Rendsburg 18/8 2023
I dag skulle der høvles nogle sømil af, godt 36, for at komme til Rendsburg.
Sjovt nok var Kielerkanalen meget bredere, end jeg mindes den syv år tilbage. Måske fordi vi ikke blev overhalet af nogle af de store både og kun mødte ret få modsejlende.
Ud på eftermiddagen efter 6 timer og 20 minutters sejlads og med en gennemsnitsfart på 5,7 knob entrede vi Rendsburg’s havn – stadig i flotille med Bodil og Steen.
Vi har efterhånden været i Rendsburg en del gange, såvel i båd som med bil. Og hver gang har jeg tænkt, at hertil behøver vi ikke komme igen.
Vi har f.eks. besøgt Rendsborg i bil med min da ret så gamle far, som var ved et skrive en beretning om sin spændende oldefar, der som kaptajn blev såret under 1864 krigen og indlagt – og overlevede krigen på ovenstående “lazaret”. Så skæbnen har villet det anderledes, og vi har faktisk oplevet nye, og positive, sider af byen hver gang. Således også i år hvor vi kom op i et område, som ingen af os mente at ha’ set før. Måske er det endnu en gang alderen, der spiller ind…
Sådan en sø glemmer man da ikke…
Her er da pænt og hyggeligt
Om aftenen spiste vi “fint”, sammen med Bodil, Steen og hundene på havnens restaurant. Vi sad ude i en overdækket pavillon, bl.a. fordi hunde her ikke måtte komme med ind, men også fordi vejret var blevet rigtig rart.