TORSDAG 6/10 Vi spiste morgenmad, ikke for første, men sidste  gang, på den lille kombinerede bager/café på havnekajen, der havde åbent hele dagen. Og da priserne her var yderst rimelige, var det et samlingssted for mange, især lokale af alle slags, håndværkere, fiskere, husmødre, you name it, kort sagt et sjovt sted at sidde.

Derefter stod den på oprydning, rengøring og pakken sammen. Efter at ha’ afregnet tog vi ud af havnen og sejlede turens sidste 5 sømil mod Port Napoleon. Det var heldigvis stadig lunt og stille vejr, så det var en ren nydelse. Undervejs kom vi forbi de gamle faldefærdige industribygninger.

Lidt længere ude af kanalen nåede vi (Erik) endda at gøre dagens gode gerning. En fin gammel sejlbåd var kommet for langt ind mod land og var gået på grund, og en mand stod og viftede om hjælp med armene. Skærsilden kunne fint nå ind til dem og fik dem da fri efter noget trækkeri.

Det var de vist glade for, for der var ikke mange sejlere på kanalen. Videre ud af kanalen, næsten ude ved Olgastranden passerede vi de lidt alternative bebyggelser, vi var cyklet forbi dagen inden.

Herefter var vi ude i bugten og på vej ind i rhonedeltaet, hvor der klogeligt var afmærket en sejlbar rende.

Ved totiden kunne vi lægge til på bro D i den store havn, hvor mange andre gæstesejlere lå og var ved at gøre klar til at blive taget op – og hvor endnu flere allerede stod på land. Det var helt sjovt for en gangs skyld at ligge sammen med andre gæstesejlere. 

FREDAG 7/10 Utroligt hvormeget der skal ordnes og gøres, før alt er klart til optagning og hjemrejse, men tidsplanen ser ud til at holde. For at spare tid spiste vi morgenmad oppe i havnens restaurant og det samme gjaldt for frokosten. Det var en positiv overraskelse, alt sammen var både godt, billigt og hyggeligt. Havnens sanitære installationer var også i orden, så vi også nåede at få vasket sengetøj og håndklæder i en af de mange vaskemaskiner. Endelig var der også mulighed for at leje sig ind på værelser oven på restauranten. 

Båden skulle op 15.30, så 13.30 gik vi op og fik dagens menu, en dejlig havsalat med alt muligt godt i, et glas rose vin, en masse vand og en lækker pæremandeltærte til sidst. Man kan sidde inde, helt uden for og som os midtimellem i en overdækket afdeling, hvor man kan ha’ hund med. Så vi fik god og en rar en afslutning på det hele. Da vi klokken to kom tilbage til Skærsilden, stod en af havnefolkene og sagde, at nu var de klar til at tage båden op. Så Chico og jeg kom slet ikke ombord igen, lidt trist, men heldigt at vi var så godt som parate, Erik klarede lige det sidste og sejlede så hen mod optagningsstedet.

Alt gik glat og båden blev grundigt højtryksrenset. Det var efter to år i vandet tiltrængt, men den var nu ikke så slem endda. Erik havde jo, i badesæsonen, renset hvad han kunne nå i vandet med en spatel. Der sidder en del ruger tilbage, men dem må vi fjerne til næste forår.

Derefter blev den med kølen oppe sænket ned på et lavt stativ og en imponerende lang vogn kom og kørte båd og stativ hen på sin vinterplads.

Efter at have ordnet de sidste praktiske ting, tog vi afsked med Skærsilden og kørte ved 16-tiden nordpå. Hjemturen kommer der nok lidt om på ” Folke’s” hjemmeside.

 LØRDAG 1/10 Den første rigtige efterårsmåned. Nu havde vinden lagt sig, til gengæld var solen også væk. Vi startede dagen med at cykle over til Port Napoleon bl.a. for at spørge om der var plads i havnen til os inden optagningen. Vi ku’ bare komme og lægge os ved bro D, var svaret. Vi bliver nu nok liggende i Saint Louis, som er en rigtig god havn,  længst muligt, den er tættere på alt, og der er mere havneliv og butikker oppe i byen.

