Måned: juli 2023

Düsseldorf 26-27/7 2023

Düsseldorf 26-27/7 2023

ONSDAG 26/7

Gæt hvem jeg så, mens jeg var ved at rulle vandslangen sammen, sagde Erik. Sørme om det ikke var gnavpotten fra havnen i Mondorf, så meget desto bedre hurtigt at komme videre mod Düsseldorf, vores næste storby med ca. 625.000 indbyggere.


Selv om der var lovet regnbyger med torden, tænkte vi, at det nok ville gå. Især fordi torsdagen så ud til at blive endnu mere våd. Vi havde dog fundet regntøjet frem, da vi klokken 10 forlod Köln. Circa halvvejs dukkede der sorte skyer op fra flere sider, og det både lynede og bragede, og ind i mellem regnede det også, men med teltet oppe gik det fint.

Der var mange flodpramme på vandet, men dem har vi vænnet os ret godt til, selv om Rhinens mange snoninger i dag gjorde det lidt ekstra spændende.


Men af og til også lidt grønt, her heste på græs

Den sidste time lysnede det igen, og klokken 14 sejlede vi ind i Düsseldorfs havn, der lå i endnu vildere og flottere omgivelser end Köln.

Som i effektfuld flot finale kom der pludselig nogle mega tordenbrag  ledsaget af en ordentlig skylle, lige da vi skulle lægge til. Vi kom til at ligge lidt klemt mellem to store motorbåde, men med en superudsigt lige op til byens berømte og meget høje TV-tårn. Vi var IKKE der oppe.

Vi regnede ud, at vi havde sejlet 21 sømil gennem vand, men 31 sømil over grund med en gennemsnitsfart på 7,3 knob. Altså knap tre knobs medstrøm. Så kan man mærke, at man kommer frem. Vi besluttede os for to nætter i Düsseldorf, dels fordi det lod til at være en spændende by, dels fordi der var lovet heldagsregn den følgende dag. Da vi ikke vidste, hvor dårligt vejret ville blive dagen efter, var det bare om at udnytte, at det så ud til, at det ville holde tørt resten af dagen. Det flinke havnepersonale havde givet Erik en masse gode råd om, hvad vi skulle se. Hvis man gik langs Rhinpromenaden ville man ret snart nå ind til den gamle by. Så vi gik, det første stykke var der grupper og rækker af træer og man kunne gå uden fare for at blive kørt over af hverken biler eller cykler, idet banerne var godt adskilte og i forskellige niveauer.


Så der var heller ingen larm eller bilos, som f.eks. i Köln. Og Rhinens modsatte bred lå for en stor del hen som en lav grøn floddal med græssende får.

Regnen var hørt op, og snart kom solen frem, og der kom liv i gadebilledet. I Altstadt var der et utal af restauranter og beværtninger, men vi var mest optagede af bare at se. Der var langt flere velbevarede huse her end i Köln, ikke bindingsværk, men hele gader med klassiske gamle huse.


Ved femtiden var vi dog lidt udkørte, og ledte forgæves efter en café – ikke en bar. Til slut købte vi to kager og gik hjemad i håb om, at  den “strandbar” vi havde set på udturen nu havde åbent.


Og den var åben, liggestolene blevet sat ud på den store skråning, og der var fyldt med mennesker som sad og nød solen børn der legede rundt omkring. Vi fik en god kop kaffe til vores kage og sad længe og så på bystrandlivet.

Rhinpromenaden tæt på havnen – nu i solskin

En flot “loungeø” med spabad i den fjerne ende af havnen. Denne dag var der en form for firmaevent.

Tilbage i vores havn i de yderst hippe og fashionable omgivelser sad vi og slappede lidt af, inden vi gik op for at se lidt nærmere på alle de specielle nye bygninger. Vi havde læst, at Düsseldorf er en af de storbyer, som folk er mest glade for at bo i, og sådan virkede det også. Det er også en by med mange velhavende mennesker, hvilket tydeligt afspejledes i prisniveauet på f.eks. mange af restauranterne.     


Vi var dog ikke til de store udskejelser og endte på en hyggelig burgerbar med masser af unge mennesker – og gode burgere.


Bagefter gik vi lidt mere rundt i det nye kvarter og så på de vilde bygninger, hvor dyre mærkevare firmaer og andet godt folk holdt til, og hvor en Aperol  Spritz rask væk koster 16 € mod normalt 7-8 € . Ikke at vi nogen sinde kunne finde på at drikke denne ellers meget populære drink – eller lignende for den sags skyld et sådant sted.


Tilbage i båden fik vi te, og nød at det både var tørt og lunt. Svært at forestille sig at det skulle regne hele den næste dag.

TORSDAG 27/7

Men regnvejr blev det. Det silede ned hele formiddagen. Ved 12 tiden gik det over i støvregn, så vi vovede os i land og hen af Rhinpromenaden igen. Dagen inden havde vi set, at der var en udstilling om, hvordan blot et år I 1933 totalt forandrede livet og den politiske situation i Düsseldorf, og vi havde tænkt, at den kunne vi passende se en regnvejrsdag som i dag. Inden gik vi dog lidt længere hen af promenaden end dagen inden. Selv om det er en rig by eller måske netop derfor, er der alligevel nogle der ryger i gennem sikkernettet og havner på gaden.

I sådanne indhak lå de

Vi så langs promenaden flere som lå pakket ind i tæpper, dyne og soveposer i de indhak,  der var i muren langs kajen. Og det var ikke for sjov. Lidt længere henne lå der utallige fancy restauranter, nogle på land, andre på skibe langs kajen. Vi kom ud til et tårn, den eneste rest af et slot, og et torv.


Her fra kom vi videre hen til byens største og ældste katolske kirke Sct. Lambertus, som vi lige var  inde og se, en noget mørk og alvorlig sag.


En sær skulptur der skulle vise byens historie – mest død og ødelæggelse

Vores besøg  i “Advarsels- og mindestedsmuseet” ville nok heller ikke blive af den muntreste slags, så inden var vi nødt til at ruste os med en kop kaffe.

Der var flere små udstillinger, en om at være barn i nazitiden, en om særlig udsatte som jøder, romaer og homoseksuelle, en om livet nede i et autentisk beskyttelsesrum og endelig særudstillingen om hvor hurtigt, bare et år, et velfungerede demokrati i Düsseldorf kunne ændres til et forrykt diktatur.

En skræmmende og desværre også aktuel udstilling, men heldigvis også med små lyspunkter om mod og medmenneskelighed. Udenfor småregnede det stadig, og vi gik langsomt i zigzag kurs af nye, gamle gader tilbage mod båden.

Det flotte rådhus er fra 1500-tallet og er et af byens ældste bygningsværke


Tilbage i havnen faldt vi i snak med havnefogeden. Selve havnehuset er ret stort, i to etager + en fin kælderafdeling hvor toilletter, brusebade og vaskemaskine findes. Det sjove er at huset flyder, og man kan næsten blive lidt søsyg nedenunder.

Det viste sig, at hans far i sin tid havde etableret lystbådehavnen, og nu havde han overtaget havnen og boede der med sin familie. Han var meget miljøbevidst og havde bl.a. anlagt små svømmende haver og forskellige rensnings og iltningsanlæg. Og et stort flag hvor der stod “Everything matters” blafrede uden for havnekontoret. Om aftenen regnede det fortsat, men vi havde besluttet os for at gå op til en italiensk restaurant i nærområdet. Vi blev budt varmt velkomne af værten, som tog sig kærligt af såvel paraply som vores våde jakker. Det var helt klart et sted for det mere købestærke publikum, men dog i en moderate ende.


