Vi kunne dog hurtigt smide regntøjet, det blev en grå, men lun og stille dag og en lidt kedsommelig sejlads for sejl + motor meget af tiden. Vi var blevet advaret af flere om, at vinden kunne øge kraftigt især omkring Cabo da Raso kort før Cascais, og at man derfor burde sejle et godt stykke udenom dette. Der var dog så at sige ingen vind, da vi rundede først det europæiske fastlands vestligste punkt Cabo da Roca og siden det langt mindre spektakulære men mere berygtede Cabo da Raso.  

Vi var spændte på at se ankerbugten ved siden af havnen. Havnen har nemlig ry for at at være en af de dyrere, så det ville være rart at undgå denne udgift.

Det viste sig at være en fin og beskyttet bugt med plads til mange både, og vi lagde os tæt indtil en af de små strande. Det var en smuk og stille aften, og vi blev i båden og nød at se, hvordan de strandlivet langsomt ebbede ud, og lysene tændtes inde i byen.

 Søndag 28.07

Efter lidt besvær med at finde et sted at fortøje gummibåden uden at genere fiskerne, som holder til i den inderste del af bugten, var vi parate til at indtage Cascais- sammen med en million andre mennesker, skulle det vise sig.

Jeg besøgte byen for over 30 år siden, og da var der også mange mennesker, men slet ikke i dette omfang med horder af svedende turister på evig jagt efter mad, is, øl eller en kvadratmeter at lægge deres badehåndklæde på. Bortset fra dette er det stadig en smuk og velholdt by præget af tidligere tiders velstand.

Der var åbenbart et større kor-event i gang med optræden på den smukke plads foran det kakkelklædte rådhus. 

Der blev tilmed lejlighed til et gensyn med kong Pedro I ( ham med den elskede, men myrdede  Ines) i form af en statue, hvor han stolt spejder ud over byen. 

Derefter lidt sightseeing bl.a i en meget udtørret park, hvor selv de mest tørketålende planter hang med næbbet.

Lidt senere fik vi tilkæmpet os et lille stykke strandareal, og jeg var ude og dyppe mig i det stadig utroligt kolde vand, omkring 17 grader. 

Efter lidt indkøb tilbragte vi resten af dagen i båden på behagelig afstand af menneskemasserne.

Der var lovet mere vind til natten og især de følgende dage, så vi glædede os til næste morgen at sejle det korte stykke videre ind til Lissabon, hvor vi regner med at være indtil vores midlertidige hjemtur 6. august.

I dag var vejret atter fint og med en frisk nordenvind. I disse dage blev der afholdt nationalt optimistjollestævne. Det så flot ud, når den ene lille båd efter den anden i raskt tempo drejede om et hushjørne og videre ned i havnebassinet for at sejle videre ud af havnen i en lang række som vuggende hvide fugle.

Det var faktisk lige vejr til at sejle sydpå til Cascais. Men… Jeg havde længe tænkt på en tur lidt ind i landet til en lille by Òbidos, som skulle være en af de bedst bevarede middelalderlandsbyer i Portugal. Og Erik var blevet så opsat på at komme hertil, at han lod hånt om det gode sejlvejr, og i stedet hoppede vi på bussen mod Òbidos 45 minutters kørsel fra Peniche. Jeg håbede, at han ikke ville blive skuffet. Det var der nu ingen grund til at blive. Den lille by lå smukt op af at højdedrag eller lille bjerg og med stor borg på toppen og hele byen var omgivet af en høj ringmur. Meget malerisk.

Desværre eller måske heldigvis var der netop nu middelalderruge med boder med forskellige tidstypiske specialiteter og udklædte mennesker.

Erik med en brændeovnsbagt middelalderbolle.

Der var mange turister, og man kunne have sin tvivl om, hvorvidt der overhovedet boede mennesker i byen. Og dem der måtte være, levede nok mestensdels af turisterne. Men pænt var her, og vi havde en rar eftermiddag.

Detaljer.

Kaffepause

På busturen passerede vi nogle af de enorme strandområder med superbølger og kørte igennem hele byer, fortrinsvis ret nybyggede, rettede mod surferfolket.

Sidst på eftermiddagen gik vi ud til den gamle del af byen langs borgmuren og klipperne. Der havde  fiskerne oprindeligt havde holdt til.

