1-3/9 2022 Adios til Blanes y hola til Palamos

1/9 

I dag var der varslet sol og sydlige middelfriske vinde, så ved middagstid sejlede vi videre nordpå mod Palamos, en lidt større by med to havne. Vi valgte Club Nautico Costa Brava, den ældste lige op til fiskerihavnen, billigste og tættest på strand. Vi havde en dejlig tur, dog suppleret med motor meget af tiden.

I sydlige vinde er havnen ret urolig, lidt som at ligge for anker, men ikke ubehageligt. Som sædvanlig var vi helt overophedede efter at ha’ lagt til m.m., så vi ilede over til stranden. Første del af den lange strand er lidt speciel eftersom mange mindre både – også sejlbåde her ligger på rad og række ved bøjer. Faktisk hele tre rækker, hvor bådene ligger stævn mod stævn, så egentlig seks rækker.

Men der var fint nok at bade og ikke bølger. Efter havbadet trængte vi til kaffe/øl, og her fik vi en lidt pudsig oplevelse – en lille storm i en kop kaffe. Jeg bestilte min café con leche ( sådan en med dejligt skum på toppen). Kort efter kom en anden tjener og serverede mig en kaffe americano. Da jeg så lidt forbavset ud og sagde nej tak, jeg havde bestilt en café con leche, så spurgte han den tjener, vi havde bestilt hos, om det nu var rigtigt. Hun sagde som sandt var: Ja en café con leche. Momento, sagde tjeneren, lod kaffen stå og gik rask væk for lidt senere at komme tilbage med en lille kande med mælk. Da jeg stadig ikke så tilfreds ud, gik han igen, både med kaffekoppen og mælken. Lidt senere kom en tredje tjener med en kop ( antageligt den samme kop) nu med mælk i, men uden skum og halvkold. Nu rejste jeg mig og gik med min forkerte kaffe hen til tjener nr. to at sagde, at dette ikke var en café con leche, hvilket han straks indrømmede og tog den famøse kop, hvorefter jeg gik tilbage til vores bord spændt på det videre forløb. Kort efter returnerede samme tjener nr. to og stillede en varm og perfekt kop café con leche. Da vi spurgte, hvad alt dette, for en kop kaffe til 1,80 €, skulle til for, sagde han med brødebetynget mine, at det var chefen, der var sådan lidt… Hmm ikke den bedste reklame for stedet.

På hjemvejen i tilslutning til den store fiskerihavn, vist den største langs Costa Brava, er der at stort fiskemarked, hvor vi købte en pighvar og nogle af de her meget udbredte store rejer. Så vi fik et rent festmåltid i båden også for Chico, som elsker fiskeskind.

Overfor os lå en større sejlbåd, som en kvinde i neongrønt antræk var ved at give den helt store rengøringstur. Som vi så ofte har set, drejede det sig om en udlejningsbåd. Vi snakkede lidt med hende, så godt vi nu kunne. Da det var ved at blive mørkt, og hun lod til at være færdig, anlagde hun en meget alvorlig mine. Der var noget hun gerne ville  ha’ lov at spørge os om. Vi forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men fik det til at hun bad om lov til at tilbringe natten på vores båd, at hun nok skulle være helt stille, og at hun ville være væk ved 8 tiden. Hun så meget bedende ud, og det var virkelig svært at vide, hvordan vi skulle sige, at det nok ikke var verdens bedste idé med vores lille båd m.m. Det, den meget høflige rengøringsdame rent faktisk spurgte om, var om vi kunne affinde os med, at hun kom følgende morgen og afsluttede sin rengøring af båden ved 8 tiden, og at hun nok skulle være musestille. Meget lettede over at være sluppet ud af kattepinen sagde vi, at hun hvad os angik kunne gøre rent og synge i vilden sky fra den årle morgenstund.

2/9 Palamos

Oppe ved havnekontoret var der sat en plakat med de forskellige typer gopler, man kan støde på i Middelhavet. Så nu har vi nu fået sat navn på den store lagkageagtige slags, som vi har set flere af undervejs. Fried egg jellyfish bliver den også kaldt på engelsk, trods sit alarmerende udseende er den relativt harmløs for mennesker – rart at vide.

