LØRDAG 24/6

I dagslys virkede L’isle-sur-leDoubs langt mindre deprimerende. Vi fandt hurtigt en bager, en Salon du thé, stod der sågar på skiltet. Den var vel besøgt, og vi fik både købt en flute og en kage til eftermiddagskaffen. Klokken ti sejlede vi mod næste mål, den noget større by, lidt over 25.000 indbyggere, Montbéliard ca. 25 km. væk.

Alt gik ret fint, ikke helt så meget begroning, men lige over middag kom dagens første hurdle. Vi kom fint ind i en af dagens sluser, men porten ville ikke lukke efter os, hvor meget vi end løftede op i den blå stang, der signalerer, at man er klar til at blive sluset op. Til slut kravlede vi begge op på kajen og trykkede på en knap, der burde sætte os i direkte forbindelse med en slusevagt. Der var dog ingen, der svarede. Så ringede vi på det samme nummer, men nu på min mobil, og så blev der heldigvis svaret. Fransk er absolut slusefolkets foretrukne sprog, og enden blev, at han vist nok sagde, at vi skulle sejle ud igen og genstarte indslusningen med fjernbetjeningen. Mens vi klatrede ned af stigen, lukkede porten så pludselig helt af sig selv, og vi blev sluset op og kunne sejle videre. Godt vi ikke kom til at sidde fastklemt i en port, der uventet lukkede…

Så gik alt fint længe, vi kom endda godt forbi den ene af dagens to broer, der åbnes af VNF.

Men så ved den næstsidste sluse, var den gal igen. Her var der heldigvis ved et tilfælde en VNF-mand i slusen. Signalet blev ved at være rød/ grønt, men han viftede os ind alligevel. Jeg fortalte, at der ikke havde været rent grønt lys, og nu ville porten ikke lukke efter os, når vi løftede den blå stang. Hmm. Den meget fåmælte mand ringede og ringede til Gud ved hvem, og til sidst lukkede porten i. Men så skete der ikke mere, intet vand blev lukket ind af forporten. Han telefonerede atter, og efter laaang tid skete der endelig noget, og vi blev sluset de tre meter op.

Først klokken 17 efter 24 km og flere ufrivillige pauser kunne vi sejle ind den pænt store havn, hvor vi fik en god plads. 20 €/nat og 3,5 €/bruseb

Alderen må afgjort være ved at indhente os, for også denne aften var vi begge ret udmattede. Af en eller anden grund synes vi at kanalsejlads er mere anstrengende end havsejlads (i almindeligt vejr). Vi fik dog via diverse broer og tunneler slæbt os op i den ret overskuelige by, hvor vi fandt et brasserie på et hyggeligt torv.

Her fik vi nogle opstrammende lammeschnitzler med gode, ikke udkogte grøntsager til. Der var masser at se på både blandt gæsterne, men også på pladsen tæt på. Flere ret nørdede typer var ved at stille deres astronomiske superkikkerter op, og det lod til at alle måtte komme og prøve at se nærmere på den i aften tiltagende måne.

Vi prøvede to forskellige, først en mindre hvor man kunne se den sejlformede måne in toto, og meget mere detaljeret med det blotte øje og så en stor kanon, hvor man kun kunne se et udsnit af gangen, men meget mere detaljeret. Hvis der havde været små grønne mænd, havde vi garanteret set dem… Herefter vendte vi mætte, og delvist genoplivede snuderne hjemad.

SØNDAG 25/6

Vi stod sent op og startede dagen med et fælles brusebad i en af de der automatiske metalkabiner med en grøn, gul og rød knap udenfor. Har hidtil kun, og med en vis berettiget skepsis, prøvet toiletudgaven. Men denne superrummelige doucheudgave fungerede upåklageligt – og man havde endda 30 minutter at disponere over. Renvaskede dappede vi over til havnens populære café og fik kaffe. Her fik Erik endda komplimenter for sin multifarvede/mønstrede lasede skjorte fra 1970’erne af den charmerende caribisk udseende fyr bag disken.

Nogle ville måske ærgre sig over at komme til en stort set søndagslukket by, men da vi ikke manglede noget, syntes vi bare, at det var rart med fred og ro. Byen med sine ca. 25.000 indbyggere er ganske hyggelig. Den er bygget på en høj, hvor der i sin tid lå en romersk borg og byens midte gennemskæres af to floder, idet Doubs her møder floden l’Allan nordfra.

Den  bærer præg af, at fra 1397 at have været et tysk fyrstendømme gennem mange år, under hertugerne af Württemberg indtil 1793 og dermed en af de få protestantiske enklaver i Frankrig. Da hed byen Mömpelgard.

Og den tyske indflydelse skyldes alene at en fransk frøken Henriette indgik ægteskab med en adelig tysker. En arkitekt med det absolut tyskklingende navn Heinrich Schickardt er manden bag mange af byens interessantere bygninger, som bl.a. indbefatter et slot tilegnet frøkenen.

Efter at ha’ besigtiget byen slog vi os ned på en af de få restauranter der holdt åbent. Det var et hyggeligt lille sted, hvor franskmænd nød en søndagsfrokost – vi var de eneste udlændinge. Vi valgte en forret og hovedret til deling, en krydret salat Gaugain med bl.a. rejer, mango og ananas og en mere solid hovedret Compte Francois med med en egnstypisk tyk pølse med brasekartofler og en cremet hvid ostesauce som nærende dyppelse. Så godt.

