MANDAG 29/7

Vinden havde lagt sig i Thyborøn i løbet af natten, så alt var stille bortset fra mågernes evindelige skrigen – og klatten.

Vi havde ikke travlt med at komme af sted, men gik en tur op til Min Købmand via de snorlige gader, Mågevej, Ternevej, Kullervej, Fjordvej o.s.v.

Og fiskehandelen var vi også forbi endnu en gang.

Klokken to efter frokost tøffede vi lidt modvilligt ud af Thyborøn havn og ind i “Klisterkanalen” med kurs mod Oddesund, 16 sømil mod øst. Indtil videre har der nu ikke været nogen synlig retfærdighed i dette øge/kælenavn. Vi havde let medvind og fuld sejlføring med spilet fok, men en del modstrøm, som vi ikke havde kalkuleret med. På turen blev vi overhalet af en af delfin/sælsafari-bådene og kunne se, at de lagde sig ud for en af de grunde, der var tørlagte ved ebbe, og at der lå en stor flok sæler. Selv inde i havnen, lige hvor vi lå, havde vi faktisk flere gange set en sæl nysgerrigt stikke hovedet op.

Det var en helt igennem rolig tur, kl. 18.20 hævede den flinke brovagt broklappen ved Oddesundbroen for os, og ti minutter senere lagde vi til i den lille Oddesund havn. Vi fik en plads tæt på havnehullet, men det var OK i det rolige vejr.

Vi besluttede os til at gå hen mod og under broen for at se nærmere på området, som gennem tiderne har været et væsentligt trafikknudepunkt mellem Thy og det sydligere jyske fastland, og handel med England over Nordsøen gik også herfra.

En udstilling (Geopark Vestjylland) i et højt rustfarvet tårn viste på en meget interessant og pædagogisk måde udviklingen omkring Oddesund.

Under en voldsom storm i 1825 blev der i den grad vendt op og ned på tingene:

Hvor det før var et fredeligt lavvandet eller måske endda tørt område, der forbandt Thy med resten af Jylland var der nu opstået et sund, hvor der som følge af ebbe og flod kunne være voldsom strøm og høj sø, når vestenvinden satte ind. Så muligvis en givtig situation for rofærgerne, men ikke uden fare for folk og fæ.

Der var mange måder ting kunne – og somme tider gik galt

Og der blev transporteret rigtig mange stude, omkring 50.000/år, heste kun 300-400/år. Som årene gik, blev færgerne dog bedre, og der blev etableret små havne på begge sider af sundet, så man kunne afvente gunstigere strøm og vejrforhold, inden man begav sig af sted. Hjulfærger erstattede rofærgerne og fra 1883 til 1938, kom der dampskibsfærgefart over sundet, og efter en årelang proces kunne man så i 1938 endelig indvi den kombinerede vej- og togbanebro.

I dag ser området ganske anderledes ud. Nu ligger lystbådehavnen nogenlunde, hvor færgelejet tidligere lå, men den store solide stationsbygning af røde mursten ligger der stadig.

Hver by har vel stadig sine originaler, men før i tiden blev der muligvis levnet mere plads til dem. I al fald havde Oddesund gennem mange år, 1914-56, en meget speciel beboer, “Æ’ skawmand”.

Han ankom til byen med et fyrretræsskab på en trækkærre, og boede i dette skab i over tyve år. Om dagen stod skabet lodret, og han kunne kigge ud gennem en lille udskæring i døren, og når det blev sengetid lagde han skabet ned, og sov så der.

Senere byggede han et skur rundt om skabet, hvor der akkurat blev plads til et bord og en stol, og de sidste år af sit 77 år lange liv kunne han flytte ind i et 10 m2 stenhus kommunen lod bygge til ham, for den aldersrente han aldrig havde hævet. Han havde nogen kontakt med folk omkring, men læste aldrig aviser, kun i en gammel bibel, og der gik to år, før det gik op for ham, at 2. Verdenskrig rasede, og at tyskerne i bogstaveligste forstand stod foran hans skabsdør – i fuld gang med at bygge bunkere og kontrollere forbindelsen over Oddesund. 

Der var også udstillinger i flere af bunkerserne, men dem så vi ikke, da mørket var ved at falde på – og indeklimaet i disse indbød heller ikke til længere ophold. 

Så vi gik af landevejen hjem til Skærsilden og stegte vores store lækre mørksejfilet – frisk fra Vesterhavet.

TIRSDAG 30/7

Vi startede dagen med at udnytte havnens udmærkede og yderst renholdte faciliteter. Det dejlig varme brusebad var tilmed gratis.

Havnen var i det hele taget rigtig rar og hyggelig, men desværre havde de ikke diesel, kun til erhvervsfiskerne, og vi var tæt på at løbe tør. Så vi tømte reservedunken i Skærsilden’s tank og måtte så en tur, med havnens trækvogn op til den lokale, heldigvis nærliggende tankstation, for at få reservedunken fyldt op, inden vi kunne forlade havnen med ro i sindet. 