Vi prøvede også at cykle videre ud til stranden, Plage Napoleon, men efter at ha’ kørt i en evighed på en snorlige vej gennem et ret trøstesløshed landskab, vendte vi om og kørte tilbage til havnen. Vi var på udkig efter et godt sted at spise frokost den følgende dag, hvor vores tidligere naboer på Vornæs ville komme et smut forbi under deres bilferie i Frankrig. Vi fandt et forhåbentlig OK sted, hvor vi bestilte bord. Det har vi erfaret er nødvendigt i weekenderne, hvor stort set alle synes at spise frokost ude. Selv fik vi klemt os ned på et sjovt lille familieforetagende langs med Rhônefloden. Vi kaldte stedet for Onkels Toms hytte.

SØNDAG 2/10  Midt i opvasken efter morgenmaden gik pumpen helt og aldeles død, og en ny kunne tidligst fremskaffes dagen efter. Erik kortsluttede tryksensoren og så kunne vi tænde og slukke for pumpen manuelt. Ellers gik formiddagen med at finde en transportmulighed for Erik fra Saint Louis til havnen i Gruissan, hvor Folke havde stået parkeret siden 17/9. Det var ikke nogen særlig lang strækning, men det var nærmest umuligt at få puslespillet, bus, tog, bus til at gå op eller finde en mulig Bla Bla Car tur. Det lykkedes dog til sidst at kombinere en bus, et tog og to busser, så turen ville kunne klares på godt otte timer. Jokeren var, at jeg i denne havn ikke selv kunne få Chico i land. Han skulle løftes ned fra båden til en smal vakkelvorn finger, og det er svært nok også for Erik. Og otte, ni timer er max. den gamle hund kan klare uden at komme i land. Men dejligt at vi fandt  en løsning.

I dag var det fint søndagsvejr, så vi kunne modtage vores gæster Tove og Kai i solskin ved restauranten, hvor vi heldigvis kunne sidde uden for. Tove og Kai har selv ligget i havnen i deres båd, da de for 16 år siden sejlede ned gennem floder og kanaler, så vi havde nok at tale om. Efter frokosten var der kaffe og kage ombord på Skærsilden, inden gæsterne kørte videre mod Fos sur Mer.

MANDAG 3/10 Efter en senest mulig hundeluftning , tog Erik af sted klokken halv ti, mens Chico og jeg blev tilbage på båden. Alt gik heldigvis som det skulle, og ved godt 18-tiden var Erik tilbage med Folke – begge i god behold. Og Chico kom til sin store lettelse og i fuldt firspring på land straks herefter.

Efter at ha’ slappet lidt af i båden i den nedgående sol,  gik vi op og fik os en god pizza. Som sidst var vi nødt til at levne og fik atter en gang en pizzabakke med hjem – gamle svagspisere. 

TIRSDAG 4/10 I første omgang havde vi bestilt tre nætter i havnen, men nu ændrede vi det til seks nætter. Mens vi havde en vask over, cyklede Erik over til en Uship butik i Port Napoleon efter en ny pumpe, som de heldigvis havde på lager. Men monteringen måtte vente. Nu havde vi bilen, og det skulle udnyttes til en udflugt. Hovedmålet var en 60 hektar stor ornitologisk park beliggende i Camarquen ca. en times kørsel fra os. Man kunne vælge to ruter en kort på ca. tre km og så en betydeligt længere. Vi måtte lidt beskæmmede indse,  at det måtte blive den korte. Til gengæld var det den med mest at se på, og den de fleste tog, sagde den unge pige i billetsalget let trøstende. Det var en dejlig park eller lettere dresseret naturområde at gå rundt i.

Vi så mange forskellige fuglearter, og der var sikkert endnu flere, vi ikke lige så. Flere gange kom en stork flyvende hen over vores hoveder, og der var mange forskellige hejrearter, men det mest interessante var flamingoerne.