Peniche er nu en halvø, men tidligere var denne del af byen en ø for sig, som vi har forstået det. Og det var en hel anden verden, man kom ind i. 

Lille gårdhave.

Vi mødte en ung pige, som var så heldig at bo i et af disse små huse. Hun fortalte, at de var meget eftertragtede, og at det kun var fordi, hendes bedstefar havde været fisker,  at hun kunne bo der.

Samme set fra siden.

Vi endte ude ved en lille strand hvor dønningerne stadig kom rullende ind.

Raske drenge der boltrer sig.

Om aftenen var vi inviterede til et glas vin hos et tysk ægtepar i en stor 50 fods gammel Najade. Vi var kommet i snak med dem, fordi de havde en hund, der lignede en Portugisk vandhund ( og som var det – i al fald halvt). Den bar halskrave og så forfærdelig ud. Det halve hoved havde store pusfyldte sår, og øjet var helt forsvundet. Vi troede, at den var blevet bidt af en de ret mange løse hunde men nej, den havde fået trukket 14 tænder ud i Tyskland, og nu her i Portugal var der gået infektion i kæbeknoglen. Heldigvis var der en god veterinærklinik i byen, og den stakkels gamle hund ( 14 år, men ellers i fin form), fik nu alverdens behandlinger og medicin og så ud til at ville komme sig. Nå, men det blev en interessant aften. Vi kunne forstå, at de nærmest havde en hel zooologisk have hjemme i Tyskland.  Da vi spurgte ind til, hvorfor de havde så mange dyr, og hvordan de så kunne rejse væk i længere tid, fik vi en længere forklaring. Mange af dyrene havde været nødstedte dyr, også gamle Vasco da Gama, som hunden hed, og så havde ægteparret lidt efter lidt fået etableret et stort demensplejehjem, hvor alle dyrene tilmed kom til at gøre nytte ved at være til glæde for beboerne. Det lod til at være et godt sted at ende som dement, mød mennesket hvor det er, ikke hvor det har været, eller hvor du synes, det skal være…

Dagen efter havde vi planer om at fortsætte mod Cascais 45 sømil sydpå. Om aftenen skulle der være karneval i byen, og det var mere, end vi kunne klare efter tre aftener med tivoli, mente vi.

Ved passende højvande og i solskin og let vind sejlede vi ud af Martinho bugten.

Vi har set en del delfiner undervejs og i dag lykkedes det for første gang at få taget et billede!

Vi skulle kun sejle ca. 20 sømil, og det varede ikke længe, før vi kunne ane silhuetten af den 120 m høje klippeø.

Færgeanlægsbro med stranden i baggrunden.

Der var stadig en del dønninger, men da vi kom i læ af øen mindskedes disse betydeligt, og snart lå vi tæt på øen ved en tilsyneladende ledig bøje og lavede os en god tortilla af lidt af hvert.

Fortet.

Vi havde dog knapt tygget af munden, før en af de største af de mange småfærger, der fragter turister til det eftertragtede naturreservat, som øen udgør, kom sejlende med direkte kurs mod os, og så var det bare om at flytte sig i en fart. Vi fandt dog hurtigt en anden bøje, men vi kunne forstå, at bøjerne var ikke tiltænkt lystsejlere, og vi droppede derfor tanken om at tage gummibåden ind til øen. 

Efter et par dejlige timer valgte vi at sejle til Peniche bare 7 sømil væk.

Ældste del af Peniche ( prøv at se bort fra de grimme kolosser  i for- og baggrund).

Erik havde en fornemmelse af, at roret ikke var, som det plejede, det var alt for tungt og havde ligesom flyttet sig bagud, så han ville gerne i havn, hvor han bedre kunne se, hvad der måtte være galt og evt. få det repareret. Så da vi var kommet vel i havn startede Erik modvilligt, iført våddragt, badesæsonen og hoppede i havnen for at finde årsagen.

Det viste sig at være, hvad han håbede og regnede med… En sjækkel var gået af, nok under påvirkning af den nylige urolige ankerligning, og så kunne roret ikke trækkes ned. Så det var heldigvis noget, Erik selv kunne udbedre.

