Måned: september 2022

26/9 2022 Et nyt kapitel starter – Skærsilden som kanalbåd, mod Aigues – Mortes

26/9 2022 Et nyt kapitel starter – Skærsilden som kanalbåd, mod Aigues – Mortes

I sol og en meget frisk med-/sidevind tog vi ved 10 tiden afsked med Séte og vores flinke bådnabo og sejlede ud gennem industrihavnen og ind i Canal du Rhône a Séte, i første omgang mod Frontignan. Vi undgik således helt at komme ud på åbent hav. Selv om der var fralandsvind med lav bølgehøjde, ønskede vi ikke at udfordre skæbnen. (Det højeste vores nu lavtplacerede vindmåler viste var 14,5 m/s, men det mærkedes heldigvis ikke sådan). Den første del af turen var ikke overraskende præget af tung (og tidvis højlydt) industri.

Fra Frontignan af var vi rigtigt ude på den snorlige kanal og var heldigvis ikke generede af den kraftige vind.

Men på de mange “etanger” (indlandssøer), vi sejlede langs med, kun adskilt fra af mere eller mindre intakte diger, kunne vi se de skumklædte krappe bølger komme mod os og de stakkels diger.

De steder, hvor digerne punktvis var gennembrudte, kunne strømmen være temmelig kraftig, så på sin vis kræver kanalsejlads næsten mere opmærksomhed end havsejlads, hvis man vil undgå at sejle på grund eller ind i brinken.

Sådan et sted ku’ der også være strøm

Vi kom forbi flere små fiskersamfund som havde deres huse og grej stående på små øer langs kanalen.

Ved et sted, Pillou, lige efter en sjov lille svingbro, og lidt før Palavas Les Flot, var der en nogle fine anlægsbroer, hvor vi holdt frokostpause, og lod Chico komme lidt på land.

Svingbroen førte over til en  ø, Mageulone, hvorfra man kunne cykle eller tage et minitog videre ud til Middelhavet – men det ville vi ikke.

Der lå bag denne portal ovre på øen en vingård
Her lå vi en times tid
Og der var masser af – næsten usynlige flamingoer

Vi ville gerne ha’ blevet her hele dagen, men valgte at fortsætte sejladsen helt til dagsmålet Aigues Mortes. Undervejs var der hele tiden noget nyt at se på.

Typiske Camarqueheste – men nok ikke vilde

Lige før vi nåede frem sejlede vi durk i gennem en sluse, som kun lukkes når der er for meget og strømskabende vand i den krydsende flod Vidourle.

Slusen ved floden Vidourle

Endelig nåede vi frem til ved 18 tiden til Aigue- Mortes. Der var intet havnepersonale,og havnekontoret var lukket, men vi fandt en ledig finger plads med fin udsigt til byens hovedattraktion, den enorme bymur, med tårne og fæstningsanlæg. Den tog sig ekstra godt ud i den nedgående sols sidste stråler og senere også i illumineret tilstand.

Særlige Séte 20-26/9 2022

Særlige Séte 20-26/9 2022

Tirsdag 20/9

Efter at ha’ udført de sædvanlige morgenritualer sejlede vi af sted fra Valras mod Sete,  22 sømil mod nordøst i en let foran for tværs vind. Så det blev atter mest motorsejlads, dog midtvejs med en times tid langsom men dejlig sejlads for sejl, hvor vi kunne hvile ørerne. Vi havde en aftale i Sete. Et britisk, men spansk bosat par, Paula og John, som vi mødte gentagne gange sidste år i Spanien fra Adria og frem til Cartagena, lå i disse dage også i Sete på vej hjem fra en fem måneders sommersejlads. Vi har haft løbende kontakt med dem i vinterhalvåret, så vi glædede os til at møde dem igen. Vi nød det, der nok var vores sidste sejltur på Middelhavet med Skærsilden og havde derfor ikke travlt med at komme i havn. Men frem kom vi. Ud på eftermiddagen lagde vi til ud for Capitaneriet, det eneste sted, der pt. var plads til os. Efter  en tiltrængt luftetur med Chico begav vi os over til Mr. John 7., hvor champagnen var lagt på køl. Vi tilbragte et par hyggelige timer, hvor snakken gik livligt.

Vi var til en start lidt skuffede over marinaen og faciliteterne. Toiletterne, både m/k, i de ret miserable skurvogne var totalt stoppede, og vi kunne ikke få klar besked om, hvorvidt vi ville kunne få masten af her i havnen. Som prikken over i’et kunne vi konstatere, at den unge kvinde, der måtte formodes at skulle gøre rent på havenekontoret og toiletterne om aftenen, brugte arbejdstiden på at sidde og tale i telefon i timevis i skjul i en af havnepersonalets ribboats. Hun havde lige været inde og tænde lyset i kontoret,  inden hun satte sig til rette med telefonen i skjul bag kontoret. Alt dette kunne vi som de eneste observere fra vores plads. Vi gik således til køjs med en vis uro i kroppen med hensyn til det videre forløb, om vi skulle satse på kanalløsningen eller hellere tage turen uden om på Middelhavet.

Onsdag 21/9 

Det meste af dagen gik med at få etableret en aftale med havnepersonalet om at få masten af. Da de endelig kom ville ikke udnytte bådens smarte vippesystem, men på klassisk vis løfte masten lodret op, og placere den i holderen. Så hr. Lundbye måtte gi’ sig, og vi fik en aftale til den følgende dag om eftermiddagen. Havneområdet er meget stort, og det er en meget gammel og også stemningsfyldt havn fra 1600-tallet, hvor de oprindelige moler og stenbelægninger for en stor del er bevarede. En ret stor del af havnen er fortsat helliget fiskeriet.

Lidt af fiskerihavnen

Men masteskoven i marinaen er også betydelig.

Lidt af marinaen

Som i Gruissan bor en stor del af bådejerne fast i deres både som f.eks. vores nabo Nicolas, der har boet i sin båd de seneste to år med sin 11-årige kat.

Vist nok endda en racekat

Tæt på havneindløbet er der et stort, flot lidt nyere fyrtårn.

Til især min store glæde så vi, at der lige neden for en del af molen er et lille hjørne med en fin strand med dejlig sandbund ud i vandet. De to første dage måtte jeg dog nøjes med at glæde mig til endnu et eller flere havbade.

Men tankevækkende at gå i havnen på dens blankslidte sten, hvor generationer af sømænd, fiskere, ludere, lommetyve og andet godtfolk har færdedes.

Sidst på eftermiddagen havde vi genvisit af Paula og John, de har rejst og oplevet så meget både til lands og til vands, som det er spændende at høre om. I morgen drager de videre sydvest på mod deres vinterlogi lidt nord for Valencia. Endnu har vi kun været ganske lidt ude i selve byen, men den ser spændende ud, så det glæder vi os til.

Torsdag 22/9

Erik havde travlt med at fortsætte arbejdet med at gøre båden klar til mastenedtagningen. Alle sejl skulle ned og pakkes sammen, og bommen skulle af. Det er mindst seks år siden, masten har været taget af, så der skulle arbejdes lidt med at løsne skruer og bolte på vanter m.m. Arbejdet skred dog planmæssigt frem, og vi nåede endda op og få en lille frokost på en af de mange restauranter, der ligger tæt på havnen. Klokken to lå Skærsilden parat langs molen ved den store og også tudsegamle kran. Erik forsøgte endnu en gang at overtale de to, ellers flinke, unge fyre, der skulle betjene kranen til sin metode, men forgæves.

Men ved fælles hjælp gik alt godt og masten kom ned og ligge oven på båden.