FREDAG 26/7

Vi var hurtigt ude af Lemvigs lille  lomme og ude i Nissum Bredning, Limfjordens store hav. Vi havde moderat modvind 6-9m/s og sejlede for storsejl og motor det meste af tiden, men også lidt for fok og storsejl alene.

Der var ikke mange både på vandet, men mange giga store vindmøller samt Cheminova’s store skorstene at se på.

Klokken halv seks efter to en halv time havde vi tilbagelagt de små 11 sømil til Thyborøn. Havnen i Thyborøn er ganske anderledes stor med industrihavnen, fiskerihavnen og som den mindste lystbådehavnen – hvor der dog var rigelig plads.

Vi lagde os ind godt  bag en stor rød træbygning, der gav  god læ for vestenvinden.

Lidt senere gik vi en tur ud langs stranden og klitterne med resterne af tyskernes bunkere fra 2. Verdenskrig.

Vi kom ud til et stort område udlagt til mindespark for de mange omkomne under verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, 31/5 1916, mellem engelske og tyske krigsskibe. 250 både og 100.000 mand kæmpede i over et døgn mod hinanden i et ubeskriveligt ragnarok, der sænkede 25 skibe og kostede omkring 9000, især unge mænd, livet.

Resten af aftenen var mere fredelig med lammeculotte, majskolber og tomatsalat i cockpittet.

LØRDAG 27/7

Erik havde sat sig for,  at vi skulle stikke næsen ud i Nordsøen – bare så vi havde været der. Skulle det være, så skulle det være fra morgenstunden, mens havet var nogenlunde roligt.

Så kl. halv ti pakkede vi cockpitteltet sammen, forlod vores gode havneplads, satte storsejlet og sejlede ud af inderhavnen og videre ud, så vi lige akkurat kom udenfor de yderste molehoveder og ud i selve Nordsøen, hvor de store dønninger, vi kender fra Atlanterhavet, er.

Jeg var lidt spændt på, om Erik ville gøre alvor af sin joke om at stikke til søs mod Skotland, 330 sømil vestover, men sådan gik det dog ikke.

En time senere lå vi atter godt  fortøjet på vores gamle plads. Vi var i øvrigt ikke de eneste, der lige skulle en tur ud og snuse til det store hav. Så var det tid til at besøge “Æ fiskbutik”, hvor vi fik købt mange gode sager både til frokost og til aftensmad, hvor det blev en hel rødtunge og en halv langefilet til deling.

Vi var oppe i byen, som er lidt speciel, ikke ligefrem hyggelig. Lange lineal lige gader med ret så grimme huse side om side. Vi fandt en kiosk med brødudsalg og en filial af det  gode jordbærhus fra Lemvig, hvor vi fik købt nogle fine skrubbede kartofler lige til gryden. Himlen blev mere og mere blå, så efter frokosten gik vi over til stranden, hvor jeg for første gang fik badet i Nordsøen/Vesterhavet eller udløbet af Limfjorden, den såkaldte Thyborøn Kanal.

Vandet var dejligt klart og friskt med sandbund, men mere køligt end inde i fjorden. Til gengæld var der en lækker sandstrand, hvor man i læ bag store nedstukne fyrretræsgrene kunne ligge og lade sig gennemvarme af solen bagefter.

Efter den gode fiskemiddag gik vi på solnedgangstur langs strandpromenaden. Vi kom ud forbi et område med forskellige små barer og restauranter især for surfere.

Vi har hele dagen set den ene lille motorbåd sejle ud fra havnen med folk på delfin/sælsafari. Nu så vi, at en af disse både, nok dagens sidste kredsede rundt om en af de mange høfder, der er bygget.

Vi for ud på høfden og så, at der rent faktisk var ikke bare én, men mindst to delfiner, der jævnligt hoppede op af vandet og så ud til at ha’ en fest. Og små sælhoveder så vi også dukke op af vandet her og der. Måske var det tidspunktet, eller at vinden og bølgerne havde lagt sig her ud på aftenen, som gjorde, at vi pludselig havde heldet med os.

Og som prikken over i’et så vi efterfølgende kl. 21.47 en af de  flottere solnedgange længe. Man må sige, at det er meget dejligt og afslappende at være her i dette miks af erhvervsfiskerby, feriebadeby for sejlere, autocampere, surfere og andet godtfolk.

Så vi er godt tilfredse med at, kunne se frem til endnu en dag her i morgen, hvor der ventes sol, men også så kraftig vind, at de færreste nok vil sejle, men surfe…

SØNDAG 28/7

Man må sige at det yderste Vestjylland i dag lever op til renomméet om, at at være blæsende. Men flot er det med en næsten skyfri blå himmel, masser af hvidt sand, små røde træhuse og ikke mindst et godt og grundigt oprørt Vesterhav. Kun en enkelt enlig vovehals i en lille trimaran vovede sig ud, men han kom ret hurtigt tilbage med en skade på sine sejl.

