Forfatter: Christina Gullaksen

Hjemme igen

Hjemme igen

Eriks fynske æbleflæsk.

Torsdag 4/10-18 først på aftenen startede vi den lange hjemrejse i bil fra Muros, og onsdag 10/10 var vi vel hjemme igen. Så vi er ikke blot langsom sejlere men også langsom bilkørere. Vi havde en overnatning i Navarras bjerge, to i Frankrig i smukke floddale ( Dordogne og Loire) samt to i Tyskland, en nær Heidelberg ved Neckar floden og den sidste i hyggelige Goslar. Så vi blev langsomt akklimatiserede til hjemkomsten til Danmark. Indlæggene til Skærsildens eventyr, pånær det sidste, er skrevne for længst, men det har knebet med tid og mulighed for redigering og udgivelse, men de bliver udgivet nu inden for den nærmeste tid – til orientering for evt. vedholdne læsere.

27.09-04.10 2018 Muros 2

27.09-04.10 2018 Muros 2

Lidt vemodige lod vi fortøjningerne gå og sejlede ud på årets sidste og korte sejltur tværs over riaen til Muros, vores valgte vinterhavn til Skærsilden. Det blev heldigvis en fin tur i sol og klart vejr på kryds i 5-6 m/s, hvor motoren kunne holde et velfortjent hvil.

Kaptajnen.

 

Styrmanden.

 

Muros forude.

 

Yngste letmatros, Chico, er klar til landlov.

Da vi kom frem, fik vi efter lidt diskussion mellem de to havnemestre Pedro og Klaus anvist vores langtidsplads, langt inde i havnen og med næsen op mod den fremherskende vindretning. Bølger kan der næppe komme meget af her inde, og stormende vinde mener Erik at kunne fortøje sig ud af. Dagen efter vor ankomst tog Erik den lange tur med bus til Santiago og derfra videre til A Coruña for at hente bilen, som vi havde efterladt der en måneds tid tidligere. Den stod heldigvis, hvor den skulle og havde det fint.

Havnemester Pedro i fuld fart.

 

Erik var oven over skyerne /tågen.

 

Der er mange vindmøller i området.

 

Vi har nydt at kunne pakke sammen i ro og mag i det dejligste solskin. Et døgns tid har vi haft et reelt blæsevejr, og det gav os mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan havnen er at ligge i under vinterens hårde vinde. Det virkede heldigvis ikke afskrækkende. Loggen havde længe været lidt ustabil, og det viste sig at have sine gode grunde.

Loggen i fuldt flor.

 

Og der var også en slidt impeller til kølevandet.

 

Og lidt farligt var det også at være mekaniker.

Ellers havde vi dejlige varme dage og klart vejr, som vi nærmest sugede i os for at fylde depoterne op til den kommende lange vinter. Og jeg fik badet næsten hver dag i vandet, som faktisk nåede at blive helt behageligt igen i det gode vejr, på et tidspunkt hvor badesæsonen også på disse breddegrader var ved at gå på hæld. Der var dog en trofast lille skare af andre modne, lokale damer, som også hver eftermiddag troppede op på stranden med deres solstole og parasoller.

Spanske strandløvinder.

Vi kunne trods varmen godt mærke, at efteråret var på vej. Morgenerne var kølige, bladene gulnedes på træerne og dagene var umærkeligt blevet kortere. Solen stod nu så sent op, kl. 8.30, at selv vi b-mennesker var på benene og kunne beundre den. Og om aftenen var det “allerede” mørkt kl. 20.30, men dog ca. halvanden time senere end hjemme i Danmark, fordi vi er så langt vestpå.

 

Et øjeblik efter.

 

 

En af dagene fik vi besøg af toldvæsenet. Det var faktisk 3. gang. Også i Ribadesella o i Muxia kom to mand ombord. Og hver gang udførte de et ret så omstændeligt papirarbejde – til ingen verdens nytte. Men de var alle flinke og høflige.

