Måned: juli 2019

LISSABON 29-30.07/19.

LISSABON 29-30.07/19.

Søndag 29.07.

Vi forlod Cascais hen af formiddagen, så det ville passe med at få medstrøm op af Tejofloden. Der var frisk medvind, så vi strøg af sted gennem bugten. Da vi nåede flodudmundingen, skulle der pludselig rebes, og nu føltes vinden hård. Vi passerede Belem med det karakteristiske gamle fæstningstårn.

Belemtårnet

Og lige derefter det ret så svulstige kæmpestore Henrik Søfareren monument, rejst af diktatoren Salazar i 1960 til ære for denne og andre af fortidens mange portugiske opdagelsesrejsende. ( Og lidt for sig selv og Portugal måske). Det har sjovt nok fået det noget mindre heroiske tilnavn “Lad være med at skubbe” af lisboeterne.

La’ vær og skub!

Snart efter sejlede vi under den store røde hængebro over Tejo. Den larmer faretruende, når toge og biler passerer den, noget i lighed med et hidsigt summende mega-hvepsebo.

Så er vi sejlet under broen.

Derefter varede det ikke længe, før vi kunne lægge til i den store lystbådehavn Alcantara, som er den havn med flest gæstepladser, har den mest centrale placering,  og så er den rimelig billig, ca 22 € for os. Den er vel ikke ligefrem hyggelig, men den er OK. Og hvis man synes, at det er sjovt at se på flyvemaskiner,  er det den helt rette havn, for de landende fly passerer lige hen over området hver 3.-5. minut. 

Den første eftermiddag og aften var vi trætte, og det var vældig (uvant) varmt, så vi orkede kun lige at bevæge os en smule udenfor havnen. Vi fik en trist men billig frokost i en café og en mere kold end varm kop kaffe et andet sted og blev antastet af den første ubehagelige portugiser, vi hidtil har mødt. Så da vi gik tilbage, tænkte vi, at herfra kunne det kun gå fremad. Og det skulle heldigvis vise sig at holde stik. 

Vi nåede faktisk kun lige tilbage, før der blev banket på båden. Der stod så to danskere fra en båd, vi havde anet på afstand. De var vældig flinke begge to og inviterede os over på det klassiske glas vin om aftenen. Og gode oste var der også. Han, Torben, ejede båden, Springeven, en 14 m ældre hollandsk sjov båd ( en Jongert, tror jeg det var ). Hun, Simone,  var på besøg en uges tid. Begge var fra København, og det viste sig, at vi havde en fælles bekendt fra min studietid. Torben havde en medhjælpende fransk gast om bord, og snart kom der yderligere to unge amerikanske fyre til. Torben ville mod Middelhavet gerne hurtigst muligt, og de havde da også hidtil nærmest sejlet nonstop fra København og hertil. Men nu var flere små problemer ved at tårne sig op og hindrede den videre sejlads for en tid. Erik, som jo er ret elektrisk anlagt, forsøgte at hjælpe, og han fik da også styr på lidt, men langt fra alt. 

Mandag 29.07 Baixa

Selv om havnen ligger rimeligt centralt, er der alligevel et godt stykke ind til centrum, men vi kan begge li’ at gå, og det var fint at gå langs floden i den friske vind.

Stenmand.

Sanduhyrer.

Ellers er der udover tog masser af busser og sporvogne og ikke mindst elcykler og de livsfarlige elløbehjul, man kan benytte sig af. Vores første stop blev ved  det gamle flotte Mercado da Ribeira, hvor stort set alt kan købes. Der er også et kæmpe spisehus med mad fra et utal af boder.

Erik er klar til at indtage madmarkedet.

Vi faldt for en slags kokkeskole, hvor to unge kvinder fistrede rundt i et centralt placeret køkken og tilberedte en menu, mens et begrænset antal gæster kunne sidde i en firkant rundt om og se på og spise. Lækkert OG tilmed billigt! 

Menuen.

Gang i – men ikke røg i køkkenet.

Travlhed.

Fuld fart på!

Velbekomme.

Det smagte godt – også vinen…

Desserten, ligner det ikke – men var en sand himmerrigsmundfuld!

Guidens plan var, ud over at spise, at udforske Baixa den fladeste og mest centrale del af Lissabon. Denne meget stilistiske del af byen blev plan- og grundlagt af statsminister Pombal efter det frygtelige jordskælv 1. november allehelgensdag i 1755, som sammen med en efterfølgende 15 m høj tsunami ødelagde størstedelen af byen og dræbte omkring 90.000 mennesker. At masser af byens 250.000 indbyggere havde tændt stearinlys netop denne dag for at mindes deres kære, gjorde ikke sagen bedre.

Vi startede helt nede ved floden på Praca do Comercio, magtens centrum og en af Europas største pladser.

Praca do Comercio

En mildest talt imponerende plads hvor en kæmpe statue af kong José 1. stolt til hest i midten og ditto triumfbue dominerer. Kong José, som var konge under jordskælvet og var heldig at overleve, siges at være blevet så skræmt af ragnarokket, at han siden nægtede at være/sove under tag. 

Der poseres!

Den frygtsomme konge højt til hest.

På (de tidligere) torskehandleres gade passerede vi dette lille palads bygget til vicekongen af Indiens familie i 1523 (dog senere restaureret).

Casa de Bicos med 1125 små pyramider.

En berømt gammel fiskekonservesbutik startet i 1930 kiggede vi også ind i.

Dåser for alle pengene.

Og vi var lige oppe forbi den massive normanniske katedral Sé påbegyndt omkring 1150 efter at maurerne var jaget på porten.

Der kører stadig en del af de gamle sporvogne.

Herefter tilbage til Baixa og op til Rossiopladsen der har været vidne til mangt og meget gennem tiderne. Der har været afholdt hestevæddeløb under romerne i oldtiden, hvilket dens ovale form taler for, men også langt dystrere hændelser såsom jødeafbrændinger og inkvisitionens domsafsigelser over kættere fandt sted her i det 16.  århundrede.

Rossopladsen.

