Det var tydeligt, at der var vejrforandring på vej, det peb i masterne, og himmelen var underlig gusten. Det var dog fint sejlvejr, så vi pakkede sammen og tog kl. 10 ud på sommertogtets sidste etape på 13 sømil. Det blev sejlmæssigt en fin afslutning med en 8-9 m/s stabil, sydlig halvvind, så ingen motor i dag.
Da vi kom ind i Svendborgsund blev trafikken ret intens med både til alle sider, de fleste med god fart på. Skærsilden er ikke, og slet ikke her på det seneste, den hurtigste båd, og især ikke for motor. Der har vist sat sig ruer og andet godt på både ror og skrue udover skroget som helhed. Så Erik skal ned og skrabe, når vi kommer hjem. Vores faste plads i Vindeby var ledig, og snart efter nød vi en tøm køleskabet frokost, inden nedpakningen startede. Selv om det blæste noget, var det blevet varmt op af dagen, så inden vi blev hentet af vores nabo, kunne jeg lige nå en badetur fra Vindeby’s udmærkede badeanlæg ved den inderste bro, Erik sprang over i dag – i går måtte være nok.
Ikke naboens bil – og ikke Eriks fikse lille taske
En flok godt og vel halvgamle fyre var på tur, og de blev nok slemt skuffede over, at ishuset var lukket.
Hjemme i vores ret så tilgroede have blev vi modtaget af vores kat Leo, (som naboen også havde passet). Han var glad for, at vi var kommet hjem, men også tydeligt utilfreds med at vi havde været væk så længe – det ligner ikke noget.
Til slut: Tak til Skærsilden – og den erfarne skipper for endnu en gang at ha’ fragtet os/mig sikkert gennem rigets farvande.
Ved titiden sneg vi os ud af det snævre løb, Gabet, og videre ud i Als Fjord.
Dagens mål var Avernakø, en tur på 27 sømil og sidste stop før Vindeby, Skærsilden’s hjemhavn. Der var ikke meget vind at gøre godt med, så det blev næsten kun motorsejlads.
Vi fik vores favorit sejlermorgenmad under vejs: Knækbrød med orangemarmelade med mørk pålægschokolade
Til gengæld blev det en dejlig varm dag, med sol fra en skyfri himmel, hvor man kunne sidde og nyde livet på fordækket. Vi havde overvejet et stop på Lyø, men vejret så ud til at blive dårligt allerede få dage efter. Så vi lavede et kompromis ved at sejle ind ved Lyø trille og bade fra båden. Og jeg fik endda overtalt Erik til også at hoppe i.
Han siger altid, at han kun bader fra båden, så nu var chancen der – og måske for sidste gang i år. “En sommer uden at ha’ badet er ingen sommer, så er man for alvor blevet gammel.” Citat Erik. Og det føltes vældig forfriskende – og foryngende.
Lidt efter lagde vi til i Avernakø’s vestligste havn og var nu næsten hjemme i vor egen baghave. Vi foretrækker normalt at ligge østpå i den lille Korshavn tæt på revtrillen, eller ligge for anker der. Men vi ville gerne se og støtte havnen, der fik sine nyeste broer voldsomt ødelagt af sidste års efterårsstorm.
Den fungerende bro og en del af den ødelagte var godt belagt, men vi fandt da en plads. Også her følte man næsten at være i Tyskland.
En meget ung lille skakspiller
Den hyggelige café, i svensk rød/hvid stil, havde netop lukket ned for denne sæson, så det ville blive aftensmad i Skærsilden. Vi gik naturligvis en tur op i “byen” og lidt længere ud forbi kirken.
Avernakø er også en dejlig ø – men endnu kønnere i den østlige halvdel. Det var lidt trist at se flere “Til salg” skilte samt en masse loppeudsalg med gammelt tøj og mange andre ikke særlig tillokkende gamle ting og sager. Men købmanden – og kirken, i hvilken en veninde har lavet prædikestolens forgyldte relieffer, findes heldigvis stadig.
Havtornen er næsten moden.
Tilbage i havnen fik vi lavet nogle gode hakkebøffer af vores økologiske højlandskvæg fra Baagø, så det blev en fin afslutningsmiddag.
Som den store finale kom fuldmånen, og ikke bare en almindelig fuldmåne, men en supermåne, hvor afstanden til jorden er kortest mulig, og månen dermed tager sig størst ud. Her ser den dog bare ud som en normal lidt diset fuldmåne, nok fordi den kom for sent op over skyerne.
Klokken ti forlod vi hyggelige Aarø, i let modvind med kurs mod Mjels vig på Als, endnu en ø, men af de større. Erik har altid været ret begejstret for Dyvig og Mjels, og der er også virkelig smukt, og det er sjovt at sejle i de smalle løb.
