Måned: september 2019

BORDEAUX/KØBENHAVN 25-26.09/19

BORDEAUX/KØBENHAVN 25-26.09/19

Så er hjemrejsens stund nær. Vi havde en dejlig rolig solskinsmorgen med god tid til morgenmad og pakning af det sidste.

Farvel og tak for lang og tro tjeneste til basilikummen. Den overlevede endda vores tre ugers ophold i DK i kraft af Eriks sindrige vandingssystem.
C. suger lige det sidste ud af Algarves gavmilde sol.

Mens Erik har spulet og regeret og surret fast, hvad surres kan.

Pakket og klart!

Så nu ventede vi bare på bussen, som viste sig at være en stor taxi med en rar ældre chauffør, som kom til tiden og kørte os den pænt lange tur til Faro lufthavn for 15 € i alt.

Den højt præmierede Vilamoura set fra oven.

Efter en time og 40 minutter landede vi i et regnvådt Bordeaux. Heldigvis fandt vi let bussen ind til centrum.

Porte Dijeaux fra omkring 1750, den østre indgang til Bordeaux.

Og pludselig befandt vi os promenerede blandt paraplyer på franske gader og stræder med elegante butikker og hyggelige cafeer. Vores lille og centralt beliggende Hotel d’Theatre var meget franskt på den gode måde.

Inspirerende tapet.

Og det  udvalgte sidste aftenspisested, L’entrecote, nærmest en institution af en kødrestaurant,  lå blot 100 m herfra på den store flotte Place de la Comedie, hvor også Le Grand Theatre, som virkelig er stort,  lå.

Le Grand Theatre.

Restauranten er en slags opgraderet Jensens Bøfhus i tre etager med kø langt ud på gaden og effektive, fikse servitricer i stramme nederdele og røde overdele. Der var kun en hovedret, hvor entrecoten nu ( lidt desværre) er udskiftet med en super mør faux filet i en lækker kalorierig sauce, hertil grøn salat med valnødder og en bunke fine små pommes frites.

Voila!

Og husets hofdessert, profiteroles fyldte med vanilleis overhældt med smeltet chokolade og hakkede mandler, satte et passende punktum for en rejse med mange lækre måltider. 

Der kommunikeres lidt med nabobordet under desserten.

Til beroligelse for dem, som måtte være bekymrede for, at vi har spist vores pensionsmidler op eller ikke kan være i vores tøj længere, kan vi oplyse, at vi på vores rejser bruger færre penge på kost end hjemme (og vi er ret sparsommelige), og at vægten snarere er gået ned end op – mærkeligt nok. På første etape af vores tur i 2016  mødte vi et svenske par, som rejste lidt som os ned langs Europas kyster. De sagde meget rammende, at de havde tænkt sig at spise sig gennem de enkelte lande. Og det er nok sådan, vi har det  – næsten alt spiseligt skal prøves. Men der er andre vigtige ting i livet, såsom søvn, så efter at ha’ afsluttet middagen, skyndte vi os tilbage til hotellet for at få nogle timer i drømmeland, inden vi skulle op og få det mest mulige ud af vores lille ekstra franske ferie. 

C og nogle af de stakkels leverandører til måltidet.

Heldigvis var vejret betydeligt bedre dagen efter, og vi tog en rask rundtur i kvarteret, hvor vi bl.a. kom forbi rådhuset og domkirken St. Andre.

Domkirkens spir i det fjerne.

Derefter tog vi morgenmad, café creme og turens bedste croissanter, på en meget fransk cafe med mange interessante typer.

Morgencafeliv på Place de la Comedie.
Interessant nyere skulptur, Sanna hed hun vist.

Herefter tog vi en lang tur først  over Place Quinconces med det storladne nærmest monstrøse monument Le Girondins. Rejst omkring år 1900 til ære for girondinerne, et politisk parti under revolutionen, hvoraf mange blev henrettet under “rædselsregimet” 1793-94, ledet af Robespierre. Op mod 50.000 menes henrettet dengang. Men også til ære for andre, tidligere og kommende “frihedskæmpere”

Frihedsgudinden troner 54 m oppe.
Her tættere på med nogle højst aparte heste.
Med kløer og svømmehud!

Så videre langs Garonnefloden ned til området omkring La  Cité du Vin.

Vinmuseet anes langt forude bag den eleverbare bro.

Desværre fik vi  ikke et nærfoto af den skulpturelle bygning, der huser alt, der efter sigende er værd at vide om vin. Vi havde dog også et mindre spirituelt sigte med udflugten. Jeg ledte efter en butik, der skulle forhandle tøj af et bestemt mærke, der stammer fra Bretagne. Dette lykkedes dog ikke trods en ihærdig indsats, men vi havde en dejlig tur langs floden og så det liv, der udspillede sig der. Trætte som vi var, hoppede vi på en sporvogn, som kørte os tilbage til hotellet. Vi kommer gerne tilbage til Bordeaux, f.eks på en forlænget weekend. Faktisk besøgte vi byen en halv dag i bil sidste sommer, men da var det dødeligt varmt! Inden vi tjekkede ud, nåede vi lige ind i Galeries Lafayette, hvor vi fandt noget, der kom tæt på, hvad vi havde søgt, ikke til os selv, men som gaver til nogle af de mennesker, der havde hjulpet os med det ene og andet herhjemme , mens vi var væk. Shopping er ellers nok det, vi har brugt mindst tid på. Derefter fandt vi stoppestedet til lufthavnsbussen og blev på små 40 minutter kørt til lufthavnen.