Og Chico ventede tålmodigt under hele seancen

Nu mangler vi blot, at Erik får lavet et stativ, så masten kommer til at ligge lidt højere og mere stabilt. Efter det lidt hårde arbejde var selv Erik stemt for en badetur fra den lille strand, herligt. Efter at ha’ gået forbi stranden et par gange om morgenen fandt vi i øvrigt ud af, at der faktisk boede eller i al fald overnattede en mand på stranden – i både blæst og regn. Om dagen var han væk, men hans stol, en bunke tøj og håndklæder samt en ramponeret parasol, stod der konstant, i alle dage vi var her. Man må håbe, at han snart finder sig et lunere vinterlogi.

Her bor eller sov en mand

Senere udvidede vi vores territorie oppe i byen en smule. Vi fik købt ind, et flutes, besigtiget den højtliggende kirke ude- og nedefra, drukket en kop kaffe og ikke mindst bare indsnuset byens atmosfære.

Eglise Saint Louis, ældste kirke i Séte, som havnen, fra slutningen af 1600-tallet.
Om aftenen er tårnet og den hellige moder, der skuer ud over byen smukt illumineret

Kort sagt, Sete er en rigtig gammel havneby, med alt hvad det indebærer af liv, snavs og sære eksistenser. 

Vue over byens tage

Fredag 23/9 

På vores morgentur med Chico så vi noget vi ikke helt kunne greje. Et stykke af kajen op til de mindre fiskerbåde var der sat afspærringsbånd op, og der holdt politibiler samt en personbil underligt på skrå. En del mennesker stod og gik rundt omkring en aflang grågrøn pose med delvis åben lynlås, der lå langs kajkanten. Ret spooky. Men så så vi også alle kameraerne, der snurrede og blev kørt frem og tilbage. på udlagte måtter. Heldigvis var det ikke alvor, men optagelser til en krimi, vi var vidne til. Kommissæren i 3/4 lang mørk frakke, grånende hår og spidssnudede sorte sko samt den lidt pjuskede fyr i armygrønt, iført plastikhandsker og bærende på en kasseagtig kuffert, kriminalteknikeren var ikke til at tage fejl af.

Kort før vi tog tilbage efter vores pause hjemme i Danmark, fik Chico på anbefaling af hans “hundemor” Sian en indsprøjtning med et nyt såvidt vides bivirkningsfrit middel , Librela, mod gigt. Det har haft en god effekt på ham på mange måder, men virkningen aftager efter en måneds tid, hvilket vi tydeligt kunne mærke på ham. Han var mere urolig om natten og slikkede sig meget på benene. Så vi besluttede at finde en dyrlæge her i byen. Det var så heldigt at den nærmeste, 1,3 km, og tilmed vel omtalte dyrlæge lå på samme rute,  som det byggemarked Erik ville opsøge for at købe træ til mastestativet. Så vi lavede en fælles udflugt, Erik med sin cykel og jeg med Chico, med indlagte hvilepauser til den gamle hund. En skinke/pølse/osteplatte på udturen i en slags vindepot og en drikkepause på en café på hjemturen.

Chico opførte sig eksemplarisk inde hos den flinke (men ikke billige), franske dyrlæge og fulgte friskt med på hele turen.

Byens blækspruttetorv

Men det var noget af et optog tilbage gennem den befærdede by med Erik og de godt tre en halv meter lange brædder bundet til cyklen og så mig og Chico i hælene på ham.

Hvor svært kan det være…

Tilbage i båden lagde regntunge skyer sig efterhånden over os, og vi forberedte os på regnen ved at sætte vores tidligere solsejl op, inden aftensmaden kom på bordet.

Lørdag 24/9

I løbet af natten stilnede såvel regn, torden og blæst af, og morgenen var grå og stille, perfekt arbejdsvejr for tømreren men måske mindre heldigt for deltagerne i den regatta, der skulle starte i løbet af formiddagen.

Der rodes og arbejdes

Arbejdet skred godt fremad men den gamle bore/skruemaskine ville ikke rigtig mere, så Erik måtte endnu en tur op til byggemarkedet. Vi fulgtes ad det første stykke, han med cyklen og jeg gående. Vi gik langs en af de hyggelige kanalkajer, hvor fiskerbåde og små restauranter slås/deles om pladsen. Ved en af disse stoppede vi og delte “Un’assiette bleu”, en fisketallerken med sardiner, makrel og lidt tun.

Herefter skiltes vore veje. Erik fik købt en billig, måske for billig, boremaskine og en kort VHF antenne, så vi kan kalde kanalhavne og sluser i vores kommende kanalsejlads. Og jeg daskede lidt rundt og så på byen – og kom til at købe to lækre konditorkager til kaffen til min hårdtarbejdende mand – og mig.

Også denne aften trak mørke skyer sig sammen,  og om aftenen regnede det så kraftigt, at vi for første gang under hele årets tur spiste i “salonen”. I morgen kan vi antageligt sætte sprayhooden op igen og måske også  cockpitteltet, hvis vejret skulle udarte sig.

Søndag 25/9

I dag er det søndagsvejr med blæst og solskin. Det er sjovt at se de mange ekstra sejlere, der er i havnen i anledningen af kapsejladserne. Det er et særligt folkefærd i deres forskellige outfits, hvide solbriller m.m.

Sejlere
Fyrtårn – og sejlere

Det går fremad med stativkonstruktionen, som jo skal kunne stå for hårde belastinger i alle retninger. Og vindmåleren samt en nyindkøbt kort VHF antenne er blevet monteret på stativet. Vores nabo Nicolas, hans forskellige gæster, katten Hopla og flere af broens øvrige beboere har undervejs fulgt interesseret med i arbejdet.

Så godt som klar

Vi håber og regner med at kunne indlede vor jomfrurejse som kanalsejlere i morgen. Vi kombinerede, næsten som sædvanlig en frokost med en efterfølgende tur i supermarked, for første gang Monopreix. Monopreix var udmærket, men frokosten bedre og sjovere. Vi var samme sted som i går. I dag delte vi en kødfarceret mør sepiablæksprutte i perfekt kogt linguinipasta med den lækreste krydrede tomatsauce. Det smagte virkelig godt. Da Erik nu faktisk var færdig med det flotte stativ, flottede vi os endda med hver vores dessert. Hvis ikke masten falder af undervejs (og det gør den ikke), har vi faktisk sparet en del – både planlægning penge i forhold til, hvis vi skulle ha’ masten transporteret hjem. Sølle 45 € gav vi for at få masten af. Efter at ha’ luftet Chico blev der tid til en sidste smuttur til den lille strand, nu er vandet nede på 22 grader, men stadig dejligt.

Sidste badetur???

Tilbage i båden lavede Erik en ny mindre ”landgangsbro” til Chico, som også kan bruges som et ekstra tværsæde i cockpittet, så af de 3•3.60 m brædder endte der med kun at være et par småstykker, 30 cm i alt, tilovers – fantastisk. Og masten er kommet så højt op, at sprayhooden kunne monteres igen, hvilket et rart nu, hvor blæst og kulde er begyndt at melde sig.

Den stolte konstruktør og bygmester
18-19/9 2022 Valras – Plage

18-19/9 2022 Valras – Plage

18/9 Den stærke vind var nu så at sige blæst væk, solen skinnede, og vi listede os 13 sømil videre langs kysten mod havnen i Valras – en mindre ferieby med en stor strand. Det er nu blevet markant køligere, især sidst på natten og i morgentimerne, så dynerne, nattøjet og et par sweatre  er fundet frem. Men det er faktisk dejligt. Valras bliver nok sidste stop før Sete, hvor vi satser på at få masten af for derefter sejle videre af Sete-Rhone kanalen mod  Port Napoleon, Skærsildens vinterhavn. Så i Valras gælder det om måske for sidste gang i år at nyde solen og muligheden for at bade i Middelhavsbølgerne.

