To ugers Algarvetogt 17. juli – 1. august 2020

 

PROLOG:

Her kommer et af mange grunde stærkt forsinket indlæg vedrørende sidste års desværre meget kortvarigesejlsæson. Heldigvis fik jeg dog ført “dagbog” undervejs…

Foråret og især starten af sommeren 2020 var i mange henseender besværlig og speciel for mange og også for os. Ud over de sædvanlige pasningsproblemer af vores dyr m.m. skabte Covid 19 med først lukkede grænser, så Portugal som orange zone med højst usikre flyforbindelser usikkerhed om, hvad der overhovedet var muligt. Og endeligt var der min far som nu ikke bare var gammel, 97 år, men også gentagne gange i det seneste år havde fået alvorlige helbredsproblemer. Så jeg hverken kunne eller ville forlade ham. 

Så Erik drog alene af sted ned til båden i Albufeira i slutningen af juni og arbejdede hårdt i mega varme for at få Skærsilden sommerklargjort. Og han fik lavet en aftale om, at Skærsilden kunne overvintre nok en vinter i den trygge lystbådehavn i Albufeira.

 

 BESØG: Camilla og William gjorde heldigvis lidt senere deres far/morfar selskab i små to uger. De havde en dejlig og velfortjent tur frem og tilbage langs den skønne Algarve-kyst.

Ruten

HJEMME PÅ TÅSINGE

11. Juli ebbede livet, ikke uventet, ud for min dejlige, men meget gamle og trætte far.

Efter en uges intense bisættelsesforberedelser( denne kunne først afholdes 14. august i Espergærde) tog jeg ned til Erik, som nu atter var alene ombord, og som havde booket en flybillet for mig til Lissabon . Vi havde ikke planer om andet end at slappe af og nyde det dejlige område endnu et par uger og så håbe på bedre muligheder for at fortsætte vores odyssé videre sydpå næste sommer.

 

17.-18. JULI ET KORT GENSYN MED LISSABON

Erik havde fulgt Camilla og William til flyet i Lissabon, og han stod nu og ventede på mig, da jeg landede sidst på aftenen. Jeg havde savnet ham efter tre drøje uger alene hjemme. Vi tog ind på Hotel Europa K et par metrostationer væk og tæt på stationen, hvorfra toget mod Albufeira afgik næste dag. (Det var i øvrigt 3. gang i år, Erik boede på dette udmærkede hotel).

Hotellet lå i Entre Campos i den nordlige, mestendels nyere del af Lissabon.

 Dagen derpå fik vi morgenmad, cafe con leite med lækkert bagværk, på en udendørs lille cafe.

Bagefter var der god tid til at gå rundt i området. Sært at gå et sted hvor de fleste inklusive os bar masker også udendøs. Men det er jo også i Lissabonområdet, at Covid 19 er mest udbredt.

14.10 afgik toget sydpå og efter ca. tre timers rejse gennem et ret øde terræn med oliventræer, korktræer og store kvægflokke ankom vi endelig til Albufeira.

Det var mere end dejligt at gense og være i Skærsilden igen.

19. JULI ALBUFEIRA

Dagen efter brugte vi bare på at få vasket tøj, daske rundt,i byen, være på stranden, bade i det skønne vand og spise en gang grillede sardiner med perlende vino verde på “Strandkurven” med panoramaudsigt over stranden og det solglitrende hav.

Dagen efter skulle der dog ske noget relativt nyt. Vi lejede en Panda og kørte nordvest på op til en lille flække, der ud fra fotos på nettet, så ud til dramatisk at klamre sig fast til stejle klippesider. Og så skulle der tilmed ifølge min trofaste guidebog være en god fiskerestaurant med udsigt til det frådende “rigtige” Atlanterhav. Stor var overraskelsen, da der så godt som ingen by var, klippesiderne, havet og, tak og lov for det, restauranten var der. Men meget mystisk – var byen sunket i havet eller hvad? Den lille forskel, et simpelt S, kan somme tider være af stor betydning.Ved nærmere eftersyn viste byen på billederne sig at hedde Azenhas do mar, mens den fra guiden hed Azenha do mar. Og førstnævnte førstnævnte lå godt nok i Portugal, men ca. 30 km. nord for Lissabon nær Sintra. Helt sikkert et besøg værd, men ikke i denne omgang.