Farvel og tak for denne gang.

 

La officina y servicio med smedejernslåge.

Ind i mellem nedpakningen fik vi også udforsket byen lidt nærmere og hygget os med at tale med folk i havnen, der enten var på vej hjemad nordpå eller sydpå til nye eventyr. Og det er virkelig en hyggelig by, som vi glæder os til at vende tilbage til. Byens største plads ligger op til rådhuset tæt på havnen. Her ligger også nogle af de bedste cafeer og restauranter. Mellem 18-19 var det primetime for kaffedrikning, i al fald for os. Her på pladsen samledes en stor del af byens børn i alle aldre og legede, mens nogle af forældrene vogtede over deres poder på cafeerne – eller på en nærliggende bænk. Det var vældig sjovt at følge slagets gang.

Rådhuset.

 

Foran yndlingscafeen.

 

Rulleskøjteprinsesser.

 

Fuld fart på cykelprinsessen.

 

Ivrige damer på tirsdagsmarked.

Ensomhedens smalle passage.

 

Godt forankret hus. (Det er et rigtigt anker).

Da Erik en af de første dage afmonterede sejlet opdagede han, at bombeslaget var løst og bommen tæret. Måske p.g.a. den hårde medfart i de uregerlige dønninger tidligere på turen.

Bombeslaget (svanehalsen)

 

Erik rådfører sig med andre kloge mænd vedr. skaden.

Pedro tilbød at kontakte et lokalt værksted, der kunne svejse aluminium, og de lovede at komme dagen efter. Og dagen efter lovede de at komme dagen efter, så der gik lidt mañana i det. Torsdag 04.10 om formiddagen var bommen dog klar – og til rimelige penge. Herefter kunne Erik komme i gang med at montere vores nyindkøbte pressening fra Vigo hen over bommen, og så var vi endelig ved at være rejseklare.

Nu med presenning. (Bemærk sekundære objekter og spejlinger nederst i billedet).

 

Sidste frokost i båden for i år.

Efter at have pakket bilen godt og grundigt og tog vi afsked med Pedro med kindkys og det hele. Han lovede højt og helligt at passe godt på vores båd, ” now the boat is my responsibility” som han sagde. Derefter kørte vi kl. 18 ud af Muros og startede den lange hjemrejse mod Danmark.

Adios Pedro.
27.09-28.09 2018 Portosin, Ria de Muros

27.09-28.09 2018 Portosin, Ria de Muros

Farvel til Ribeira og gensyn med den spændende skærgårdstur op mod Ria de Muros. Også denne gang var vejret, pånær vinden, med os. Vi måtte sejle for motor alle ca. 30 sømil. Men turen er så flot, så det gik.

Udkanten af det gamle Ribeira.

 

Gensyn med klippeskærgården.

Vi udsatte gensynet med Muros endnu en dag og tog ind i Portosin, i RCNP, skråt over for. Vi sejlede ind i næsten klart vejr, men vi havde knap fået fortøjet båden, før tågen klam og kold væltede ned over os og byen, lidt uhyggeligt. Så vidt vi kunne se lå byen og fiskerihavnen lidt derfra, så vi banede os med hundene vej gennem tågen og kom ind i et bylignende område, hvor der var lidt liv. Vi satte os under en parasol eller en paratåge på en af cafeerne og bestilte to cafe con leche, en af vores favoritter og gode at lune sig ved på denne dag. Det endte med, at der var fire hunde parkerede ved tre borde, og det var ganske hyggeligt. Især da hænderne var blevet varme igen, og solen tittede frem af tågen. Da vi kom tilbage til båden, vendte tågen tilbage og blev der indtil næste morgen. Vi kunne sent om aftenen høre, at der kom en båd ind et sted i nærheden, men se den kunne vi ikke.

Dagen efter var det strålende solskin, og vi opdagede, at der var en fin sti i den modsatte retning af byen gennem lidt skov og ned til to rigtig fine strande. Det var et sted hvor hundene kunne gå frit nu sent på sæsonen.

