1-5/10 2022 Port Saint Louis

 LØRDAG 1/10 Den første rigtige efterårsmåned. Nu havde vinden lagt sig, til gengæld var solen også væk. Vi startede dagen med at cykle over til Port Napoleon bl.a. for at spørge om der var plads i havnen til os inden optagningen. Vi ku’ bare komme og lægge os ved bro D, var svaret. Vi bliver nu nok liggende i Saint Louis, som er en rigtig god havn,  længst muligt, den er tættere på alt, og der er mere havneliv og butikker oppe i byen.

Vi prøvede også at cykle videre ud til stranden, Plage Napoleon, men efter at ha’ kørt i en evighed på en snorlige vej gennem et ret trøstesløshed landskab, vendte vi om og kørte tilbage til havnen. Vi var på udkig efter et godt sted at spise frokost den følgende dag, hvor vores tidligere naboer på Vornæs ville komme et smut forbi under deres bilferie i Frankrig. Vi fandt et forhåbentlig OK sted, hvor vi bestilte bord. Det har vi erfaret er nødvendigt i weekenderne, hvor stort set alle synes at spise frokost ude. Selv fik vi klemt os ned på et sjovt lille familieforetagende langs med Rhônefloden. Vi kaldte stedet for Onkels Toms hytte.

SØNDAG 2/10  Midt i opvasken efter morgenmaden gik pumpen helt og aldeles død, og en ny kunne tidligst fremskaffes dagen efter. Erik kortsluttede tryksensoren og så kunne vi tænde og slukke for pumpen manuelt. Ellers gik formiddagen med at finde en transportmulighed for Erik fra Saint Louis til havnen i Gruissan, hvor Folke havde stået parkeret siden 17/9. Det var ikke nogen særlig lang strækning, men det var nærmest umuligt at få puslespillet, bus, tog, bus til at gå op eller finde en mulig Bla Bla Car tur. Det lykkedes dog til sidst at kombinere en bus, et tog og to busser, så turen ville kunne klares på godt otte timer. Jokeren var, at jeg i denne havn ikke selv kunne få Chico i land. Han skulle løftes ned fra båden til en smal vakkelvorn finger, og det er svært nok også for Erik. Og otte, ni timer er max. den gamle hund kan klare uden at komme i land. Men dejligt at vi fandt  en løsning.

I dag var det fint søndagsvejr, så vi kunne modtage vores gæster Tove og Kai i solskin ved restauranten, hvor vi heldigvis kunne sidde uden for. Tove og Kai har selv ligget i havnen i deres båd, da de for 16 år siden sejlede ned gennem floder og kanaler, så vi havde nok at tale om. Efter frokosten var der kaffe og kage ombord på Skærsilden, inden gæsterne kørte videre mod Fos sur Mer.

MANDAG 3/10 Efter en senest mulig hundeluftning , tog Erik af sted klokken halv ti, mens Chico og jeg blev tilbage på båden. Alt gik heldigvis som det skulle, og ved godt 18-tiden var Erik tilbage med Folke – begge i god behold. Og Chico kom til sin store lettelse og i fuldt firspring på land straks herefter.

Efter at ha’ slappet lidt af i båden i den nedgående sol,  gik vi op og fik os en god pizza. Som sidst var vi nødt til at levne og fik atter en gang en pizzabakke med hjem – gamle svagspisere. 

TIRSDAG 4/10 I første omgang havde vi bestilt tre nætter i havnen, men nu ændrede vi det til seks nætter. Mens vi havde en vask over, cyklede Erik over til en Uship butik i Port Napoleon efter en ny pumpe, som de heldigvis havde på lager. Men monteringen måtte vente. Nu havde vi bilen, og det skulle udnyttes til en udflugt. Hovedmålet var en 60 hektar stor ornitologisk park beliggende i Camarquen ca. en times kørsel fra os. Man kunne vælge to ruter en kort på ca. tre km og så en betydeligt længere. Vi måtte lidt beskæmmede indse,  at det måtte blive den korte. Til gengæld var det den med mest at se på, og den de fleste tog, sagde den unge pige i billetsalget let trøstende. Det var en dejlig park eller lettere dresseret naturområde at gå rundt i.

Vi så mange forskellige fuglearter, og der var sikkert endnu flere, vi ikke lige så. Flere gange kom en stork flyvende hen over vores hoveder, og der var mange forskellige hejrearter, men det mest interessante var flamingoerne.

Endelig kom vi tæt på dem og kunne iagttage deres adfærd enkeltvis og flokvis. De er virkelig besynderlige at se på med deres lange tynde ben og deres støvsugerslangelignende hals for ikke at tale om deres måde at spise og kommunikere på.

Gennem det store næb kan de filtrere saltvandet fra og udskille det gennem næseborene, og tungen virker som en slags pumpe. Og under hele spiseseancen udstøder de forskellige slubre/gnæggelyde. De får ikke deres farve fra rejer og lever ikke, som mange tror, overvejende af rejer, men mere af små larver, alger og lignende, som de finder i det lave vand. Og farven som kommer fra betakaroten i kosten nedbrydes under fordøjelsen og rødorange pigmenter optages herefter af fedt i leveren og udfældes i hud og fjerdragt. Farveintensiteten i fjerdragten veksler med årstiderne ligesom fjerene jævnligt udskiftes.

Efter at ha’ fået mættet vores flamingobehov, tog vi et par km sydpå til Camarquens hovedstad Saintes Maries de la Mer. Det er en rigtig hyggelig by, med overvejende hvide lave huse, men også meget turistet i de små smalle gader. Der er en fin ikke så stor havn og en dejlig sandstrand, som vi var et smut nede på.