Der stod I Navily, at max dybgang for både i havnen var 1,70 m, og at der kun var 2 m vand i havneindløbet, men der var reelt  6 m, og der lå også langt større sejlbåde end vores i havnen. Vi fik aldrig svar på vores Navily request, men blev venligt modtaget af en ikke engelsktalende havnemester. Vi fik en langskibsplads lige ved siden af diesel/benzinstanderne – kunne nok ha’ fået en anden, men her var det let at få Chico til og fra borde.

Lidt farligt for hundepoter med de mange huller i molen

Havnen, der ligger ved floden Orb’s udmunding, er lille og overskuelig, helt klart mest for lokale, bl.a. med sejlerskoler og uden mange – om nogen, deciderede gæstepladser.

Vi så små forskellige sejlerskolebåde sejle ud og ind flere gange dagligt

En glædelig overraskelse var den næsten helt nye bade/toiletbygning, at der ikke var varmt vand i bruseren på herresiden var så en anden sag. Men det siges jo at være godt med kolde afvaskninger… Vi ankom søndag eftermiddag, og byen var da absolut ikke så stille fredelig som forventet. Der var høj musik, mennesker over alt og åbne butikker og boder med alt muligt skrammel, og det grimmeste tøj, man ku’ tænke sig, hang og flagrede overalt. Der var sågar rullet en lang skrigrød løber ud på hovedstrøget ned mod promenaden, hvor en art dickjockey lod sin fæle musik gjalde ud over hele området.

Som vi før har oplevet i Frankrig, var det helt umuligt at få noget spiseligt serveret udover is, da klokken var over to, så vi pakkede badetøjet og gik ned mod den store næsten tomme strand. Her fandt vi vor redning, en åben strandbiks, hvor vi delte en dejlig såkaldt havsalat.

Bagefter lagde vi os lidt ned på stranden og nød solen, men beholdt tøjet på. Det var faktisk så køligt, at jeg sprang badeturen over i forventning om lidt lunere vejr den næste dag. Vi gik tilbage til båden af en anden vej, og blev mødt af samme vandrende og isspisende menneskemasser. Mellem alle de skrækkelige boder var der pludselig en med oste – og med en meget sød ung pige som gavmildt delte smagsprøver ud. Vi endte med at købe det dyreste stykke ost ever, inclusive 2 € rabat, for 14 €. Den var så virkelig også en lækker , smagfuld sag lavet på en blanding af fåre- og gedemælk. Klart bedst til rødvin! Der var også et lidt mere roligt område, hvor man kunne få/smage , forskellige østers/skaldyrsanretninger, men det var vi ikke lige i humør til på det tidspunkt. Så vi gik hjem til Chico og blev der resten af aftenen. Det var, inden vinden lagde sig, så køligt, at Erik luftede tanken om at sætte coctailteltet op, hvilket dog blev pure afvist. Aftenen og natten forløb ganske roligt, bortset fra nogle gnavent rappende ænder.

19/9 Morgenen var stille, ingen vind og ingen larm fra hverken mennesker eller biler. Et fredeligt sted, lidt ligesom at være i en dansk havn en halvkølig sommermorgen. I dag skulle der dog gøres alvor af mit måske sidste havbad i år, så jeg slæbte Erik med over på stranden, da solen havde fået lidt mere magt. Det var heldigvis noget varmere i dag, så jeg fik en svømmetur, mens min bodyguard sad på stranden.

Vores udmærkede strandbiks var i dag ved at blive skilt ad og pakket fuldstændig sammen. Endnu et tegn på at sommeren og sæsonen går på hæld.  Men vandet er altså stadig godt 25 grader varmt, så ingen grund til at klage.

Det lykkedes os at få en isdessert med pyntefugle

Bagefter gik vi lidt væk fra hovedstrøgene. Der er rigtig mange små stræder mellem de ældre lave bebyggelser, nogle med små haver.

Ingen rigtig by uden katte

Det er nu et udpræget sommerhusområde, hvor en stor del af de fastboende nok tidligere har været eller er fiskere.

Mange lejer dele af deres boliger ud i sommermånederne. På den måde minder byen lidt om Marstal, en tanke vi begge fik.

Der var ikke mange bid, men stor tålmodighed

Vi sluttede eftermiddagen af med en tur langs floden med Chico.

15-17/9 2022 Grussian 2. del mest i dur

15-17/9 2022 Grussian 2. del mest i dur

Idag skinner solen efter tre dage med gråvejr og til tider smuskregn. Så vi cyklede over i landsbyen. Først var vi inde i kirken, som er meget farverig i sin udsmykning og med flot udskåret træværk og smukke murstens vægge og ditto buer.

Kirke og tårn – i dag i solskin og med åben café

Lige uden for leder en trappe/sti op til byens vartegn, et gammelt forsvarstårn fra 1300-tallet. Det var heldigt, at der var gode rækværk at klamre sig til under opstigningen, for der var ufatteligt mange glatte og skrå sten, man kunne komme galt af sted på. Men udsigten fejlede ikke noget. Man fik et virkeligt godt overblik over det flade landskab med alle indsøerne, kanalerne, noget af havnen, den cirkulære landsby og bjergene langt ude i det fjerne.

Vel nede igen sad vi lidt og iagttog gadelivet på Café Paix, inden vi cyklede videre ud til den store strand, vi havde cyklet langs to dage tidligere i blæst og under dystre skyer. I dag var stemningen ganske anderledes. Havet var roligere, der var badegæster på kæmpestranden og gang i strandcafeerne. Vi slog os ned på Café Paparazzo og fik os en sandwich.

Erik med “kineserhat”

Også på denne strandbar var personalet ungt og imødekommende. Den unge fyr, der betjente os, endte med at spørge, hvilket land vi egentlig kom fra. Da vi fortalte, at vi var fra Danmark, sagde han “ Nej, hvor originalt” Lidt sjovt – men der er virkelig ikke mange danskere eller skandinaver på disse kanter.

“Ukendt kvinde” af Krøier/Skagen?

Nede på kæmpestranden var der jo god plads, og så alligevel ikke, for det meste af det meget fine sand var helt vådt, og der var mange små søer/havvandpytter ind i mellem. Men vi fandt da en tør plads. Livreddersæsonen lod til at være slut, og da der stadig var nogle ret store bølger, der kom rullende ind over det lave vand, nøjedes jeg som mange andre med at gå ud til midt på lårene, så klarede bølgerne resten. Og Erik stod parat til at redde mig…

Om aftenen, tilbage i båden, nød vi den nu stille lune aften og noget af den gode mad Erik havde købt i Spanien. 

16/9

Vi havde fået nogle brochurer på havnekontoret om vandre- og cykelruter i området og havde besluttet os for en såkaldt let 16 km cykelrute.

På vej – endnu på plant underlag – med Gruissan by i baggrunden

Det første stykke var piece of cake, men så var det faktisk svært at se, at det skulle være en rute beregnet for almindelige cykler, og i virkeligheden var den nok ment for mountainbikes. Den var virkelig ujævn med store og små sten. Så det gjaldt om at holde tungen lige i munden, syntes jeg. På de vanskeligste dele var vi så koncentrerede om at cykle, så vi glemte at fotografere. Og vi var ikke de eneste, som var lidt forbavsede, i bl.a. en gruppe hollændere havde de ældre damer virkelig fået deres sag for. Nogle så ud til helt at opgive ævred.

