Forfatter: Christina Gullaksen

HJEMREJSE 06.08-08.08/19

HJEMREJSE 06.08-08.08/19

Tirsdag 06.08 Hjemrejsedag

Den søde pige i havnereceptionen havde bestilt taxa ud til lufthavnen kl. 6.30, og vi havde alt pakket og klart, da vi gik til køjs. Taxien hentede os som aftalt, den kostede kun ca. 8 €. Vi kom hurtigt gennem sikkerhedskontrollen med vores to små tasker, fik en kop kaffe til at vågne på, hvilket vi da i særdeleshed gjorde, da vi så at afgangen 8.30 mod Basel først var udskudt til 10.10 og kort tid efter blev helt aflyst. Flyet skulle repareres! Først uvished, så lettere kaos, så besked om en ny flyafgang følgende dag kl. 10.25 men uden mulighed for at tage videre med den planlagte flyforbindelse til København. Et skridt af gangen, så afsted med en bus til et ukendt hotel. Vi forudså et anonymt skodhotel nær lufthavnen, men vi endte på et 5-stjernet luksus golfresort Dolce ca. 70 km væk. 

1. Bus ankommer til Dolce i Torres Vedras.

Meget flot – efter sigende Portugals bedste af sin art. Det bliver dog nok både første og sidste gang vi er på et golfresort.

Erik kontakter Easy Jet og Kiwi, som dels flyver og dels har arrangeret turen, for at få styr på det videre forløb, men systemet er sjovt nok gået ned. Det ser dog ud som om, at Easy Jet er forpligtet til at sørge for ny flyafgang til Basel. Herefter overtager Kiwi sandsynligvis med overnatning i Basel og fly til København torsdag. Så vi vælger at tage det som en oplevelse og nyder vores suitelignende værelse, det smukke landskab og den dejlige mad.

Erik slapper af.
Udsigt fra værelset.

Frokost ved poolkanten og en overdådig buffet i restauranten om aftenen med mange hidtil uprøvede portugisiske specialiteter.

Smukt landskab.

Golfparadis.

Det var næsten lige så luxuriøst som slottet i Sintra med marmor, kunstfærdige smedejernsgelændere og balustre. Bare synd for min gamle far som tæller timerne, til vi kommer hjem. 

Christina i tronstolen.

Onsdag 07.08

Vi står tidligt op for at spise morgenmad ( også overdådig) for at kunne komme med bussen kl. 8 mod lufthavnen. Det første vi får at vide er, at flyet foreløbigt er udsat fire timer til 14.25, noget med en reservedel, men vi bliver alligevel kørt til lufthavnen ved 10 tiden. Vejret er gråt, og det småregner- godt for golfbanen. Klokken 15 kommer vi endelig af sted mod  Basel, men der er først forbindelse mod København en gang den efterfølgende dag, så vi ender på det vældig fine og hyggelige 4 stjernede hotel Vila på Kiwis regning i omegnen af Muhlhaus, den franske del af området lige omkring lufthavnen.

Hotel Vila

Det er et ombygget gammelt øldepot fra starten af 1900 tallet, meget charmerende men samtidig også supermoderne. Her følte vi os nok mere tilpas end i den nygamle golfhacienda.

Rødt og sort.

 

Torsdag 07.08 og lidt af fredag 08.08

Efter endnu en udsøgt morgenmad var vi lidt på “kontoret” og gik derefter rundt i Saint- Louis, en lille by med et begrænset centrum, men rimelig hyggelig. Vi havde under opholdet et rart gensyn med den franske mad og deres pæne blomstersammenplantninger, som jeg næsten havde glemt.

Udsigten fra vores frokostrestaurant på Hotel Posts terrasse.

Fransk hus med kommunale blomster.

Alcasisk bondefrokostret. Enkelt med en munterostecreme. ( En særlig egnsost)

Fransk bed.

Kommunal blomsterkumme. Her er blomster ikke sparet væk!

Efter frokosten tager vi tilbage til hotellet hvor vi får serveret en dejlig ekspresso med en lille madeleinekage i en smuk kop i den hyggelige gårdhave. Ren luksus!

Man ser at det er en gammel lagerbygning.

 

Man kan godt vænne sig til lidt luksus.

Kl. 15 blev vi i hotellets shuttlebus kørt til lufthavnen. Ganske gratis og bekvemt.

 Næsten til vores overraskelse afgår vores fly mod Bruxelles planmæssigt.

Kæmpemobile udstillet i lufthavnen i Bruxelles.

Lige noget for Erik.

Kunstneren Jean Tinguely.

Der er også pissoirkunst.

Desværre har Kiwi ikke kunnet/villet imødekomme Eriks indtrængende anmodning om et direkte fly til København fra Basel men kun denne forbindelse over Bruxelles med videre forbindelse til København, således at vi først lander i København kl. 22.30. Så vi får to timer i Belgien, hvor vi lige kan nå at få aftensmad i lufthavnen. 

Sidste måltid inden DK – pizza, turens første.

Vi kommer med toget mod Hovedbanegården, men misser den videre forbindelse mod Fyn kl. 00.00, fordi vores tog af uforståelige årsager står stille i så lang tid, at intercitytoget er kørt, da vi når frem to minutter for sent. Det var der også mange andre trætte passagerer, der var kede af. Der kom dog heldigvis et tog en god halv time senere, og klokken kvart over to kom Roman og hentede os i Nyborg, og klokken fire om morgenen efter en kop te kunne vi endelig lægge os i vores egen gode seng, og  en lang rejse hjem var endelig slut.

Så er spørgsmålet bare, hvornår vi kan få det til at passe med at komme tilbage til Lissabon og finde en egnet vinterhavn til Skærsilden – måske i Algarveområdet….

Forhåndsvis(åbner i en ny fane)

LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

Søndag 04.08 

Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken havn vi skulle vælge i Lissabon, men var blevet enige om at ligge i Alcantara de første dage,  og så når vi skulle hjem til Danmark 06.08 sejle nordpå til den nye havn Marina Parque das Nacões i et moderne nybygget område anlagt i anledning af verdensudstillingen i Lissabon i 1998. Dette dels for at se området, men også fordi vi mente, at det lå tættere og mere praktisk i forhold til lufthavnen. Så lidt over middag sagde vi farvel til Alcantara, som vi var blevet helt glade for, og sejlede i medstrøm men modvind og for motor op mod vores nye havn, som vi nåede en times tid senere.