Efter på behørig vis at have beundret havet og dets facinerende møde med klipperne, søgte vi op til den lille restaurant, som pludselig fra at ha’ været helt tom nu sydede af liv og den før tomme grusede parkeringsplads var nu fuld af biler. Det lovede godt og vi blev ikke skuffede. En herlig arroz de marisco med bl.a. knivmuslinger – og tankerne om den forsvundne by forsvandt som dug for solen.

Med maverne fulde kørte videre til en gammel kending, Arrifana, vores spektakulære ankerplads fra sidste år. Der hvor dønningerne let kommer op på 4 m til surfernes glæde, men til megastort ubehag for de stakkels opankrede danske tumper, der knapt fik lukket et øje den ganske nat.

Sidste år, udenfor sæsonen, var stranden her næsten helt øde, men i år var der fyldt med surfere og badegæster på den smalle sandstrimmel, højvandet havde skånet.

Det var ikke et badested for mig så efter at ha’ nydt gensynet, tog vi videre til det, der blev omtalt som “familiestranden” Monte Clerico. Der var godt nok en del familier, men i dag var det ubetinget ikke nogen børnevenlig strand.

Der var gult flag – tør dårligt tænke på forholdene ved rødt flag… Flere livreddere med fløjter havde taget opstilling mellem to flag med få meters afstand. Her ku’ man så tage livtag med bølgerne, som man nu turde.

Med hav- og bølgemætte øjne kørte vi på hjemvejen ind og holdt kaffepause i den velomtalte hvide by Aljeluzar beliggende ved en flod lidt inde i landet. Det udsete kaffested havde desværre lukket, men vi fandt en cafe med de mest besynderlige typer, især menneskeligt mere eller mindre alkoholiseret vraggods af nordeuropæisk herkomst… Men kaffen var udmærket.

Først på aftenen var vi hjemme igen efter en fin udflugt.

 

22.-23 JULI. SÅ BLEV DET ALVOR – IGEN

Efter morgenmad var vi på den store indkøbstur med rullekuffert til det store supermarked Pingo Doce, og da det var overstået, tog vi, for ikke at gøre forskel, et smut ud til den vestre og også smukkeste strand med de karakteristiske Algarveklipper. Efter at ha’ badet og kigget på, hvad der nu var at kigge på, gik vi tilbage til båden og gjorde klar til at sejle mod Alvor.

Efter en fin sejltur hvor vinden dog døde undervejs kom vi ind i riaen som Erik efterhånden kender som sin egen bukselomme og snart lå vi omtrent samme sted som tidligere. Der lå dog en del andre både, så det er lige om at få det til at passe med de andres ankerliner og bevægelsesmønstre.

Og så var der ellers underholdning. En familie med to børn havde tre små pincheragtige rottehunde som for rundt på dækket og bjæffede i en uendelighed. Ofte var de endda alene ombord lod det til. Og den følgende morgen padlede den ældste dreng ind med dem på en øde strand og satte dem af. Så kunne de ellers bare passe sig selv der dagen lang. Og det værste eller det bedste var, at det foregik præcis på samme måde, da Erik lå der med Camilla+William for en uges tid siden. 

Hele dagen havde vi gået og glædet os til vores aftensmad – en stor, flot pighvar vi havde købt i Pingo Doce om formiddagen. Og ovnbagt og lækker blev den med med røde kogte kartofler og koldt smør.

Dagen efter tog vi gummibåden ind til havnepromenaden.

Siden gik vi af trægangbroerne over på den dejlige strand på Atlanterhavssiden af tangen og badede. Selv Erik er blevet glad for at bade i år. Ville også være mere end mærkeligt andet!