Vinstokke med druer, næsten byens vartegn, plantet ved lufthavnen.

Sidst på eftermiddagen, efter en helt problemløs hjemtur, var vi i København, hvor Camilla med William og Chico kom og hentede os. Vi fejrede gensynet og hjemkomsten på den legendariske flyvercafé i Kastrup, hvor svigersøn Niels ventede, og vi fik en god gang gedigen, dansk grillmad, og så kørte vi ellers hjem med vores hund til Vornæs, hvor alt stod og var, som det skulle være.

Fortsættelse følger næste år…      (forhåbentlig).

Attachment.png

21-25.09/19 DE SIDSTE DAGE I ALBUFEIRA

21-25.09/19 DE SIDSTE DAGE I ALBUFEIRA

Lørdag/søndag 21-22. 09

I denne weekend er der havne-kataplanafest i byen med kapsejladser med både fra kystens nærliggende byer. Der er boder,  hvor man kan købe forskellige lokale specialiteter enten til at spise på stedet eller tage med, gamle biler samt motionsløb.

Flot brandbil med TRÆstiger.

Musik er der selvfølgelig også, tre forskellige orkestre, det ene nok det Beatles coverband, vi hørte i Portimaõ.

Opvarmningsband.

Rigtig hyggeligt, bare synd at der nok kommer nogle ordentlige regnbyger ind imellem til festen, som de lidt overmodigt kalder “Never ending summer”.

Verdens største Kataplanagryde – i brug sidste år.

Kataplana er form for portugisisk biksemad med kartofler eller ris blandet med fisk, skaldyr, gris, pølse m.m.  liggende i en velsmagende krydret suppedas med meget koriander og ofte  serveret rygende varm i en slags kobbergryde med låg.

Helstegt gris – tynde skiver heraf i en lun bolle smagte godt.

Lørdag aften gik vi over og smagte lidt af hvert, men pludselig åbnede himlens porte sig, og vi skyndte os hjem med nogle kager, vi lige havde nået at købe. Søndag holdt vejret heldigvis tørst.

God stemning søndag aften.

Det var et arrangement mest for sejlere, de lokale og så de turister, der måtte være tilbage.

Sejlerne hygger sig efter dagens sejlads lige overfor vores plads.

Spejderne var også involverede, og der var en hyggelig og familiær stemning, så vi gik der over igen søndag aften, hvor vi fik serveret en meget rustik blanding af svitsede, fedtdrivende kød- og pølsestykker iblandet syrlige grøntsager. Selv om vi delte en portion, måtte vi  levne. Ikke fordi det var dårligt – blot for mægtigt.

Her tilberedes vores mad i røg og damp.

Og så kom der ellers musik med The Bitols, som gav den gas uafbrudt  i flere timer, mens et begejstret, ret så aldrende publikum ( som os) hujede med. Der var dog også yngre forældre med trætte børn hængende på sig som små aber. Til slut smed musikerne en efter en det lange hår og gav den som hårdt rockband i stedet. Klokken 23 var festen slut, og folk gik pænt hjem – og vi så ingen fulde.

Mandag 23.09

Solen står atter op over Albufeiras mange master mandag morgen.
Morgenmad. De har nogle store “wienerbrød” i Spar, her med kokosfyld, som bruges meget her.

Ellers er der mange ting, der skal ordnes, når en båd skal gøres vinterklar. Vi har vasket tøj og gjort rent. Gummibåden er pakket sammen og stuvet ned i agterkahytten. Sejlene er taget ned og lagt pænt ned i deres soveposer. Olien er tømt ud, og motoren er skyllet igennem, loggen er taget op og renset, og impelleren er fjernet m.m. Endelig er en lille læk endelig blevet diagnostiseret: Der er en næsten usynlig defekt i svejsningen på lydpotten. Erik har været oppe på værftet, men deres TIG svejseanlæg var i stykker, så de henviste til et andet værksted længere væk. Vi får se!

Andres med Scuba.

Under alle forberedelserne så vi pludselig vores hund  Chico komme gående ud af broen! Det var det jo ikke, men den lignede bare så meget – også i attitude. Han var seks år og hed Scuba og hans menneske Andres havde en stor gummibåd, ribboat, liggende over for os, som han udførte diverse marinebiologiske undersøgelser fra. 

Jeg vil med!
Sejler I uden mig?

Der blev da heldigvis også tid til en tur langs stranden og en frokost med prima udsigt og tynd, sprød pizza med moderate mængder fyld i bedste italienske stil. Og så kaffe med en tiramisu til deling. 

Dejlig pizza, dejlig udsigt.
En med friske svampe og en med cherrytomater og bøffelmozzarella
Stankelben på jagt efter et pletskud.
Lidt flot! Men altså ikke os.
Kød havde de også, må man sige.

På tilbagevejen badede vi (jeg) og hvilede os ( Erik). I dag var dønningerne store, og så er det ekstra sjovt at se på badelivet.

Her ses ingen dønninger, de er neden for skråningen, men vandet er smukt.

Vi kom endnu en gang forbi kattepensionatet.

Mis på mis.
En kattedame.

Tirsdag 24.09

Erik cyklede de otte km op til værkstedet, han havde fået anbefalet, med sin defekte lydpotte, men de havde desværre ikke tid i dag.

Først i gennem nogle flot malede fodgænger tunneler under nogle hovedveje
Næsten fotografisk.
De eneste delfiner vi har set langs Algarvekysten. Men de findes skam oplyste Andres – marinebiologen med vandhunden.
Han kom langt uden for byen.