Bagved ligger havnen.

Det eneste forbudsskilt var et rygning forbudt skilt, som vi har set ved flere strande. Ellers er “Hunde forbudt” skiltet det mest almindelige.

På denne strand ( og også andre) var rygning forbudt.

 

Skilt fra en anden strand, hvor hunde måtte bade – men ikke mennesker.

 

Morgentur langs stranden.

På tilbagevejen kom vi forbi et Eroski supermarked, hvor man kan være heldig at finde lammekød – og det var vi.

Også i denne havn var der et fint, fint klubhus med alle faciliteter og restaurant, dog kun for medlemmerne i højsæsonen. Der var også nogle flinke damer på havnekontoret, som Erik bedårede – eller omvendt, og han kom først længe efter retur med en flaske albarino hvidvin og ønsker om, at vi vendte tilbage næste år. Her kunne vi nok også have ligget til vinter, men vi syntes nu at Muros er endnu bedre, så vi gjorde klar til at gå ud af havnen.

26.09-27.09 2018 Ribeira via …

26.09-27.09 2018 Ribeira via …

Ud på eftermiddagen nåede vi Ria de Arousa, den største af riaerne. Vi havde endnu en gang lyst til at ligge for anker, og jeg havde lokket Erik ind i, hvad vi begge troede var et rigtig godt sted med fint læ. Men ak, vi kom ind i et hul med den rene labyrint af store fiskefarme, og den vind, der trods alt var, samlede sig her som i en tragt og kom op på 10 m/s, så det gik for fulde sejl og fart ind i denne blindgyde. Vi droppede ankertanken og vendte om og sejlede på kryds mod Ribeira en af fjordens hovedbyer på den nordlige side.

Menneskeskabte bunkers. Måske fra borgerkrigen?

 

En naturlig bunke sten samme sted.

 

Fyrtårn på en lille ø / stenbunke tæt på Ribeira.

Det blev mest et overnatningssted. Selve den oprindelige by lå ret langt fra havnen, i al fald set med målestokken for Amandas kapacitet, så den sprang vi over i denne omgang. Stranden, som lå i modsat retning langs promenaden og tættere på, blev mål for eftermiddagslufteturen. Jeg nåede endda et hurtigt dyp i det ikke alt for rene vand, en del affald og efterårsløv flød rundt i vandkanten. Det var ellers en ret rar havn med en flink havnemester og tilsyneladende et godt klubliv.

SkærSilden i Ribeiras havn.

 

Stranden og den nyere bydel.

 

Mindesten for byens nyligt afdøde grand old man, industrimagnat inden for fiskekonserves og samtidig en agtet sejlsportsmand

 

Men også denne by, hvor fiskeriet fremherskende, var unødigt ulækker med skrald overalt. Lidt synd. Man havde næsten lyst at blive en dag eller to og rydde op i uhumskhederne. Det blev dog ved tanken.

Fiskernes “skure”.

 

24.09-26.09 2018 Combarro i Ria de Pontevedra

24.09-26.09 2018 Combarro i Ria de Pontevedra

Det blæste alligevel endnu en del ( fra den gale retning), da vi kom ud i riaen om formiddagen, og det blev motorsejlads ind til Combarro.

Undervejs.

Vi var blevet fortalt, at denne gamle fiskerlandsby måtte vi ikke gå glip af. Så lille den end var, skulle den være fyldt med bevaringsværdige bygninger og monumenter fra gammel tid. F.eks. horreos, den type eleverede forrådskamre som vi allerede havde set flere steder samt en særlig type søjle med kors og en figur af Den hellige Moder der vender sit beskyttende blik mod havet og tilsvarende en af sønnen, Jesus skuende 180 grader modsat. Gæstebroen, der var godt fyldt op, lå yderst i havnen, så alle havde en flot udsigt ud over bugten. Lidt som at være ved en stor sø. Havnekontoret og de fine baderum lå tæt på på en bræddeklædt platform, hvor der også var en såkaldt lounge, hvor man inde eller ude kunne sidde og nyde lidt mad eller en “drinks” i bedste Fritz og Jørgine stil (hvilket vi dog ikke gjorde).