Vi var ovre i fiskebutikken igen og hente friske forsyninger, og derefter gik vi over til stranden.  

Lige som i går var der gult flag, og der tilrådedes kun badning mellem to opsatte flag, hvor vandet selv i dag var ret roligt. Blæsten var ret kølig, så jeg nøjedes dog med at dyppe tæerne, og ellers lå vi og solede os lidt, inden vi gik længere ud langs kysten, hvor surferne skulle holde til.

Og en hundelufter

Da vi nu havde tiden til det, fik vi, ikke gratis, men for rimelige 35 kr. vasket en lys vask i en meget effektiv firetimers vask og siden også tørret tøjet.

Det er i det hele taget en udmærket havn at ligge i med med fine toilet/baderum og køkkenfaciliteter. På flere måder er føles det at være i Thyborøn lige så anderledes og spændende som mange af de kyststrækninger, vi har sejlet langs med i Spanien og Portugal, lige bortset fra at vestjysk trods alt er nemmere at forstå end portugisisk.

Først på aftenen syntes bølgerne, at ha’ bygget sig yderligere op, og folk gik på stranden og lod sig fascinere og gyse af den kraft, de uophørligt kommer rullende ind med.

Nu står så blot en aften tilbage, til at nyde den indkøbte fisk og så håbe på, at vinden lægger sig i løbet af natten/ formiddagen, så vi kan vende skuden og sejle mod østpå i morgen – med vinden…

Det smuskregnede denne morgen, men vi gik alligevel en tur langs havnefronten og tilbage langs den ene af byens gågader.

Ikke just den kønneste havnefront, men der var gjort meget for at underholde/aktivere børn og legesyge sjæle.

Hunden til højre ude på broen gad ikke være ude i regnen.

Vi blev mere og mere glade for den lille by med sine mange gode små specialbutikker og sin rolige atmosfære.

Der er sågar en musikskole og en biograf i byen, og ikke at forglemme Ejvinds Bageri helt fra 1956, og vi syntes, at vi regnvejret taget i betragtning havde fortjent et rundstykke og deres fredagskanelstang i metermål.

Vi havde ikke rigtig lyst til at sejle i regnvejret. Så hellere bevæbne sig med paraply og regnjakke og gå ud til det nærliggende og velomtalte museum for religiøs kunst. Sådan som vi ofte opsøger kirker og nu også et museum helliget religiøs kunst, kunne man få den tanke, at vi er vældigt stærke i troen. Det er vi så ikke, snarere store tvivlere, men lidt ånd har man vel lov at ha’, og det åndelige kommer ofte til udtryk i kunsten, også den religiøse og i kirkerne.

Vi gik de 700 m langs havnen og videre af en sti ud til museet, som ligger smukt ud til fjorden og som er en arkitektonisk perle i sig selv.

Ideen til et museum for religiøs kunst (hvad det så end er) opstod i forbindelse med Bodil Kaalund’s årelange arbejde, med de 37 malerier til Lemvig kirke i årene 1977-88, og i 1994 blev museet indviet.

Vi blev budt varmt velkommen af to ældre rare damer, som arbejdede frivilligt i museet. Der var i øjeblikket en særudstilling, GUDINDER, med malerier af en ung kunstner Ida Thorhauge. Værkernes hovedtema var moderskabet og omsorg, emner som er behandlet på utallige måder gennem tiderne, og også hun er er her inspireret af den religiøse ikonografi med Madonnaen og barnet.

Også naturen og dyrene, især heste er inddraget i hendes univers med et håb om en mere ligeværdig fælles fremtid. Stilen er ekspressiv og uden skræk hverken for det store lærred eller farver.

Aldringsprocessen, ung kvinde, moden, gammel og endelig døden optog hende også

En film fortalte om og viste hendes tanker og metoder.

Siden gik vi ind bag et mørkt forhæng i et lige så mørkt rum og så en 30 minutter lang session af uendeligt smukke fotografier og små film, alt sammen vist i et meget langsomt og meditativt tempo. Vi vidste faktisk ikke, hvad vi gik ind til, men efterhånden gik det op for os, at vi var på og i omgivelserne omkring et kloster i Umbrien.

En fotograf, Julie Born Schwartz,, havde gennem to år fået lov at følge især en af nonnerne og deres arbejde i tiden efter et alvorligt jordskælv i regionen. En del af klosteret var faldet ned om ørerne på dem under en seance netop i bederummet, og trods uroen og smerten havde denne unge nonne følt at nogen, en kvinde havde ledt hende ved hånden og givet hende en form for ro. Ude af denne æstetiske boble fortsatte vi ind i en sal, hvor især de faste kunstværker var udstillet, heraf en stor del af Bodil Kaalund.

