21/7 Lidt over kl.12 sejlede vi i frisk modvind ud mod havnehullet, men da kursen var sat, endte det med en frisk medvind. Så vi fik en kort, men dejlig halvanden times tur til Badalona for storsejl alene. Som Erik havde fortalt, var det en stor, ret pæn Marina, hvor Skærsilden vil kunne ligge trygt den næste måned.

Der var en del lokalt liv på broen, og vi fik talt lidt med vores nærmeste bådnabo, en ung spansk pige, som lod til at bo i båden.

Der er en fin strand og promenade, men det lader ellers ikke til at være et turistområde som sådan. Dette understreger prisniveauet i såvel havnen som på restauranterne også. Til gengæld var kvaliteten ikke tilsvarende lavere, idet vi fik en fin rovina ceviche og noget lækker atun rojo til deling på strandens chiringuito. (strandbar). Og vandet, til turens sidste badetur, var helt klart og uden medusaer. Så vi slappede af og ladede op til morgendagens nedpakning og klargøring til hjemturen med Folke.

Noget der derimod var ringere, var de sanitære forhold. De var ret så skumle, gulvet var næsten konstant oversvømmet, sæbe- og toiletpapirholderne var stort set alle defekte eller direkte revet ud af væggene, og toiletbrædderne sad enten løst eller manglede helt o.s.v. Og når vi nu lige havde vænnet os til de luksuøse Real Club forhold, virkede det nok ekstra grelt, men det gik jo alligevel.

22/7 Efter morgenmaden gik det så løs med “Tour de Hjemrejseforberedelserne”. Det var utroligt varmt, så sveden haglede ned af os begge. Vi lå næsten ude for enden af en lang bro, hvor det godt nok luftede lidt, men de mange ture hen langs broen var som de rene ørkenvandringer. Og lige så utroligt er det så mange ting, små som store, der skal gøres, inden man med sindsro kan drage af.
Under en af vores ture frem og tilbage mødte vi Lily og hendes hollandske familie. Lily var en Sprudle, en blanding af en puddel og en Springer Spaniel. Hun mindede utroligt meget om Chico – ikke mindst i hovedet. Dog var hendes proportioner ikke nær så gode som Chicos, ( syntes vi). Hendes bagkrop var for klejn til det store hundehoved. Vi ved i øvrigt ikke rigtigt, om vi synes, at det er en god ide med alle disse puddelblandinger, der efterhånden findes. Men sød var hun bestemt.

Endelig sidst på eftermiddagen havde vi pakket alt og kunne trille ud af havnen og køre mod grønne, kølige Danmark. Vi regner som sagt med at være tilbage i havnen om en måneds tid, hvor vi efter at set lidt mere af Barcelona vil sejle op langs Costa Brava og senere op mod Frankrig. 

Måske vil man også, før eller siden, kunne følge vores hjem- og tilbagerejse med Folke som “slow campister” på Folkes hjemmeside.

19/7 Efter et godt fire timers motorsejlads, men af den behagelige slags, i en svag men svalende modvind nærmede vi os Barcelona. Den sidste del af sejladsen kom især de lettende fly tæt hen over os i en lind strøm. Det er altid lidt fascinerende og naturstridigt, at se disse store tunge sølvfugle tilsyneladende gå mod tyngdekraftens love. Indsejlingen til Barcelona er nu også ganske fascinerende. Alt – stort og flot, nyt og gammelt er blandet sammen.

Efter råd fra vores gode vejleder Yurny, var Real Club Nautico det gunstigste valg, og vi slap med 72 € for to nætter i en behagelig, sikker havn helt tæt på centrum og med udsigt til flere af byens seværdigheder. Også baderummene havde deres egen tilbagelænede elegance, typisk for Real Club havnene. At de ikke var dyrere var overraskende.

Vi lå  atter ved samme bro som La Sardina – bare med en båd i mellem os. Endelig havde vi fundet en båd, der sejlede lige så “langsomt” som os. Først på aftenen nåede Erik og jeg lige et smut ud af havnen og op til Ramblaen – og ikke for sjov. Vi var ved at forberede morgendagens stroppetur. Erik skulle tilbage med tog til Valencia, hvor vores bil Folke stod i en parkeringskælder. Vi fandt her den nærmeste metrostation og fik købt en billet, den egentlige togbillet havde Erik endnu en gang med stort besvær allerede købt på nettet. Tilbage i båden spiste vi ,hvad vi nu havde og planlagde at gå tidligt til køjs, så Erik kunne være frisk til den noget anstrengende tur dagen efter. Det blev dog ikke til megen søvn, for vores gamle Chico, som plejer at sove hele natten, var helt fra snøvsen. Det var meget varmt, og hans kredsløb er ikke hvad det har været, så vi var faktisk ret bekymrede. Vi havde ham oppe og lufte ved femtiden og sad i cockpittet med ham, så han kunne køle lidt af, og så faldt han endelig til ro. 