Her holder vi til styrbord ind i Mjels vig – og væk fra Dyvig
Havnen i Mjels er langt at foretrække. Vi var fremme ved to tiden, og havnen var da allerede godt fuld og nu næsten udelukkende af tyskere.
Efter en sildemad gik vi af Als-stien mod Dyvig og det fashionable badehotel, som det aldrig er lykkedes os at besøge i åbningstiden. I dag skulle så være lykkens gang. Stakkels Erik havde endda afstået fra at krydse de 17 sømil over Lillebælt, og måtte endnu en gang sejle mest for motor, for at vi (jeg) kunne være sikre på at nå frem i tide til kaffe og kage.
Selve turen fra Mjels til Dyvig, godt 2 km, af den stedvis meget smalle sti er en nydelse i sig selv.
Snart har man stejle skrænter ned til vigen på den ene side, snart Mjels Sø eller store kuperede stubmarker, der indbyder til en rask galop, på den anden side.
Mjels vig hvor både ligger for anker, den største nok permanentOldenor Sø
I Dyvig er der to havne Bådelaugets og så en ret stor nyere lystbådehavn bygget samtidigt med og af samme bygherre som hotellet. Dyvig Badehotel er blevet bygget i svensk romantisk stil med rødmalet træ, og hvidmalede vinduer og balkoner med kunstfærdige udskæringer.
Der har siden 1862 ligget en kro på stedet, men i 2002 købte en af Danmarks virkelig tunge drenge mange milliardæren Hans Michael Jebsen, sønderjyde, skibsreder, forretningsmand og udlandsdansker m.m. stedet og rev den gamle kro ned. I 2010 var hotellet klar til at modtage gæster, og det har siden tiltrukket gæster fra nær og fjern og været en givtig forretning.
Vi fik en fin plads på den store parasoloverdækkede terrasse, og efter at ha’ været inde og udvælge os hver vores kage i et nydeligt kageglasskab, satte vi os ud og holdt en “Lazy Sunday afternoon” til afdæmpet musik, der (næsten) fik verdens trakasserier til at fortone sig i det fjerne. Det var en fin oplevelse – og ikke urimeligt dyrt.
Selv et nærliggende hønsehus var bygget i svensk stil
Vi gik samme vej tilbage, men stoppede ved Mjels sø, hvor der lå et specielt lille hus.
Det viste sig at være en tidligere pumpestation, hele søen havde tidligere været tørlagt og delvist opdyrket. Allerede tilbage i 1852 forsøgte man sig med afvanding på forskellig vis, men under den store stormflod i 1872 blev den på dramatisk vis oversvømmet igen.
Herefter blev det nuværende pumpehus med bedre pumpeanordninger etableret, og søen blev atter tørlagt. Men i 2005 i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt blev der slukket for pumperne, og nu er der endnu gang en sø med gedder og aborrer, og det bliver der forhåbentlig ved med at være. Pumpehuset er der fri adgang til, det er lavet om til “madpakkehus for fiskere og andre, og der er en lille udstilling om stedets historie samt en fin udsigtsbalkon ovenpå.
Kort efter var vi tilbage i havnen. Det er et lidt specielt sted og anderledes, end vi huskede det.
Havnefaciliteterne, som der mange af, er indrettet i og omkring en gammel gård. Der er et stort køkken og en spisesal, der minder om en restaurant med ternede duge på bordene og masser af folk, der sad og spiste, selv om vejret var godt. Udenfor sad der dog også mennesker på den store vindafskærmede terrasse og grillede. Der udover var der en stor græsplæne med legeplads, sheltere og flere grillpladser med bænke og borde.
OG så var der tre kælne katte og hestefold lige ved siden af.
Vi blev mest i båden og nød den stille aften og udsigten til efterhånden spejlblankt vand.
Vi ligger forrest i billedetVed midnatstide var lygtemanden på spil…
Vi sejlede fra Baagø ved middagstid og havde blot en times sejlads til vores næste mål Aarø. Vi er ret glade for ø’er…
Fyret på Baagø
Vi har været på Aarø før, men for rigtig mange år siden, måske 20 år.
Aarø’s populære havnebiks Perle
Aarø’s lille flittige færge.
Vi lagde ud med en runde i nærområdet op forbi et bryghus. Der var et hyggeligt sted med servering både ude og inde af forskellige øltyper, evt. med lidt pølse/ost til. Vi nøjedes dog med at købe to flasker inde i den fint ombyggede tidligere stald. Og her blev øllet rent faktisk også brygget på stedet, omme bagved af en dedikeret brygmester.
