Forfatter: Christina Gullaksen

Algarve 2020

Algarve 2020

To ugers Algarvetogt 17. juli – 1. august 2020

 

PROLOG:

Her kommer et af mange grunde stærkt forsinket indlæg vedrørende sidste års desværre meget kortvarigesejlsæson. Heldigvis fik jeg dog ført “dagbog” undervejs…

Foråret og især starten af sommeren 2020 var i mange henseender besværlig og speciel for mange og også for os. Ud over de sædvanlige pasningsproblemer af vores dyr m.m. skabte Covid 19 med først lukkede grænser, så Portugal som orange zone med højst usikre flyforbindelser usikkerhed om, hvad der overhovedet var muligt. Og endeligt var der min far som nu ikke bare var gammel, 97 år, men også gentagne gange i det seneste år havde fået alvorlige helbredsproblemer. Så jeg hverken kunne eller ville forlade ham. 

Så Erik drog alene af sted ned til båden i Albufeira i slutningen af juni og arbejdede hårdt i mega varme for at få Skærsilden sommerklargjort. Og han fik lavet en aftale om, at Skærsilden kunne overvintre nok en vinter i den trygge lystbådehavn i Albufeira.

Skipper ensom
Før


Før


Skrue – før


EFTER!


Så blev det endelig pizzatid

 

 BESØG: Camilla og William gjorde heldigvis lidt senere deres far/morfar selskab i små to uger. De havde en dejlig og velfortjent tur frem og tilbage langs den skønne Algarve-kyst.

Ruten

1. Stop Albufeira


En lykkelig familie


I gummibåden ud til de berømte klipper vest for Lagos

Der bades undervejs


OG dykkes – her på land!

3 “Små” doradoer


Den overdejlige strand ved Culatra

Varmt vand


Også William gik “all in” med lulas

HJEMME PÅ TÅSINGE

11. Juli ebbede livet, ikke uventet, ud for min dejlige, men meget gamle og trætte far.

Min far under syrenerne i haven i sit elskede Espergærde

90 år ung i Lohals havn med yndlingsdatteren ( den eneste)

Efter en uges intense bisættelsesforberedelser( denne kunne først afholdes 14. august i Espergærde) tog jeg ned til Erik, som nu atter var alene ombord, og som havde booket en flybillet for mig til Lissabon . Vi havde ikke planer om andet end at slappe af og nyde det dejlige område endnu et par uger og så håbe på bedre muligheder for at fortsætte vores odyssé videre sydpå næste sommer.

Endelig på vej sydpå

 

17.-18. JULI ET KORT GENSYN MED LISSABON

Erik havde fulgt Camilla og William til flyet i Lissabon, og han stod nu og ventede på mig, da jeg landede sidst på aftenen. Jeg havde savnet ham efter tre drøje uger alene hjemme. Vi tog ind på Hotel Europa K et par metrostationer væk og tæt på stationen, hvorfra toget mod Albufeira afgik næste dag. (Det var i øvrigt 3. gang i år, Erik boede på dette udmærkede hotel).

Hotellet lå i Entre Campos i den nordlige, mestendels nyere del af Lissabon.

 Dagen derpå fik vi morgenmad, cafe con leite med lækkert bagværk, på en udendørs lille cafe.

Bagefter var der god tid til at gå rundt i området. Sært at gå et sted hvor de fleste inklusive os bar masker også udendøs. Men det er jo også i Lissabonområdet, at Covid 19 er mest udbredt.

Tid til en forfriskning


God ferie


Fine krydderurter


14.10 afgik toget sydpå og efter ca. tre timers rejse gennem et ret øde terræn med oliventræer, korktræer og store kvægflokke ankom vi endelig til Albufeira.

Der ventes på toget mod Albufeira


Over Tejo på 25.april broen med kig til Docca de Al cantara i baggrunden, hvor vi lå en uge i 2019


Der var grønt


Og der var tørt 


Af med mundbindet og på med solbrillerne

Det var mere end dejligt at gense og være i Skærsilden igen.

19. JULI ALBUFEIRA

Dagen efter brugte vi bare på at få vasket tøj, daske rundt,i byen, være på stranden, bade i det skønne vand og spise en gang grillede sardiner med perlende vino verde på “Strandkurven” med panoramaudsigt over stranden og det solglitrende hav.

 

Gensyn med de velfodrede katte

20.-22. JULI  LAGOS m.m.
Efter at ha’ fået en ny aftale med havnekontoret, nu en helårskontrakt, på plads drog vi vestpå mod Lagos, første stop på vores sentimental cruise. Der er også noget charmerende ved at få lov at gense steder, især når man ikke havde regnet med det. Og Lagos var vi begge glade for – også denne gang. Der er noget mere elegant over denne by, regionens tidligere hovedstad, end Albufeira, det hyggelige, men kraftigt forvoksede fiskerleje. Vi gik så at sige i vore egne fodspor, ud gennem “ ørkenen” til den østlige store sandstrand, hvor vi overophedede kastede os i havet. Senere om aftenen besøgte vi den lille gode og økonomivenlige restaurant Inna.

Smukke Lagos

Dagen efter skulle der dog ske noget relativt nyt. Vi lejede en Panda og kørte nordvest på op til en lille flække, der ud fra fotos på nettet, så ud til dramatisk at klamre sig fast til stejle klippesider. Og så skulle der tilmed ifølge min trofaste guidebog være en god fiskerestaurant med udsigt til det frådende “rigtige” Atlanterhav. Stor var overraskelsen, da der så godt som ingen by var, klippesiderne, havet og, tak og lov for det, restauranten var der. Men meget mystisk – var byen sunket i havet eller hvad? Den lille forskel, et simpelt S, kan somme tider være af stor betydning.Ved nærmere eftersyn viste byen på billederne sig at hedde Azenhas do mar, mens den fra guiden hed Azenha do mar. Og førstnævnte førstnævnte lå godt nok i Portugal, men ca. 30 km. nord for Lissabon nær Sintra. Helt sikkert et besøg værd, men ikke i denne omgang.

Hav så langt – og længere end øjet rækker


Klipper

Efter på behørig vis at have beundret havet og dets facinerende møde med klipperne, søgte vi op til den lille restaurant, som pludselig fra at ha’ været helt tom nu sydede af liv og den før tomme grusede parkeringsplads var nu fuld af biler. Det lovede godt og vi blev ikke skuffede. En herlig arroz de marisco med bl.a. knivmuslinger – og tankerne om den forsvundne by forsvandt som dug for solen.