20/7 Lidt over syv gik Erik mod metrostationen – ikke noget med at cykle til stationen og få cyklen stjålet denne gang. Selv om den bro han havde regnet med at kunne gå over åbenbart var lukket eller snarere stod åben, nåede han heldigvis toget, også selv om bagagen skulle tjekkes ligesom i lufthavnen.

Chico og jeg derimod sov længe – faktisk sov Chico hele dagen pånær under en formiddagsluftetur. Jeg var i båden det meste af dagen, men gik dog en længere tur i området i middagsheden og fotograferede lidt.

Eriks tur gik heldigvis godt og ved halvottetiden var han tilbage. Bilen havde han inden kørt ud til en havn i Badalona, en forstad til Barcelona, hvor vi, til rimelige penge, havde reserveret plads til båden den næste måned, mens vi tog hjem til Danmark. Chico var endelig vågnet op og lod heldigvis til at have det bedre, og kom med ud på en en lille tur ( inclusive øl,kaffe og isvand til 🐕‍🦺) i den nu udholdelige aftenluft.

Derefter, klokken 22, gik vi over til en nærliggende brasiliansk restaurant, hvor vi fik noget dejlig og lidt anderledes mad. Også her var tjenerne, nogle unge fyre, utroligt venlige og muntre.. Og så var en lang dag omme.

21/7 I dag ville vi sejle båden til Badalona, en god times sejlads fra Barcelona. Men inden, og nu mest for sjov gik vi en tur op af Ramblaen.

På Ramblaen stødte Yurny og Jens til os, de ville sige ordentligt farvel – og måske på gensyn. Vi satte os og fik lidt morgenmad – og snakkede på en af de utallige turistcafé’er, inden vi gik lidt længere op af Ramblaen.

Hvis man kunne trylle alle turister væk på Ramblaen ville der pludselig blive meget god plads. Barcelona er virkelig en by der forståeligt nok tiltrækker turister. Og så var der efter sigende endnu flere før coronaen… 

Tilbage i båden gjorde vi klar til afgang mod Badalona ved middagstid.

17/7 Fra morgenstunden var der en frisk modvind, så vi ventede til middagstid, hvor vind og bølger havde lagt sig en del, inden vi tog den korte tur fra Sitges til Ginesta.

Ginesta er en stor, ret ny Marina “in the middle of nowhere”. Men med en god strand, nogle restauranter og ikke mindst kystens mest velassorterede bådudstyrsforretninger og et stort bådværft. Vi ankom søndag eftermiddag og fik anvist en midlertidig plads nær benzinstationen og  spildevandstankene, men den var langskibs (nemt for Chico) og tæt på toiletterne (nemt for os). Så vi endte med at ligge her i to nætter. 

Om eftermiddagen gik vi over til stranden, hvor der var en fin chiringuito (strandbiks), hvor vi slog os ned i skyggen med en cava-sangria, lidt muslinger og friterede mini fisk. Når der samtidig var masser af sjove mennesker at se på, og tjenerne var super flinke, kan man næsten ikke ønske sig mere en glohed eftermiddag ( jo måske et iskoldt brusebad). Nå, men bagefter gik vi ned og badede i havet – og det var også dejligt.

Tilbage i båden fik Erik fikset en masse. Han fik sat nye forfortøjninger i “kødbenene” med øjer, splejsninger og det hele, og de gamle bæresnore i siderne og fortil på gummibåden blev også udskiftet. På vores plads var der jo god plads til at lægge gummibåden op på land.

18/7 Vi startede dagen med en hyggelig morgenmad på en af café’erne og bagefter gik vi på indkøb i bådbutikkerne. Jeg fik en tiltrængt ny pude og det bedste af det hele en “vindpose’ til at sættet over forlugen, så vinden blæses ned i forkahytten. Mens Erik puslede lidt med den nye vindpose, var jeg lige en tur ovre op den sydlige side af havnen.

Bagefter gik vi over til stranden på den nordlige side, hvor der var mere luft, med Yurny. La Sardina var nemlig også sejlet til Ginestra, men var kommet lidt før os og havde fået en mere normal plads i havnen. Vi havde jo rost stranden til skyerne, men intet paradis uden slanger, som i dette tilfælde manifesterede sig i form af “medusaer”. Vi troede først, at det var harmløse vandmænd, men det var det ikke. De var næsten gennemsigtige, nogle meget små, andre større,  med en lilla rand – og de brændte. Dette mærkede især Erik, men heldigvis ikke så meget. Men vi kunne se hvordan folk gik og pegede ned i vandet her og der, og at der ikke var nær så mange i vandet som dagen før. Det er faktisk meget sjældent, vi har været udsatte for brandmænd – og første gang i år.