Vi delte en vitello tonnato og fik bagefter hver en pastaret. Alt var lavet med omhu, og der var en god atmosfære både under serveringen og ude i køkkenet, som vi kunne se ud i. Og da Erik havde fortalt, at jeg kunne lidt italiensk, foregik resten af kommunikationen på italiensk, for min del ret ubehjælpsomt, men hyggeligt var det, og bagefter følte vi næsten, at vi havde været en tur i Italien.

Köln 25/7 2023

Köln 25/7 2023

Vi sejlede fra Mondorf lidt før ti, heldigvis i tørvejr, men med det meste af teltet oppe… Det var køligt, så vi have begge lange bukser på, Erik for første gang i umindelige tider. Som anbefalet ringede vi en time før, vi regnede med at være fremme og fik tildelt plads nr. 85. Vi havde læst os til, at der havenmeister her godt kunne være lidt striks, så bedre at forebygge end…


Vi var fremme allerede ved tolvtiden og startede med at fylde diesel på, hvor selv samme kom og hjalp til, ordknap, men korrekt var han. Det var noget af et skifte at komme ind i denne storbyhavn, omgivet af glas, stål og beton til alle sider. Men som i de andre havne var der også her lavvandet i en sådan grad , at vi kun lige netop kom ind på vores plads.

Köln er Tysklands fjerdestørste by med godt en million indbyggere i bykernen og over 4 millioner i Storköln. Kun Berlin, Hamburg og München er større. Alligevel var det begrænset, hvad vi havde af must’s. Som de store kirkefans vi lader til at være, lå den gotiske Kölner Dom som en klar nr. 1. Der udover kan nævnes en kolossal tresporet jernbane/fodgængerbro, der Hohenzollernbrücke. Og så er der alt det løse og uforudsigelige, som binder det hele sammen. Köln er i sin tid opstået som en romersk provins eller koloni. I årene lige efter Kristi fødsel anlagde romerne nemlig her en legionslejr med flåde, og denne blev ca. 50 år senere af kejser Claudius ophøjet til en koloni ved navn Colonia Claudia Ara Agrippinensium, hvor indbyggerne fik fulde romerske rettigheder. Heraf navnet Colonia, som Köln hedder både på fransk og engelsk. Og den tyske parfume 4711, Kölner Wasser, duftvand lanceret i Köln 1799 af Wilhelm Mülhelms, hed på fransk Eau de Cologne, som i øvrigt er blevet den brede betegnelse for “parfumeret vand”. Vi startede vores bytur med direkte kurs mod domkirken,  men blev distraheret af endnu en hyggelig biergarten med udsigt til havnen, Rhinen og byens også berømte chokolademuseum. Så vi delte en flammkuchen, mens jeg fik en apfelschorle og Erik en Kölcher, byens lokale øl, altid serveret i et smalt cylinderderformet glas. Det var nok klogt, så meget som vi kom til at gå. Efter at ha’ gået gennem en ret trist bydel, kom vi pludselig til nogle ældre, farverige huse og bagved lå en flot romansk kirke.

Det var så Grosse Sankt Martin kirken, som vi selvfølgelig gik ind i. Det var et smukt, ikke så stort, nøgternt kirkerum uden så meget krimskrams.

På ophængte fotostater kunne vi se, at kirken var blevet voldsomt ødelagt under krigen, og først i 1985 var den vellykkede genopbygning færdig.

I der hele taget blev Köln bombet sønder og sammen under krigen under adskillige bombetogter. Men lige omkring denne kirke er der dog noget, der med rette kan kaldes Altstadt med toppede brosten og snævre gader. Vi gik videre ud langs Rhinen og nåede hen til den før omtalte Hohenzollernbro.

Udover at det er et imponerende bygningsværk, som kan fragte såvel toge som bløde trafikanter over floden, så er den vist  mest kendt for sine tusindvis af hængelåse, som kærestepar gennem tiden har hægtet på den. Fra broen er der ikke langt til domkirken, hvis to tårne vi allerede havde set langvejs fra.

I både højde og drøjde overgår den katedralen i Strasbourg, men selv om de to kirker stilmæssigt minder meget om hinanden, faldt det visuelle indtryk, efter vores mening, klart ud til fordel for Strasbourgs katedral. Også selv om de to tårne i Köln er 156 m høje, mens Strasbourg’s blot ene tårn kun stikker 142 m op mod himlen.


Der var for meget, der distraherede i Köln, den store banegård og det ellers flotte kunstmuseum lå begge klods op kirken m.m. Men et imponerende gotisk mesterværk er det, påbegyndt i 1200 tallet og først fuldendt over500 år senere. Tænk at man turde – og kunne! Heller ikke denne kirke undslap krigens voldsomme bombardementer helt, og blev først genåbnet i 1956.

Det flotteste var næste gulvmosaikkerne

Uden at være opmærksomme herpå gik vi vist forbi 4711 parfumehuset. Måske man skulle ha’ haft bare en lille flaske af denne mange, vist især ældre, damers yndlingsduft gennem tiderne med hjem… Og hvorfor hedder denne ikoniske parfume så 4711? Jo, fordi Wilhelm Mülhelm’s barnebarn i 1881 blev tvunget til at opgive det tidligere firmanavn Farina. Og han valgte derefter sit husnummer 4711 som firmanavn, genialt eller fantasiforladt, som man nu ser det, men klart bedre end Farina. Efter en kort tur gennem en grim, grim overfyldt butiksgade gik vi igen ned langs Rhinen, hvor vi var inde og bestille bord på en restaurant, Haxenhaus, som vi havde fået anbefalet af vores flinke naboer i Mondorf havn. Der ventede os dog yderligere to af de uplanlagte oplevelser, inden vi nåede tilbage til Skærsilden. Erik fik endelig mulighed for at se, hvordan det gik til, når de store krydstogtskibe skal lægge til.

Og det var ikke helt let, og søfokene kludrede i det, så det var lige før at hr. Lundbye måtte træde til… Sidst, men ikke mindst var luften pludselig fuld af kvidrende grønne parakitter, som i store flokke samledes fortrinsvis i ét stort træ, måske for natten. Hvor kom de fra, hvor var de på vej hen, og ville de evt. kunne klare sig her også om vinteren??? Vi har efterfølgende læst, at netop i flere byer langs Rhinen, er klimaet er noget varmere end andre steder, og derfor er der gennem de seneste 50 år kommet en population på omkring 20.000 af de grønne alexanderparakitter.

Antageligt er de enten undsluppet fra deres tidligere fangenskab, eller måske er de ligefrem blevet sat ud. De svinede tydeligvis lidt under træerne, men anden skade gør de angiveligt ikke. Efter at ha’ hvilet benene et par timer gik vi op i byen til vores Haxenhaus, nu var det så lunt igen, at man kunne sidde udenfor i læ og under parasoller. Erik fik en lammehaxe i portvinssauce og jeg en grisehaxe med æblesnitter i calvados sauce, vi delte, så vi fik smagt begge slags.

Bedre end tarteletterne

Det var rigtig lækkert og længe siden sidste haxe. Men det er nu heller ikke en ret, man har lyst til, når det er varmt – eller flere gange i ugen. Lidt god underholdning var der også. I nærheden af os sad to nydelige damer. Pludselig var de nær ved at hoppe op på bordene, og en af de søde serveringspiger kom til og spurgte, hvad der var galt. De havde set en MUS! Ah, svarede pigen beroligende,  “das war nur unser Jerry”… Men de to damer fortrak alligevel skyndsomst indendørs med deres tallerkener. Efter en lang, men god dag traskede vi lidt senere mætte og tilfredse tilbage mod havnen.