Endelig kom vi tæt på dem og kunne iagttage deres adfærd enkeltvis og flokvis. De er virkelig besynderlige at se på med deres lange tynde ben og deres støvsugerslangelignende hals for ikke at tale om deres måde at spise og kommunikere på.

Gennem det store næb kan de filtrere saltvandet fra og udskille det gennem næseborene, og tungen virker som en slags pumpe. Og under hele spiseseancen udstøder de forskellige slubre/gnæggelyde. De får ikke deres farve fra rejer og lever ikke, som mange tror, overvejende af rejer, men mere af små larver, alger og lignende, som de finder i det lave vand. Og farven som kommer fra betakaroten i kosten nedbrydes under fordøjelsen og rødorange pigmenter optages herefter af fedt i leveren og udfældes i hud og fjerdragt. Farveintensiteten i fjerdragten veksler med årstiderne ligesom fjerene jævnligt udskiftes.

Efter at ha’ fået mættet vores flamingobehov, tog vi et par km sydpå til Camarquens hovedstad Saintes Maries de la Mer. Det er en rigtig hyggelig by, med overvejende hvide lave huse, men også meget turistet i de små smalle gader. Der er en fin ikke så stor havn og en dejlig sandstrand, som vi var et smut nede på.

Nu havde vi jo ikke set hav i over en uge, men desværre var vandtemperaturen faldet så meget, at selv jeg opgav den tænkte badetur og nøjedes med at soppe.

Lidt efter gik vi op i byen og satte os på torvet ved den ret store flotte mindst 1000 år gamle sandstenkirke og fik en crepe og en kande cider, mens vi så på de forbipasserende, mange trækkende med deres cykler.

Selvfølgelig var vi også inde i kirken, som var var helt speciel. Den var meget rustik, men indrettet lidt som en mellemting mellem byen med små butikker alle vegne, og en udstillingshal med malerier af fortrinsvis sengeliggende unge som gamle. Her var det så især forskellige slags lys, man kunne købe og sætte i  stager rundt omkring i kirken. Der var også opsat utallige små tavler, med navne, billeder, årstal eller forskellige inskriptioner såsom “Merci” eller “Reconnaissance” (Erkendelse)

Alt sammen noget der skulle udtrykke taknemmelighed over en overstået alvorlig sygdom, overlevelse af en ulykke eller andet, man ville takke for eller måske ytre ønske om. Og meget mere end i andre kirker, hvor det at tænde lys er jo også er helt normalt. Det viste sig, at til netop denne kirke valfarter katolikker og vist især romaer fra nær og fjern to gange årligt – næste gang 22. oktober. Måske var man allerede ved at varme op til festen, som vist er meget farverig og noget ud over det sædvanlige. Kirken er som mange andre helliget jomfru Maria, men her også hendes tre halvsøstre Maria Klopas, Maria Salome, Maria Magdalena samt deres sorte tjenestepige Sara. De fire sidstnævnte skulle i følge en af to legender ha’ været på flugt, men lidt skibbrud ud for kysten. En lidt anden version af legenden siger at de tre Mariaer efter skibbrudet blev modtaget af en mørk kvinde, måske en romakvinde, der bredte sin magiske kappe ud over bølgerne foran de tre nødstedte, så de kom sikkert – og tørskoede i land. I taknemmelighed over at have overlevet anlagde de et kapel til jomfru Marias ære. Et kapel som siden har haft voldsomt vokseværk, og som i følge legenden huser de skibbrudnes jordiske rester. Som  en interessant krølle på historien er tjenerinden “ Sorte Sara” eller den mørke kvinde blevet romaernes skytshelgen, og romaerne har fået en måske ikke alle steder lige velset fod inden for den katolske kirke. Og byen, Saintes Maries de la Mer, er tydeligvis opkaldt efter de tre helgeninder. Det kunne helt sikkert ha’ været meget spændende at overvære disse festligheder.

På vej tilbage mod bilen kom vi forbi byens arena, hvor drabelige kampe mellem mand/mænd evt. til hest (vist nok stadig) kæmper mod egnens specielle sorte langhornede tyre uden at de ( tyrene) bliver dræbt i arenaen ( men måske bagefter). 