Farvel til det gamle Lissabon fra vandsiden.

Allerede på lang afstand kunne vi se de første vartegn/varsler på denne futuriske bydel. Høje, høje huse i særegne former og med forskellige skulpturelle installationer på toppen og så Portugals længste bro, Vasco da Gama broen.

Nutiden kalder.

En palme på taget?

Vi blev venligt og professionelt modtaget i en fin reception af nogle engelskkyndige unge damer og fik anvist en plads i havnen. En  del af havnen bliver helt tørlagt under ebbe,  men på vores plads var der vand under kølen hele tiden.

Ikke vores båd.

Og så er der de pæneste toilet/baderum set hidtil i Portugal og hele området omkring havnen og langs floden er i virkelig nydeligt med restauranter, barer, træer og bænke, som folk i stort omfang slænger sig på. Køleskabet var tomt, så vi startede med en gang ost og pølse på den café,  vi syntes så hyggeligst ud. ( Her er nemlig generelt mere pænt end hyggeligt).

Stringent promenade.

Vi  troede vi fik et bræt med kolde pølseskiver, men der kom en skål med forskellige slags stegte pølsestykker blandet med nogle syrlige grøntsager. Nogle af pølserne smagte mildest talt sært, og der skulle en vis viljestyrke til at få dem ned. 

Portugisisk pølseret.

Det føltes nærmest som et kulturchok at komme fra det det “gamle” Lissabon, som er så gennemsyret af sjæl til dette område med himmelstræbende mammutbygninger af beton, glas og stål, hvor alt er flot og planlagt i mindste detalje, men hvor mennesket ikke syner af meget.

Lille Erik i nye omgivelser.

Hoteller og butikker er ubetinget rettet mod folk med en spækket tegnebog, men dem er der tilsyneladende også en del af. Og mange af dem er afrikanere indvandret fra de tidligere kolonier. Her finder man det største shopping center, Vasco da Gama, i tre etager eller mere, jeg ever har set. Jeg  fik næsten en lille depression af al denne kommercielle pondus. Området huser også et stort og helt sikkert interessant Oceanarium, men da vi nok mentalt er lidt i hjemrejsemood, og vi sidste år besøgte et også meget berømmet akvarium i La Rochelle, følte vi os mættede, hvad fisk og hajer angår.

Mandag 05.08

Vi fik vasket to maskiner, og det var tiltrængt. Så hele båden var indhyllet i vasketøj, som tørrede fint i varmen og blæsten. Vi har i øvrigt haft upåklageligt vejr, siden vi kom til Cascais, sol og blå himmel hver dag og en frisk nordenvind, som har gjort varmen tålelig. 

Om eftermiddagen gik vi lidt mere rundt i byen eller reservatet, som jeg lidt følte det som at være i. Men nede langs floden var der faktisk rart at gå og mange forskellige former for udsmykning eller installationer at se på.

Svævebane ud mod broen og Torre do Vasco da Gama ( et hotel).

Badende “damer”.

Disse springvand fandtes i alle farvenuancer, og af og til kom der en kaskade af vand ud af toppen.

Park

– med giraf.

Vi ville have spist frokost på en restaurant som Annette ( hun har været i Lissabon flere gange i længere perioder) fra min bogklub havde anbefalet os. Men den lå lidt længere væk end først antaget,  og vi havde mindre tid, end vi troede, da tøjvask og nedpakning var overstået, så vi endte med at spise rester også om aftenen og regner med at ha’ Annettes restaurant tilgode,  til vi vender tilbage i løbet af måneden. Og så gik til køjs lidt før end normalt, for vi skulle jo tidligt op næste morgen.

LISSABON 02-03.08/19

LISSABON 02-03.08/19

Fredag 02.08. Sejltur og natteliv.

Støjen fra broen og flyene generede os egentlig ikke mere. Men denne nat havde vi næsten ikke sovet. Netop som vi gik i seng ved tolvtiden, startede en voldsomt høj, værre end Tecnomusik, koncert, og den stod på til klokken 7 om morgenen. Så vi var noget groggy og orkede ikke rigtig noget. Jeg lavede lidt blog, mens Erik gik over til den danske båd Springeven, for at se om han kunne løse nogle af deres problemer. Det endte med, at vi alle sammen tog en lille tur, for motor,  med Springeven. Først lidt op ad Tejo floden og derefter ud forbi Belém. Det var helt anderledes at sejle i så stor og tung en båd. 

Erik, og Torben i styrehuset.

Vi blev enige om, at vi ville lave en fælles tur op i Biarro alto og spise aftensmad der og bagefter prøve at finde et fadosted. Selv om vi var lidt ambivalente over for denne måske lidt teatralske sangtradition,  kunne vi nu alligevel godt tænke os at give det en chance. Fadosangen har altid udtrykt menneskets længsel, og selv om tiderne forandres, bor længslen vel altid i mennesket, så derfor… Simone og Torben var lige blevet anbefalet et sted af en Tuc -Tuc chauffør, et sted som jeg også havde læst godt om. Så det kunne vel ikke gå helt galt! Miguel, den franske gast tog også med, så der blev talt dansk, engelsk og fransk  i en forvirring. Vi endte i en nepalesisk/portugisisk lille restaurant og fik noget god mad. Det bedste ved stedet var dog den nepalesiske kvinde, der serverede for os. Sjældent har vi været ude for en så imødekommende, nærmest graciøs betjening. Bagefter, nu tæt på midnat, begav vi os ud i nattelivet. Der var stuvende fuldt af feststemte unge mennesker med vinglas eller øl i hænderne i de smalle, stejle gader. Da følte jeg mig faktisk lidt gammel! 

Simone, C, E og Torben i baggrunden i kø ved midnat.

Vi fandt dog hurtigt vores fadosted, Tasca do Chico, og efter at ha’ stået i kø et par minutter blev vi lukket ind i et lille lavloftet, tætpakket lokale med mange portugisiske, også ældre, stamgæster. Udover for drinksene, som ikke var dyre, skulle der ikke betales noget. Snart stillede en ung lille lyshåret pige sig op og begyndte at synge med en kraftfuld, men lidt sprukken stemme. Slet ikke dårligt. Og der fulgte flere efter, unge og ældre, mænd og kvinder ofte med akkompagnement af guitar.  Nogle hørte til blandt publikum – andre var måske mere professionelle.