Vi havde besluttet at ligge i havn de to næste dage, i dag pga udsigt til en del regn og torden og den følgende dag pga ret kraftig vind fra nord. Så om formiddagen gik vi en tur over til den anden havn Marina Palamos, som vi ikke fandt interessant. Herfra kom vi op i selve Palamos by af bagvejen. Også Palamos er på sin måde en rar by. Mange af de spanske byer, ikke mindst i Catalonien, blev voldsomt ødelagte under borgerkrigen, så der ses en del nyere og ikke videre kønt byggeri mange steder – og så har masseturismen selvfølgelig også sat sit præg. Men dette er nu mest en by, hvor også almindelige spaniere bor og lever. Vi fandt frem til kirken, byens ældste hus, beliggende på en beskeden lille kirkeplads tæt ved havnen.

Til frokost havde vi besluttet os for at støtte den lokale Club Nautico’s restaurant, som lå fint med udsigt over havnen og det bagved liggende ikke så høje bjerglandskab langs kysten. Vi fik en arroz med en god intens smag og delte en dejlig lokal hvidvin, alt i mens mørke skyer tårnede sig op fra nord med løfte om snarlig regn.

Og regnen og lidt bulder kom da også ud på eftermiddagen og sådan lidt on off indtil næste formiddag. Vi havde atter “besøg” af vores rengøringsdame, nu i selvlysende rødt og grønne lange gummistøvler. Det viste sig at hun stammede fra den nærliggende lille by/fiskerleje Calella de Palafrugell, et smukt og numere meget søgt udsigtsmål. Vi kunne fortælle hende, at vores plan var at cykle de 14 km dertil den følgende dag. For mindst 25 år siden besøgte vi dette lille sted, som vi, nok især jeg, den gang var meget betagede af, en ren uspoleret perle uden mange mennesker med små hvide huse, sand, klipper, klart vand – og mange katte.

3/9 Mest Calella de Palafrugell

Vi vågnede til en grå blæsende morgen – vi blev faktisk vækket ret tidligt, ikke af en syngende rengøringskvinde,  men af masser af rengøringsivrige eller sultne fisk der gik løs på vores båd. Det er særlig udtalt i denne havn, måske i takt med øget begroning af båden. Det kan lyde ret voldsomt, hvis det er større fisk, der er på færde, mens mindre fisk nærmest forårsager en slags knitren i båden. I starten troede vi, at der var et eller andet galt med elektriciteten ombord og var ret urolige over dette fænomen. Under morgenmaden så vi, at at et yngre spansk par tæt på os havde problemer med at få en mastesele til at sidde ordentligt. Erik vidste selvfølgelig lige præcis, hvordan man skulle iføre sig en sådan og kom den unge mand til undsætning. Senere hjalp han lidt til, så kæresten ikke skulle stå og holde igen i faldene alene, mens fyren blev firet op og ned fra den i blæsten noget urolige mastetop.

Endelig kom vi dog afsted på vores udflugt til Calella de Palafrugell. Vinden var frisk, og solen stod nu højt på himlen, perfekt cykelvejr.

Især jeg var lidt spændt på, hvordan vejene og trafikken var. Vi startede med at køre lidt nordpå langs kysten og fik nogle flotte havudsigter undervejs.

Så gik ruten ind i land og heldigvis ikke på en hovedvej, forbudt for cykler, som vi var ved at forvilde os ud på, men på/langs en nedlagt jernbane, Route de petit Tren. Der var mange andre ude og cykle, og vi både overhalede og blev overhalet mange gange undervejs. Men vi var virkelig ude på landet, smukt, smukt. Vi kørte langs majsmarker, stubmarker, vinmarker, opbundne bøf-tomatmarker og langs levende hegn og træer af alle slags.

Endelig gik det stejlt nedad til hovedmålet for turen. Det, der en gang havde været en autentisk næsten uberørt plet, som kun få fandt ned til, var nu, ikke uventet, totalt overrendt af så vel spanioler som udlændinge.

Det lykkes dog at erobre et frimærke til vores badehåndklæder, så vi kunne blive afkølet lidt i vandet, hvor fiskene svømmede rundt om benene på en, tilsyneladende upåvirkede af de mange badegæster. Vi fandt også en restaurant, La Vela, hvor vi indenfor i køligheden, men med kig ud gennem de åbne døre til klipperne og det glitrende hav, fik hver vores dejlige stegte fisk med uventet gode grøntsager til.

Bagefter var det op på de trofaste små, elektriske jernheste igen, og nu hvor vi kendte vejen gik det hurtigt hjemad af den smukke cykelsti, hvor vi nu stort set ikke mødte andre. En rigtig dejlig tur selv om vi måtte dele herlighederne med vel mange andre i den lille badebugt.