Herefter var det tid til en frokost med det sidste fiskepålæg fra Middelfart og smagning af den ene nyindkøbte Mosekule øl. Senere gik vi lidt mere rundt på ø’en. Som vi mindes ø’en fra tidligere, har mange af husene fået en ansigtsløftning. Måske i takt med, at mange af husene enten er blevet ferieboliger eller indrettet til café’er. Der bor ca. 150 personer fast på ø’en, hvilket muliggøres af den korte, ca. seks minutter, og hyppige færgeforbindelse til Aarøsund.
På denne tur kom vi ud til ø’ens vingård, også et sympatisk foretagende, hvor vi var inde og besigtige vinmarkerne, butikken og den tilhørende café/spisested, hvor man kunne smage de forskellige vine med små retter til. I butikken smagte vi tre vine – og købte én flaske, en tør hvidvin, Solaris, som en souvenir med fra Aarø. De to, hvidvine, var gode, rosévinen ikke noget at skrive om. Solaris er en ret ny hvid drue frembragt i 1975 i Tyskland ved krydsning af to druer. Det er en drue, der minder en del om Sauvignon Blanc. Den er særligt velegnet til nordligere, køligere og fugtigere himmelstrøg fordi den modner tidligt , er svampe- og skimmelresistent.
Dagens høst
Også i denne havn blev der fuldt besat i løbet af aftenen, halvt danskere, halvt tyskere, og der var god stemning. At det er en ø, der satser på turismen ses også på den ret store vognpark af små elkøretøjer, der tilbyder at transportere folk rundt på øen – eller man kan leje dem på timebasis.
Vi tilbragte aftenen i cockpittet og havde fornøjelsen af endnu en smuk solnedgang.
I disen og støvregnen sejlede vi væk fra Middelfart under den gamle lillebæltsbro og videre mod Brandsø, som vi ikke havde besøgt før.
Vi havde set et foto hvor flere større både lå ved en bro der og læst, at der var adgang til den privatejede ø for besøgende. Og det syntes vi lød spændende. Der var ikke meget vind, men storsejlet havde vi oppe. Til gengæld havde vi så meget desto mere medstrøm en stor del af turen.
Vi sejlede nu i det farvand med efter sigende flest hvaler (mest små) i hele verden, og vi så da også et marsvin nu og da. En gammel bekendt af Erik, sejler med turister i farvandet, og han havde for nylig lagt en video ud, hvor man ser en delfin lege med en stor orange kuglefender hængt bag på en båd. Det viste sig, at være en afledningesmanøvre, hvor delfiner “leger” med fenderen istedet for at kaste rundt med et levende marsvin, for hvem denne leg er den sikre død, idet de får brækket ribbenene m.v. Ja, naturen er grusom.
Da vi omsider, og uden regn, nåede frem til Brandsø, kunne vi se, at den lille havn var under reparation. Der lå ingen både, men en stor bulldozer stod parkeret midt i det hele. Vi antog, at det nok var sidste års storm og højvande, der havde været på spil, og at vi hellere måtte gemme Brandsø til en anden gang. Så vi fortsatte til Baagø, som vi nåede frem til ved kaffetid, klokken halv fem, efter 19 sømil’s næsten udelukkende motorsejlads. Vi havde glædet os til at gense Baagø, og det varede ikke længe før solen brød frem og bød os velkommen.
Efter kaffen gik vi en tur op mod midten af ø’en, hvor de fleste huse eller gårde er samlede. Der var mange både i havnen, men vi mødte stort set ingen, hverken mennesker eller biler på vores tur og følte os lidt som to Paller alene i verden, hvilket passede os udmærket.
Vejen ser nærmest uendelig lang ud – men vi har det bedst med åbne vidder.
De fleste mennesker, såvel gæster som øboer, sad nok og spiste aftensmad, mens vi gik. Til gengæld så vi en masse vinbjergsnegle, der langsommeligt forsøgte at krydse vejen, og dem hjalp vi lidt på vej.
Undevejs kom vi forbi en af de nok mindste russiskortodokse kirker som af mystiske grunde er havnet her, og hvor der vist to gange årligt bliver holdt en andagt af en dertil autoriseret præst.
Ørnen har vist siddet længe på sin pæl og skulet efter de forbipasserende.
Som på mange af de andre ø’er vi har besøgt, er det som om ø-turismen er blevet mere organiseret på den gode måde med skiltning, flere vandreruter m.m. Og her var den gamle skole, nu naturskole blevet ombygget og udvidet med en stor ny træbygning, hvor der bl.a. er mulighed for at booke sig ind som på et vandrehjem. Helt ude i den fjerneste ende af byen, hvor Prinsehøjsvejen slutter, og Sommerodden starter, ligger byens relativt nye og ret store kirke.