Det er åbenbart sæson for “uønskede” havdyr. Den dag vi ankom til Sitges, var badegæsterne blevet beordret op af vandet, fordi der var blevet set en haj i området, hvilket er yderst sjældent forekommende. Det viste sig at være en 3-4 m Makohaj, (alias makrelhaj, bonitohaj) den hurtigste haj, der findes og en af de få hajarter, der kan finde på at angribe mennesker. Og de er udrydningstruede. Havnepersonalet sagde, at den type haj aldrig går efter mennesker, men det er vist ikke helt rigtigt, men tun og sværdfisk er dog deres basiskost…

Efter det delvist brændende havbad spiste La Sardina’s og Skærsilden’s besætninger frokost sammen langs havnekajen. Vi fik dagens menu til 9,90€, helt udmærket, med tre små retter samt brød og drikkelse. Det er nok den  billigste, men ikke ringeste frokost vi har fået.

Det har været rigtig hyggeligt at møde Yuinio og Jens. De har i en periode boet på Ærø, og vi har meget vi kan tale om sammen – også sejlmæssigt. Og Yurny, som oprindeligt kommer fra Colombia og har spansk som modersmål, har været til stor hjælp for os. Hun har ringet til forskellige havne for os og spurgt på priser for månedsophold for Skærsilden og sikker parkering af vores bil Folke. Det er virkelig en fordel, når man kan sproget, for de er ikke gode til engelsk her, og man får nok også lidt bedre service. Vi planlægger jo at tage til DK en månedstid sidst på ugen. 

Og så var der vist varmesiesta resten af dagen.

14/7 Også denne gang lykkedes det at sejle for sejl næsten hele vejen i en behagelig, let foran for tværs vind. Men inde i havnen lurede heden. Vi blev placeret op af en gammel stenmole lige ud for et ditto fyrtårn, hvorfra dagens opsamlede solvarme gavmildt strømmede ned i vores båd.

La Sardina var kommet en time tidligere, og vi kom til at ligge lige ved siden af den. Hyggeligt med danske naboer for en gangs skyld. Utroligt hvor forskelligt byer og havne kan falde ud. Her følte vi os nærmest hensatte til Grækenland med lave hvide huse og små restauranter langs kajkanten. Endnu en virkelig hyggelig havn med sin egen lille kringlede bydel.

Eneste minus var, at næsten alle restauranterne langs kajen var  urimeligt dyre, men vi fandt dog til sidst en, hvor der ikke var dækket op med to lag duge og tre fire krystalglas til hver kuvert. Den var både god og med næsten hjertelig betjening af en famile med sydamerikansk islæt. Den blev en slags stamrestaurant for os de næste dage.

Den lå også tæt på vores båd, hvilket var heldigt, da vi en gang midt i menu’en kunne høre og genkende Chico’s gø’en. Så vidt vi ved, plejer han at lægge sig til at sove, mens vi er væk et par timer – men altså ikke denne aften. Han blev så hentet op og kom “ med til bords”.

15/7 Vi fulgtes med Yuino og Jens, som La Sardinas besætning hedder, over til byen og daskede rundt på må og få i den kønne by.

Det ret store havneområde ligger et kvarters gang fra selve byen, som især er karakteriseret ved den store kirke, som knejser på en klippeknold lige ud til havet.

Der er mange smukke palæer, pladser, promenader, men også spændende små gyder. Ikke så underligt at byen er blevet en af de populæreste feriebyer for velhavende folk fra Barcelona. Vi så også mange spændende, flotte , fristende og søde specialbutikker under vor byvandring.

Mange fra Barcelona og omegn har en båd liggende i havnen eller har en ekstra bolig her. At der tilmed er flere større eller mindre badestrande gør vel også sit. Byen har gennem mere end 100 år også været hjemsted for flere kunstnere, f.eks de catalanske modernister, som med deres egne kunstværker og med det, de med tiden samlede til huse, ikke gør byen mindre spændende.

Om det er det kunstneriske miljø, der også har tiltrukket mange homoseksuelle til byen, skal jeg lade være usagt, men byen er kendt her for. Også strandlivet især på den ene af bystrandene lige neden for promenaden, bærer præg af frisind, idet mennesker af begge køn her bader og soler sig både med – men mest uden tøj.

Hjemme i båden var det så varmt, at vi flygtede op på vores stamsted og fik en en minimal sen frokost, og siden var vi ovre og køle os af på den nordlige byfjerne strand. Men det er næsten som at tisse i bukserne – bare omvendt, man er lige så varm to minutter efter. Vi satte skyggetelte op og lavede vindtunneler, men da der nærmest ingen vind var, hjalp det ikke meget.

