os og nød solen, udsigten, den gode stemning samt lidt at drikke og spise.

Bagefter gik Erik og jeg op i byen Bederkesa, som var lille, godt 5000 indbyggere, men med en rar atmosfære. Stedet kan ud over søen og den smukke natur prale med en “burg” delvist fra 1200 tallet, og er et yndet feriemål i Geestland.

I slutningen af 1900 tallet blev borgen blevet købt af amtet og derefter gennemgribende restaureret.

En bemærkelsesværdig ting ved byen var, at vi så usædvanlig mange helt unge mødre. I det ene tilfælde var den mulige barnefader med, og han så ud som en, der lige var blevet konfirmeret. Men måske er det bare os, der er blevet gamle.

Også her tænkte vi lidt på strøm og tidevand, inden vi forlod Brake og gled ud i Weser, hvor vi mødte en del af de helt store skibe, men nu også flere sejlbåde. Luften var frisk, man kunne næsten fornemme den nærliggende Nordsø.

Bremerhaven har en fortrinsvis nyere og ret dramatisk skyline, ganske anderledes end  vores vante diger med græssende får.

Vi så også nogle store gamle sejlskibe kredse rundt i nærheden af havnen – og det skulle ikke blive de sidste.

Også her skulle vi igennem en sluse for at komme ind i havnen – og wow en stor havn.

Desværre virkede alt til at være optaget eller med røde besetzskilte. Til sidst lagde begge “flotillens” både sig langskibs ved en yderbro med røde skilte efter devisen om, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse, og vi fik ingen bemærkninger herom, da vi senere betalte havnepenge.

Langs kajen modsat os lå der store gamle sejlskibe som perler på snor, og der kom hele tiden flere til – og fra forskellige lande. Over for os lå tre spanske skibe bl.a. en kopi af den type skib portugiseren Magellan, under spansk flag, i 1500 tallet som den første europæer sejlede syd om Sydamerika med og foretog sine forskellige jordomsejlinger med.

Kontrasten mellem den moderne havn og de gamle skibe var ret interessant ikke mindst i aftenbelysning. Havnens gamle fyrtårn fra 1800 tallet rager dog stadig majestætisk op over det meste af havnearealet.

Vi var naturligvis dumpet ned i et større sailevent, Martime Tage, der for alvor skulle starte den følgende eftermiddag. Der var også ved at blive stillet boder af alverdens slags op langs kajerne.

Det tyske skoleskib lå også langs kajen. Her kunne man booke en overnatning med eller uden morgenmad og/ eller en mindre sejltur. Det var sjovt at gå rundt og se på, men vi var alligevel glade for at være der, inden det for alvor “ging los”. Udover de maritime aktiviteter var der et stort UFO liggende byggeri med et indvendigt klimahus, en Zoo, flere hoteller, heraf ét meget højt, flere museer bl.a. et udvandringsmuseum.

De fleste Amerika udvandrende tyskere blev nemlig udskibet fra Bremerhaven, heraf mange med skibe fra rederiet Norddeutscher Lloyd, som havnen nok er opkaldt efter. Så der havde været stof til flere dage i denne i øvrigt en rigtig fine havn at ligge i – kan varmt anbefales. 

I den tid vi havde ligget i havnen i Oldenburg, havde vi konstateret,  at vi nu var kommet til et område med ret udtalt tidevand.

Så vi tjekkede tidevandstabellen nøje, inden vi forlod Oldenburg, så vi var sikre på at have nok vand under kølen helt frem til vores dagsmål Brake. Det lod til, at det ville være passende at sejle ved middagstid. Så vi havde en hel formiddag i Oldenburg, som vel burde fordrives med noget fornuftigt. Og lidt shoppegen har jeg åbenbart alligevel i mig, for på vores søndagstur havde jeg forelsket mig i en ulden bluse med en smuk halsudskæring – og nu var der jo åbent.

Tilskyndet af min flinke mand gik vi op og erhvervede den omtalte “pulli”, som ekspeditricen kaldte den.

Da vi sejlede havde vi ca. to knobs modstrøm, fordi medstrømmen er forsinket i forhold til det tiltagende højvande, men vi kom fint frem alligevel – og i sol og varme. Huntefloden er ikke så bred og ret snoet, så der skal holdes øje med modgående både, ikke mindst de store, som der også er en del af.