Førhen måtte øboerne til Assens for at komme i kirke, for at blive døbt, konfirmeret, gift og begravet. Ikke mindst begravelser kunne give problemer især om vinteren, hvor en kiste kunne stå længe dækket af tang og sne i strandkanten og vente på, at den sidste rejse lod sig gøre. Men i 1861 lod greven af Wedelsborg, som ejede Baagø, kirken opføre, på den betingelse at han skulle kunne se lyset i kirken fra sit gods Wedelsborg på Fyn. Derfor blev kirken placeret på denne lidt afsides plads.
Det var gennem et af disse vinduer, at greven kun glæde sig over lyset fra kirken, og kirkegængerne over udsigten…
Det store kirkeskib er en kopi af Nordens i 1697 største orlogsskib Fridericus Quartus, med 110 kanoner og en besætning på næsten 1000 mand. Det (kopien) blev i 1964 bygget af en driftsleder som tak for at ha’ måttet “bortføre” sin hustru Vanda fra Baagø. Ja, kirker er ikke det kedeligste man har…
Herefter var det tid at vende næsen hjemad til Skærsilden og varme vores lækre fiskeanretning købt i Middelfart.
Der var god stemning i havnen, med mennesker der holdt fællesspisninger på havnen, mens andre forsøgte at tørre deres blafrende sejl efter dagens våde sejladser.
17/8 LØRDAG
Vi startede dagen langsomt med lidt morgenmad, som vi faktisk ofte springer over. Siden, da solen kom ud af skyerne og fik magt, gik vi en tur langs stranden ved siden af havnen.
Lidt henne ligger der oppe bag ved en samling huse, Fiskehusene, hvor det ikke ville være dårligt at have et sommerhus eller bedre endnu låne/leje et for en periode. Det var en dejlig morgen og smukt at se bådene, der en efter en sejlede ud i det blå.
Inden vi tog videre ved middagstid, et stenkast væk, mod Aarø var vi lige oppe i den ret velassorterede kiosk og forsyne os med et par hjemmelavede romkugler (med ÆGTE rom stod der), en pose frosne ærter og årets sidste pakke hakket oksekød fra ø’ens fritgående skotske højlandskvæg. Vi havde set og især hørt dem kvase rundt i den tætte nåletræsbevoksning langs vejen på gårsdagens tur. Herefter var det farvel for denne gang til lille Baagø med sine 17 faste beboere.
Sejler I idag i regnvejr, spurgte vores flinke “naboer”? Jah, for snart kommer solen, svarede vi optimistisk og sejlede ud af havnen mod Middelfart, en distance på knap 18 sømil. Og ganske rigtigt ikke længe efter spredte de mørke skyer sig og Gud’s fingre strakte sig strålende mod havet – og os.
Det blev også i dag en sejlads uden megen vind, men vi havde ikke travlt så vi vekslede mellem at vugge langsomt af sted og få lidt hjælp af motoren. For første gang i år så vi marsvin undervejs, som dog ikke lod sig forevige.
Klokken halv to lagde vi os ind i en for os ny lille byhavn, Middelfart Marina. Vi var heldige, at der lige akkurat var en plads til os, de fleste pladser var optaget af fastliggere.
Efter en hurtig frokost gik vi op for at betale havnepenge i automaten, det er jo snart ikke til at opdrive en ærlig havne mester mere. Her fik vi os et mindre chok, 275 kr., uanset bådstørrelse, men så var alt også inkluderet. Vi lå nu så godt, så vi skyndte os bare at betale. Havnen ligger i et nybygget område af Middelfart lige op af en såkaldt kulturø med biograf og en flot restaurant MAST. Der er bygget flere nye huse med sikkert dyre ejerlejligheder med store altaner og Bæltudsigt. Det var nu blevet rigtig varmt, så jeg skiftede, for første gang på turen til en rigtig sommerkjole, nu vi skulle på bytur. Lige bag ved ligger den gamle by med den lange gågade, der går ud mod den tilsvarende gamle havn, hvor nu især gamle bevaringsværdige træskibe ligger. Den stilede vi i mod, men vi gik langs en nydelig havnepromenade langs Lillebælt med flere elegante lejlighedshuse, skulpturer og med den tjekkede Café Razz midtvejs, hvor det gode vejr blev nydt af både unge og ældre.
Der var rigtig mange fine gamle skibe at se på. Flere af skibene var fra Melfar, det gamle ord eller navn for Middelfart, som betyder “Farvandet man rejser mellem” eller “Den mellemste overfart” (Færgetrafikken mellem Jylland og Fyn).