Vi havde ikke hørt så meget pænt om stedet, havnen skulle være ret urolig at ligge i og byen slidt og rodet. Og havnen var ganske rigtigt ikke den roligste af slagsen, men nu blæste det fra nordvest, hvilket afgjort var en fordel. Færgerne/bådene, som fragter turisterne til Berlenga, kommer lige forbi gæstebroen, hvor man ligger langskibs, men de sejler jo kun til først på aftenen, så det var til at overleve. Der var kun to små toilet/baderum et til mænd og et til damer, men det gav ikke problemer undtagen til slut, da herretoilettet stoppede til… Byen var umiddelbart ikke særlig spændende, men ved nærmere eftersyn var den ikke så ringe endda. Det var i al fald ikke en overpleasende turistby. Vi var så “heldige”, at der var Tivoli i byen på en stor plads tæt ved havnen.

Den første aften gik vi op og betragtede folkelivet. Sikke en larm, vi så en stakkels hund, der for forvildet rundt og var ved at gå ud af sit gode skind – med halen mellem benene. 

Torsdag 25.07

Erik var så ærgerlig over, at han ikke havde sat fod på Berlengas klipper, at han insisterede på at tage der over med en af de mange færger snarest muligt. Så vi købte billetter til netop den færge, der havde gjort krav på “vores” bøje dagen forinden. Vejret i dag var dog ganske anderledes, det smuskregnede, og vi kunne ikke så meget som ane Berlenga, før vi var ganske tæt på.

Der var store dønninger og en lille sammenbidt mand startede turen med systematisk at uddele små sorte plastikposer til alle. Erik nægtede at modtage en sådan! 

Vi lagde ud med at skynde os op på øens lille restaurant, hvor vi småfrysende delte tre små sardiner og en portion lunken fiskesuppe, mens vi håbede på, at det snart ville klare op. Og det gjorde det rent faktisk, ikke sol men helt acceptabelt opholdsvejr og velegnet til forcering af øens ret så stejle op- og nedstigninger. Først op mod fyrtårnet.

Det halvdårlige vejr gjorde også, at der var knap så mange mennesker på de afmærkede stier, så tit var der kun os – og mågerne. 

Så ned til det gamle fort, Forte de São João Baptista.

Vi nærmer os.

Fortet har haft en barsk og omskiftelig tilværelse, oprindeligt som kloster men det meste af tiden som militær forsvarsbastion. Forholdet mellem Portugal og Spanien er og har vist aldrig været rigtig godt. På et tidspunkt forsøgte Portugal at skabe en alliance med Frankrig gennem et ægteskab mellem en fransk prinsesse, Maria Franciska af Savoyen, og og den portugisiske konge Alfonso VI. Dette behagede dog ikke spaniolerne, som følte dette som en trussel mod magtbalancen og for at råde bod på dette, igangsatte de i 1666 et uventet angreb på fortet som led i et forsøg på at kidnappe den vordende brud. Den overrumplede og uforberedte stakkels kaptajn på øen forsøgte  i over en uge at modstå angrebet fra overmagten. Der kom ikke assistance fra den portugisiske flåde, men helt uventet dukkede en del af den engelske flåde op og greb ind, så spaniolerne trak sig. Desværre vist nok med den brave portugisiske kaptajn som hårdt såret krigsfange ombord. Så det royale bryllup blev gennemfør i august 1666, men den unge prinsesses gemal, omend kun 23 år gammel, var ikke nogen drømmekonge, overvægtig, halvsidigt lammet og mentalt debil. Måske havde det været sjovere med en rask bortførelse af et spansk skib. Maria Franciska var dog en handlekraftig kvinde, der fik erklæret ægteskabet ugyldigt p.g.a. dets manglende fuldbyrdelse, og hun ægtede istedet kongens yngre bror, den senere kong Pedro 2., få dage efter dettes ophævelse.

Nu om dage har en forening til fortets bevarelse købt og delvist restaureret fortet, og medlemmerne kan leje sig ind på fortet til en primitiv ferie i rustikke omgivelser.

Så op igen fra fortet, den hårdeste del af turen, og ud til nogle vandings cisterner. 

Måger på specielle klipper.

På vej ned til havnen ses den lille campingplads anlagt på terasser.

Her kunne man sejle ind…

Derefter ned mod havnen igen til en kop kaffe i en meget intermistisk bar og endelig ned til den lille strand der ligger indeklemt mellem klipperne. Selv om øen fremhæver sit fantastisk klare vand, var det stadig ikke rigtig badevejr, så vi nøjedes med at se på dem, som var af en anden mening. 