En stor del at turen havde vi grønne diger på begge sider med marker bag ved, hvor der gik får. Der var ikke hegnet ned til floden, hvor brinken ender i et stenet stykke.

Pludselig så vi noget på den stenede skråning,  der lignede et dødt får, og havde det så bare været så, men det var et kvæstet får, der endnu levede, men ikke kunne flytte sig. Resten af flokken virkede oprevne og brægede konstant og højlydt. Vi kunne intet gøre, ud over at tage et foto og sejle videre, mens højvandet satte ind.

En lille time senere så jeg på googlemaps, for at se hvor langt vi var kommet. Og nu kunne jeg se, at der her lå en butik, Fräulein Mä, der solgte fårekød og med et tlf.nr., som vi ringede til. Vi sendte dem fotoet + et screenshot af lokalisationen, og de kørte straks ud for at se, hvad de kunne udrette. Desværre hørte vi ikke enden på historien, men vi frygter, at højvandet måske havde nået at slette alle spor.

Fra Hunte kom vi via et sperrwerk ud på den meget bredere flod Weser, hvor vi efterhånden fik medstrøm.

Vi nåede uden yderligere dramaer frem til slusen, der førte ind til havnen i Brake. Vi ringede slusen op, og kort efter var vi vel inde i havnen og fandt en plads i det store havnebassin, der fortrinsvis var en industrihavn.

Nede i den sydlige ende af bassinet lå klubhavnen BRSV, Brake Ruder und Segler Verein, en rigtig fin lille havn.

Tre ældre flinke tidligere sejlere hjalp os til rette og gav os koden til porten og toiletterne, da havnefogeden først kom klokken 18. Vi gik op i den lille by, med ca. 12.000 indbyggere. Et par gader, men hele to kirker, vist nok begge katolske, var der. Den lille flotille med os og Bodil og Steen er stadig intakt, og vi fulgtes op og fik en gang iskaffe i den ene gågades bageri/café. Bagefter skiltes vi, og Erik og jeg snusede lidt rundt i byen.

At byen havde en tæt forbindelse til floden og havet fornægtedes ikke.

De to kirker var uhyre forskellige, måske var den ene endda på vej til at blive nedlagt, den lod i al fald til at være tømt for enhver udsmykning og lugtede muggent.

Den anden kirke var fra 1985 og ganske anderledes enkel – men levende.

Ud over at kirkerummet var meget smukt med sit skibslignende loft – i skibet, havde nye kirke havde mange fine detaljer. F.eks. var den sluseportslignende dør forsynet med fiskehåndtag. Og bagerst i kirken var der under nogle smukke glasmosaikker en lille væg med kors for årets henholdsvis døde og døbte med navne og datoer indgraverede på et kors eller en fisk.

Så lille byen end var, havde den adskillige spisesteder, men de fleste havde lukket om mandagen. Der var dog et åbent sted, en meget stor og fancy italiensk restaurant, vist nok drevet af tyrkere, men med en italiensk kok.

Vi tog et par pizza’er med hjem i båden, og de var begge usædvanlig gode.

Der så ud til at være et arrangement i klubhuset, som varede til langt ud på aftenen. Klubben som lige havde fejret 40 års jubilæum havde både en rosektion med nogle meget sødygtige store robåde, som de havde været på sommerudflugt til Helgoland i for et par år siden, og om et par uger skulle der afholdes en regatta for sejlbådene. Dejligt at være kommet til et sted, hvor der ikke udelukkende var motorbåde.

LØRDAG 12/8

I dag skulle der sejles langt, lidt over 50 km videre af Küsten-Kanal mod Oldenborg på en strækning uden andre havne, muligvis var der tillægningsmulighed et sted eller to.

Vejret var som lovet, gråt, og der skulle komme udbredt regn senere, så vi forlod Surwold hurtigst muligt d.v.s. klokken ni. En time senere regnede det, mildt og stille med ophør ind i mellem.

Efter fem timer, lige inden Oldenburg skulle vi igennem en sluse. Selv om der hverken var andre skibe eller frokostpause, kom vi til at vente det meste af en time her. Det lød som om slusemesteren var faldet i søvn, da vi kontaktede ham, men endelig blev vi da sluset ned, og kom ind på floden Hunte hvor vi hurtigt nærmede os Oldenburgs midte.

Kort efter lagde vi ved firetiden til i Oldenburg i et noget trist havnebassin indrammet af kedelige nyere højhuse.