Og dagens oplevelser var endnu ikke slut.

På turen tilbage gennem det dejlige Camarque landskab, kom vi forbi et lille vinslot som havde åbent for salg af deres vine m.m.

Så der kørte vi ind og købte et par flasker og lidt af egnens forskellige risarter, inden vi fortsatte til den lille færge, der transporterede os (og rigtig mange andre) over til den anden side af Rhône og hjem til Skærsilden og Chico. Han er altid glad når vi kommer tilbage, men klarer heldigvis fint at være alene fem-seks timer. Og vi var glade for at slappe af i sofaen i “salonen” og spise resten af gårsdagens levnede pizzaer.

ONSDAG 5/10 Efter morgenmaden blev den nyindkøbte pumpe installeret. Den var lidt kraftigere end den tidligere, men forhåbentlig bedre – og vi kunne igen få vasket op under rindende vand, herligt. Vi er så småt begyndt at pakke sammen, gøre rent og bære ting, der skal med hjem op i bilen. Ved frokosttid holdt vi dog “fri”. 

 Cyklerne skulle aflades lidt, inden de skulle pakkes væk, så vi cyklede 10 km ud til en strand med det lidet eksotiske navn Olga. Vi cyklede langs kanal Saint Louis. At havnen oprindeligt har været en stor industrihavn vidner store faldefærdige bygninger og nedlagte, delvis tildækkede jernbanespor på kryds og tværs om. Vi endte først blindt i byens enorme kirkegård, en stenørken med uendeligt mange gravsteder, de fleste med mindeord og billeder af de afdøde i fuldt vigør. Her blev man virkelig mindet om sin egen dødelighed, hvis man ellers var i tvivl herom. Langt om længe kom vi dog ud til “Olga”, hvor vi kunne se, hvor vi skulle sejle den følgende dag. Man er stadig inde i en stor bugt, men i forbindelse med havet.

En enkelt udholdende soldyrker lå og sugede solens sidste stråler til sig. Hvis det var lidt varmere, kunne man sagtens bade her, men for nu var det rart bare at sidde lidt og kigge, ikke bare på havet, men også de industrielle omgivelser med kæmpeskorstene, som røg og eller damp væltede op af. Hele området er ret sjovt, hvor fiskere og andre mere alternative typer har fundet en beskeden bolig langs kanalen ud mod stranden – lidt som Sydhavnen i København. Herefter måtte cyklerne være afladede nok, det var vi i al fald, så vi tog hjemad og legede “tøm køleskabet” i Skærsilden. Aftenen var stille og lun, så det blev lammekoteletter i cockpittet, tomat, flutes og ost.

Efter en kold og grå morgen tog vi af sted i god tid ved ti-tiden, fordi vi ville være sikre på at nå frem til slusen ind mod havnen i Saint Louis, når den åbnede (vist nok) ved 16-tiden. Der skulle være 27 sømil, så med medstrøm og en heftig medvind ( nok 14 m/s i stødene), var der en god chance for at nå frem i tide. Det var stadig koldt, men solen kom heldigvis frem, og varmede de uldstrømpeklædte fødder. Vi kom hurtigt ude på selve Rhônefloden, som i dag var mere oprørsk end den foregående dag. Men det gik fint dernedad.

Det  mærkes tydeligt at strømmen er stærkest i midten, men hvis man ønsker at sejle i siden skal man holde godt øje med store grene m.m. Underligt nok mødte vi heller ikke i dag et eneste skib før efter tre timers sejlads. Det var en erhvervspram, der høvlede op af Rhône med skum for boven.

Vi havde næsten ikke motoren tændt, strømmen klarede resten, og ved tretiden lagde vi til foran slusen ind til vores to næste havne Port Saint Louis og Port Napoleon. Det var nu ikke den letteste tillægning op af en mur med kun en fjern pullert, som Erik i et hug ramte med sit berømte lassokast.