Hun opholdt sig en årrække i Grønland og var med til at oprette en kunstskole der. Så i Lemvig var der også blevet plads til en lille særudstilling med nogle ret uhyggelige små grønlandske tupilakker. En film om/med en dansk billedhugger Laila Westergaard, 3. generations billedhugger fra Lemvig og nogle af hendes værker havde også fundet vej til museet. Det var fantastisk at se, hvordan hun hurtigt og nærmest musikalsk rytmisk arbejdede i granitten, og hvor detaljerede og følsomt bløde hendes værker efterfølgende fremstod i det hårde materiale.

Således mentalt/åndeligt berigede – og håbefulde forlod vi det lille museum et par timer senere.

I mellem tiden var det klaret op, og vi skyndte os tilbage til Skærsilden og en sildemad, inden vi  satte kurs mod Thyborøn, turens vestligste destination – hvis det ikke bliver Skotland, som Erik har truet med.

Vi syntes, at vi var ret så tidligt oppe, men vi var alligevel den sidste af havnens tre gæstesejlere, der ved halv ni tiden  forlod Venø – nu i mere normale 6-7 m/s. Vi nåede frem i god tid  til Oddesundbroens åbning kl. 9.15.

Herefter var vi ude i Nissum bredning, som bærer sit navn med rette, det  havde ikke været rart at sejle i går.

Allerede ved halv tolv tiden, efter sølle 12 sømil ankom vi til Lemvig havn – ikke Marinaen, som ligger et par km uden for centrum.

For 300 kr. kan man få et kort, hvor man i en uge frit kan veksle mellem Lemvig’s Kommunes tre havne, Lemvig havn, Lemvig Marina og Thyborøn havn. At Lemvig med sine små 8000 indbyggere er en købstad, er man ikke i tvivl om. Alene på havnen er der flere café’er, boder og butikker, og oppe bagved ligger selve byen med alle sine indkøbsmuligheder. Vi fik hurtigt købt noget lækker fisk, til vores frokost samt et par tunbøffer til aftensmaden i Bjarnes fisketeria. Havnen er ret stor, mens bykernen er ganske lille, men hyggelig.

Måske er byen for mange mest kendt fra tegneren Henning Grantriis mangeårige tegneserie i dagbladet Politiken “Livets gang i Lidenlund”, hvor livet i Lemvig fra 1953 og frem kærligt/ironisk portrætteres.

Kirken danner et naturlig midtpunkt i byen, og vi besøgte (også her) kirken, som fremtræder lys og venlig.

Den er efter mange tidligere ombygninger atter blevet gennemgribende restaureret og er nu præget af 37 billeder med religøse motiver malet til og i kirken i perioden 1977-88 af den dygtige kirkekunstner Bodil Kaalund (1930-2016). Granitdøbefonten er nok den eneste helt originale effekt, ca. 800 år gammel, men også de smukke lysekroner er af ældre dato.

De forgyldte og, efter især min mening, noget svulstige indramninger af malerierne gør desværre ikke noget godt for disse, som har et transparant og langt mere nutidigt udtryk. Helheden kom til at minde mig om den slags glansbilledark med roser og glimmer man, specielt piger, i sin tid med fornøjelse købte – eller om farmors gamle guldkantede kaffestel.

Men kirkeministeriet krævede, at disse træindramninger af ældre dato blev bevaret og genanvendt. Og pt. er kirkens løgkuppel fra 1935 under ombygning, da der sidste år blev konstateret faretruende råd i de bærende trækonstruktioner, så det giver byen en lidt alternativ skyline for tiden.

Vi var blevet grundigt belært om kirken og dens historie af en venlig ældre herre, som kom for at lukke kirken, men som blev så opildnet af vores interesse for kirken, at han næsten ikke var til at stoppe. Han sagde i øvrigt, at kirken var godt besøgt hver evige søndag, og han var selv en af de omkring 80 trofaste kirkegængere. Udenfor kirken var der udover forskellige skulpturer nærmeste anlagt en form for legeplads med alle mulige forskellige aktiviteter, meget sympatisk.

Før vi købte ind i Superbrugsen, nåede vi også lige et cafébesøg med en kaffelatte og en brownie et ret hyggeligt og trendy sted i havnen, Brokman’s, så de er ikke gået helt bag af dansen her i Lidenlund. Om aftenen stod den som tidligere nævnt på tunbøffer, lokalt fanget brun tun, og til dessert  de mest mørkerøde og smagfulde jordbær vi mindes at ha’ fået….

TIRSDAG 23/7 

Ved nitiden listede vi ud af Fur Havn, i en stille, grå formiddag – men med trusler  om torden og kraftige byger op af dagen. Vi ville gerne nå et godt stykke vestpå i dag, da vi regner med at ligge over morgen, hvor der ser ud til komme en stiv vestenvind. Valget faldt på Venø.

Den smule vind, der var, var stik i mod, så det blev ren motorsejlads, til Eriks ærgrelse. Men en smuk båd kan man altid glæde sig over.

De første tre timer  holdt det tørt, men den sidste time så det mere og mere dystert ud med sorte skyer hængende over netop Venø.

Der kom nogle små meget lokale byger, som vi nærmest kunne forudse og manøvrere udenom.