Smuk solnedgang. Rosen købte Erik af en meget sørgmodig mand, der ikke havde megen gang i salget.

Tilbage i havnen sad der nu en masse, især unge mennesker, på en stor trappe lige op til havnebassinet. Foran dem og bag havnekontoret var der en storskærm, og nu ventede folk bare på, at det skulle blive lidt mørkere, så filmen kunne starte.

Mondorf Yacht Club/by 23-25/7 2023

Mondorf Yacht Club/by 23-25/7 2023

SØNDAG 23/7 

Efter at ha’ taget afsked med Camilla, Niels, William og hunden Ida sejlede vi ud på eftermiddagen videre nordpå fra Oberwinter.

Der ses stadig vinmarker og en borg eller slot i ny og næ

Ca. halvvejs på vej fra Oberwinter mod Mondorf lidt nord for Bonn, men på modsatte bred, begyndte det, som forventet at regne, så vi havde stadig teltet slået delvist op.


Langsomt stilnede regnen igen af, og kort efter sejlede vi ind i en vig, lige efter floden Sieg’s udløb. Her lå hele tre små lystbådehavne.

Vi fandt en grøn plads i den første, Mondorf Yacht Club. Erik havde telefonisk kontakt med den flinke havenmeisterin, som bad os flytte til en lidt mindre plads, da der ville kom en større båd til den, vi havde lagt os på. Det gjorde vi selvfølgelig. Det gav dog et problem med at nå hen til gæstestrømstanderen. Vores nabo, en anden gæstebåd af typen Don Pedro, havde sat sit stik i stikdåse 2, som vi ville kunne nå, mens han let ville kunne nå nr. 1, som vi ikke kunne nå. Det skal lige bemærkes, at strøm var inkluderet i havnepengene. Erik spurgte pænt den godt midaldrende mand i nabobåden, om vi ikke kunne bytte stik. Næh, det gik slet ikke, for havnemesterinden havde sagt, at han skulle tage nr. 2, så vi måtte bare vente til, hun evt. dukkede op i morgen. Erik kunne simpelthen ikke overbevise ham om, at det var komplet ligegyldigt, om han tog nr. 1 eller 2 gæstestik. Næste skridt blev, at Erik atter ringede til den flinke havnefoged, som sagde, at han lød da ikke særlig kammeratlig. I mellemtiden var herren forsvundet, mens hans kone, der virkede mere fornuftig, var kommet til. Så hun gik hen og byttede om på stikkene, mens hun og Erik tilmed hyggesnakkede lidt. Erik kom tilbage i båden og kunne fortælle den rare havnedame, der ringede tilbage for at høre, om alt nu var i orden, at det mente vi da.

Aftenudsigten nydes indtil freden brydes…

Lige ind til en truende tordensky dukkede op bag os. Han, naboen, havde været i brusebad, men åbenbart ikke koldt nok. Han mindede om en ondskabsfuld satyr med hår på ryggen og et gedebukkeagtigt rødsprængt ansigt. Hvordan kunne vi tillade os at tage HANS strømstik, så snart han vendte ryggen til – og tilmed udnytte en SVAG kvinde ( hans fornuftige kone)!!! Og lige meget hjalp det, at hun sagde, nej, nej og at alt var OK. Vi beholdt dog vores strøm, så vi kunne lave aftensmad. Men det var lidt synd, for vi kunne høre dem skændes længe efter, og så blev der så stille, at vi blev helt nervøse. Så det er åbenbart alligevel ikke alle tyskere, der er lige hjælpsomme, som antydet i forrige indlæg. Det lidt sjove var, at vi én gang, og kun én gang tidligere for mange år siden er blevet så voldsomt verbalt overfaldet. Og det var af en mand, en dansker, i en stor motorbåd, der også var af typen Don Pedro. Så dem skal man åbenbart holde sig fra. 

MANDAG 24/7 

Vejrudsigten lød på skiftevis regn, torden, sol, regn, torden og sol o.s.v., så vi havde besluttet at blive her en dag og nyde havnens meget grønne omgivelser.


Også dette var en klubhavn med styr på tingene, et meget lille toilet og en ditto brusekabine, men superrent og velfungerende. Og blomsterkummer der blev både vandet og “nippet”. Da det så ud til at holde tørt for en stund, gik vi ud på de velanlagte stier gennem et større naturbeskyttelsesområde.

Der var mange meget høje træer, især poppel og pil. Og hvis de væltede eller grene knækkede af, fik alt lov at blive liggende, bare det ikke lå tværs over stierne.

Dagen inden havde vi hørt et træ eller en større gren falde til jorden med et ordentligt brag. Sjovt nok stod der ingen ting om, at man færdedes på egen risiko i området, hvilket vi nok ville fraråde at gøre i blæsevejr.

Mange gode “klatre” træer


Vi kom ud til floden Sieg, som vi sejlede forbi dagen inden og videre ud til havneindsejlingen fra Rhinen for til sidst at ende hvor vi startede. Herefter gik vi den anden vej ud til Rhinen. Sjovt med alle de nydelige villaer oppe bag ved. Her stod der flere steder blomstrende nerier i haverne og de stod ikke i krukker, så er her klart varmere end i DK. Senere gik vi nede ved Rhinpromenaden, hvor der er stillet et utal af bænke op, så alle ikke mindst rollatorfolket kan sidde og nyde udsigten og tælle de mange skibe. Men vi så også nogle informationstavler,  der fortalte om gamle dage. Bl.a. at jorden i området på grund flodvandet ikke mindst fra den mindre flod Sieg var både varmere og mere næringsrig. Dette kunne måske forklare det med nerierne. Om ikke andet havde det givet særlig gode vækstbetingelserne for rabarber, som tidligere var blevet dyrket her i stor stil.

Rabarberbundterne læsses ombord

Oppe i selve den lille by kunne vi konstatere, at den var helt forskellig fra den lille Oberwinterperle. Her var der næsten  ingen gamle huse, men nyere ikke særlig pæne huse i vidt forskellige stilarter. En del af forklaringen herpå fandt vi på kirkegården, hvor vi så en stor kobbertavle, hvor navnene, på alle de, der var døde fra 1939-45 var indgraverede. Og det var mange, ikke kun unge mænd, men hele familier, unge som gamle, var blevet udryddede heraf sandsynligvis mange under krigens bombardementer.  Så også den almindelige tyske befolkning har måttet betale en stor pris for Der Führer’s galskab. Men Oberwinter var altså sluppet heldigere igennem.
Og nu til noget helt andet. Frokoster kan man også være mere eller mindre heldig med. For at få lidt adspredelse fra båden ville vi at finde et hyggeligt spisested, men næsten alt var mandags ruhelukket. Men så var der en café ved en bager, der så tilforladelig ud. De havde et frokosttilbud med “vielblätterteig” med noget fyld. Erik, tyskeksperten, mente, at det måtte være noget raviolilignende, så det bestilte vi. Vi blev noget overraskede, da det viste sig at være to lidt specielle tarteletter til hver.