Nu tager han i stedet “patienten” med hjem, og håber at sikkerhedskontrollen ikke finder den mistænkelig. I så fald vil Erik påstå, at det er et musikinstrument! Han var godt udmattet efter turen og parat til en sidste strandtur, i dag også han med badning. Vandet er nu blevet mærkbart køligere – nok ikke over 21 grader! Hmm…

Albufeiras gamle bydel.
Lille detalje i mur.
Gade tæt på havnen
Samme gade.
Samme gade igen, igen. Her kan de åbenbart li’ skandinaver. Måske en ide hvis vi skulle få gæster hernede.

Den sidste aften tilbragte vi i cockpittet i båden. Ude godt hjemme bedst – det er jo vores andet hjem. Vi har så godt som tømt køleskabet og mangler bare at pakke lidt tøj m.m. I morgen ved middagstid står vi på en slags shuttlebus omme bag marinaen, som kører os til lufthavnen i Faro, og så bliver næste stop Bordeaux for et lille døgns tid!

20-21.09/19 GODDAG OG FARVEL TIL VILAMOURA

20-21.09/19 GODDAG OG FARVEL TIL VILAMOURA

Hvor blev solen af?

For en gangs skyld var det skyet og udsigt til lidt regn de næste par dage. Vi kunne faktisk slet ikke huske, hvornår vi sidst havde set regn, bortset fra da vi var hjemme i Danmark.

Op med ankeret – hårdt for ryggen.

Vi besluttede os bl.a. derfor til at sejle tilbage mod Albufeira med et stop i Marina Vilamoura.

Her tårner Vilamoura sig op.

Jeg brød mig lige så lidt om marinaen og området som forventet. Stedet anses vist for at være Europas største sammenhængende turist resortområde og blev grundlagt i 1966 af bondesønnen, senere bankier, kunstsamler og rigmand under Salazarstyret Arthur Cupertino de Miranda. Marinaen, som er hjertet i området, er Portugals største med plads til 825 (store) både. Og der er planer om udvidelser. Den blev indviet i 1974 og var i mange år landets eneste. Nu er den flere gange blevet kåret til “Marina of the year” på verdensplan. Prisen er blevet uddelt syv gange og Vila Moura har vundet de fem gange, senest 18.09 i år. Det er the Yacht Harbour Association, der uddeler prisen ved Southhampton Boat Show. Stort tillykke!  Kan sådan en pris mon også købes for penge… 

Hvem har sådan en?

Havnepengene var tilsvarende de højeste, vi er stødt på under vores tur, 38 € for vores lille båd. Men så var der da også marmorbeklædte baderum. Det lader ikke til at der er nogen egentlig by, men en masse kæmpehoteller og ferielejligheder af nyere dato. Og hvis ret skal være ret, så vi da også en masse ferieglade mennesker.

Et af de utallige store hoteller.

Og så var der butikker, barer, restauranter og hæveautomater en mas ? Sidstnævnte var der god brug for, eftersom restaurantpriserne og selv ispriserne var mindst 50% højere end hvad vi normalt har set. 

Udsigten fra vores plads mellem de mindste både var over til det grønneste og pæneste hjørne.

Det var nu ikke os de spandt guld på, for vi blev hjemme og stegte vores  lammekøllesteaks købt i Olhão. Også i Vilamoura var det britiske islæt meget dominerende. Selve marinaen er sådan set meget pænt lavet, men altså ikke “my cup of tea”. Erik var lidt mere positiv og følte sig mere tilpas og underholdt af f.eks. øldrikkende og fodboldtossede englændere, golffolket, botoxpumpede skønheder og enkelte jetsettere. Men det var da fint nok at se stedet og at få udsat årets sidste sejltur til i morgen! En anden sidegevinst var et gensyn med den danske båd Anna Lovinda med Bjarne og John, som vi havde mødt i Sines. Bjarne havde nærmest vundet i lotteriet ved at ha’ fået lov at låne en plads i havnen af nogle bekendte, som var fastliggere, men nu var på ferie. Morgenen efter kunne vi se, at det havde regnet en del om natten, til stor glæde for alle tørstende planter. Man vander ikke så meget her… Vi var oppe og udnytte de marmorbeklædte baderum, og mens det atter regnede, blev vi budt på en kop formiddagskaffe af friskmalede bønner hos Bjarne på Anna Lovinda. Da det så ud til tørvejr, gjorde vi ved middagstid klar til at sejle de sidste 7 sømil til Albufeira, vores sluthavn for i år. 

Farvel til Tivoli Vilamoura.
Rødlige skrænter langs kysten her.
Styrmanden nyder sidste sejltur.
Lidt vemodigt.
Albufeira byder os velkommen tilbage med en rød ballon.

Efter to timers langsom sejlads i en sydlig halvvind kunne vi ikke pine mere ud af den sejltur og lagde til på vores gode vinterplads.

18-20.09/19 SPÆNDENDE OLHÃO

18-20.09/19 SPÆNDENDE OLHÃO

Om formiddagen hoppede vi i gummibåden og sejlede forbi værftet og fiskerihavnen, som i øvrigt er Algarveområdets største. Vi gik ind i den ret fyldte lystbådehavn, hvor også småfærgerne og bådtaxierne ud til øerne og Faro lagde til. Vi lagde os ved sidstnævntes bro, hvor lågen ud fra broen stod åben og håbede det bedste, og heldigvis så ingen ud til at ha’ noget i mod, at vi lagde os der.