Vi kom så godt som “tørskoede” i havn, i den fineste lille hyggelige havn, viste det sig. Ud over os var/kom der blot to andre gæstesejlere. Her var dejligt fredeligt, kun fuglekvidder brød stilheden. Havnen vender mod vest, og belærte af Livø’s åbne havnehul lagde vi os denne gang inderst inde og for en gangs skyld langskibs op af et solidt træbolværk.

Mens vi var ved at sætte teltet op, kom regnen, men snart efter sad vi tørt og godt under teltdugen og spiste frokost, mens det lynede og bragede løs – så hyggeligt.

Lidt senere vovede vi os ud og gik en tur rundt i det lille bysamfund; der er ca. 200 fastboende på øen.

Kirken, måske Danmark’s mindste,  var proportionalt lige så lille som øen, og kirkegården lige så veltrimmet som den vi så på Fur.

Men præstegården stod tom, så præsten kom nok med færgen fra Struer eller rettere Kleppen ved Bremdal, som ligger lige nord for og adskilt fra Struer af en mini fjord med en bro/dæmning over. Færgeturen tager kun tre minutter og der sejles hver 20. minut, så selvom der ingen butikker er, så virker det let at være øbo her.

Vi kom forbi et ret nybygget lille villa kvarter. Der var bl.a. denne nydelige villa med frisørsalon samt en meget velordnet have. Ved siden af ser man udsigten fra huset – ikke dårligt.

Om aftenen spiste vi venøbøffer på kroen. Jeg har altid syntes, at det var nogle gråblege, triste læderlapper, men det måtte jo komme an på en prøve.

Selve kroen, omend lidt kønsløs, og betjeningen kunne man ikke klage over. Men ingen af os var rigtig imponerede over kødet – ej heller over rettens visuelle udtryk.  Og jeg  vil foretrække et stjerneskud til næsten hver en tid…

ONSDAG 24/7

Som lovet blæste det op om natten, og ud på morgenen måtte Erik op og tjekke fortøjningerne og flytte lidt rundt på de hårdt belastede fendere. I øvrigt ros til DMI, for i år har vind og nedbørsvarsler passet næsten på klokkeslet. Og som forventet blev denne dag en overligger dag, men i smukke omgivelser i en hyggelig havn, så ingen klager.

En morgentur ud til stranden lige bag os gjorde det hurtigt klart, at det ikke blev en badedag. Op af formiddagen blæste det med næsten uformindsket styrke, så vi udsatte vores planlagte cykeltur rundt på øen til efter frokost.

I stedet hyggede vi os i cockpittet med læsning eller ved bare at kigge ud på de pæne små rødmalede træhuse med grønne vinduer og de klukkende bølger,  der omgav båden.

Ved tretiden tog vi os sammen og lagde en cykelrute, med mindst mulig modvind.

Venø viste sig hurtigt, at være lige så smuk som Livø og Fur, men hver ø har dog sin egen “personlighed”. Det første stykke kørte vi på fin asfalt, og vi kom forbi et af øens hovedaktiver Venø Efterskole med plads til 96 elever. Skolen, som så tiltalende ud, blev etableret i 1997 af en gruppe venøboere og har fire hovedlinjer, surf/sejlads, natur/friluftsliv, kunst/design samt forfatterlinjen.

Ud for en vej med det sjove navn “Havstokken” drejede vi til højre af en markvej meget lig den på Fur. Jeg kørte igen med tungen lige i munden og hånden på bremsen, mens Erik bare susede af sted. I går fik vi besked om, at en af mine gamle veninder, lidt ældre end mig, var havnet på sygehuset med en brækket  lårbenshals, så tanken om hende inspirerede nok til ekstra forsigtighed, især ved nedkørsler.

Ned af en mindre sidevej til højre for vores markvej kom man til en af Christian Kjærs ejendomme, han ejer jo en meget stor del af øen. Vi var dog ikke så heldige at støde på den nu afdøde Prinsgemals tidligere, men forstødte “bonjagtkammerat”.

Noget der kan mane til eftertanke er den smukke og lysende gule blomst, engbrandbæger. Den har vi denne sommer observeret i langt større grad end hidtil, og som tidligere hesteejer kan det godt gøre mig betænkelig. Havner den i høet/wraphøet/ensilagen kan det få fatale følger for heste. På marken vil heste som oftest klogeligt undgå den, men desværre ikke altid…

Men med så meget andet er der også her fordele ved den smukke, men potentielt farlige blomst – bier, sommerfugle og insekter elsker den, så naturvejledere (der nok ikke har heste) klapper i hænderne over dens fremmarch.

Vi så dog (endnu) levende heste og også to tilsyneladende ældgamle ponyer – samt marker uden engbrandbæger.

Også i dag gik cykelturen heldigvis godt, og vi kom frem til nordtoppen af øen, kaldet Venø’s hjerte, et beskyttet naturområde.

Her parkerede vi cyklerne og gik af en smal stil ned til kysten, mens vi nød udsigten over det lyngklædte landskab.