Så bliver det ikke bedre

Med maverne fulde kørte videre til en gammel kending, Arrifana, vores spektakulære ankerplads fra sidste år. Der hvor dønningerne let kommer op på 4 m til surfernes glæde, men til megastort ubehag for de stakkels opankrede danske tumper, der knapt fik lukket et øje den ganske nat.

Arrifana

Sidste år, udenfor sæsonen, var stranden her næsten helt øde, men i år var der fyldt med surfere og badegæster på den smalle sandstrimmel, højvandet havde skånet.

Det var ikke et badested for mig så efter at ha’ nydt gensynet, tog vi videre til det, der blev omtalt som “familiestranden” Monte Clerico. Der var godt nok en del familier, men i dag var det ubetinget ikke nogen børnevenlig strand.

“Børnestranden”

Der var gult flag – tør dårligt tænke på forholdene ved rødt flag… Flere livreddere med fløjter havde taget opstilling mellem to flag med få meters afstand. Her ku’ man så tage livtag med bølgerne, som man nu turde.

I forgrunden ses en frygtsom dansk kvinde

Med hav- og bølgemætte øjne kørte vi på hjemvejen ind og holdt kaffepause i den velomtalte hvide by Aljeluzar beliggende ved en flod lidt inde i landet. Det udsete kaffested havde desværre lukket, men vi fandt en cafe med de mest besynderlige typer, især menneskeligt mere eller mindre alkoholiseret vraggods af nordeuropæisk herkomst… Men kaffen var udmærket.

Køer undervejs

Først på aftenen var vi hjemme igen efter en fin udflugt.

 

22.-23 JULI. SÅ BLEV DET ALVOR – IGEN

Efter morgenmad var vi på den store indkøbstur med rullekuffert til det store supermarked Pingo Doce, og da det var overstået, tog vi, for ikke at gøre forskel, et smut ud til den vestre og også smukkeste strand med de karakteristiske Algarveklipper. Efter at ha’ badet og kigget på, hvad der nu var at kigge på, gik vi tilbage til båden og gjorde klar til at sejle mod Alvor.

Efter en fin sejltur hvor vinden dog døde undervejs kom vi ind i riaen som Erik efterhånden kender som sin egen bukselomme og snart lå vi omtrent samme sted som tidligere. Der lå dog en del andre både, så det er lige om at få det til at passe med de andres ankerliner og bevægelsesmønstre.

Kommer den mon tættere på?

Og så var der ellers underholdning. En familie med to børn havde tre små pincheragtige rottehunde som for rundt på dækket og bjæffede i en uendelighed. Ofte var de endda alene ombord lod det til. Og den følgende morgen padlede den ældste dreng ind med dem på en øde strand og satte dem af. Så kunne de ellers bare passe sig selv der dagen lang. Og det værste eller det bedste var, at det foregik præcis på samme måde, da Erik lå der med Camilla+William for en uges tid siden. 

Hele dagen havde vi gået og glædet os til vores aftensmad – en stor, flot pighvar vi havde købt i Pingo Doce om formiddagen. Og ovnbagt og lækker blev den med med røde kogte kartofler og koldt smør.

Dagen efter tog vi gummibåden ind til havnepromenaden.

Her fandt Erik en cool dame
Og jeg en sjov fisk

Siden gik vi af trægangbroerne over på den dejlige strand på Atlanterhavssiden af tangen og badede. Selv Erik er blevet glad for at bade i år. Ville også være mere end mærkeligt andet!

Herligt sted
Fortjent!

Efter at ha’ gået rigtig længe rundt i vandkanten af den fantastiske strand med det krystalklare vand gik vi tilbage til byen til vores “ stamrestaurant” ved redningstationen, hvor vi bestilte to roballoer (fladfisk) + vino verde. Den flinke tjener syntes at vi skulle bestille en stor til deling, og det var fint med os. Det lod sig dog desværre ikke lade sig gøre, for de havde ingen friske store fisk tilbage undskyldte han. Også OK med to almindelige. Og vi ventede. Og tjeneren undskyldte igen. Og så kom han langt om længe med to kæmpestore roballoer, som var så friske, at de næsten sprællede med halerne. Mærkeligt, men på den gode måde.

Båd på midlertidigt land

Sidst på eftermiddagen sejlede vi videre mod Portimão, hvor vi også ville lægge os for anker.

På vej ud af den lavvandede ria i medstrøm, vind og med surfere.

23-24. JULI PORTIMÃO/ALBUFEIRA

Det blæste ret kraftigt, og der var søer og dønninger yderst i bassinet, hvor vi egentlig ville ha’ lagt os, så vi fortsatte lidt længere ind, hvor man også kunne ankre. Vi fik her fin udsigt til en anden lille by, Ferragudo, beliggende modsat Portimão. Vi var ovre og kigge nærmere på den 500 eller var det 700 år gamle by, som syntes at være langt mere charmerende end Portimão men vist nok også mere mondæn under den pittoreske overflade – der var i al fald ret dyrt på spisestederne.

Ferragudo

Vi fik nu bare lidt brød og ost i båden. Aftenen var blevet helt stille, og alt åndede idel idyl, ind til vi blev råbt an af nabobåden, en noget brysk finne, som mente, at vi var kommet for tæt på hans båd. Erik mente dog ikke, at der var grund til panik og ville se tiden an, før han agtede at ændre på sin ankring. Det endte dog med, at vi lidt over midnat startede motoren og forføjede os en smule. De der finner er jo farlige… Erik havde vist ventet på, at der skulle komme mere vind igen for så ville afstanden mellem vore både blive større, fordi han, finnen, så ikke længere ville have 30 m slap kæde liggende på bunden o.s.v… Men vind har det jo med at komme og gå – så hellere “safe than sorry” og en god nattesøvn. Den blev nu ikke særlig god, en større fiskerflåde passerede i en lind strøm larmende og tæt forbi os det meste af natten. Næste morgen flyttede vi os længere ud mod indsejlingen, hvor vand og luft var friskere. Vi forsøgte at komme i land på Portimãosiden, men der var INGEN steder at lægge jollen, så det opgav vi.

Kig mod Portimao
Kig mod udsejlingen

Efter et kort besøg på stranden nær Ferragudo  og lidt badning fra båden sejlede vi videre ( tilbage ) mod Albufeira, hvor vi jo nu ligger “gratis”.

Vi var godt varme efter den ellers fine medvindsejltur, så vi hastede over til den nærmest liggende lille strand ovre ved fiskerihavnen. Der findes ikke noget meget skønnere end at blive afsvalet ( i det 29 grader varme vand), når man er på kogepunktet.

“Vores” lille strand

Og bagefter to cafe con leite med kage i skyggen hos Sparkøbmanden i marinaen.