Nu var det tid til at promenere i byens åndehul, “Parc pre la Rose” sammen med ganske mange andre af byens borgere.

Det var virkelig en fin park med masser af blomster, dyr, forskellige træarter og skulpturer.

Så havde vi til fulde fået dagens mål af oplevelser og motion og vendte tilbage til lidt tiltrængt aftenafslapning i Skærsilden.

Om morgenen var regnen ophørt, der var skiftende skydække, og luften var dejlig frisk.

Efter at ha’ sagt pænt farvel tog vi videre fra vores lille bro, antageligt mod L”isle-sur-le Doubs, hvor vores gæstfrie nye bekendtskab boede om vinteren.

Mens vi lå og ventede inde i et af slusekamrene undervejs, havde jeg fornøjelsen af, for kun anden gang i mit ret lange liv, at se en isfugl. Man er ikke i tvivl, når man ser denne vævre, lille smukke fugl. Og vi, især Erik, havde held til at se flere forskellige slags fisk, der i størrelse næsten kom på højde med dem, vi havde set fotos af dagen inden. Alene det kunne afholde mig fra at hoppe i det grøngrumsede flodvand. At vi i dag, også for første gang, så en levende frø springe rundt, lyder måske lidt mærkeligt i betragtning af, hvor mange, der ud fra deres insisterende kvækken, må være.

Lige efter den lille by Clerval lagde vi til ved en bro uden for en sluse og gik langs kanalen tilbage til byen,for at se om der skulle være mulighed for indkøb eller at få noget spiseligt på byens restaurant.

Klokken var lidt over et, så vi var med rette ikke optimistiske. Vi entrede byens restaurant, hvor man ville kunne ha’ fået  dagens menu med tre retter for 15 €, men absolut ikke klokken 13.15. Trop tard! Vi fik dog tigget os til to glas øl + en dessert til hver, friskost med rød frugt coulis – og lidt brød. Ganske udmærket.

Så var vi klar til at sejle lidt videre, og et par timer senere lagde vi langskibs til ved en mole lige i udkanten L’isle-sur-le Doubs. Vi havde en lidt speciel genbo på græsrabatten inde på land. En mand i sin bedste alder havde slået sig ned med telt og alt muligt habengut samt to store hunde af en blanding mellem rottweiler og dobbermann, tror vi. Hundene var heldigvis i snor,  for manden gik eller rettere humpede rundt på to krykkestokke med en skinne på det ene ben.

Han var åbenbart ret populær, for der kom rigtig mange, forbi med det ene og andet både til ham og hundene. Selv gamle damer klappede frygtløst de ret voldsomme dyr.

Byen med sin små 3000 indbyggere er lidt sjov, for den ligger spredt ud på to små øer og lidt på hver side af fastlandet, gennemskåret af såvel floden Doubs som Canal Rhône du Rhin. Da vi gik en aftentur i byen, var der ikke megen aktivitet at spore, og butiksdød og forfald var ret udbredt. Da der ikke var nogen sanitære faciliteter langs molen, kiggede vi efter noget så basalt som et offentligt toilet. Og tænk, i denne prunkløse by, viste der sig at være et – og tilmed af den bedste , og reneste slags. Således lettede gik vi tilbage og lavede lidt god mad i båden, inden vi gik til køjs.

Vi havde ikke set nogen bager under vores aftentur i Deluz dagen inden, og da vi var udgået for brød, gik vi op til den lille café, som nu havde åbent.

Vi fik dejlig kaffe og croissanter på deres mini terrasse og gik tilbage med en flutes under armen.

Vores hensigt var at sejle til den lidt større by  Baume Les Dames, hvor der skulle være en OK havn og tilmed lidt at se på.

Heldigvis lå  der knap så mange vandplanter på lur efter os idag, så frem kom vi da.

Havnen i Baume Les Dames var en god lang mole beliggende ud for en restaurant. Alligevel virkede stedet lidt dystert, men vi lagde som planlagt til. Kort efter kom en franskmand fra båden foran hen til os og sagde, at bossen var mauvais/ondskabsfuld, og at her var alt for dyrt – der var ikke en gang toiletter. Så de ville i al fald sejle videre… Vi plejer ikke ellers at lade os anfægte af måske løse rygter, men et elller andet gjorde, at før vi havde set os om, var vi på vej videre. Der var efter vejrudsigten et massivt regnvejr på vej, men selv om det grånede og blæste en del, holdt det endnu tørt, og der skulle være en bro i relation til en campingplads ikke meget længere væk.

Og der lå ganske rigtigt en bro ud for en campingplads, men såvel bro som plads var af lidt alternativ karakter. Men vi lagde til, da der var langt til næste mulighed. Det viste sig at være en plads for nautisk motorsport, og mange havde deres caravans, mobilhomes og små motorbåde stående permanent her i sommerhalvåret på et ret stort område langs floden. Men i dag virkede her tomt og uddødt. Lige pludselig dukkede der dog en fyr op,  og spurgte om vi ville overnatte, og jo det ville vi da, hvis vi ellers måtte. Han var meget venlig og høflig og sagde, at det var helt OK. Det kostede 15 €, og vi kunne betale nu eller i morgen. Da der lod til at være en slags kontor, sagde vi, at vi kom derover lidt senere. Som sagt – så gjort.

