Mainz 12-13/7 2023

ONSDAG 12/7

Under den foregående aftens snak med de to ægtepar, havde vi spurgt lidt ind til Worms. Og som vi forstod, ville vi ikke gå glip af voldsomt meget. Det meste af byen, med undtagelse af domkirken, blev ødelagt under krigen, og den nuværende by var ikke specielt interessant. Så vi droppede besværet med at få cyklerne i land og sprang Worms med Luther og sine nuværende seks kirker + en moske over, for i stedet at sejle mod Mainz.

Her har Erik en gang, for nok 30 år siden op mod Jul, været på kursus. Han var da meget begejstret for byen og hjembragte et lille grimt, brunt krus, som han havde fået glühwein i, som han siden har hæget ømt om. I dag var temperaturen faldet betydeligt, og det var endda skyet, herligt.

Også i dag passerede vi skiftevis grønne og mere industrielle områder, men sidst på turen ændrede landskabet karakter, baglandet rejste sig, og vi så de første vinmarker på Rhinen.

Vi havde set, at der var en sø, man skulle kunne sejle ind til og holde pause. Ja, det var endda en badesø, stod der i beskrivelsen. Vi kom vel igennem den snævre indsejling og slæbte os hen ad bunden ind til selve søen, som var meget lille, men hyggelig nok. Der lå en anden båd derinde, og mange flere var der ikke plads tl. Tanken om badning blev hurtigt droppet, da vi så, hvor plumret vandet var og blev under vores manøvrer. Men det var et fint sted at hvile ørerne for motorstøjen og få en bid brød. Og vi kom heldigvis også vel ud gennem mudderrenden.

Tæt på Mainz breder Rhinen sig ud og floden Main stødte til på styrbords side. Op af Main er der ikke langt til Frankfurt, men den tror vi rent faktuelt er for stor en mundfuld. På bagbords side lå vores havn, Am Vinterhaven, næsten lige i centrum. Også her var indsejlingen smal og dybden nede omkring 1,2 m. Men vi fik sneglet os ind og lagde os på den eneste synlige deciderede gæsteplads langs den meget lange bro.

Der var ingen velkomstkomité, men et fint klubhus med en kuvertanordning, hvor koden til dobbeltportene ud til omverdenen stod. Og toiletter og brusebad stod konstant åbne. Og som alle steder, vi hidtil har været på her i Tyskland, var alt så funklende rent, at man kunne spejle sig i håndvasken og med både sæbe og papir. Så alt var såre godt. Vi besluttede os for to overnatninger her, og ville derfor kun gå en lille tur i nærområdet denne første dag.

På den ene side af den lange havn lå nogle fine ret nybyggede fireetagers huse, og på den anden side langs Rhinen lå en park som er et meget populært åndehul, ikke mindst for unge mennesker.

Med faste mellemrum var der anlagt grillpladser, og der var masser af beholdere til både aske og affald.

Omkring indsejlingen til havnen munder parken ud i et hyggeligt serveringsområde med udsigt over Rhinen, An der Mole, hvor man kan få alt muligt – især øl.

Her fra er der en bro over indsejlingen til den anden side og den store Malakoff Plads, hvor der også er en masse finere spisesteder, og hvor byen som sådan starter.

Men den måtte vente. Vi gik over til molen, og fik hver vores hvedeøl og nød den absolut gode stemning samt udsigten over Rhinen, som tager sig anderledes ud set oppe fra.

Efter at ha’ siddet der ret så længe, gik vi hjem til vores lille båd og stegte tyske svinesnitzler m.m.

TORSDAG 13/7

I dag havde jeg set frem til en guidet rundvisning i Mainz af Erik. Det viste sig dog, at Eriks indre erindringskort over Mainz ikke rigtigt harmonerede med virkeligheden, og at byen derfor var ny for os begge.

Men en hyggelig by med en ret velbevaret gammel bydel især koncentreret om den store og over 1000 år gamle katedral.

Nok var kirken høj, men med 80 m op til vejrhanen var den dog 60 m lavere end den i Strasbourg. Til gengæld bredte den sig ud i alle retninger med sine seks tårne og fire torve rundt om kirken, med andre ord en tung, solid sag.

Inde i kirken er der glasmosaikker over alle kirkens biskopper fra år 975 og op til nu. Så ovenstående er kun et lille udsnit – de første og de seneste.

Mainz har omkring 220.000 indbyggere, og byen har været besat af Frankrig i en længere periode, 1919-1930, efter 1. Verdenskrig og igen mellem 1945 og 1949. Så også i dette område kan man sige at naboskabet mellem de to lande tidligere mildest talt må have  været noget anstrengt.  Selv om der var masser af mennesker, var her ikke turister i nær samme grad som i Strasbourg og Colmar – heldigvis. Vi fandt et torv med store platantræer, under hvis skygge vi på en lille tyrkisk restaurant fik en rigtig god frokost til næsten ingen penge.

Grillet mørt lammekød oven på stor lækker salat og dertil fladbrød. Og så en art kun lidt sød rabarbersodavand at drikke til. Nu hvor temperaturen igen var blevet udholdelig, var det rart at gå rundt og kigge på alle de sjove detaljer, byen byder på.

På et tidspunkt blev ryg og ben lidt trætte, så vi gik ned til  Molen, “vores” sted fra i går, og fik en kop kaffe, inden vi på hjemvejen fik købt ind i et nærliggende stort supermarked. Bagefter var det skønt bare at sidde i båden med benene op og slappe af. Ved titiden gik vi en tur op i parkområdet langs Rhinen lige bag os. Området gennemskæres på langs af to stier, en belyst for både gående og cyklister, og der skal man virkelig se sig for, også om aftenen, den anden er kun for gående og er helt mørklagt om aftenen. Aftenen var stille og lun, og man så i mørket silhouetterne af masser af unge mennesker, i grupper eller bare kærestepar, der nød tosomheden. Ingen virkede fulde, men der hørtes latter og hyggesnak rundt omkring fra små bål. Og der var INTET skrald eller tomme flasker at se nogen steder, fantastisk.