Så er hjemrejsens stund nær. Vi havde en dejlig rolig solskinsmorgen med god tid til morgenmad og pakning af det sidste.

Mens Erik har spulet og regeret og surret fast, hvad surres kan.

Så nu ventede vi bare på bussen, som viste sig at være en stor taxi med en rar ældre chauffør, som kom til tiden og kørte os den pænt lange tur til Faro lufthavn for 15 € i alt.

Efter en time og 40 minutter landede vi i et regnvådt Bordeaux. Heldigvis fandt vi let bussen ind til centrum.

Og pludselig befandt vi os promenerede blandt paraplyer på franske gader og stræder med elegante butikker og hyggelige cafeer. Vores lille og centralt beliggende Hotel d’Theatre var meget franskt på den gode måde.

Og det  udvalgte sidste aftenspisested, L’entrecote, nærmest en institution af en kødrestaurant,  lå blot 100 m herfra på den store flotte Place de la Comedie, hvor også Le Grand Theatre, som virkelig er stort,  lå.

Restauranten er en slags opgraderet Jensens Bøfhus i tre etager med kø langt ud på gaden og effektive, fikse servitricer i stramme nederdele og røde overdele. Der var kun en hovedret, hvor entrecoten nu ( lidt desværre) er udskiftet med en super mør faux filet i en lækker kalorierig sauce, hertil grøn salat med valnødder og en bunke fine små pommes frites.

Og husets hofdessert, profiteroles fyldte med vanilleis overhældt med smeltet chokolade og hakkede mandler, satte et passende punktum for en rejse med mange lækre måltider. 

Til beroligelse for dem, som måtte være bekymrede for, at vi har spist vores pensionsmidler op eller ikke kan være i vores tøj længere, kan vi oplyse, at vi på vores rejser bruger færre penge på kost end hjemme (og vi er ret sparsommelige), og at vægten snarere er gået ned end op – mærkeligt nok. På første etape af vores tur i 2016  mødte vi et svenske par, som rejste lidt som os ned langs Europas kyster. De sagde meget rammende, at de havde tænkt sig at spise sig gennem de enkelte lande. Og det er nok sådan, vi har det  – næsten alt spiseligt skal prøves. Men der er andre vigtige ting i livet, såsom søvn, så efter at ha’ afsluttet middagen, skyndte vi os tilbage til hotellet for at få nogle timer i drømmeland, inden vi skulle op og få det mest mulige ud af vores lille ekstra franske ferie. 

Heldigvis var vejret betydeligt bedre dagen efter, og vi tog en rask rundtur i kvarteret, hvor vi bl.a. kom forbi rådhuset og domkirken St. Andre.

Derefter tog vi morgenmad, café creme og turens bedste croissanter, på en meget fransk cafe med mange interessante typer.

Herefter tog vi en lang tur først  over Place Quinconces med det storladne nærmest monstrøse monument Le Girondins. Rejst omkring år 1900 til ære for girondinerne, et politisk parti under revolutionen, hvoraf mange blev henrettet under “rædselsregimet” 1793-94, ledet af Robespierre. Op mod 50.000 menes henrettet dengang. Men også til ære for andre, tidligere og kommende “frihedskæmpere”

Så videre langs Garonnefloden ned til området omkring La  Cité du Vin.

Desværre fik vi  ikke et nærfoto af den skulpturelle bygning, der huser alt, der efter sigende er værd at vide om vin. Vi havde dog også et mindre spirituelt sigte med udflugten. Jeg ledte efter en butik, der skulle forhandle tøj af et bestemt mærke, der stammer fra Bretagne. Dette lykkedes dog ikke trods en ihærdig indsats, men vi havde en dejlig tur langs floden og så det liv, der udspillede sig der. Trætte som vi var, hoppede vi på en sporvogn, som kørte os tilbage til hotellet. Vi kommer gerne tilbage til Bordeaux, f.eks på en forlænget weekend. Faktisk besøgte vi byen en halv dag i bil sidste sommer, men da var det dødeligt varmt! Inden vi tjekkede ud, nåede vi lige ind i Galeries Lafayette, hvor vi fandt noget, der kom tæt på, hvad vi havde søgt, ikke til os selv, men som gaver til nogle af de mennesker, der havde hjulpet os med det ene og andet herhjemme , mens vi var væk. Shopping er ellers nok det, vi har brugt mindst tid på. Derefter fandt vi stoppestedet til lufthavnsbussen og blev på små 40 minutter kørt til lufthavnen.

Sidst på eftermiddagen, efter en helt problemløs hjemtur, var vi i København, hvor Camilla med William og Chico kom og hentede os. Vi fejrede gensynet og hjemkomsten på den legendariske flyvercafé i Kastrup, hvor svigersøn Niels ventede, og vi fik en god gang gedigen, dansk grillmad, og så kørte vi ellers hjem med vores hund til Vornæs, hvor alt stod og var, som det skulle være.

Fortsættelse følger næste år…      (forhåbentlig).