Det viste sig, at han boede fast på pladsen fra april til september og pt. passede pladsen for en kammerat. Han var virkelig noget for sig, han startede med at invitere os på kaffe. Han var 64 år og pensioneret, dyrkede sine egne  grøntsager, samlede og tørrede svampe, havde lige fabrikeret litervis af limoncello. Citronskallerne havde han inden ladet ligge på jorden, for at myrerne kun “tisse”? på dem. Vi fik smagt en anden (god) hjemmelavet likør af tørrede mælkebøtteblomster. Han fiskede ikke selv, men viste os fotos af alle de forskellige kæmpefisk,  der var blevet hevet op af floden her. I weekenden ville han få nogle kyllinger, så han kunne få æg til at lave tortillas og kager. Hans mor var spansk. Kaffen og aperitiffen var på “huset”, og i prisen viste der sig at være inkluderet såvel udmærkede toiletter samt mulighed for at få et brusebad. Så selv om vi måske gik glip af noget i byen Baume Les Dames, var det da meget sjovere at ligge her end hos den “onde” mand.

Kort efter vores visit kom regnen, først stille, men siden kraftig og længevarende. Så det blev flutes med ost og skinke nede i kahytten for første gang på denne del af turen. 

Lidt betænkelig(e) ved den antikke sluse slap vi fortøjningerne i Besançon. Jeg var sendt over på den mod satte bred for at hjælpe med at få fortøjningerne sat på pullerterne på land inde i slusen. Det viste sig dog, at en fyr, autoriseret eller ej, kom til og først hjalp med at lukke den bagerste sluseport og siden gik hen og åbnede for “klapperne” i den forreste port – lige vel hurtigt, så Erik var på arbejde med at holde båden i ro nede i dybet. Men alt gik godt, og vi var snart ude på den anden side af slusen.

Vi sejlede videre på den sidste del af floden rundt om byen og kom forbi udmundingen af tunnelen, der skar sig tværs gennem byen.

I dag ville vi, belærte af erfaringen, ikke sejle så langt, men sigtede mod den lille by Deluz 19 km væk, hvor der skulle være anlagt en fin ret ny havn i et gammelt industriområde.

Vi havde en dejlig tur, også i dag  gennem skønne landskaber, og vi fik holdt melon/skinke pause foran turens 4. og eneste dobbelt sluse, 6,3 m høj. Men især på den sidste del af turen mødte vi nu for alvor en af turens mere alvorlige udfordringer – begroninger eller med en måske mere lyrisk betegnelse: GRØDE. I det snævre, lave og efter sigende også, op til byen Clerval, stenede løb, var det mere end svært at sno sig uden om de store øer af forskellige typer vandplanter.

Mangen gang måtte vi stoppe helt, når enten ror eller skrue – eller begge var blevet indfiltret i planternes lange seje fangearme.

Der blev bakket, roret løftet og fisket med bådshagen, og indtil videre er det da lykkedes at komme fri og videre. Godt at der er så få andre både.

Det var dog heldigvis ikke lige slemt alle steder, så ud på eftermiddagen nåede vi efter 19 km frem til den ganske rigtigt udmærkede aflåste havn med fingre.

Eneste men dog ret betydelige ulempe var at havnekontoret med alle faciliteter lå uden for det aflåste område og havde kun åbent mellem 10.30 og 19.00. Lige op til havnen lå nogle gamle ret smukke industribygninger. Dem tættest på var i rent forfald, men længere henne var de blevet renoveret og anvendt til bl.a. bådværksted og vinteropbevaring af både.

De havde huset dels et spinderi fra 1858-1872 og en papirmølle fra 1873-1977 og havde haft over 400 ansatte. Floden Doubs er en lumsk størrelse. I gennemsnit er flowet 100 m3/s, men det kan svinge mellem 14 m3/s og op til 1500 m3/s ved Besançon, når det går helt vildt for sig. Den kanaliserede flod, som er bygget af straffefanger i tiden efter 1821 , har leveret vandkraft til møllen. Vi gik en runde i den lille bitte by. Ned til floden var der meget landligt med hyggelige huse langs vandet

Vi så ikke nogen butikker, men der var en café og helt tæt på havnen havde et ungt par indrettet en lille burgerbar i de renoverede bygninger. Dem ville vi gerne støtte, så vi fik to gode burgere med hjem i båden til aftensmad.

MANDAG 19/6

Inden vi sejlede videre talte vi (igen) med et hollandsk ægtepar i en fin, klassisk motorbåd. De havde sejlet Frankrig tyndt gennem mange, mange år, og han var bestyrer af en hjemmeside om franskevandveje, og Erik blev inviteret med i klubben, lidt hyggeligt og måske også ved kommende lejligheder nyttigt.

Vi sejlede og sejlede gennem snart snoede forløb, snart brede strækninger, hvor kanalen og Dole løbsammen. Men nærmest eventyrligt smukt overalt.

