Dole, en fin by 16-18/6 2023

 FREDAG 16/8 

Mens vi rekreerede os efter den varme sejlads, sad vi i første parket til at se, hvordan den ene store varmluftballon efter den anden blev sendt til vejrs fra den modsatte flodbred og hen over træerne – og os. Og cirkus var der også i byen.

Spændende at se på, men ikke noget for os. Da vores og luftens temperatur havde normaliseret sig, gik vi op i den gamle historiske bydel lige bag havnen.

Byen er gennemskåret af forskellige floder og kanaler, og vi endte i en restaurant, der meget passende hed La Petite Venise.

Her var meget meget yndigt med blomsterkasser overalt og åkander i kanalen. Idyllen blev kun brudt af en enkelt kæmperotte, som Erik så komme pilende – dog ikke i restauranten.

På tilbagevejen langs kanalerne så vi adskillige andre restauranter fyldt med gæster, og som et dramatisk bagtæppe rejste byens kæmpemæssige kirke, Notre Dame, sig. Efter en kop te i cockpittet akkompagneret af frøernes kvækken gik vi til køjs.

LØRDAG 17/6

Først gik vi op i capitaineriet, som mod forventning var lukket. Det viste sig, at havnebestyreren befandt sig nede ved de mange udlejningsbåde, der holdt til i den ene ende af havnen. Dem stod han også for. Han var åbenbart i lørdags humør og sagde efter at ha’ fået vores båds navn, at vi bare kunne ligge gratis i de to planlagte nætter. Tak for det! I dag skulle der købes ind med et tomt køleskab og søndag den følgende dag. Vi fandt et lille Casino oppe i hovedforretningsgaden, hvor vi fik købt det nødvendige. I øvrigt en rigtig hyggelig by at gå rundt og op og ned i. Herefter var det tid til en cykeludflugt, den førstefælles tur i år, lidt op af kanalen. Langs de gamle tidligere trækstier er der nu anlagt fine cykelstier på mindst den en side af kanalen.

Det var en ren liise at cykle ofte under skyggegivende store træer og hele tiden med en kølende “fartbrise” i ansigtet. Ca. 15 km længere oppe af kanalen lå en lille by Rochefort-sur-Nenon, hvor der skulle være hyggeligt og tilmed et sted, hvor vi kunne få frokost.

Først kørte vi dog lidt længere forbi den næste sluse og kom til et sted hvor kanalen bredte sig ud sammen med floden Doubs og med høje klippevægge til den ene side.

Her var også en ponton man kunne ligge ved for natten, og mange ikke sejlende mennesker holdt picnic langs flodbrinken. Lidt efter vendte vi tilbage til den lille by. Det spisested, vi havde sat vor lid til, var dog lukket, og der var absolut intet andet, hverken lukket eller åbent, og ej heller en levende sjæl at se i denne lille by. Godt man har Google Maps. Halvvejs tilbage mod Dole, men på den modsatte bred lå en restaurant med det tiltalende navn “Mon Plaisir”, som havde åbent til klokken 15. Så alt håb om en frokost var ikke ude – op på cyklerne og af sted gik det.

Da vi kom frem, lå der ganske rigtigt et meget charmerende gæstgiversted i en skyggefuld have ned til en sidekanal og med en overflod af farvestrålende blomster over alt.

Eneste minus var, at der i haven var dækket op til et større selskab ved adskillige borde, og talerne til festens hovedperson var allerede i gang. Vi listede os alligevel ind og spurgte, om der mon var mulighed for at få lidt at spise. Jo, selvfølgelig kunne vi da det, blev der svaret, og snart efter sad også vi i den dejlige have med udsigt til selskabet, men i passende afstand derfra. Det ene bord, børnebordet, var næsten forladt.

Til gengæld tullede små piger med fletninger og i fine flæsekjoler og tilsvarende drenge i smækbukser og kasketter rundt overalt – meget underholdende. Det blev her, at et af mine principper, ikke at spise frølår, blev brudt… Og jeg ( og også Erik) måtte indrømme, at vendt i en persille/raspblanding og sprødstegte smagte de glimrende. Lidt som nogle meget saftige og vellykkede kyllingevinger, bare med lidt mindre knogler. Erik holdt sig til en ørred, som også var god.

Efter en creme brülé og to kaffe cyklede vi tilbage mod båden.

Hjemme igen sad vi og nød udsigten tværs over kanalen. Dels lå der nogle store penicher med folk ombord der havde gang i det ene og andet, dels var der også det store cirkustelt, hvor vi kunne høre, at eftermiddagsforestillingen var i fuld gang. Vores nabo til den ene side en ældre, enlig, dårligt hørende, tilsvarende højttalende amerikaner underholdt os højlydt bl.a. om dette cirkus’ fortræffeligheder. Han startede faktisk med at undskylde, at han var amerikaner. Det var OK, sagde vi – og også OK hvis han var republikaner, bare han ikke var Trumpist. Det var han så ikke, hvilket vi nok havde fornemmet, selv om hans drævende diktion var meget trumpagtig.

Sidst på eftermiddagen gik vi op og så lidt mere på byen. Først passerede vi fødestedet og en statue af Dole’s nok mest berømte bysbarn gennem tiden – Louis Pasteur 1822-1895, som dog kun boede der de tre første år af sit liv. Faderen var garver med små midler, men sønnen drev det vidt inden for mikrobiologien, og var manden bag udviklingen af bl.a. pasteurisering og rabiesvaccinen.

Bykernen er ikke så stor, men hyggelig og med mange stigninger.

Man ender næsten uundgåeligt ved den enorme Notre Dame kirke. Den var stor og flot – også indvendigt, mere lys og luftig end mange kirker især sydpå.

Vi kunne se at der var ved at blive gjort klar til bryllup, to unge kvinder i lange pudderfarvede kjoler var i fuld gang med at pynte stolerækkerne med hvid tyl og myrter. Da vi kom ud kunne vi se at de festklædte gæster var ved at ankomme, så vi satte os lidt i baggrunden på en søjlebasis.

Lidt efter kom også brudeparret sammen  i en gammel bil. De stillede op til fotografering foran bilen, men selv om bruden var i lang hvid kjole og gommen dresset op, virkede det hele lidt rodet og hektisk og ikke særlig højtideligt. Så et traditionelt dansk bryllup er nu bedre, var vi enige om. Til slut gik vi atter tilbage til en stille aften i cockpittet, lidt overvældede efter både at ha’ været til vist nok en 50 års fødselsdag og et bryllup på en og samme eftermiddag. Helt stille var den så alligevel ikke, for udover de overlevende frøers kvækken, var der nu aftenforestilling i cirkusset samt musik i de forskellige både, men alt sammen meget hyggeligt.