25.JULI NU BLIVER DET LIDT FAR(O)LIGT 

Afsted fra Albufeira efter sen morgenmad. Fin sejlads for sejl i jævn vind det meste af tiden. Dog endnu ikke skyggen af delfiner på turen hidtil. Øv! 

Ved 17 tiden sejler vi i medstrøm ind i Ria Formosa og holder til bagbord mod Faro og er nu for første gang i år i nyt farvand. Så langt så godt. Erik er jo ikke så nervøs for disse smalle og sparsomt markerede løb. Vi nærmer os hurtigt Faro, og har besluttet os for at ligge i havnen, da der er lovet temmelig kraftig vind for natten, og vi ku’ også bruge lidt strøm til de følgende dage. Vi havde godt set, at der var en form for bro ind til den pænt store havn, men at denne skulle være åben til kl. 20. Da vi kommer hen mod broen, ser vi at det er en jernbanebro, som ikke ser det mindste mobil ud.

En meget fast bro


Som toget passerer

Der er i øvrigt heller ikke nogen, der har svaret på vores VHF-opkald. Og nok så interessant så ser der ikke ud til at være en eneste båd med mast på i havnen!!! Hvad endnu værre er, er at strømmen pludselig tager til samtidig med at vi kommer ind på meget lavt vand. Vi føler egentlig ikke, at vi går på grund, men pludselig virker det som om, der ingen styring er mere, og da sejlet er taget ned, er der ikke megen manøvredygtighed af båden. Der kastes i al hast et anker ud for at få lidt styr på situationen. Erik får gummibåden i vandet og belaver sig på at trække båden ud på dybere vand, mens jeg hiver ankeret op, og styrer så godt jeg nu kan. Fint nok ind til den ellers så trofaste påhængsmotor sætter ud. Ud med ankeret igen i en vis fart. Erik storsvedende op på Skærsilden igen og ned i værktøjsgemmerne. Der er benzin på motoren, men tilførslen er blokeret af uvisse årsager. Der skrues, pustes, renses og regeres og til slut virker genoplivningstiltagene heldigvis.

Er der hul igennem dysen?

Jeg havde ellers et par gange stået på fordækket og basket hjælpeløst med armene, men det var ligesom om, at alle vendte det blinde øje til. Forklaringen på denne manglende hjælpsomhed, forstod vi senere, skyldtes  for en stor del, at det tiltagende højvande hurtigt ville blokere det i forvejen lille hul ind til havnebassinet, så de lokale (motor- )både ikke længere ville kunne nå i havn. Nå, men Erik fik jo med sædvanlig stædighed gang i motoren, og bugseringen af Skærsilden blev nu ændret til, at Erik skubbede agterfra, mens jeg i modlys styrede igennem det ukendte og dårligt afmærkede farvand hen mod en egnet ankerplads i nærheden. Heldigvis fandt vi hurtigt en tilforladelig bøje, vi fik hægtet os på. Erik hoppede i vandet for at få syn for sagen, og jo eller nej, der var ingen skrue mere… Vi var i en form for lettere choktilstand, men besluttede os til at stole på, at nu virkede påhængsmotoren stabilt igen og tog hen til stedet, hvor skruen måtte være mistet. I det plumrede nu dybere vand og den lave sol, var det dog umuligt at se bunden. Så vi måtte nøjes med at mave os, limboagtigt, igennem hullet ind til småbådshavnen for at komme ind og se lidt på Faro, hvilket jo var dagens oprindelige plan. 

Endelig inde i havnebassinnet

Heldigvis er byen, eller i al fald den gamle bydel, lille og overskuelig. Vi havde ikke de store forventninger til byen, men den har helt bestemt sin egen stille charme. Og tre storkereder ( med storke) i byens gamle katedral satte prikken over i’et.

Find storken

 

Vi fandt et lille spisested, med udsøgt venlig betjening, lige hvad vi havde brug for. Og så håbede vi bare, at vi ville kunne finde ud til båden igen i den stille, men også meget mørke aften. Det gik dog heldigvis fint. Om natten kom så vinden som lovet, ret så pludseligt op på 12 m/s, men vi lå fint ved vores bøje.

Ingen kunstig hygge her

 

FARO 26. JULI – MED BL.A HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE AT FINDE EN TABT SKRUE I ATLANTERHAVET?

Vores gode ankerplads


Store fugle


Mindre fugl, stork, udnytter lavvandet

Under en stille og rolig morgenmad afventer vi lavvandets komme, så skrueeftersøgningen kan fortsætte. Der er meget at fordrive tiden med fra vores bådterrasse. Flyene til og fra den meget nærliggende Faro lufthavn passerer helt tæt hen over hovederne på os. Det er lige før man kan vinke til passagererne. Optimistjollerne har sommerferietræning lige ud for os og flere sejlrender løber tæt forbi, så der megen trafik af forskellige både. Da vi begyndte at få “græsplæne” rundt omkring os, mente vi at tiden var inde til at opsøge gerningsstedet. Vi havde aftenen forinden sonderet bunden, og den virkede ikke mudret, hvilket øgede optimismen. Og tænk, vi sejlede direkte hen mod stedet, og så skruen ligge og blinke i sollyset på en god halv meters vand. Hvor svært kan det være…

Som Gollums ring

Desværre lader den sig ikke umiddelbart sætte på. En dims ( en feder), som antageligt har været tæret i længere tid, er knækket og skal fremskaffes. Erik mener, at han selv kan montere den måske endda på en sandbred ved lavvande… Faktisk rigtig meget held i uheld at vi mistede skruen ( med næsten nye skrueblade) netop her. Men først næste år – vi får se hvad og hvordan. Heldigt at Erik er så god til at sejle uden motor i næsten al slags vind og vejr. Vi må også se, om vi ikke kan få det til at passe, så vi kan komme nogenlunde sikkert tilbage til Albufeira for sejl alene. Vi dropper dog planerne om at gå længere ind i Ria Formosas morads i år. Således opløftede – i al fald Erik, vendte vi tilbage til Skærsilden, pakkede badetøjet og hoppede i gummibåden for at sejle ud hvor alle de andre badeglade motorbådssejlere tog hen: Til Praia de Faro. Det tog ca. 40 minutter at sejle derud, men det var en hyggelig tur i indre beskyttet farvand i Ria Formosa.

Strand på tangens inderside med mange små feriehuse


Sand børstes af fødderne

Vel fremme lagde vi gummibåden på bredden fastgjort til et lille anker, gik over den smalle land/sandtange og vupti var vi igen ude ved det åbne Atlanterhav.