Efter at ha’ gået rigtig længe rundt i vandkanten af den fantastiske strand med det krystalklare vand gik vi tilbage til byen til vores “ stamrestaurant” ved redningstationen, hvor vi bestilte to roballoer (fladfisk) + vino verde. Den flinke tjener syntes at vi skulle bestille en stor til deling, og det var fint med os. Det lod sig dog desværre ikke lade sig gøre, for de havde ingen friske store fisk tilbage undskyldte han. Også OK med to almindelige. Og vi ventede. Og tjeneren undskyldte igen. Og så kom han langt om længe med to kæmpestore roballoer, som var så friske, at de næsten sprællede med halerne. Mærkeligt, men på den gode måde.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi videre mod Portimão, hvor vi også ville lægge os for anker.

23-24. JULI PORTIMÃO/ALBUFEIRA

Det blæste ret kraftigt, og der var søer og dønninger yderst i bassinet, hvor vi egentlig ville ha’ lagt os, så vi fortsatte lidt længere ind, hvor man også kunne ankre. Vi fik her fin udsigt til en anden lille by, Ferragudo, beliggende modsat Portimão. Vi var ovre og kigge nærmere på den 500 eller var det 700 år gamle by, som syntes at være langt mere charmerende end Portimão men vist nok også mere mondæn under den pittoreske overflade – der var i al fald ret dyrt på spisestederne.

Vi fik nu bare lidt brød og ost i båden. Aftenen var blevet helt stille, og alt åndede idel idyl, ind til vi blev råbt an af nabobåden, en noget brysk finne, som mente, at vi var kommet for tæt på hans båd. Erik mente dog ikke, at der var grund til panik og ville se tiden an, før han agtede at ændre på sin ankring. Det endte dog med, at vi lidt over midnat startede motoren og forføjede os en smule. De der finner er jo farlige… Erik havde vist ventet på, at der skulle komme mere vind igen for så ville afstanden mellem vore både blive større, fordi han, finnen, så ikke længere ville have 30 m slap kæde liggende på bunden o.s.v… Men vind har det jo med at komme og gå – så hellere “safe than sorry” og en god nattesøvn. Den blev nu ikke særlig god, en større fiskerflåde passerede i en lind strøm larmende og tæt forbi os det meste af natten. Næste morgen flyttede vi os længere ud mod indsejlingen, hvor vand og luft var friskere. Vi forsøgte at komme i land på Portimãosiden, men der var INGEN steder at lægge jollen, så det opgav vi.

Efter et kort besøg på stranden nær Ferragudo  og lidt badning fra båden sejlede vi videre ( tilbage ) mod Albufeira, hvor vi jo nu ligger “gratis”.

Vi var godt varme efter den ellers fine medvindsejltur, så vi hastede over til den nærmest liggende lille strand ovre ved fiskerihavnen. Der findes ikke noget meget skønnere end at blive afsvalet ( i det 29 grader varme vand), når man er på kogepunktet.

Og bagefter to cafe con leite med kage i skyggen hos Sparkøbmanden i marinaen.

25.JULI NU BLIVER DET LIDT FAR(O)LIGT 

Afsted fra Albufeira efter sen morgenmad. Fin sejlads for sejl i jævn vind det meste af tiden. Dog endnu ikke skyggen af delfiner på turen hidtil. Øv! 

Ved 17 tiden sejler vi i medstrøm ind i Ria Formosa og holder til bagbord mod Faro og er nu for første gang i år i nyt farvand. Så langt så godt. Erik er jo ikke så nervøs for disse smalle og sparsomt markerede løb. Vi nærmer os hurtigt Faro, og har besluttet os for at ligge i havnen, da der er lovet temmelig kraftig vind for natten, og vi ku’ også bruge lidt strøm til de følgende dage. Vi havde godt set, at der var en form for bro ind til den pænt store havn, men at denne skulle være åben til kl. 20. Da vi kommer hen mod broen, ser vi at det er en jernbanebro, som ikke ser det mindste mobil ud.