Først da solen kl. 21.30, alt for sent, gik ned, begyndte temperaturen at blive tålelig. Klokken 11 om aftenen, var der en koncert med rumbarytmer lige på den anden side af vores fyrtårn. De spillede ret godt og det var sjovt at se folk danse mere eller mindre med. Og lidt senere var det ligefrem hyggeligt og dejligt at falde i søvn til.

16/7 I dag luftede det heldigvis betydeligt mere. Vi havde faktisk gruet for endnu en ligeså varm dag. I dag ville vi besøge et af byens museer, Cau Ferrat, indrettet i maleren ( over 1000 malerier), forfatteren, journalisten og ikke mindst samleren Santiago Rusiñol’s (1861-1931) tidligere bolig, et smukt og meget specielt lille palæ. Det var svært ikke at blive overvældet, da man trådte ind i disse fantastiske rum med alverdens ting og sager fra forskellige steder og tidsaldre.

Til dette museum var der knyttet et andet museum, Museu Maricel, med malerier af mange andre kunstnere. Blandt andet en særudstilling viste gouacheværker af magasinkunstneren Pepito Zamora (1889-1871). Han fremstod åbenlyst med sin homoseksualitet, hvilket ikke gik helt ustraffet hen på det tidspunkt, men han kom alligevel ud med sin kunst, hvor han ofte malede kvinder fra teatrets og cabaret’ens verden.

Men især en fast samling af skulpturer opstillet på smukkeste vis i en sal, hvor de nærmest svævede mellem himmel og hav, betog os.

Så her fik vi virkelig noget for vores to gange 5 €. Mætte af de mange indtryk og godt trætte i fødder og ryg af den langsomme måde, man bevæger sig rundt i et museum på, nærmest vaklede vi hjem til vores båd og Chico.

Men kulminationen på denne dag, den 16/7, var den årlige folkefest, en hyldest til La Virgen del Carmen, havets beskytter, men også sømændenes og fiskernes beskytter. Først på aftenen sejles en blomstersmykket båd med en figur af den hellige Carmen, og der er vist nok også en præst med ombord,  ud af havnen fulgt af en armada af havnens forskellige både, akkompagneret af gentagne kanonaffyringer.

Selv om vi jo er søfarende, fulgte vi dog ikke trop, så hvad der helt præcist skete derude, ved vi ikke, men en form for velsignelse af de deltagende, antager vi. En båd med et sangkor i traditionelle dragter deltog også i optoget, men deres røster nåede ikke ind til os på land.

Hele aftenen var havnen fuld af mennesker, unge som gamle, og der var udskænkning af vin og rom samt salg af stegte sardiner i papirskræmmerhuse. Og prikken over i’et var et sømandskor, der sang mangen en nostalgisk sang, der fik folkemængden ( og også os) til at duve henført med. 

12/7 Endnu en stilfærdig sejlads hvor vi lige akkurat kunne sejle for sejl, 4 m/s = 3,7 knob sådan circa. Da vinden døde til sidst, badede vi fra båden i det blå vand – dejligt. 

Havnen er ganske stor og relativ ny, meget lige og kantet, kort sagt L’Ametlla de Mar’s modsætning. Der er en del restauranter og café’er, alle ret strømlinede. Og så én butik, der skilte sig lidt ud, en lille men eksklusiv bilforhandler, hvor der stod tre Ferrarier på stribe, et par porscher og nogle BMW’er – hvis det ikke kunne blive til mere. Rart hvis man lige skulle få lyst til at købe en bil… Efter at være kommet på plads, øjnede Erik et sjældent syn – et dansk flag på en af de andre broer. Lidt senere gik vi over og sagde hej. Det viste sig at være et yngre( i al fald 20 år yngre end os) par i en lille båd ( tre fod mindre end vores) La Sardina, som Erik havde fulgt lidt på nettet. De var kommet ned gennem floderne,  men var så senere strandede i Spanien i Torre Viejo under Coronaen. Omkring  havnen ser man stort set kun ferieboliger af den pænere slags placeret ind mellem strande, den ene en kæmpestor sandstrand og så et par mindre hvor der også er høje klipper, Punta del Guineu, hvorfra især unge mennesker kappedes om de vildeste udspring.

Byens hovedattraktion var en byenklave, Roc de Sant Gaietà, anlagt netop i dette klippeområde. Her byggede man for ca. 50 år siden en lille by med huse i forskellige spanske bygge stilarter blandet med  smukke skyggegivende træer og eksotiske blomster.