Men smukt og dejligt var der over alt, og vi kom trods alt helskindede i gennem de stenede og lidt stejle passager og ned til det lave land med salt indvindingsmarker, fiskehytter og fuglereservater, hvor bl.a. flamingoer holdt til.

Flamingoer i det fjerne

Så nu mente vi, at alle “problemer” måtte være ovre. Lidt overraskende endte vi ude på en stor strand ud til havet, hvor surferne boltrede sig.

Her var det ligesom om stien sluttede – eller også var vi kørt forkert. Men vi forsatte ufortrødent. Det mindede mest om Dakar rally – for el-minicykler. Vi stred os frem i den kraftige modvind og kom godt i gennem strækningen med løst sand. Så kom modsætningen, det sumpede område, nogle steder med vand i næsten knæhøjde. Også det blev forceret, så manglede vi bare det lange ujævne stykke med sten, huller og modvind. Ingen sag, hvis ikke Erik havde kørt sine batterier helt flade, så han måtte hage sig fast i min skulder som et godt gammeldags knallert/cykelmakkerpar. Endelig nåede vi frem til byen, hvor vi begge trængte til en opladning – to smoothies, inden vi kørte den sidste bid hjemad efter en rigtig god tur. Om aftenen undte vi os en middag ude i en hyggelig restaurant i havnen, da vinden ruskede lige lovlig meget i båden.

17/9

Vi stod op til endnu en blæsende solskinsdag og havde ingen planer om at sejle videre endnu

Vi var blevet så begejstrede for omegnen, at vi nu ville forsøge os med en vandretur, hvor det var os og ikke cyklerne, der skulle gøre arbejdet, og hvor tempoet var lavere. Vi valgte en kort, men middelsvær rute på blot små 5 km. Først cyklede vi dog 6 km ud til startstedet, også i dag iførte cykelhjelme, selvom Erik ikke var meget herfor. Det blev også en rigtig dejlig tur. Først kom vi ned i et lavt område, hvor vi gik langs saltsøerne.

Siden gik vi langs en af indsøerne.

Lidt senere gik det pænt op ad i et klippeterræn med “bjergtagende” udsigter.

Lidt oppe

Efter længere tids vandring i højden gik det nedad gennem pinjeskov og senere langs vinmarker.

Erik på druerov

Efter en ca. to timers dejlig vandretur, med en lille chokoladekikspause undervejs, kom vi tilbage til vores cykler. Vi besluttede os for at køre ud til vores strandbar fra forleden. På vejen kørte vi ind på en grusparkeringsplads ud for et “saltmuseum”. Erik kørte forrest, og pludselig var der en modsatkørende bil, der svingede skarpt ind foran ham for at komme ind på en ledig parkeringsplads. Erik forsvandt ned bag bilen,  mens jeg hørte et ordentligt bump og et skrig. Jeg turde næsten ikke fortsætte frem, og se hvor galt det var gået. Omme på den anden side af bilen lå Erik med det ene ben ind under bilen og så noget desorienteret ud – men ved bevidsthed. Og ud af den lille bil tumlede fire mennesker, to franske ægtepar. Jeg var vist temmelig højrøstet på mit værste fransk. Den lille dame, som havde kørt bilen, var også ret chokeret. Som jeg sagde/råbte til hende, prioriterede hun den parkeringsplads højere end min mands sikkerhed. Nå, men de var selvfølgelig fulde af oprigtige undskyldninger og hjalp med at få Erik på benene lidt efter lidt og gav ham også noget at drikke. Han slap utroligt heldigt, med to små hudafskrabninger, på et knæ og en albue. Han mærkede tydeligt,  at han gokkede hovedet i det stenede underlag, men cykelhjelmen, som han lettere modvilligt havde iført sig, afbødede slaget markant. Den er nu kaput. Godt det ikke var hovedet! Selv cyklen overlevede også sammenstødet, med kun et par småskrammer. Bilen derimod fik revet det ene sidespejl af samt en lille bule i siden. Vi valgte som planlagt at fortsætte ud til vores strandbar, hvor det var rart at sidde og dulme nerverne med et glas hvidvin og otte sardiner med en klat god kartoffelmos til deling.

De sørgelige rester samt en blodig servietsouvenir fra styrtet

Næste dag skulle vinden have lagt sig, så aftenen blev den sidste i Gruissan, og den tilbragte vi i båden. Det var helt vemodigt at skulle forlade stedet og vores bro, hvor vi efterhånden var på hilsen og havde talt med  mange af de faste beboere.

12-14/9 2022 Gruissan 1.del – lidt i mol

12-14/9 2022 Gruissan 1.del – lidt i mol

12/9 Dagen oprandt uden det lovede tordenvejr, det var dog lidt regnvejr, men vinden moderat. Så vi tænkte, at det var bedst at komme afsted mod Gruissan i en fart, inden det evt. dårlige vejr kom. I mange af de  sydfranske havne langs den flade kyst, ligger man ofte så langt fra havet oppe af en kanal, at man slet ikke kan se det, endsige høre det. Så først da vi stak næsen udenfor kanalmundingen, kunne vi godt se, at havet var noget mere uroligt end dagen inden, men ikke værre end at vi fortsatte. Det blev en hoppetur i pænt store bølger og med vinden i næsen. Erik havde bundet  cyklerne fast på fordækket, så vi havde kun storsejlet med et reb i og motoren til rådighed. Det mest ubehagelige var de sorte tordenskyer vi havde lige bag os.

Den højeste del af kysten her

Det gik dog fint nok, men de 17 sømil føltes alligevel rigeligt lange, så vi var alle glade, da vi sejlede gennem  den ret smalle kanalmunding.

Den var forøvrigt lidt af en udfordring med lavt vand og vinden ind lige bagfra. (Især fordi roret hoppede op,fordi vi fik for meget fart på. )Men vi kom sikkert ind og fik en god plads langt inde i havnen i læ for såvel bølger som vind.

Da der den næste lange tid er lovet tidvis meget kraftig vind, har vi planlagt at ligge her en uges tid – og til en absolut rimelig pris. Erik vil så tage toget til Barcelona/Badalona og hente bilen, der snart har stået der en måneds tid. 

Og ofte skal man lægge en del til…

I august på vej ned til Badalona med Folke havde vi den sidste overnatning netop i Gruissan, som har en autocamperplads lige optil havnen, så vi vidste, hvad vi sejlede ind til her. Men at her, på en gråvejrsmandag i september, i modsætning til for en måned siden, er så mennesketomt, var alligevel lidt overraskende.

13/9 

Vi nød en rolig formiddag i båden uden at tjekke vejrudsigter. Vi kender jo området fra sidst og føler os allerede ret hjemme her. Der er et lille epicerie, købmandsbutik, lige i nærheden som blandt mange andre fornødenheder har gode flutes og croissanter. Vi kan se, at der på vores bro er mange fastliggere, der bor permanent i deres både. Og mange af dem har hunde, Chico kender allerede vores nabo Upsi, vores genbo Max og Elix en jævnaldrende tæve af ubestemmelig race lidt længere henne af broen. Vores nabobåd har også tre ænder og en enkelt gås, eller fodrer og vander dem i hvert fald. Ret hyggeligt – selv om alle vist ikke er helt enige i dette.

En af gangene Elix’ far” kom forbi vores båd, tog han fat i vores dannebrog og spurgte hvilket land, vi kom fra. Først sagde vi “Langt nordfra”, men han var helt blank. Så sagde vi “ Fra Danmark” “ Nåh ja, Stockholm” udbrød han begejstret. “ Neej, København” svarede vi. “Åhr ja”, så var der ligesom noget, der dæmrede, “ Cykling, cykling, Tour de France!” “ Nemlig” svarede vi. Og så var det på plads.