Den stående mand med hænderne i bukselommerne synger faktisk.

Der var ikke noget komisk teatralsk over fremførelserne, tvært i mod gik de til hjertet, og min følsomme mand måtte tørre øjnene flere gange. De forskellige sangere var blevet præsenteret af en bred, skægget lavstammet yngre mand med en malmfuld røst, og da klokken var henad to, afsluttede han aftenen med nogle sange til publikums store begejstring.

Og så gik vi atter den lange vej hjem og kom i seng kl. 4. Stakkels Simone skulle med et fly hjem næste morgen ved 8-tiden, så hun fik ikke sovet meget denne nat. 

Lørdag 03.08  Alfama og Castelo de Saò Jorge.

Vi havde med overlæg gemt denne del af byen, fordi vi havde en formodning om at den ville være ekstra spændende. Vi var dog noget trætte oven på nattens udskejelser, så vi kom ikke helt så tidligt af sted, men det passede meget godt med at holde frokostpause i en form for fastfood restaurant med en menu til 6 € , som vi flere gang havde haft kig på.

Flot kaffemaskine

Først en Caldo Verde ( “varm grønt”) en klassisk portugisisk suppe , tynd grønkålssuppe med pølsestykker i – lige hvad man havde brug for i varmen! Hertil en brændeovnsbagt superlækker bolle fyldt med mere pølse. En valgfri drik øl/… , en slags sød risdessert med kanel og til slut en kop kaffe med en lillebitte kage til.

Værs’go og spis.

Det kunne næppe ruinere ret mange,  og mætte blev vi, kan jeg garantere for. Og så var der tilmed hyggeligt.

For at overstå den mest anstrengende del af turen først kæmpede vi os op til den  gamle borg i de varme stejle gader, og belønningen ventede os på toppen inde bag borgens tykke mure: En fantastisk udsigt ud over Tejo og Lissabons tage og ikke mindst skyggefulde steder under de mange høje træer og en dejlig afkølende frisk vind.

Og det er jo fint at være over 65, så slipper man billigere mange steder. Her var de endda så høflige at spørge, om vi ( virkelig) var så gamle, men det er vi jo. Derudover er borgen i sig selv interessant at besøge, der er fund dateret helt tilbage til 700 år f. Kr. og her blev der udkæmpet slag mellem maurerne og kristne korstogshære omkring 1147.

Erik den Blå indtager borgen.

Lille pige i søndagskjole. En flot matchende påfugl nåede desværre at undslippe fotografen.

Efter at have nydt en vindomsust forfriskning på en café deroppe med absolut panoramaudsigt gik vi ned gennem Alfamas snævre og stejle gyder.

Læskende!

Og det er virkelig en spændende bydel, hvor der trods de mange turister, også bor “rigtige” mennesker. Alfama hører til den ældste del  af Lissabon, den blev næsten ikke ramt af jordskælvet i 1755 og er derfor en næsten ren middelalderby.

Mørke gyder.

Ind i mellem så dukkede der, typisk omkring de mange små kirker,  pladser op, hvor folk spillede og dansede og var i højt humør.

2 Gode musikere på 2. sal med pengespand hængende ned. Og der danses i baggrunden.

Flot bougainvillea nær ved Miguel kirken.

Udsigt mod nordøst.

Fyren i rødt spillede og sang faktisk godt. Og hvilken velklædt herre i bagrunden!

Vi endte nede ved den store tidligere omtalte Praca do Comercio, og her havde vi aftalt dagens sidste oplevelse: En tur hjem med sporvogn, helst en af de gamle. Det blev dog en af de nye, men da vi kom til at stå af lidt for tidligt, insisterede Erik på at blive stående og vente på en af de gamle. Endelig kom der en, og så endte det med, at vi kørte for langt, så vi kom til at gå lidt af vejen alligevel!

SINTRA 01.08/19

SINTRA 01.08/19

Torsdag 1. august – endnu en dag med blå himmel. Siden vi kom til Lissabon, er vi vågnet op til strålende solskin hver dag, og det er skønt. 

Lille nabomis hygger sig i morgensolen. ( Dog ikke på vores sprayhood her).

Vi havde fået endnu en invitation til et glas vin ombord på en tysk Moody 37 samme aften. Det er altid sjovt at se andre både – og som regel finde ud af, at man egentlig er rigtig godt tilfreds med sin egen båd. Det mest sjove var nu baggrunden for invitationen. Da jeg den første dag var oppe på havnens toiletbygning, kom der en sympatisk udseende kvinde ud af en af brusekabinerne, vi kiggede på hinanden, og genkendelsen var øjeblikkelig og gensidig. Det var Ute, som som vi mødte i Cherburg i 2017. Hun og hendes meget statelige mand Hartmut, ( og ikke Hartmuss, som jeg troede han hed, og som jeg hellere vil kalde ham) var da på vej mod de kanariske øer og videre over Atlanten. Der var dog opstået alverdens motorproblemer m.m. Så turen var i stedet, via Canal Midi, gået ind i Middelhavet videre til de kanariske øer, og nu var de på vej hjem nordover.

Nå, men først skulle vi til Sintra, en lille by lidt nordvest for Lissabon, hvor Portugals kongelige højheder og andre nobiliteter, såsom vor egen H.C. Andersen, i sin tid yndede at tilbringe somrene. Jeg besøgte stedet for mange, mange år siden og syntes, at Erik også skulle se nogle af egnens i den grad eventyrlige slotte. Vi blev lidt betænkelige , da vi så hvor uhyggeligt mange turister, der steg ombord på det lange tog mod Sintra, og bedre blev det ikke, da vi 40 minutter senere stod i Sintra og skulle finde bussen mod Palacio National da Pena helt oppe på toppen af et højt bjerg. Efter at være transporterede op af de snoede veje skulle vi dog igennem endnu en prøvelse. Billetterne til slottet fik vi snildt købt, endda med seniorrabat, men der måtte påregnes en times ventetid i en lang kø, der langsomt bevægede sig op, rundt om og endelig ind i slottet. Undervejs var der så god tid til at betragte alle slottets finurligheder.

Her starter køen.