Derefter var god tid til en tiltrængt kop varm kaffe med resterne af vores gode kage fra Aigues-Mortes. Lidt før beregnet tid sejlede vi som nr. to af to både ind i slusen. Jeg stillede mig fortrøstningsfuld op i stævnen i forventning om, at Erik ville lave sin sædvanlige elegante agterendetillægning, så jeg efterfølgende stille og roligt kunne gøre fast fortil. Men ak nej, et hidsigt vindpust ændrede planerne radikalt, og pludseligt skulle jeg skubbe fra, gribe bådshagen agterude OG gøre fast fortil altsammen akkompagneret af styrmandens lettere hidsige tilråb. Det kunne kun gå galt, og et splitsekund senere hørtes den knasende lyd af styrbordlanternens endeligt, inden den forsvandt ned i dybet. Det var nu ikke den store ulykke, for begge lanterner skulle alligevel skiftes, og vi skal nok ikke ud at sejle i mørke foreløbigt. Det største drama udspilledes faktisk først efterfølgende, da broen var ved at gå op for os to både. Flere biler, politibiler, brandbiler og ambulancer med fuld udrykning kom kørende og måtte standse fordi broen gik op og først gik ned igen en god stund, efter vi havde skyndt os ud. Antageligt bliver broen fjernstyret fra Langtbortistan og tager ikke hensyn til evt. ildebrande, trafikulykker eller hjertestop. Kort efter lå vi godt fortøjede i havnen, heldigvis var der en  fra havnen, som var parat til at hjælpe lidt, for der var både strøm og vind i havnen.

28/9 Ved middagstid tøffede vi ud af Aigues-de-Mortes havn og ud på kanalen.

Allerførst passerede vi forbi en jernbanesvingbro, der som normalt stod åben og så ud af den lange lige kanal, hvor vi passerede tæt forbi byens kirkegård.

I lang, lang tid kunne vi se Tour de Constance, hvis vi kiggede bagud.

Vi havde egentlig tænkt os at overnatte et sted undervejs på kanalen.

Men enten syntes vi, at det var for tidligt at stoppe, eller også tiltalte de i øvrigt ret få mulige markerede tillægningssteder os ikke.

Og det med bare at smide ankeret et sted og så bøvle med at få Chico til og fra gummibåden og op på en stejl kanalbred var heller ikke tillokkende. Så resultatet blev, at vi pludselig var fremme ved Saint-Gilles slusen, togtets første. I Fluviacarte 4 bogen, som vi havde købt i Séte, stod der om åbningstider m.m. Alt gik helt gelinde, vi kaldte slusemesteren på VHF 18, som sagde, at vi bare kunne sejle ind. Så det gjorde vi som eneste båd og bandt fast, ingen vind og ingen strøm, piece of cake. Porten bag os lukkede.

Og kort efter åbnedes den foran os, og vi sejlede ud nu på Petit Rhone, da lyset blev grønt. Vi havde hørt, at der skulle være en del steder at lægge til ved i Petit Rhone floden, men det var da noget af en overdrivelse. Det var nærmest som at sejle på Amazonfloden med store træer og buske helt ned til vandet, og her og der lå eller flød små eller større træstykker/stammer, som med lidt god vilje godt kunne minde om krokodiller. Lige pludselig kort efter en grøn bro, så vi dog noget, som godt kunne være tiltænkt fritidssejlere, to små gule pullerter ved en lillebitte, måske 5 kvadratmeter, træbro med en stejl næsten skjult trappe op gennem grenværket. Da det var ved at være halvsent, tænkte vi, at det det måtte være her, vi lagde til for natten. Vi fik lagt til og fik lokket Chico op den væmmelige trappe med stålgittertrin.

Vi havnede på toppen af et uendeligt langt og højt dige, hvor vi på landsiden så ned på en stor pæreplantage. Men det var et fint sted at lufte hund.

Dog ikke ved natteluftningen, som derfor kun foregik på den lille meget mørke platform med en pandelappe, som nok lyste, men som også blændede. 

29/9 Efter morgenmaden kom solen frem og vi sejlede videre af den lille, men ikke så lille flod endda.