På Rhône og Saône kunne vi stadig bruge selvstyren, men det går ikke nu. Situationen forandrer sig hele tiden hvad vanddybde og oversigt angår. Og selv om vi kun sjældent møder andre både, skal der også holdes et vågent øje med træstammer og andet, der kan komme i skruen eller filteret.

Denne dag måtte Erik to gange tømme filteret for slam og rester af vandplanter, der var røget “indenbords”, så kølevandet minimeredes. Vi mødte en ihærdig roer undervejs, som i gennem længere tid “surfede” på vores hækbølge.

Vi ville ha’ holdt frokost efter den første større sluse, en dobbeltsluse lige før en lille tunnel. Der skulle være mulighed for at lægge til i komfortable omgivelser, men de få pladser, der var, var optagede, bl.a. af den foregående aftens franske grissebasse.

ØV, så vi måtte straks sejle videre gennem vores første tunnel, den dog kun 185 m lange Thoraise tunnel.

Og sådan gik tiden i middagsheden og den tidlige eftermiddag. Til slut “parkerede” vi uden på en husbåd i et lige kanalstykke og fik endelig et tiltrængte hvil og vores frokost med melon og skinke. Lidt efter sejlede vi dog videre, og selv om vi egentlig gerne ville ha’ gjort holdt midtvejs mellem Dole og Besançon endte det med, at vi på 35 km nåede helt til frem til denne meget velomtalte by. Da havde vi været gennem 10 sluser, hvoraf nogle var ganske høje, over 4 m, og en enkelt dobbelt sluse var der også, så vi var faktisk begge ret udasede – ikke mindst pga varmen i bunden af  de dybe “sluseovne”.

Sidst på eftermiddagen nærmede vi os dog endelig BESANÇON med det i øjenfaldende citadel højt oppe.

Den allersidste km var dog ikke uden udfordringer, idet dybden i kanalen rundt om den halvø, den gamle del af byen Besancon ligger på, kun var omkring 1,20 m.

Så roret hoppede trods langsom fart jævnligt op, men vi fik da til slut listet os ind i havnen St. Paul. Vi betalte to gange 20€ for to nætter, men så var der også vand, el, lås til broen samt gode toilet- og ikke mindst tiltrængte brusefaciliteter.

At havnepersonalet var lidt besynderligt var så en anden sag. Lederen af capitaineriet var lidt a la “Hunulven Ilse”og dem, der gik til hånde var venlige nok, men virkede ikke helt “normale”. Men havnen lå helt centralt i byen, dog med en ved aftentide lidt skummel passage gennem en lille park. Da vi som sagt var lidt trætte, især jeg, gik vi op i byen og fandt et økonomivenligt og populært sted i en gågade (der var dog en livlig trafik med cykler og løbehjul , så man skulle se sig godt for) lige i nærheden. Pizza og pasta samt en god udsigt til alle mulige slags mennesker der passerede forbi – hvad mere kan man ønske sig? Jo, at det ikke lige pludselig øser ned, men det blev heldigvis ved de tunge skyer og et enkelt dryp i ny og næ. Men da vi var gået til køjs, åbnedes himlens sluser sig mens et lettere tordenvejr cirkulerede rundt omkring os et par timer.

TIRSDAG  20/6

I dag skulle Besançon udforskes nærmere. Først talte vi dog lidt med to Vendelbo ægtepar, som var på en uges tur i en udlejningsbåd fra Dole. Det er nogle pæne både og på mange måde nemmere at sejle med end Skærsilden, da de dels er ret fladbundede, dels fylder næsten hele slusekammeret op i bredden og endelig har de ikke en mast, der stikker ud for og bag. Men vi klager ikke, alt er hidtil gået over forventning. Vi startede dagen med en kop kaffe og croissanter lige ud for en af de større broer, Pont Battant, som vi var sejlet under dagen før.

Det føltes meget dejligt og parisisk – eller i al fald franskt. Om det også føltes trygt, blev vi lidt i tvivl om, da vi så først to soldater, fuldt bevæbnede og i hjelme og skudsikre veste defilere over hver sin side af broen, kort efter fulgte yderligere to og til slut to mere. Og de så ikke ud til at være på fornøjelsestur. At vi tilmed på den ret korte tid vi sad, og ellers nød livet, blev opsøgt af to yngre meget sølle eksistenser, den ene nok misbruger, den anden en stærkt invalideret, måske krigsveteran i kørestol understregede,  at vi nu var i en storby med ca. 150.000 indbyggere, og at Frankrig måske ikke har verdens bedste socialpolitik.

Resten af formiddagen slentrede vi bare rundt i byen, var inde og få kulden i de kirker, vi nu kom forbi og fik handlet lidt ind.

Det er en harmonisk by med mange stilige huse og med en atmosfære af storby, omend af den mindre slags.

Om eftermiddagen, da vi efterhånden var kommet os over gårsdagens udmattelse, tænkte vi, at det var for dårligt, hvis vi ikke kom op til det koloenorme fæstningsanlæg, som i den grad kendetegner Besançon. Allerede da vi nærmede os byen i går, så vi de høje mure med udsigtstårne der omkransede hele den øverste del af Besancon halvøen. På vej der op var vi lige forbi denne bys berømthed, forfatteren Victor Hugos 1802-1885 fødehjem (Han skrev bl.a. De elendige og Klokkeren fra Notre Dame).