To minutter senere – og et helt andet univers


Sol over “Trash”

Vi badede og gik langs den enorme sandstrand, indtil vi fandt en hyggelig strandbiks, hvor deres specialitet var tun. Så vi fik tunbøf med stegte løg og tunmave ( det mørkere bugkød, ikke mavesækken) begge dele smagte rigtig godt. Efter lidt mere badning tog vi tilbage.

Bilbroen over mod lufthavnen og Faro


På motorvandvejen

Ved ankomsten blev vi modtaget af vores to engelske bådnaboer, som fortalte, at “ vores” bøje snart skulle bruges af den retmæssige ejer. Havnemesteren havde været på besøg og banket på hos os, mens vi var ude. Vi fortalte, at det var lidt af nød, at vi havde hægtet os på bøjen. De mente at vi i stedet nok kunne låne Paddys? bøje et par dage. Og straks var de to aldrende herrer i hver deres dinghy i gang med at trække os hen til den nye bøje. Så tak for hjælpen. 

Der entreres med gæve britter

 

27. JULI  FARO OG ILHA DESERTA 

Efter en rolig nat ved Paddys bøje stod vi op til noget så exceptionelt som en delvist overskyet himmel. Vi havde besluttet at tage ind og spise morgenmad i Faro, se lidt mere på byen, købe ind OG få benzindunken fyldt op. Vi fandt en hyggelig café og fik en fin morgenmad sammen med overvejende unge portugisere. Det er især i denne by tydeligt, at mange af turisterne er udeblevet, men set fra vores synspunkt er det ret behageligt.

Lækker, lækker morgenmad

For længe, længe siden var byen under en vis Ben Bekrs mauriske herredømme, hvilket resterne af den store bymur ud mod lagunen vidner om. Maurerne blev dog jaget på porten i starten af 1200 tallet, og herefter startede Alfonso den 3. byggeriet af den store katedral Sé. I slutningen af 1500-tallet, mens Portugal var i krig med Spanien, kom jarlen af Essex forbi og plyndrede og brændte byen af. Som om ikke dette kunne være nok, ødelagde to jordskælv i 1722 og 1755 den da delvist genopbyggede by. Det har ikke været sjovt eller let at være faroner… Men nu fremtræder den gamle by meget smuk og harmonisk.

Fint og velplejet var der mange steder


Gamle bydel


Gade op og …
Gade ned
Et lidt specielt kattested
En lille vagtkat

Efter en passende tur gennem byen fandt vi et kombineret supermarked/markedsplads, hvor vi fik fyldt lagrene op, og lige der hvor gummibåden lå fortøjet, kunne vi købe benzin. 

Havnehullet set indefra

Tilbage i båden besluttede vi, at det var nu, mens vi endnu havde medstrøm, at vi skulle forsøge at snegle os tilbage til riaens munding gennem de smalle løb. Vi havde let modvind og lavvandet var allerede godt fremskredent, men med en dygtig navigatør ved roret kom vi på kryds fint frem til udmundingen, hvor vi lagde os for anker.

 

Da vi kom ved max. lavvande, kunne vi se hvor tæt vi ku’ gå på kysten, og ved dagslys er her meget idyllisk. Vi ligger helt tæt på Ilha Deserta, som vi jollede over til, så vi atter kom ud til den flottest tænkelige Atlanterhavsstrand.

En blanding af fiskerhytte og miljøstation


Strand og atter strand


Erik badede fra båden

Tilbage i båden var højvandet og dermed strømmen vendt og på sit kraftigste. Ikke langt fra os lå en stor motorbåd. fyldt med glade unge mennesker, der spillede høj musik og dansede rundt på dækket. Jeg har hele tiden haft fornemmelsen af, at på dette tidspunkt skulle man nok være ekstra forsigtig under evt. badning. Så da vi så to af de unge mennesker hoppe i vandet, holdt Erik og jeg godt øje med dem. Vi ku’ ret hurtigt se, at de uden held prøvede at svømme tilbage til båden. Og partyvennerne så ikke ud til at reagere, hvis de da overhovedet havde bemærket noget som helst. Under vejs drev de (eller kun pigen) forbi et tov, som en mand fra anden ankerliggende båd (uden jolle), havde kastet ud til dem. Erik sprang derfor resolut i gummibåden, som (heldigvis) startede, som den skulle og satte kurs mod de to, som hurtigt drev længere og længere væk. Fyren fik selv bakset sig op, men pigen måtte hales op. De var vist mere end glade for Eriks redningsaktion. Erik fik da også tilbudt en kold drink, da han afleverede de to på motorbåden. Han nøjedes dog bare med at be’ dem skrue lidt ned for ungabunga-musikken. Ret uhyggeligt at så få andre lod til at bemærke, hvad der var ved eller kunne være sket med de to.

Erik på vej tilbage mod partybåden med de reddede

Nu mens jeg har skrevet dette, har jeg slet ikke bemærket , at næsten alle de andre både har forladt ankerpladsen, som virker en smule mindre idyllisk nu, hvor mørket falder på, og vinden, som lovet, langsomt er ved at øge. Den skulle dog ikke komme over de 10 m/s, så jeg håber bare at ankeret holder, nu hvor vi ingen motor/skrue har. Erik virker dog ret cool, jeg har bare ikke helt glemt vores natlige oplevelse i Getxo i Nordspanien for to år siden… Min uro forplantede sig åbenbart til Erik, for kort efter var han oppe og gi’ ekstra 10 m ankerline.

Og så skulle der ellers laves aftensmad, tre Parga’er, meget lig doradoer bare smukt rosaagtige og ikke prøvede før af os. Solen nåede lige akkurat at gå ned, som vi skulle til at pille ben ud af fiskene, hvilket vanskeliggjorde processen noget, især fordi der var ret mange ben i. De smagte OK, men så heller ikke bedre. Men aftenen var skøn, vinden lagde sig helt igen og holdt sig væk hele natten. Så jeg kunne, som så ofte før, ha’ sparet mig mine bekymringer.

 

28. JULI AFSEJLING ILHA DESERTA RIA FORMOSA

 

Efter morgenmad tog vi en lille tur rundt med gummibåden og så på fisk i det klare vand. Og så skulle der træffes en svær beslutning: Skulle vi blive dette herlige sted til næste dag, hvor der stort set ingen vind var lovet eller sejle ud nu i dag med strømmen og mod vinden, der skulle blive ganske kraftig op af dagen? Valget faldt på det sidste alternativ, hellere for meget vind end for lidt – uden motor. Første halvdel af turen listede vi os afsted i en svag foran for tværs, og Erik fik luftet vor tidligere nabonabo Bardrams gamle drifter, som dog ikke var meget bevendt i denne vind. Men så blev der skruet op for vinden. Fra 3m/s gik det tjept op til 8m/s og kort efter yderligere op til mellem 10-12 m/s på kryds de sidste timer. Friskt, men ikke koldt.