Vi så denne formiddag et eneste skib, et mindre krydstogtskib, som vi havde stødt på to gange tidligere. De to foregående dage havde vi mødt lidt flere skibe, men ikke mange.

Vores plan var at tage endnu en overnatning på Petit Rhône, så da vi ved ettiden, kort før selve Rhône, så et tillægssted meget ligt det fra sidste nat, slog vi til. Her var træbroen en smule længere, til gengæld manglede flere brædder, og trappen op til omverdenen var magen til den seneste. Og på begge steder var der kun plads til en båd. Nå, men her lå vi lige før, nærmest under en smuk gammel hængebro, kun for gående og tohjulede.

Den første bro på stedet var romansk og bygget for ca. 2000 år siden. Den nuværende er ca. 200 år gammel,  men rekonstrueret efter delvise ødelæggelser af tyskerne under 2. Verdenskrig.  Hvis man gik til højre viste et vejskilt mod Arles, mens man kom til Fourques en lille landsby, hvis man gik mod venstre og over broen.

Vi var mest stemte for landsbyen og havde desuden set, at der måske var mulighed for at få noget at spise her. En lille km henne af vejen lå landsbyen, og ganske rigtigt lå der et brasserie i udkanten af byen, der havde åbent og tilmed ret mange frokostgæster. Det var helt klart et meget lokalt sted, hvor stort set alle kendte hinanden, så der blev gjort store øjne, da vi dukkede op. Men krofatter var vældig flink, og hans kone i køkkenet sagde OK til at servere dagens menu for os. Vi sad helt udenfor, mens de fleste andre spisende sad i en slags telt, men der var så tilrøget, at det ikke var til at holde ud. Det var en virkelig solid frokost, vi fik serveret, en tyreragout med, tror jeg, op mod 200 g meget mørt kød i en mørk rødvinssauce til hver. Der var ikke skyggen af grøntsager, men lidt ris til. Det så ikke indbydende ud, men smagte alt for godt.

For ikke at tale om desserten, en hjemmelavet tarte tartin, en æbletærte med karameliserede æbler og mørdej + lidt flødeskum. Tung kost, men også den smagte utroligt godt. Vi er slet ikke vant til at spise så kraftig kost, så vi blev så mætte, at vi ikke kunne spise noget før til morgenmad dagen efter – og knap nok da. Efter at ha’ sagt pænt tak for mad trillede vi en tur rundt i den lille by.

Kirken var lille og meget gammel, oprindeligt helt tilbage fra 1400 tallet.

Husene var heller ikke just nye, men mange af dem så ud til at have fået nye vinduer, skodder og lignende. Der så ud til at være anlagt rigtig mange nye boulebaner, op til spisestedet, men vi så ingen spille. Faktisk så vi heller ikke en kat inde i selve byen – eller det gjorde vi lige netop, men ellers ingen.

Det var lidt besynderligt. Hvem boede her egentligt? Til gengæld så vi et utal af duer på taget af en forfalden slotsagtig bygning, der vist var endnu ældre end kirken, inde i et vildnis af en have.

Så alt i alt var Fourques en overraskende interessant oplevelse. 

Vi gik tilbage over den fine bro og satte Chico af i båden. På googlemap kunne vi se, at der faktisk ikke var særlig langt ind til selve Arles, så vi gik, Erik godt nok på cykel, de 20 minutter ind mod Arles. Det var også lidt spændende at se, hvordan Rhône tog sig ud. 

Vi gik over dagens nr. 2 bro og så ned på den brede, rolige og mærkeligt nok helt utrafikerede flod.

Vi kom ind i et meget specielt og hyggeligt kvarter, la Roquette, som lå et stykke fra byens gængse turistmål, såsom museer og kirker. Til gengæld var der masser af lokalatmosfære, med smalle gader, små torve og gamle huse, hvoraf mange var ved at få en kærlig hånd. Og træer, buske og blomster, nærmest hængende haver var der over alt. Det var vist det, man kalder et ret hipt område og med mange unge mennesker. Turistmålene har vi til gode til en anden dag/gang. Fødderne kunne ikke holde til mere i dag, så vi gik/cyklede hjemad til den lille båd og Chico på floden.