Skærsilden lå ved den blå plet i midten

Over middag tog vi på en lille cykeludflugt gennem et fladt, ret uoverskueligt område. Vi cyklede dels langs kanaler og dels langs en koloenorm strand med et ligeså koloenormt boligkvarter med ensartede huse i gråliggrumsede farver.

Lidt trøstesløst – i al fald i gråvejr

Alle husene var toetagers og stod på pæle, antageligt mere pga risiko for oversvømmelser end for at bedre udsigten. Ikke et sted det ville være nemt at finde hjem i i en salig brandert. Målet var indsejlingen til kanalen, der fører ind til havnen 5 km væk. Her lå en speciel restaurant, La Perle de Gruissan, et sted hvor man kan købe/smage alskens skaldyr og fisk. Stedet var meget rustikt og med en unik beliggenhed.

Vi nøjedes dog med at nyde synet af de dyre lækkerier bl.a. kæmperejer, hummere og krabber og fik i stedet to gange “moules frites”. Og udsigten var jo ad libitum.

Det meste af aftenen blev brugt på at planlægge Eriks tur til Badalona for at hente Folke i marinaen der. Det er altid lidt af et, små stressende, cirkus at få bus- og togtider til at passe sammen. Togene, som afgår fra Narbonne, var urimeligt dyre, nær 80 €. Heldigvis faldt Erik over BlaBlaCar, hvor han for små  20€ kunne komme med en ung fyr, Tristan, i hans Clio fra Narbonne til Barcelona kl. 11 næste dag. Og bussen til Narbonne afgår lige uden for havnen. Så nu prøver vi (Erik) det og håber det bedste. Hunde er jo ikke velkomne i de offentlige trafikmidler, så jeg bliver som sædvanlig på båden og passer Chico.

14/9

Vi fik en lidt urolig nat, først generede af en voldsom luftfugtighed, 85%. Alt tøj føltes vådt og klistrede til kroppen, og stakkels Chico hev efter vejret. Siden kom der også regn og torden, det er der åbenbart altid, når Erik skal af sted på sine “hente bil ture”. Klokken 9 fulgte Chico og jeg ham til bussen og vinkede farvel. Bagefter var Chico nu alligevel meget i tvivl om, hvor Erik mon var blevet af, og skruede alle fire poter i asfalten en god stund, mens hans så sig lidt forvirret omkring, inden vi kunne gå videre. Mens Chico sov sin lange formiddags/eftermiddagssøvn var jeg oppe og sondere terrænet bag havnen, hvor selve den lille by, nærmest en landsby, Gruissan ligger. Der var vældig hyggeligt med smalle gader, en fin kirke med byens vartegn et gammelt forsvarstårn lige bagved, så der må Erik med over i morgen.

Klokken halv otte var Erik hjemme igen efter sin dagsudflugt, som heldigvis gik som den skulle. Han nåede endda inden om Mercadona i Badalona og købte stort i det store, gode og billige ( i al fald i forhold til franske priser) supermarked.

10-12/9 2022 Banyuls-sur-Mer og Leucate – to absolutte modsætninger

10-12/9 2022 Banyuls-sur-Mer og Leucate – to absolutte modsætninger

10/9 Banyuls-sur- Mer

I dag kom vi så efter en fredelig solrig sejlads langs den flotte, flotte kyst til Frankrig.

For ikke at udsætte os for et kulturchok havde vi valgt en nærliggende havn i den katalanske del af Frankrig, som forventet lå i en hyggelig by. Farvenuancerne i den gamle by, der klatrede op af det skrånende terræn, var i varme gule, okker, rosa eller andre varme farver og ikke over i det hvidlige, som man ofte ser det i Spanien.

Ind- eller udsejlingen til havnen
Vi er stadig i katalonien, som det ses på de stribede flag

Vi var en tur nede på den nærliggende strand, som var meget stenet, men vandet var fint.

Promenaden var vældig hyggelig med masser af typiske farverige franske blomsterbede og mange interessante skulpturer.

Om aftenen ville vi ha’ spist i et bretonsk creperi, men de havde desværre ferielukket, så det blev til en pizza i en af byens mange smalle gyder, hvor der var dækket op udenfor i den lune aften til lørdagens mange gæster. Det var nogle rigtig gode pizzaer, men måske er vi blevet nogle svagspisere, for ingen af os kunne spise op, men fik som flere andre resten med hjem i en pizzabakke. 

Til middag med et lille firben

11/9 Leucate

Ud på formiddagen sejlede vi videre mod Leucate 23 sømil borte, atter i moderat modvind, men en dejlig tur, hvor vi undervejs satte det sidste af gårsdagens pizzaer til livs. Sidste år gjorde vi frokost/badeholdt i Leucate på hjemturen i Folke.

Leucate strand og indsejlingen

Det er et ret pænt og også mondænt feriested, men i år nåede vi kun ind i den kæmpestore Marina. Vi lå meget smukt, men også vindudsat og langskibs på en ventemole i den yderste del af havnen lige ud til den ret lange kanal, der fører ind til havnen. Næsten lige som at ligge for anker.

Udsigten ud over kanalen fra vores båd

Det var ud på eftermiddagen, lidt blæsende og efterhånden også overskyet, så efter at ha’ gået den ret lange tur over til havnekontoret og tilbage igen, holdt vi os i båden. Der var langt til strand, restauranter og butikker, også for de tobenede. Opholdets største oplevelse var en kæmpe toldbåd, der med sin dusinstore m/k-besætning, glade og muntre kom ind og lagde sig lige over for os. Og så de store hvidviolette gopler, Rhizotoma, lungegopler, som der var rigtig mange af i havnebassinet. De findes også i Danmark, især langs Jyllands vestkyst. Er vist kun lidt ”brandfarlige”.

Gopleræs

Jeg var nu nok mest optaget af vejrudsigten, som den følgende dag lovede, eller nærmere truede med både modvind, regn og torden. Lidt for meget af det gode for mine sarte nerver. Hvornår ville det være bedst at sejle m.h.t. bølger, vind og torden? Ligge over kunne der ikke være tale om, for vejret blev efter sigende kun værre de følgende dage, og så var det i al fald ikke her, man havde lyst til at ligge. Også Chico var helt utidig. Det er som om, han kan registrere tordenvejr på lang, lang afstand. Så Chico og jeg, vi forstår hinananden, mens Erik ( heldigvis) tager dårlige vejrudsigter mere roligt.

Men smuk solnedgang
6-10/9 2022 Llanca

6-10/9 2022 Llanca

Så dejligt der end var i Port de la Selva, var vi lidt betænkelige ved at blive, fordi der var lovet endnu kraftigere vind de to følgende dage, først fra syd og siden fra nord. Vi havde læst os til, at havnen i Llanca, under fem sømil herfra, skulle være bedre til at modstå vind fra alle retninger, samtidig med at den lå ved en lille by i smukke omgivelser. Så da vi havde købt  ind og spist morgenmad, denne gang i ro og mag, sejlede vi ud af La Selva i en let sydlig vind. Og vi havde sikret os at der var plads i Llanca. Dette blev turens hidtil korteste og langsommeste sejlads – men samtidig den tur, hvor vi sejlede mindst for motor, kun en lille smule ud og ind i havn. En tur på 3,2 sømil med en gennemsnitsfart 1,9 knob og med en varighed på en 1:41 time ( med indlagt lynbadepause). Vi kom helt klart til at ligge bedre ved en fin bro i læ for bølger og nok også noget for vinden, som i løbet af eftermiddagen også kom op på de 11 m/s her.

