Farvel til Ribeira og gensyn med den spændende skærgårdstur op mod Ria de Muros. Også denne gang var vejret, pånær vinden, med os. Vi måtte sejle for motor alle ca. 30 sømil. Men turen er så flot, så det gik.

Vi udsatte gensynet med Muros endnu en dag og tog ind i Portosin, i RCNP, skråt over for. Vi sejlede ind i næsten klart vejr, men vi havde knap fået fortøjet båden, før tågen klam og kold væltede ned over os og byen, lidt uhyggeligt. Så vidt vi kunne se lå byen og fiskerihavnen lidt derfra, så vi banede os med hundene vej gennem tågen og kom ind i et bylignende område, hvor der var lidt liv. Vi satte os under en parasol eller en paratåge på en af cafeerne og bestilte to cafe con leche, en af vores favoritter og gode at lune sig ved på denne dag. Det endte med, at der var fire hunde parkerede ved tre borde, og det var ganske hyggeligt. Især da hænderne var blevet varme igen, og solen tittede frem af tågen. Da vi kom tilbage til båden, vendte tågen tilbage og blev der indtil næste morgen. Vi kunne sent om aftenen høre, at der kom en båd ind et sted i nærheden, men se den kunne vi ikke.

Dagen efter var det strålende solskin, og vi opdagede, at der var en fin sti i den modsatte retning af byen gennem lidt skov og ned til to rigtig fine strande. Det var et sted hvor hundene kunne gå frit nu sent på sæsonen.

Det eneste forbudsskilt var et rygning forbudt skilt, som vi har set ved flere strande. Ellers er “Hunde forbudt” skiltet det mest almindelige.

På tilbagevejen kom vi forbi et Eroski supermarked, hvor man kan være heldig at finde lammekød – og det var vi.

Også i denne havn var der et fint, fint klubhus med alle faciliteter og restaurant, dog kun for medlemmerne i højsæsonen. Der var også nogle flinke damer på havnekontoret, som Erik bedårede – eller omvendt, og han kom først længe efter retur med en flaske albarino hvidvin og ønsker om, at vi vendte tilbage næste år. Her kunne vi nok også have ligget til vinter, men vi syntes nu at Muros er endnu bedre, så vi gjorde klar til at gå ud af havnen.

Ud på eftermiddagen nåede vi Ria de Arousa, den største af riaerne. Vi havde endnu en gang lyst til at ligge for anker, og jeg havde lokket Erik ind i, hvad vi begge troede var et rigtig godt sted med fint læ. Men ak, vi kom ind i et hul med den rene labyrint af store fiskefarme, og den vind, der trods alt var, samlede sig her som i en tragt og kom op på 10 m/s, så det gik for fulde sejl og fart ind i denne blindgyde. Vi droppede ankertanken og vendte om og sejlede på kryds mod Ribeira en af fjordens hovedbyer på den nordlige side.

Det blev mest et overnatningssted. Selve den oprindelige by lå ret langt fra havnen, i al fald set med målestokken for Amandas kapacitet, så den sprang vi over i denne omgang. Stranden, som lå i modsat retning langs promenaden og tættere på, blev mål for eftermiddagslufteturen. Jeg nåede endda et hurtigt dyp i det ikke alt for rene vand, en del affald og efterårsløv flød rundt i vandkanten. Det var ellers en ret rar havn med en flink havnemester og tilsyneladende et godt klubliv.

Men også denne by, hvor fiskeriet fremherskende, var unødigt ulækker med skrald overalt. Lidt synd. Man havde næsten lyst at blive en dag eller to og rydde op i uhumskhederne. Det blev dog ved tanken.

Det blæste alligevel endnu en del ( fra den gale retning), da vi kom ud i riaen om formiddagen, og det blev motorsejlads ind til Combarro.

Vi var blevet fortalt, at denne gamle fiskerlandsby måtte vi ikke gå glip af. Så lille den end var, skulle den være fyldt med bevaringsværdige bygninger og monumenter fra gammel tid. F.eks. horreos, den type eleverede forrådskamre som vi allerede havde set flere steder samt en særlig type søjle med kors og en figur af Den hellige Moder der vender sit beskyttende blik mod havet og tilsvarende en af sønnen, Jesus skuende 180 grader modsat. Gæstebroen, der var godt fyldt op, lå yderst i havnen, så alle havde en flot udsigt ud over bugten. Lidt som at være ved en stor sø. Havnekontoret og de fine baderum lå tæt på på en bræddeklædt platform, hvor der også var en såkaldt lounge, hvor man inde eller ude kunne sidde og nyde lidt mad eller en “drinks” i bedste Fritz og Jørgine stil (hvilket vi dog ikke gjorde).