Lørdag/søndag 21-22. 09

I denne weekend er der havne-kataplanafest i byen med kapsejladser med både fra kystens nærliggende byer. Der er boder,  hvor man kan købe forskellige lokale specialiteter enten til at spise på stedet eller tage med, gamle biler samt motionsløb.

Musik er der selvfølgelig også, tre forskellige orkestre, det ene nok det Beatles coverband, vi hørte i Portimaõ.

Rigtig hyggeligt, bare synd at der nok kommer nogle ordentlige regnbyger ind imellem til festen, som de lidt overmodigt kalder “Never ending summer”.

Kataplana er form for portugisisk biksemad med kartofler eller ris blandet med fisk, skaldyr, gris, pølse m.m.  liggende i en velsmagende krydret suppedas med meget koriander og ofte  serveret rygende varm i en slags kobbergryde med låg.

Lørdag aften gik vi over og smagte lidt af hvert, men pludselig åbnede himlens porte sig, og vi skyndte os hjem med nogle kager, vi lige havde nået at købe. Søndag holdt vejret heldigvis tørst.

Det var et arrangement mest for sejlere, de lokale og så de turister, der måtte være tilbage.

Spejderne var også involverede, og der var en hyggelig og familiær stemning, så vi gik der over igen søndag aften, hvor vi fik serveret en meget rustik blanding af svitsede, fedtdrivende kød- og pølsestykker iblandet syrlige grøntsager. Selv om vi delte en portion, måtte vi  levne. Ikke fordi det var dårligt – blot for mægtigt.

Og så kom der ellers musik med The Bitols, som gav den gas uafbrudt  i flere timer, mens et begejstret, ret så aldrende publikum ( som os) hujede med. Der var dog også yngre forældre med trætte børn hængende på sig som små aber. Til slut smed musikerne en efter en det lange hår og gav den som hårdt rockband i stedet. Klokken 23 var festen slut, og folk gik pænt hjem – og vi så ingen fulde.

Mandag 23.09

Ellers er der mange ting, der skal ordnes, når en båd skal gøres vinterklar. Vi har vasket tøj og gjort rent. Gummibåden er pakket sammen og stuvet ned i agterkahytten. Sejlene er taget ned og lagt pænt ned i deres soveposer. Olien er tømt ud, og motoren er skyllet igennem, loggen er taget op og renset, og impelleren er fjernet m.m. Endelig er en lille læk endelig blevet diagnostiseret: Der er en næsten usynlig defekt i svejsningen på lydpotten. Erik har været oppe på værftet, men deres TIG svejseanlæg var i stykker, så de henviste til et andet værksted længere væk. Vi får se!

Under alle forberedelserne så vi pludselig vores hund  Chico komme gående ud af broen! Det var det jo ikke, men den lignede bare så meget – også i attitude. Han var seks år og hed Scuba og hans menneske Andres havde en stor gummibåd, ribboat, liggende over for os, som han udførte diverse marinebiologiske undersøgelser fra. 

Der blev da heldigvis også tid til en tur langs stranden og en frokost med prima udsigt og tynd, sprød pizza med moderate mængder fyld i bedste italienske stil. Og så kaffe med en tiramisu til deling. 

På tilbagevejen badede vi (jeg) og hvilede os ( Erik). I dag var dønningerne store, og så er det ekstra sjovt at se på badelivet.

Vi kom endnu en gang forbi kattepensionatet.

Tirsdag 24.09

Erik cyklede de otte km op til værkstedet, han havde fået anbefalet, med sin defekte lydpotte, men de havde desværre ikke tid i dag.

Nu tager han i stedet “patienten” med hjem, og håber at sikkerhedskontrollen ikke finder den mistænkelig. I så fald vil Erik påstå, at det er et musikinstrument! Han var godt udmattet efter turen og parat til en sidste strandtur, i dag også han med badning. Vandet er nu blevet mærkbart køligere – nok ikke over 21 grader! Hmm…

Den sidste aften tilbragte vi i cockpittet i båden. Ude godt hjemme bedst – det er jo vores andet hjem. Vi har så godt som tømt køleskabet og mangler bare at pakke lidt tøj m.m. I morgen ved middagstid står vi på en slags shuttlebus omme bag marinaen, som kører os til lufthavnen i Faro, og så bliver næste stop Bordeaux for et lille døgns tid!

For en gangs skyld var det skyet og udsigt til lidt regn de næste par dage. Vi kunne faktisk slet ikke huske, hvornår vi sidst havde set regn, bortset fra da vi var hjemme i Danmark.

Vi besluttede os bl.a. derfor til at sejle tilbage mod Albufeira med et stop i Marina Vilamoura.