Den lille Skærsild i midten

Tæt op af havnen ligger et lille udsigtsbjerg, el Castellar, tidligere en lille holm isoleret fra fastlandet.

Udsigt til strand og sti langs kysten

Herfra, og ved indsejlingen til havnen, kan man beundre verdens måske længste væg- eller molemaleri, 116.5 m langt og 15,5 m bredt, udført af en kunstner Carlo Bros på en udvendig bølgebrydermole, bygget efter at en hård december østenvind, levanten, i 2008 ødelagde en del af havnen.

Værket hedder “Onada de Levant”, Bølge fra øst eller “ Banc de peix”, Stime af fisk. Bagefter gik vi ned til den lille nærliggende klippe/stenstrand for at blive afkølet i bølgerne. Et fint sted med klart vand og ikke overfyldt.

I det hele taget kan man tydeligt mærke at restauranterne må nu slås om kunderne, hvor man før ofte måtte gå forgæves, hvis man ikke havde bestilt bord. Og klokken ni om aftenen er det bælgmørkt, og det er det stadig klokken seks om morgenen. Men allerbedste af det hele er, at det er stadig varmt – men ikke ulideligt. Om aftenen blæste det stadig godt, så vi gik op til en restaurant tæt på, hvor der var mere læ. (Mærkeligt nok havde vi for en gangs skyld begge rigtig meget lyst til kød, nærmere bestemt lammekød. Mens vi spiste vores lammeben og også senere nede i båden, blev vi udsat for et af naturens intense lysshows. )Det ene lyn efter det andet zigzaggede over den mørke aftenhimmel og dukkede, som en trold op af æsken, op inde over land bag 2. række af de bjerge, der ligger ud til kysten. Men uden at vi kunne høre det mindste tordenbrag. Og Chico reagerede heldigvis slet ikke på det – det er mystisk med ham og torden.

7/9 Der var lovet kraftig vind i dag, så vi havde besluttet at blive dette dejlige sted et par dage. Ud på formiddagen gik vi en tur på en vandresti langs kysten.

Hvis viljen og kræfterne havde været hertil, kunne vi være fortsat helt til la Selva, men mindre kunne også gøre det. Undervejs kunne vi nyde de smukke udsigter ud over havet og se ned til små klippestrande.

Ikke det nemmeste sted at bade

Hvis man drejede blikket 180 grader så man den ene dejlige sommervilla, med terrasser og pools, efter den anden. De fleste allerede forladte efter en kort sæson. Tilbage i Llanca fik vi i en hyggelig fiskerestaurant, familiedrevet gennem generationer, en minimal frokost med seks zamburinas ( kammuslinger med rogn serveret i sin skal) + et glas hvidvin. Dem har vi i årevis villet smage – og det gjorde vi så i dag.


Bagefter var vi igen nede og få en dukkert på den lille klippestrand. Her fik Erik sig lidt af en overraskelse. Han var svømmet en smule længere ud, og da han lige stoppede op, var han pludselig totalt omringet af en flok flyvefisk, der var lige ved at flyve in i gabet på ham.

Efter en luftetur med Chico og en kop kaffe i båden, var vi oppe i en del af byen, vi ikke havde været i før og købe lidt ind til køleskabet. Og så var den dag næsten gået.

Aftenstemning

8/9 

Efter en formiddagsvask med tørring på båden, blev cyklerne hevet op af kistebænken. Vi havde planlagt en tur op til et kloster, Monasterio de Sant Pere de Rodes, på en bjergtop en times kørsel væk herfra. Det så spændende ud og lå fantastisk flot.

Klosteret hvortil vi desværre ikke kom

Ruten så ikke helt enkel ud, og der stod også noget om, at man måtte tage visse forbehold for vejens eventuelle beskaffenhed eller mangler. Det gik fint nok et stykke ud af byen, men så var det som om, vejen bare stoppede. Lidt derfra af var der så et skilt med pile, der angav forskellige vandreruter, bl.a. en til vores mål af 2,5 times varighed. Stien lignede på ingen måde en, der egnede sig til cykling, hverken hvad stejlhed eller underlag angik – i al fald ikke til vores cykler.

At gå  i minimum 5 timer var nok også udover vor formåen. Den ene af os får ondt i fødderne og den anden i ryggen, så vi supplerer hinanden, fint også på gebrækkelighedsområdet. Lidt ØV!

Nå, men så fik vi i stedet set Llanca’s gamle bydel, Vila, som ligger godt i læ et stykke længere inde i landet.

Nogle af de forbavsende få katte vi har set på turen
Smalle gyder var der også

Her er et lille torv med et kæmpe platantræ, og til den  ene side knejser kirken, som man når op til af en lang stejl trappe.

En lidt upraktisk trappe ved mange kirkelige begivenheder…

Indvendigt er kirken mørk og af en katolsk kirke meget spartansk. Oppe ved alteret står et mindre kors med den korsfæstede Jesus. En lyskilde projicerer kors og Jesus op i stor størrelse på den bare mur bagved – ganske effektfuldt.

Den prunkløse kirke

I den anden ende af pladsen står et gammelt romansk tårn, og her ligger også en velbesøgt café – bl.a. af os.

Et helt igennem stemningsfuldt sted der emmede af spansk historie og atmosfære – hvis det ikke lige havde været for, at 90% af gæsterne var franskmænd, som med elitær tale og gestik totalt dominerede stedet. Og sådan er det mange steder i dette område- er vi i Spanien eller i Frankrig.

Uanset nationalitet vil man kunne få en ny frisure hos byens frisør

9/9 

I dag havde de faktisk lovet reelt blæsevejr, så vi havde besluttet at vente med at sejle videre til lørdag. Søndag er det Cataloniens nationaldag – endnu en grund til at fortrække, da fest som regel er ensbetydende med krudt og fyrværkeri. Vi nyder meget, at vejret er blevet lidt køligere, sådan at man kan holde ud at sidde ude i solen. Til gengæld  er det lige før, at i al fald jeg overvejer at finde silkedynen frem. Og vindposen og ventilatorerne er også pakket væk. Vi gik over til vores lille strand og lå en god stund i solen, med vinden i håret og tæerne næsten i vandet. Og bade kunne man også trygt trods blæsten. Over middag satte vi endnu en vask over og hang tøjet til tørre i på båden i den friske vind.

Det var nu blevet lidt overskyet og lige vejr til en cykeltur. Vi kørte nordpå langs kysten mod det nærliggende Punta Cap-Ras, langs vej, cykelsti og grusstier. Først kom vi forbi byens store strand, som er meget beskyttet og både børne- og handicapvenlig med køremulighed helt ned til vandet og et stativ ud i vandet til at holde balancen ved. Faktisk ser man mange flere decideret gamle mennesker på strandene i Spanien. De kommer enten selv eller bliver fulgt af familiemedlemmer.

Bemærk også det flotte – men tomme livreddertårn.
Kik over mod Llanca med El Castellar og havnen

Det blev en rigtig fin tur med mange forskellige fine kig ned til små strande og ud over store klippeområder.