Helt oppe mod nord ender en smal tange ud i en art cirkulær sø, kun adskilt fra fjorden af en smal landbræmme. Dette område har man ikke adgang til fra april til midt juli, i fuglenes ynglesæson. I dag viste Limfjorden i den grad tænder i dag, så der var ingen badegæster, ej heller så vi så nogen, der var ude at sejle.

På hjemturen kom vi snart ud på asfalt igen, og med vinden i ryggen kom vi hurtigt tilbage til havnen – selv hvor det gik op af bakke. Ovenstående ret nybyggede hus i god gammel byggestil lå lige uden for “Venø by”med den dejligste udsigt til marker (inklusive enkelte engbrandbæger).

Tæt på havnen kom vi forbi en mark med får næsten så store som heste

Efter sådan en dejlig tur gjorde det godt med en kop kaffe i Skærsilden.

SØNDAG 21/7

Efter to timers sejlads, først for motor siden for sejl nåede vi i tørvejr frem til Furs, i forhold til Livø’s, mega store havn. Den var dog alligevel ret hyggelig og velordnet. Det var truende lummervarmt og dystre skyer trak op. Vi skyndte os at købe en is, to kugler til deling i et bæger, inden regn og evt. torden ødelagde søndagssommerstemningen. Det blev en stille aften med byger og enkelte tordenbrag, men om natten faldt regnen støt.

Vi havde færgen Mjølner, der sejlede i konstant rutefart mellem Fur og Branden bag os og ellers udsigt ud over havnen og to store muslingefartøjer.

MANDAG 22/7

Morgenen var grå og med en kraftig vestenvind, men i forventning om sol op af dagen hev Erik cyklerne op af kistebænkens dyb. Det var dejligt at komme ud og cykle igen, det var første gang på denne tur. Vi kørte nordvest op mod Fur Bryghus og Knudeklinterne. På vejen passerede vi øens eneste kirke, som lå og tog sig noget så nydelig ud midt i landskabet. Kirkegården var velholdt og med masser af blomstrende hortensiaer.

Den ene af vores elcykler er blevet lidt utilregnelig, så den havde Erik og min kører numere på ren rugbrødsmotor, men er til gengæld pålidelig. Men sjovt nok virkede det, som om vi kørte op af bakke og i modvind det meste af vejen. Men frem kom vi da, det sidste stykke af en smuk grusvej.

Bryghuset er et større foretagende beliggende i en ombygget molersfabrik. Da fabrikken og den arkitekttegnede store røde træbygning fra 1925 havde stået tom nogle år, ehvervede ægteparret Milred og Mogens Fog fra Skive stedet. Efter en gennemgribende renovering åbnede de i 2004 mikrobyggeriet og restauranten drevet af passion for god øl og mad. Desværre døde Mogens Fog allerede fire år senere kun 58 år gammel, men virksomheden trives tilsyneladende stadig i bedste velgående.

Vi delte et “smagesæt” bestående af fire små forskellige glas øl og fik noget rigtig god mad til. Og til slut købte vi en maltsnaps og hver en øl at tage med i rygsækken – til senere indtagelse. Det blæste ind i mellem så kraftigt, at “det grønne” havde svært ved at holde sig på tallerkenen. Der var heldigvis meget af det.

Turen fortsatte ud til de stejle knudeklinter. Vi kom forbi et af de små lokomotiver, der på skinner havde transporteret moleret og så også de store kratere, som molersudgravningerne havde efterladt.

Kysten ud til Limfjorden er voldsomt dramatisk med de stejle klinter – ikke mindst i dag med solen, der glitrede i de skumklædte bølgetoppe. 

Vi tog en anden rute tilbage mod havnen med “ Den gamle havn” som mellemstation. Vi kørte af Hindkjærvej, en charmerende, men smal, stejl, ujævn og sine steder mudret grusvej, der førte ned til kysten og den gamle havn, hvor fiskerbådene tidligere lå.

Endelig nåede vi helskindede ned og frem til den idyllisk beliggende forhenværende havn.

Furboerne byggede i 1911 selv havnen. Godt 100 fiskere gav hver 50 kr. og fem dages gratis arbejde. Efterfølgende dækkede fem kr./måned for en motorbåd og to kr./ måned for en sejlbåd udgifterne til vedligeholdelse af havnen. På grund af tilsanding flyttede fiskerne i 1956 til en nybygget havn ved færge stedet.

Et gammelt rødt træhus, der tidligere husede bundgarn m.m., er nu lavet om til et fint lille ubemandet museum, hvor tiden synes at være sat i stå.

Den sidste vejstrækning tilbage mod havnen kørte vi af Søndergårdsvej, med  berusende smukke landskaber til bagbord og fjorden til styrbord.