Hmm.. Og de så desværre bedre ud, end de var

Mens jeg ikke er så vild med tarteletter, er Erik normalt ret glad for dem, men ikke for disse med noget udefinerbart kød i skarpe ensartede tern i et klistret fluidum. Og så en flaske “vorsøstersigersovs” til. Hvis vi havde gjort os lidt mere ulejlighed med at opdele ordet “vielblätterteig”, havde vi nok kunne regne ud, at det havde noget med butterdej at gøre. Men så var vi jo gået glip af en overraskelse. Da vi kom tilbage til havnen, kunne vi til vores tilfredshed konstatere, at vores knap så elskværdige nabo var sejlet,og i stedet var der kommet en venlig tysk familie. Havnemesterinden kom også forbi og beklagede den ubehagelige oplevelse, vi havde haft i går. Hun havde vist sjældent været ude for noget lignende, er war doch ganz blöt, skrup skør, som hun sagde. Men måske var det en stakkels ældre herre, der var ved at udvikle en form for demens.

En kort aftenbyge
OBERWINTER 22-23/7 2023

OBERWINTER 22-23/7 2023

 LØRDAG 22/7

Om morgenen, da solen atter skinnede, vovede vi os op af den stejle rampe og hen mod mod toiletterne og det såkaldte havnekontor i Neuwied. Aftenens mystiske mand var der ingen spor af, ej heller af havnemesteren, så det blev i al fald en billig omgang, da der end ikke var nogen kuvertordning. Efter morgenmad vinkede vi klokken 10 farvel til vores nabobåd og sejlede mod næste destination Yachthaven Oberwinter i – sjovt nok en lille by ved navn Oberwinter. Havnen her var på alle måder velomtalt og lå godt for vores møde med Camilla og familie. Efter to og en halv times fin sejlads i solskin havde vi tilbagelagt 12 sømil gennem vand, men hele 18,4 sømil over grund og var fremme ved havnen, som så ud til at opfylde forventningerne. Vi blev gelejdet hen på en fin langskibsplads af en flink ældre dame (sikkert yngre end os). Hun og hendes mand havde lejet sig ind i en af de husbåde, havnen også råder over. I det hele taget må vi sige, at tyskerne er et utroligt venligt, høfligt og hjælpsomt folkefærd – i al fald dem vi har mødt på vores tur. I dag var det endelig melonvejr igen, så vi fik vores yndlingsbådfrokost, melon med serranoskinke +🌞. Bagefter gik vi op i den lille by, som vi absolut ingen forventninger havde til.

Men den overraskede i den grad positivt med sin fredelige og ret intakte kønne, gamle bykerne, hvor der var plads til et liv for almindelige mennesker inklusive børn.

Og så var  der en lille oase af café, vi ikke kunne modstå. En appetittelig buttet kvinde med hvide flødeskumsarme bag disken kunne anbefale adskillige typer lagkager, und natürlich waren sie alle hausgemacht…

Vi sad længe og nød stedets rolige atmosfære, inden vi sluttede udflugten af med et besøg i Supermarkedet lige over for havnen.

SØNDAG 23/7 

Vi vågnede til en stille regn, som efterhånden tog noget til.

Lidt ærgerligt når vi skulle ha’ besøg af Camilla, Niels og William ved middagstid. Men meget kunne jo må at ændre sig. Da jeg var en tur hen af broen, måtte jeg lige spærre øjnene op, for der sad en bæverrotte ude i vandet på et tykt stykke vandslange lige foran mig. Helt uanfægtet sad den og pudsede sine orange fortænder med forpoterne – hvis det hedder sådan på sådan en fyr. Vejret blev bedre, og da familien kom ved ettiden, var det både tørvejr og lunt og stille. Så de kom med på byvandring gennem Oberwinter, som Erik stolt viste frem. Vi havnede på caféen fra i går og fik kage m.m. Her kunne hunden Ida også være med.

Flødeskumsdamen fra i går havde desværre fri i dag, men det gik endda. Efter et par hyggelige timer måtte vores gæster videre, og også vi løsnede fortøjningerne og sejlede ved firetiden en bid videre til en havn lidt nord for Bonn, men på den modsatte bred. 

Neuwied MYCN

Neuwied MYCN

21/7 2023 MYCN Neuwied 21/7 2023

Efter en tur op og handle sejlede vi tilbage mod Rhinen. Nu var der kommet yderligere et incitament herfor, nemlig at vi lettere ville kunne finde et sted at mødes med Camilla, Niels, William og hunden Ida på deres tur mod Normandiet.

Tog i lange baner snor sig også langs Mosel

Vejret så lidt lusket ud, og midtvejs begyndte det at regne,  kortvarigt kombineret med nogle luftige tordenbyger – helt uvant for os.

Heldigvis kunne vi, eller mest jeg,  sidde i læ af sprayhooden. Efter en times tid fik vi dog tørvejr igen, så det var nådigt sluppet trods alt.

Gennem de små “sportssluser” kom vi ret hurtigt ud på Rhinen igen og fik atter fart på.

En fin lille landsby undervejs

Ved halvsekstiden kom vi til motorbådsklubben i Neuwied, som var yderst middelmådigt beskrevet på googlemaps, men den lå godt på vores rute. Og det var da også en af de absolut mindst hyggelige havne, vi har været i.

Én meget lang bro dybt nede mellem en høj, grim spunsvæg og en stejl skrænt. Ingen mennesker at se, men så dukkede der to ret så skumle typer op, som dog viste sig at være vældig hjælpsomme. Vi fik koden til porten og gik op for at finde havnekontoret, som lå for enden af et stort forfaldent værfts/industriområde.

Der ingen havenmeister at finde, men tre fyre fra et værksted gav os koden til toiletterne, som viste sig at være udmærkede. De to af fyrene var OK, den tredje virkede småpsykopatisk og stirrede bare sært på os. Måske var han døvstum. Vi gik tilbage til båden, mens sorte tordenskyer tårnede sig op, og for at fuldende den gode stemning, lå der en meget død og stinkende grævling og skvulpede rundt i havnebassinet. Vi forlod vores plads ved ventebroen alleryderst i havnen og lagde ind ved siden af den eneste båd i havnen, der lod til at være folk i, og de så nærmest lykkelige ud over at have fået naboer i denne lidt specielle havn. Da mørket var ved at falde på, mente Erik, at nu var det tid til at gå op på toiletterne. Jeg var dog ikke særlig hooked på den lange tur op gennem det øde lidt spooky område. Men man skal jo ikke lade sig styre for meget af sin paranoia, så jeg fulgte trop. Jeg ville jo heller ikke lade ham gå alene…. Da vi nærmede os indgangen til toiletterne, kunne jeg ane noget, der bevægede sig lige foran døren. Hvad er det, Erik? Det er nok bare en hund, lød svaret. Hmm. Vi kom lidt nærmere, mig nølende bagerst. Igen: Hvad er det, Erik? Der sidder en mand, lød svaret nu, hvorefter jeg drejede om på hælen og prompte satte kurs mod lågen ned til broen. Ikke noget toiletbesøg til mig, og her var Eriks grænse åbenbart nået for han vendte også om. Det var sandsynligvis en helt harmløs mand, men man behøver jo ikke at udfordre skæbnen – og slet ikke en sen aftenstund så øde et sted. Så vi gik ned og lavede os en kop beroligende te i stedet. 

Mosel-smuttur

Mosel-smuttur

ONSDAG 19/7 Mod Treis- Karden

Vi synes ikke, at vi helt kunne lade være med at sejle bare en lille smule på Mosel, så køn og snoet den nu er. Så vi rundede Deutsches Eck og sejlede hermed ind på, eller op af Mosel.

Farvel til Koblenz fra Mosel af

Efter få hundrede meter mødes man af den første sluse. Den seneste tid på Rhinen har vi været forskånet for sluser. Efter vi forlod Strasbourg var vi i gennem to store sluser – siden ingen. Her var nu to sluser, en for store både og en for “sportsboote”, men der måtte man max være 3 m i bredden, og det var lige snævert nok, mente vi (og denne var i øvrigt lukket). Så vi kom efter nogen ventetid ind i den store sammen med et krydstogtskib og en mindre motorbåd.