Da vi gik om bord på færgen, brød solen frem og vi havde en fin hjemtur.

Efter de mange op- og nedture på Berlenga var vi lidt trætte og også sultne, så vi fandt en ret stor og godt fyldt restaurant i hovedstrøget tæt på havnen med det løfterige navn Popular. Den viste sig at kunne indfri forventningerne ud fra navnet. Vi fik en “caldeira” en typisk portugisisk art fiskestuvning med masser af god tomatsuppedas med store rejer, kartofler og andre grøntsager.

Bugten var næsten cirkelrund og omkranset af sandstrand hele vejen rundt. I den ene ende var der endog enormt ( naturligt) sandbjerg, hvor der blev stået på slalomski nedad.

Der var en del andre både men  alligevel god plads. Det var en fantastisk lille oase gemt inde bag en ellers barsk klippekyst. En gang havde byen været et lille fiskerleje med få sommer villaer, men nu var der skudt masser af hoteller, ferielejligheder og campingpladser op.

23.07.19

Vi havde egentlig kun tænkt os at overnatte her og så sejle videre, men vejret var gråt og trist, og vinden ikke egnet til at ankre ved Berlenga øerne som ønsket. Så trods en noget urolig nat besluttede vi at blive her et døgn mere, slappe af og se, hvad feriebyen havde at byde på.

Vi tog gummibåden ind.

Det grå vejr og den lavvandede strand med grumset vand fristede ikke mig til badning. Dette anfægtede dog ikke de mange feriegæster, og det var da også en sjældent børnevenlig strand.

Byen var som ventet ikke noget særligt men heller ikke ligefrem ubehagelig turistet at være i. Vi fandt en restaurant i udkanten af den ældre del af havnen, hvor vi sad længe og vegeterede over lidt fisk og en flaske vino verde.

Ud over engelsk og fransk viste det sig, at den myndige, modne bestyrer af resturanten også mestrede italiensk. Blandt de andre gæster var der ud over os et fransk par, og et par hvor konen var belgisk og manden italiensk, så det blev pludselig meget internationalt med snak på kryds og tværs af bordene ( og jeg fik endelig lejlighed til at lufte lidt af mit godt heng(l)emte italiensk).

Efter lidt indkøb og et besøg på den lokale kirkegård, hvor man kunne se, at det var en by, hvor mange, især kvinderne, opnåede at blive godt op i halvfemserne, vendte vi tilbage til en stille aften og nat i båden.

Vi startede dagen med at køre til markedet efter lidt fisk og grøntsager. Vi fandt noget tun, der så godt ud og et par fiskekebabspyd. 

Her er de tørrede fisk lidt mere delikat anrettet, og de smagte også bedre.

Da vi cyklede tilbage blev skytæppet trukket fra himlen og vi blev enige om at tage kabelbanen op til O Sitio og nordstranden igen. Alt tager sig jo anderledes ud i solskin.

Og videre ad den smalle sti. Og se på horisonten!

Efter en smuk nedstigning til den enorme strand gik vi i vandkanten langs bølgerne hen mod surfområdet, hvor desværre kun enkelte surfere forsøgte sig i dag.

Bølgerne var for små, men helt sikkert for store til badning, og vandet føltes iskoldt, så vi nøjedes med at ligge i det lune sand og nyde solen. 

Ude over vandet trak den tidligere nævnte blågrå stribe lige så langsomt op, det så flot ud, himmel og hav gik i et på en svimlende måde.

Vi gik tilbage hen mod fyrtårnet, hvor nogle sære klippeformationer fører op til plateauet , hvor dette ligger.

Hulemaleri.

I mellemtiden havde  ovennævnte stribe hastigt nærmet sig, og nærmest som ved et trylleslag var hele området indhyllet i hvirvlende tågeskyer, og de få sejlbåde, vi før havde set ude på havet, var nu totalt ude af syne. Det var et ret fascinerende skuespil men også lidt skræmmende at se hvor hurtigt vejr og sigtbarhed kan skifte.

Vi gik op til O Sítio by og kunne se at nede i Nazaré tæt på sydsiden af fyrtårnsbjerget var der sol og klart vejr mens tågen lå tæt over havnen en km længere sydpå.