Jeg brød mig lige så lidt om marinaen og området som forventet. Stedet anses vist for at være Europas største sammenhængende turist resortområde og blev grundlagt i 1966 af bondesønnen, senere bankier, kunstsamler og rigmand under Salazarstyret Arthur Cupertino de Miranda. Marinaen, som er hjertet i området, er Portugals største med plads til 825 (store) både. Og der er planer om udvidelser. Den blev indviet i 1974 og var i mange år landets eneste. Nu er den flere gange blevet kåret til “Marina of the year” på verdensplan. Prisen er blevet uddelt syv gange og Vila Moura har vundet de fem gange, senest 18.09 i år. Det er the Yacht Harbour Association, der uddeler prisen ved Southhampton Boat Show. Stort tillykke!  Kan sådan en pris mon også købes for penge… 

Havnepengene var tilsvarende de højeste, vi er stødt på under vores tur, 38 € for vores lille båd. Men så var der da også marmorbeklædte baderum. Det lader ikke til at der er nogen egentlig by, men en masse kæmpehoteller og ferielejligheder af nyere dato. Og hvis ret skal være ret, så vi da også en masse ferieglade mennesker.

Og så var der butikker, barer, restauranter og hæveautomater en mas ? Sidstnævnte var der god brug for, eftersom restaurantpriserne og selv ispriserne var mindst 50% højere end hvad vi normalt har set. 

Det var nu ikke os de spandt guld på, for vi blev hjemme og stegte vores  lammekøllesteaks købt i Olhão. Også i Vilamoura var det britiske islæt meget dominerende. Selve marinaen er sådan set meget pænt lavet, men altså ikke “my cup of tea”. Erik var lidt mere positiv og følte sig mere tilpas og underholdt af f.eks. øldrikkende og fodboldtossede englændere, golffolket, botoxpumpede skønheder og enkelte jetsettere. Men det var da fint nok at se stedet og at få udsat årets sidste sejltur til i morgen! En anden sidegevinst var et gensyn med den danske båd Anna Lovinda med Bjarne og John, som vi havde mødt i Sines. Bjarne havde nærmest vundet i lotteriet ved at ha’ fået lov at låne en plads i havnen af nogle bekendte, som var fastliggere, men nu var på ferie. Morgenen efter kunne vi se, at det havde regnet en del om natten, til stor glæde for alle tørstende planter. Man vander ikke så meget her… Vi var oppe og udnytte de marmorbeklædte baderum, og mens det atter regnede, blev vi budt på en kop formiddagskaffe af friskmalede bønner hos Bjarne på Anna Lovinda. Da det så ud til tørvejr, gjorde vi ved middagstid klar til at sejle de sidste 7 sømil til Albufeira, vores sluthavn for i år. 

Efter to timers langsom sejlads i en sydlig halvvind kunne vi ikke pine mere ud af den sejltur og lagde til på vores gode vinterplads.

Om formiddagen hoppede vi i gummibåden og sejlede forbi værftet og fiskerihavnen, som i øvrigt er Algarveområdets største. Vi gik ind i den ret fyldte lystbådehavn, hvor også småfærgerne og bådtaxierne ud til øerne og Faro lagde til. Vi lagde os ved sidstnævntes bro, hvor lågen ud fra broen stod åben og håbede det bedste, og heldigvis så ingen ud til at ha’ noget i mod, at vi lagde os der.

Byen ser ikke ud af så meget ved første øjekast bortset fra de ret specielle røde bygninger med kuppelformede tagkonstruktioner langs havnefronten. Disse fiskehaller blev bygget i starten af 1900 tallet, men er blevet grundigt renoverede nu 100 år senere.

Mange af husene var beklædte med smukke azulejos og med kunstfærdigt udførte dør- og vinduespartier.

Olhão, det lille fiskerleje, som bare voksede og voksede havde ellers en hård start, idet Faro, områdets hovedby, på alle måder bekæmpede bebyggelsen og endda krævede husene nedrevet eller brændt ned til grunden. Men fiskerne var seje og overvandt modstanden og fik tilmed bygget en stor kirke, hvor trøsten kunne hentes i hårde tider.

På et tidspunkt formåede byen endda at få franskmændene, som under Napoleonskrigene havde invaderet store dele af Portugal i 1807, sat på porten. Så Olhão er en viljestærk og selvbevidst by med en dramatisk fortid. Og først i 1984 blev byen, med sine nu omkring 42.000 indbyggere anerkendt som en “Cidade” (købstad). Nu er her mere fredeligt og med en del turister, og heraf flere franskmænd (rester af besættelsesstyrkerne?) end englændere, men ikke mange synlige  hoteller. 

Vi besøgte det lille maritime bymuseum, som bød på lidt af hvert.

Og så var der byens lyriske søn og stolthed: Forfatteren og juristen Lucio Pousao Pereira, født 1880, død som 38 årig i 1918 af den spanske syge, som en ud af 50 millioner andre.

Efter al denne åndelige føde trængte vi til noget fysisk føde, og fandt et absolut anbefalelsesværdigt sted, “Vai e Volta” på Largo do Gremio drevet af et gemytligt ægtepar.