Tilbage til fiskerlandsbyen. Den var vitterlig både yndig og pittoresk, MEN der var anlagt en nærmest bevogtet sti igennem den, hvor mænd og kvinder fra begge sider i et væk forsøgte at lokke os ind i netop deres restaurant eller souvenirbutik. På en af de små restauranter havde de endda strøet halm ud på gulvet, og gæsterne sad på gamle fiskekasser for at skabe den rette autentiske stemning. Det var ret utåleligt, så vi skyndte os igennem og vendte tilbage en morgenstund, hvor alt endnu åndede fred og ro. Det var en meget bedre oplevelse.

Den nyere del af byen var heller ikke stor men rar at opholde sig i, og der var også en lille strand, som var hel fin at bade fra, og hvor jeg fik lokket Erik i vandet nok for sidste gang denne sommer. Vi, eller det var nu Erik, fik også vasket tøj i turens hidtil fineste og nyeste vaskeri. Da han kom tilbage, var han dog lidt utilfreds, for veksleautomaten havde slugt en 5 € seddel uden at give noget retur. Erik havde så ringet til et angivet nummer, og var da blevet lovet, at de ville sende en mand. Der kom dog ingen mand. Men så lidt senere fik vi en sms om, at Erik ville kunne afhente sine 5 € hos den nærliggende frisør. Det var da god service! I det hele taget har vi kun mødt venlighed og ordentlighed (dog mere menneskeligt end hvad skrald angår) her i Spanien. Andre eksempler, ved fodgængerovergange stopper bilerne konsekvent, bare man nærmer sig en sådan, og når man går tur, og møder andre helt ukendte personer, er der ikke mange, der går forbi uden et “buenos dias, hola, buenas tardes eller buenas noches”.

Da vi forlod Cangas, var der lidt morgendis, så tyknede den mod forventning, og vi så både, der vendte om. Men alt andet var bedre end Cangas, så vi fortsatte og godt for det, for snart efter var tågen borte, der hvor vi var, og i den retning vi sejlede. Så vi kunne nyde synet af de smukke for os “forbudte” øer, mens vi sejlede videre nordpå. Nu havde vi nemlig definitivt besluttet os for at lægge båden i Muros vinteren over. Vi havde godt nok fået et overraskende fint og rimeligt tilbud fra RCNV i Vigo, men det endte altså alligevel med, at Muros trak det lange strå, hvis man kan sige det sådan.

Vi havde ikke travlt og ville egentlig gerne have fundet et sted at lægge os for anker, men der var lovet kraftig vind ud på aftenen og natten, så det havde selv Erik ikke lyst til. Så vi sejlede ind i en lille fiskerihavn, der ikke var i vores Bloc, i den lille by Bueu. Der var lige en plads i den yderste del af af havnen, der så ud til at være ledig, som vi tog. Der var absolut ingen gæstesejlere, ja faktisk var der overhovedet ikke nogen mennesker at se. Og lågen ud var meget grundigt låst. Lige over for os på den modsatte side af havneindløbet var der et ophalingssted og en fin lille strand og bagved en hovedgade, der løb gennem byen. Vi tog gummibåden over til ophalingsstedet, hvor der stod en del lystfiskere, der ikke tog notits af os udover, at de sagde hola. Det var jo gode tegn. Vi gik over på stranden, hvor jeg badede, mens Erik gik videre og luftede hundene lidt.

Og så tilbage til båden hvor vi sad og holdt øje med al bådtrafik ind og ud, børn der badede i et væk fra molen overfor og om fiskerne fangede noget, ret underholdende.

Vi var lidt nervøse, hver gang en båd kom om hjørnet, om det var deres plads, vi havde taget, især efterhånden som det blev mørkt og begyndte at blæse op som lovet. Der kom dog ikke nogen, og vi sad trygt og godt i vores “cocktailtelt”, mens bølgerne begyndte at løbe ind i havnen. Det blev en lidt urolig blæsende nat, men bortset fra at Erik undlod at sejle over med hundene i mørket og kun luftede dem på broen var alt fint og så tilmed gratis. Næste morgen havde vinden løjet, og vi sejlede en lille tur på bare 7-8 sømil næsten ind i bunden af Ria Pontevedra til Combarro.

Om formiddagen tog vi på indkøb i det lokale gamle og overskuelige Mercado. Laks og zamarinos hos fiskehandleren og kød hos de yderst fingernemme slagterdamer, der frygt- og stålhandskeløst hakkede sig igennem halve grise og lignende med kæmpe kødøkser. ( Og de havde alle fingre i behold).