Havn med fin rød havnebygning.

Tilbage til fiskerlandsbyen. Den var vitterlig både yndig og pittoresk, MEN der var anlagt en nærmest bevogtet sti igennem den, hvor mænd og kvinder fra begge sider i et væk forsøgte at lokke os ind i netop deres restaurant eller souvenirbutik. På en af de små restauranter havde de endda strøet halm ud på gulvet, og gæsterne sad på gamle fiskekasser for at skabe den rette autentiske stemning. Det var ret utåleligt, så vi skyndte os igennem og vendte tilbage en morgenstund, hvor alt endnu åndede fred og ro. Det var en meget bedre oplevelse.

En horreos.

 

Souvenirs en masse.
Tidligt på dagen.

 

 

 

 

 

Gammel trappe.

 

 

 

 

Ikke alle både bliver brugt.

Den nyere del af byen var heller ikke stor men rar at opholde sig i, og der var også en lille strand, som var hel fin at bade fra, og hvor jeg fik lokket Erik i vandet nok for sidste gang denne sommer. Vi, eller det var nu Erik, fik også vasket tøj i turens hidtil fineste og nyeste vaskeri. Da han kom tilbage, var han dog lidt utilfreds, for veksleautomaten havde slugt en 5 € seddel uden at give noget retur. Erik havde så ringet til et angivet nummer, og var da blevet lovet, at de ville sende en mand. Der kom dog ingen mand. Men så lidt senere fik vi en sms om, at Erik ville kunne afhente sine 5 € hos den nærliggende frisør. Det var da god service! I det hele taget har vi kun mødt venlighed og ordentlighed (dog mere menneskeligt end hvad skrald angår) her i Spanien. Andre eksempler, ved fodgængerovergange stopper bilerne konsekvent, bare man nærmer sig en sådan, og når man går tur, og møder andre helt ukendte personer, er der ikke mange, der går forbi uden et “buenos dias, hola, buenas tardes eller buenas noches”.

23.09-24.09 2018 Bueu i Ria de Pontevedra

23.09-24.09 2018 Bueu i Ria de Pontevedra

Da vi forlod Cangas, var der lidt morgendis, så tyknede den mod forventning, og vi så både, der vendte om. Men alt andet var bedre end Cangas, så vi fortsatte og godt for det, for snart efter var tågen borte, der hvor vi var, og i den retning vi sejlede. Så vi kunne nyde synet af de smukke for os “forbudte” øer, mens vi sejlede videre nordpå. Nu havde vi nemlig definitivt besluttet os for at lægge båden i Muros vinteren over. Vi havde godt nok fået et overraskende fint og rimeligt tilbud fra RCNV i Vigo, men det endte altså alligevel med, at Muros trak det lange strå, hvis man kan sige det sådan.

En af de mange smukke strande undervejs.

Vi havde ikke travlt og ville egentlig gerne have fundet et sted at lægge os for anker, men der var lovet kraftig vind ud på aftenen og natten, så det havde selv Erik ikke lyst til. Så vi sejlede ind i en lille fiskerihavn, der ikke var i vores Bloc, i den lille by Bueu. Der var lige en plads i den yderste del af af havnen, der så ud til at være ledig, som vi tog. Der var absolut ingen gæstesejlere, ja faktisk var der overhovedet ikke nogen mennesker at se. Og lågen ud var meget grundigt låst. Lige over for os på den modsatte side af havneindløbet var der et ophalingssted og en fin lille strand og bagved en hovedgade, der løb gennem byen. Vi tog gummibåden over til ophalingsstedet, hvor der stod en del lystfiskere, der ikke tog notits af os udover, at de sagde hola. Det var jo gode tegn. Vi gik over på stranden, hvor jeg badede, mens Erik gik videre og luftede hundene lidt.