Nu kunne man så købe eller leje sig ind ind i de smukke omgivelser, hvis man kunne affinde sig med at bo i en slags meget besøgt udstilling Men det var virkelig autentisk udført.

13/7 Mens vi spiste sen morgenmad, kom parret fra La Sardina på besøg, der var jo meget at tale om. Vi aftalte at følges videre til næste havn Sitges dagen efter. Senere var vi ( E+C) ovre på den store strand med perfekt skrå hældning ned til vandet, dejligt badevand og en let brise fra havet. Det vi ellers ville se eller købe var lukket, så det blev en rigtig dasedag med frokost (det billigste på kortet) på en ***restaurant  i den konstruerede by, men med prima udsigt ud over havet. Og bagefter en is med på vejen fra deres isbar. De hævdede at ha’ en ismester der var at nr to i verden til isfremstilling, tro det eller ej…

Aftenen tilbragte vi i båden.

14/7 Under morgenmaden dukkede endnu en dansker op, Thomas fra Thurø, som nu havde sin Bavaria liggende fast i havnen og følte sig godt tilpas i byen. Ham fik vi også sludret en del med, inden vi ved middagstid satte kursen mod Sitges, hvor vi havde bestilt havneplads.

11/7 Vi passerede tæt forbi Tarragona og dens store havn med mange skibe, der lå og ventede uden for. Byen håber vi at besøge en anden gang. Det var lidt svært at finde et passende sted at ankre, men noget senere, ved Cala Fonda, en lille smuk vig, smed vi ankeret i det 4 m klare vand, på ren sandbund. Gule afmærkninger så godt  som alle steder langs kysten forhindrer ankring helt tæt på kysten. Roligt lå vi nu ikke, ingen vind, men alligevel swell, som vi håbede ville aftage ud på aftenen.

Vi fik tumlet os ned i gummibåden og tog ind for at se nærmere på stranden – og lufte Chico. Det var nu ikke en øde strand og ikke nok med det, det var også overvejende en nudiststrand, konstaterede vi ved nærmere eftersyn. Der var dog ingen tøjtvang – alt var acceptabelt. Tilsyneladende også en stor hyæneagtig stribet unghund med gule øjne, som straks kastede sin kærlighed på Chico, som til gengæld gjorde alt, hvad han kunne for at ignorere ham. Selv om Chico af og til sagde meget højt VOV VOV, til den frække stribede laban, syntes han vist også, at det var lidt sjovt. Tilbage i båden gyngede det stadig ret kraftigt. Vi badede, og det var skønt. Men madlavning havde vi ikke rigtig mod på, så vi endte med at pakke en madkurv med lidt brød, pølse, og rødvin og tog turen ind til den nu næsten forladte strand. Og myggene havde vi nu ladt bag os. Hyænehunden var der dog stadig og lige så hans ejer i Adams kostume og hestehale. Men det gik dog ret fredeligt,  selv om der var stor interesse for vores madkurv. Men det var smukt at sidde der på hver vores sten og se ud over havet, der blev oplyst af den næsten fulde supermånes stråler.

Erik fik desværre ret i at dønningerne ikke var til sinds at lægge sig. Ydermere gik den svage vind over i vest, så vi nu fik dønningerne ind fra siden, hvilket absolut ikke var et fremskridt. Så det blev en urolig nat, ikke mindst for stakkels Chico, som vi kunne høre vælte rundt på det glatte gulv. Men endelig kom morgenen, og Chico fik lov at rekreere sig inde på stranden, inden strandfolket vendte tilbage. Kort efter at Erik og Chico var tilbage i båden, dukkede to politifolk eller vagter af en art op inde på stranden. De talte længe med de mennesker, der havde overnattet på stranden. Om man måtte campere der, om det så kun var på et tæppe, var nok tvivlsomt. Det blev ikke det store morgen complet, end ikke te, men vi fik badet. Og Erik fik, iført sin snorklemaske, brugt sin nyindkøbte skraber og fjernet en stor del af begroningen. Det kunne vi faktisk mærke, da vi kort efter lettede anker og sejlede mod Roda de Barà. Og selv om ankerligningen ikke havde været helt så idyllisk, som man kunne ønske sig, var vi nu alt i alt godt tilfredse med opholdet – selv om madkurven og flutet fik en lille bølge ind over sig ved vores aften landgang.

Efter nogle timers sejltur hvor der i den sidste halvdel var vind nok til at kunne sejle for sejl alene, ankom vi til Cambrils.

Vi blev modtaget af en yderst høflig og hjælpsom marinero. Alt var tip top, broen, badefaciliteterne, +vaskemaskine ( tiltrængt) samt en hyggelig lille café med røde parasoller helt ude ved havnehullet. Først to gange kaffe og så en mojito til deling. Her sad vi i den lave sol og så på trafikken ind og ud af havnen. Så vi fik da i det mindste noget for de 46 € i havnepenge. Selve den ret store by med relativ lav bebyggelse i varme okkerfarver tog sig også godt ud – mere over i det provencalske end det typisk spanske.