Herfra var vi så heldige at kunne hoppe på en bus, der hurtigt fik os op på toppen.

Det er et kæmpe område, hvoraf noget er frit tilgængeligt, mens to museer og en zoo kræver entrébillet.

Vi sprang museerne over og gik længe rundt i det frie område. Faktisk havde havde Besançon før været under  spansk herredømme, men kom nu tilbage under den franske krone. Mesteren bag dette bygningsværk, påbegyndt 1668 og færdigbygget 1683, er Vauban, som under Ludvig IV stod for en lang række imponerende fæstningsanlæg i Frankrig bl.a. også på Ile de Rée i Bretagne, som vi besøgte i 2020.

Citadellet i Besançon stod sin prøve under flere krige og viste sig uindtageligt hver gang. I dag bebos en del af voldgravsanlægget af en speciel abeart fra Etiopiens højland. Det var var nogle meget flotte og adrætte aber, der kækt forcerede de stejle klippevægge, der mindede om deres hjemland.

Vi var så heldige også at se dem blive fodret med al mulig frugt. Nogle andre, der også flintrede rundt i landskabet,  var skolebørn på udflugt. Vi oplevede dem ud  på eftermiddagen, hvor de antageligt var færdige med et eller flere museumsbesøg, og nu skulle der bare løbes igennem

. Franske skolebørn synes i det hele taget ofte at være på udflugter med deres lærere.

Vi gik tilbage ned i byen og satte os på en bænk ud for rådhuset med hver vores vandflaske og så på folkelivet. At der er mange, der af den ene eller anden grund knap har til dagen eller vejen, blev også her klart. En ung pige fiskede en cigaret op, og vupti sprang en midaldrende mand fra en noget broget gruppe hen og tiggede en cigaret af hende. Og på vej tilbage til båden blev vi også antastet, må man vel kalde det, af en kvinde på kanten.

Om aftenen gik vi over på den modsatte flodbred og hen til morgendagens første sluse, som skilte sig lidt ud fra de tidligere, ved at den ikke var automatisk, men skulle betjenes manuelt – af os. Det var en ældgammel sag i relation til en tidligere mølle, og ikke en helt lille sluse, som den vi så ved Bourgognekanalen ved Dijon. Der skulle drejes og gøres ved  på og med diverse gamle knagende jernsvinghjul m.m. for at få de gamle middelalderlige egetræsporte til at lukke og åbne. Lige noget for Erik. På vejen tilbage over på broen, så vi nogle højtråbende mænd stå og kaste flutes ned til ænderne nede ved flodbredden. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at der også var en bæver/sumprottefamilie med to små unger. Sådan nogle havde vi aldrig før set i fri dressur. Desværre havde ingen af os mobilen med.

Det nærmeste jeg har været dette dyr, var i en nutriapels, som dette dyr vist mest kaldes i pelset tilstand, og som jeg i kort tid nødtvungent overtog fra min mor. Så denne dag viste sig altså også rent zoologisk at blive en udbytterig dag. Resten af aftenen tilbragte vi i båden med lidt flutes og ost, mens vi lod os underholde af en ung mand, der ihærdigt baksede med en alen lang lyskæde, der skulle illuminere deres store, ikke særligt pæne motorbåd.

Søndag formiddag forlod vi Dole. Den første strækning var jo en gentagelse af gårsdagens cykeltur. Men sjovt at opleve kanalen nu set fra vandsiden.

Dagens seks sluser var alle ret lette at komme igennem, den højeste niveauforskel var på 2,40 m.

Ud på eftermiddagen lagde vi os ved Ranchot ved en mole mellem to små broer. En distance på sølle 20 km, men det føles længere med sluserne – og i varmen. Det var en meget lille by, mere en samling huse, en lukket restaurant, et posthus, et kapel og hele to bagere, hvoraf den ene var  en “Drive in” bager længere oppe på hovedvejen.

De holdt dog begge lukket om mandagen, så vi måtte se en brødløs mandag morgen i møde. Til en start lå vi som 3. båd, men lidt senere kom en af de mange udlejningsbåde forbi, og de så så triste ud over, at der ikke var plads til dem også, at vi alligevel fik mingeleret dem ind på plads. Der var nu kun et mulehår mellem bådene og vores mast med petunia og det hele ragede godt ind over ene nabobåd, men det gik.

Der var vand og strøm fra klokken 19-9, men ingen toiletter, og en sjov fætter kom og indkasserede havnepenge, 10 € vist nok. På en campingplads lige i nærheden var der fine toiletter, men disse måtte kun bruges, hvis man indtog noget på stedets café, hvilket vi så gjorde. At der også er langt imellem mulighederne for at komme af med “sort” spildevand, gør jo ikke sagen bedre. Så kan man selv tænke sig til, hvad der sker i ly af mørket. Og vi kunne endda desværre, under aftenteen, også tydeligt fornemme det ud fra pludselige “Underlige aftenlufte” fra den franske store flodbåd, der lå lige bag os, ikke så lækkert. Ved sengetid begyndte det at buldre og kort efter piskede regnen ned et par timer, alt i mens det lynede og bragede.

