14-16/7 2022 Sitges

14-16/7 2022 Sitges

14/7 Også denne gang lykkedes det at sejle for sejl næsten hele vejen i en behagelig, let foran for tværs vind. Men inde i havnen lurede heden. Vi blev placeret op af en gammel stenmole lige ud for et ditto fyrtårn, hvorfra dagens opsamlede solvarme gavmildt strømmede ned i vores båd.

La Sardina var kommet en time tidligere, og vi kom til at ligge lige ved siden af den. Hyggeligt med danske naboer for en gangs skyld. Utroligt hvor forskelligt byer og havne kan falde ud. Her følte vi os nærmest hensatte til Grækenland med lave hvide huse og små restauranter langs kajkanten. Endnu en virkelig hyggelig havn med sin egen lille kringlede bydel.

Aftenstemning
Morgenstemning i havneområdet

Eneste minus var, at næsten alle restauranterne langs kajen var  urimeligt dyre, men vi fandt dog til sidst en, hvor der ikke var dækket op med to lag duge og tre fire krystalglas til hver kuvert. Den var både god og med næsten hjertelig betjening af en famile med sydamerikansk islæt. Den blev en slags stamrestaurant for os de næste dage.

Café Roser

Den lå også tæt på vores båd, hvilket var heldigt, da vi en gang midt i menu’en kunne høre og genkende Chico’s gø’en. Så vidt vi ved, plejer han at lægge sig til at sove, mens vi er væk et par timer – men altså ikke denne aften. Han blev så hentet op og kom “ med til bords”.

15/7 Vi fulgtes med Yuino og Jens, som La Sardinas besætning hedder, over til byen og daskede rundt på må og få i den kønne by.

Det ret store havneområde ligger et kvarters gang fra selve byen, som især er karakteriseret ved den store kirke, som knejser på en klippeknold lige ud til havet.

Der er mange smukke palæer, pladser, promenader, men også spændende små gyder. Ikke så underligt at byen er blevet en af de populæreste feriebyer for velhavende folk fra Barcelona. Vi så også mange spændende, flotte , fristende og søde specialbutikker under vor byvandring.

Her i denne lækre chokoladebutik gik Erik småt amok

Mange fra Barcelona og omegn har en båd liggende i havnen eller har en ekstra bolig her. At der tilmed er flere større eller mindre badestrande gør vel også sit. Byen har gennem mere end 100 år også været hjemsted for flere kunstnere, f.eks de catalanske modernister, som med deres egne kunstværker og med det, de med tiden samlede til huse, ikke gør byen mindre spændende.

Byens mest prominente kunstner Santiago Rosiñol med malervennen Ramon Casas

Om det er det kunstneriske miljø, der også har tiltrukket mange homoseksuelle til byen, skal jeg lade være usagt, men byen er kendt her for. Også strandlivet især på den ene af bystrandene lige neden for promenaden, bærer præg af frisind, idet mennesker af begge køn her bader og soler sig både med – men mest uden tøj.

Plads til forskellighed

Hjemme i båden var det så varmt, at vi flygtede op på vores stamsted og fik en en minimal sen frokost, og siden var vi ovre og køle os af på den nordlige byfjerne strand. Men det er næsten som at tisse i bukserne – bare omvendt, man er lige så varm to minutter efter. Vi satte skyggetelte op og lavede vindtunneler, men da der nærmest ingen vind var, hjalp det ikke meget.

Først da solen kl. 21.30, alt for sent, gik ned, begyndte temperaturen at blive tålelig. Klokken 11 om aftenen, var der en koncert med rumbarytmer lige på den anden side af vores fyrtårn. De spillede ret godt og det var sjovt at se folk danse mere eller mindre med. Og lidt senere var det ligefrem hyggeligt og dejligt at falde i søvn til.

16/7 I dag luftede det heldigvis betydeligt mere. Vi havde faktisk gruet for endnu en ligeså varm dag. I dag ville vi besøge et af byens museer, Cau Ferrat, indrettet i maleren ( over 1000 malerier), forfatteren, journalisten og ikke mindst samleren Santiago Rusiñol’s (1861-1931) tidligere bolig, et smukt og meget specielt lille palæ. Det var svært ikke at blive overvældet, da man trådte ind i disse fantastiske rum med alverdens ting og sager fra forskellige steder og tidsaldre.


Til dette museum var der knyttet et andet museum, Museu Maricel, med malerier af mange andre kunstnere. Blandt andet en særudstilling viste gouacheværker af magasinkunstneren Pepito Zamora (1889-1871). Han fremstod åbenlyst med sin homoseksualitet, hvilket ikke gik helt ustraffet hen på det tidspunkt, men han kom alligevel ud med sin kunst, hvor han ofte malede kvinder fra teatrets og cabaret’ens verden.

Men især en fast samling af skulpturer opstillet på smukkeste vis i en sal, hvor de nærmest svævede mellem himmel og hav, betog os.

Ondt i ryggen?
Som det så ud da Pepito sad her i virkeligheden en gang for over 50 år siden

Så her fik vi virkelig noget for vores to gange 5 €. Mætte af de mange indtryk og godt trætte i fødder og ryg af den langsomme måde, man bevæger sig rundt i et museum på, nærmest vaklede vi hjem til vores båd og Chico.

Men kulminationen på denne dag, den 16/7, var den årlige folkefest, en hyldest til La Virgen del Carmen, havets beskytter, men også sømændenes og fiskernes beskytter. Først på aftenen sejles en blomstersmykket båd med en figur af den hellige Carmen, og der er vist nok også en præst med ombord,  ud af havnen fulgt af en armada af havnens forskellige både, akkompagneret af gentagne kanonaffyringer.

Madonnaen sejles ud af havnen

Selv om vi jo er søfarende, fulgte vi dog ikke trop, så hvad der helt præcist skete derude, ved vi ikke, men en form for velsignelse af de deltagende, antager vi. En båd med et sangkor i traditionelle dragter deltog også i optoget, men deres røster nåede ikke ind til os på land.

Sangkoret vender tilbage fra havet

Hele aftenen var havnen fuld af mennesker, unge som gamle, og der var udskænkning af vin og rom samt salg af stegte sardiner i papirskræmmerhuse. Og prikken over i’et var et sømandskor, der sang mangen en nostalgisk sang, der fik folkemængden ( og også os) til at duve henført med. 

God stemning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.