En af de finere taxibåde.

Byen ser ikke ud af så meget ved første øjekast bortset fra de ret specielle røde bygninger med kuppelformede tagkonstruktioner langs havnefronten. Disse fiskehaller blev bygget i starten af 1900 tallet, men er blevet grundigt renoverede nu 100 år senere.

Omme bagved ligger den hvide gamle by. Byen benævnte allerede i starten af 1900 tallet sig selv som en  “Vila Kubista”, og den består da også mest af kasseformede huse med tagterrasser og sjove skorstene og smalle gader. Vi følte os straks hensatte til Nordafrika – uden dog at ha’ været der.

Erik på bytur.
Mytisk maurisk drømmekvinde.

Mange af husene var beklædte med smukke azulejos og med kunstfærdigt udførte dør- og vinduespartier.

Trænger til en kærlig hånd.

Olhão, det lille fiskerleje, som bare voksede og voksede havde ellers en hård start, idet Faro, områdets hovedby, på alle måder bekæmpede bebyggelsen og endda krævede husene nedrevet eller brændt ned til grunden. Men fiskerne var seje og overvandt modstanden og fik tilmed bygget en stor kirke, hvor trøsten kunne hentes i hårde tider.

Kirken fra bagsiden.
Smuk plads nær kirken.

På et tidspunkt formåede byen endda at få franskmændene, som under Napoleonskrigene havde invaderet store dele af Portugal i 1807, sat på porten. Så Olhão er en viljestærk og selvbevidst by med en dramatisk fortid. Og først i 1984 blev byen, med sine nu omkring 42.000 indbyggere anerkendt som en “Cidade” (købstad). Nu er her mere fredeligt og med en del turister, og heraf flere franskmænd (rester af besættelsesstyrkerne?) end englændere, men ikke mange synlige  hoteller. 

Vi besøgte det lille maritime bymuseum, som bød på lidt af hvert.

Kontroversiel beklædning. Se vedrørende biocoen nedenunder. Det minder en del om nutidens forskellige holdninger til nogle muslimske kvinders klædedragt.

Ser vel egentlig ret uhyggelig ud her…
Så ser disse tøfler, sapatos, lidt rarere ud. Se nedenfor.

Og så var der byens lyriske søn og stolthed: Forfatteren og juristen Lucio Pousao Pereira, født 1880, død som 38 årig i 1918 af den spanske syge, som en ud af 50 millioner andre.

En flot mand – her 35 år gammel.
Her i en kunstnerisk og nyere udgave.
Et par skibsmodeller var der også, her samme som skibet i havnen.

Efter al denne åndelige føde trængte vi til noget fysisk føde, og fandt et absolut anbefalelsesværdigt sted, “Vai e Volta” på Largo do Gremio drevet af et gemytligt ægtepar.

Vai e Volta!
Eller på dansk: Kom og Gå!

Der var åbent mellem 12-15.30, og da vi kom klokken 12.30 fik vi det sidste bord. Det var supernemt at bestille, der var nemlig kun en ret, og det var “grillet fisk” med tilbehør: Tomatsalat, kartofler, almindelige og søde, samt noget der lignede risotto, men åbenbart var en typisk lokal ret, opblødt gammelt hvidt brød tilberedt med hvidløg og koriander. Og alt sammen smagte bare så godt og blev serveret med stor elskværdighed. Først kom de med et lille fad med to små fisk og et stykke laks, men de blev så bare ved med at komme og tilbyde alle mulige slags fisk, indtil vi høfligt måtte sige nej tak. Og så var det ikke en gang dyrt, 12 €/person.

Den lune brødgrød m.m. I baggrunden ses en IKKE rådden, men sød kartoffel!
Lidt doradorester.

Ret så mætte fortsatte vi ind i Pingo Dõce og fik købt ind.

En god årgangsmælk faldt Erik for!

På vores videre vej ned til havnen kom vi forbi nogle nutidige skildringer af fortidens dagligliv. 

Arbejdende kvinder.
Mænd efter- eller uden arbejde?
Her i panoramaperspektiv.

Og så tøffede vi hjem til Skærsilden. Dagen var dog ikke omme, så efter at ha’ læsset vores varer af, tog vi i land igen.

Udsigt fra stranden ud til Skærsilden ved lavvande.

Vi havde set, at der lå en naturpark en smule øst for vores ankerplads.

Der udvindes salt i området.
Og køres med muldyrskærre. Eller er det et æsel?

Så vi gik lidt mod øst og nåede snart efter ind i parken. Det var et projekt, som tiden nok var løbet lidt fra, men det var alligevel meget rart at gå der inde. Vi så da et par fugle, tilmed en enkelt stork, men desværre ingen flamingoer.

Stork Langeben.
Og pænt var der.

Der var også en tidevandsmølle, hvor man havde malet korn. Og så var der endelig en fugleredningsstation for skadede fugle og vist også andre smådyr, men der var ikke adgang for publikum.

Tekniske detaljer
Møllesten på rad og række.
Vindblæst selfie fra møllens tag ud over riaen.
Lettere forfalden cafe i lokalområdet set på tilbageturen.

Herefter var kræfterne brugt op og vi tilbragte en stille aften i båden.

Livet under lyserøde aftenskyer.
17.09-18.09/19 FOR ANKER UD FOR CULATRA I RIA DE FORMOSA

17.09-18.09/19 FOR ANKER UD FOR CULATRA I RIA DE FORMOSA

Albufeira set fra båden, farvel og på gensyn.