Tilbage på båden tog vi videre for at udforske Ria de Vigo nærmere, og for at se om der skulle vise sig bedre steder at gå i vinterhi. Under vejs så vi Vigo fra vandsiden og sejlede under en ganske flot bro.

Næsten inde i riaen efter en indsnævring kom vi ind i et område næsten totalt dækket af små fiske/skaldyrsfarme som vi slalomede os igennem og endte ved en havn ved Cobres, hvor vi smed en fortøjning i land og spiste frokost.

Vi var enige om, at der ikke var dukket bedre vinterhavne op undervejs og sejlede herefter ud af riaen – nu til Eriks, og for så vidt også min, glæde for sejl og på friskt kryds, indtil vi gik i havn først på aftenen i Cangas, der ligger yderste nordvestlige del af riaen. Cangas var ikke vores kop te. En umulig havnemester, smagløse både ( Erik var dog lidt vild med Greta), en beskidt havn, en nedslidt by, en million biler holdende overalt eller kørende, heraf mange sindsygt hurtigt. Selv kirken var i miserabel stand med hovedløse figurer, der “prydede” indgangen, og kirkeklokkerne, ding, ding, ding, lød som advarselssignalet ved en jernbaneoverskæring. Men der var trods alt mange, især aldrende pæne damer, der mødte op til søndagsmessen.

Et plus må dog nævnes, en promenade med en dejlig strand som desværre lå ret langt fra havnen, over gamle Amandas lufteturskapacitet, så det blev en solotur for mig. Efter en diset morgen satsede vi på fuld sol senere på dagen og sejlede nordpå op mod Ria de Pontevedra.

Fra Ria de Arousa og ned til Ria de Vigo ligger der tre beskyttede naturreservater med ø’er, der alle kræver en administrativt ret besværlig procedure vedrørende tilladelse til at ankre og evt. gå i land. Men det skulle bestemt være besværet værd. Da vi er i slutningen af vores togt for i år, har vi besluttet at gemme disse øer til næste år, hvor vi kommer med friske øjne og sultne efter nye oplevelser. På det seneste er vi dog kommet ret tæt på disse områder, og de ser bestemt spændende ud.

Selve Vigo sås på lang afstand som en stor hvid klods langs kysten og højt op af det skrånende landskab. Da vi nærmede os den havn, vi havde fået anbefalet som værende en af de bedste og billigste, kom en lille mand i gul t-shirt os afværgende i møde. Det var mest en privat havn, og der var ingen pladser, bedyrede han – på spansk! Vi gav dog ikke sådan op, og til sidst fik Erik lov til at komme med op på et kontor i en meget fin klubbygning til en ligeså fin dame, der kunne engelsk. Efter lang tid kom han tilbage og meddelte, at vi kunne blive der en nat, og at de ville se på evt. overvintringsmulighed i havnen. Det var faktisk et på sin vis vældig rart sted. Havnen virkede beskyttet, og klubbygningen havde en lækker cafe, og der var gode toiletter og baderum, ja sågar motionsrum. Fra vores langskibsplads yderst i havnen så vi ind mod resten af byen men også lige over til et værft, hvor de var ved at bygge et kæmpeskib. Og de hamrede og bankede og svejsede fra tidlig morgen til nær midnat. Interessant men larmende.

Selve bydelen Bouzas ligger i den vestligste del af Vigo, som jeg et sted så det beskrevet : “In the trendy outskirts of Vigo”. Jeg ved ikke, om der ligefrem var trendy, men der var hyggeligt, som en landsby i storbyen, med gamle, lave huse og snævre gader uden biler tilsat lidt parisisk stemning med små cafeer under flodbreddens kastanie- og piletræer.

En lille meget gammel kirke, San Miguel, spændende udsmykning var der også.

Vi havde ikke så meget i køleskabet, så vi fandt et sted at spise om aftenen, og det var et sted, man nok kunne kalde trendy. La Carpinteria, en restaurant i et stort nedlagt snedkerværksted, med en meget “clean” indretning men med bevarelse af noget af det oprindelige værkstedspræg. Vi fik rigtig lækker mad, mere “forarbejdet” end det, vi ser de steder, vi normalt kommer. Selv om portionerne ikke var overvældende her, nøjedes vi med en ret hver, langtidsstegt lam og iberisk gris og delte bagefter et stykke uforglemmelig kage til kaffen.