Der var åbent mellem 12-15.30, og da vi kom klokken 12.30 fik vi det sidste bord. Det var supernemt at bestille, der var nemlig kun en ret, og det var “grillet fisk” med tilbehør: Tomatsalat, kartofler, almindelige og søde, samt noget der lignede risotto, men åbenbart var en typisk lokal ret, opblødt gammelt hvidt brød tilberedt med hvidløg og koriander. Og alt sammen smagte bare så godt og blev serveret med stor elskværdighed. Først kom de med et lille fad med to små fisk og et stykke laks, men de blev så bare ved med at komme og tilbyde alle mulige slags fisk, indtil vi høfligt måtte sige nej tak. Og så var det ikke en gang dyrt, 12 €/person.

Ret så mætte fortsatte vi ind i Pingo Dõce og fik købt ind.

På vores videre vej ned til havnen kom vi forbi nogle nutidige skildringer af fortidens dagligliv. 

Og så tøffede vi hjem til Skærsilden. Dagen var dog ikke omme, så efter at ha’ læsset vores varer af, tog vi i land igen.

Vi havde set, at der lå en naturpark en smule øst for vores ankerplads.

Så vi gik lidt mod øst og nåede snart efter ind i parken. Det var et projekt, som tiden nok var løbet lidt fra, men det var alligevel meget rart at gå der inde. Vi så da et par fugle, tilmed en enkelt stork, men desværre ingen flamingoer.

Der var også en tidevandsmølle, hvor man havde malet korn. Og så var der endelig en fugleredningsstation for skadede fugle og vist også andre smådyr, men der var ikke adgang for publikum.

Herefter var kræfterne brugt op og vi tilbragte en stille aften i båden.

En fin dag med herligt afslappende sejlvejr. Vi kunne sejle for sejl det meste  af de omkring  25 sømil. Når vi kom under de tre knob, startede vi motoren og hørte lydbog. Vi ville helst komme gennem indsejlingen til riaen inden kl.17, hvor lavvandet ville sætte ind. Vi kom lige tilpas, og fik fin medstrøm ind.

Da vi havde fået smidt ankeret ud for den lille by på Culatra, hvor en del andre både også lå, begyndte det at blæse op til omkring 8-9 m/s. Der var jo ingen dønninger, men det var rart, da vinden løjede og lagde sig helt omkring midnat. Hakkebøffer af kød fra Acorerne med bløde løg og råstegte kartofler lod sig dog fint lave og spise. 

Tidligere var Culatra en lille ø med et fiskersamfund midt i riaen afskærmet fra Atlanterhavet af en smal land/sandtange. Nu er ø og tange blevet sammenhængende, men ikke alle områder er passable til fods ved højvande. Ligeså ved indsejlingen, ved fyrtårnet, var der tidligere en ø Isla Ferrol, som nu er sammenhængende med såvel Culatra som den ydre tange.

Om morgenen sejlede vi i land og bandt gummibåden til en pæl på stranden ved havneområdet, eller hvad man nu skulle kalde det.

Vi følte, at vi var kommet langt væk fra Europa – nærmere til en lille caribisk ø med en by bygget midt ude i al sandet. Der var mange små lave huse med smalle stier i mellem, på nogle af dem var der udlagt store cementplader, så man kunne cykle og gå uden at få sand i skoene. Traktorer var vist de eneste med fire hjul, vi så.

Selv om der var så sandet og tørt, var der alligevel masser af blomster og blomstrende buskene i de små haver, og lidt træer, især palmer havde man også plantet.

Der var en skole, børnehave/fritidsordning og et vist ret intermistisk sundhedshus af en art.

En del af husene er fritidshuse nu, men der alligevel nok flest fastboere. Der kommer mange endagsturister fragtet over med små både fra Olhaõ og Faro, så selvfølgelig er der også barer og restauranter og også et par små minimarkeder. Og så var der den mest fantastiske strand, som man kom over til via samme slags trægangbroer som ved Alvor. Her var vandet ikke bare klart, det var krystalklart. På et lille område ud for hvor træbroen endte var der en overvåget strand med hele to livreddere og en lille bar.

Vi gik langs stranden ud til fyret, hvor vi hver fik en af dagens to retter, bønner med rejer til Erik og små blæksprutter stegt sammen med masser af hele hvidløgsfed til mig.

På tilbagevejen lagde vi fint ud med at gå på den indvendige side af “øen”, men ca. halvvejs, måske fordi højvandet satte ind, fik vi problemer med våde fødder og ufremkommeligt krat, så vi måtte skrå over til havsiden igen. Men så fik vi da heldigvis en ekstra badetur, og nu i højvande, som er rarest.

Tilbage i byen faldt vi over ( endnu) en busk vi ikke kendte, men der er plantsnap jo god – trods alt.

Tilbage i båden besluttede vi at sejle over riaen og ankre ud for Olhão, dels fordi vi så ville ligge bedre i læ for en varslet nordenvind om natten, dels fordi vi gerne ville se byen og også kunne proviantere der. Der var nu ikke mange gode steder at ankre, men vi fandt et OK sted lidt øst for selve byen med en grimpæn udsigt til et bådværft og en lille stenet hundeluftningsstrand. Og her lå der ikke mange andre både for anker.