En fin dag med herligt afslappende sejlvejr. Vi kunne sejle for sejl det meste  af de omkring  25 sømil. Når vi kom under de tre knob, startede vi motoren og hørte lydbog. Vi ville helst komme gennem indsejlingen til riaen inden kl.17, hvor lavvandet ville sætte ind. Vi kom lige tilpas, og fik fin medstrøm ind.

Indsejling til Ria de Formosa.
Fine strømsøer.
Hattrick: Fyrtårn, redningsstation og marinepolitistation.
Bebyggelse langs Culatra.
Vi var tæt på Faro lufthavn.

Da vi havde fået smidt ankeret ud for den lille by på Culatra, hvor en del andre både også lå, begyndte det at blæse op til omkring 8-9 m/s. Der var jo ingen dønninger, men det var rart, da vinden løjede og lagde sig helt omkring midnat. Hakkebøffer af kød fra Acorerne med bløde løg og råstegte kartofler lod sig dog fint lave og spise. 

Tidligere var Culatra en lille ø med et fiskersamfund midt i riaen afskærmet fra Atlanterhavet af en smal land/sandtange. Nu er ø og tange blevet sammenhængende, men ikke alle områder er passable til fods ved højvande. Ligeså ved indsejlingen, ved fyrtårnet, var der tidligere en ø Isla Ferrol, som nu er sammenhængende med såvel Culatra som den ydre tange.

Solopgang kl. 7.30 ca.

Om morgenen sejlede vi i land og bandt gummibåden til en pæl på stranden ved havneområdet, eller hvad man nu skulle kalde det.

Havneparti. Vi ligger ude bag ved.
Oplagringsplads.

Vi følte, at vi var kommet langt væk fra Europa – nærmere til en lille caribisk ø med en by bygget midt ude i al sandet. Der var mange små lave huse med smalle stier i mellem, på nogle af dem var der udlagt store cementplader, så man kunne cykle og gå uden at få sand i skoene. Traktorer var vist de eneste med fire hjul, vi så.

Hovedgade med store nye fliser. Der var mange hunde og katte.
Og nogle få traktorer.

Selv om der var så sandet og tørt, var der alligevel masser af blomster og blomstrende buskene i de små haver, og lidt træer, især palmer havde man også plantet.

Vasketøj i haven.
Tingel-tangelhus.
Mere grønt.

Der var en skole, børnehave/fritidsordning og et vist ret intermistisk sundhedshus af en art.

“Sygehus”

En del af husene er fritidshuse nu, men der alligevel nok flest fastboere. Der kommer mange endagsturister fragtet over med små både fra Olhaõ og Faro, så selvfølgelig er der også barer og restauranter og også et par små minimarkeder. Og så var der den mest fantastiske strand, som man kom over til via samme slags trægangbroer som ved Alvor. Her var vandet ikke bare klart, det var krystalklart. På et lille område ud for hvor træbroen endte var der en overvåget strand med hele to livreddere og en lille bar.

En fredelig dag på arbejdet.
Hav og strand med få mennesker.
Øde strand.

Vi gik langs stranden ud til fyret, hvor vi hver fik en af dagens to retter, bønner med rejer til Erik og små blæksprutter stegt sammen med masser af hele hvidløgsfed til mig.

På vej.
På med sandalerne. For varmt at gå i sandet.
Frokostudsigt.
Erik elsker bønner.

På tilbagevejen lagde vi fint ud med at gå på den indvendige side af “øen”, men ca. halvvejs, måske fordi højvandet satte ind, fik vi problemer med våde fødder og ufremkommeligt krat, så vi måtte skrå over til havsiden igen. Men så fik vi da heldigvis en ekstra badetur, og nu i højvande, som er rarest.

På vej langs riaen.
Båd undervejs.
Så gennem ørkenen.
Hav forude – denne vej!
Langs havet.

Tilbage i byen faldt vi over ( endnu) en busk vi ikke kendte, men der er plantsnap jo god – trods alt.

Lad mig nu se…
Svaret er: Tecoma stans af trompettræfamilien. På almindeligt dansk kaldet gul trompetbusk – eller mere poetisk “Esperanza”.

Tilbage i båden besluttede vi at sejle over riaen og ankre ud for Olhão, dels fordi vi så ville ligge bedre i læ for en varslet nordenvind om natten, dels fordi vi gerne ville se byen og også kunne proviantere der. Der var nu ikke mange gode steder at ankre, men vi fandt et OK sted lidt øst for selve byen med en grimpæn udsigt til et bådværft og en lille stenet hundeluftningsstrand. Og her lå der ikke mange andre både for anker.

Vi lå tæt på den smalle sejlrende,  men havde nok undervurderet trafikken en smule, for der kom fiskerbåde, turistfærger og bådtaxier forbi i god fart i mange af døgnets timer, og de fik Skærsilden til at rulle godt.

15-17.09/19 ALBUFEIRA

15-17.09/19 ALBUFEIRA

Havnen i Albufeira ligger så beskyttet, som  den næsten kan blive inde for enden af en rende bag en stor klippeknold i en bugt. Den er mindre end marinaerne i Lagos og Portimão uden at være lille og så er den omkranset af noget lidt specielt nybyggeri langs havnefronten på begge sider i alle mulige nuancer og former. På den ene side, hvor der er bygget mere i højden, er der barer, restauranter, vaskeri og et udmærket Spar supermarked.