Er der mon vulkanudbrud, kan man spørge sig…

Ret hurtigt begyndte de for Mosel så karakteristiske stejle vinmarker at vise sig afløst af små byer på snart den ene side, snart den anden side af floden.

Vi havde så godt som ingen modstrøm, og trafikken var langt mere begrænset end på Rhinen.

Vi sejlede under en meget høj bro – det ser næsten ud som om, den ligger på tværs hen over vores mast.

Vi skulle igennem yderligere to sluser før vores dagsmål Treis-Karden. Og nr. to sluse ved  Mehlen var lidt træls. Vi skulle vente i laaang tid, og så endda i smuskvejr, på tre store både, før vi sammen med en anden lille båd, blev lukket ind i slusen som rosinerne i pølseenden. Ved den sidste sluse fandt vi ud af, at vi rent faktisk godt kunne snige os ind i ” Sportbootslusen”.

Den var dog ikke helt uden dramatik, idet vi, lige før vandet begyndte at fosse ind fortil, så en lille, bitte, bitte ælling ligge og skvulpe rundt foran os. Den havde dog åndsnærværelse nok til at svømme bagud langs vores båd, og den kom også ud af slusen i levende live. Men der så ikke ud til at være hverken søskende eller nogen andemor i nærheden, såh… Klokken halvseks kom vi frem til den udvalgte havn og fik endda en rigtig god plads tæt på alt. Havnen lå på en lille ø, Pommerer Werth i forbindelse med en campingplads, så man havde udsigt til bjergskråninger til alle sider.

For enden af vores bro lå en hyggelig restaurant på en flydebro, og vi var faktisk nødt til at gå gennem denne for at komme i land – en ret smart måde at lokke folk til på.

Men vi var standhaftige og lavede vores egen gode mad i båden, denne aften en bøf til deling og to små pølser, samt salat. Og vejret var blevet lunt og godt igen. Vores  oprindelige plan var at næste dag sejle videre til Traben-Trarbach, et dejligt område vi havde været i sidste år i Folke på vej ned til Skærsilden. Men nu besluttede vi os for to overnatninger her på vores lille ø, og så i stedet tage på en cykeltur til Cochem, Mosels nok mest kendte by, næste dag, inden vi vendte tilbage til Rhinen. Havde vi været sikre på vand nok, havde vi måske valgt den længere, men sikkert smukke rute hele vejen op af Mosel ind i Frankrig og videre gennem Belgien ind i Holland o.s.v. MEN det var vi IKKE! 

TORSDAG 20/7 MEST COCHEM TUR/RECYKELTUR

Efter at ha’ pumpet cyklerne tog vi af sted. Der skulle være godt 40 minutters cykling til Cochem og på flad cykelsti så godt som hele vejen. Det er dejligt at få rørt benene, og selv om vi har elcykler, behøver man jo ikke at sætte strøm på, og man kan sagtens selv cykle med. Det var en flot tur langs Mosel og vinmarkerne, med et par enkelte småbyer ind i mellem. Man er dog langt fra de eneste på cykelstien, der er både Tour de France aspiranter, men også mange ældre, adstadige ægtepar – som os. En af de ældre mænd sad såret i vejkanten på autoværnet og ventede på en ambulance, som kom susende til hjælp. Vi kom vel frem til Cochem og kunne på lang afstand se den store borg, Reichsburg Cochem fra 1200 tallet, der ligger højt hævet over den gamle by.

Først parkerede vi cyklerne og gik bare rundt, som det nu faldt sig, i byen. Der er vist omkring 6000 indbyggere, og byen var som forventet meget turistpræget.

Det virkede dog af en eller anden grund ikke så voldsomt som i Rüdesheim – og temperaturen var lige tilpas.


Vi kunne ikke rigtig beslutte os for, om vi ville op til borgen – og hvordan. Erik ville cykle, og jeg – Forsigtig-Peter ville gå. Og vi ville ikke skille cyklerne ad, da vi kun har en rigtig god lås. Det endte med, at Erik cyklede, og jeg trak OP af den smalle, stejle vej til slottet. På et tidspunkt forbarmede min kære mand sig over mig og kom ned og cyklede min cykel en bid op af “bjerget”. Det sidste stykke ville jeg så selv trække den op. Der sker så det, som gør, at jeg er blevet lidt nervøs ved de ellers gode cykler: Erik havde ikke nulstillet cyklen, så den stod på 1, hvilket jeg ikke bemærkede. Så da jeg uvidende herom trak af sted med cyklen speedede den kraftigt op, fordi pedalerne, efter at kæden sidste år tiltrængt blev smurt, er begyndt at dreje med rundt af sig selv, når man trækker cyklen. Og den ret tunge cykel var ikke sådan lige til at stoppe, fordi den ene håndbremse ikke rigtig dur, og jeg kunne ikke både bremse og slukke for cyklen på en gang med en hånd. Så cyklen roterede vildt rundt om mig, mens folk måtte springe for livet. Det føltes som en evighed, inden jeg fik stoppet bæstet, men heldigvis kom ingen til skade – kun jeg fik en lille hudafskrabning, snøft. Nå, men vi kom da op til slottet, mest for at nyde udsigten, og den var da også det hele værd trods alt. 

Herefter trængte vi, især jeg, til at sunde os lidt, og heldigvis var der en lille rar café lidt nedenfor slottet med den fineste udsigt til både slot og vinmarker.

Udsigt fra vores plads i caféen

Nedturen gik problemfrit. Vi byttede cykler, så jeg fik den med de bedste bremser, og vi fandt en lidt mindre snoet og mindre ujævn vej ned. På hjemturen lavede vi en kort afstikker ind i den meget mindre by Klotten.

Fra Klotten gik der en kabelfærge over til den modsatte bred

Bag den første række huse, hvor der var både caféer og restauranter var der uhyre stille  og fredeligt.

Og ned mod Rhinen havde folk små frodige kolonihaver

Tilbage i havnen på vores egen lille ø, bestilte vi et bord på flyderestauranten, som vi jo næsten burde prøve. Det blev en god afslutning på dagen, med en flink tjener, sjove folk at se på samt ikke mindst lidt rart at spise og drikke. Vi delte en forret med hvidløgsstegte store rejer på spyd og så to forskellige slags flammkuchen. Og så delte vi også først et glas tør grauburgunder og så et glas halvtør spätburgunder – begge af en bedre kvalitet end normalt for os. Lidt – men godt!

Koblenz 17-18/7 2023

Koblenz 17-18/7 2023

MANDAG 17/7

Vi var lidt i tvivl om vi skulle blive en dag ekstra det ret hyggelige sted, Sankt Goar, men enden blev, at vi sejlede videre mod Koblenz, hvor vi regnede med at blive i to dage.

Også her så vi borg på borg, men jo nærmere vi kom Koblenz, jo mere jævnede terrænet sig , samtidig med at der blev mere bebygget, kort sagt lidt mere kedeligt.

Dette foto kort før Koblenz giver anledning til at tænke tilbage i tiden, da man brugte heste som trækkraft. Det har ikke altid været lige sjovt at være hest, og slet ikke i modstrøm.

Men selve Koblenz by ligger nu ganske flot. Vi sejlede ind i en lille havn med det pompøse navn Kaiser Wilhelms haven lige over for Koblenz. Og vi fik udsigt til Koblenz slot, som nu mere anvendes til administrative anliggender. Der er dog, vist nok, en fin park på den anden side.

