6-7/10 2022 Mod Port Napoleon – årets sidste havn

6-7/10 2022 Mod Port Napoleon – årets sidste havn

TORSDAG 6/10 Vi spiste morgenmad, ikke for første, men sidste  gang, på den lille kombinerede bager/café på havnekajen, der havde åbent hele dagen. Og da priserne her var yderst rimelige, var det et samlingssted for mange, især lokale af alle slags, håndværkere, fiskere, husmødre, you name it, kort sagt et sjovt sted at sidde.

Der er indkøbt nødration hos bageren

Derefter stod den på oprydning, rengøring og pakken sammen. Efter at ha’ afregnet tog vi ud af havnen og sejlede turens sidste 5 sømil mod Port Napoleon. Det var heldigvis stadig lunt og stille vejr, så det var en ren nydelse. Undervejs kom vi forbi de gamle faldefærdige industribygninger.

Lidt længere ude af kanalen nåede vi (Erik) endda at gøre dagens gode gerning. En fin gammel sejlbåd var kommet for langt ind mod land og var gået på grund, og en mand stod og viftede om hjælp med armene. Skærsilden kunne fint nå ind til dem og fik dem da fri efter noget trækkeri.

Efter fritrækningen

Det var de vist glade for, for der var ikke mange sejlere på kanalen. Videre ud af kanalen, næsten ude ved Olgastranden passerede vi de lidt alternative bebyggelser, vi var cyklet forbi dagen inden.

Lidt af hvert

Herefter var vi ude i bugten og på vej ind i rhonedeltaet, hvor der klogeligt var afmærket en sejlbar rende.

Ude af kanalen

Ved totiden kunne vi lægge til på bro D i den store havn, hvor mange andre gæstesejlere lå og var ved at gøre klar til at blive taget op – og hvor endnu flere allerede stod på land. Det var helt sjovt for en gangs skyld at ligge sammen med andre gæstesejlere. 

Bro D

FREDAG 7/10 Utroligt hvormeget der skal ordnes og gøres, før alt er klart til optagning og hjemrejse, men tidsplanen ser ud til at holde. For at spare tid spiste vi morgenmad oppe i havnens restaurant og det samme gjaldt for frokosten. Det var en positiv overraskelse, alt sammen var både godt, billigt og hyggeligt. Havnens sanitære installationer var også i orden, så vi også nåede at få vasket sengetøj og håndklæder i en af de mange vaskemaskiner. Endelig var der også mulighed for at leje sig ind på værelser oven på restauranten. 

Huset der tilbyder næsten alt

Båden skulle op 15.30, så 13.30 gik vi op og fik dagens menu, en dejlig havsalat med alt muligt godt i, et glas rose vin, en masse vand og en lækker pæremandeltærte til sidst. Man kan sidde inde, helt uden for og som os midtimellem i en overdækket afdeling, hvor man kan ha’ hund med. Så vi fik god og en rar en afslutning på det hele. Da vi klokken to kom tilbage til Skærsilden, stod en af havnefolkene og sagde, at nu var de klar til at tage båden op. Så Chico og jeg kom slet ikke ombord igen, lidt trist, men heldigt at vi var så godt som parate, Erik klarede lige det sidste og sejlede så hen mod optagningsstedet.

Skruen og ror var helt klart mest begroet

Alt gik glat og båden blev grundigt højtryksrenset. Det var efter to år i vandet tiltrængt, men den var nu ikke så slem endda. Erik havde jo, i badesæsonen, renset hvad han kunne nå i vandet med en spatel. Der sidder en del ruger tilbage, men dem må vi fjerne til næste forår.

Derefter blev den med kølen oppe sænket ned på et lavt stativ og en imponerende lang vogn kom og kørte båd og stativ hen på sin vinterplads.

Efter at have ordnet de sidste praktiske ting, tog vi afsked med Skærsilden og kørte ved 16-tiden nordpå. Hjemturen kommer der nok lidt om på ” Folke’s” hjemmeside.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.