Der var også en fin fiskehandel, Strib Fisk, som vi ville gå over og forsyne os fra den kommende dag. Vi gik tilbage til Skærsilden af gågaden. vi kom dog først forbi byens gamle kirke, som vi traditionen tro lige var indenom.
Det mest bemærkelsesværdige ved denne kirke var var et enormt sæt kæbeben fra en art finhval. Mellem de store knogler står der i en forkortet udgave nok så spøjst: “Anno 1603 den 30 aprill blev denne Fisk optagen udi Middelfard Sund ved Hindsgauffls Skoufh.” Gennem tiderne har knoglerne skiftet plads flere gange, man vidste ikke rigtig, hvad man skulle stille op med dem, og nogle mente, at det kunne bringe uheld at have disse dyriske reminiscenser hængende. Vi forlod kirken og kom ud i købstadens hjerte, den lange gågade. Den var i og for sig fin nok, men med passende – eller upassende mellemrum var der ophængt højtalere, som højlydt udsendte mere eller mindre ringe popmusik, som vel skulle højne humøret og dermed købelysten – bare ikke hos os. Og så kunne man måske undre sig over, hvor mange café’er, værtshuse og restauranter byen tilsyneladende kunne bære. Lidt til højre for enden af gaden lå en stor Kvickly, som vi i stedet gik over og forsynede os fra.
Restaurant Mast kort før lukketid, som vi lå lige ud for – den så tiltalende ud, men vi modstod fristelsen.
Tilbage i Skærsilden var dagens ret i cockpittet nakkekoteletter med ris og champignons a la creme + endnu en gang danske jordbær. Og så ventede vi ellers bare på, at den ventede regn skulle starte og så helst holde op igen, så vi kunne komme videre den næste dag.
16/8
Vi kom (som forventet) til at vente et godt stykke tid, før regnen slap sit tag. Der kom dog et lille ophold, hvor vi var heldige at nå over til fiskehandelen, hvor vi fik en fin anretning med en slethvar med en “laksekrone” ovenpå og lagt ovenpå en masse forskellige friske grøntsagager. Samtidigt fik vi lige et gensyn med det lille ”FØL”, “ Havets brusen” og kirken med den fine pavillon og lille hus foran.
Tilbage i båden startede regnen igen, og nu i stride strømme, så godt vi ikke var kommet af sted. Men så klokken 12 stoppede regnen, og kun en let støvregn og en grå dis resterede, så vi skyndte os ud af havnen (med tændte lanterner, mest for at tjekke dem) inden der kom mere regn. I øvrigt var vores kode til toiletterne udløbet klokken 12 sharp, så denne havn var ikke noget godgørenhedsforetagende.
Men alt i alt synes vi faktisk, at Middelfart er sluppet rigtig godt fra at forene gammelt med nyt, og at den med sin kun små 17.000 indbyggere har meget at byde på.
Lidt over middag sejlede vi fra Endelave over det flade lave vand og videre de 10 sømil mod Juelsminde i ganske let vind, så det blev for motor meget af turen, men hverken regn eller torden – bare almindeligt gråvejr. Omkring Juelsminde stimlede mindst otte andre både sig sammen, så her fik motoren en gang ekstra havre, hvilket vist var meget godt, for vi var heldige at få en rigtig god plads med udsigt ud over det åbne vand – og tæt på fiskehandelen. De øvrige otte både sejlede længe forgæves rundt og måtte til slut sejle over i den lidt mere afsides og kedelige del af havnen/marina’en. Vi havde knapt fortøjet, før jeg var oppe på kajen og strøg ind og købte to lækre, lune, sprøde fiskefileter, som vi straks efter indtog. Som prikken over i’et blev det tilmed solskin, som vi skyndte os at nyde, mens tid var. Ovre ved stranden badede folk, men ikke jeg. Jeg er ikke så vild med de østjyske lavvandede strande, og desuden var der advarsler om brandmænd, som vi for første gang i år allerede havde set nogle rigtig store af inde i havnen. Så nej tak, fra mig.
Det blev i stedet til en “deleis” i bæger på molen.
Snart grånede det igen, og først på aftenen begyndte det at regne lige så stille. Ikke det bedste vejr til onsdagskapsejlads, hvilket dog ikke afholdt en halv snes både fra at stå ud.