Vi havde overvejet at vende tilbage til den lille restaurant med den gode fænomenale udsigt, og sådan blev det. Vi fik på den flinke, men ret så pudsige tjeners anbefaling en havbars, og den var da også nærmest sprællende frisk. Og den perlende Vino Verde er selv Erik blevet forfalden til ( han er ellers mest til rødvin). Efter to cafe solo, af mærket Delta, som i følge tjeneren er det ypperste inden for kaffe i Portugal, gik vi denne gang ned af bjerget af en fin trappesti i stedet for at tage funicularen. 

Udsigt på vej ned til den ene side.

Da solen fortsat skinnede en smule, og bølgerne i denne ende af bystranden var små og flaget grønt mod tidligere rødt, var det tid til endelig at komme ud at bade igen ( stadig kun for mig forstås). Og her var vandet ikke så koldt endda.

Fyrtårnet og fortet yderst på de høje klipper.

Selv om Erik (endnu) ikke bader, er han ikke ked af lidt strandliv, der er altid noget at se på. 

Om aftenen var vi stadig mætte efter den gode frokost, så vi gemte fisken til næste dag i vores heldigvis meget kolde køleskab.

Søndag 21.07

Endnu en smuk men også blæsende solskinsdag. Vi tænkte at vi ville tage på en cykeltur sydpå langs kysten måske ned til næste lille by. Men der havde vi forregnet os for vejen, den eneste, gik op og op mellem de enorme klitter, ja nærmest bjerge. Så vi kom aldrig i niveau med havet, men vi fik til gengæld en formidabel udsigt over dette samt over den frodige floddal langs floden Alcobaca.

Vue mod havnen.

Vi så enkelte (andre) seje cyklister, som tog bakkerne både op og ned i fin stil. Især jeg var dog overhovedet ikke sej. Op af tåler vores små klapsammen cykler ikke rigtig den hårde belastning, og nedad er min tillid til håndbremserne ( og mod) begrænset. Men så kan man jo bare trække cyklen, hvilket vi gjorde en stor del af turen. Bortset fra dette var det en fin tur og det var dejligt at få rørt sig.

Vel tilbage i havnen. You Tarzan – me Christina.

Bagefter var vi nede ved stranden og køle af, hvilket der var rig mulighed for i blæsten. I dag var bølgerne atter høje efter min målestok, men ikke mere end at jeg vovede mig ud i dem, hvilket selv mange små børn også gjorde. 

Sidst på eftermiddagen var vi inviterede over til et glas vin på et yngre, svensk pars båd Lycka III. De, Tone og Per, var vældig sympatiske. De havde valgt at drosle karrieren ned tidligt og købt en stor over 30 år gammel, men hyggelig 45 fods Halberg Rassey sejlbåd, som de nu ville have fast liggende i Nazaré, når de ikke tog på ture syd eller nordpå. Deres børn havde netop forladt båden, så nu var der kun den faste besætning, som ud over Tone og Per talte to hårløse kinesiske hunde, Lisa og Sid, meget forskellige men begge med stor personlighed. ( Såvel hundene som menneskene). Det var hyggeligt atter at være også i godt hundeselskab.

Mandag 22.07

Det er en stille, diset men lun dag. Vi er så småt ved at pakke sammen for at sejle lidt videre. Vi har igen været på markedet og fået fat i bl.a. nogle lammekoteletter og en interessant tyk sort pølse med ris i.

Tilbage på båden fik vi besøg af det svenske par Tone og Per med deres to charmerende kinesere, Erik lavede kaffelatte, og vi viste vores lille, men praktiske båd frem ( hurtigt gjort). 

Tone og Per med Lisa.

Vi har betalt, cyklerne er stuvet ned i kistebænken og teltet pakket sammen. Og nu ligger vi og venter på, at det skal blive lidt mere højvande, så vi kan sejle ind i den nærliggende lille bugt, Sáo Martinho Do Porto, hvor vi har tænkt os at lægge os for anker i nat.

Torsdag 18.07/19

I dag var det blæsende, men med høj, blå himmel, og vi var oplagte til en busudflugt til den nærliggende lille by Alcobaca beliggende mellem floderne Alcoa og Baca, 15 km væk. Det store hit her er en kirke, vist nok den største i Portugal, bygget omkring år 1200 med tilhørende kloster, placeret frit, men midt i byen. Også hertil knytter der sig en historie – og ikke en legende, men en virkelig hændelse så grum, som kun virkeligheden kan være. 