Køen fortsætter!

Festligt gult og rødt med talrige spir og tårne og balkoner og med smukke kakler og drabelige figurer på væggene.

En grumme fyr!

Og så har slottet selvfølgelig også en spændende historie. Den unge prins Ferdinand af Sachsen .. købte det oprindelige kloster i 1839 og iværksatte en langvarig ombygning i en noget kaotisk blanding af gotisk og  maurisk stil, til ære for sin nok endnu yngre og smukke hustru, som fødte ham 11 børn, inden hun døde i barselssengen 34 år gammel. For Ferdinand var livet dog ikke slut, han forelskede sig i en kompetent tysk/amerikansk operasangerinde, med hvem han forsatte om/tilbygningsarbejdet, ind til han døde i 1885. Den nye hustru deltog meget aktivt og organiserede anlæggelsen af en kæmpe park med væksthuse, ridebane og små søer samt ikke mindst byggeriet at et, hvad størrelsen angik, mere almindeligt hus til sig og Ferdinand, et chalet med brug af kork i stort omfang såvel udvendigt som indvendigt.

Udvendig overdækket plantesamling.

Chalet, en stor del, alt det mørke, består af kork.

Chalet indvendigt, også væggen bagved er belagt med kork.

Nu med slot!

Selve slottet var flot indvendigt og smukt møbleret – en stor del af møblerne var dog af nyere dato efterladt af senere royale beboere. Der måtte ikke fotograferes indvendigt, et enkelt foto tilsneg Erik sig dog.

Nydelig spisestue.

Bagefter gik vi en længere tur i den store park/skov, som man næsten kunne fare vild i.

På toppen.

Erik på vej, her var ikke så mange mennesker.

Urkov – næsten.

Da vi langt om længe nåede hjem, sad vi og slappede lidt af, inden vi gik på visit hos Ute og Hartmut i Pipoca og udvekslede erfaringer om det ene og andet i nord og syd.

LISSABON 31.07/19

LISSABON 31.07/19

Onsdag 31.07 Biarro Alto og Chiado

Vi lå i yderkanten  af havnen, hvor flere mindre lokale både lå. Så vi kunne følge med i hvem der sejlede ind og ud af havnen – altid spændende. Der var mange der levede af at sejle ud et par timer på floden med turister, oftest unge mennesker, med deres sejlbåd. Og så hoppede og dansede de for fuld musik på dækket især når de vendte tilbage.

Partybåd.

Vi troede egentlig først, at vores lille 27 fods Vega nabobåd var tom, men det viste sig, at der rent faktisk boede en yngre belgier. Han var emigreret til Portugal for ca. 10 år siden og planlagde nu en tur over Atlanterhavet sammen med sin snakkesalige lille to-årige kat. Han havde krydset dammen flere gange og betragtede det nærmest som en  en tur over Øresund, ja måske endda som mere ufarligt. Fyren havde mistet sin tidligere lidt større sejlbåd i Caribien under stormen Irma i 2017.  Nu havde han en form for arbejde, man kunne klare online i båden, men af og til tog han væk et par dage, og så var katten alene. Vi havde nu aftalt at fodre katten med vådkost om torsdagen og snakke lidt med den. At den sprang over og lagde sig på vores sprayhood, var Erik knap så begejstret for. Man kender jo typen, der går amok over kattepoter på køleren! Ja man møder mange sjove mennesker undervejs.

Lille mis.

På vej over til os.

På tur. I stedet for at gå langs floden skråede vi lige så langsomt op mod Biarro Alto, der oprindeligt har været et gammelt arbejderkvarter, men som nu er fuldt af små butikker, barer og restauranter.

Alcantarahavnen. Vi ligger i den næst nærmeste række næsten yderst.

En bydel som i modsætning til Baixa først rigtig vågner op efter midnat, skulle vi senere erfare. Men hyggeligt var der.

Stille gade

 

Kaffepause i et roligt universitetskvarter.

 

Vi kom forbi en stor hal, døren stod på klem, og man kunne mærke duften af rent tøj. Det viste sig at være en gammel vaskehal, hvor man nu brugte vaskemaskiner i et lille rum for sig. Men det store rum stod intakt tilbage.

Gammelt vaskehus nu.
Før.

 Det  lykkedes os at finde en ikke alt for spoleret lokal restaurant, hvor vi fik dagens ret, sprødstegte sardiner af den lidt større slags – samt husets desserter.

Desserter + flotte kakler.

En del af dagens program var at finde den station toget til Sintra afgik fra,  undervejs hertil kom vi op på et flot plateau med udsigt over en del byens mange tage.

Der ringes hjem til Roman.
Statue af? på pladsen.
Udsigten over mod Saò George borgen.

Herfra gik en af de særlige “skrå” sporvogne stejlt nedad.

Elevador da Gloria

 

 På vores videre vej var vi inde i dagens kirke Sáo Roque, en overdådigt udsmykket kirke, ikke mindst med guld fra Brasilien. 

Dagens kirke.

Alt dette kunne man godt blive lidt tør i munden af, men heldigvis gik ruten forbi Cervejaria da Trindad, Portugals ældste bryggeri fra 1836, indrettet i et tidligere middelalderkloster. Der er en kæmperestaurant i de gamle klosterrum, men vi nøjedes med en fadøl hver. Min Trindad hvedeøl smagte bare så godt, og Eriks lager var også god. 

Endelig fik vi fundet den store Rosso station, som meget naturligt lå ret tæt på Rossopladsen, og så var det jo ikke svært at finde hjem – kun lidt langt. Aftensmad behøvede vi ikke, men vi kom forbi et usædvanligt indbydende konditori, hvor vi lod os friste til at købe to kager i dyre domme,  hvoraf den ene havde vundet guldmedalje i de portugisiske konditormesterskaber! Og den var da heller ikke så ringe endda.

 

LISSABON 29-30.07/19.

LISSABON 29-30.07/19.

Søndag 29.07.

Vi forlod Cascais hen af formiddagen, så det ville passe med at få medstrøm op af Tejofloden. Der var frisk medvind, så vi strøg af sted gennem bugten. Da vi nåede flodudmundingen, skulle der pludselig rebes, og nu føltes vinden hård. Vi passerede Belem med det karakteristiske gamle fæstningstårn.