Der er i øvrigt heller ikke nogen, der har svaret på vores VHF-opkald. Og nok så interessant så ser der ikke ud til at være en eneste båd med mast på i havnen!!! Hvad endnu værre er, er at strømmen pludselig tager til samtidig med at vi kommer ind på meget lavt vand. Vi føler egentlig ikke, at vi går på grund, men pludselig virker det som om, der ingen styring er mere, og da sejlet er taget ned, er der ikke megen manøvredygtighed af båden. Der kastes i al hast et anker ud for at få lidt styr på situationen. Erik får gummibåden i vandet og belaver sig på at trække båden ud på dybere vand, mens jeg hiver ankeret op, og styrer så godt jeg nu kan. Fint nok ind til den ellers så trofaste påhængsmotor sætter ud. Ud med ankeret igen i en vis fart. Erik storsvedende op på Skærsilden igen og ned i værktøjsgemmerne. Der er benzin på motoren, men tilførslen er blokeret af uvisse årsager. Der skrues, pustes, renses og regeres og til slut virker genoplivningstiltagene heldigvis.

Jeg havde ellers et par gange stået på fordækket og basket hjælpeløst med armene, men det var ligesom om, at alle vendte det blinde øje til. Forklaringen på denne manglende hjælpsomhed, forstod vi senere, skyldtes  for en stor del, at det tiltagende højvande hurtigt ville blokere det i forvejen lille hul ind til havnebassinet, så de lokale (motor- )både ikke længere ville kunne nå i havn. Nå, men Erik fik jo med sædvanlig stædighed gang i motoren, og bugseringen af Skærsilden blev nu ændret til, at Erik skubbede agterfra, mens jeg i modlys styrede igennem det ukendte og dårligt afmærkede farvand hen mod en egnet ankerplads i nærheden. Heldigvis fandt vi hurtigt en tilforladelig bøje, vi fik hægtet os på. Erik hoppede i vandet for at få syn for sagen, og jo eller nej, der var ingen skrue mere… Vi var i en form for lettere choktilstand, men besluttede os til at stole på, at nu virkede påhængsmotoren stabilt igen og tog hen til stedet, hvor skruen måtte være mistet. I det plumrede nu dybere vand og den lave sol, var det dog umuligt at se bunden. Så vi måtte nøjes med at mave os, limboagtigt, igennem hullet ind til småbådshavnen for at komme ind og se lidt på Faro, hvilket jo var dagens oprindelige plan. 

Heldigvis er byen, eller i al fald den gamle bydel, lille og overskuelig. Vi havde ikke de store forventninger til byen, men den har helt bestemt sin egen stille charme. Og tre storkereder ( med storke) i byens gamle katedral satte prikken over i’et.

 

Vi fandt et lille spisested, med udsøgt venlig betjening, lige hvad vi havde brug for. Og så håbede vi bare, at vi ville kunne finde ud til båden igen i den stille, men også meget mørke aften. Det gik dog heldigvis fint. Om natten kom så vinden som lovet, ret så pludseligt op på 12 m/s, men vi lå fint ved vores bøje.

 

FARO 26. JULI – MED BL.A HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE AT FINDE EN TABT SKRUE I ATLANTERHAVET?

Under en stille og rolig morgenmad afventer vi lavvandets komme, så skrueeftersøgningen kan fortsætte. Der er meget at fordrive tiden med fra vores bådterrasse. Flyene til og fra den meget nærliggende Faro lufthavn passerer helt tæt hen over hovederne på os. Det er lige før man kan vinke til passagererne. Optimistjollerne har sommerferietræning lige ud for os og flere sejlrender løber tæt forbi, så der megen trafik af forskellige både. Da vi begyndte at få “græsplæne” rundt omkring os, mente vi at tiden var inde til at opsøge gerningsstedet. Vi havde aftenen forinden sonderet bunden, og den virkede ikke mudret, hvilket øgede optimismen. Og tænk, vi sejlede direkte hen mod stedet, og så skruen ligge og blinke i sollyset på en god halv meters vand. Hvor svært kan det være…