 FREDAG 16/8 

Mens vi rekreerede os efter den varme sejlads, sad vi i første parket til at se, hvordan den ene store varmluftballon efter den anden blev sendt til vejrs fra den modsatte flodbred og hen over træerne – og os. Og cirkus var der også i byen.

Spændende at se på, men ikke noget for os. Da vores og luftens temperatur havde normaliseret sig, gik vi op i den gamle historiske bydel lige bag havnen.

Byen er gennemskåret af forskellige floder og kanaler, og vi endte i en restaurant, der meget passende hed La Petite Venise.

Her var meget meget yndigt med blomsterkasser overalt og åkander i kanalen. Idyllen blev kun brudt af en enkelt kæmperotte, som Erik så komme pilende – dog ikke i restauranten.

På tilbagevejen langs kanalerne så vi adskillige andre restauranter fyldt med gæster, og som et dramatisk bagtæppe rejste byens kæmpemæssige kirke, Notre Dame, sig. Efter en kop te i cockpittet akkompagneret af frøernes kvækken gik vi til køjs.

LØRDAG 17/6

Først gik vi op i capitaineriet, som mod forventning var lukket. Det viste sig, at havnebestyreren befandt sig nede ved de mange udlejningsbåde, der holdt til i den ene ende af havnen. Dem stod han også for. Han var åbenbart i lørdags humør og sagde efter at ha’ fået vores båds navn, at vi bare kunne ligge gratis i de to planlagte nætter. Tak for det! I dag skulle der købes ind med et tomt køleskab og søndag den følgende dag. Vi fandt et lille Casino oppe i hovedforretningsgaden, hvor vi fik købt det nødvendige. I øvrigt en rigtig hyggelig by at gå rundt og op og ned i. Herefter var det tid til en cykeludflugt, den førstefælles tur i år, lidt op af kanalen. Langs de gamle tidligere trækstier er der nu anlagt fine cykelstier på mindst den en side af kanalen.

Det var en ren liise at cykle ofte under skyggegivende store træer og hele tiden med en kølende “fartbrise” i ansigtet. Ca. 15 km længere oppe af kanalen lå en lille by Rochefort-sur-Nenon, hvor der skulle være hyggeligt og tilmed et sted, hvor vi kunne få frokost.

Først kørte vi dog lidt længere forbi den næste sluse og kom til et sted hvor kanalen bredte sig ud sammen med floden Doubs og med høje klippevægge til den ene side.

Her var også en ponton man kunne ligge ved for natten, og mange ikke sejlende mennesker holdt picnic langs flodbrinken. Lidt efter vendte vi tilbage til den lille by. Det spisested, vi havde sat vor lid til, var dog lukket, og der var absolut intet andet, hverken lukket eller åbent, og ej heller en levende sjæl at se i denne lille by. Godt man har Google Maps. Halvvejs tilbage mod Dole, men på den modsatte bred lå en restaurant med det tiltalende navn “Mon Plaisir”, som havde åbent til klokken 15. Så alt håb om en frokost var ikke ude – op på cyklerne og af sted gik det.

Da vi kom frem, lå der ganske rigtigt et meget charmerende gæstgiversted i en skyggefuld have ned til en sidekanal og med en overflod af farvestrålende blomster over alt.

Eneste minus var, at der i haven var dækket op til et større selskab ved adskillige borde, og talerne til festens hovedperson var allerede i gang. Vi listede os alligevel ind og spurgte, om der mon var mulighed for at få lidt at spise. Jo, selvfølgelig kunne vi da det, blev der svaret, og snart efter sad også vi i den dejlige have med udsigt til selskabet, men i passende afstand derfra. Det ene bord, børnebordet, var næsten forladt.

Til gengæld tullede små piger med fletninger og i fine flæsekjoler og tilsvarende drenge i smækbukser og kasketter rundt overalt – meget underholdende. Det blev her, at et af mine principper, ikke at spise frølår, blev brudt… Og jeg ( og også Erik) måtte indrømme, at vendt i en persille/raspblanding og sprødstegte smagte de glimrende. Lidt som nogle meget saftige og vellykkede kyllingevinger, bare med lidt mindre knogler. Erik holdt sig til en ørred, som også var god.

Efter en creme brülé og to kaffe cyklede vi tilbage mod båden.

Hjemme igen sad vi og nød udsigten tværs over kanalen. Dels lå der nogle store penicher med folk ombord der havde gang i det ene og andet, dels var der også det store cirkustelt, hvor vi kunne høre, at eftermiddagsforestillingen var i fuld gang. Vores nabo til den ene side en ældre, enlig, dårligt hørende, tilsvarende højttalende amerikaner underholdt os højlydt bl.a. om dette cirkus’ fortræffeligheder. Han startede faktisk med at undskylde, at han var amerikaner. Det var OK, sagde vi – og også OK hvis han var republikaner, bare han ikke var Trumpist. Det var han så ikke, hvilket vi nok havde fornemmet, selv om hans drævende diktion var meget trumpagtig.

Sidst på eftermiddagen gik vi op og så lidt mere på byen. Først passerede vi fødestedet og en statue af Dole’s nok mest berømte bysbarn gennem tiden – Louis Pasteur 1822-1895, som dog kun boede der de tre første år af sit liv. Faderen var garver med små midler, men sønnen drev det vidt inden for mikrobiologien, og var manden bag udviklingen af bl.a. pasteurisering og rabiesvaccinen.