Jeg husker den dog, og kun svagt, fra revolutionen i 1974 hvor blomsterdamer stak røde nelliker i oprørssoldaternes geværløb. Vi nøjedes med at drikke en helt igennem fredelig, men varm kop kaffe på den ikoniske café Nicola. Vi gik hjemad gennem det fashionable Chiado kvarter med masser af butikker men også en mærkværdig elvator fra 1902, der kan bringe en 32 m op for rigtig mange penge, hvilket dog ikke gjorde den mindre attraktiv efter den lange kø at dømme.

Santa Justa elevatoren designet af G. Eiffels lærling.

Der var musik i gaden.

Der var også en filial af en særlig klipfiskebolle butik fra Porto, og da vi ikke fik smagt dem der, slog vi til nu og købte 1! med hjem til aftensmad i båden. Det særlige er at der er smeltet gedeost i, lyder mærkeligt – og smagte sært!

Sådan laves de, og så bør der drikkes portvin til!

Herefter gik vi efterhånden lidt trætte ned gennem kvarteret mod floden igen, hvor vi halvvejs mod havnen gjorde stop ved en trendy havnefrontbar og fik os en lækker drink, hvorefter vi nærmest svævede videre hjemad.

Lidt senere flyttede vi ud i solen i liggestolene i baggrunden.

Vi mødte en ræv på vejen.

Endelig tilbage i båden kunne vi nyde aftensolen, men med Cockpitteltet oppe, for det blæste rigtig meget! Senere lagde vinden sig dog, og vi kunne “trække fra”.

Aftenstemning. Den største stjerne er en flyvemaskine.
CASCAIS 27-28.07/19

CASCAIS 27-28.07/19

Lørdag 27.07

Da vi vågnede var var alting vådt, og det dryppede endnu fra en grå himmel. Men sigtbarheden var rimelig og vinden OK, nok lidt i underkanten. Så vi holdt fast i beslutningen om at sejle videre mod Cascais. Efter morgenmaden og et farvel til Vasco, der så ud til at være i bedring, og hans mennesker, tog vi af sted. 

Vi kunne dog hurtigt smide regntøjet, det blev en grå, men lun og stille dag og en lidt kedsommelig sejlads for sejl + motor meget af tiden. Vi var blevet advaret af flere om, at vinden kunne øge kraftigt især omkring Cabo da Raso kort før Cascais, og at man derfor burde sejle et godt stykke udenom dette. Der var dog så at sige ingen vind, da vi rundede først det europæiske fastlands vestligste punkt Cabo da Roca og siden det langt mindre spektakulære men mere berygtede Cabo da Raso.  

Cabo da Roca.

Vi var spændte på at se ankerbugten ved siden af havnen. Havnen har nemlig ry for at at være en af de dyrere, så det ville være rart at undgå denne udgift.

Ankerbugten i aftenskumringen.

Det viste sig at være en fin og beskyttet bugt med plads til mange både, og vi lagde os tæt indtil en af de små strande. Det var en smuk og stille aften, og vi blev i båden og nød at se, hvordan de strandlivet langsomt ebbede ud, og lysene tændtes inde i byen.

Portvinsskibet blev vores nabo – dog ingen udskænkning.

 Søndag 28.07

Efter lidt besvær med at finde et sted at fortøje gummibåden uden at genere fiskerne, som holder til i den inderste del af bugten, var vi parate til at indtage Cascais- sammen med en million andre mennesker, skulle det vise sig.

På vej ind mod byen.

Jeg besøgte byen for over 30 år siden, og da var der også mange mennesker, men slet ikke i dette omfang med horder af svedende turister på evig jagt efter mad, is, øl eller en kvadratmeter at lægge deres badehåndklæde på. Bortset fra dette er det stadig en smuk og velholdt by præget af tidligere tiders velstand.

Der var åbenbart et større kor-event i gang med optræden på den smukke plads foran det kakkelklædte rådhus. 

Besøg fra Kina.

Der blev tilmed lejlighed til et gensyn med kong Pedro I ( ham med den elskede, men myrdede  Ines) i form af en statue, hvor han stolt spejder ud over byen. 

Pedro I. på højkant og i bedre vigør end sidst.

Derefter lidt sightseeing bl.a i en meget udtørret park, hvor selv de mest tørketålende planter hang med næbbet.

Lidt senere fik vi tilkæmpet os et lille stykke strandareal, og jeg var ude og dyppe mig i det stadig utroligt kolde vand, omkring 17 grader. 

Ikke så mange i vandet .

Efter lidt indkøb tilbragte vi resten af dagen i båden på behagelig afstand af menneskemasserne.

På vej hjem med dagens indkøb.

Der var lovet mere vind til natten og især de følgende dage, så vi glædede os til næste morgen at sejle det korte stykke videre ind til Lissabon, hvor vi regner med at være indtil vores midlertidige hjemtur 6. august.

26-27.07/19 PENICHE OG ÒBIDOS

26-27.07/19 PENICHE OG ÒBIDOS

I dag var vejret atter fint og med en frisk nordenvind. I disse dage blev der afholdt nationalt optimistjollestævne. Det så flot ud, når den ene lille båd efter den anden i raskt tempo drejede om et hushjørne og videre ned i havnebassinet for at sejle videre ud af havnen i en lang række som vuggende hvide fugle.

Der var over 130 både.

Det var faktisk lige vejr til at sejle sydpå til Cascais. Men… Jeg havde længe tænkt på en tur lidt ind i landet til en lille by Òbidos, som skulle være en af de bedst bevarede middelalderlandsbyer i Portugal. Og Erik var blevet så opsat på at komme hertil, at han lod hånt om det gode sejlvejr, og i stedet hoppede vi på bussen mod Òbidos 45 minutters kørsel fra Peniche. Jeg håbede, at han ikke ville blive skuffet. Det var der nu ingen grund til at blive. Den lille by lå smukt op af at højdedrag eller lille bjerg og med stor borg på toppen og hele byen var omgivet af en høj ringmur. Meget malerisk.