Området her og også i L’Ametlla de Mar appellerer tydeligt til franskmænd idet 1/3 af turisterne er franske. Resten er stort set spanioler. Ud over at lufte Chico oppe på promenaden blev vi båden og nød den stille aften.

11/7 Samtidig med morgenmaden blev vask nr. to sat i gang. Og bagefter gik vi op med Chico på promenaden og studerede folkelivet som nok 80% bestod af forskellige former for motionister i alle aldre. Siden var vi lidt længere inde i byen, som ikke lader til at være et kultureltskatkammer, men der er pænt og behageligt at være.

Vi fik købt ind, ikke mindst en lille uimodståelig jordbærtærte til deling. Vi frådser ikke, men vi er jo gået helt glip af jordbærsæsonen hjemme i år. (Stakkels os). Måske mest jeg syntes, at vi skulle sejle videre og forsøge at finde en god ankerplads for natten. Sådan blev det i al fald, så ved middagstid tøffede vi afsted i den nærmest fraværende vind. 

8/7 Fredag.

Efter en stilfærdig formiddag i Ampolla med forskellige praktiske gøremål – samt afventen af en gunstigere vindretning tog vi lidt over middag mod L’Ametlla de Mar bare 8 sømil oppe af kysten. Havnen og det omliggende område virkede kønt og havneprisen på 29 € var til at betale. Det  forventede vindskifte havde desværre ikke indfundet sig – og kom vist aldrig. Så det endte med en smuk, hurtig og ret heftig tur langs kysten, som nu med rette kaldes Costa Dorada. Gyldne smukke, lave klipper kombineret med små eller større sandstrande. kysten er generelt grønnere og bebyggelsen er mere spredt – og ikke mindst lavere. Prøv nu at nyde den dejlige sejlads, som Erik sagde undervejs, mens jeg prøvede at holde styr på mine og Chicos nerver. Kryds i 9-12m/s er noget for rigtige sejlere ( Erik), men knap så meget for Chico og kaptajnen. Så de to sidstnævnte var glade, da vi tørnede ind i den noget kringlede, men hyggelige havn, nok oprindeligt en, nu udbygget naturhavn.

Her hjalp en rar ældre havneknark os til rette . Perfetto, som han sagde, da vi var kommet vel på plads. Dette var atter en havn mest for de lokale samt for en stor fiskerflåde, faktisk Spaniens største hvad tunfiskeri angår. Måske giver dette anledning til kritik, bedømt ud fra en streamer på katalansk, vi så hængende over fiskeauktionshallen: Soms pescadors, no delinquents, hvilket betyder vi er fiskere – ikke kriminelle! 

Den ellers gode atmosfære i havnen  blev ikke ringere af, at deltagerne i en regatta for både med latinersejl var ved at ankomme i og med deres smukke både med de karakteristiske master og sejl.

Efter at ha’ beundret de gamle både fik vi os en café con leche sammen med Chico i sejlklubbens oase med skyggegivende træer,  hvor man både kunne få noget at spise og drikke.

Mange af de tilkomne latinersejlere mødtes også der, så der var en rigtig god stemning. Siden så vi, at der var en lille, men fin blanding af klippe- og sandstrand lige bag havnen. Efter at ha’ lagt Chico til en eftermiddagslur gik vi derover og blev begge tiltrængt afkølede.

Aftenen tilbragte vi i båden sammen med kaninlårene, en ratatouille samt desværre også en del myg, men det tynder dog ud i dem.

Oppe på kajen var der stillet seks langborde og mange, mange griller op. Vi talte, at der nok sad 125 mennesker til bords og hyggede sig, indtil der ved ettiden blev blæst en smuk trompetretræte (som der var blevet øvet på om eftermiddagen). Det gav gode mindelser om aftenspisningen efter Østersøregattaer i Kappeln.

9/7 Vi vågner lidt før 8 ved at noget/nogen bumper ind i vores båd. Det var så en større motorbåd, hvis forende pga vinden svingede ind i os, mens han lagde fra. Der skete dog ikke andet end, at vi blev vækket på et passende tidspunkt.

Klokken halvelleve var vi klar til at gå over mod den høje lange mole Dique Levante,  som værner mod efterårets og vinterens østlige storme. Og her lå de største af fiskerflådens fartøjer- nogle spritnye.

Her kunne vi se  de mange både, ( ca. 25) der skulle deltage i regattaen sejle ud af havnen i den friske modvind. Der var nok ikke to der var ens i størrelse, farve eller sejlføring.