Vi tog den eneste ledige plads. Der stod godt nok, at den var besezt, men en rar mand sagde, at den havde stået tom i tre dage, og der var ingen fortøjninger at se, så vi tog chancen og lagde til. Det var ud på eftermiddagen, så vi ville vente med Koblenz, og gik i stedet lidt på opdagelse i den lille by på vores side af floden.


Den store Ehrensteinfæstning lå på vores side, men den kunne lettere nås med en kabelbane fra Koblenz. Så vi lagde blidt ud med to cappucino’er på Cappuziner Platz, et beskedent lille torv bag de høje mure ud til Rhinen.

Fra caféen havde man udsigt til dette springvand, der viser nogle af de højeste vandstande på en anden måde

Der skulle være et nærliggende udsigtspunkt, Rheinburg, ret tæt på, så det fik jeg lokket Erik med på. Stedet var dog blevet lukket for offentligheden, men lidt udsigt over fæstningen, floden og Deutches Eck med den store rytterstatue var der da.

Vi var heldige, at der lå en stor Lidl lige bag vores havn, så vi fik sørget for friske forsyninger på tilbagevejen. Jeg havde hele tiden haft en lidt dårlig fornemmelse med vores måske ikke så ledige bådplads, og med god grund. Da vi kom ind på havneområdet, blev vi straks mødt af havnemestervikaren, som sagde at vi måtte flytte, da en stor båd var på vej ind i havnen til netop den plads. Båden, en stor klassisk motorbåd, havde været på værft og var nu nylakeret m.m. Og det var lige før de stod klar med champagnen.

Et lidt kaotisk foto af en en lidt kaotisk situation

Der var dog ingen sure miner, og han fandt en anden plads til os, der næsten var bedre. Det havde blæst ret kraftigt hele dagen, og da det ikke lod til at blæsten ville lægge sig, tog vi konsekvensen og satte cockpitteltet op. Erik havde lovet at lave en af sine hofretter, biksemad med bacon, grisekød, løg og kartofler samt selvfølgelig spejlæg. Og så skal man jo ikke sidde og fryse.

Erik der aldrig er sulten…

Som så mange andre steder vi har været, lå vi tæt op af jernbanen. Her var det dog dog helt ekstraordinært, hvilket vi skulle erfare, da vi lå og skulle sove. Det var en dobbeltsporet bane, og der var ikke fem minutter mellem togene. Af en eller anden grund lød det, som om toget i fuld fart kørte hen lige over hovederne på os, så man fik næsten et chok hver gang. Men ellers et fint og hyggeligt sted.

TIRSDAG 18/7

Den lille Kaiser Wilhelm havn

Så var det selve Koblenz. Der lå et hotel nær os, og det havde en shutlefærge over floden, som vi kom med.

Den sejlede over til Pegeltårnet, som udover markeringer over oversvømmelser også havde et mærkværdigt urlignende apparat, som Erik brugte lang tid på forstå. Erik prøver at forklare herunder.

Pejleuret virker gennem et vandfyldt rør ud i floden, så det via forbundne kar kan vise vandstanden. Men hvordan skulle det aflæses? Det er fra 1887, så jeg troede først, at det måtte være fod, der var skalaen, så det var 13,2 fod. Men det kunne ikke passe, for der går jo 12” på 1’. Og uret går til 10. Det viser sig, at 0 punktet er sat til 57,667m over normalnul (Amsterdam). Måleren viser så 1,32m over dette. Ved 4,7m på uret begrænses skibsfarten, og ved 6,5m indstilles al sejlads. Højeste vandstand målt her er 9,49m over nulpunktet (23. december 1993).
(Fik I den? Christina)

Vi gik langs den flotte brede flodpromenade, først hen mod først hen under den stort anlagte kabelbane, der fragter folk over Rhinen op til den i vore øjne ikke så interessante Ehrenbreitsteinfæstning.

Det siges, at banen anlagt i 2010 kan fragte 7600 personer/time op til fæstningen!!! Good business!

Lidt interessant er Ehrenbreitsteinfæstningen dog nok alligevel, idet der har været tegn på fæstningsanlæg her langt, langt tilbage i tiden, endda også før romerne var aktive her. I 1500 tallet blev fæstningsanlægget så for alvor udbygget, men hvor uindtageligt det end kunne synes, lykkedes det dog for franskmændene i 1799. De tog “kronjuvelen”, den 15 ton tunge kanon ved navn Greif, støbt i 1524, med sig som krigsbytte. De følgende 150 år har denne kanon været snart i Tyskland snart i Frankrig, for endeligt i 1984 at vende permanent tilbage til Ehrenbreitsteinfæstningen efter aftale mellem de to landes præsidenter  Mitterand og Kohl. Men som sagt, vi sprang kabelbanen og kanonen Greif over og gik videre  ud til Deutches Eck, hvor Mosel løber ud i Rhinen.

Jeg forestillede mig, at det betød det tyske hjørne, ud fra det trekantede hjørne hvor de to store floder mødes, men det har vist noget med en gammel orden, Deutcher Ordt, at gøre, men hvordan…?

På den store plads blev der i 1897 opført en kæmpe statue til minde om den da afdøde kejser Wilhelm 1. Og han sidder der endnu i dag, højt til hest, og skuer ud over de to floders sammenløb. Eller endnu er måske så meget sagt, for han faldt vist af hesten under slutningen af 2. Verdenskrig. Og statuen blev først, og kun efter megen diskussion, genopført i 1993 efter de to Tysklandes genforening.

Byen bærer i det hele taget præg af at være blevet meget ødelagt under 2. Verdenskrig, så der er mange nyere bygninger og knap så meget bindingsværk. Men det er en luftig og behagelig by at færdes og sikkert også at bo i.

Selv om varmen nu er mere behersket, fik vi alligevel besøgt to af byens kirker, som havde en meget farverig bemaling af loftsbuerne tilfælles.

Mange af byens gamle torve var bevarede, men nu iblandet mange nyere huse. Den smukkeste plads var nok den foran rådhuset, hvor vi så et nygift par blive lykønsket.

På en anden var der opført en stor skulptur, mere sjælden end køn, som symboliserede Koblenz historie og udvikling fra romertiden og op til nu.

På en tredje plads op til en kirke delte vi nok så prosaisk en pizza, mens vi så på folkelivet. Inden vi tog færgen tilbage over floden, blev der tid til en kop kaffe ved det gamle Pegeltårn, hvor man kunne følge trafikken på Rhinen helt tæt på. 

Vores lille færge
Sankt Goar 16/7 2023

Sankt Goar 16/7 2023

Farvel til populære Rüdesheim og rolige Assmannshausen.

Videre ned af Rhinen i fuld fart, over 10 knob over grunden kom vi. Dog kun kortvarigt, da vi sparede på diesel – og motoren. Da der samtidig var god vind, føltes det også lidt heftigt med de 10 knob.

Eriks yndlingsmotiv – ta’ nu et billede når den kommer over 10 knob…

Her var virkeligt flot, stejle vinmarker og på omtrent  hveranden bakke/bjergtop havde tidligere fyrster placeret deres personlige slot eller borg.

By med slot
Og en enkelt by uden slot

Flodprammene og slet ikke udflugtsbådene holder ikke hviledag, og da floden her både er smallere og mere snoet, skulle der holdes godt øje.

Her er hjuldamperen Goethe, som sejler fast mellem Koblenz og Rüdesheim og retur, en dagsrejse. Den havde en meget speciel lidt uhyggelig tuden.