Vi havde nogle flinke og snakkesalige bådnaboer, men ellers var det en meget rolig aften med lidt flute, ost og rødvin i Skærsilden. Vi er ikke lige så begejstrede for Juelminde som mange er, men vi har ofte benyttet havnen som en bekvem mellemstation. Byen, hvis der overhovedet er en egentlig by, forekommer, især mig, ret sjælløs og uinteressant og ligeså de nære omgivelser, de mange sommerhuse vidner dog om stedets popularitet. Og planen var da også at sejle videre den følgende dag til Middelfart – og håbe på at regnen da ville være ophørt.
Efter at ha’ ændret planer forlod vi Tunø klokken halvto for at sejle til Endelave 16 sømil sydvest på. Det var lunt med kun en 5-6m/s halvvind, så det gik stille og roligt for fulde sejl. Jeg havde ellers gejlet Erik op til at tage et reb i storsejlet, men det virkede lidt unødvendigt nu – så væk med det.
Halvvejs begyndte det så småt at friske op, og da vi kom over de 10 m/s trak vi forsejlet ind. Den sidste time lå vi konstant mellem 10 og 12 m/s, og bølgerne der kom rullende øst fra blev større og større, jo nærmere vi kom Endelave og ikke længere havde bølgelæ af Svanegrund. I det hele taget er farvandet omkring Endelave ret lavt og lidt tricky. En stakkels tysker der lå og cirklede rundt foran os, lagde sig til slut bag os, så vi kunne vise vej. Der var heldigvis pladser i havnen og hjælp til fortøjningen, hvilket kan være rart, når det blæser.
Lidt senere brød solen gennem skydækket og kastede sine varmende stråler på os, som et signal til at nu var det badetid. Der var et meget fint anlæg med flere træplatforme og stiger nær havneindløbet, så på med badedragten og derud i en fart. Det var fralandsvind og ret koldt, men alligevel dejligt.
Erik fandt en lille trækfærge i havnen, som han kunne lege med – hver sine fornøjelser
Efter bade/færgeturen var der varm kaffe med romkugler fra Tunø. For at være sikre på at nå at se/ gense i al fald noget af ø’en i tørvejr gik vi hen af den lange betonmole/vej, der er forbinder havnen med byen, og som er nødvendig pga det meget lavvandede område og derefter videre ud omkring Endelave’s undseelige lille kirke.
Der var mange smukke udsigter ud over de lave fugtige engområder
Og også smukke gamle huse.
Vi havde hørt, et der skulle være mange kaniner på Endelave i år, men vi blev alligevel lidt forbavsede over, at de næsten sprang rundt om benene på os og lå forsamlede i små grupper inde i haverne. Kaninerne blev indført til ø’en omkring 1920, og antallet varierer alt efter vejrlig og diverse sygdomme. Men at antallet af kaniner overgår det aktuelle beboerantal på ca. 150 er der vist ingen tvivl om.
Meget oplagt kalder man nu de tre vandreruter på 21, 12 og 3 km rundt på ø’en for kanino’er. I morgen laver vi vores egen kanino, en lidt udvidet variant af den korte. En tur på 12 km kunne vi nok også lige klare, mens fødder, knæ og ryg pænt fordelt på os begge helt sikkert ville stejle overfor de 21 km. Men da vi var 20 år yngre gik vi Anholt rundt….
Vinden stilnede af i løbet af aftenen, til gengæld buldrede det i det fjerne. Så vi var lidt spændte på, hvad det ville udvikle sig til i løbet af natten.
ONSDAG 14/8
Det regnede en del om natten, men ikke noget med skybrud eller torden. Morgenen var stille med skyer, der kunne indeholde regn, men vi var optimistiske og gik en tur nu i modsat retning af vores aftentur.
Det første man møder på sin vej ind i landsbyen er en stor granitsten til minde om de 14 liv, der gik tabt om aftenen 15. januar 1944. Da stødte øens lille færge Agda på en tysk magnetmine tæt på Endelaves havn. Pga det lave vand, tre m, blev eksplosionen ekstra kraftig, og i det mørke kolde vand lykkedes det ikke at finde overlevende, endsige alle de ombordværende. Det var det alvorligste skibsforlis i dansk farvand under 2. Verdenskrig, måske en “bagatel” i det store hele, men en katastrofe for det lille øsamfund såvel menneskeligt som rent logistisk hvad færgetraffik angik de næste mange år.
Midt i inde i landsbyen er der en lille smøge, som blev opgraderet fra Prinsessesmøgen til Dronningesmøgen efter en vis anden kongelig persons besøg på Endelave i 2012.
Også i dag så vi mange fine gamle huse langs hovedvejen, men efterhånden tynder det ud i bebyggelserne, og det er mest marker, man går langs.