Belemtårnet

Og lige derefter det ret så svulstige kæmpestore Henrik Søfareren monument, rejst af diktatoren Salazar i 1960 til ære for denne og andre af fortidens mange portugiske opdagelsesrejsende. ( Og lidt for sig selv og Portugal måske). Det har sjovt nok fået det noget mindre heroiske tilnavn “Lad være med at skubbe” af lisboeterne.

La’ vær og skub!

Snart efter sejlede vi under den store røde hængebro over Tejo. Den larmer faretruende, når toge og biler passerer den, noget i lighed med et hidsigt summende mega-hvepsebo.

Så er vi sejlet under broen.

Derefter varede det ikke længe, før vi kunne lægge til i den store lystbådehavn Alcantara, som er den havn med flest gæstepladser, har den mest centrale placering,  og så er den rimelig billig, ca 22 € for os. Den er vel ikke ligefrem hyggelig, men den er OK. Og hvis man synes, at det er sjovt at se på flyvemaskiner,  er det den helt rette havn, for de landende fly passerer lige hen over området hver 3.-5. minut. 

Den første eftermiddag og aften var vi trætte, og det var vældig (uvant) varmt, så vi orkede kun lige at bevæge os en smule udenfor havnen. Vi fik en trist men billig frokost i en café og en mere kold end varm kop kaffe et andet sted og blev antastet af den første ubehagelige portugiser, vi hidtil har mødt. Så da vi gik tilbage, tænkte vi, at herfra kunne det kun gå fremad. Og det skulle heldigvis vise sig at holde stik. 

Vi nåede faktisk kun lige tilbage, før der blev banket på båden. Der stod så to danskere fra en båd, vi havde anet på afstand. De var vældig flinke begge to og inviterede os over på det klassiske glas vin om aftenen. Og gode oste var der også. Han, Torben, ejede båden, Springeven, en 14 m ældre hollandsk sjov båd ( en Jongert, tror jeg det var ). Hun, Simone,  var på besøg en uges tid. Begge var fra København, og det viste sig, at vi havde en fælles bekendt fra min studietid. Torben havde en medhjælpende fransk gast om bord, og snart kom der yderligere to unge amerikanske fyre til. Torben ville mod Middelhavet gerne hurtigst muligt, og de havde da også hidtil nærmest sejlet nonstop fra København og hertil. Men nu var flere små problemer ved at tårne sig op og hindrede den videre sejlads for en tid. Erik, som jo er ret elektrisk anlagt, forsøgte at hjælpe, og han fik da også styr på lidt, men langt fra alt. 

Mandag 29.07 Baixa

Selv om havnen ligger rimeligt centralt, er der alligevel et godt stykke ind til centrum, men vi kan begge li’ at gå, og det var fint at gå langs floden i den friske vind.

Stenmand.

Sanduhyrer.

Ellers er der udover tog masser af busser og sporvogne og ikke mindst elcykler og de livsfarlige elløbehjul, man kan benytte sig af. Vores første stop blev ved  det gamle flotte Mercado da Ribeira, hvor stort set alt kan købes. Der er også et kæmpe spisehus med mad fra et utal af boder.

Erik er klar til at indtage madmarkedet.

Vi faldt for en slags kokkeskole, hvor to unge kvinder fistrede rundt i et centralt placeret køkken og tilberedte en menu, mens et begrænset antal gæster kunne sidde i en firkant rundt om og se på og spise. Lækkert OG tilmed billigt! 

Menuen.

Gang i – men ikke røg i køkkenet.

Travlhed.

Fuld fart på!

Velbekomme.

Det smagte godt – også vinen…

Desserten, ligner det ikke – men var en sand himmerrigsmundfuld!

Guidens plan var, ud over at spise, at udforske Baixa den fladeste og mest centrale del af Lissabon. Denne meget stilistiske del af byen blev plan- og grundlagt af statsminister Pombal efter det frygtelige jordskælv 1. november allehelgensdag i 1755, som sammen med en efterfølgende 15 m høj tsunami ødelagde størstedelen af byen og dræbte omkring 90.000 mennesker. At masser af byens 250.000 indbyggere havde tændt stearinlys netop denne dag for at mindes deres kære, gjorde ikke sagen bedre.

Vi startede helt nede ved floden på Praca do Comercio, magtens centrum og en af Europas største pladser.

Praca do Comercio

En mildest talt imponerende plads hvor en kæmpe statue af kong José 1. stolt til hest i midten og ditto triumfbue dominerer. Kong José, som var konge under jordskælvet og var heldig at overleve, siges at være blevet så skræmt af ragnarokket, at han siden nægtede at være/sove under tag. 

Der poseres!

Den frygtsomme konge højt til hest.

På (de tidligere) torskehandleres gade passerede vi dette lille palads bygget til vicekongen af Indiens familie i 1523 (dog senere restaureret).

Casa de Bicos med 1125 små pyramider.

En berømt gammel fiskekonservesbutik startet i 1930 kiggede vi også ind i.

Dåser for alle pengene.

Og vi var lige oppe forbi den massive normanniske katedral Sé påbegyndt omkring 1150 efter at maurerne var jaget på porten.

Der kører stadig en del af de gamle sporvogne.

Herefter tilbage til Baixa og op til Rossiopladsen der har været vidne til mangt og meget gennem tiderne. Der har været afholdt hestevæddeløb under romerne i oldtiden, hvilket dens ovale form taler for, men også langt dystrere hændelser såsom jødeafbrændinger og inkvisitionens domsafsigelser over kættere fandt sted her i det 16.  århundrede.

Rossopladsen.

Jeg husker den dog, og kun svagt, fra revolutionen i 1974 hvor blomsterdamer stak røde nelliker i oprørssoldaternes geværløb. Vi nøjedes med at drikke en helt igennem fredelig, men varm kop kaffe på den ikoniske café Nicola. Vi gik hjemad gennem det fashionable Chiado kvarter med masser af butikker men også en mærkværdig elvator fra 1902, der kan bringe en 32 m op for rigtig mange penge, hvilket dog ikke gjorde den mindre attraktiv efter den lange kø at dømme.

Santa Justa elevatoren designet af G. Eiffels lærling.

Der var musik i gaden.