Her er vi så igen.

Desværre eller måske heldigvis var der netop nu middelalderruge med boder med forskellige tidstypiske specialiteter og udklædte mennesker.

Kat i autentisk middelalderkostume.

Erik med en brændeovnsbagt middelalderbolle.

Der var mange turister, og man kunne have sin tvivl om, hvorvidt der overhovedet boede mennesker i byen. Og dem der måtte være, levede nok mestensdels af turisterne. Men pænt var her, og vi havde en rar eftermiddag.

Ølpause i varmen.

En af byens flotte kirker med smukke kakler.

Detaljer.

Kaffepause

På busturen passerede vi nogle af de enorme strandområder med superbølger og kørte igennem hele byer, fortrinsvis ret nybyggede, rettede mod surferfolket.

Sidst på eftermiddagen gik vi ud til den gamle del af byen langs borgmuren og klipperne. Der havde  fiskerne oprindeligt havde holdt til.

Peniche er nu en halvø, men tidligere var denne del af byen en ø for sig, som vi har forstået det. Og det var en hel anden verden, man kom ind i. 

Gadeliv.

Her vogter jeg!

Lille gårdhave.

Vi mødte en ung pige, som var så heldig at bo i et af disse små huse. Hun fortalte, at de var meget eftertragtede, og at det kun var fordi, hendes bedstefar havde været fisker,  at hun kunne bo der.

En gade med gadekunst.

Samme set fra siden.

Og forfra.

Vi endte ude ved en lille strand hvor dønningerne stadig kom rullende ind.

Og nej det er ikke mig, men en anden ældre dame!

Raske drenge der boltrer sig.

Om aftenen var vi inviterede til et glas vin hos et tysk ægtepar i en stor 50 fods gammel Najade. Vi var kommet i snak med dem, fordi de havde en hund, der lignede en Portugisk vandhund ( og som var det – i al fald halvt). Den bar halskrave og så forfærdelig ud. Det halve hoved havde store pusfyldte sår, og øjet var helt forsvundet. Vi troede, at den var blevet bidt af en de ret mange løse hunde men nej, den havde fået trukket 14 tænder ud i Tyskland, og nu her i Portugal var der gået infektion i kæbeknoglen. Heldigvis var der en god veterinærklinik i byen, og den stakkels gamle hund ( 14 år, men ellers i fin form), fik nu alverdens behandlinger og medicin og så ud til at ville komme sig. Nå, men det blev en interessant aften. Vi kunne forstå, at de nærmest havde en hel zooologisk have hjemme i Tyskland.  Da vi spurgte ind til, hvorfor de havde så mange dyr, og hvordan de så kunne rejse væk i længere tid, fik vi en længere forklaring. Mange af dyrene havde været nødstedte dyr, også gamle Vasco da Gama, som hunden hed, og så havde ægteparret lidt efter lidt fået etableret et stort demensplejehjem, hvor alle dyrene tilmed kom til at gøre nytte ved at være til glæde for beboerne. Det lod til at være et godt sted at ende som dement, mød mennesket hvor det er, ikke hvor det har været, eller hvor du synes, det skal være…

Dagen efter havde vi planer om at fortsætte mod Cascais 45 sømil sydpå. Om aftenen skulle der være karneval i byen, og det var mere, end vi kunne klare efter tre aftener med tivoli, mente vi.

24-25.7/19 BERLENGA OG PENICHE

24-25.7/19 BERLENGA OG PENICHE

Onsdag 24.07

Ved passende højvande og i solskin og let vind sejlede vi ud af Martinho bugten.

Vi har set en del delfiner undervejs og i dag lykkedes det for første gang at få taget et billede!

Vist ikke noget præmiefoto!

Vi skulle kun sejle ca. 20 sømil, og det varede ikke længe, før vi kunne ane silhuetten af den 120 m høje klippeø.

Fyrtårnet.

Færgeanlægsbro med stranden i baggrunden.

Der var stadig en del dønninger, men da vi kom i læ af øen mindskedes disse betydeligt, og snart lå vi tæt på øen ved en tilsyneladende ledig bøje og lavede os en god tortilla af lidt af hvert.

Flot klippe udsigt.

Fortet.

Vi havde dog knapt tygget af munden, før en af de største af de mange småfærger, der fragter turister til det eftertragtede naturreservat, som øen udgør, kom sejlende med direkte kurs mod os, og så var det bare om at flytte sig i en fart. Vi fandt dog hurtigt en anden bøje, men vi kunne forstå, at bøjerne var ikke tiltænkt lystsejlere, og vi droppede derfor tanken om at tage gummibåden ind til øen. 

Udsigt fra bøje nr. 2

Efter et par dejlige timer valgte vi at sejle til Peniche bare 7 sømil væk.

Forpost til Peniche

Ældste del af Peniche ( prøv at se bort fra de grimme kolosser  i for- og baggrund).

Erik havde en fornemmelse af, at roret ikke var, som det plejede, det var alt for tungt og havde ligesom flyttet sig bagud, så han ville gerne i havn, hvor han bedre kunne se, hvad der måtte være galt og evt. få det repareret. Så da vi var kommet vel i havn startede Erik modvilligt, iført våddragt, badesæsonen og hoppede i havnen for at finde årsagen.

Missionen fuldført.

Det viste sig at være, hvad han håbede og regnede med… En sjækkel var gået af, nok under påvirkning af den nylige urolige ankerligning, og så kunne roret ikke trækkes ned. Så det var heldigvis noget, Erik selv kunne udbedre.

Erik har klatvasket iført sit nye bandana-outfit.

Vi havde ikke hørt så meget pænt om stedet, havnen skulle være ret urolig at ligge i og byen slidt og rodet. Og havnen var ganske rigtigt ikke den roligste af slagsen, men nu blæste det fra nordvest, hvilket afgjort var en fordel. Færgerne/bådene, som fragter turisterne til Berlenga, kommer lige forbi gæstebroen, hvor man ligger langskibs, men de sejler jo kun til først på aftenen, så det var til at overleve. Der var kun to små toilet/baderum et til mænd og et til damer, men det gav ikke problemer undtagen til slut, da herretoilettet stoppede til… Byen var umiddelbart ikke særlig spændende, men ved nærmere eftersyn var den ikke så ringe endda. Det var i al fald ikke en overpleasende turistby. Vi var så “heldige”, at der var Tivoli i byen på en stor plads tæt ved havnen.