Ved en sti med prætentiøse navn Kongevejen drejede vi af ned mod vandet for at se om de vilde kaniner holdt til der, som de har gjort de tidligere gange, vi har besøgt Endelave.
Men nej, vi så ikke en eneste kanin, måske de sov til middag… Vi kunne se, at der var lavet en ny ret bastant grusvej langs vandet, som måske ikke egnede sig til kaninboliger. Men det er vist faktisk sådan, at kaninerne bedst ses tidligt om morgenen eller i skumringen.
Men efter et lille hvil var det en fin tur langs det i dag meget stille vand.
Tilbage i Skærsilden gik vi endnu en gang fra plan A til plan B, da det så ud til, at tordenvejret også i dag var blevet aflyst. Vi besluttede derfor at sejle videre til Juelsminde.
Endelig tabte blæsten pusten, og vi kunne efter at ha’ fyldt diesel på forlade Aarhus klokken halv ni i næsten vindstille under en skyfri blå himmel med kurs mod Tunø 16 sømil borte.
I skyggen under storsejlet var det endnu ret køligt, men oppe på fordækket var der dejligt at sidde med en kop te og spejde ud i det blå.
Samsø’s kuperede kyst i sigteDer var ingen vind, så sejlet pakkes væk
Dejligt at gense lille Tunø, som endnu var i feriestemning, med en del tyske børnefamilier men ellers mest danske og tyske pensionister.
Vi fik en god langskibsplads og efter lidt frokost, var jeg klar til en badetur med min tro væbner, på land, men nær ved. Vandet var ikke supervarmt, men klart og dejligt, og skønt var det, atter at kunne ligge og lade sig varme i sandet bagefter.
Erik fortrak dog hurtigt over til havnen, hvor der efterhånden var god underholdning med de mange både, der kæmpede om pladserne. Efter at være tilpas varmet og grillet gik vi op af Tunø’s Hovedgade for at genopdage ø’en. Den lille grøntsagsvogn tæt på havnen stod hvor den skulle, men den gamle mejerigård lidt oppe af vejen havde fået en flot terrasse med et mondænt touch og udeservering, hvor man bla. kunne få et stjerneskud for 225 kr. – altså frokostpris. Den røde kro, tidligere skole, så til gengæld lukket ud, måske var den under en større renovering.
Kirke oh kro kan ikke ligge meget tættere på hinanden
Kirken, der som Danmarks eneste har et kombineret kirke- og fyrtårn, lå heldigvis hvor og som den skulle.
Der var et skilt, der pegede ud til en mindelund, og hvis vi havde været der før – så havde vi glemt det… det var et smukt og fredfyldt kuperet område, hvor mange gravsten fra nedlagte gravsteder nu var blevet placerede. De fleste var dog så gamle, at der nok ikke var mange levende tilbage til at mindes de afdøde. Men vi sad der for en stund og nød freden og udsigten ud over markerne.
Videre var vi lige oppe og tjekke købmandens åbningstider, inden vi gik Søndenom, (det hed vejen, eller grusstien) tilbage til Skærsilden.
Til aftensmad blev der serveret stegt lammemørbrad med kogte Tunøkartofler og salat til – ikke dårligt. Som en sen dessert eller natmad havde vi håbet på en masse stjerneskud, St. Laurentius tårer, og måske endda nordlys, men det kiksede desværre.
13/8 TIRSDAG
Vi vågnede op til en køligere og mere blæsende og skyet morgen end forventet og med meldinger om risiko for tordenvejr, derfor var plan A, først at sejle videre den følgende dag.
Så vi tog den med ro og gik en tur op på ø’en først ud af Hovedgaden og så videre op af en sti til Bjerget, hvor der var et udsigtstårn. Området var dog sprunget så meget i skov, at der kun var uhindret udsigt i en retning.
Når rønnebærrene rødmer og brombærrene modnes går sommeren på hæld…
Af en anden sti kom vi ret hurtigt tilbage til Hovedgaden, hvor der ligger mange fine huse, de fleste ældre der er blevet løbende renoveret, mens andre er mere forsømte.
Der bor efterhånden kun 50 beboere fast på Tunø, mens der er 150 sommerboliger. Da mejeriet lukkede og slagteriet i Odder også blev nedlagt i sidste halvdel at 1900-tallet forsvandt husdyrholdet så godt som, men nu er der sat en flok moderfår ud, som giver nogle Tunølam, som vi nu ikke så nogen af.