Desværre lader den sig ikke umiddelbart sætte på. En dims ( en feder), som antageligt har været tæret i længere tid, er knækket og skal fremskaffes. Erik mener, at han selv kan montere den måske endda på en sandbred ved lavvande… Faktisk rigtig meget held i uheld at vi mistede skruen ( med næsten nye skrueblade) netop her. Men først næste år – vi får se hvad og hvordan. Heldigt at Erik er så god til at sejle uden motor i næsten al slags vind og vejr. Vi må også se, om vi ikke kan få det til at passe, så vi kan komme nogenlunde sikkert tilbage til Albufeira for sejl alene. Vi dropper dog planerne om at gå længere ind i Ria Formosas morads i år. Således opløftede – i al fald Erik, vendte vi tilbage til Skærsilden, pakkede badetøjet og hoppede i gummibåden for at sejle ud hvor alle de andre badeglade motorbådssejlere tog hen: Til Praia de Faro. Det tog ca. 40 minutter at sejle derud, men det var en hyggelig tur i indre beskyttet farvand i Ria Formosa.

Vel fremme lagde vi gummibåden på bredden fastgjort til et lille anker, gik over den smalle land/sandtange og vupti var vi igen ude ved det åbne Atlanterhav.

Vi badede og gik langs den enorme sandstrand, indtil vi fandt en hyggelig strandbiks, hvor deres specialitet var tun. Så vi fik tunbøf med stegte løg og tunmave ( det mørkere bugkød, ikke mavesækken) begge dele smagte rigtig godt. Efter lidt mere badning tog vi tilbage.

Ved ankomsten blev vi modtaget af vores to engelske bådnaboer, som fortalte, at “ vores” bøje snart skulle bruges af den retmæssige ejer. Havnemesteren havde været på besøg og banket på hos os, mens vi var ude. Vi fortalte, at det var lidt af nød, at vi havde hægtet os på bøjen. De mente at vi i stedet nok kunne låne Paddys? bøje et par dage. Og straks var de to aldrende herrer i hver deres dinghy i gang med at trække os hen til den nye bøje. Så tak for hjælpen. 

 

27. JULI  FARO OG ILHA DESERTA 

Efter en rolig nat ved Paddys bøje stod vi op til noget så exceptionelt som en delvist overskyet himmel. Vi havde besluttet at tage ind og spise morgenmad i Faro, se lidt mere på byen, købe ind OG få benzindunken fyldt op. Vi fandt en hyggelig café og fik en fin morgenmad sammen med overvejende unge portugisere. Det er især i denne by tydeligt, at mange af turisterne er udeblevet, men set fra vores synspunkt er det ret behageligt.

For længe, længe siden var byen under en vis Ben Bekrs mauriske herredømme, hvilket resterne af den store bymur ud mod lagunen vidner om. Maurerne blev dog jaget på porten i starten af 1200 tallet, og herefter startede Alfonso den 3. byggeriet af den store katedral Sé. I slutningen af 1500-tallet, mens Portugal var i krig med Spanien, kom jarlen af Essex forbi og plyndrede og brændte byen af. Som om ikke dette kunne være nok, ødelagde to jordskælv i 1722 og 1755 den da delvist genopbyggede by. Det har ikke været sjovt eller let at være faroner… Men nu fremtræder den gamle by meget smuk og harmonisk.

Efter en passende tur gennem byen fandt vi et kombineret supermarked/markedsplads, hvor vi fik fyldt lagrene op, og lige der hvor gummibåden lå fortøjet, kunne vi købe benzin. 

Tilbage i båden besluttede vi, at det var nu, mens vi endnu havde medstrøm, at vi skulle forsøge at snegle os tilbage til riaens munding gennem de smalle løb. Vi havde let modvind og lavvandet var allerede godt fremskredent, men med en dygtig navigatør ved roret kom vi på kryds fint frem til udmundingen, hvor vi lagde os for anker.

 

Da vi kom ved max. lavvande, kunne vi se hvor tæt vi ku’ gå på kysten, og ved dagslys er her meget idyllisk. Vi ligger helt tæt på Ilha Deserta, som vi jollede over til, så vi atter kom ud til den flottest tænkelige Atlanterhavsstrand.