Efter at ha’ handlet lidt i Brugsen var der kaffe i Skærsilden akkompagneret af irsk sømands/folkemusik på kajen. Om aftenen fik vi melon med Serrano skinke og jordbær til dessert. Og så var endnu en dejlig dag var ved at gå til ende…

LØRDAG 20/7

Jeg nåede lige en tur op til bageren efter brød samt to lækre kager, inden vi sagde farvel til Løgstør klokken 10.

Solen strålede fra en skyfri himmel og ikke en vind rørte sig, så selv Erik undlod at lyne sejlovertrækket af i dag. Kl. 11.45 var vi fremme ved Livø’s lille havn, der består af to små kamre + en lille flydebro.

Vi var lidt spændte på, om der ville være plads en weekend i højsæsonen efter så lang tid med “ dårligt” vejr, men vi fandt uden problemer en god plads med panoramaudsigt til Nordjyllands kyst.

Vi ankom samtidigt med øens lille færge, der var stopfuld med vinkende forventningsfulde mennesker.

På kajen stod en større syngende afskedskomité akkompagneret af en muntert harmonikaspillende kvinde samt en mandlig guitarist. Det var “socialisterne”, ( det kaldes kursisterne vist af de lokale), der blev vinket afsted fra et af SFOF’s tre årlige ugesommerkurser på Livø. SFOF står for Socialistisk Folkeoplysningsforbund af 1972, startet af medlemmer af Socialistisk Folkeparti ( Bl.a Ebba Strange) i en lidt svær periode i partiets historie, hvor den såkaldt “Larsenske” fraktion havde voldt problemer og dannet partiet Venstre Socialisterne. Der sås ingen røde faner, og kurserne er som vanligt familievenlige med tilbud om bl.a. kajakroning, korsang, strik, pileflet, dans samt dette år krydret med lidt kunstig intelligens som det mest hotte emne. Livø er jo ellers nok mest kendt for de Kellerske Anstalter, som blev oprettet på øen i 1911 af læge og professor Christian Keller, som da havde købt Livø. Her blev (lettere) åndsvage, kriminelle, asociale eller moralsk åndssvage mænd anbragt. Keller videreførte sin fars ideer om, at disse personer ville nyde godt af at bo i naturskønne omgivelse i de til formålet opførte smukke huse. Da fysisk vold og afstraffelse hørte til sjældenhederne, var der sikkert meget værre steder, man kunne blive anbragt på på den tid. Der var tilmed mulighed for at lære et håndværk eller deltage i landbruget på øen. Men disse mennesker var på ubestemt tid afskåret fra det omgivende samfund. Og da de racehygiejniske regler, under inspiration fra Tyskland i 1930’erne tog fart, var det kun ved at lade sig sterilisere at disse tvangsanbragte personer kunne øge deres chancer for et liv i frihed. Og mange blev de senere år decideret tvangssteriliserede for at undgå, spredning af deres såkaldt dårlige gener. Næst efter Tyskland var Danmark det land, der foretog flest sterilisationer/kastrationer. I 1923 overtog Keller også Sprogø, som var en kvindelig pendant til Livø. Og her så man (mænd) endnu strengere på den moralske åndssvaghed, da man mente, at kvinder havde lettere ved at finde seksualpartnere og dermed udbrede deres skadelige gener. Frem til 1961 husede Livø omkring 200 patienter/fanger eller alumner, som de blev kaldt, af gangen. Her iblandt vor tidligere statsminister Poul Nyryp Rasmussen’s far, der var blot 14 år, da han kom til øen – vist nok pga et hidsigt temperament. I halvfjerdserne var godt 200 vietnamesiske flygtningebørn indkvarteret på på Livø, indtil de fik permanent opholdstilladelse. Og nu er der så siden 1976 ca. 200 “socialister”, der hvert år – frivilligt og mod betaling besøger Livø. Fra 1980 har Livø  været ejet/drevet af Naturstyrelsen/Miljøministeriet, og af hensyn til naturen har hverken hunde eller motordrevne køretøjer adgang til øen! Og de lader til at ha’ passet godt på ø’en, for her er meget smukt overalt.

Erik og jeg gik til en start op midt på ø’en, hvor en stor del af de Kellerske bygninger og gårde stadig ligger.

Især landbrugsgårdene med store kampesten er meget smukke.

Midt i “byen” finder man hjertet, den nu populære kombinerede købmand og café samt husene, kursisterne bor i, hvis de ikke bor i telt.

Det viste sig at være kokken, der stod for bespisningen af de, som han lidt venligt/ ironisk udtrykte det, “Glorificerede kursister”, der vist  stort set udelukkende fik serveret vegansk mad helt ud i detaljen såsom “Hellig linselasagne” lavet med havremælk o.s.v. Han var vist ikke selv hverken vegetar endsige veganer, og var i gang med at lave ribbenssteg og æggekage til aftensmad til de øvrige mere konventionelle gæster på øen.

Resten af dagen gik med badning fra den lange strand, frokost, mere badning fra en stige på den yderste bro, kaffe, læsning, lidt aftensmad og bare at sidde se ud over vandet. 