Bykernen er ikke så stor, men hyggelig og med mange stigninger.

Man ender næsten uundgåeligt ved den enorme Notre Dame kirke. Den var stor og flot – også indvendigt, mere lys og luftig end mange kirker især sydpå.

Vi kunne se at der var ved at blive gjort klar til bryllup, to unge kvinder i lange pudderfarvede kjoler var i fuld gang med at pynte stolerækkerne med hvid tyl og myrter. Da vi kom ud kunne vi se at de festklædte gæster var ved at ankomme, så vi satte os lidt i baggrunden på en søjlebasis.

Lidt efter kom også brudeparret sammen  i en gammel bil. De stillede op til fotografering foran bilen, men selv om bruden var i lang hvid kjole og gommen dresset op, virkede det hele lidt rodet og hektisk og ikke særlig højtideligt. Så et traditionelt dansk bryllup er nu bedre, var vi enige om. Til slut gik vi atter tilbage til en stille aften i cockpittet, lidt overvældede efter både at ha’ været til vist nok en 50 års fødselsdag og et bryllup på en og samme eftermiddag. Helt stille var den så alligevel ikke, for udover de overlevende frøers kvækken, var der nu aftenforestilling i cirkusset samt musik i de forskellige både, men alt sammen meget hyggeligt.

ENDELIG PÅ CANAL DU RHÔNE AU RHIN, DAG 1, FREDAG 16/6

I går havde Erik også fisket min cykel op af kistebænken. Planen var at vi ville cykle ind til Saint-Jean-de-Losne og se lidt på byen og få køleskabet fyldt op. Men da det blev morgen, ville vi hellere sejle vores sidste 2 km på Saône op til  Saint-Symphorien, hvor Canal Rhône du Rhin starter. Så efter at ha’ benyttet campingpladsens brusere og spist morgenmad tog vi af sted.

Ved Saint-Symphorien slusen måtte vi vente et godt stykke tid. Der lå to både inde i slusen, og besætningerne var ved at blive “ underviste” i brugen af Remoten til brug ved de automatiske selvbetjeningssluser, som der er flest af på denne kanal. Bagefter var det vores tur sammen med yngre fransk par i en stor gammel motorbåd.

Det virkede rimeligt enkelt. Sluserne, som der er 75 af, er mindre end dem, vi  hidtil har været igennem, men ikke desto mindre fosser vandet ind med ret stor kraft, når portene åbnes.

Ved den anden sluse var motorbåden sejlet ind først, men pigen der skulle holde forenden inde, havde meget svært ved et holde båden, så det var lige ved at blive lovligt spændende.

Efter tredje sluse holdt vi frokost ved en ponton og i dagens sidste seks sluser var vi eneste båd og kunne placere os bagtil, hvor der er mindst uro. Der var omkring 2,4 m det meste af tiden, hvilket jo er fint, men længere oppe, kan vi vi risikere væsentlig lavere vandstand. Vi håber det bedste,  glæder os over vores sænkekøl og håber at Erik kan “styre” roret. Bortset fra det var dagens sejltur meget smuk undtagen et par km, hvor en enorm  petrokemiske fabrik var placeret. Her måtte man ikke fiske eller gøre holdt, meget betryggende.

Det blev varmere og varmere, og da vi nåede dagens 9. og sidste sluse ved den noget større by Dole, glædede vi os rigtig meget til at komme i havn. Men her til slut, var der noget, der ikke fungerede. Vi kunne simpelthen ikke komme ind i slusen. Efter at have bakset med fjernbetjeningen en halvtimes tid ringede vi til slusemanden ved dagens første sluse, som heldigvis tog telefonen. Jeg fik forklaret ham problemet, og han sagde ,at han ville kontakte VNF’s kontor i Gray, og så ville der nok snart ske noget…

Efter nogen tid åbnede sluseporten, og vi sejlede glade hen mod den, hvorefter den klappede i som en østers igen. Hmm. Nå, men næste gang vi brugte fjernbetjeningen gik alt, som det skulle. Så klokken halv syv kunne vi efter efter en times forsinkelse og syv timers “arbejde” sejle ind i havnen, hvor vi fik havnens sidste plads. Vi blev tilmed hjulpet på plads af en dansk båd fra Sønderborg. Lidt sjovt efter ikke at ha’ mødt andre danskere på  turen i denne omgang. Der lå tilmed to andre danke både i havnen, dog uden besætning. Efter at ha’ sundet os efter dagens spændende og lidt anstrengende sejlads med de hidtil højeste varmegrader, besluttede vi os til at blive to nætter i Dole, som så spændende ud. Så mere om Dole i næste afsnit.

Torsdag 15/6

Det var lidt svært at løsrive sig fra lille hyggelige Verdun sur-le- Doubs, men vi ville jo også gerne videre, så efter at ha’ forsynet os med en baguette og et par uimodståelige kager hos den ene af byens bagere, drog vi videre af Saône mod Saint-Jean-de Losne, den tidligere hovedby for flodpramme.