Der var også en filial af en særlig klipfiskebolle butik fra Porto, og da vi ikke fik smagt dem der, slog vi til nu og købte 1! med hjem til aftensmad i båden. Det særlige er at der er smeltet gedeost i, lyder mærkeligt – og smagte sært!

Sådan laves de, og så bør der drikkes portvin til!

Herefter gik vi efterhånden lidt trætte ned gennem kvarteret mod floden igen, hvor vi halvvejs mod havnen gjorde stop ved en trendy havnefrontbar og fik os en lækker drink, hvorefter vi nærmest svævede videre hjemad.

Lidt senere flyttede vi ud i solen i liggestolene i baggrunden.

Vi mødte en ræv på vejen.

Endelig tilbage i båden kunne vi nyde aftensolen, men med Cockpitteltet oppe, for det blæste rigtig meget! Senere lagde vinden sig dog, og vi kunne “trække fra”.

Aftenstemning. Den største stjerne er en flyvemaskine.

CASCAIS 27-28.07/19

CASCAIS 27-28.07/19

Lørdag 27.07

Da vi vågnede var var alting vådt, og det dryppede endnu fra en grå himmel. Men sigtbarheden var rimelig og vinden OK, nok lidt i underkanten. Så vi holdt fast i beslutningen om at sejle videre mod Cascais. Efter morgenmaden og et farvel til Vasco, der så ud til at være i bedring, og hans mennesker, tog vi af sted. 

Vi kunne dog hurtigt smide regntøjet, det blev en grå, men lun og stille dag og en lidt kedsommelig sejlads for sejl + motor meget af tiden. Vi var blevet advaret af flere om, at vinden kunne øge kraftigt især omkring Cabo da Raso kort før Cascais, og at man derfor burde sejle et godt stykke udenom dette. Der var dog så at sige ingen vind, da vi rundede først det europæiske fastlands vestligste punkt Cabo da Roca og siden det langt mindre spektakulære men mere berygtede Cabo da Raso.  

Cabo da Roca.

Vi var spændte på at se ankerbugten ved siden af havnen. Havnen har nemlig ry for at at være en af de dyrere, så det ville være rart at undgå denne udgift.

Ankerbugten i aftenskumringen.

Det viste sig at være en fin og beskyttet bugt med plads til mange både, og vi lagde os tæt indtil en af de små strande. Det var en smuk og stille aften, og vi blev i båden og nød at se, hvordan de strandlivet langsomt ebbede ud, og lysene tændtes inde i byen.

Portvinsskibet blev vores nabo – dog ingen udskænkning.

 Søndag 28.07

Efter lidt besvær med at finde et sted at fortøje gummibåden uden at genere fiskerne, som holder til i den inderste del af bugten, var vi parate til at indtage Cascais- sammen med en million andre mennesker, skulle det vise sig.

På vej ind mod byen.

Jeg besøgte byen for over 30 år siden, og da var der også mange mennesker, men slet ikke i dette omfang med horder af svedende turister på evig jagt efter mad, is, øl eller en kvadratmeter at lægge deres badehåndklæde på. Bortset fra dette er det stadig en smuk og velholdt by præget af tidligere tiders velstand.

Der var åbenbart et større kor-event i gang med optræden på den smukke plads foran det kakkelklædte rådhus. 

Besøg fra Kina.

Der blev tilmed lejlighed til et gensyn med kong Pedro I ( ham med den elskede, men myrdede  Ines) i form af en statue, hvor han stolt spejder ud over byen. 

Pedro I. på højkant og i bedre vigør end sidst.

Derefter lidt sightseeing bl.a i en meget udtørret park, hvor selv de mest tørketålende planter hang med næbbet.

Lidt senere fik vi tilkæmpet os et lille stykke strandareal, og jeg var ude og dyppe mig i det stadig utroligt kolde vand, omkring 17 grader. 

Ikke så mange i vandet .

Efter lidt indkøb tilbragte vi resten af dagen i båden på behagelig afstand af menneskemasserne.

På vej hjem med dagens indkøb.

Der var lovet mere vind til natten og især de følgende dage, så vi glædede os til næste morgen at sejle det korte stykke videre ind til Lissabon, hvor vi regner med at være indtil vores midlertidige hjemtur 6. august.

26-27.07/19 PENICHE OG ÒBIDOS

26-27.07/19 PENICHE OG ÒBIDOS

I dag var vejret atter fint og med en frisk nordenvind. I disse dage blev der afholdt nationalt optimistjollestævne. Det så flot ud, når den ene lille båd efter den anden i raskt tempo drejede om et hushjørne og videre ned i havnebassinet for at sejle videre ud af havnen i en lang række som vuggende hvide fugle.

Der var over 130 både.

Det var faktisk lige vejr til at sejle sydpå til Cascais. Men… Jeg havde længe tænkt på en tur lidt ind i landet til en lille by Òbidos, som skulle være en af de bedst bevarede middelalderlandsbyer i Portugal. Og Erik var blevet så opsat på at komme hertil, at han lod hånt om det gode sejlvejr, og i stedet hoppede vi på bussen mod Òbidos 45 minutters kørsel fra Peniche. Jeg håbede, at han ikke ville blive skuffet. Det var der nu ingen grund til at blive. Den lille by lå smukt op af at højdedrag eller lille bjerg og med stor borg på toppen og hele byen var omgivet af en høj ringmur. Meget malerisk.

Her er vi så igen.

Desværre eller måske heldigvis var der netop nu middelalderruge med boder med forskellige tidstypiske specialiteter og udklædte mennesker.

Kat i autentisk middelalderkostume.

Erik med en brændeovnsbagt middelalderbolle.

Der var mange turister, og man kunne have sin tvivl om, hvorvidt der overhovedet boede mennesker i byen. Og dem der måtte være, levede nok mestensdels af turisterne. Men pænt var her, og vi havde en rar eftermiddag.

Ølpause i varmen.

En af byens flotte kirker med smukke kakler.

Detaljer.

Kaffepause

På busturen passerede vi nogle af de enorme strandområder med superbølger og kørte igennem hele byer, fortrinsvis ret nybyggede, rettede mod surferfolket.

Sidst på eftermiddagen gik vi ud til den gamle del af byen langs borgmuren og klipperne. Der havde  fiskerne oprindeligt havde holdt til.

Peniche er nu en halvø, men tidligere var denne del af byen en ø for sig, som vi har forstået det. Og det var en hel anden verden, man kom ind i. 