Den mytiske svigtede Loreley, meget lig den lille havfrue, sad på sin sten og sang sine sorgfulde dragende sange, Erik hørte hende så ganske vist, men undgik at tabe hovedet helt, så vi forliste heldigvis ikke.

Og bagved rejste den stejle Loreleyklippe sig brat 190 m op. Netop her er Rhinen som smallest, mest snoet, strømfyldt og med skjulte klipper midt i løbet, så ikke sært at både har kunnet forlise her. Rent sprogligt kommer lore af luren, at se og ley af sten på tysk, altså se på sten – knap så mytisk.

Hun synede ikke af meget Liden Loreley, kan måske lige anes til venstre for det blå flag

Vi lagde til i den lille by Sankt Goar på modsatte side af Loreleyklippen en smule længere nede af floden, hvor der var en fin havn. Ud over at alle faciliteter var til stede,  havde vi den flotteste udsigt, bagud op mod en borg og til bagbord ned langs Rhinens kurvede forløb. Havnemesteren var en ret cool fyr, som også drev en mindre café/restaurant i klubhuset.

Vi forlod båden for at se, hvad Goar med sine små 3.000 indbyggere havde at byde på. Den første fristelse vi mødte på vor vej var en tiltalende bier-garten, som vi strøg ind på.

Ein weissenbier, ein apfelschorlen, ein flammkuche til deling und der Rhein, mein herz was wilst du mehr…

Ved siden af kunne vi høre,  at der blev truttet og varmet op til et eller andet arrangement. Da vi omsider gik videre, kunne vi se, at det var en skytteforening, der holdt sommerfest med hornmusik, øl og pølser. Nogle af mændene var i grønne uniformsjakker og fjer i hatten andre i mere poset tøj og nogle sære flade hatte, mens mange af kvinderne bar lange skørter med snøreliv.

Vi gik videre af promenaden langs floden, hvor mange andre, hovedsagelig tyskere, var ude og promenere, spise is m.m. Der var konstant færgeforbindelse til den modsatte bred, hvor  man kunne komme over og ase op af Loreley klippen. Det turde vi dog ikke udsætte vore kroppe for. Men sjovt at se, hvordan den lille færge helt kontrolleret snurrede rundt om sig selv i den kraftige strøm på vej over floden. I stedet gik vi tilbage af et stræde gennem byen,  hvor man åbenbart drak kaffe. Vi slog følge og delte et stykke schwartzwalder lagkage.

Inden vi atter havnede i båden og nød aftenen og vores gode udsigt, kom vi forbi en ret sær butik, med bl.a. verdens største kukur hængende udenfor. Det vi hæftede os mest ved, var dog alle de gange man også her kunne se, at Rhinen var gået over sine bredder.

Rüdesheim/ Assmannshausen 14-15/7 2023

Rüdesheim/ Assmannshausen 14-15/7 2023

FREDAG 14/7

Selvom vi i havnen i Mainz generelt var meget lidt generet af støj udefra, mest en frøs kvækken af og til, blev vi i dag fra den årle morgen holdt vågne af en lind strøm af fly,  der passerede tæt hen over os, mens de, nogle gange to styks parallelt,  lagde an til landing i Frankfurt. At Frankfurt er noget af en business heksekedel, kan man godt forestille sig. Så vi foretrak at sejle mod Rüdesheim, som nok også kan være lidt hektisk, men på en anden måde.

Wiesbaden, en gammel kurby ligger næsten skråt over for Mainz

Der var kun 25 km dertil, så vi var allerede fremme lidt over et. Også her var der kun er lille hul i “hækken”, man let ville overse, hvis man ikke vidste, at her lå der en havn.

En endnu lidt dyster eftermiddag, men helt til højre i billedet ses de to små indsejlingsbøjer

Vi lagde os ved en plads, der var markeret grøn, og straks efter kom en nobel ældre herre, meget lig Donald Sutherland, hen og bød os velkommen og orienterede os om havnens faciliteter, bl.a. at lån af cykler var inkluderet i havnepengene, og at der blev arrangeret spisning i havneklubhuset, en stor oplagt damper, i weekenderne.

Og også her var det flydende toilet/baderum Klo-Thilde upåklageligt rent.

Efter en klapsammenmad i cockpittet var vi klar til en tur ind til selve byen 1,5 km herfra. Vi gjorde brug af havnens cykler, som var rigtig gode.

Man cyklede langs grønne områder og Rhinen hele vejen, men da vi kom frem til selve byen, var freden brudt. Jernbanen kører mellem Rhinen og byen, og især de lange godstog, kommer ofte buldrende, så bommene går op og ned i næsten et væk.

Her starter Rüdesheim, der skimtes lige en godsvogn til højre

Og bilerne kørte rask af sted på hovedvejen gennem byen, for ikke at tale om alle menneskerne der også tumlede rundt og ind og ud af barer, butikker og restauranter. Som prikken over i’et var det blevet varmt igen, alt for varmt.

Det hjalp dog lidt, da vi først gik ind i byens kirke og bagefter satte os udenfor på et kønt torv med træer og fik hver vores is. Sådan en stor en i et glas med fod på og med flødeskum og det hele. Det var meget ekstraordinært, da vi plejer at dele et bæger med en eller to kugler i… Men der skulle noget til at køle ned i dag. Herefter følte vi os mere rede til at indtage byens berømteste gade Drosselgasse.

Det var en meget smal og for så vidt også hyggelig gade, men her var naturligvis endnu flere mennesker, dog heldigvis ingen fulde – på dette tidspunkt. Kommet vel ned af Drosselgasse var vi enige om, at det bedste vi nu kunne gøre, var at cykle hjem og starte isterningsmaskinen.

Det er ikke kæmper, der har kastet terninger, men resterne af Hindenburgbroen, som under krigen blev sprængt at tyskerne selv. Den tidligere så flotte bro, nåede kun at gøre nytte i 30 år.
I varmen var vi lidt misundelige på dem, der plaskede rundt inde i poolen

Tilbage i den fredelige havn glædede vi os over ikke blot at at være kommet væk fra Rüdesheim midte, men også ud af Frankrig inden d.d. 14/7 Bastilledagen i Frankrig, hvor der virkelig er larm i gaden. Men i år er måske forløbet fredeligere, idet salg og affyring fyrværkeri til og med 15/7 vist skulle være blevet forbudt af selveste Macron.

Vores dejlige udsigt

LØRDAG 15/7 

Dagen startede lovende d.v.s. skyet og noget køligere. Der lod til at være arbejdsdag i havnen denne lørdag. Masser af folk, m/k, for rundt bevæbnede med river og fiskede så mange af de forskellige begroninger, de kunne få fat i op og kørte dem bort i trillebøre. I det hele taget lader det til at være en levende klub med mange aktive børnefamilier.

En tiltrængt og nyttig indsats som de gik til med godt humør. I dag ville vi cykle til nabobyen Assmannshausen blot 7 km nordpå. Den skulle efter sigende både fredelig og køn. Vi, ikke mindst jeg, er nok lidt ufolkelig. Ikke, at jeg ikke bryder mig om andre mennesker – bare ikke for mange af dem af gangen.

Der var fin cykelsti næsten hele vejen, og Assmannshausen levede op til forventningerne, en fin lille by, helt stille og rolig, men alligevel mulighed for både at smage og købe øl, vine og tyske lækkerier i rigt mål.

Som lovet smådryppede det faktisk af og til, men det var næsten bare dejligt, og da det var værst gik vi ind i kirken, der havde en lidt besynderlig altertavle, syntes vi.