I Saint-Jean-de-Losne fik vi, tiltrængt, fyldt diesel på. Lige her lå også en havn samt indsejlingen til Bourgognekanalen, som vi jo efter mange overvejelser havde opgivet. Havnen samt bykajen tiltalte os ikke rigtigt, så vi fortsatte et lille stykke udenfor byen, hvor der lå en campingplads, Herlequin, som havde en ponton til lystsejlere. Vi har god erfaring med kombinationen af campingplads og ponton. Her betalt vi beskedne 5 € for en nat, dog uden el og vand samt 5 €uro for to gange brusebad m.m. Og så var her tilmed pænt og hyggeligt. Der var et modent par, der badede i floden fra deres båd, og de så virkelig ud til at nyde det. Men ligegyldigt hvor varmt det var, kunne det plumrede vand ikke friste os. De påstod at Saône, Frankrigs vist nok mest fiskerige flod, også havde fint badevand. Ikke desto mindre så vi senere et skilt ved indgangen til pladsen, hvor der stod, at badning var forbudt…

Vi fik en plads med en fin aftenudsigt mod byen og kunne atter en gang nyde en stille lun aften. I øvrigt lidt underligt ikke at skulle tjekke vejrudsigt i et væk for at se hvor lidt eller hvor meget vind, der var i vente, og ikke mindst hvor den kom fra. Her er alt fint, så længe det ikke øser ned eller tordner. 

14/6 Torsdag Verdun sur-le Doubs

I dag skulle vi tage afsked med Chalon sur Saône. Først var vi lige oppe på naboøen og købe et flutes samt ordne havnebetalingen for de sidste to uger af de halvanden måned båden har ligget i Chalon sur Saône, ca. 460 € i alt, altså ca. 10 €/døgn, og så må bilen endda holde gratis på havnens parkeringsplads den næste månedstid. Det må vist siges at være, omend en del penge, så dog rimeligt.

Halv elleve sejlede vi ud af havnen mod den lille by Verdun sur-le Doubs, smukt beliggende mellem de to floder Saône og Doubs.

Der knytter sig en både almindelig men også speciel historie til ovenstående bro. En fattig ung kvinde føder i 1816 et pigebarn, faderen forsvinder. Den lille pige Marguerite passer naboens gæs for at tjene en skilling. Da moderen døde drog pigen til Paris til sin onkel Joachim med hvis hjælp, hun åbner en lille butik med mælkeprodukter. En af kunderne en vis Aristide forelsker sig i hende, og de bliver gift. Sammen opbygger de det senere berømte varehus “ Au bon marché” ( Det gode køb). Foruden talrige andre velgørenhedsprojekter ønsker hun i slutningen af sit liv i 1887 at finansiere en bro mellem sin lille barndomsby Verjux og Gergy. Marguerite var da 71 år og døde kun få dage efter broens påbegyndelse. Hun var så velanset, at en indsamling finansierede et stort monument til ihukommelse af det generøse bysbarn Marguerite Boucicaut.

Broen med fire stenbuer stod færdig i 1890 og burde stå her endnu i dag, hvis ikke et tysk bombeangreb havde gjort kål på den i 1944. Kun monumentet og de statelige piloner i hver sin ende af en ny og mindre statelig bro opført i 1955 står tilbage i dag.

Det var en køn, men ret kort tur, kun 25 km, men smuk og ukompliceret uden sluser. Selv om sæsonen vel så småt er gået i gang, mødte vi ikke ret mange andre både, men en del køer.

Snart nærmede vi os Verdun sur- le- Doubs, som lå lidt specielt mellem to floder og to små ø’er.

Der var ingen havn, men en flydeanløbsbro. Her fik vi prøvet en ny måde at lægge til på – ikke blot med bagenden ind, men også helt uden forfortøjninger. Men det fungerede udmærket. (Ingen mærkbar strøm eller vind denne dag).

Oppe af en høj skrænt lå byen og capitaineriet, som var placeret i en tiltalende nyere bar med god udsigt over floderne.

Fra den lille by var der via små broer forbindelse over til to små øer, den ene som en fortsættelse af byen og med en campingplads helt vestpå, den anden ø, som vi ikke besøgte, Ile de Chateau, lå hen som et grønt område med resterne et forfaldent slot. Førstnævnte lille ø var meget hyggelig med gamle huse.

En del af husene havde haver med udsigt ud over floden le Doubs. Men der var anlagt et grønt område foran disse. Her sad vi en stund og filosoferede på en bænk.

Vi fandt en lille restaurant, der servede den for byen berømte fiskeret Pocheuse Verduniese, ca. fem slags flodfisk svømmende rundt i en lys hvidvinssauce, og så med hvidløgscroutoner og små kartofler til.

Den smagte rigtig godt. Og betjeningen, ikke mindst værten var ret hyggelig. Til slut forsøgte han nærmest at drikke os under bordet med en hjemmelavet, iøvrigt udmærket, pærebrændevin, 1/3 pære, resten cognac. Tilbage i båden lavede vi te og nød stemningen med den belyste bro over til den lille ø, vi lige havde besøgt. Og der var frøer, der kvækkede højere, end vi nogen sinde mener at have hørt. Klokken 10.30 slukkede al gadebelysning, så var det åbenbart sengetid i lille Verdun sur-le Doubs. Eller måske bare sparetid.