God service at de skriver på dansk syntes vi. Det var dog en fejl. De troede at der stod frisk brød på forskellige europæiske sprog!
Og en stor del af havnebutikkerne holder efter sigende åbent hele året.
Havnen set fra vores plads.

Alt sammen fint, men det aller bedste var dog, at priserne her – også for vinteropbevaring i vandet er langt billigere end i Lagos, og de havde en fin plads til os. Så nu har vi betalt for en ni måneders plads i vandet her fra 15.09-15.06/20 for under 1400 €, altså ca. 7.800 kr. mindre end i Lagos. Og vi har talt med flere, der er tilfredse med at ligge her over vinteren.

Vi kom frem først på aftenen og havde ikke rigtigt noget spiseligt ombord, men fandt en restaurant i udkanten af byen hængende på kanten af den høje klippekyst. Skønt stadig at kunne sidde udendørs uden at fryse og se ud i den kulsorte nat, hvor kun fiskerbådenes lanterner lyste op som lavthængende stjerner.

Skum-melt…

Og som ekstra bonus smøg 3-4 velnærede katte sig om benene på os. At der så også lugtede lidt af kattetis fra det nærliggende buskads, måtte vi jo tage med. Vi prøvede at bilde os, ind at “duften” stammede mere fra busken end fra kattene. Dagen efter kunne vi se, at der tæt på restauranten lå endnu et af den slags katteherberger, vi også så i Lagos. Og det er jo prisværdigt.

Mætte katte.
Udsigt over havneindløbet.

Selve byen ligger lidt væk fra havnen men det er en fin lille tur langs kysten med flotte udsigter undervejs. Og byen er faktisk rigtig hyggelig med smalle gader uden biler mange gamle små huse. I højsæsonen er der nok uhyggeligt mange mennesker, men nu er det helt OK.

Udsigt til den ene side.
Og til den anden side.
Huse langs de stejle skråninger.

Efter at have gået rundt i byen nogen tid og set vores daglige kirke, havde vi fået varmen tilpas meget til at Erik trængte til en øl (igen).

Pastelfarver.
Bemærk de skøre drinks i baggrunden.

Bagefter trak den nær- eller rettere nedenunder liggende strand i os.

På vej mod stranden gennem tunnelen.

Også her var det skønt og afsvalende at bade. Det store hit på denne strand lader til at være tandemfaldskærmsflyvning trukket af motorbåde. Det kunne Erik selvfølgelig også tænke sig at prøve, men jeg tror nu, at det bliver uden kedelige mig. 

Ellers er der også mulighed for frit fald spring ved havnen…

Sidst på dagen gik vi over til det nærliggende værft og fik aftalt optagning af båden 15.06-17.06/20 m.h.p. sommerklargøring. Og de virkede heldigvis også venlige og tillidsvækkende. Derefter fortsatte turen ud til den lille fiskerihavn som ligger lidt længere ude mellem klipperne.

Fiskerihavnen.

I morgen har vi tænkt os at sejle videre til Olhão i Ria Formosa og ligge for anker der et par dage.

14-15.09/19 KORT BESØG I PORTIMÂO

14-15.09/19 KORT BESØG I PORTIMÂO

Mens vi dasede formiddagen væk på båden, så vi, at Jörg fra BigFoot havde gang i en drone, og lidt efter kom der nogle fine optagelser til os. Tak for det!
Skærsilden er den lille båd, der ligger som nummer to.

 Pludselig var klokken blevet mange, så efter en hurtig frokost med  lidt tørt franskbrød med pølse og ost hev vi ankeret op for at sejle mod Albufeira. Men den beskedne vind og bølgerne var ikke sejlvenlige, og vi havde ikke lyst til motorsejlads, så vi valgte en ( endnu) kortere tur og lagde os for anker i bugten ud for Portimão, hvilket vejret var perfekt til. Her fik vi hilst på Emblas besætning igen samt en sejler fra Rudkøbing i båden Venus.

Hej igen Embla.
Senere flyttede vi os lidt væk fra stenmolen.
Der arbejdes koncentreret.

Om aftenen fik vi endelig grillet nogle bøffer, der havde ligget længe i køleskabet og ventet på os, og de var bare så lækre og med salat, ovnstegte kartofler og måneskin til. 

Lækker angusbøf.
Sig månen langsomt hæver.

Bugten var smuk at ligge i omgivet af flotte klipper og strande til den ene side og havnen med farvestrålende nyere gule og røde huse til den anden side. Der var dog et minus, en for os ældre mennesker ufattelig larm. Høj musik fra alle sider hvoraf noget først hørte op klokken fem om morgenen. Heldigvis var der et coverband, som spillede Beatlesmelodier hele aftenen tættest på os, som overdøvede tecnomusikken lidt længere væk.

Morgenen oprandt, og vi tog på udflugt med gummibåden over i havnen, hvor en anden dansk båd Spirit lå. På vej derover fik vi vinket farvel til Embla, som nu tog af sted mod Gran Canaria.

Af sted.
God tur!

Vi sejlede videre fandt Spirit, bankede på og fik hilst på hele familien. Erik kender manden ombord, Ole Q., (mest fra facebook, men nu også face to face). Det var hyggeligt og sjovt at tale med dem. De var vældig glade for Portimão, og der var også rart. Efter deres råd gik vi over til den lille lokale sejlklubs havn, for at se om vi evt. kunne ligge bedre og billigere der over vinteren end i Lagos.  Det så det dog ikke ud til. Til gengæld fik vi set en del storkereder og en af dem var der tilmed en stork i. 