Vi bevægede os bagefter lidt op bag byen, hvor vinmarkerne rejste ganske stejlt og kom op på “Der Rheinsteig”.

Det blev ikke nogen lang vandretur, men alligevel nok til at få en fin udsigt over byen og Rhinen. Her midt oppe i vinmarkerne var det muligt rent faktisk at føle sig til stede, og ikke bare være tilskuer eller statist i en form for show eller cirkus, som i går i Rüdesheim. Stakkels Rüdesheim – måske var det bare ikke lige vores –  eller min dag i går. 

Nede i byen ved frokosttid gik vi ind på et tradionelt sted ,med blåregnsoverdækket terrasse, hvor man kunne få fem små, en dl, smagsprøver af forskellige vine, en rød og fire hvide. Ikke hverken til at falde i svime over eller til at blive fuld af, men gedigent tysk hyggeligt.


Og da vi følte os i akut fiskeunderskud, bestilte vi dertil to gange “Die müllerfraus gebratene forellen” med kartofler i smørsovs. Så godt! Da vi var tilbage I Rüdesheim var der et lille “must”, vi havde til gode, en Rüdesheimer kaffee, nærmest Irish Coffey, men med en flamberet lokal spiritus, Asbach Uralt i, og serveret i en speciel kop uden hank. Velsagtens for at man kan varme fingrene på den en kold vintereftermiddag, når mørket falder på.


Kaffen indtog vi på det næsten berømte Hotel Krones lille udendørsservering. I årtier, når jeg har “studeret” rejsebrochurer, har netop Hotel Krone været udnævnt til danskernes foretrukne hotel i Rüdesheim. I dag så/hørte vi dog ingen landsmænd der, men mange andre steder i byen. Det begyndte nu at trække op til et lovet tordenvejr, så vi havde altså taget kaffen før tordenvejret, for at være lidt på forkant. Nu cyklede vi så hjemad, og vi var knap kommet ned af den stejle nedkørselsrampe til havnen, før det stod ned i stænger.

Så det var en vellykket og godt timet udflugt. At vi efterfølgende nåede to vaske i havnens Miele vaskemaskine mellem tordenbygerne gjorde jo ikke dagen dårligere. 

Mainz 12-13/7 2023

Mainz 12-13/7 2023

ONSDAG 12/7

Under den foregående aftens snak med de to ægtepar, havde vi spurgt lidt ind til Worms. Og som vi forstod, ville vi ikke gå glip af voldsomt meget. Det meste af byen, med undtagelse af domkirken, blev ødelagt under krigen, og den nuværende by var ikke specielt interessant. Så vi droppede besværet med at få cyklerne i land og sprang Worms med Luther og sine nuværende seks kirker + en moske over, for i stedet at sejle mod Mainz.

Farvel og tak til Worms

Her har Erik en gang, for nok 30 år siden op mod Jul, været på kursus. Han var da meget begejstret for byen og hjembragte et lille grimt, brunt krus, som han havde fået glühwein i, som han siden har hæget ømt om. I dag var temperaturen faldet betydeligt, og det var endda skyet, herligt.

Her er der linet op med hundredvis af i dag tomme liggestole, men ølankrene er garanteret fulde.
Her er der kælet lidt for detaljerne på en ældre industribygning

Også i dag passerede vi skiftevis grønne og mere industrielle områder, men sidst på turen ændrede landskabet karakter, baglandet rejste sig, og vi så de første vinmarker på Rhinen.

Vi havde set, at der var en sø, man skulle kunne sejle ind til og holde pause. Ja, det var endda en badesø, stod der i beskrivelsen. Vi kom vel igennem den snævre indsejling og slæbte os hen ad bunden ind til selve søen, som var meget lille, men hyggelig nok. Der lå en anden båd derinde, og mange flere var der ikke plads tl. Tanken om badning blev hurtigt droppet, da vi så, hvor plumret vandet var og blev under vores manøvrer. Men det var et fint sted at hvile ørerne for motorstøjen og få en bid brød. Og vi kom heldigvis også vel ud gennem mudderrenden.

Tæt på Mainz breder Rhinen sig ud og floden Main stødte til på styrbords side. Op af Main er der ikke langt til Frankfurt, men den tror vi rent faktuelt er for stor en mundfuld. På bagbords side lå vores havn, Am Vinterhaven, næsten lige i centrum. Også her var indsejlingen smal og dybden nede omkring 1,2 m. Men vi fik sneglet os ind og lagde os på den eneste synlige deciderede gæsteplads langs den meget lange bro.

Der var ingen velkomstkomité, men et fint klubhus med en kuvertanordning, hvor koden til dobbeltportene ud til omverdenen stod. Og toiletter og brusebad stod konstant åbne. Og som alle steder, vi hidtil har været på her i Tyskland, var alt så funklende rent, at man kunne spejle sig i håndvasken og med både sæbe og papir. Så alt var såre godt. Vi besluttede os for to overnatninger her, og ville derfor kun gå en lille tur i nærområdet denne første dag.

På den ene side af den lange havn lå nogle fine ret nybyggede fireetagers huse, og på den anden side langs Rhinen lå en park som er et meget populært åndehul, ikke mindst for unge mennesker.

Med faste mellemrum var der anlagt grillpladser, og der var masser af beholdere til både aske og affald.

Der var også noget for de små, bl.a. denne kunstfærdige Noa’s ark

Omkring indsejlingen til havnen munder parken ud i et hyggeligt serveringsområde med udsigt over Rhinen, An der Mole, hvor man kan få alt muligt – især øl.

Her fra er der en bro over indsejlingen til den anden side og den store Malakoff Plads, hvor der også er en masse finere spisesteder, og hvor byen som sådan starter.

Men den måtte vente. Vi gik over til molen, og fik hver vores hvedeøl og nød den absolut gode stemning samt udsigten over Rhinen, som tager sig anderledes ud set oppe fra.

Efter at ha’ siddet der ret så længe, gik vi hjem til vores lille båd og stegte tyske svinesnitzler m.m.

TORSDAG 13/7

I dag havde jeg set frem til en guidet rundvisning i Mainz af Erik. Det viste sig dog, at Eriks indre erindringskort over Mainz ikke rigtigt harmonerede med virkeligheden, og at byen derfor var ny for os begge.

Men en hyggelig by med en ret velbevaret gammel bydel især koncentreret om den store og over 1000 år gamle katedral.

En af de store pladser foran kirken
Ved foden af den store søjle, er ødelæggelsen af Mainz og domkirken i februar 1945 indgraveret i bronze, som minde herom.

Nok var kirken høj, men med 80 m op til vejrhanen var den dog 60 m lavere end den i Strasbourg. Til gengæld bredte den sig ud i alle retninger med sine seks tårne og fire torve rundt om kirken, med andre ord en tung, solid sag.

Inde i kirken er der glasmosaikker over alle kirkens biskopper fra år 975 og op til nu. Så ovenstående er kun et lille udsnit – de første og de seneste.

Mainz har omkring 220.000 indbyggere, og byen har været besat af Frankrig i en længere periode, 1919-1930, efter 1. Verdenskrig og igen mellem 1945 og 1949. Så også i dette område kan man sige at naboskabet mellem de to lande tidligere mildest talt må have  været noget anstrengt.  Selv om der var masser af mennesker, var her ikke turister i nær samme grad som i Strasbourg og Colmar – heldigvis. Vi fandt et torv med store platantræer, under hvis skygge vi på en lille tyrkisk restaurant fik en rigtig god frokost til næsten ingen penge.