Et rodet billede – måske lidt symptomatisk for byen.

Den første aften gik vi op og betragtede folkelivet. Sikke en larm, vi så en stakkels hund, der for forvildet rundt og var ved at gå ud af sit gode skind – med halen mellem benene. 

Fest – og larm i gaden.

Torsdag 25.07

Erik var så ærgerlig over, at han ikke havde sat fod på Berlengas klipper, at han insisterede på at tage der over med en af de mange færger snarest muligt. Så vi købte billetter til netop den færge, der havde gjort krav på “vores” bøje dagen forinden. Vejret i dag var dog ganske anderledes, det smuskregnede, og vi kunne ikke så meget som ane Berlenga, før vi var ganske tæt på.

Afsejling fra Peniche

Der var store dønninger og en lille sammenbidt mand startede turen med systematisk at uddele små sorte plastikposer til alle. Erik nægtede at modtage en sådan! 

Vores færge.

Vi lagde ud med at skynde os op på øens lille restaurant, hvor vi småfrysende delte tre små sardiner og en portion lunken fiskesuppe, mens vi håbede på, at det snart ville klare op. Og det gjorde det rent faktisk, ikke sol men helt acceptabelt opholdsvejr og velegnet til forcering af øens ret så stejle op- og nedstigninger. Først op mod fyrtårnet.

På vej op mod fyrtårnet.

Det halvdårlige vejr gjorde også, at der var knap så mange mennesker på de afmærkede stier, så tit var der kun os – og mågerne. 

Store – ikke sky mågeunger.

Så ned til det gamle fort, Forte de São João Baptista.

Udsigt ned i slugt undervejs.

Vi nærmer os.

Fortet har haft en barsk og omskiftelig tilværelse, oprindeligt som kloster men det meste af tiden som militær forsvarsbastion. Forholdet mellem Portugal og Spanien er og har vist aldrig været rigtig godt. På et tidspunkt forsøgte Portugal at skabe en alliance med Frankrig gennem et ægteskab mellem en fransk prinsesse, Maria Franciska af Savoyen, og og den portugisiske konge Alfonso VI. Dette behagede dog ikke spaniolerne, som følte dette som en trussel mod magtbalancen og for at råde bod på dette, igangsatte de i 1666 et uventet angreb på fortet som led i et forsøg på at kidnappe den vordende brud. Den overrumplede og uforberedte stakkels kaptajn på øen forsøgte  i over en uge at modstå angrebet fra overmagten. Der kom ikke assistance fra den portugisiske flåde, men helt uventet dukkede en del af den engelske flåde op og greb ind, så spaniolerne trak sig. Desværre vist nok med den brave portugisiske kaptajn som hårdt såret krigsfange ombord. Så det royale bryllup blev gennemfør i august 1666, men den unge prinsesses gemal, omend kun 23 år gammel, var ikke nogen drømmekonge, overvægtig, halvsidigt lammet og mentalt debil. Måske havde det været sjovere med en rask bortførelse af et spansk skib. Maria Franciska var dog en handlekraftig kvinde, der fik erklæret ægteskabet ugyldigt p.g.a. dets manglende fuldbyrdelse, og hun ægtede istedet kongens yngre bror, den senere kong Pedro 2., få dage efter dettes ophævelse.

Nu om dage har en forening til fortets bevarelse købt og delvist restaureret fortet, og medlemmerne kan leje sig ind på fortet til en primitiv ferie i rustikke omgivelser.

Så op igen fra fortet, den hårdeste del af turen, og ud til nogle vandings cisterner. 

Det kunne mærkes i lårene.

Måger på specielle klipper.

På vej ned til havnen ses den lille campingplads anlagt på terasser.

Flotte klipper.

Her kunne man sejle ind…

Derefter ned mod havnen igen til en kop kaffe i en meget intermistisk bar og endelig ned til den lille strand der ligger indeklemt mellem klipperne. Selv om øen fremhæver sit fantastisk klare vand, var det stadig ikke rigtig badevejr, så vi nøjedes med at se på dem, som var af en anden mening. 

Her bades.

Da vi gik om bord på færgen, brød solen frem og vi havde en fin hjemtur.

På vej hjem.

Efter de mange op- og nedture på Berlenga var vi lidt trætte og også sultne, så vi fandt en ret stor og godt fyldt restaurant i hovedstrøget tæt på havnen med det løfterige navn Popular. Den viste sig at kunne indfri forventningerne ud fra navnet. Vi fik en “caldeira” en typisk portugisisk art fiskestuvning med masser af god tomatsuppedas med store rejer, kartofler og andre grøntsager.

22-24.07/19 SAÒ MARTINHO DE PORTO

22-24.07/19 SAÒ MARTINHO DE PORTO

Vi kom af sted fra Nazare ved 17 tiden og sejlede som vanligt ud i den grå ensomhed langs en øde kyst. Vi havde heldigvis kun små to timers sejlads til ankringsbugten. Vi var lidt spændte på indsejlingen. Vi sejlede dog lige så fint ind gennem det klippefyldte hul på de pænt store dønninger i medstrøm og fandt en god plads at kaste anker.

Vores udsigt mod indsejlingshullet.

Bugten var næsten cirkelrund og omkranset af sandstrand hele vejen rundt. I den ene ende var der endog enormt ( naturligt) sandbjerg, hvor der blev stået på slalomski nedad.

Enorm klit.

Der var en del andre både men  alligevel god plads. Det var en fantastisk lille oase gemt inde bag en ellers barsk klippekyst. En gang havde byen været et lille fiskerleje med få sommer villaer, men nu var der skudt masser af hoteller, ferielejligheder og campingpladser op.