Rampen

 

Stranden

 

Tilbage til båden

Og så tilbage til båden hvor vi sad og holdt øje med al bådtrafik ind og ud, børn der badede i et væk fra molen overfor og om fiskerne fangede noget, ret underholdende.

 

Klassiske både.

Vi var lidt nervøse, hver gang en båd kom om hjørnet, om det var deres plads, vi havde taget, især efterhånden som det blev mørkt og begyndte at blæse op som lovet. Der kom dog ikke nogen, og vi sad trygt og godt i vores “cocktailtelt”, mens bølgerne begyndte at løbe ind i havnen. Det blev en lidt urolig blæsende nat, men bortset fra at Erik undlod at sejle over med hundene i mørket og kun luftede dem på broen var alt fint og så tilmed gratis. Næste morgen havde vinden løjet, og vi sejlede en lille tur på bare 7-8 sømil næsten ind i bunden af Ria Pontevedra til Combarro.

22.09-23.09 2018 Ria de Vigo, Cobres og Cangas

22.09-23.09 2018 Ria de Vigo, Cobres og Cangas

Om formiddagen tog vi på indkøb i det lokale gamle og overskuelige Mercado. Laks og zamarinos hos fiskehandleren og kød hos de yderst fingernemme slagterdamer, der frygt- og stålhandskeløst hakkede sig igennem halve grise og lignende med kæmpe kødøkser. ( Og de havde alle fingre i behold).

Er de ikke lidt små disse hornfisk?

Tilbage på båden tog vi videre for at udforske Ria de Vigo nærmere, og for at se om der skulle vise sig bedre steder at gå i vinterhi. Under vejs så vi Vigo fra vandsiden og sejlede under en ganske flot bro.

Vigos havnefront.

 

Næsten inde i riaen efter en indsnævring kom vi ind i et område næsten totalt dækket af små fiske/skaldyrsfarme som vi slalomede os igennem og endte ved en havn ved Cobres, hvor vi smed en fortøjning i land og spiste frokost.

Muslingefarm.

 

Frokost ved havnen i Cobres inde i bunden af Ria’en.

Vi var enige om, at der ikke var dukket bedre vinterhavne op undervejs og sejlede herefter ud af riaen – nu til Eriks, og for så vidt også min, glæde for sejl og på friskt kryds, indtil vi gik i havn først på aftenen i Cangas, der ligger yderste nordvestlige del af riaen. Cangas var ikke vores kop te. En umulig havnemester, smagløse både ( Erik var dog lidt vild med Greta), en beskidt havn, en nedslidt by, en million biler holdende overalt eller kørende, heraf mange sindsygt hurtigt. Selv kirken var i miserabel stand med hovedløse figurer, der “prydede” indgangen, og kirkeklokkerne, ding, ding, ding, lød som advarselssignalet ved en jernbaneoverskæring. Men der var trods alt mange, især aldrende pæne damer, der mødte op til søndagsmessen.

“Smagfuldt” navneskilt.

 

Hvor mon hovedet er?
Hvor mon hånden er?

 

Hvor mon blomsterne er?

Et plus må dog nævnes, en promenade med en dejlig strand som desværre lå ret langt fra havnen, over gamle Amandas lufteturskapacitet, så det blev en solotur for mig. Efter en diset morgen satsede vi på fuld sol senere på dagen og sejlede nordpå op mod Ria de Pontevedra.

Kapel ved strandpromenaden.
20.09-22.09 2018 Vigo/ Bouzas.

20.09-22.09 2018 Vigo/ Bouzas.