Styrmanden i sit es

Vi kom hurtigt fremad

Det der gjorde det måske lidt for spændende var, hvordan vi skulle komme ind i havnen og især videre op gennem den smalle kanal op til vores plads. Erik adviserede havnen, og de sendte en mand ud til det ydre havnebassin, hvorfra han kunne slæbe os videre frem til vores nu faste plads i havnen. Alt gik dog fint uden skrammer på andres eller egen båd eller på krop og sjæl. Heldigvis var der en fin portugisisk fyr, Nuno, i nabobåden, som også hjalp til. Jeg var dog lidt slap i det, da vi endelig var kommet på plads. Og det var så den allerede sidste sejltur for denne gang. Det er dog dejligt at ha’ nogle dage her til at gøre båden “vinterklar” og ellers bare slappe af. 

Til aften lavede Erik den obligatoriske pasta/pølse/bacon ret, desværre var vi udgåede for rødvin og fik en hindbæragtig boble rosévin til – ikke det aller bedste.

 

29. JULI-1. AUGUST ALBUFEIRA

Havnen omkring år 2000


Samme sted år 2020, inderhavnen

Allerede efter morgenmaden startede Erik med bådklargøring. Vores nabo Nuno var der også, og ham fik vi snakket en del med. Han havde været engelsk gift og talte rigtig godt engelsk med en yderst charmerende blanding af portugisk og britisk sprogmelodi tilsat et touch af fransk. En meget alsidig fyr der tilmed havde entreret med Ærø Bådcharter ( og vist nok også med en dansk pige). Verden er lille. Men lige nu var han mest optaget af at gøre sin motorbåd klar til aftenens blækspruttefiskeri (lulas).

Lidt over middag drev varmen os over til den store strand for at bade, og siden gik vi videre hen af stranden til Trattoria Toscana. Der fik vi nogle superlækre pizzaer sidste år, så vi ville se om de holdt niveauet – og det gjorde de, og samtidig er der svalt og med den fineste udsigt over strand og hav.

 

Senere gik vi tilbage til båden og (især Erik) baksede videre med nedpakningen. Aftenen tilbragte vi i cockpittet, begge noget varmetrætte.

På vej hjem i gaden nærmest havnen


Der er også andre måder at transportere sig på

Morgenen, efter torsdag 30. juli, havde jeg foreslået en tur med bus til den kendte by Silves 25 km væk. Men det viste sig at være noget nær en dagsrejse, der involverede flere busser og/eller tog, så det udsætter vi til en anden gang, hvor vi måske har en bil med, eller vejret er køligere. 

I stedet fortsatte vi nedpakningen af båden afløst af et par badeture ovre ved den lille strand tættest på havnen. 

Vi har ikke mødt så mange portugiske vandhunde live
Men her er dog en


Pause

Om aftenen spiste vi på en vel omtalt lille restaurant, Os Arcos, inde i centrum af Albufeira. Den var god – vi fik en lækker caldeira med monkfish, (havtaske), store rejer og forskellige muslinger. Og vi fik hele vejen igennem vældig god betjening af en hyggelig og meget intens ældre tjener ( ved nærmere eftertanke ant. yngre end os).

Så er der serveret

Turen hjem gennem byen og langs stranden i den lune aften og måneskin var i sig selv en oplevelse.

Albufeira by night – Corona roligt

Fredag 31. Juli

Nu begynder alting at være sidste gang. Men sådan må det jo være. Utrolig hvor meget det skal ordnes med sådan en båd, før man kan tage af sted med god samvittighed. Vi har dog været ovre og bade og fik lavet os en god “tøm køleskabet tortilla” til frokost.

Sidste frokost

Vores bådnabo Nunni har anbefalet os et godt og billigt sted at spise lige i nærheden – i fiskernes klub, så det vil vi prøve som afskedsmiddag.

Som sagt så gjort. Ved ottetiden traskede op til restauranten som lå godt gemt oppe bag til i terrænet. Vi fik et bord udenfor på den store terrasse men der var også mange der spiste indenfor.

Klar, parat…

Snart var alle borde besatte, og der var sågar kø. Her var afgjort mest portugisere og mange tre generationers familier – hyggeligt. Man gik ind og pegede på de fisk eller skaldyr man ønskede og så var det bare at sætte sig og vente på herlighederne. Her kommer vi gerne igen.

Tilbage i båden var det så bare at gå til køjs. Vækkeuret ville ringe 06.20 næste morgen og shuttlebussen var bestilt til kl. 7. Alt gik som det skulle og vi ankom i god tid til lufthavnen hvor der er fin café udenfor hvor vi fik en sidste cafe con leite og hver vores lille bolo.

Vi kom fint hjem med SAS og kl. 19 hentede Roman, som havde passet hus, hund, kat og heste, os ved toget i Svendborg. Desværre kunne vi ikke nå at blive COVID 19 testede i lufthavnen, inden vores tog gik, men det bliver vi så i Odense efterfølgende.. Faktisk anså vi risikoen for at være blevet smittet for at være størst i toget fra lufthavnen til Kbh. Hovedbanegård. Der stod man som sild i en tønde sammen med alverdens folk i bogstaveligste forstand, selv om pladsbillet var påkrævet – og næsten alle uden mundbind. Vi håber og tror det bedste.

 

På forhåbentlig gensyn til en mindre kompliceret sejlsæson i 2021!

 

 

BORDEAUX/KØBENHAVN 25-26.09/19

BORDEAUX/KØBENHAVN 25-26.09/19

Så er hjemrejsens stund nær. Vi havde en dejlig rolig solskinsmorgen med god tid til morgenmad og pakning af det sidste.

Farvel og tak for lang og tro tjeneste til basilikummen. Den overlevede endda vores tre ugers ophold i DK i kraft af Eriks sindrige vandingssystem.

C. suger lige det sidste ud af Algarves gavmilde sol.

Mens Erik har spulet og regeret og surret fast, hvad surres kan.

Pakket og klart!

Så nu ventede vi bare på bussen, som viste sig at være en stor taxi med en rar ældre chauffør, som kom til tiden og kørte os den pænt lange tur til Faro lufthavn for 15 € i alt.

Den højt præmierede Vilamoura set fra oven.

Efter en time og 40 minutter landede vi i et regnvådt Bordeaux. Heldigvis fandt vi let bussen ind til centrum.