Udsigt mod kirken og den store plads

Inden selve kirkebesøget styrkede vi os med dagens ret, den eneste, en god stegt fisk med salat og tomatris på en café tæt på kirken,  beliggende på pladsens fjerneste hjørne under skyggefulde træer.

Kirken huser gravene af Pedro 1. og hans livs store kærlighed Inés, elskerinde og senere hustru og mor til tre hans børn. Skønne, spanske, adelige Ines, med svanehalsen, var hofdame til prinsesse Constanca, som Dom Pedro blev tvunget til at gifte sig med i en ung alder. Hustruen døde dog ( heldigvis) tidligt og Pedro og Ines fandt sammen – til Pedros fars, kong Alfonso 4., store fortrydelse. Faderen var nervøs for at denne alliance ville føre til for stor spansk indflydelse, hvorfor han lod Ines myrde, kun 29 år gammel, af nogle af sine betroede folk i Coimbra. Pedro blev rasende, men kom dog overens med faderen igen. Denne døde kort efter i 1357 og Pedro, nu konge, erklærede tidligere at have ægtet Ines og lod hoffet kysse den opgravne Ines rådnende hånd og lod de formodede tre fire drabsmænd slå ihjel. Og nu står de to hvide, kunstfærdige sarkofager så overfor hinanden i det store enkle kirkerum og venter på opstandelsens dag, hvor den første person Pedro vil se er den elskede Ines. Sådan!

Der knytter sig dog en anden og senere legende eller snarere et under til kirken eller egnen her omkring. Nemlig underet fra Fatima om de tre små hyrdebørn og jomfru Maria.

Efter disse dramaer var kaffe med to lækre hjemmelavede kager fra ovennævnte Café Carla hårdt tiltrængt.

Bagefter slentrede vi lidt rundt i den kønne og noget mindre turistoverrendte by, inden vi tog bussen hjem.

Fra bussen skimtede vi mellem hustagene på vej ned mod Nazaré en enlig sejlbåd, som meget vel kunne være tyske Diva med A og O, og det viste det sig senere også at være.

Efter en aften i båden var endnu en god dag omme.

Fredag 19.07/19

Dagen har været en helt i gennem stille og rolig gråvejrsdag. Den største begivenhed var, at vi fik bestilt flybilletter fra Lissabon 6. august, så vi kan komme hjem og se lidt til min far og aflaste Roman, så han kan tage på Bornhack introtelttur i Gelsted ved Odense, hvis han har lyst. Så får vi se, hvornår vi kan vende tilbage til Lissabon. Om eftermiddagen var vi i byen og købte et par grisekoteletter m.m. til aftensmaden og søgte forgæves efter et konditori, der kunne leve bare halvt op til gårsdagens standard. Men en kop kaffe fik vi da.

Og Erik fik shinet Skærsilden lidt op.

Vi havde tænkt os at blive her et stykke tid. Vi har ikke travlt og de seneste to dage, har vi begge sejlet nok for et stykke tid. Desuden havde vi, eller i al fald jeg en ide om, at Nazaré var et rart sted at være. Allerede for over 25 år siden så jeg billeder af farvestrålende fiskerbåde trukket op på en blændende hvid strand af garvede fiskere og deres koner, gamle som unge, iklædt traditionelle spraglede korte nederdele og ditto forklæder – eller sortklædte, såfremt de var enker.

Og da tænkte jeg, at hertil ville jeg en dag… Og nu er vi her! Selv om her er massivt turistet med alt for mange mennesker og boder med alskens tingeltangel, har byen alligevel bevaret en stor del af sit oprindelige præg.  Og selv om der er bygget meget nyt i årenes løb, har man afstået fra de dominerende, grimme højhuse, man ellers ser i mange feriebyer. Også stranden er delvist fredet. I visse dele af den, der hvor de få nu forlængst pensionerede gamle fiskerbåde er parkerede, er parasoller og lætelte ikke tilladt. Selve kysten er her mere frodig og kuperet og det tidligere omtalte forbjerg, som rager højt op danner en smuk ramme om byen – eller rettere sagt den nedre del af byen.