Fra Ria de Arousa og ned til Ria de Vigo ligger der tre beskyttede naturreservater med ø’er, der alle kræver en administrativt ret besværlig procedure vedrørende tilladelse til at ankre og evt. gå i land. Men det skulle bestemt være besværet værd. Da vi er i slutningen af vores togt for i år, har vi besluttet at gemme disse øer til næste år, hvor vi kommer med friske øjne og sultne efter nye oplevelser. På det seneste er vi dog kommet ret tæt på disse områder, og de ser bestemt spændende ud.

En af dagens klipper.

Selve Vigo sås på lang afstand som en stor hvid klods langs kysten og højt op af det skrånende landskab. Da vi nærmede os den havn, vi havde fået anbefalet som værende en af de bedste og billigste, kom en lille mand i gul t-shirt os afværgende i møde. Det var mest en privat havn, og der var ingen pladser, bedyrede han – på spansk! Vi gav dog ikke sådan op, og til sidst fik Erik lov til at komme med op på et kontor i en meget fin klubbygning til en ligeså fin dame, der kunne engelsk. Efter lang tid kom han tilbage og meddelte, at vi kunne blive der en nat, og at de ville se på evt. overvintringsmulighed i havnen. Det var faktisk et på sin vis vældig rart sted. Havnen virkede beskyttet, og klubbygningen havde en lækker cafe, og der var gode toiletter og baderum, ja sågar motionsrum. Fra vores langskibsplads yderst i havnen så vi ind mod resten af byen men også lige over til et værft, hvor de var ved at bygge et kæmpeskib. Og de hamrede og bankede og svejsede fra tidlig morgen til nær midnat. Interessant men larmende.

Vores udsigt mod syd.

 

Klubhuset.

 

“Vores” bro.

Selve bydelen Bouzas ligger i den vestligste del af Vigo, som jeg et sted så det beskrevet : “In the trendy outskirts of Vigo”. Jeg ved ikke, om der ligefrem var trendy, men der var hyggeligt, som en landsby i storbyen, med gamle, lave huse og snævre gader uden biler tilsat lidt parisisk stemning med små cafeer under flodbreddens kastanie- og piletræer.

Yndlingscafeen.

 

Se vores skoleuniformer.

 

Små hunde er meget populære.

 

Næsten alle fiskere har en smøg i munden – her sneglefiskere

 

 

En lille meget gammel kirke, San Miguel, spændende udsmykning var der også.

 

Vi havde ikke så meget i køleskabet, så vi fandt et sted at spise om aftenen, og det var et sted, man nok kunne kalde trendy. La Carpinteria, en restaurant i et stort nedlagt snedkerværksted, med en meget “clean” indretning men med bevarelse af noget af det oprindelige værkstedspræg. Vi fik rigtig lækker mad, mere “forarbejdet” end det, vi ser de steder, vi normalt kommer. Selv om portionerne ikke var overvældende her, nøjedes vi med en ret hver, langtidsstegt lam og iberisk gris og delte bagefter et stykke uforglemmelig kage til kaffen.

Måske virker det ikke sådan, men vi spiser faktisk oftest hjemme. Det er ikke en gang sjovt at spise ude hele tiden. Men når vi så spiser ude, er det dejligt og afvekslende. Det at spise ude, helst mellem lokale er efter vor mening også en måde at komme helt tæt på et andet lands kultur. Og jeg vil derfor godt indrømme, at vi ikke udelukkende spiser for at leve – men altså heller ikke omvendt.

Dagen efter fik vi et tilbud på overvintring, det var væsentlig dyrere end det, vi i mellemtiden havde modtaget fra Muros, selv om vi fik forhandlet det noget ned. Vi sagde, at det måtte vi tænke lidt over. Vi fik lov at blive en nat mere, og så tog vi ellers på udflugt ind til centrum til fods gennem hele det store havneområde. Vi kiggede ind i et utal af forskellige skibsrelaterede værksteder og butikker, bøjede hovederne bagover for at se op på de store skibe, der tog form på de mange værfter, så mænd i overalls og blå hjelme over alt og kom også forbi fiskerihavnen.

Masser af gearkasser.

 

Spændende butik for Erik.