Er der en stork i reden?
Ja da, mindst en.
Vi så reder flere højdramatiske steder!
Fiske tranportkurve fra gamle dage.

Tilbage i Portimão Marina fik vi set på nogle spændende sejlbåde, 11 Clippere alle bygget på Malta og over 70 fod, som samme dag skulle forsætte deres jorden rundt kapsejlads.

De var startet fra Sydengland, og første stop var Portimão og næste Brasilien! Der var hektisk aktivitet ombord før  den snarlige afgang klokken to.

Vi skyndte os over til Skærsilden og efter en gang lynbadning fra båden, sejlede vi ud af havnen sammen med de store både, som gav en lille opvisning langs kysten, inden starten gik for alvor. Det var faktisk lidt stort at sejle i vores lille Skærsild mellem disse enorme og festligt dekorerede både, hvor den store besætning på den nærmeste båd endda vinkede venligt til os.

Der vinkes!

Efter tre timers skøn og afslappende sejlads i sol og halvind nåede vi frem til Albufeira, danskernes og mange andres foretrukne chartermål i Algarve, som vi snart vil gå op og se lidt nærmere på. 

Et anderledes skib.

Albufeira
12-14.09/19 FORLØBIGT? FARVEL TIL LAGOS – OG SÅ ER DET ALVOR!

12-14.09/19 FORLØBIGT? FARVEL TIL LAGOS – OG SÅ ER DET ALVOR!

Efter en sen morgenmad og lidt indkøb var Erik ovre og se, om han måske kunne hjælpe med at få Emblas påhængsmotor til at fungere bedre. Det var vist ikke helt let. I mens var jeg oppe under bruseren i de gode baderum, nu hvor der forestår nogle dage for anker. Vi har næsten ikke spist nogen is denne sommer,  men som frokost gik vi idag op, og flottede os med en is med én kugle til hver, på den fine italienske isbar i marinaen. ( Ellers plejer vi, mådeholdne som vi er, at dele en is med én kugle).

Uhm, is er godt.
Nemlig!

Derefter tog vi ud af havnen i den lette sydlige vind, hvor vi som så ofte før mødte et fartøj som dette: 

“Luxusbådflygtninge” på vej til beachparty.

Turen var kort, kun 5 sømil, så vi daskede langsomt af sted for sejl, inden vi gik ind med højvandet og lagde  os for anker i Rio Alvor tæt på byen Alvor. Stedet er et smukt og søgt ankersted, men ikke alle vover sig her ind. Modsat så mange andre havde vi ingen problemer med grundstødninger eller andet i det lave vand, men vi er jo også kun en lille båd og så endda med sænkekøl. Vi havde over 4 m vand hele tiden.

På vej op mod byen Alvor
Festlig båd.
Vores nabohacienda.

Her er kønt og fredeligt,  men med en del andre ankerliggende både,  som man må forsøge ikke at komme i karambolage med. Bortset fra efterveerne af de både som haster forbi i den nærliggende sejlrende, skulle der ikke være risiko for dønninger her. Vi ligger lige ved siden af en tysk stålbåd Big Foot, som vi så flere gange i starten af vores togt i Galicien og ved Ciesøerne. 

Vi fik lækre lammesteaks.
En dejlig helt stille aften.
Med en smuk solnedgang.
Lysene tændes i Alvor.

Natten forløb uden problemer, bortset fra at vi jævnligt var oppe og tjekke, hvor tæt vi kom på hinanden. Vind og strøm skiftede i et væk og vores nærmeste nabo Big Foot, som er tung og langkølet, reagerede lidt anderledes herpå end de øvrige både.

Udsigt fra båden ved lavvande til vist nok skestorke.

Den næste dag sejlede vi ind til Alvor i gummibåden og gik en tur ud på det fint anlagte gangbro stisystem, der er anlagt gennem det lavvandede “vadehavsområde” med mange forskellige fuglearter m.m. 

På brædderne.
Udsigt undervejs

Vi kom ud til den flotte og ikke overrendte strand, hvor vi begge badede.

Endnu en flot strand.
Sand og vand så langt øjet rækker.

Bagefter var Erik lige ude og flytte vores båd lidt tættere på kysten, for at undgå at ramle ind i Big Foot. Imens blev jeg i land og fotograferede lidt og iagttog folkelivet.

Alvor set fra en bro.
Flere fint malede både og smukt landskab – set fra samme bro.

Den lille by Alvor er om muligt endnu mere invaderet af englændere end Lagos, og der kom en umiskendelig duft? af bacon og baked beans fra mange af cafeerne. Men bort set fra dette er her rart. Den nordlige del af Portugal var til gengæld vældig besøgt af franskmænd, og mange portugisere talte næsten, i vores ører, flydende fransk. 

Erik fik muslinger.
Og jeg de måske sidste sardiner.
Byens redningsbåd – måske gået på pension..

Inden vi gik en tur i byen, fandt vi et hyggeligt og ikke dyrt sted at få en omgang sardiner og muslinger. Den flinke tjener fortalte,  at det var den sidste uge i denne sæson,  at de havde sardiner, så det var jo bare om at slå til.

Byens kirke
Maria har meget at bære på, Jesusbarnet på den ene arm og et skib på den anden!
Hyggelig trappe.
Hvem sidder der bag potteplanten?
Tæppeluftning.

Tilbage på Skærsilden fik vi bestilt hjembilletter til den 25.09 fra Faro til København med overnatning i Bordeaux – lidt specielt, men billigt. Og for min far var det dagens store og gode nyhed, at der nu var en dato for vores tilbagevenden inden for en overskuelig tid.