På hjemvejen kom vi ved en fejl ud på et plateau med nogle fine udlejningsrækkehuse lige bag ved. Her blev vi tiltalt af et ægtepar, Erik troede først, at de sagde noget med privat – adgang forbudt. Men nej, det var et dansk par, som blev meget benovet  over at høre dansk, det var en virkelig sjældenhed, sagde de. Og da de havde lejet hus der to mdr. hver eftersommer i 16 år, måtte de have en del erfaring, hvad dette angår. Så var det vist på tide at vende hjemad, vinden var nu taget pænt til, og vi var lidt nervøse for vores vasketøj. Det hang godt nok vandret ud i luften da vi vendte tilbage, men vi fik bjerget det hele.
10/9

I dag var det så farvel til Spanien, som vi har sejlet hele vejen rundt om gennem de seneste fem somre ( inklusive Portugal). Da jeg var inde og betale havnepenge, var det en ung fyr, der sad bag disken. Han så, at vi var danske og spurgte interesseret til hvad, vi syntes om Llanca. Jeg havde jo kun godt at sige om stedet. Han var også selv meget glad for sin hjemegn, men der var alt for mange franskmænd, og det værste var, at de havde ejerfornemmelser og betragtede området som en art fransk provins – sagde han. Og den fornemmelse kunne vi som tidligere nævnt desværre sagtens følge ham i. Tilbage på båden havde Erik gjort skib klar til afgang – herunder rejst det franske gæsteflag.

Adios Llanca
4-5/9 2022 Triste l’Escala og skønne Porto de la Selva

4-5/9 2022 Triste l’Escala og skønne Porto de la Selva

4/9  I dag var der ingen hindringer for sejlads – bortset fra at det igen ville blive meget motorsejlads det meste af de 22 sømil fra Palamos til l’Escala.

Farvel til Palamos og hundestranden lige bag havnen med den sjove træskulptur

Vejret var dejligt, men den lette vind holdt sig længere i nord end lovet, før den langsomt gik østover og endelig gik lidt i syd. Så meget motor – kryds er Chico (heller ikke) så glad for. Men det var nogle smukke og dramatiske kyststrækninger, vi sejlede langs. Især ved Estartit var nogle store klippeøer, Islas Medas, lidt ude fra kysten, hvor mange bade- og fiskeglade spaniere lå for anker eller nærmere ved bøjer, da det er forbudt at ankre i dette store naturreservat.

Vi blev vel modtaget i den ret store og nyere velholdte havn, og fik en god plads ved en nydelig bro, men hvor var stedet kedeligt! Al spansk eller sydlandsk charme var totalt fraværende. Havnen og det omgivende byggeri var nærmest klinisk i sine hvide kantethed.

Meget flot ud fra broschuren

Lidt sjovt var det dog, at se et utal af små optimist- og jollesejlere komme ind efter en kapsejlads på den store bugt, der ligger ud for havnen. I øvrigt også et godt sted at ligge for anker.

Vi spiste, som planlagt i båden, men udover en lille, også trist, café, var der heller ingen restauranter lige i nærheden. Omkring klokken 22. skete der dog ting og sager. Først kom der et voldsomt kanonslag, ret langt væk fra, og alligevel rungede det i ørerne, lidt efter to mere af slagsen. Og så kom clu’et et enormt flot og længevarende fyrværkeri. Vi var lige gået op på aftentur med Chico, heldigvis hører han jo ikke så godt længere, så han tog det rimeligt roligt. 

5/9 Vi havde egentlig tænkt os at være i l’Escala en overnatning mere og havde endda fået et godt tips fra vores rengøringsveninde i Palamos om en cykeltur til en lille by, Sant Marti d’Empúries, i nærheden. Vejrudsigten lovede i dag risiko for torden hist og pist, men moderate vinde , mens morgendagen og de følgende dage havde noget voldsommere vejr på programmet, især hvad vind angik.

Og ofte skal man lægge en del vind oven i – og før


Da området rundt om Spaniens klipperige og øde nordøstligste hjørne Capo Creux har ry for at kunne være temmelig barskt, tog vi en rask beslutning og gjorde i stedet  klar til afgang mod Port de la Selva før morgenmad, som blev ret sporadisk, to stykker knækbrød og en kop te undervejs.

Om formiddagen lå tunge skyer over bjergene langs kysten

Vi skar tværs over bugten fra l’Escala op mod kysten nord for Roses og videre rundt om Capo Creux i næsten vindstille, men blev mødt af forbavsende store dønninger næsten hele vejen.

Capo creux

Den sidste en og en halv time øgedes vinden lidt efter lidt. Frokosten blev et tiloversblevent stykke citronmåne af den gode originale slags med næsten uendelig holdbarhed.Til slut skøjtede vi afsted med vinden og dønningerne ind bagfra med godt 10-11 m/s forbi den voldsomt smukke klippekyst. Hele denne dags tur mindede os meget om sejladsen langs Costa del Muerto i Nordspanien, Galicien, med den ujævne sø, clapot, fra klipperne, disen og de truende skyer der hang over bjergene langs kysten. Men en smuk og fascinerende sejlads der endte i bunden af den maleriske bugt, hvor Port de la Selva ligger godt beskyttet for bølger, men mindre for vind.

La Selva

La Selva betyder junglen og hentyder til at området, især tidligere var meget skovklædt. Her er dog stadig, i forhold til mange andre steder, megen grøn træbevoksning op af bjergsiderne. Vi fik, som gæsterne ofte får, en lidt udsat yderplads, her på en flydebro, men med en fantastisk udsigt til alle sider.

Vi lå ud til en lille ankerbugt så vind og (små) bølger kom kom ret i mod os.

Det var en rigtig hyggelig by med en gammel bykerne. I strandkanten ud til ankerbugten lå der et hav af mindre både heraf mange af en karakteristisk type for egnen.

Fine små både på rad og række
Promenaden
Den store kirke – og lille mig
La Selva for godt 100 år siden

Denne mandag eftermiddag virkede byen ret uddød, men ud på aftenen, da vinden løjede, livede den betydeligt op, og vi havnede på en restaurant langs strandkanten, hvor vi endelig fik noget rigtig mad, en tatar af kammuslinger med avocado og mango samt lynstegt tunbøf med karameliserede løg – begge retter til deling – lidt men superlækkert.

Og vi fik en rigtig god lokal hundehvidvin til
1-3/9 2022 Adios til Blanes y hola til Palamos

1-3/9 2022 Adios til Blanes y hola til Palamos

1/9 

I dag var der varslet sol og sydlige middelfriske vinde, så ved middagstid sejlede vi videre nordpå mod Palamos, en lidt større by med to havne. Vi valgte Club Nautico Costa Brava, den ældste lige op til fiskerihavnen, billigste og tættest på strand. Vi havde en dejlig tur, dog suppleret med motor meget af tiden.

Populære Tossa de Mar passeres undervejs

I sydlige vinde er havnen ret urolig, lidt som at ligge for anker, men ikke ubehageligt. Som sædvanlig var vi helt overophedede efter at ha’ lagt til m.m., så vi ilede over til stranden. Første del af den lange strand er lidt speciel eftersom mange mindre både – også sejlbåde her ligger på rad og række ved bøjer. Faktisk hele tre rækker, hvor bådene ligger stævn mod stævn, så egentlig seks rækker.

Men der var fint nok at bade og ikke bølger. Efter havbadet trængte vi til kaffe/øl, og her fik vi en lidt pudsig oplevelse – en lille storm i en kop kaffe. Jeg bestilte min café con leche ( sådan en med dejligt skum på toppen). Kort efter kom en anden tjener og serverede mig en kaffe americano. Da jeg så lidt forbavset ud og sagde nej tak, jeg havde bestilt en café con leche, så spurgte han den tjener, vi havde bestilt hos, om det nu var rigtigt. Hun sagde som sandt var: Ja en café con leche. Momento, sagde tjeneren, lod kaffen stå og gik rask væk for lidt senere at komme tilbage med en lille kande med mælk. Da jeg stadig ikke så tilfreds ud, gik han igen, både med kaffekoppen og mælken. Lidt senere kom en tredje tjener med en kop ( antageligt den samme kop) nu med mælk i, men uden skum og halvkold. Nu rejste jeg mig og gik med min forkerte kaffe hen til tjener nr. to at sagde, at dette ikke var en café con leche, hvilket han straks indrømmede og tog den famøse kop, hvorefter jeg gik tilbage til vores bord spændt på det videre forløb. Kort efter returnerede samme tjener nr. to og stillede en varm og perfekt kop café con leche. Da vi spurgte, hvad alt dette, for en kop kaffe til 1,80 €, skulle til for, sagde han med brødebetynget mine, at det var chefen, der var sådan lidt… Hmm ikke den bedste reklame for stedet.