Vi fortsatte op i den gamle del af byen. Og her var der tale om OP, da bykernen i modsætning til mange af de seneste flade slettebyer er højt beliggende. Og der var en reel hyggelig, gammel bykerne med labyrintagtige snoede smalle gader, de fleste uden biler og mange med trapper.

Her fandt vi en isenkræmmerbutik, der havde, hvad Erik søgte –  en spatel til ved lejlighed at skrabe et tiltagende lag begroning af båden. Og jeg faldt over en blå og hvid stribet kjole, jeg bare måtte eje.

Tilbage i båden blev vi pludselig tiltalt af en spanioler, der spurgte om vi virkelig kom fra Danmark . Det gjorde vi jo, han selv var nærmest lige kommet til bage fra et arbejdsmæssigt ophold i Nordsjælland. Han var arkitekt og havde især haft kik på Arne Jacobsens bygninger. Tidligere havde han besøgt både Finland og Norge. Han var nu på tur med sin søn og ældre far i dennes lille sejlbåd. ( En fod mindre end vores). De kom fra Cambrils, som vi regner med at tage til i morgen. Og de fortalte os lidt om ankerpladser i området. (Havnepriserne er i høj grad stigende)

Ved 19 tiden begyndte bådene at vende tilbage nu i en endnu friskere vind, men heldigvis nu med vinden. Spændende at se besætningerne,manøvrere rundt med de meget specielle master og bomme.

Senere på aftenen var der nu dækket op til stor festbanket inde i en af fiskehallerne. Og i sejlklubbens café var der levende musik med et band, hvor sangeren lød som Eros Ramazzotti.

10/7 Søndag

Mens vi sad over morgenmaden i båden, kom vores spanioler tilbage. De skulle til at sejle videre, men de havde lige været oppe i byen og fundet en god bager. Han havde en pakke under armen, som han begyndte at pakke op, og ud fiskede han et større stykke sukkerbrødskage af en art, som han ville forære os. Vi kunne jo ikke meget andet end at tage i mod og sige muchas grazias. Han sagde, at de også havde købt en typisk catalansk form for pizza deroppe til deres frokost. Coca hed den vist. Så efter morgenmaden og ha’ smagt sukkerbrødet, en slags lidt klæg både fedt- og sukkerfattig sandkage, men udmærket gik vi op for at finde bagerbutikken. Folk stod i kø langt ud på gaden for at komme ind i den minimale butik på hjørnet af byens torv.

Efter nogen tid kom vi endelig til fadet og fik to slags coca’er, en med ratatuille pyntet med ansjos og sorte oliven og en med champignon, løg og gorgonzola. De var begge virkelig gode, og der var til både frokost under vejs og senere aftensmad i Cambrils.

En god ting er, at vi ikke er stødt på nogen orcaer her i Middelhavet – men ægerligt nok har vi hidtil heller ikke set en eneste delfin i år. Men de ses til gengæld afbillede på den ene eller anden måde mange steder.

Vi sejlede afsted klokken 11 i ikke meget vind, men med en vejrudsigt og skyer i det lidt fjernere, der kunne udarte sig til lidt af hvert – forhåbentlig ikke til formeget. Heldigvis så det ikke ud til, at det var den samme slags myg, der hærgede i dette område som dem under oliventræerne på campingpladsen inde i landet. Dem som jeg er allergisk over for og danner bylder af – så tak for det.

Det var en ret kedelig sejlads rent landskabeligt langs den næsten uendeligt lange flade landstrimmel, der afgrænsede den før omtalte lagune. Mørke skyer kom og gik, en smule bulder, et par vanddråber samt vind op mod 10 m/s men kun kortvarigt. Så alt i alt også sejlmæssigt ret kedelig motorsejlads. Ud for det brede Ebrodelta kunne man se strømsøerne, men ellers var der ikke meget at se eller at bemærke, og som sædvanligt næsten ingen andre både at se. Klokken 17 kunne vi meddele havnen i Ampolla, at vi var på vej ind i deres havn, endnu lykkeligt uvidende om, at det var en af de dyrere 43 €/nat. Vi havde jo besøgt, eller snarere overnattet i udkanten af Ampolla sidste år på vej hjem i Folke. Vi kunne da godt lide stemningen i udkanten af Ebrodeltaet, ville gerne gense det og også besøge selve den lille by. Byen og havnen var, som prisen antyder, langt mere mondæn end forventet, men rar at være i. Så vi satsede på to overnatninger her. Vi havde knapt lagt til, før mørke skyer end en gang tårnede sig op og forudgået af en periode med kraftig vind op til 13 m/s, åbnedes himlens sluser sig snart for alvor. Godt man var vel i havn. 