Vi lå tæt på den smalle sejlrende,  men havde nok undervurderet trafikken en smule, for der kom fiskerbåde, turistfærger og bådtaxier forbi i god fart i mange af døgnets timer, og de fik Skærsilden til at rulle godt.

Havnen i Albufeira ligger så beskyttet, som  den næsten kan blive inde for enden af en rende bag en stor klippeknold i en bugt. Den er mindre end marinaerne i Lagos og Portimão uden at være lille og så er den omkranset af noget lidt specielt nybyggeri langs havnefronten på begge sider i alle mulige nuancer og former. På den ene side, hvor der er bygget mere i højden, er der barer, restauranter, vaskeri og et udmærket Spar supermarked.

Alt sammen fint, men det aller bedste var dog, at priserne her – også for vinteropbevaring i vandet er langt billigere end i Lagos, og de havde en fin plads til os. Så nu har vi betalt for en ni måneders plads i vandet her fra 15.09-15.06/20 for under 1400 €, altså ca. 7.800 kr. mindre end i Lagos. Og vi har talt med flere, der er tilfredse med at ligge her over vinteren.

Vi kom frem først på aftenen og havde ikke rigtigt noget spiseligt ombord, men fandt en restaurant i udkanten af byen hængende på kanten af den høje klippekyst. Skønt stadig at kunne sidde udendørs uden at fryse og se ud i den kulsorte nat, hvor kun fiskerbådenes lanterner lyste op som lavthængende stjerner.

Og som ekstra bonus smøg 3-4 velnærede katte sig om benene på os. At der så også lugtede lidt af kattetis fra det nærliggende buskads, måtte vi jo tage med. Vi prøvede at bilde os, ind at “duften” stammede mere fra busken end fra kattene. Dagen efter kunne vi se, at der tæt på restauranten lå endnu et af den slags katteherberger, vi også så i Lagos. Og det er jo prisværdigt.

Selve byen ligger lidt væk fra havnen men det er en fin lille tur langs kysten med flotte udsigter undervejs. Og byen er faktisk rigtig hyggelig med smalle gader uden biler mange gamle små huse. I højsæsonen er der nok uhyggeligt mange mennesker, men nu er det helt OK.

Efter at have gået rundt i byen nogen tid og set vores daglige kirke, havde vi fået varmen tilpas meget til at Erik trængte til en øl (igen).

Bagefter trak den nær- eller rettere nedenunder liggende strand i os.

Også her var det skønt og afsvalende at bade. Det store hit på denne strand lader til at være tandemfaldskærmsflyvning trukket af motorbåde. Det kunne Erik selvfølgelig også tænke sig at prøve, men jeg tror nu, at det bliver uden kedelige mig. 

Sidst på dagen gik vi over til det nærliggende værft og fik aftalt optagning af båden 15.06-17.06/20 m.h.p. sommerklargøring. Og de virkede heldigvis også venlige og tillidsvækkende. Derefter fortsatte turen ud til den lille fiskerihavn som ligger lidt længere ude mellem klipperne.

I morgen har vi tænkt os at sejle videre til Olhão i Ria Formosa og ligge for anker der et par dage.

 Pludselig var klokken blevet mange, så efter en hurtig frokost med  lidt tørt franskbrød med pølse og ost hev vi ankeret op for at sejle mod Albufeira. Men den beskedne vind og bølgerne var ikke sejlvenlige, og vi havde ikke lyst til motorsejlads, så vi valgte en ( endnu) kortere tur og lagde os for anker i bugten ud for Portimão, hvilket vejret var perfekt til. Her fik vi hilst på Emblas besætning igen samt en sejler fra Rudkøbing i båden Venus.

Om aftenen fik vi endelig grillet nogle bøffer, der havde ligget længe i køleskabet og ventet på os, og de var bare så lækre og med salat, ovnstegte kartofler og måneskin til. 

Bugten var smuk at ligge i omgivet af flotte klipper og strande til den ene side og havnen med farvestrålende nyere gule og røde huse til den anden side. Der var dog et minus, en for os ældre mennesker ufattelig larm. Høj musik fra alle sider hvoraf noget først hørte op klokken fem om morgenen. Heldigvis var der et coverband, som spillede Beatlesmelodier hele aftenen tættest på os, som overdøvede tecnomusikken lidt længere væk.

Morgenen oprandt, og vi tog på udflugt med gummibåden over i havnen, hvor en anden dansk båd Spirit lå. På vej derover fik vi vinket farvel til Embla, som nu tog af sted mod Gran Canaria.

Vi sejlede videre fandt Spirit, bankede på og fik hilst på hele familien. Erik kender manden ombord, Ole Q., (mest fra facebook, men nu også face to face). Det var hyggeligt og sjovt at tale med dem. De var vældig glade for Portimão, og der var også rart. Efter deres råd gik vi over til den lille lokale sejlklubs havn, for at se om vi evt. kunne ligge bedre og billigere der over vinteren end i Lagos.  Det så det dog ikke ud til. Til gengæld fik vi set en del storkereder og en af dem var der tilmed en stork i. 