Måske virker det ikke sådan, men vi spiser faktisk oftest hjemme. Det er ikke en gang sjovt at spise ude hele tiden. Men når vi så spiser ude, er det dejligt og afvekslende. Det at spise ude, helst mellem lokale er efter vor mening også en måde at komme helt tæt på et andet lands kultur. Og jeg vil derfor godt indrømme, at vi ikke udelukkende spiser for at leve – men altså heller ikke omvendt.

Dagen efter fik vi et tilbud på overvintring, det var væsentlig dyrere end det, vi i mellemtiden havde modtaget fra Muros, selv om vi fik forhandlet det noget ned. Vi sagde, at det måtte vi tænke lidt over. Vi fik lov at blive en nat mere, og så tog vi ellers på udflugt ind til centrum til fods gennem hele det store havneområde. Vi kiggede ind i et utal af forskellige skibsrelaterede værksteder og butikker, bøjede hovederne bagover for at se op på de store skibe, der tog form på de mange værfter, så mænd i overalls og blå hjelme over alt og kom også forbi fiskerihavnen.

Sluttelig nåede vi frem til Laxe, hvor lystbådehavnen Real Club Nautico Vigo ligger. Her har Erik også været på sin tur med Essex Girl, og han kunne nu vise mig det fine klubhus med bonede sildebensparketgulve, polerede messingbeslag overalt og distingverede, grånende, avislæsende herrer i dybe Chesterfieldlænestole. Og på vej ud til dametoilletterne var der et aflangt rum med spejle på langsiden og magelige støvetgrønne velourklædte små stole, “puffs”, hvor damerne kunne pudre deres næser i fred og ro. Jo der var stil over det her. Der var desværre middagslukket i receptionen, så vi skrev en mail for at høre deres priser på overvintring. Havnen så fin og beskyttet ud, og lå også i et godt område lige op til Vigo’s gamle hyggelige bydel, Laxe, som i øvrigt ikke er ret stor.

Her gik vi forgæves til basilikaen, kirkerne her er ofte lukkede i al fald i siestaen ligesom butikkerne. Men vi fandt en solbeskinnet lille plads, hvor vi satte os og spiste en let frokost delvist i skygge under en parasol. Undervejs fandt Erik ud af, at han havde været samme sted for fem år siden men i øsende regnvejr…. i ly af kampestensbuerne i den modsatte ende af pladsen og drukket øl med gutterne.

Og så traskede vi den lange vej tilbage til båden af en lidt anden rute og så på dagliglivet i Vigo undervejs. Lidt proviantering blev det også til. Om aftenen sad vi i cockpittet og så på fuldmånen, lysene over Vigo og ikke mindst gnisterne fra de flittige svejsere, indtil vi trætte dejsede om i køjen.

I let dis som heldigvis, som lovet, lettede, fortsatte vi sydpå, ikke til førstkommende ria, men til den nordlige indgang til den følgende ria, Ria de Pontevedra, hvor vi gik ind i en mindre havn Porto Novo. Det var en af de for os længere ture. Nu var vi kommet uden for Costa da Morte, men umiddelbart bød denne kyststrækning ikke på færre udfordringer eller måske ligefrem farer. Der var på en stor del af turen større eller mindre ø’er, som vi sejlede tæt forbi eller mellem, og flere steder var der klipper som afhængigt af tidevandet var synlige eller ikke… Men man kunne se at søer pludselig rejste sig disse steder. Det var i al fald ikke en strækning, man ville ønske at sejle i tåge og uden et søkort/GPS man stolede på. Men bortset fra det var det en meget smuk og afvekslende strækning, hvor klipper, sandstrande, forskellig vegetation, fyrtårn og små byer afløste hinanden. Mange steder fik vi associationer til en grønlandsk kyst ved sommertid. ( Uden at vi dog har besøgt Grønland).

Porto Novo er en mindre havn med nyere bebyggelse næsten vokset sammen med den noget større by Sanxenxo lidt længere inde af riaen. Her var rart og fredeligt med en beskyttet strandbugt og helt sikkert et rart sted at bo, måske lidt kedeligt og uden udpræget turisme. Der var fine nye baderum, så vi var, for en gangs skyld, nyvaskede, da vi tog videre mod Vigo dagen efter.

I fint vejr forlod vi Muxia og sejlede forbi kirken med den flotte beliggenhed ude på pynten.

Nu var der næsten for lidt vind, men så vidt jeg husker, kunne vi vist sejle for sejl det meste af turen. Det har ellers været typisk for denne sommer, at vinden enten er kommet ret bagfra eller lige i næsen, så der har været meget motorsejlads, men vi klager ikke. Undervejs sejlede vi forbi det, der retteligt er Spaniens vestligste punkt Cabo Tornana eller Cabo Da Nave, men det har man vist først fundet ud af senere, og det såkaldte Finesterre ligger da også flottere og mere bekvemt i forhold til Santiago De Compostela og pilgrimsvandrerne.