Nu havde vi jo ikke set hav i over en uge, men desværre var vandtemperaturen faldet så meget, at selv jeg opgav den tænkte badetur og nøjedes med at soppe.

Lidt efter gik vi op i byen og satte os på torvet ved den ret store flotte mindst 1000 år gamle sandstenkirke og fik en crepe og en kande cider, mens vi så på de forbipasserende, mange trækkende med deres cykler.

Selvfølgelig var vi også inde i kirken, som var var helt speciel. Den var meget rustik, men indrettet lidt som en mellemting mellem byen med små butikker alle vegne, og en udstillingshal med malerier af fortrinsvis sengeliggende unge som gamle. Her var det så især forskellige slags lys, man kunne købe og sætte i  stager rundt omkring i kirken. Der var også opsat utallige små tavler, med navne, billeder, årstal eller forskellige inskriptioner såsom “Merci” eller “Reconnaissance” (Erkendelse)

Alt sammen noget der skulle udtrykke taknemmelighed over en overstået alvorlig sygdom, overlevelse af en ulykke eller andet, man ville takke for eller måske ytre ønske om. Og meget mere end i andre kirker, hvor det at tænde lys er jo også er helt normalt. Det viste sig, at til netop denne kirke valfarter katolikker og vist især romaer fra nær og fjern to gange årligt – næste gang 22. oktober. Måske var man allerede ved at varme op til festen, som vist er meget farverig og noget ud over det sædvanlige. Kirken er som mange andre helliget jomfru Maria, men her også hendes tre halvsøstre Maria Klopas, Maria Salome, Maria Magdalena samt deres sorte tjenestepige Sara. De fire sidstnævnte skulle i følge en af to legender ha’ været på flugt, men lidt skibbrud ud for kysten. En lidt anden version af legenden siger at de tre Mariaer efter skibbrudet blev modtaget af en mørk kvinde, måske en romakvinde, der bredte sin magiske kappe ud over bølgerne foran de tre nødstedte, så de kom sikkert – og tørskoede i land. I taknemmelighed over at have overlevet anlagde de et kapel til jomfru Marias ære. Et kapel som siden har haft voldsomt vokseværk, og som i følge legenden huser de skibbrudnes jordiske rester. Som  en interessant krølle på historien er tjenerinden “ Sorte Sara” eller den mørke kvinde blevet romaernes skytshelgen, og romaerne har fået en måske ikke alle steder lige velset fod inden for den katolske kirke. Og byen, Saintes Maries de la Mer, er tydeligvis opkaldt efter de tre helgeninder. Det kunne helt sikkert ha’ været meget spændende at overvære disse festligheder.

På vej tilbage mod bilen kom vi forbi byens arena, hvor drabelige kampe mellem mand/mænd evt. til hest (vist nok stadig) kæmper mod egnens specielle sorte langhornede tyre uden at de ( tyrene) bliver dræbt i arenaen ( men måske bagefter). 

Og dagens oplevelser var endnu ikke slut.

På turen tilbage gennem det dejlige Camarque landskab, kom vi forbi et lille vinslot som havde åbent for salg af deres vine m.m.

Så der kørte vi ind og købte et par flasker og lidt af egnens forskellige risarter, inden vi fortsatte til den lille færge, der transporterede os (og rigtig mange andre) over til den anden side af Rhône og hjem til Skærsilden og Chico. Han er altid glad når vi kommer tilbage, men klarer heldigvis fint at være alene fem-seks timer. Og vi var glade for at slappe af i sofaen i “salonen” og spise resten af gårsdagens levnede pizzaer.

ONSDAG 5/10 Efter morgenmaden blev den nyindkøbte pumpe installeret. Den var lidt kraftigere end den tidligere, men forhåbentlig bedre – og vi kunne igen få vasket op under rindende vand, herligt. Vi er så småt begyndt at pakke sammen, gøre rent og bære ting, der skal med hjem op i bilen. Ved frokosttid holdt vi dog “fri”. 

 Cyklerne skulle aflades lidt, inden de skulle pakkes væk, så vi cyklede 10 km ud til en strand med det lidet eksotiske navn Olga. Vi cyklede langs kanal Saint Louis. At havnen oprindeligt har været en stor industrihavn vidner store faldefærdige bygninger og nedlagte, delvis tildækkede jernbanespor på kryds og tværs om. Vi endte først blindt i byens enorme kirkegård, en stenørken med uendeligt mange gravsteder, de fleste med mindeord og billeder af de afdøde i fuldt vigør. Her blev man virkelig mindet om sin egen dødelighed, hvis man ellers var i tvivl herom. Langt om længe kom vi dog ud til “Olga”, hvor vi kunne se, hvor vi skulle sejle den følgende dag. Man er stadig inde i en stor bugt, men i forbindelse med havet.

En enkelt udholdende soldyrker lå og sugede solens sidste stråler til sig. Hvis det var lidt varmere, kunne man sagtens bade her, men for nu var det rart bare at sidde lidt og kigge, ikke bare på havet, men også de industrielle omgivelser med kæmpeskorstene, som røg og eller damp væltede op af. Hele området er ret sjovt, hvor fiskere og andre mere alternative typer har fundet en beskeden bolig langs kanalen ud mod stranden – lidt som Sydhavnen i København. Herefter måtte cyklerne være afladede nok, det var vi i al fald, så vi tog hjemad og legede “tøm køleskabet” i Skærsilden. Aftenen var stille og lun, så det blev lammekoteletter i cockpittet, tomat, flutes og ost.