Kaninlårene, som vi havde planlagt som aftenens menu i båden, fik lov at ligge og modnes lidt længere  i køleskabet. Det blev til to take away pizzaer fra det nærliggende pizzeria. Vi var jo egentlig flygtet – ikke så meget fra La Rapita som fra myggene . Desværre viste det sig, at nissen i nogen grad var flyttet med, her hvor vi stadig befandt os tæt på floddeltaet. Men ikke helt så slemt. Og vi havde kloge af skade lukket hermetiske af til forkahytten i god tid. Om morgenen i Rapita havde myggene nærmest ligget i et jævnt blodigt lag på lagenet, så der var blevet skiftet sengetøj m.m.

7/7 Ampolla. Op med cyklerne igen og så ud mod Ebrodeltaet til et gensyn med stranden og fuglereservatet ved søen i området. Hvor en lille jordvej slutter, ligger der et naturoplevelsescenter samt en interimistisk frokostrestaurant, El Golero, hvor vi bestilte bord til lidt senere.

Men først gik vi ud til fugletårnet og den lille sø, med skuffende få fugle, men med en dejlig fredelig stemning over sig.

Tilbage langs den lidt lerede lavvandede strand til bordets glæder. Det var en noget stramtandet ældre kvinde, men med styr på tingene der drev stedet. Også her lod der til at være en del stamkunder, især familier hvor bedsteforældre havde inviteret børn og børnebørn til en god frokost. Det blev som sædvanlig noget fra havet til os. Erik var lidt skeptisk, men jeg havde set, at røget ål på toastbrød var en typisk forret for deltaet, så det burde vi prøve. Og det var rigtig godt, nok en koldrøget ål hakket i småstykker og blandet op med en syrlig, stærk tomat, chilidressing. Efter dette og lidt andet godt bl.a. nogle små  sprødstegte fisk fik vi til slut en  lækker dessert, ananascarpaccio med creme catalana. Herefter var vi modne til en badetur lidt længere henne af stranden, hvor vandet var klart – og til lidt siesta på langs. (De havde også frølår fra deltaet, men dem 🐸 hoppede vi over).

Så var det tid til at komme  hjem til Chico, som endnu en gang kom med på kaffebar, Gattopardo,  inden vi handlede stort ind af vand og hundemad i den nærliggende Sparbutik, hvorefter vi tilbragte resten af dagen/aftenen i båden.

5-6/7 2022 La Rápita

Efter en tur næsten kun for motor nåede vi frem til denne store Marina. Stedet ligger lidt indeklemt mellem udløbet af en biflod til Ebro, Spaniens største flod, (eller snarere en udgravet kanal op til byen Amposta) og en kæmpestor stor lagune. Der er mere end rigelig plads til ankring. Men rigtig rart, tror jeg ikke, det ville være. 

Selve Rapita, som byen kaldes, har en OK hyggelig lille bykerne omkring kirken, og området omkring havnen er stort, grønt og pænt anlagt. Det er dog ikke et sted, hvor strandende er fristende, i al fald ikke de nærmeste. Det var nu heller ikke aktuelt, for den lumre varme byen mødte os med slog om i regn og torden. Da 1. halvleg (af tordenvejret) var ovre, startede et myggehelvede uden lige. Vi var ved at lave mad i båden, og det var nærmest ulideligt. Myg i øjne, øre, næse – og mund, hvis man dristede sig til at åbne den bare et splitsekund. Vi havde resterne af en ret krads myggespray- den lod dog ikke til at ha’ den store effekt og må i øvrigt ikke anvendes i ansigtet, hvor det næsten var værst. UF!!! 

Om natten var det sveddryppende varmt, og myggene surrede stadig højlydt om og i ørerne på os selv om vi nærmest var krøbet på hovedet ned i dynebetrækkene. Midt om natten kom så 2. halvleg af tordenvejret. Utroligt så langvarige, buldrende og højlydte bragene er på disse kanter. Erik satte sig ud i cockpittet for at få det fulde udbytte af det gigantiske lysshow. Jeg nød den ekstra plads i forkahytten, og at det med et var blevet lidt køligere. Chico kunne godt registrere disse brag, men var heldigvis ikke helt ude af flippen. Tidligt om morgenen tjekkede jeg vejrudsigten. Normalt ville jeg sige, at vejrliget og udsigten var for ustabil til at begive sig ud på en for os længere sejlads. (Der var 35 sømil til nærmeste havn.) Men den følgende dag så på sin vis værre ud, så dette kombineret med myggenes hærgen gjorde udslaget: Vi sejler i dag Erik – jo før jo bedre! Så efter en luftetur med Chico og en hurtig morgenmad sagde vi farvel og tak til La Rapita.