Tæt på målet i Ria De Muros y Noia’s stille vande.
Muros var kærlighed fra første øjeblik, ikke ud fra fotografiet i havneguiden, men p.g.a. modtagelsen fra havnepersonalet og de øvrige mange gæstesejlere, havnen som sådan samt ikke mindst hele den harmoniske, rolige og smukke overskuelige by omgivet og beskyttet af grønne skovklædte højdedrag, små bjerge om man vil og som prikken over i’et en lille men godkendt strand helt tæt på.
Et af byens torve.
Nærbillede af byens gamle, men stadig anvendte mercado (markedsbygning).
I denne by er (næsten) alle yderdøre åbne, og indenfor er der en ekstra dør.
Der er ikke mange byer, hvor vi ikke har været inde i mindst en af kirkerne – ofte på skift, når vi har hundene med. Nogle vil måske mene at har man set en kirke, har man set alle, men sådan oplever jeg/vi det nu ikke. I kirken på den forblæste pynt i Muxia talte vi f.eks over et dusin kirkeskibe, i Cap Breton var der nogle helt særlige, lidt mærkværdige malerier, som to ældre damer tilknyttet kirken levende, og på fransk, fortalte om, i Royan tabte vi mælet, da vi kom ind den enorme betonkatedral, og sådan kunne jeg fortsætte. I Muros lille kirke var de talrige figurer af især Jesus og jomfru Maria særligt kunstfærdige, hvad påklædning, hårpragt og udtryk angik. Men fælles for kirkerummene er, at de indgiver en særlig ro og følelse af forbundethed med tidligere tider og deres mennesker.
Kirken i Cap Breton (sct. Hubertus)
Katedralen i Royan
Kirken i Muros.En meget dramatisk og dyster jesusfigur i Muros kirke.
Nu er skal der jo andet end åndelig føde til. Og man spiser godt både ude og (oftest) hjemme.
Mejillones, blåmuslinger, og navajas, knivmuslinger.
Erik’s tapasanretning.
Vi ankom en week-end, hvor tyske Klaus fra Lübeck var havnemester. Han har mere eller mindre ligget her i fire år i sin båd og sagde, at Muros nok havde en af de absolut mest vejr og vind beskyttede havne i hele området. Han ville klart foretrække at ligge her, og i vandet, frem for i Vigo, som vi ellers havde overvejet som vinterhi for Skærsilden. Det gav jo noget at tænke over.
Havblik i havnen.
Vi blev i rare Muros et par dage, hvor vi hyggede os, vaskede tøj, talte med andre gæstesejlere ( bl.a. en “pige” Anne Marie født og opvokset i Troense på Tåsinge), badede fra den lille strand samt forsøgte at komme lidt i trit med “Skærsildens eventyr”. Men dårligt net og godt vejr er nu en rigtig dårlig kombination. Næsten heldigvis fik vi en dag, hvor tågen lå tæt over by og vand hele dagen, så da fik vi da lavet lidt, omend det gik uendeligt langsomt.
Typisk buegang
Disse aldrende herrer sås hver dag på dette sted. Især manden med baskerhuen er let genkendelig,
Blåt i blåt er flot!
Havnepromenaden
Erik med Amanda og Chico under palmerne,
En ventende urolig morlille,
Drivende tågebanke.
Dagen efter lettede tågen, og vi kunne fortsætte ned mod Vigo for at undersøge overvintringsmulighederne der, i nogle havne vi havde fået anbefalet forskellige steder. Men vi bad også den daglige myndige, men flinke havnemester Pedro om at maile os et tilbud på overvintring og sagde: “Måske på gensyn”, da vi sagde farvel.