Tilbage i båden var højvandet og dermed strømmen vendt og på sit kraftigste. Ikke langt fra os lå en stor motorbåd. fyldt med glade unge mennesker, der spillede høj musik og dansede rundt på dækket. Jeg har hele tiden haft fornemmelsen af, at på dette tidspunkt skulle man nok være ekstra forsigtig under evt. badning. Så da vi så to af de unge mennesker hoppe i vandet, holdt Erik og jeg godt øje med dem. Vi ku’ ret hurtigt se, at de uden held prøvede at svømme tilbage til båden. Og partyvennerne så ikke ud til at reagere, hvis de da overhovedet havde bemærket noget som helst. Under vejs drev de (eller kun pigen) forbi et tov, som en mand fra anden ankerliggende båd (uden jolle), havde kastet ud til dem. Erik sprang derfor resolut i gummibåden, som (heldigvis) startede, som den skulle og satte kurs mod de to, som hurtigt drev længere og længere væk. Fyren fik selv bakset sig op, men pigen måtte hales op. De var vist mere end glade for Eriks redningsaktion. Erik fik da også tilbudt en kold drink, da han afleverede de to på motorbåden. Han nøjedes dog bare med at be’ dem skrue lidt ned for ungabunga-musikken. Ret uhyggeligt at så få andre lod til at bemærke, hvad der var ved eller kunne være sket med de to.

Nu mens jeg har skrevet dette, har jeg slet ikke bemærket , at næsten alle de andre både har forladt ankerpladsen, som virker en smule mindre idyllisk nu, hvor mørket falder på, og vinden, som lovet, langsomt er ved at øge. Den skulle dog ikke komme over de 10 m/s, så jeg håber bare at ankeret holder, nu hvor vi ingen motor/skrue har. Erik virker dog ret cool, jeg har bare ikke helt glemt vores natlige oplevelse i Getxo i Nordspanien for to år siden… Min uro forplantede sig åbenbart til Erik, for kort efter var han oppe og gi’ ekstra 10 m ankerline.

Og så skulle der ellers laves aftensmad, tre Parga’er, meget lig doradoer bare smukt rosaagtige og ikke prøvede før af os. Solen nåede lige akkurat at gå ned, som vi skulle til at pille ben ud af fiskene, hvilket vanskeliggjorde processen noget, især fordi der var ret mange ben i. De smagte OK, men så heller ikke bedre. Men aftenen var skøn, vinden lagde sig helt igen og holdt sig væk hele natten. Så jeg kunne, som så ofte før, ha’ sparet mig mine bekymringer.

 

28. JULI AFSEJLING ILHA DESERTA RIA FORMOSA

 

Efter morgenmad tog vi en lille tur rundt med gummibåden og så på fisk i det klare vand. Og så skulle der træffes en svær beslutning: Skulle vi blive dette herlige sted til næste dag, hvor der stort set ingen vind var lovet eller sejle ud nu i dag med strømmen og mod vinden, der skulle blive ganske kraftig op af dagen? Valget faldt på det sidste alternativ, hellere for meget vind end for lidt – uden motor. Første halvdel af turen listede vi os afsted i en svag foran for tværs, og Erik fik luftet vor tidligere nabonabo Bardrams gamle drifter, som dog ikke var meget bevendt i denne vind. Men så blev der skruet op for vinden. Fra 3m/s gik det tjept op til 8m/s og kort efter yderligere op til mellem 10-12 m/s på kryds de sidste timer. Friskt, men ikke koldt.

Det der gjorde det måske lidt for spændende var, hvordan vi skulle komme ind i havnen og især videre op gennem den smalle kanal op til vores plads. Erik adviserede havnen, og de sendte en mand ud til det ydre havnebassin, hvorfra han kunne slæbe os videre frem til vores nu faste plads i havnen. Alt gik dog fint uden skrammer på andres eller egen båd eller på krop og sjæl. Heldigvis var der en fin portugisisk fyr, Nuno, i nabobåden, som også hjalp til. Jeg var dog lidt slap i det, da vi endelig var kommet på plads. Og det var så den allerede sidste sejltur for denne gang. Det er dog dejligt at ha’ nogle dage her til at gøre båden “vinterklar” og ellers bare slappe af. 

Til aften lavede Erik den obligatoriske pasta/pølse/bacon ret, desværre var vi udgåede for rødvin og fik en hindbæragtig boble rosévin til – ikke det aller bedste.