Da vi drejede om hjørnet ind mod bykernen, så vi en dejlig lang træbro midt i kanalen, hvor man måske også kunne ligge. 

Vi gik fortsatte dog op i byen, og sigter man efter de høje tårne, når man som regel ind i byens hjerte, således også her. Vi blev mødt af St. Alberti kirken med alle sine spir og tårne, som vi straks gik ind i. Den var så sandelig aldeles anderledes end forventet og end nogen anden kirke, vi har besøgt – og det er jo ikke så få efterhånden. Efter forskellige ikke særlig kirkelige forrum kom vi ind i selve kirkerummet, som var næsten helt i hvidt – og rundt. Lidt som en tyrefægterarena ( eller et tempel, var vist meningen) med en separat afskærmet ydre cirkulær gulmalet kirkebænk, der omkransede hele rummet.

Sådan har kirken dog ikke set ud fra starten af, den er blevet forandret et utal gange, siden der første gang i 1100 tallet blev anlagt en kirke. Kort sagt en underlig kirke, men det mest (for)underlige var dog, at planeten Mars stor, rød og rund hang ned fra rummets kuppel, drejede rundt gjorde den også.

Den var en del af en udstilling, som drog Europa rundt. Selv om kuglen var stor, er den virkelige Mars dog en million gange større. Lige bag kirken bag nogle store træer gemte byens eventyrslot sig på den store slotsplads. Her var der virkelig gang i den med en form for ret larmende musikfestival, der havde stået på et par dage.

Vejret var efterhånden blevet rigtig godt igen, så der var et mylder af især yngre mennesker, og der kunne købes alverdens burgere, pølser, empenadaer samt drikkevarer i lange baner.

Vi sluttede af med lidt indkøb i et kæmpe indkøbscenter tæt på, inden vi vendte tilbage til havnen.

Området lige før havnen er noget af et trafikalt knudepunkt med flere rundkørsler, og vi følte virkelig at være kommet til storbyen, og Oldenburg har da også ca. 170.000 indbyggere. Bilisterne virkede mere fartglade end normalt, man blev helt nervøs, når de kom fræsende rundt i de mange kurver, og når de speedede op efter rødt lys. Man skulle næsten tro, at de øvede sig til Nürburg Ringen…

Langs den tidligere omtalte lange træbro lå der et bryggeri, hvor vi havde aftalt at mødes med Bodil og Steen til en fadøl. Mens vi sad der, besluttede vi, at Steen og Erik skulle flytte vores både over til denne langt hyggeligere del af havnen. Især fordi vi havde bestemt os for en overliggerdag i Oldenburg.

Så mens damerne sad på første parket og så på, fik herrerne flyttet bådene til alles tilfredshed. Bagefter sad vi og nød den lune aften med lidt god øl – og flammkuchen havde de sandelig også. 

SØNDAG 13/8

Erik havde et projekt for denne dag – masten skulle sænkes mindst 10 cm. Om et par dage, på Geestekanalen, ville vi komme til en sluse, hvor der var to lave broer, som vi var i tvivl om, vi ville kunne gå under. Gennemsejlingshøjden er  2,80 m og vi var 2,81, så der skulle ikke meget skvulp eller ekstra højvande til før vi ville gå på. Med det rigtige værktøj og lidt hjælp fra Steen blev højden reduceret til 2,70, så nu sover Erik nok bedre om natten, hvad det angår. I mens var jeg sendt i byen for at finde en bager, der havde søndagsåbent, og samtidig fik jeg set lidt mere af byen.

Om eftermiddagen var vi sammen oppe i byen, som havde mere at byde på udover kirke, slot og rådhus. Det var en rigtig hyggelig by med snoede gader og mange kønne huse fra start 1900 tallet.

Nu havde vi jo dagen inden set byen i festlig lørdagsstemning, og i dag fik vi så den fredelige søndagsudgave, vi så godt kan lide –  gader uden stress og jag og lukkede butikker. En del café’er og restauranter var dog åbne, og vi satte os på torvet ved kirken og rådhuset og fik kaffe, mens vi så på de andre mennesker, der også var på søndagsudflugt. 

Aftenen tilbragte vi i båden. Det var dejligt at kunne sidde ude i cockpittet og spise m.m. uden teltet oppe ind til sengetid. Fra båden havde vi desuden en fin udsigt til ølbryggeriet og til forskellige bolværksmatroser såsom kærestepar og musikanter.