Lidt senere fik vi besøg af Steffie og Jörg fra BigFoot og lavede et lille sammenskudsgilde. Det viste sig, at vi faktisk havde mødt og talt kortvarigt med hinanden i Muros sidste sensommer. De havde overvintret nær Vigo, og har i det hele taget sejlet meget lige som os med korte kystnære ture. Og de havde også truffet Ute og Hartmut fra Pipoca flere gange, både i år og forforige år. Næsten som en stor familie.

Aftenhygge.

Vi talte også om, hvor det ville være godt at lade båden ligge over vinteren, og Jörg nævnte, at Albufeira kunne være en mulighed, havnen var godt beskyttet og ikke dyr. Det ville vi undersøge nærmere – måske allerede næste dag.

05-12.09/19 EN UGE I LAGOS I ALGARVE

05-12.09/19 EN UGE I LAGOS I ALGARVE

MEGA LANG OPSAMLING AF EN UGES OPHOLD I LAGOS

Fort ved indsejlingen.

Set fra land.

Indsejling til havnen.

Promenaden langs indsejlingen.

Skaersilden i Lagos med vasketøj.

Lagos er en perle både hvad havn, by og strande angår. At vejret så her tilmed er stabilt med solskin og varme, gør jo ikke stedet ringere. Vi trængte også til at bare være et rart  sted en længere tid og få ordnet forskellige praktiske småting, som havde hobet sig op. Ellers har vi som sådan ikke foretaget os noget særligt. Dagene starter som regel med en halvsen morgenmad med te, friskpresset juice, yoghurt og måske en skorpe eller en croissant. Vi har udforsket den ikke særlig store, men hyggelige by med 17.500 faste indbyggere. Den gamle by er hurtigt overset, en stor del af byen blev ødelagt af jordskælvet i 1755.

Marked med krydderurter.

Og med stakkels fjerkræ.

Mit grønne favorithus.

Pastelfarvede huse.

Lille torv – smukt træ.

En glad mand foran en typisk kakkelhusmur.

En stille gade i middagsstunden.

Erik vinduesshopper i en af sine yndlingsbutikker.

Begejstringen for de elektriske dingenoter vil ingen ende tage!

Vi kom for to gange 50 cents, pensionistpris, ind i Igreia de San Antonio, en lille kirke fuld af forgyldte, udskårne nuttede puttier samt diverse malerier, der skildrer helgenen San Antonio, 1195-1232 , (født i Lissabon men bosat og død i Padua,) og hans noget fantastiske liv og levned med diverse nær-og fjernmirakler. Bagefter var vi inde i den lidt større nabokirke, hvor der viste sig at være bryllup med en del andre “glogæster” end os.  

Den lille, men mest berømte San Antonio kirke ses i baggrunden.

Sagres/Lagos bryster sig af at være omend ikke fødeby (Porto), så det område hvor kongesønnen Henrik Søfareren levede og døde i 1460, 63 år gammel. Ham som Salazar havde placeret yderst ude på sit store pralemonument ved Belém Lissabon. Søfarer var måske så meget sagt,  for han var i virkeligheden mest en slags skrivebordsgeneral, som planlagde mange af tidens opdagelsesrejser.

Karavellen Esperanza.

Med et nyopfundet sejlskib, karavellen,  til langturen og en dygtig navigatør Gil Eanes, lykkedes det at opdage bl.a. Azorerne og Cap Verdeøerne, som på det tidspunkt var ubeboede. Men det er jo heller ikke at forklejne.  Derudover var han med til at etablere mindre glorværdige, men givtige handelsforbindelser til Afrika, hvorunder ikke mindst guld og slavehandel indgik.

Byens stolthed.

At området omkring hans og navigatørens monument på pladsen nær de to kirker og den lille borg ved havneindløbet har været ramme om viderehandel af de overlevende “hjembragte” slaver er ikke rart at tænke på. Men Lagos blev en meget rig by ( dog ikke Henrik Søfareren selv), indtil den smuldrede under jordskælvet i 1755 og senere genopstod som fiskerby og nu mere turistby.

Oppe i byens kulturhus forsøgte vi  at få nogle billetter til en fadokoncert samme aften, men forgæves. En restaurant i nærheden vi havde hørt meget godt om, gik vi også forgæves til – lukket midlertidigt af personlige årsager. Vi fandt dog en anden lille biks nærmest skråt over for!  hvor vi kunne dulme vor skuffelse og sult for 5 € for visse udvalgte, men udmærkede retter.

Det var tilmed et rart sted at sidde lidt udenfor den værste turiststrøm. Især  i marinaområdet, hører og ser man rigtig mange englændere, irere og også en del tyskere. Og en stor del af dem bor her endda fast, på både eller på land. Man kunne godt ønske sig lidt flere portugisere udover dem, der servicerer os.

Vi var en tur oppe bag ved den gamle by, hvor der dels lå en gammel borg, men der var også en del nybyggeri, hvor der antageligt boede en del “indfødte”.

Borgområde.

Der var også en meget flot minigolfbane.

Og grafitti.

Der er strande på begge sider af havnen. Østpå en stor lang sandstrand med udsigt mod den nærliggende by Portimaò.

Den store strand mod øst.

En skumfødt Erik.

Og han blev ved med at bade.

Vestpå er der flere større og især mindre strande med sand og flotte klipper forbundne af små klippeportaler.