Gadeliv.

Her vogter jeg!

Lille gårdhave.

Vi mødte en ung pige, som var så heldig at bo i et af disse små huse. Hun fortalte, at de var meget eftertragtede, og at det kun var fordi, hendes bedstefar havde været fisker,  at hun kunne bo der.

En gade med gadekunst.

Samme set fra siden.

Og forfra.

Vi endte ude ved en lille strand hvor dønningerne stadig kom rullende ind.

Og nej det er ikke mig, men en anden ældre dame!

Raske drenge der boltrer sig.

Om aftenen var vi inviterede til et glas vin hos et tysk ægtepar i en stor 50 fods gammel Najade. Vi var kommet i snak med dem, fordi de havde en hund, der lignede en Portugisk vandhund ( og som var det – i al fald halvt). Den bar halskrave og så forfærdelig ud. Det halve hoved havde store pusfyldte sår, og øjet var helt forsvundet. Vi troede, at den var blevet bidt af en de ret mange løse hunde men nej, den havde fået trukket 14 tænder ud i Tyskland, og nu her i Portugal var der gået infektion i kæbeknoglen. Heldigvis var der en god veterinærklinik i byen, og den stakkels gamle hund ( 14 år, men ellers i fin form), fik nu alverdens behandlinger og medicin og så ud til at ville komme sig. Nå, men det blev en interessant aften. Vi kunne forstå, at de nærmest havde en hel zooologisk have hjemme i Tyskland.  Da vi spurgte ind til, hvorfor de havde så mange dyr, og hvordan de så kunne rejse væk i længere tid, fik vi en længere forklaring. Mange af dyrene havde været nødstedte dyr, også gamle Vasco da Gama, som hunden hed, og så havde ægteparret lidt efter lidt fået etableret et stort demensplejehjem, hvor alle dyrene tilmed kom til at gøre nytte ved at være til glæde for beboerne. Det lod til at være et godt sted at ende som dement, mød mennesket hvor det er, ikke hvor det har været, eller hvor du synes, det skal være…

Dagen efter havde vi planer om at fortsætte mod Cascais 45 sømil sydpå. Om aftenen skulle der være karneval i byen, og det var mere, end vi kunne klare efter tre aftener med tivoli, mente vi.

24-25.7/19 BERLENGA OG PENICHE

24-25.7/19 BERLENGA OG PENICHE

Onsdag 24.07

Ved passende højvande og i solskin og let vind sejlede vi ud af Martinho bugten.

Vi har set en del delfiner undervejs og i dag lykkedes det for første gang at få taget et billede!

Vist ikke noget præmiefoto!

Vi skulle kun sejle ca. 20 sømil, og det varede ikke længe, før vi kunne ane silhuetten af den 120 m høje klippeø.

Fyrtårnet.

Færgeanlægsbro med stranden i baggrunden.

Der var stadig en del dønninger, men da vi kom i læ af øen mindskedes disse betydeligt, og snart lå vi tæt på øen ved en tilsyneladende ledig bøje og lavede os en god tortilla af lidt af hvert.

Flot klippe udsigt.

Fortet.

Vi havde dog knapt tygget af munden, før en af de største af de mange småfærger, der fragter turister til det eftertragtede naturreservat, som øen udgør, kom sejlende med direkte kurs mod os, og så var det bare om at flytte sig i en fart. Vi fandt dog hurtigt en anden bøje, men vi kunne forstå, at bøjerne var ikke tiltænkt lystsejlere, og vi droppede derfor tanken om at tage gummibåden ind til øen. 

Udsigt fra bøje nr. 2

Efter et par dejlige timer valgte vi at sejle til Peniche bare 7 sømil væk.

Forpost til Peniche

Ældste del af Peniche ( prøv at se bort fra de grimme kolosser  i for- og baggrund).

Erik havde en fornemmelse af, at roret ikke var, som det plejede, det var alt for tungt og havde ligesom flyttet sig bagud, så han ville gerne i havn, hvor han bedre kunne se, hvad der måtte være galt og evt. få det repareret. Så da vi var kommet vel i havn startede Erik modvilligt, iført våddragt, badesæsonen og hoppede i havnen for at finde årsagen.

Missionen fuldført.

Det viste sig at være, hvad han håbede og regnede med… En sjækkel var gået af, nok under påvirkning af den nylige urolige ankerligning, og så kunne roret ikke trækkes ned. Så det var heldigvis noget, Erik selv kunne udbedre.

Erik har klatvasket iført sit nye bandana-outfit.

Vi havde ikke hørt så meget pænt om stedet, havnen skulle være ret urolig at ligge i og byen slidt og rodet. Og havnen var ganske rigtigt ikke den roligste af slagsen, men nu blæste det fra nordvest, hvilket afgjort var en fordel. Færgerne/bådene, som fragter turisterne til Berlenga, kommer lige forbi gæstebroen, hvor man ligger langskibs, men de sejler jo kun til først på aftenen, så det var til at overleve. Der var kun to små toilet/baderum et til mænd og et til damer, men det gav ikke problemer undtagen til slut, da herretoilettet stoppede til… Byen var umiddelbart ikke særlig spændende, men ved nærmere eftersyn var den ikke så ringe endda. Det var i al fald ikke en overpleasende turistby. Vi var så “heldige”, at der var Tivoli i byen på en stor plads tæt ved havnen.

Et rodet billede – måske lidt symptomatisk for byen.

Den første aften gik vi op og betragtede folkelivet. Sikke en larm, vi så en stakkels hund, der for forvildet rundt og var ved at gå ud af sit gode skind – med halen mellem benene. 

Fest – og larm i gaden.

Torsdag 25.07

Erik var så ærgerlig over, at han ikke havde sat fod på Berlengas klipper, at han insisterede på at tage der over med en af de mange færger snarest muligt. Så vi købte billetter til netop den færge, der havde gjort krav på “vores” bøje dagen forinden. Vejret i dag var dog ganske anderledes, det smuskregnede, og vi kunne ikke så meget som ane Berlenga, før vi var ganske tæt på.

Afsejling fra Peniche

Der var store dønninger og en lille sammenbidt mand startede turen med systematisk at uddele små sorte plastikposer til alle. Erik nægtede at modtage en sådan! 

Vores færge.