Byen

23.07.19

Vi havde egentlig kun tænkt os at overnatte her og så sejle videre, men vejret var gråt og trist, og vinden ikke egnet til at ankre ved Berlenga øerne som ønsket. Så trods en noget urolig nat besluttede vi at blive her et døgn mere, slappe af og se, hvad feriebyen havde at byde på.

Vi tog gummibåden ind.

Det grå vejr og den lavvandede strand med grumset vand fristede ikke mig til badning. Dette anfægtede dog ikke de mange feriegæster, og det var da også en sjældent børnevenlig strand.

Den ældste del af byen.

Der var en kort tunnel ud til klipperne og det store hav uden for.

Byen var som ventet ikke noget særligt men heller ikke ligefrem ubehagelig turistet at være i. Vi fandt en restaurant i udkanten af den ældre del af havnen, hvor vi sad længe og vegeterede over lidt fisk og en flaske vino verde.

Fritto misto.

Tunsalat.

Ud over engelsk og fransk viste det sig, at den myndige, modne bestyrer af resturanten også mestrede italiensk. Blandt de andre gæster var der ud over os et fransk par, og et par hvor konen var belgisk og manden italiensk, så det blev pludselig meget internationalt med snak på kryds og tværs af bordene ( og jeg fik endelig lejlighed til at lufte lidt af mit godt heng(l)emte italiensk).

Efter lidt indkøb og et besøg på den lokale kirkegård, hvor man kunne se, at det var en by, hvor mange, især kvinderne, opnåede at blive godt op i halvfemserne, vendte vi tilbage til en stille aften og nat i båden.

NAZARÉ 20-22.07/19

NAZARÉ 20-22.07/19

Lørdag 20.07

Vi startede dagen med at køre til markedet efter lidt fisk og grøntsager. Vi fandt noget tun, der så godt ud og et par fiskekebabspyd. 

Bemærk de to små damer bag den høje flotte mand.

Her er de tørrede fisk lidt mere delikat anrettet, og de smagte også bedre.

Endnu en typisk forklædedame.

Da vi cyklede tilbage blev skytæppet trukket fra himlen og vi blev enige om at tage kabelbanen op til O Sitio og nordstranden igen. Alt tager sig jo anderledes ud i solskin.

Først ned gennem urskoven.

Og videre ad den smalle sti. Og se på horisonten!

En miniørken passeres.

Efter en smuk nedstigning til den enorme strand gik vi i vandkanten langs bølgerne hen mod surfområdet, hvor desværre kun enkelte surfere forsøgte sig i dag.

Den gamle mand og havet.

Bølgerne var for små, men helt sikkert for store til badning, og vandet føltes iskoldt, så vi nøjedes med at ligge i det lune sand og nyde solen. 

Og et par enkelte soppenymfer.

Ude over vandet trak den tidligere nævnte blågrå stribe lige så langsomt op, det så flot ud, himmel og hav gik i et på en svimlende måde.

På vej mod fyrtårnet

Vi gik tilbage hen mod fyrtårnet, hvor nogle sære klippeformationer fører op til plateauet , hvor dette ligger.

Klippeselfie.

Hulemaleri.

I mellemtiden havde  ovennævnte stribe hastigt nærmet sig, og nærmest som ved et trylleslag var hele området indhyllet i hvirvlende tågeskyer, og de få sejlbåde, vi før havde set ude på havet, var nu totalt ude af syne. Det var et ret fascinerende skuespil men også lidt skræmmende at se hvor hurtigt vejr og sigtbarhed kan skifte.

Tågen kommer…

Vi gik op til O Sítio by og kunne se at nede i Nazaré tæt på sydsiden af fyrtårnsbjerget var der sol og klart vejr mens tågen lå tæt over havnen en km længere sydpå.

Sol og tåge over Nazare.

Vi havde overvejet at vende tilbage til den lille restaurant med den gode fænomenale udsigt, og sådan blev det. Vi fik på den flinke, men ret så pudsige tjeners anbefaling en havbars, og den var da også nærmest sprællende frisk. Og den perlende Vino Verde er selv Erik blevet forfalden til ( han er ellers mest til rødvin). Efter to cafe solo, af mærket Delta, som i følge tjeneren er det ypperste inden for kaffe i Portugal, gik vi denne gang ned af bjerget af en fin trappesti i stedet for at tage funicularen. 

“Vores” bord med to tomme kopper cafe solo.

Udsigt på vej ned til den ene side.

Udsigt til landsiden. Bemærk sandklitten bagerst . En by bygget på sand!

Da solen fortsat skinnede en smule, og bølgerne i denne ende af bystranden var små og flaget grønt mod tidligere rødt, var det tid til endelig at komme ud at bade igen ( stadig kun for mig forstås). Og her var vandet ikke så koldt endda.

Stranden i den fredeligste ende, hvad bølger angår.

Fyrtårnet og fortet yderst på de høje klipper.

Selv om Erik (endnu) ikke bader, er han ikke ked af lidt strandliv, der er altid noget at se på. 

F.eks flot hår!

Om aftenen var vi stadig mætte efter den gode frokost, så vi gemte fisken til næste dag i vores heldigvis meget kolde køleskab.

Søndag 21.07

Endnu en smuk men også blæsende solskinsdag. Vi tænkte at vi ville tage på en cykeltur sydpå langs kysten måske ned til næste lille by. Men der havde vi forregnet os for vejen, den eneste, gik op og op mellem de enorme klitter, ja nærmest bjerge. Så vi kom aldrig i niveau med havet, men vi fik til gengæld en formidabel udsigt over dette samt over den frodige floddal langs floden Alcobaca.

Undervejs

Vue mod havnen.

Vi så enkelte (andre) seje cyklister, som tog bakkerne både op og ned i fin stil. Især jeg var dog overhovedet ikke sej. Op af tåler vores små klapsammen cykler ikke rigtig den hårde belastning, og nedad er min tillid til håndbremserne ( og mod) begrænset. Men så kan man jo bare trække cyklen, hvilket vi gjorde en stor del af turen. Bortset fra dette var det en fin tur og det var dejligt at få rørt sig.