Tilbage i Portimão Marina fik vi set på nogle spændende sejlbåde, 11 Clippere alle bygget på Malta og over 70 fod, som samme dag skulle forsætte deres jorden rundt kapsejlads.

De var startet fra Sydengland, og første stop var Portimão og næste Brasilien! Der var hektisk aktivitet ombord før  den snarlige afgang klokken to.

Vi skyndte os over til Skærsilden og efter en gang lynbadning fra båden, sejlede vi ud af havnen sammen med de store både, som gav en lille opvisning langs kysten, inden starten gik for alvor. Det var faktisk lidt stort at sejle i vores lille Skærsild mellem disse enorme og festligt dekorerede både, hvor den store besætning på den nærmeste båd endda vinkede venligt til os.

Efter tre timers skøn og afslappende sejlads i sol og halvind nåede vi frem til Albufeira, danskernes og mange andres foretrukne chartermål i Algarve, som vi snart vil gå op og se lidt nærmere på. 

MEGA LANG OPSAMLING AF EN UGES OPHOLD I LAGOS

Lagos er en perle både hvad havn, by og strande angår. At vejret så her tilmed er stabilt med solskin og varme, gør jo ikke stedet ringere. Vi trængte også til at bare være et rart  sted en længere tid og få ordnet forskellige praktiske småting, som havde hobet sig op. Ellers har vi som sådan ikke foretaget os noget særligt. Dagene starter som regel med en halvsen morgenmad med te, friskpresset juice, yoghurt og måske en skorpe eller en croissant. Vi har udforsket den ikke særlig store, men hyggelige by med 17.500 faste indbyggere. Den gamle by er hurtigt overset, en stor del af byen blev ødelagt af jordskælvet i 1755.

Sagres/Lagos bryster sig af at være omend ikke fødeby (Porto), så det område hvor kongesønnen Henrik Søfareren levede og døde i 1460, 63 år gammel. Ham som Salazar havde placeret yderst ude på sit store pralemonument ved Belém Lissabon. Søfarer var måske så meget sagt,  for han var i virkeligheden mest en slags skrivebordsgeneral, som planlagde mange af tidens opdagelsesrejser.

Med et nyopfundet sejlskib, karavellen,  til langturen og en dygtig navigatør Gil Eanes, lykkedes det at opdage bl.a. Azorerne og Cap Verdeøerne, som på det tidspunkt var ubeboede. Men det er jo heller ikke at forklejne.  Derudover var han med til at etablere mindre glorværdige, men givtige handelsforbindelser til Afrika, hvorunder ikke mindst guld og slavehandel indgik.

At området omkring hans og navigatørens monument på pladsen nær de to kirker og den lille borg ved havneindløbet har været ramme om viderehandel af de overlevende “hjembragte” slaver er ikke rart at tænke på. Men Lagos blev en meget rig by ( dog ikke Henrik Søfareren selv), indtil den smuldrede under jordskælvet i 1755 og senere genopstod som fiskerby og nu mere turistby.

Oppe i byens kulturhus forsøgte vi  at få nogle billetter til en fadokoncert samme aften, men forgæves. En restaurant i nærheden vi havde hørt meget godt om, gik vi også forgæves til – lukket midlertidigt af personlige årsager. Vi fandt dog en anden lille biks nærmest skråt over for!  hvor vi kunne dulme vor skuffelse og sult for 5 € for visse udvalgte, men udmærkede retter.

Det var tilmed et rart sted at sidde lidt udenfor den værste turiststrøm. Især  i marinaområdet, hører og ser man rigtig mange englændere, irere og også en del tyskere. Og en stor del af dem bor her endda fast, på både eller på land. Man kunne godt ønske sig lidt flere portugisere udover dem, der servicerer os.

Vi var en tur oppe bag ved den gamle by, hvor der dels lå en gammel borg, men der var også en del nybyggeri, hvor der antageligt boede en del “indfødte”.

Der er strande på begge sider af havnen. Østpå en stor lang sandstrand med udsigt mod den nærliggende by Portimaò.

Vestpå er der flere større og især mindre strande med sand og flotte klipper forbundne af små klippeportaler.

Vi har badet i store ( en dag lovligt store for mig) såvel som små bølger, og vandet har været skønt, klart og varmt.

Vi kom ud for nogle usædvanlige skiltninger med advarsler om klippenedfald og flugtveje i tilfælde af jordskælv med efterfølgende tsunamier. Tankevækkende og uhyggeligt.

Et andet skilt, vedrørende træning af portugisiske vandhunde, var mere rart. Vi har dog ikke set nær så mange af disse, som vi så spanske vandhunde i Spanien. Måske fordi de fleste tilbageværende portugisiske vandhunde vist blev reddet ud af landet af en rig amerikaner? under revolutionen i 1974.