Porte Dijeaux fra omkring 1750, den østre indgang til Bordeaux.

Og pludselig befandt vi os promenerede blandt paraplyer på franske gader og stræder med elegante butikker og hyggelige cafeer. Vores lille og centralt beliggende Hotel d’Theatre var meget franskt på den gode måde.

Inspirerende tapet.

Og det  udvalgte sidste aftenspisested, L’entrecote, nærmest en institution af en kødrestaurant,  lå blot 100 m herfra på den store flotte Place de la Comedie, hvor også Le Grand Theatre, som virkelig er stort,  lå.

Le Grand Theatre.

Restauranten er en slags opgraderet Jensens Bøfhus i tre etager med kø langt ud på gaden og effektive, fikse servitricer i stramme nederdele og røde overdele. Der var kun en hovedret, hvor entrecoten nu ( lidt desværre) er udskiftet med en super mør faux filet i en lækker kalorierig sauce, hertil grøn salat med valnødder og en bunke fine små pommes frites.

Voila!

Og husets hofdessert, profiteroles fyldte med vanilleis overhældt med smeltet chokolade og hakkede mandler, satte et passende punktum for en rejse med mange lækre måltider. 

Der kommunikeres lidt med nabobordet under desserten.

Til beroligelse for dem, som måtte være bekymrede for, at vi har spist vores pensionsmidler op eller ikke kan være i vores tøj længere, kan vi oplyse, at vi på vores rejser bruger færre penge på kost end hjemme (og vi er ret sparsommelige), og at vægten snarere er gået ned end op – mærkeligt nok. På første etape af vores tur i 2016  mødte vi et svenske par, som rejste lidt som os ned langs Europas kyster. De sagde meget rammende, at de havde tænkt sig at spise sig gennem de enkelte lande. Og det er nok sådan, vi har det  – næsten alt spiseligt skal prøves. Men der er andre vigtige ting i livet, såsom søvn, så efter at ha’ afsluttet middagen, skyndte vi os tilbage til hotellet for at få nogle timer i drømmeland, inden vi skulle op og få det mest mulige ud af vores lille ekstra franske ferie. 

C og nogle af de stakkels leverandører til måltidet.

Heldigvis var vejret betydeligt bedre dagen efter, og vi tog en rask rundtur i kvarteret, hvor vi bl.a. kom forbi rådhuset og domkirken St. Andre.

Domkirkens spir i det fjerne.

Derefter tog vi morgenmad, café creme og turens bedste croissanter, på en meget fransk cafe med mange interessante typer.

Morgencafeliv på Place de la Comedie.

Interessant nyere skulptur, Sanna hed hun vist.

Herefter tog vi en lang tur først  over Place Quinconces med det storladne nærmest monstrøse monument Le Girondins. Rejst omkring år 1900 til ære for girondinerne, et politisk parti under revolutionen, hvoraf mange blev henrettet under “rædselsregimet” 1793-94, ledet af Robespierre. Op mod 50.000 menes henrettet dengang. Men også til ære for andre, tidligere og kommende “frihedskæmpere”

Frihedsgudinden troner 54 m oppe.

Her tættere på med nogle højst aparte heste.

Med kløer og svømmehud!

Så videre langs Garonnefloden ned til området omkring La  Cité du Vin.

Vinmuseet anes langt forude bag den eleverbare bro.

Desværre fik vi  ikke et nærfoto af den skulpturelle bygning, der huser alt, der efter sigende er værd at vide om vin. Vi havde dog også et mindre spirituelt sigte med udflugten. Jeg ledte efter en butik, der skulle forhandle tøj af et bestemt mærke, der stammer fra Bretagne. Dette lykkedes dog ikke trods en ihærdig indsats, men vi havde en dejlig tur langs floden og så det liv, der udspillede sig der. Trætte som vi var, hoppede vi på en sporvogn, som kørte os tilbage til hotellet. Vi kommer gerne tilbage til Bordeaux, f.eks på en forlænget weekend. Faktisk besøgte vi byen en halv dag i bil sidste sommer, men da var det dødeligt varmt! Inden vi tjekkede ud, nåede vi lige ind i Galeries Lafayette, hvor vi fandt noget, der kom tæt på, hvad vi havde søgt, ikke til os selv, men som gaver til nogle af de mennesker, der havde hjulpet os med det ene og andet herhjemme , mens vi var væk. Shopping er ellers nok det, vi har brugt mindst tid på. Derefter fandt vi stoppestedet til lufthavnsbussen og blev på små 40 minutter kørt til lufthavnen.

Vinstokke med druer, næsten byens vartegn, plantet ved lufthavnen.

Sidst på eftermiddagen, efter en helt problemløs hjemtur, var vi i København, hvor Camilla med William og Chico kom og hentede os. Vi fejrede gensynet og hjemkomsten på den legendariske flyvercafé i Kastrup, hvor svigersøn Niels ventede, og vi fik en god gang gedigen, dansk grillmad, og så kørte vi ellers hjem med vores hund til Vornæs, hvor alt stod og var, som det skulle være.

Fortsættelse følger næste år…      (forhåbentlig).

Attachment.png

21-25.09/19 DE SIDSTE DAGE I ALBUFEIRA

21-25.09/19 DE SIDSTE DAGE I ALBUFEIRA

Lørdag/søndag 21-22. 09

I denne weekend er der havne-kataplanafest i byen med kapsejladser med både fra kystens nærliggende byer. Der er boder,  hvor man kan købe forskellige lokale specialiteter enten til at spise på stedet eller tage med, gamle biler samt motionsløb.

Flot brandbil med TRÆstiger.

Musik er der selvfølgelig også, tre forskellige orkestre, det ene nok det Beatles coverband, vi hørte i Portimaõ.

Opvarmningsband.

Rigtig hyggeligt, bare synd at der nok kommer nogle ordentlige regnbyger ind imellem til festen, som de lidt overmodigt kalder “Never ending summer”.

Verdens største Kataplanagryde – i brug sidste år.

Kataplana er form for portugisisk biksemad med kartofler eller ris blandet med fisk, skaldyr, gris, pølse m.m.  liggende i en velsmagende krydret suppedas med meget koriander og ofte  serveret rygende varm i en slags kobbergryde med låg.

Helstegt gris – tynde skiver heraf i en lun bolle smagte godt.

Lørdag aften gik vi over og smagte lidt af hvert, men pludselig åbnede himlens porte sig, og vi skyndte os hjem med nogle kager, vi lige havde nået at købe. Søndag holdt vejret heldigvis tørst.

God stemning søndag aften.