Her ender vejen!

Vel tilbage i havnen. You Tarzan – me Christina.

Bagefter var vi nede ved stranden og køle af, hvilket der var rig mulighed for i blæsten. I dag var bølgerne atter høje efter min målestok, men ikke mere end at jeg vovede mig ud i dem, hvilket selv mange små børn også gjorde. 

Livredderen holder øje med børnene – og mig.

Sidst på eftermiddagen var vi inviterede over til et glas vin på et yngre, svensk pars båd Lycka III. De, Tone og Per, var vældig sympatiske. De havde valgt at drosle karrieren ned tidligt og købt en stor over 30 år gammel, men hyggelig 45 fods Halberg Rassey sejlbåd, som de nu ville have fast liggende i Nazaré, når de ikke tog på ture syd eller nordpå. Deres børn havde netop forladt båden, så nu var der kun den faste besætning, som ud over Tone og Per talte to hårløse kinesiske hunde, Lisa og Sid, meget forskellige men begge med stor personlighed. ( Såvel hundene som menneskene). Det var hyggeligt atter at være også i godt hundeselskab.

En meget speciel hunderace.

Mandag 22.07

Det er en stille, diset men lun dag. Vi er så småt ved at pakke sammen for at sejle lidt videre. Vi har igen været på markedet og fået fat i bl.a. nogle lammekoteletter og en interessant tyk sort pølse med ris i.

Tilbage på båden fik vi besøg af det svenske par Tone og Per med deres to charmerende kinesere, Erik lavede kaffelatte, og vi viste vores lille, men praktiske båd frem ( hurtigt gjort). 

Kineserne Lisa og Sid er flyttet ind!

Tone og Per med Lisa.

Og os med lånehund.

Vi har betalt, cyklerne er stuvet ned i kistebænken og teltet pakket sammen. Og nu ligger vi og venter på, at det skal blive lidt mere højvande, så vi kan sejle ind i den nærliggende lille bugt, Sáo Martinho Do Porto, hvor vi har tænkt os at lægge os for anker i nat.

NAZARÉ 18-19.07/19

NAZARÉ 18-19.07/19

Torsdag 18.07/19

I dag var det blæsende, men med høj, blå himmel, og vi var oplagte til en busudflugt til den nærliggende lille by Alcobaca beliggende mellem floderne Alcoa og Baca, 15 km væk. Det store hit her er en kirke, vist nok den største i Portugal, bygget omkring år 1200 med tilhørende kloster, placeret frit, men midt i byen. Også hertil knytter der sig en historie – og ikke en legende, men en virkelig hændelse så grum, som kun virkeligheden kan være. 

På vej mod kirken langs klosteret.

Klostergavlen

Udsigt mod kirken og den store plads

Inden selve kirkebesøget styrkede vi os med dagens ret, den eneste, en god stegt fisk med salat og tomatris på en café tæt på kirken,  beliggende på pladsens fjerneste hjørne under skyggefulde træer.

Og så ind i kirken.

En af de lange sidegange

Kirken huser gravene af Pedro 1. og hans livs store kærlighed Inés, elskerinde og senere hustru og mor til tre hans børn. Skønne, spanske, adelige Ines, med svanehalsen, var hofdame til prinsesse Constanca, som Dom Pedro blev tvunget til at gifte sig med i en ung alder. Hustruen døde dog ( heldigvis) tidligt og Pedro og Ines fandt sammen – til Pedros fars, kong Alfonso 4., store fortrydelse. Faderen var nervøs for at denne alliance ville føre til for stor spansk indflydelse, hvorfor han lod Ines myrde, kun 29 år gammel, af nogle af sine betroede folk i Coimbra. Pedro blev rasende, men kom dog overens med faderen igen. Denne døde kort efter i 1357 og Pedro, nu konge, erklærede tidligere at have ægtet Ines og lod hoffet kysse den opgravne Ines rådnende hånd og lod de formodede tre fire drabsmænd slå ihjel. Og nu står de to hvide, kunstfærdige sarkofager så overfor hinanden i det store enkle kirkerum og venter på opstandelsens dag, hvor den første person Pedro vil se er den elskede Ines. Sådan!

Kong Pedro 1. grav

Ines grav. Bemærk at kisten bæres af en art hunde med mordernes hoveder!

Skønne Ines med brækket næse og svanehals.

Der knytter sig dog en anden og senere legende eller snarere et under til kirken eller egnen her omkring. Nemlig underet fra Fatima om de tre små hyrdebørn og jomfru Maria.

Francisko og Jacinta, to af de tre søskende der i 1917 i Fatima efter sigende gentagne gange oplevede jomfru Maria tale til sig – første gang fra en glødende busk . De to børn på billederne døde som ganske små. Lucia hed det 3. barn, hun blev til gengæld 98 år

Efter disse dramaer var kaffe med to lækre hjemmelavede kager fra ovennævnte Café Carla hårdt tiltrængt.

Meget svært at vælge

Bagefter slentrede vi lidt rundt i den kønne og noget mindre turistoverrendte by, inden vi tog bussen hjem.

Gaden langs den store kirkeplads.

Søde børn i uniformer.

Erik hviler sig og vinker i Kærlighedsparken.

Også jeg. Dog ret ubekvem stol!

Fra bussen skimtede vi mellem hustagene på vej ned mod Nazaré en enlig sejlbåd, som meget vel kunne være tyske Diva med A og O, og det viste det sig senere også at være.

Efter en aften i båden var endnu en god dag omme.

Fredag 19.07/19

Dagen har været en helt i gennem stille og rolig gråvejrsdag. Den største begivenhed var, at vi fik bestilt flybilletter fra Lissabon 6. august, så vi kan komme hjem og se lidt til min far og aflaste Roman, så han kan tage på Bornhack introtelttur i Gelsted ved Odense, hvis han har lyst. Så får vi se, hvornår vi kan vende tilbage til Lissabon. Om eftermiddagen var vi i byen og købte et par grisekoteletter m.m. til aftensmaden og søgte forgæves efter et konditori, der kunne leve bare halvt op til gårsdagens standard. Men en kop kaffe fik vi da.