Erik ville vældig gerne gense de flotte klipper, Ponta Da Piedade, som vi sejlede forbi lige før indsejlingen til Lagos. Det kunne man jo passende gøre en dag i gummibåden i vindstille og uden store dønninger. Det eneste minus var, at sovetrynen var nødt til at stå op klokken syv, altså før solopgang. Så da den rigtige morgen kom, måtte jeg virkelig ruske i Erik for at få ham op. Vi skulle af sted kl. 8, mens der var vindstille, og inden de MANGE store og små turistbåde også begyndte at sejle ud til klipperne og grotterne. Vi fik en perfekt tur både ud og hjem og Erik fik taget rigtig mange billeder! Vandet var krystalklart, fiskene svømmede tæt omkring os, og klipperne tog sig godt ud i solopgangen. Pånær en del stand-up padlere havde vi kysten næsten for os selv, men da vi halvanden time senere sejlede ind i havneløbet, væltede alle turbådene ud. 

Om aftenen plejer vi bare at spise let i båden, men denne aften ville vi prøve den restaurant, vi var gået forgæves til den første dag, som nu var genåbnet. Den var ganske rigtigt god, næsten overvældende god…

Vi har jo tænkt en del over, hvor vi vil lægge båden op for vinteren, om den skal ligge i vandet som de to seneste år, eller om den skal op. Vi er kommet frem til, at den i al fald skal ligge i Algarveområdet. Her er nok alt andet lige billigere end i Spanien. Og vi vil gerne vente med at tage hul på den sidste del af den spanske atlanterhavskyst til næste sommer. Og endelig er her så dejligt, at vi gerne vil have glæde af området her i længere tid – også lidt til  næste år. Der er mange, der har talt varmt for havnen i Lagos. Bl.a. har vi besøgt et tysk par i en 38 fods katamaran, som kender området, og som har ligget her en del år. Og da vi nok helst vil have båden i vandet, har vi nu foreløbigt reserveret en god plads her i havnen for de næste ni (lange) måneder. Det er ikke det absolut billigste sted, men her virker trygt og godt. Vi har dog tænkt os at sejle lige så stille videre i morgen mod  øst, for at se hvad algarvekysten ellers byder på, inden vi endelig bestemmer os.

Efter at ha’ været ombord på katamaranen blev Erik endnu mere hooked på at “få” en sådan, så jeg tror, at jeg bliver nødt til at holde ham i lidt kort snor, hvad dette angår! Lige nu, i skrivende stund, har han “fået lov” til at gå over at købe et børne? body surfbræt, han kan more sig med i de lune bølger. Når han kommer tilbage, vil vi nok gå over mod stranden og få lidt frokost i en af de klondike lignende spisebarakker, der ligger i det tørre og ørkenlignende område bag ved øststranden og så bagefter gå ned og bade og prøve brættet af. 

Lidt senere… Ved femtiden var vi på besøg på en 38 fods dansk båd Embla med et ungt par og to søde, seje piger på 10 og 7 år. De er på vej til Caribien og kommer først hjem om et års tid. Vældig hyggeligt – og spændende for dem. Selv er vi ved at gøre os klar til at sejle få sømil videre mod et floddelta ved byen Alvor hvor både som vores, der ikke stikker så dybt, kan ankre.

PS En ondontologisk/ortodontisk iagtagelse som har gjort sig gældende gennem hele vor tur gennem Portugal: Der er rigtig mange unge voksne, måske især mænd, som er i gang med en sen tandregulering og går med bøjle! Og det drejer sig ikke kun om overklassen, men også om unge mennesker i butikker og restauranter. For øvrigt har de fleste gennemgående ret pæne tænder. Så selv om Portugal er et af Europas fattigste lande, står det åbenbart ikke helt galt til. 

Efter en fredelig nat hev Erik ankeret op halv ni og vi begav os for motor og storsejl sydpå i den smukke morgen.

Det er utroligt så stille, Atlanterhavet (også) kan være, næsten havblik. Så det blev de første timer til lydbog samt delfinfotojagt. Det er virkelig svært at fange dem med kameraet i rette øjeblik, så det er næsten bedre bare at nyde deres selskab. Tænk at japanerne netop i disse dage sætter en mere blodig jagt ind på delfinerne. De genner dem ind i en bugt og går så løs på dem med lange knive… ( I øvrigt ikke meget anderledes end os nordboere på Færøerne). 

Efterhånden kom nordenvinden, og vi kunne sejle for sejl og hvile ørerne. Ved 18 tiden og 40 sømil længere sydpå nåede vi frem til den virkelig smukke men også noget dystre og dramatiske bugt ved Arrifana. 

Den var omkranset af høje, stejle klippevægge til tre sider med en formildende sandstrand med en del badegæster mod øst samt en lillebitte havn for småbåde. At vi var den eneste båd i den ret så store bugt, som var var helt åben ud mod vest kunne måske mane til en vis eftertanke.

Men solnedgangen var åh så  smuk, og vi gik til køjs, mens kvartmånen kastede sine sølverlignende stråler udover Atlantens stille vand.