Om aftenen grånede det mere og mere, og hen af aften blev det reelt regnvejr. Godt at vi havde aftenluftet Chico ude på platformen inden, og at han er bedre end os til at holde sig natten igennem…

Da vi var helt udgåede for brød, var det en god anledning til at gå inden for murene og spise morgenmad og se byen, inden turisterne for alvor indtog byen.

I det sydlige Spanien kostede en kop kaffe med en croissant og et glas juice snarere under tre end fire €, men længere nordpå steg det gradvist til over 5 €, og sandelig om vi nu ikke var oppe på 7.50 € her i Aigues Mortes. Det var for meget for nærigpotterne, så vi fandt en mindre turistet café på byens hovedtorv, Place Sct. Louis, hvor man man måtte spise sine medbragte croissanter, friskbagte fra byens bedste bager. Bagefter slentrede vi alle tre rundt på må og få i den smukke og velbevarede gamle by. Men dens historie har langt fra været nogen dans på roser.

LIDT OM AIGUES-MORTES HISTORIE

I det 13. århundrede, ønskede den daværende kong Louis eller Ludvig IX 1214-1270( den hellige) at erhverve land langs Middelhavet. Frankrig var på det tidspunkt i alle henseender en stormagt, men det eneste mulige område var marskområdet omkring den kommende by Aigues-Mortes, som det lykkedes kongen at forhandle og købe sig til. Og så startede det store byggeprojekt tegnet af arkitekten Eudes de Montreuil. Det var et kæmpeprojekt, stenene skulle transporteres langvejs fra og arbejdskraften, fiskere og saltbønder, der boede i sivhytter, var begrænset. Fire år senere var hovedtårnet, Kongens tårn eller Constance tårnet og de fem porte omkring den kommende by på plads. Men meget – hele den indvendige by og murene, manglede, og forsvarsmæssigt, havde man kun Kongens tårn, som derudover også fungerede som fyrtårn, beboelse og senere ikke mindst som fangetårn. Kong Ludvig blev som 20 årig gift med den kun 13 år gamle Margrete af Provence , som fødte ham 11 børn. Hun må have været en livskraftig kvinde, som formåede at overleve sin mand med hele 25 år! At denne smukke og hyggelig by, som efterhånden tog form, gennem årene har haft en så voldsom historie er svært at forestille sig nu, hvor alt ånder fred og idyl – og turisme.

Selv om kongen fik tilnavnet “Den hellige” var han dog ikke mere hellig, end at han slog hårdt ned på enhver modstand og mangen uven havnede snarere i galgen end i fængslet. Alene slægtsnavnet kunne være nok til at få en fængslet, således blev en blot 15 årig pige sat bag lås og slå i over 30 år i tårnet. Den “hellige” kom sig bl.a. af at kongen efter at have overlevet alvorlig sygdom i 1244 drog ud på hele to korstog for at vise Herren sin taknemmelighed. På det første havnede han to år i fængsel undervejs, og på det andet døde han i Marokko af tyfus. Så utak var Herrens løn. Men i forhold til mange andre monarker var han vist både klog og retfærdig. Gennem de næste mange hundrede år hærgede den ene krig efter den anden byen på grusomste vis. Der var territorialkrige og de fromme katolikker og protestanter kæmpede også bravt i mod hinanden. Men lige nu hersker fred og ro.

Efter at ha’ sat Chico af i båden tog vi ud på dagens første cykeletape ca. 6 km ud mod Le Grau du Roi og Middelhavet af fine cykelstier langs kanal Rhone du Sete.

Det blæste godt, 14-15 m/s i pustene, så det var herligt ikke at være til søs. Le Grau du Roi opstod opstod efter at Kong Henri IV i slutningen af 1500-tallet fik etableret en ny vandvej fra Aigues de Mortes ud mod Middelhavet samt to store stenmoler, der skulle hindre tilsanding.