 

Værksted.

 

Endnu en Erik butik.

 

Kig op !

 

Næsten færdige skibe.

 

Legetøj til Erik?
Byen har mange flotte gavlmalerier.

Sluttelig nåede vi frem til Laxe, hvor lystbådehavnen Real Club Nautico Vigo ligger. Her har Erik også været på sin tur med Essex Girl, og han kunne nu vise mig det fine klubhus med bonede sildebensparketgulve, polerede messingbeslag overalt og distingverede, grånende, avislæsende herrer i dybe Chesterfieldlænestole. Og på vej ud til dametoilletterne var der et aflangt rum med spejle på langsiden og magelige støvetgrønne velourklædte små stole, “puffs”, hvor damerne kunne pudre deres næser i fred og ro. Jo der var stil over det her. Der var desværre middagslukket i receptionen, så vi skrev en mail for at høre deres priser på overvintring. Havnen så fin og beskyttet ud, og lå også i et godt område lige op til Vigo’s gamle hyggelige bydel, Laxe, som i øvrigt ikke er ret stor.

Real Club Nautico, og Jules Vernes med Christina på knæet.

Her gik vi forgæves til basilikaen, kirkerne her er ofte lukkede i al fald i siestaen ligesom butikkerne. Men vi fandt en solbeskinnet lille plads, hvor vi satte os og spiste en let frokost delvist i skygge under en parasol. Undervejs fandt Erik ud af, at han havde været samme sted for fem år siden men i øsende regnvejr…. i ly af kampestensbuerne i den modsatte ende af pladsen og drukket øl med gutterne.

Lækker melonsuppe.

 

Og merluzzo fisk.

Og så traskede vi den lange vej tilbage til båden af en lidt anden rute og så på dagliglivet i Vigo undervejs. Lidt proviantering blev det også til. Om aftenen sad vi i cockpittet og så på fuldmånen, lysene over Vigo og ikke mindst gnisterne fra de flittige svejsere, indtil vi trætte dejsede om i køjen.

Hundene var også trætte.

 

19.09-20.09 Porto Novo

19.09-20.09 Porto Novo

I let dis som heldigvis, som lovet, lettede, fortsatte vi sydpå, ikke til førstkommende ria, men til den nordlige indgang til den følgende ria, Ria de Pontevedra, hvor vi gik ind i en mindre havn Porto Novo. Det var en af de for os længere ture. Nu var vi kommet uden for Costa da Morte, men umiddelbart bød denne kyststrækning ikke på færre udfordringer eller måske ligefrem farer. Der var på en stor del af turen større eller mindre ø’er, som vi sejlede tæt forbi eller mellem, og flere steder var der klipper som afhængigt af tidevandet var synlige eller ikke… Men man kunne se at søer pludselig rejste sig disse steder. Det var i al fald ikke en strækning, man ville ønske at sejle i tåge og uden et søkort/GPS man stolede på. Men bortset fra det var det en meget smuk og afvekslende strækning, hvor klipper, sandstrande, forskellig vegetation, fyrtårn og små byer afløste hinanden. Mange steder fik vi associationer til en grønlandsk kyst ved sommertid. ( Uden at vi dog har besøgt Grønland).

 

Spændende rute.

 

“Grønlandsk” kyst.

 

Erik mener at Roberta har styr på ruten.

 

Klippenært fiskeri.

 

Masser af måger følger fiskebådene.

Porto Novo er en mindre havn med nyere bebyggelse næsten vokset sammen med den noget større by Sanxenxo lidt længere inde af riaen. Her var rart og fredeligt med en beskyttet strandbugt og helt sikkert et rart sted at bo, måske lidt kedeligt og uden udpræget turisme. Der var fine nye baderum, så vi var, for en gangs skyld, nyvaskede, da vi tog videre mod Vigo dagen efter.

Havnen og Porto Novo by.

 

 

 

Strandbugten.

 

 

16.09-19.09 2018 Muros 1.