Vi fik den flottest tænkelige runding af det skarpe hjørne og sejlede ind i bugten for at finde et passende ankringssted. Vi lagde os ud for den lille by Sardinera, hvor der også lå et par andre både. Inde på den store strand og faktisk også rundt om båden var der livlig aktivitet af forskellig art udover badning. Vi badede fra båden, selv Erik, den pivskid, var vist i.

Siden tog vi gummibåden ind til et ophalingsted lidt oppe af kysten og gik en tur ind omkring byen.

Som et ekstra krydderi herpå kan det nævnes, at Amanda var godt på vej til at være i løbetid, så noget af tiden havde vi en hale af egnens løse hanhunde efter os. Det lyder nok morsommere, end det egentlig var! Bortset fra dette var det interessant nok at gå gennem de smalle gader, hvor folk havde både høns og andet godt. Sent om aftenen, da hundene skulle i land og luftes, var det dog mig, der var der var lidt af en bangebuks. Jeg modtog gladeligt Eriks tilbud om selv at tage ind med hundene, han er helt klart mere modig ( også) hvad fremmede, løse hunde angår.
Efter en stille nat og diset morgenstund sejlede vi videre mod Muros, en for os ikke helt uvæsentlig by, skulle det vise sig.

Da vi tog ud ud af Malpicas havn var det stadig lidt diset men vi satsede på, at det ville klare op. Den første del af turen var meget smuk og med spændende sejlads ind mellem forskellige klippeøer, så vi nød, at vi havde rimelig sigtbarhed. Vi havde for en gangs skyld tilmed en sejlbåd lidt foran os, vi kunne på AIS’en se, at det var norske Malaika, som vi havde “efterladt” dagen før i A Coruña. Lidt efter forsvandt Malaika næsten med et for vores øjne og ind i tågen, som var om muligt endnu tykkere end gårsdagens. Det er meget anstrengende at holde konstant udkig efter fiskebøjer og høre og se efter evt. andre både. Lige pludselig tonede en mindre fiskekutter faktisk frem af tågen, den lå stille og trak net op, så vi havde ikke hørt den. Endelig forsvandt tågen dog og næsten lige så hurtigt, som den var kommet. Gad vide hvad vi var gået glip af undervejs, der var al fald nogle meget flotte klipper, jo nærmere vi kom Muxia.

Det havde under tågen også i dag været stille vejr uden større dønninger men sidst på turen brød solen brød i gennem. Samtidig kom der også vind, så vi strøg ind i Ria de Camarinas oven i købet fulgt af delfiner næsten ind i Muxias fine, store og nye havn, hvor Malaika allerede lå, så vi blev atter naboer.

Havnekontoret var lille men velindrettet og med mulighed for køb af lidt af hvert. Udover at være havnemester(inde) bestyrede denne også byens tankstation, så der var næsten døgn service. Muxia var lidt af et forblæst, prunkløst udsted men med en god atmosfære.

Stedet nød nok godt af at byens kirke med en dramatisk beliggende på en klippeodde i nærheden var slutsted eller i al fald mellemstation for en af pilgrimsruterne.

Her var rart at være så vi blev et par dage og faldt ind i byens rolige rytme. Udover at her var smukt, var der gode indkøbsmuligheder, rigeligt med cafe’er/restauranter og fin badestrand.

Hvis vi ikke allerede havde to hunde, kunne vi godt have risikeret at få et par kattekillinger med ombord…

Erik og Mathias fra Malaika havde forskellige ting, der skulle repareres, og det hjalp de hinanden med, mens de hyggede sig. Vi byttede også lidt bøger til skibsbiblioteket. Mathias, som var alene ombord nu, inviterede endda på en dejlig simregryderet en af de lidt kølige, blæsende aftener, efter at han og Erik havde fået rimpet Malaikas forsejl sammen på Mathias nyindkøbte symaskine.

Vi lå og ventede på det rette vejrlig, tilpas vind og ingen tåge til at sejle videre mod Fines Terre, som vi gerne ville kunne nyde også fra vandsiden af. Der var jo heller ingen grund til at udfordre skæbnen ved at sejle ud i vildt vejr langs Costa da Morte! Den morgen vi besluttede os til at sejle videre sydpå, var Mathias kommet os i forkøbet og sejlet af sted i den tidlige, men endnu mørke morgen. Han var glad for at opleve solopgangene, og gerne alene, ude på havet i sit skib.