Tirsdag 16.07/19

Den første dag tullede vi bare mest rundt. Var for første gang oppe og spise morgenmad på en café, fandt et marked og var nede på stranden.

Det har ikke været strandvejr den seneste uge, men gråvejr, temmelig blæsende og køligt, men det er altid spændende at se de store, brækkende bølger komme brusende. Lidt forsigtig sopning – og alligevel blev det til en våd nederdel!

Vi købte et par tørrede sardiner af en meget rynket, sortklædt morlille nede ved stranden. Det var svært at tro, selv for fiskeelskere, at de kunne være spiselige, men det måtte vel komme an på en prøve!

Erik fik fundet cyklerne, som havde ligget i dvale i kistebænken i næsten to år, frem og givet dem et tjek. Så blev det lidt lettere at komme frem i den langstrakte by. Senere på dagen fik vi endelig lavet Portoindlægget færdigt, og pludselig var  klokken blevet så mange, at den var blevet 21.30 dansk tid og dermed for sent at ringe direkte til min gamle far på plejehjemmet, hvilket jeg ellers plejer at gøre hver aften. Jeg ringede til plejehjemmet og bad dem gå ind og hilse ham, og de sagde, at han var OK, men jeg havde alligevel en dårlig fornemmelse… Vi havde ( endnu) ikke fået sat teltet op, og da vejret forsat var fugtig og klamt, og vi havde siddet længe nok i båden, gik vi op for at finde noget at spise i byen. Vi kom dog ikke så langt, før  vi, mærkeligt nok mest jeg, blev grebet af en trang til fast-food fra en af de i en lang række opstillede vogne langs havnen. Så vi gik ind i en art glasbur og fik os hver en menu. Jeg en “bifana” en populær slags sandwich med stegt svinekød og en masse grønt og Erik en form for hotdog. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og åbenbart også populært blandt andre folk.

Det var dog også ret så dramatisk, for buret vi sad i, lå lige ud til en større vej med megen trafik.  Her holdt et kobbel af løse hunde også  til, og de krydsede vejen på må og få i det tiltagende mørke. Der skete dog heldigvis ikke noget. 

To af hundene kendte  vi allerede fra havnen. Det er flinke hunde, der holder sammen  lægger sig rundt omkring og sover, når de altså ikke løber rundt og lever livet farligt.

Jeg fik jaget min stakkels styrmand, Erik, ud af havnen lidt før ti om formiddagen. Da den heldigvis nordlige vind ville komme op over 12m/s sidst på dagen, måtte de 36 sømil gerne være tilbagelagt inden da. Vi havde ikke tåge, men klamt og dystert vejr under hele turen og vi så ikke en eneste båd/skib før til aller sidst.

Kyststrækningen var 90% af tiden helt ensformig, kæmpemæssige, stejle, øde klitområder med mørke fyrretræer på toppen og med timers mellemrum nogle mindre byer. Så man kunne godt føle sig lidt Palle alene i verden derude mellem de tidvis store dønninger. Heldigvis dukkede der, da vi følte os mest ensomme, et par delfiner op og fulgtes lidt med os. Og vi havde vores lydbog til at underholde os. Pga de i dag større og lidt uregelmæssige dønninger skulle vinden over de 6 m/s, før der var fremdrift nok i båden, til at vi kunne slukke for motoren, men det kom der så også efterhånden, men ikke  mere end lige over de 10m/s og som en jævnt stigende vind uden pludselige vindstød. Ingen af os havde trang til at opholde os under dæk mere end allerhøjst nødvendigt undervejs i den urolige sø. Måske var vi lidt sejltrætte, for vi var rigtig glade, da vi nærmede os først det ene og så det andet forbjerg tæt på Nazaré.

Det sidste er der, hvor en af de største bølger blev målt vist nok i december 2012. Mums for surfere! Havnen er let at anløbe og vi fik en fin plads i den ikke så store lystbådehavn. Men selve havnebassinet er stort og vel beskyttet, og der også en del fiskefartøjer inderst i havnen.

Vi var trætte og kuldskære og orkede ikke at lave mad, så vi gik op langs den lange strandpromenade og kiggede lidt på byen.

Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik en stor gryde med en dejlig varm risret med havtaske og store rejer. Og der blev spist op.