 

29. JULI-1. AUGUST ALBUFEIRA

Allerede efter morgenmaden startede Erik med bådklargøring. Vores nabo Nuno var der også, og ham fik vi snakket en del med. Han havde været engelsk gift og talte rigtig godt engelsk med en yderst charmerende blanding af portugisk og britisk sprogmelodi tilsat et touch af fransk. En meget alsidig fyr der tilmed havde entreret med Ærø Bådcharter ( og vist nok også med en dansk pige). Verden er lille. Men lige nu var han mest optaget af at gøre sin motorbåd klar til aftenens blækspruttefiskeri (lulas).

Lidt over middag drev varmen os over til den store strand for at bade, og siden gik vi videre hen af stranden til Trattoria Toscana. Der fik vi nogle superlækre pizzaer sidste år, så vi ville se om de holdt niveauet – og det gjorde de, og samtidig er der svalt og med den fineste udsigt over strand og hav.

 

Senere gik vi tilbage til båden og (især Erik) baksede videre med nedpakningen. Aftenen tilbragte vi i cockpittet, begge noget varmetrætte.

Morgenen, efter torsdag 30. juli, havde jeg foreslået en tur med bus til den kendte by Silves 25 km væk. Men det viste sig at være noget nær en dagsrejse, der involverede flere busser og/eller tog, så det udsætter vi til en anden gang, hvor vi måske har en bil med, eller vejret er køligere. 

I stedet fortsatte vi nedpakningen af båden afløst af et par badeture ovre ved den lille strand tættest på havnen. 

Om aftenen spiste vi på en vel omtalt lille restaurant, Os Arcos, inde i centrum af Albufeira. Den var god – vi fik en lækker caldeira med monkfish, (havtaske), store rejer og forskellige muslinger. Og vi fik hele vejen igennem vældig god betjening af en hyggelig og meget intens ældre tjener ( ved nærmere eftertanke ant. yngre end os).

Turen hjem gennem byen og langs stranden i den lune aften og måneskin var i sig selv en oplevelse.

Fredag 31. Juli

Nu begynder alting at være sidste gang. Men sådan må det jo være. Utrolig hvor meget det skal ordnes med sådan en båd, før man kan tage af sted med god samvittighed. Vi har dog været ovre og bade og fik lavet os en god “tøm køleskabet tortilla” til frokost.

Vores bådnabo Nunni har anbefalet os et godt og billigt sted at spise lige i nærheden – i fiskernes klub, så det vil vi prøve som afskedsmiddag.

Som sagt så gjort. Ved ottetiden traskede op til restauranten som lå godt gemt oppe bag til i terrænet. Vi fik et bord udenfor på den store terrasse men der var også mange der spiste indenfor.

Snart var alle borde besatte, og der var sågar kø. Her var afgjort mest portugisere og mange tre generationers familier – hyggeligt. Man gik ind og pegede på de fisk eller skaldyr man ønskede og så var det bare at sætte sig og vente på herlighederne. Her kommer vi gerne igen.

Tilbage i båden var det så bare at gå til køjs. Vækkeuret ville ringe 06.20 næste morgen og shuttlebussen var bestilt til kl. 7. Alt gik som det skulle og vi ankom i god tid til lufthavnen hvor der er fin café udenfor hvor vi fik en sidste cafe con leite og hver vores lille bolo.

Vi kom fint hjem med SAS og kl. 19 hentede Roman, som havde passet hus, hund, kat og heste, os ved toget i Svendborg. Desværre kunne vi ikke nå at blive COVID 19 testede i lufthavnen, inden vores tog gik, men det bliver vi så i Odense efterfølgende.. Faktisk anså vi risikoen for at være blevet smittet for at være størst i toget fra lufthavnen til Kbh. Hovedbanegård. Der stod man som sild i en tønde sammen med alverdens folk i bogstaveligste forstand, selv om pladsbillet var påkrævet – og næsten alle uden mundbind. Vi håber og tror det bedste.

 

På forhåbentlig gensyn til en mindre kompliceret sejlsæson i 2021!