Det var et arrangement mest for sejlere, de lokale og så de turister, der måtte være tilbage.

Sejlerne hygger sig efter dagens sejlads lige overfor vores plads.

Spejderne var også involverede, og der var en hyggelig og familiær stemning, så vi gik der over igen søndag aften, hvor vi fik serveret en meget rustik blanding af svitsede, fedtdrivende kød- og pølsestykker iblandet syrlige grøntsager. Selv om vi delte en portion, måtte vi  levne. Ikke fordi det var dårligt – blot for mægtigt.

Her tilberedes vores mad i røg og damp.

Og så kom der ellers musik med The Bitols, som gav den gas uafbrudt  i flere timer, mens et begejstret, ret så aldrende publikum ( som os) hujede med. Der var dog også yngre forældre med trætte børn hængende på sig som små aber. Til slut smed musikerne en efter en det lange hår og gav den som hårdt rockband i stedet. Klokken 23 var festen slut, og folk gik pænt hjem – og vi så ingen fulde.

Mandag 23.09

Solen står atter op over Albufeiras mange master mandag morgen.

Morgenmad. De har nogle store “wienerbrød” i Spar, her med kokosfyld, som bruges meget her.

Ellers er der mange ting, der skal ordnes, når en båd skal gøres vinterklar. Vi har vasket tøj og gjort rent. Gummibåden er pakket sammen og stuvet ned i agterkahytten. Sejlene er taget ned og lagt pænt ned i deres soveposer. Olien er tømt ud, og motoren er skyllet igennem, loggen er taget op og renset, og impelleren er fjernet m.m. Endelig er en lille læk endelig blevet diagnostiseret: Der er en næsten usynlig defekt i svejsningen på lydpotten. Erik har været oppe på værftet, men deres TIG svejseanlæg var i stykker, så de henviste til et andet værksted længere væk. Vi får se!

Andres med Scuba.

Under alle forberedelserne så vi pludselig vores hund  Chico komme gående ud af broen! Det var det jo ikke, men den lignede bare så meget – også i attitude. Han var seks år og hed Scuba og hans menneske Andres havde en stor gummibåd, ribboat, liggende over for os, som han udførte diverse marinebiologiske undersøgelser fra. 

Jeg vil med!

Sejler I uden mig?

Der blev da heldigvis også tid til en tur langs stranden og en frokost med prima udsigt og tynd, sprød pizza med moderate mængder fyld i bedste italienske stil. Og så kaffe med en tiramisu til deling. 

Dejlig pizza, dejlig udsigt.

En med friske svampe og en med cherrytomater og bøffelmozzarella

Stankelben på jagt efter et pletskud.

Lidt flot! Men altså ikke os.

Kød havde de også, må man sige.

På tilbagevejen badede vi (jeg) og hvilede os ( Erik). I dag var dønningerne store, og så er det ekstra sjovt at se på badelivet.

Her ses ingen dønninger, de er neden for skråningen, men vandet er smukt.

Vi kom endnu en gang forbi kattepensionatet.

Mis på mis.

En kattedame.

Tirsdag 24.09

Erik cyklede de otte km op til værkstedet, han havde fået anbefalet, med sin defekte lydpotte, men de havde desværre ikke tid i dag.

Først i gennem nogle flot malede fodgænger tunneler under nogle hovedveje

Næsten fotografisk.

De eneste delfiner vi har set langs Algarvekysten. Men de findes skam oplyste Andres – marinebiologen med vandhunden.

Han kom langt uden for byen.

Nu tager han i stedet “patienten” med hjem, og håber at sikkerhedskontrollen ikke finder den mistænkelig. I så fald vil Erik påstå, at det er et musikinstrument! Han var godt udmattet efter turen og parat til en sidste strandtur, i dag også han med badning. Vandet er nu blevet mærkbart køligere – nok ikke over 21 grader! Hmm…

Albufeiras gamle bydel.

Lille detalje i mur.

Gade tæt på havnen

Samme gade.

Samme gade igen, igen. Her kan de åbenbart li’ skandinaver. Måske en ide hvis vi skulle få gæster hernede.

Den sidste aften tilbragte vi i cockpittet i båden. Ude godt hjemme bedst – det er jo vores andet hjem. Vi har så godt som tømt køleskabet og mangler bare at pakke lidt tøj m.m. I morgen ved middagstid står vi på en slags shuttlebus omme bag marinaen, som kører os til lufthavnen i Faro, og så bliver næste stop Bordeaux for et lille døgns tid!

20-21.09/19 GODDAG OG FARVEL TIL VILAMOURA

20-21.09/19 GODDAG OG FARVEL TIL VILAMOURA

Hvor blev solen af?

For en gangs skyld var det skyet og udsigt til lidt regn de næste par dage. Vi kunne faktisk slet ikke huske, hvornår vi sidst havde set regn, bortset fra da vi var hjemme i Danmark.

Op med ankeret – hårdt for ryggen.

Vi besluttede os bl.a. derfor til at sejle tilbage mod Albufeira med et stop i Marina Vilamoura.

Her tårner Vilamoura sig op.

Jeg brød mig lige så lidt om marinaen og området som forventet. Stedet anses vist for at være Europas største sammenhængende turist resortområde og blev grundlagt i 1966 af bondesønnen, senere bankier, kunstsamler og rigmand under Salazarstyret Arthur Cupertino de Miranda. Marinaen, som er hjertet i området, er Portugals største med plads til 825 (store) både. Og der er planer om udvidelser. Den blev indviet i 1974 og var i mange år landets eneste. Nu er den flere gange blevet kåret til “Marina of the year” på verdensplan. Prisen er blevet uddelt syv gange og Vila Moura har vundet de fem gange, senest 18.09 i år. Det er the Yacht Harbour Association, der uddeler prisen ved Southhampton Boat Show. Stort tillykke!  Kan sådan en pris mon også købes for penge… 

Hvem har sådan en?

Havnepengene var tilsvarende de højeste, vi er stødt på under vores tur, 38 € for vores lille båd. Men så var der da også marmorbeklædte baderum. Det lader ikke til at der er nogen egentlig by, men en masse kæmpehoteller og ferielejligheder af nyere dato. Og hvis ret skal være ret, så vi da også en masse ferieglade mennesker.

Et af de utallige store hoteller.

Og så var der butikker, barer, restauranter og hæveautomater en mas ? Sidstnævnte var der god brug for, eftersom restaurantpriserne og selv ispriserne var mindst 50% højere end hvad vi normalt har set. 

Udsigten fra vores plads mellem de mindste både var over til det grønneste og pæneste hjørne.