Lidt af fiskeriflåden

På hjemvejen i tilslutning til den store fiskerihavn, vist den største langs Costa Brava, er der at stort fiskemarked, hvor vi købte en pighvar og nogle af de her meget udbredte store rejer. Så vi fik et rent festmåltid i båden også for Chico, som elsker fiskeskind.

Aftenudsigt fra cockpittet

Overfor os lå en større sejlbåd, som en kvinde i neongrønt antræk var ved at give den helt store rengøringstur. Som vi så ofte har set, drejede det sig om en udlejningsbåd. Vi snakkede lidt med hende, så godt vi nu kunne. Da det var ved at blive mørkt, og hun lod til at være færdig, anlagde hun en meget alvorlig mine. Der var noget hun gerne ville  ha’ lov at spørge os om. Vi forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men fik det til at hun bad om lov til at tilbringe natten på vores båd, at hun nok skulle være helt stille, og at hun ville være væk ved 8 tiden. Hun så meget bedende ud, og det var virkelig svært at vide, hvordan vi skulle sige, at det nok ikke var verdens bedste idé med vores lille båd m.m. Det, den meget høflige rengøringsdame rent faktisk spurgte om, var om vi kunne affinde os med, at hun kom følgende morgen og afsluttede sin rengøring af båden ved 8 tiden, og at hun nok skulle være musestille. Meget lettede over at være sluppet ud af kattepinen sagde vi, at hun hvad os angik kunne gøre rent og synge i vilden sky fra den årle morgenstund.

2/9 Palamos

Cotylorhiza den store, her grønlige, ses i midten 10-30 cm

Oppe ved havnekontoret var der sat en plakat med de forskellige typer gopler, man kan støde på i Middelhavet. Så nu har vi nu fået sat navn på den store lagkageagtige slags, som vi har set flere af undervejs. Fried egg jellyfish bliver den også kaldt på engelsk, trods sit alarmerende udseende er den relativt harmløs for mennesker – rart at vide.

Her har Erik, helt Dali psykedelisk, foreviget resterne af en af dem – set i havnebassinet

Vi havde besluttet at ligge i havn de to næste dage, i dag pga udsigt til en del regn og torden og den følgende dag pga ret kraftig vind fra nord. Så om formiddagen gik vi en tur over til den anden havn Marina Palamos, som vi ikke fandt interessant. Herfra kom vi op i selve Palamos by af bagvejen. Også Palamos er på sin måde en rar by. Mange af de spanske byer, ikke mindst i Catalonien, blev voldsomt ødelagte under borgerkrigen, så der ses en del nyere og ikke videre kønt byggeri mange steder – og så har masseturismen selvfølgelig også sat sit præg. Men dette er nu mest en by, hvor også almindelige spaniere bor og lever. Vi fandt frem til kirken, byens ældste hus, beliggende på en beskeden lille kirkeplads tæt ved havnen.

Høj kirke på snæver plads
Palamos år 1908
Bysbarnet, maleren Ezguiel Torroelle 1921-98 nyder udsigten i 2022

Til frokost havde vi besluttet os for at støtte den lokale Club Nautico’s restaurant, som lå fint med udsigt over havnen og det bagved liggende ikke så høje bjerglandskab langs kysten. Vi fik en arroz med en god intens smag og delte en dejlig lokal hvidvin, alt i mens mørke skyer tårnede sig op fra nord med løfte om snarlig regn.

Et dejligt sted

Og regnen og lidt bulder kom da også ud på eftermiddagen og sådan lidt on off indtil næste formiddag. Vi havde atter “besøg” af vores rengøringsdame, nu i selvlysende rødt og grønne lange gummistøvler. Det viste sig at hun stammede fra den nærliggende lille by/fiskerleje Calella de Palafrugell, et smukt og numere meget søgt udsigtsmål. Vi kunne fortælle hende, at vores plan var at cykle de 14 km dertil den følgende dag. For mindst 25 år siden besøgte vi dette lille sted, som vi, nok især jeg, den gang var meget betagede af, en ren uspoleret perle uden mange mennesker med små hvide huse, sand, klipper, klart vand – og mange katte.

3/9 Mest Calella de Palafrugell

Vi vågnede til en grå blæsende morgen – vi blev faktisk vækket ret tidligt, ikke af en syngende rengøringskvinde,  men af masser af rengøringsivrige eller sultne fisk der gik løs på vores båd. Det er særlig udtalt i denne havn, måske i takt med øget begroning af båden. Det kan lyde ret voldsomt, hvis det er større fisk, der er på færde, mens mindre fisk nærmest forårsager en slags knitren i båden. I starten troede vi, at der var et eller andet galt med elektriciteten ombord og var ret urolige over dette fænomen. Under morgenmaden så vi, at at et yngre spansk par tæt på os havde problemer med at få en mastesele til at sidde ordentligt. Erik vidste selvfølgelig lige præcis, hvordan man skulle iføre sig en sådan og kom den unge mand til undsætning. Senere hjalp han lidt til, så kæresten ikke skulle stå og holde igen i faldene alene, mens fyren blev firet op og ned fra den i blæsten noget urolige mastetop.

Endelig kom vi dog afsted på vores udflugt til Calella de Palafrugell. Vinden var frisk, og solen stod nu højt på himlen, perfekt cykelvejr.

Især jeg var lidt spændt på, hvordan vejene og trafikken var. Vi startede med at køre lidt nordpå langs kysten og fik nogle flotte havudsigter undervejs.

Udsigtsplateau

Så gik ruten ind i land og heldigvis ikke på en hovedvej, forbudt for cykler, som vi var ved at forvilde os ud på, men på/langs en nedlagt jernbane, Route de petit Tren. Der var mange andre ude og cykle, og vi både overhalede og blev overhalet mange gange undervejs. Men vi var virkelig ude på landet, smukt, smukt. Vi kørte langs majsmarker, stubmarker, vinmarker, opbundne bøf-tomatmarker og langs levende hegn og træer af alle slags.

Der er dejligt ude på landet

Endelig gik det stejlt nedad til hovedmålet for turen. Det, der en gang havde været en autentisk næsten uberørt plet, som kun få fandt ned til, var nu, ikke uventet, totalt overrendt af så vel spanioler som udlændinge.

Det lykkes dog at erobre et frimærke til vores badehåndklæder, så vi kunne blive afkølet lidt i vandet, hvor fiskene svømmede rundt om benene på en, tilsyneladende upåvirkede af de mange badegæster. Vi fandt også en restaurant, La Vela, hvor vi indenfor i køligheden, men med kig ud gennem de åbne døre til klipperne og det glitrende hav, fik hver vores dejlige stegte fisk med uventet gode grøntsager til.

Et stille stræde
Så er vi ladet op og klare til hjemturen

Bagefter var det op på de trofaste små, elektriske jernheste igen, og nu hvor vi kendte vejen gik det hurtigt hjemad af den smukke cykelsti, hvor vi nu stort set ikke mødte andre. En rigtig dejlig tur selv om vi måtte dele herlighederne med vel mange andre i den lille badebugt.