Og Erik fik shinet Skærsilden lidt op.

En blank sild!

16-17.07/19 NAZARÉ

16-17.07/19 NAZARÉ

Vi havde tænkt os at blive her et stykke tid. Vi har ikke travlt og de seneste to dage, har vi begge sejlet nok for et stykke tid. Desuden havde vi, eller i al fald jeg en ide om, at Nazaré var et rart sted at være. Allerede for over 25 år siden så jeg billeder af farvestrålende fiskerbåde trukket op på en blændende hvid strand af garvede fiskere og deres koner, gamle som unge, iklædt traditionelle spraglede korte nederdele og ditto forklæder – eller sortklædte, såfremt de var enker.

Og da tænkte jeg, at hertil ville jeg en dag… Og nu er vi her! Selv om her er massivt turistet med alt for mange mennesker og boder med alskens tingeltangel, har byen alligevel bevaret en stor del af sit oprindelige præg.  Og selv om der er bygget meget nyt i årenes løb, har man afstået fra de dominerende, grimme højhuse, man ellers ser i mange feriebyer. Også stranden er delvist fredet. I visse dele af den, der hvor de få nu forlængst pensionerede gamle fiskerbåde er parkerede, er parasoller og lætelte ikke tilladt. Selve kysten er her mere frodig og kuperet og det tidligere omtalte forbjerg, som rager højt op danner en smuk ramme om byen – eller rettere sagt den nedre del af byen.

Tirsdag 16.07/19

Den første dag tullede vi bare mest rundt. Var for første gang oppe og spise morgenmad på en café, fandt et marked og var nede på stranden.

Det har ikke været strandvejr den seneste uge, men gråvejr, temmelig blæsende og køligt, men det er altid spændende at se de store, brækkende bølger komme brusende. Lidt forsigtig sopning – og alligevel blev det til en våd nederdel!

Vi købte et par tørrede sardiner af en meget rynket, sortklædt morlille nede ved stranden. Det var svært at tro, selv for fiskeelskere, at de kunne være spiselige, men det måtte vel komme an på en prøve!

Super Bock skulle der i al fald til!

Erik fik fundet cyklerne, som havde ligget i dvale i kistebænken i næsten to år, frem og givet dem et tjek. Så blev det lidt lettere at komme frem i den langstrakte by. Senere på dagen fik vi endelig lavet Portoindlægget færdigt, og pludselig var  klokken blevet så mange, at den var blevet 21.30 dansk tid og dermed for sent at ringe direkte til min gamle far på plejehjemmet, hvilket jeg ellers plejer at gøre hver aften. Jeg ringede til plejehjemmet og bad dem gå ind og hilse ham, og de sagde, at han var OK, men jeg havde alligevel en dårlig fornemmelse… Vi havde ( endnu) ikke fået sat teltet op, og da vejret forsat var fugtig og klamt, og vi havde siddet længe nok i båden, gik vi op for at finde noget at spise i byen. Vi kom dog ikke så langt, før  vi, mærkeligt nok mest jeg, blev grebet af en trang til fast-food fra en af de i en lang række opstillede vogne langs havnen. Så vi gik ind i en art glasbur og fik os hver en menu. Jeg en “bifana” en populær slags sandwich med stegt svinekød og en masse grønt og Erik en form for hotdog. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og åbenbart også populært blandt andre folk.

Haps!

Portugisisk hotdog

Det var dog også ret så dramatisk, for buret vi sad i, lå lige ud til en større vej med megen trafik.  Her holdt et kobbel af løse hunde også  til, og de krydsede vejen på må og få i det tiltagende mørke. Der skete dog heldigvis ikke noget. 

Lady og vagabonden

To af hundene kendte  vi allerede fra havnen. Det er flinke hunde, der holder sammen  lægger sig rundt omkring og sover, når de altså ikke løber rundt og lever livet farligt.

Onsdag 17.07.19

Næste formiddag startede ikke godt. Vi blev ringet op af en tydeligt bekymret sygeplejerske fra plejehjemmet, som fortalte, at min far var på vej til sygehuset med stærkt forhøjet blodtryk og uregelmæssig puls. Vi fik vores flinke søn Roman til at køre ind på sygehuset, så der var en kendt person til at holde ham i hånden. Heldigvis blev situationen hurtigt stabiliseret, uden tegn på blodpropper, og han kom, også efter eget ønske, hjem igen først på aftenen. Stor ståhej for ingenting – mente han selv. Vi havde jo allerede huhej kigget på flybilletter hjem, men valgte nu, i samråd med min far og personalet, at vente til, som tidligere planlagt, at tage et smut hjem i starten af august. Det er en svær situation med en gammel far, som som man gerne vil være der for.

På vej mod kabelbanen

Da det hele var faldet lidt til ro, tog vi op til den øverste del af byen, O Citio,  med endnu en stejl kabelbane.

Bydelen ligger på et klippeplateau virkelig højt, 100 m, oppe over havet og den nedre del af Nazaré. Folk på stranden lignede bittesmå myrer, og bølgerne så ud som flade, hvide tunger, der smøg sig ind på kysten.

Bølgetunger

Der knytter sig flere legender til O Cítio og navnet Nazaré. Det siges, at jomfru Maria i år 1182 viste sig for, og reddede, en jagende rytter, som i tågen var lige ved at styrte ud over kanten. Hesten vendte i sidste øjeblik på bagbenene – mens den stakkels hjort styrtede i havet forfulgt af jægerens pil.

Kalkmaleri i kirken af det hellige øjeblik.

Samme øjeblik foreviget på en mur.

Navnet Nazaré menes at stamme fra en munk fra Nazareth, som slog sig ned som eneboer på klippebyen omkring år 400. Han havde efter sigende en sort Madonna statue med, og den dukkede så på mystisk vis op i det 18. Århundrede og er nu placeret i byens kirke Santuário de Nossa Senhora da Nazaré.