Det var nu ikke os de spandt guld på, for vi blev hjemme og stegte vores  lammekøllesteaks købt i Olhão. Også i Vilamoura var det britiske islæt meget dominerende. Selve marinaen er sådan set meget pænt lavet, men altså ikke “my cup of tea”. Erik var lidt mere positiv og følte sig mere tilpas og underholdt af f.eks. øldrikkende og fodboldtossede englændere, golffolket, botoxpumpede skønheder og enkelte jetsettere. Men det var da fint nok at se stedet og at få udsat årets sidste sejltur til i morgen! En anden sidegevinst var et gensyn med den danske båd Anna Lovinda med Bjarne og John, som vi havde mødt i Sines. Bjarne havde nærmest vundet i lotteriet ved at ha’ fået lov at låne en plads i havnen af nogle bekendte, som var fastliggere, men nu var på ferie. Morgenen efter kunne vi se, at det havde regnet en del om natten, til stor glæde for alle tørstende planter. Man vander ikke så meget her… Vi var oppe og udnytte de marmorbeklædte baderum, og mens det atter regnede, blev vi budt på en kop formiddagskaffe af friskmalede bønner hos Bjarne på Anna Lovinda. Da det så ud til tørvejr, gjorde vi ved middagstid klar til at sejle de sidste 7 sømil til Albufeira, vores sluthavn for i år. 

Farvel til Tivoli Vilamoura.

Rødlige skrænter langs kysten her.

Styrmanden nyder sidste sejltur.

Lidt vemodigt.

Albufeira byder os velkommen tilbage med en rød ballon.

Efter to timers langsom sejlads i en sydlig halvvind kunne vi ikke pine mere ud af den sejltur og lagde til på vores gode vinterplads.

18-20.09/19 SPÆNDENDE OLHÃO

18-20.09/19 SPÆNDENDE OLHÃO

Om formiddagen hoppede vi i gummibåden og sejlede forbi værftet og fiskerihavnen, som i øvrigt er Algarveområdets største. Vi gik ind i den ret fyldte lystbådehavn, hvor også småfærgerne og bådtaxierne ud til øerne og Faro lagde til. Vi lagde os ved sidstnævntes bro, hvor lågen ud fra broen stod åben og håbede det bedste, og heldigvis så ingen ud til at ha’ noget i mod, at vi lagde os der.

En af de finere taxibåde.

Byen ser ikke ud af så meget ved første øjekast bortset fra de ret specielle røde bygninger med kuppelformede tagkonstruktioner langs havnefronten. Disse fiskehaller blev bygget i starten af 1900 tallet, men er blevet grundigt renoverede nu 100 år senere.

Omme bagved ligger den hvide gamle by. Byen benævnte allerede i starten af 1900 tallet sig selv som en  “Vila Kubista”, og den består da også mest af kasseformede huse med tagterrasser og sjove skorstene og smalle gader. Vi følte os straks hensatte til Nordafrika – uden dog at ha’ været der.

Erik på bytur.

Mytisk maurisk drømmekvinde.

Mange af husene var beklædte med smukke azulejos og med kunstfærdigt udførte dør- og vinduespartier.

Trænger til en kærlig hånd.

Olhão, det lille fiskerleje, som bare voksede og voksede havde ellers en hård start, idet Faro, områdets hovedby, på alle måder bekæmpede bebyggelsen og endda krævede husene nedrevet eller brændt ned til grunden. Men fiskerne var seje og overvandt modstanden og fik tilmed bygget en stor kirke, hvor trøsten kunne hentes i hårde tider.

Kirken fra bagsiden.

Smuk plads nær kirken.

På et tidspunkt formåede byen endda at få franskmændene, som under Napoleonskrigene havde invaderet store dele af Portugal i 1807, sat på porten. Så Olhão er en viljestærk og selvbevidst by med en dramatisk fortid. Og først i 1984 blev byen, med sine nu omkring 42.000 indbyggere anerkendt som en “Cidade” (købstad). Nu er her mere fredeligt og med en del turister, og heraf flere franskmænd (rester af besættelsesstyrkerne?) end englændere, men ikke mange synlige  hoteller. 

Vi besøgte det lille maritime bymuseum, som bød på lidt af hvert.

Kontroversiel beklædning. Se vedrørende biocoen nedenunder. Det minder en del om nutidens forskellige holdninger til nogle muslimske kvinders klædedragt.

Ser vel egentlig ret uhyggelig ud her…

Så ser disse tøfler, sapatos, lidt rarere ud. Se nedenfor.

Og så var der byens lyriske søn og stolthed: Forfatteren og juristen Lucio Pousao Pereira, født 1880, død som 38 årig i 1918 af den spanske syge, som en ud af 50 millioner andre.

En flot mand – her 35 år gammel.

Her i en kunstnerisk og nyere udgave.

Et par skibsmodeller var der også, her samme som skibet i havnen.

Efter al denne åndelige føde trængte vi til noget fysisk føde, og fandt et absolut anbefalelsesværdigt sted, “Vai e Volta” på Largo do Gremio drevet af et gemytligt ægtepar.

Vai e Volta!
Eller på dansk: Kom og Gå!

Der var åbent mellem 12-15.30, og da vi kom klokken 12.30 fik vi det sidste bord. Det var supernemt at bestille, der var nemlig kun en ret, og det var “grillet fisk” med tilbehør: Tomatsalat, kartofler, almindelige og søde, samt noget der lignede risotto, men åbenbart var en typisk lokal ret, opblødt gammelt hvidt brød tilberedt med hvidløg og koriander. Og alt sammen smagte bare så godt og blev serveret med stor elskværdighed. Først kom de med et lille fad med to små fisk og et stykke laks, men de blev så bare ved med at komme og tilbyde alle mulige slags fisk, indtil vi høfligt måtte sige nej tak. Og så var det ikke en gang dyrt, 12 €/person.

Den lune brødgrød m.m. I baggrunden ses en IKKE rådden, men sød kartoffel!

Lidt doradorester.

Ret så mætte fortsatte vi ind i Pingo Dõce og fik købt ind.

En god årgangsmælk faldt Erik for!

På vores videre vej ned til havnen kom vi forbi nogle nutidige skildringer af fortidens dagligliv. 

Arbejdende kvinder.

Mænd efter- eller uden arbejde?

Her i panoramaperspektiv.

Og så tøffede vi hjem til Skærsilden. Dagen var dog ikke omme, så efter at ha’ læsset vores varer af, tog vi i land igen.

Udsigt fra stranden ud til Skærsilden ved lavvande.

Vi havde set, at der lå en naturpark en smule øst for vores ankerplads.

Der udvindes salt i området.