Lidt over midnat begyndte det allerede at gynge noget, og vi var oppe og tjekke ankeret og se, hvordan båden lå, nu hvor lavvandet var på sit max. Alt så fint ud, og Erik snorkede trygt videre. Det kneb dog betydeligt mere for mig at falde i søvn. Båden bevægede sig mere og mere, lidt som en rodeohest, og alt der ikke var naglet fast raslede rundt – inklusive mig.  Det var ikke fordi, jeg som sådan var nervøs, men det var bare komplet umuligt at sove. Jeg lå kun og ventede på, at det skulle blive lyst, så vi kunne sejle videre, og det bliver det ikke før ved syvtiden, så det blev en laaang nat. Da det endelig blev lyst, var det ikke længere små børn, der gik og soppede i vandkanten, men surfere der boltrede sig i dønningerne. Båden gyngede så meget, at end ikke Erik havde den store lyst til at koge vand til te på det ellers kardanophængte komfur. Jeg var noget groggy oven på nattens udskejelser og var ikke i form til andet end en lille yoghurt, og Erik var heller ikke alt for kvik, men afsted kom vi. 

Da vi kom ud af vores bugt, var søen ret urolig med de to meter lovede dønninger, så vi havde da heldigvis ligget noget i læ for disse i vores smukke natlogi. Nu var der til gengæld ikke ret megen vind, så det blev som så ofte gynggang storsejl/motorsejlads, som absolut ikke fremmede velbefindendet – kun kvalmen. Efterhånden gik det det dog lidt bedre, og vi kunne atter komme frem for sejl alene. Vi nærmede os efterhånden en af milepælene i årets sejlads, Cabo De Sâo Vincente, Portugals sydvestligste punkt. Flere steder tilrådes man at sejle 5 sømil udenom for at undgå den kraftige vindøgning, der ofte kommer tæt på hjørnet. Nu var vinden ikke så kraftig, så selv en betragtelig øgning kunne nok klares med lidt mindre sejl. Af den grund sejlede vi ret så tæt på og kunne se de små “myrer”, der var taget på udflugt for at nyde udsigten ud over oceanet.

Da vi rundede hjørnet var det mest mærkbare, at nu kom vinden bagfra, og luften virkede langt lunere, OG vandtemperaturen kom op på 22 grader. At vinden kom op omkring de 10m/s +/- var kun fint.

Vi sejlede langs en flot klippekyst og først på eftermiddagen, kunne vi sejle ind i vores næste smukke ankerbugt Baleeira. Her lå en del andre både, nogle for anker andre ved bøjer. Vi fandt en god bøje at hægte os på, og alt var såre godt… Vi havde tænkt os at blive liggende natten over og nyde de dejlige omgivelser. En bøje passede os fint, da vi havde læst, at bunden her kunne være lidt svær at få fæste i. Vi spiste frokost, ristet torskerogn på tredages tørt brød, herligt. Bagefter solobadning fra båden, og en hårdt tiltrængt eftermiddagslur i forkahytten med dejlig gennemtræk af den lune luft – også alt sammen skønt. Men hvor længe var Adam i Paradis? Hello, hello is someone there, lød det ikke længe efter. I vores naivitet troede vi først, at det måske var nogen af vores bådnaboer, som ville tale med os, måske endda invitere på en kop kaffe. Men ak nej, det var en ung karlsmart fyr med omvendt kasket, som ville høre hvor længe, vi ønskede at ligge ved HANS bøje. En nat havde vi da tænkt, men da vi hørte, at han mente, at det skulle koste ikke mindre end 40 € for bøjen alene, blev vi noget paffe. Vi havde givet 17 € i vores seneste udmærkede havn Sines, kunne vi fortælle ham. Jah og jo, men der var jo mange udgifter ved sådan en bøje, som turisterne ødelagde, så tovværk m.m. ustandselig måtte repareres/udskiftes. (Tovværket så tudsegammelt ud ). Nå, men vi skulle så “slippe” med 20 €. Sådan gik det nu ikke, for nu var hr. Lundbye blevet lidt sur. Hvis fyren havde sagt 10, 15 eller måske endda 20€ fra starten af, havde vi nok betalt, men nu sagde vi i stedet farvel og tak og sejlede videre mod Lagos 15 sømil længere henne af kysten i en vis fart. På vejen ud nåede vi lige at se, at han var henne og forsøge sig ved en anden båd. Men fotos af den i øvrigt smukke bugt fik vi ikke taget!

Det blev faktisk en lækker tur med lutter fin, frisk medvind, og klippekysten blev flottere og flottere for at kulminere lige før indsejlingen til Lagos. Her var de der typiske Algarveklipper, man altid ser i turistbrochurerne.

Der var mange små turistbåde ude langs kysten, endog kajakker, så folk kunne nærstudere og beundre klipperne i den nedgående sols gyldne skær.

Kort efter kunne vi lægge til i den store, flotte palmeomkransede havn lige efter solnedgang kl. 20, og vi gik dødtrætte på hovedet i seng efter vores yndlings lyn nødret, pasta carbonara og sov begge sødeligt den ganske nat.