Vi lagde ud med at skynde os op på øens lille restaurant, hvor vi småfrysende delte tre små sardiner og en portion lunken fiskesuppe, mens vi håbede på, at det snart ville klare op. Og det gjorde det rent faktisk, ikke sol men helt acceptabelt opholdsvejr og velegnet til forcering af øens ret så stejle op- og nedstigninger. Først op mod fyrtårnet.

På vej op mod fyrtårnet.

Det halvdårlige vejr gjorde også, at der var knap så mange mennesker på de afmærkede stier, så tit var der kun os – og mågerne. 

Store – ikke sky mågeunger.

Så ned til det gamle fort, Forte de São João Baptista.

Udsigt ned i slugt undervejs.

Vi nærmer os.

Fortet har haft en barsk og omskiftelig tilværelse, oprindeligt som kloster men det meste af tiden som militær forsvarsbastion. Forholdet mellem Portugal og Spanien er og har vist aldrig været rigtig godt. På et tidspunkt forsøgte Portugal at skabe en alliance med Frankrig gennem et ægteskab mellem en fransk prinsesse, Maria Franciska af Savoyen, og og den portugisiske konge Alfonso VI. Dette behagede dog ikke spaniolerne, som følte dette som en trussel mod magtbalancen og for at råde bod på dette, igangsatte de i 1666 et uventet angreb på fortet som led i et forsøg på at kidnappe den vordende brud. Den overrumplede og uforberedte stakkels kaptajn på øen forsøgte  i over en uge at modstå angrebet fra overmagten. Der kom ikke assistance fra den portugisiske flåde, men helt uventet dukkede en del af den engelske flåde op og greb ind, så spaniolerne trak sig. Desværre vist nok med den brave portugisiske kaptajn som hårdt såret krigsfange ombord. Så det royale bryllup blev gennemfør i august 1666, men den unge prinsesses gemal, omend kun 23 år gammel, var ikke nogen drømmekonge, overvægtig, halvsidigt lammet og mentalt debil. Måske havde det været sjovere med en rask bortførelse af et spansk skib. Maria Franciska var dog en handlekraftig kvinde, der fik erklæret ægteskabet ugyldigt p.g.a. dets manglende fuldbyrdelse, og hun ægtede istedet kongens yngre bror, den senere kong Pedro 2., få dage efter dettes ophævelse.

Nu om dage har en forening til fortets bevarelse købt og delvist restaureret fortet, og medlemmerne kan leje sig ind på fortet til en primitiv ferie i rustikke omgivelser.

Så op igen fra fortet, den hårdeste del af turen, og ud til nogle vandings cisterner. 

Det kunne mærkes i lårene.

Måger på specielle klipper.

På vej ned til havnen ses den lille campingplads anlagt på terasser.

Flotte klipper.

Her kunne man sejle ind…

Derefter ned mod havnen igen til en kop kaffe i en meget intermistisk bar og endelig ned til den lille strand der ligger indeklemt mellem klipperne. Selv om øen fremhæver sit fantastisk klare vand, var det stadig ikke rigtig badevejr, så vi nøjedes med at se på dem, som var af en anden mening. 

Her bades.

Da vi gik om bord på færgen, brød solen frem og vi havde en fin hjemtur.

På vej hjem.

Efter de mange op- og nedture på Berlenga var vi lidt trætte og også sultne, så vi fandt en ret stor og godt fyldt restaurant i hovedstrøget tæt på havnen med det løfterige navn Popular. Den viste sig at kunne indfri forventningerne ud fra navnet. Vi fik en “caldeira” en typisk portugisisk art fiskestuvning med masser af god tomatsuppedas med store rejer, kartofler og andre grøntsager.

22-24.07/19 SAÒ MARTINHO DE PORTO

22-24.07/19 SAÒ MARTINHO DE PORTO

Vi kom af sted fra Nazare ved 17 tiden og sejlede som vanligt ud i den grå ensomhed langs en øde kyst. Vi havde heldigvis kun små to timers sejlads til ankringsbugten. Vi var lidt spændte på indsejlingen. Vi sejlede dog lige så fint ind gennem det klippefyldte hul på de pænt store dønninger i medstrøm og fandt en god plads at kaste anker.

Vores udsigt mod indsejlingshullet.

Bugten var næsten cirkelrund og omkranset af sandstrand hele vejen rundt. I den ene ende var der endog enormt ( naturligt) sandbjerg, hvor der blev stået på slalomski nedad.

Enorm klit.

Der var en del andre både men  alligevel god plads. Det var en fantastisk lille oase gemt inde bag en ellers barsk klippekyst. En gang havde byen været et lille fiskerleje med få sommer villaer, men nu var der skudt masser af hoteller, ferielejligheder og campingpladser op.

Byen

23.07.19

Vi havde egentlig kun tænkt os at overnatte her og så sejle videre, men vejret var gråt og trist, og vinden ikke egnet til at ankre ved Berlenga øerne som ønsket. Så trods en noget urolig nat besluttede vi at blive her et døgn mere, slappe af og se, hvad feriebyen havde at byde på.

Vi tog gummibåden ind.

Det grå vejr og den lavvandede strand med grumset vand fristede ikke mig til badning. Dette anfægtede dog ikke de mange feriegæster, og det var da også en sjældent børnevenlig strand.

Den ældste del af byen.

Der var en kort tunnel ud til klipperne og det store hav uden for.

Byen var som ventet ikke noget særligt men heller ikke ligefrem ubehagelig turistet at være i. Vi fandt en restaurant i udkanten af den ældre del af havnen, hvor vi sad længe og vegeterede over lidt fisk og en flaske vino verde.

Fritto misto.

Tunsalat.

Ud over engelsk og fransk viste det sig, at den myndige, modne bestyrer af resturanten også mestrede italiensk. Blandt de andre gæster var der ud over os et fransk par, og et par hvor konen var belgisk og manden italiensk, så det blev pludselig meget internationalt med snak på kryds og tværs af bordene ( og jeg fik endelig lejlighed til at lufte lidt af mit godt heng(l)emte italiensk).

Efter lidt indkøb og et besøg på den lokale kirkegård, hvor man kunne se, at det var en by, hvor mange, især kvinderne, opnåede at blive godt op i halvfemserne, vendte vi tilbage til en stille aften og nat i båden.