Efter at ha’ købt ind, flutes, rugbrød, to romkugler og en Tunø-øl ( brygget på fastlandet, men af råvarer fra Tunø) gik vi tilbage til Skærsilden og fik os en sildemad. Det var nu varmere, og vinden havde lagt sig lidt, så nu gik vi fra plan A til plan B, nemlig at sejle til Endelave. Selv om vi nok ville få noget kraftig vind omkring Endelave, så var det dog at foretrække frem for det tordenvejr, som nu var blevet “udsat” til den følgende dag. Så klokken 13.30 sagde vi farvel og tak til skønne Tunø for denne gang.
SØNDAG 11/8 var tiden inde til, at besøge Kunstmuseet Aros, som vi også tidligere har besøgt, men for over 10 år siden. Inden havde vi en hyggelig snak med vores danske bådnaboer fra Skovshoved. Det har været rart, at ligge uden på to både med hjælpsomme og venlige mennesker ombord, ikke mindst når man skal klavre over deres både flere gange dagligt. Der var jo også OL- finale for mændene i håndbold, men det måtte vi prøve at følge – så at sige fra sidelinjen. Så ved ettiden begav vi os af sted mod Aros af en lidt anden rute gennem byen, end den vi gik i går.
Der er virkelig mange charmerende områder i denne by, så vi forstår godt, at folk vil hjem til Aarhus…
Aros-bygningen er dog efter vores mening en utrolig grim klods set udefra, men indvendigt fungerer huset fint.
Lige herfra ser “klodsen” dog OK ud.
I billetsalget var der en sød ung pige, som lynhurtigt fik forklaret os, at som ældresagsmedlemmer ville ét årskort være billigere for os end to enkelt entreer, og så var der 10% i café’en m.m. – og hun garanterede tilmed også en guldmedalje til herrerne i håndbold oveni. Så godt begyndt… Vi startede med at tage turen helt op til islandske Olafur Eliasson’s Regnbuen fra 2011 øverst oppe. (Ham med bl.a. de flotte krystallysekroner i Operahuset i København).
Det var en ret fascinerende oplevelse, dels pga udsigten i sig selv, men også med de effekter de forskelligt farvede vinduespartier gav. Hvilket vel også var Olafur Eliassons hensigt. Har lige læst en lidt “langhåret” bog, hvor en videnskabskvinde udtaler følgende angående farver: Farver hører til det præopmærksomme visuelle system. Før vi overhovedet kan sætte navn på en nuance, (med vores hjerne) har vi mærket den som en sansemæssig virkelighed i kroppen. Blå og grøn påvirker os på en anden måde end rød og gul.”
Der var flere meget forskellige udstillinger, og vi var igennem så godt som dem alle, når vi nu endelig var her. En af udstillingerne bestod af kun fire værker af den australske billedhugger Ron Muecks. Det ene er “BOY”, en kolossal hugsiddende dreng, der nok er Aros’ mest iøjenfaldende og omtalte værk . Nu i anledning af Aros 20 års fødselsdag, er der så kommet tre nye hyperrealistiske figurer til: Et nyfødt pige, A GIRL, Boys lillesøster, også i gigantisk overstørrelse og så to MOR/BARN/INDKØB figurer, der til gengæld er skabt i let underdimensioneret format. (Hvilket ikke fremgår af de to fotos.) Men i kraft af den formindskede størrelse udsender hun, moderen, nogle helt andre signaler, bl.a sårbarhed, end hvis hun havde været i normal størrelse.
A GIRL – nuttet baby eller en FEM meter lang slimet alien…
Alle udstillingerne var givende på hver deres måde. Midtvejs var vi dog nødt til at tanke op med en kop virkelig god stempelkaffe og lidt sødt. Museumscafé’er kan næsten altid noget ud – over at være pæne.
Den funklende glassag var også af Olafur Eliasson. De to kvinder havde lavet en film, hvor de indædt rev løg, så tårerne løb, og snottet stod ud af deres næser. Vist nok et symbol på det monotone arbejde kvinder gennem alle tider er blevet/eller har udsat sig selv for.
En stor opsamlingsudstilling “Mellem linjerne” om og med værker af Richard Mortensen (1910-1993) og en film, hvor han i sine sidste år fortalte om sine tanker og sin kunst, var også interessant og nutidig.
Hjemturen gik langs Åboulevarden, som er noget anderledes end den i København.
Og senere den sidste del af turen hjem langs det store havneområde.
Et flot springvand med den legendariske Århus Katedralskole i baggrunden – samt Domkirkens spir.
Hvis vejret de seneste tre dage var lige hidsigt nok til at sejle i, har det til gengæld været perfekt til at opleve Aarhus. Godt 6 km fik vi gået i dag, ikke noget at prale af, men lidt trætte/ømme fødder fik vi da.
Om aftenen spiste vi, velfortjent og sultne, vores to havbarser. Ovnbagte og noget så lækre blev de.