Ranchot 18/6 2023

Ranchot 18/6 2023

Søndag formiddag forlod vi Dole. Den første strækning var jo en gentagelse af gårsdagens cykeltur. Men sjovt at opleve kanalen nu set fra vandsiden.

Dagens seks sluser var alle ret lette at komme igennem, den højeste niveauforskel var på 2,40 m.

Ud på eftermiddagen lagde vi os ved Ranchot ved en mole mellem to små broer. En distance på sølle 20 km, men det føles længere med sluserne – og i varmen. Det var en meget lille by, mere en samling huse, en lukket restaurant, et posthus, et kapel og hele to bagere, hvoraf den ene var  en “Drive in” bager længere oppe på hovedvejen.

De holdt dog begge lukket om mandagen, så vi måtte se en brødløs mandag morgen i møde. Til en start lå vi som 3. båd, men lidt senere kom en af de mange udlejningsbåde forbi, og de så så triste ud over, at der ikke var plads til dem også, at vi alligevel fik mingeleret dem ind på plads. Der var nu kun et mulehår mellem bådene og vores mast med petunia og det hele ragede godt ind over ene nabobåd, men det gik.

Der var vand og strøm fra klokken 19-9, men ingen toiletter, og en sjov fætter kom og indkasserede havnepenge, 10 € vist nok. På en campingplads lige i nærheden var der fine toiletter, men disse måtte kun bruges, hvis man indtog noget på stedets café, hvilket vi så gjorde. At der også er langt imellem mulighederne for at komme af med “sort” spildevand, gør jo ikke sagen bedre. Så kan man selv tænke sig til, hvad der sker i ly af mørket. Og vi kunne endda desværre, under aftenteen, også tydeligt fornemme det ud fra pludselige “Underlige aftenlufte” fra den franske store flodbåd, der lå lige bag os, ikke så lækkert. Ved sengetid begyndte det at buldre og kort efter piskede regnen ned et par timer, alt i mens det lynede og bragede.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.