16.09-19.09 2018 Muros 1.

Tæt på målet i Ria De Muros y Noia’s stille vande.
image1.JPG
Muros var kærlighed fra første øjeblik, ikke ud fra fotografiet i havneguiden, men p.g.a. modtagelsen fra havnepersonalet og de øvrige mange gæstesejlere, havnen som sådan samt ikke mindst hele den harmoniske, rolige og smukke overskuelige by omgivet og beskyttet af grønne skovklædte højdedrag, små bjerge om man vil og som prikken over i’et en lille men godkendt strand helt tæt på.
image3.JPG
Et af byens torve.
Nærbillede af byens gamle, men stadig anvendte mercado (markedsbygning).

 

I denne by er (næsten) alle yderdøre åbne, og indenfor er der en ekstra dør.
Der er ikke mange byer, hvor vi ikke har været inde i mindst en af kirkerne – ofte på skift,  når vi har hundene med. Nogle vil måske mene at har man set en kirke, har man set alle, men sådan oplever jeg/vi det nu ikke. I kirken på den forblæste pynt i Muxia talte vi f.eks over et dusin kirkeskibe, i Cap Breton var der nogle helt særlige, lidt mærkværdige malerier, som to ældre damer tilknyttet kirken levende, og på fransk,  fortalte om, i Royan tabte vi mælet, da vi kom ind den enorme betonkatedral, og sådan kunne jeg fortsætte. I Muros lille kirke var de talrige figurer af især Jesus og jomfru Maria særligt kunstfærdige, hvad påklædning, hårpragt og udtryk angik. Men fælles for kirkerummene er, at de indgiver en særlig ro og følelse af forbundethed med tidligere tider og deres mennesker.
image2.JPG
Kirken i Cap Breton (sct. Hubertus)
image1.JPG
Katedralen i Royan
image1.JPG
Kirken i Muros.
En meget dramatisk og dyster jesusfigur i Muros kirke.

Nu er skal der jo andet end åndelig føde til. Og man spiser godt både ude og (oftest) hjemme.

image2.JPG
Mejillones, blåmuslinger, og navajas, knivmuslinger.

 

image4.JPG
Erik’s tapasanretning.
Vi ankom en week-end, hvor tyske Klaus fra Lübeck var havnemester. Han har mere eller mindre ligget her i fire år i sin båd og sagde, at Muros nok havde  en af de absolut mest vejr og vind beskyttede havne i hele området. Han ville klart foretrække at ligge her, og i vandet, frem for i Vigo, som vi ellers havde overvejet som vinterhi for Skærsilden. Det gav jo noget at tænke over.
Havblik i havnen.

Vi blev i rare Muros et par dage, hvor vi hyggede os, vaskede tøj, talte med andre gæstesejlere ( bl.a. en “pige” Anne Marie født og  opvokset i Troense på Tåsinge), badede fra den lille strand samt forsøgte at komme lidt i trit med “Skærsildens eventyr”. Men dårligt net og godt vejr er nu en rigtig dårlig kombination. Næsten heldigvis fik vi en dag, hvor tågen lå tæt over by og vand hele dagen, så da fik vi da lavet lidt, omend det gik uendeligt langsomt.

image8.JPG
Typisk buegang
image9.JPG
Disse aldrende herrer sås hver dag på dette sted. Især manden med baskerhuen er let genkendelig,
Blåt i blåt er flot!
Havnepromenaden
Erik med Amanda og Chico under palmerne,

 

image10.JPG
En ventende urolig morlille,
image6.JPG
Drivende tågebanke.

Dagen efter lettede tågen, og vi kunne fortsætte ned mod Vigo for at undersøge overvintringsmulighederne der, i nogle havne vi havde fået anbefalet forskellige steder. Men vi bad også den daglige myndige, men flinke havnemester Pedro om at maile os et tilbud på overvintring og sagde: “Måske på gensyn”, da vi sagde farvel.