Sitios store kirke.

Madonnaen bag plexiglas øverst i altertavlen.

Med udsigt til den store kirke sad vi efter at have besøgt denne og madonnaen på en lille restaurant og fik årets første friskstegte tun, lækkert.

En af de typiske, ældre noget firskårne damer på byens torv.

Vi har kun set få katte, men her er da et par stykker.

Derefter gik vi ud til det berømte fyrtårn, egentlig også en del af et tidligere fort, hvorfra de meget omtalte kæmpebølger på nordstranden i sikkerhed kan betragtes. Der er nu indrettet et lille surfmuseum. Det er dog ikke sæson for monsterbølger nu – heldigvis, men de var ellers store nok.

En kolossal, my(s)tisk hjorte/surf-mandsperson tager i mod os.

Fra det lille museum

Nordstranden

Frådende bølger set fra fyrtårnet.

Tilbage nær kabelbanen tog vi en kop kaffe på en bar, med hvad der må være den absolut bedst tænkelige udsigt, og af og til endda i solskin.

Bagefter tog vi ned i byen igen, købte ind og cyklede hjem. Så dagen, der startede skidt, endte alligevel med at blive en god dag.

15.07/19 TUR MOD NAZARÉ

15.07/19 TUR MOD NAZARÉ

Jeg fik jaget min stakkels styrmand, Erik, ud af havnen lidt før ti om formiddagen. Da den heldigvis nordlige vind ville komme op over 12m/s sidst på dagen, måtte de 36 sømil måtte gerne være tilbagelagt inden da. Vi havde ikke tåge, men klamt og dystert vejr under hele turen og vi så ikke en eneste båd/skib før til aller sidst.

Det varme tøj blev fundet frem.

Kyststrækningen var 90% af tiden helt ensformig, kæmpemæssige, stejle, øde klitområder med mørke fyrretræer på toppen og med timers mellemrum nogle mindre byer. Så man kunne godt føle sig lidt Palle alene i verden derude mellem de tidvis store dønninger. Heldigvis dukkede der, da vi følte os mest ensomme, et par delfiner op og fulgtes lidt med os. Og vi havde vores lydbog til at underholde os. Pga de i dag større og lidt uregelmæssige dønninger skulle vinden over de 6 m/s, før der var fremdrift nok i båden, til at vi kunne slukke for motoren, men det kom der så også efterhånden, men ikke  mere end lige over de 10m/s og som en jævnt stigende vind uden pludselige vindstød. Ingen af os havde trang til at opholde os under dæk mere end allerhøjst nødvendigt undervejs i den urolige sø. Måske var vi lidt sejltrætte, for vi var rigtig glade, da vi nærmede os først det ene og så det andet forbjerg tæt på Nazaré.

Det sidste er der, hvor en af de største bølger blev målt vist nok i december 2012. Mums for surfere! Havnen er let at anløbe og vi fik en fin plads i den ikke så store lystbådehavn. Men selve havnebassinet er stort og vel beskyttet, og der også en del fiskefartøjer inderst i havnen.

En speciel gul båd.

Vi var trætte og kuldskære og orkede ikke at lave mad, så vi gik op langs den lange strandpromenade og kiggede lidt på byen.

Lang mole.

Øde og forladt strand

Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik en stor gryde med en dejlig varm risret med havtaske og store rejer. Og der blev spist op.

Det smagte så godt! Bedre end det ser ud…

Det hjalp straks på humøret.

14-15.07/19 MOD FIGUEIRA DE FOZ OG PITSTOP DER

14-15.07/19 MOD FIGUEIRA DE FOZ OG PITSTOP DER

Kaptajnen (jeg) havde beordret tidlig afsejling, kl. 6, for at være sikker på at nå frem til Figueira De Foz, inden det blev mørkt. Hvis vi sejlede 5 knob/t ville det tage 13 timer, og vi ville være fremme omkring kl. 19, meget passende. Erik kviede sig lidt, og det var da også nærmest mørkt, da vækkeuret kimede kl 05.30 denne fugtige, overskyede og disede morgen. Men vinden skulle endelig gå i nord, så med ti minutters forsinkelse og med lanternerne tændte, sejlede vi ud af det store havnebassin, hvor container- og tankskibe passerede ind og ud. 

 I starten var der næsten ingen vind, og vi var de første timer nødt til at ha’ hjælp af motoren for at holde en rimelig fart. Vi ventede med morgenmaden til kl. 8 for at fordele adspredelserne, og senere startede vi på en lydbog, som vi havde gemt til en længere sejlads. I begyndelsen, da havet var næsten olieret sort og blankt, så vi flere små ivrigt svømmende krabber, som lavede sjove krusninger i overfladen. Og vi så flere delfinflokke som sprang op og ned rundt om båden. Vinden øgedes langsomt, og ved to tiden kunne vi slukke motoren og alligevel holde en fart på lidt over 5 knob,  og solen tittede tilmed af og til frem. Så bortset fra de to sidste timer, hvor vinden lagde sig igen, og vi dalrede frem, gik de tretten timer faktisk ret hurtigt.

Ivrige fiskere ved flodindsejlingen.

Det var dog rart, da vi kunne sejle op ad floden til Figueira De Foz og lægge os ved ankomstbroen. Vi fik anvist en plads, men lavede en lidt mislykket tillægning, da strømmen, omkring 4 knob, nok overraskede lidt. 

Vi havde ikke de store forventninger til stedet og blev ikke positivt overraskede. Promenaden langs havnen var pæn, og den ret store by var sikkert OK, men alt virkede ligesom for stort,  afstanden op til toiletterne var tosset lang, stranden megastor og bred, hotellerne for mange og for høje o.s.v.

Stor vej, mange biler og en bred,grim strand

Vi fandt et sted hvor de stegte kyllinger, frango, over trækul, en sådan snuppede vi med hjem og efter at ha’ fortæret den, gik vi tidligt til ro.  Planen blev at fortsætte mod Nazaré allerede næste formiddag, mens vinden var i nord og af en passende styrke.