Her etableredes efterhånden byen Le Grau du Roi, (altså et kongeligt hul i kystbarrieren opkaldt efter kong Henri IV). Mange, ikke mindst italienere, bosatte sig her, og fiskerierhvervet blev og er fortsat betydeligt her.

Med de lange og brede sandstrande er byen også blevet et søgt turistmål. Vi kom sædvanligt frem ved totiden, hvor (næsten) alle muligheder for at få noget at spise er udtømte. Vi blev venligt henvist til Le Grand Café du Paris, der havde næsten døgnbetjening for ikke tilpassede turister, og her fik vi en udmærket tapasanretning med et glas “vin gris de sables”. 

LIDT OM VIN DE SABLES DE CARMARGUE:

Allerede fra starten af 1400 tallet plantedes vinstokke i Camargue området, udbytterigt, men besværligt, da den sandede jord både skulle affugtes og afsaltes gennem kanaler, såkaldte roubines. Vinkulturens store held var, at den for mange vinmarker fatale phylloxcera vinlus ikke kunne leve i disse sandjorde. Langt den største del af vinene, over 90%, er rosévine, gris- eller gris de grisvine – alt afhængig af druesorterne. Grisvinene er lavet på pinot noir (røde druer) eller pinot grisdruer (røde druer med grålig skal), så vidt jeg har forstået. Resten er så hvid- eller rødvine. Hvorom alting er, så smager de rosafarvede i al fald godt – synes en klar vinnovice.

Her ude tæt på havet kunne vi for alvor mærke blæsten og ude for enden af kanalen, kunne vi gysende se det oprørte hav. Det var et vejr, som lod såvel de brede strande som havet næsten øde.

De små jernheste bragte os hurtigt tilbage mod Skærsilden. I dag var min dog mere elektrisk, end den plejede at være. Når jeg af den ene eller anden grund stod af cyklen og trak, tog pokker pludselig ved den, og når jeg per refleks holdt den an som en hest, stejlede den vildt og lavede sideværts udfald. Meget ubehageligt og ikke helt ufarligt. Som Erik så ganske rigtigt sagde, skulle jeg jo bare bruge håndbremsen… Men det kom bare så uventet ud af den blå luft. Da Erik selv erfarede lidt af det samme, kom han i tanke om, at det nok var fordi, han havde smurt kæderne efter saltvandet, de havde været udsat for på dækket under vores seneste sejladser. Så nu satte de i gang nærmest af sig selv fordi pedalerne kørte med rundt, når man trak cyklen. Konsekvensen blev, at jeg fremover gik på nul, før jeg stoppede.

Tilbage i Aigues Mortes ved femtiden, mente vi godt at kunne klare endnu en mindre udflugt langs kanalerne, men nu i den modsatte retning, 5 km op mod en anden af egnens attraktioner, Tour Carbonniere.
Turen derud var meget smuk og varieret.

Tour Carbonniere blev bygget i slutningen af det 13. århundrede, dels som en forsvarsmæssig forpost, dels som en slags toldstation.

Vejen gennem tårnet var nemlig den eneste til og fra Aigues-Mortes i det uigennemtrængelige marsklandskab.

Vi asede os op af den snoede vindeltrappe, kom kun sølle 12,5 m op, men man havde alligevel en virkelig god udsigt herfra i alle retninger. Så vi stod her ret længe og så os om til alle sider.

Der var en masse informative plancher oppe på udsigtspladsen. Blandt mange andre de nedenstående to om tyrene og hestene som sammen med flamingoerne udgør en stor del af Camarquen’s DNA

Til slut kravlede vi dog ned fra tårnet og cyklede hjem til Chico i Skærsilden – og en ostemad og et glas rødvin.

28/9 Vi havde svært ved at løsrive os fra dette sted og havde ikke travlt med at komme videre, så vi gik endnu en tur op til ringmuren og ind i Aigues-Mortes gamle by.

Efter at have provianteret lidt hos hele to af byens gode bagere, en lille quiche lorraine og et brød fyldt med roquefort ost til frokost og en art lækkert sukkerbrød med kandiserede frugter til kaffen i den anden, var vi rede til at fortsætte vor kanalfærd.