Den lille Anders And båd nedenfor kom med en far, mor og søn først på aftenen. Far og søn badede, mor gjorde klar, far grillede, de spiste, pakkede sammen og sejlede igen.

Aftenen var længe næsten vindstille, solen gik som vanligt ned i vest, men denne gang uden for vores synsfelt. Til gengæld så vi en nærmest fuld måne stå op.

Flere af de andre både i havnen var i  løbet af aftenen sejlet ind i det  lille bassin ved siden af, fordi der var lovet sydøsten vind om natten med bølger lige ind gennem havnehullet, hvor vi lå. Men de lovede 5-6 m/s kunne vi vel nok klare, så vi blev liggende. Det blev så 6-8 m/s, ikke vildt,  men nok til at give en urolig nat.  

SØNDAG 21/7

I dag vil vi afprøve, om vores gamle kroppe, især ryg, ben og fødder kan  klare at transportere os den 6 km lange markerede vandretur rundt på øen.

Som det første så vi en stor flok sorte køer gå og hygge sig i vandkanten, mens en gruppe småbørn løb rundt og legede ikke langt derfra. Det viste sig dog, at der var en hegnspæl og en enkelt tråd, der holdt folk og fæ adskilt. Børnene kom fra sommerlejren og blev passet af nogle flinke damer i formiddagstimerne, mens forældrene dyrkede deres interesser andet steds. 

Der drives stadig landbrug på øen, men nu økologisk. En besætning på 45 ammekøer af den robuste kødrace Angus, der fortrinsvis kan gå ude, evt. i løsdrift om vinteren, og som ellers afgræsser naturområderne. Kalvene dier i 7 måneder hos deres mor, og al mælken går til kalven. Der har ikke været behov for at bruge antibiotika siden 2005!

Der eksperimenteres også med sædskifte, og kvælstoffikserende planter som rødkløver samt mange forskellige gamle kornsorter.

Traveturen forløb fint gennem et smukt og som lovet meget varieret landskab. Eneste klage var, at ud over en enkelt hare og en lille frø, så vi ingen andre dyr. Der skulle nemlig være en stor bestand af dådyr. Men vi klarede begge distancen uden fysiske problemer. Tilbage i havnen besluttede vi efter at ha’ tjekket vejrudsigten, at sejle videre til Fur blot 8 sømil fra Livø. Der var lovet både vind og kraftig regn krydret med torden, og så virkede den lille åbne havn ikke længere så tillokkende, hvorfor vi kort efter slap fortøjningerne

Vinden aftog lidt efter lidt i løbet af natten, og ud på formiddagen tog vi ud gennem det smalle løb fra Attrup havn til “hovedvejen” gennem Limfjorden mod Virksundbroen, som åbner to gange i timen. Vi var ti både, der sejlede igennem samtidigt.

Ikke længe efter var vi fremme ved Løgstør, hvor der er to indsejlinger lige ved siden af hinanden, en til lystbådehavnen og en til Frederik den 7.  kanalen, hvor der der er fine tillægningsmuligheder og samtidigt er der vældig hyggeligt.

Den 4,2 km lange, 3 m dybe og 28 m brede kanal ud til Lendrup må vel siges, at være Løgstørs hovedattraktion. Den blev etableret fra 1856-61 gennem manuelt arbejde hovedsageligt udført af 400 tyske arbejdere med hakker og spader. Og selveste Kong Frederik 7. kom og indviede kanalen, deraf navnet.

Formålet var at facilitere skibstrafikken for større skibe i denne del af Limfjorden hvor store sandbanker voldte problemer. 1913 mistede kanalen, i takt med bedre muligheder for maskinelt at udgrave sejlbare render i selve Limfjorden, dog sin funktion. Den blev lukket i den vestlige ende for ikke at sande til og ligger nu som et interessant stykke kulturarv – og giver tillægningsmulighed for mange små fiskerbåde og lystbåde.

Jeg har dog læst, at Limfjordsmuseet arbejder for at genåbne kanalen ved Lendrup, så den atter bliver sejlbar for lystfartøjer… En anden attraktion, i al fald for de badeglade er sand eller måske snarere muslingeskal stranden med sandbund og fint klart vand.

Så i dag kom jeg endelig ud at bade i den kun lidt kolde Limfjord.

I Løgstør og ved Lendrup blev der opført nogle smukke boliger til henholdsvis kanalfogeden og kanalbetjentene.

Der var også tilknyttet et bådeværft til kanalen, som stadig arbejder med at restaurere de gamle bevaringsværdige træbåde.

Sjovt nok stammede både den ovenstående lille smakkejolle og den større båd med en mast, nok en jagt, ovenfor begge fra det Sydfynske område, nemlig Halmø og Troense.

Løgstørs tredje attraktion er muslingerne, men vi gik desværre  glip af muslingefestivalen, der blev afholdt sidste week-end (hvor det styrtregnede).

Men man kunne for 225 kr. få serveret en portion muslinger på restauranterne langs kanalen. Lidt dyrt når man kan købe limfjordsmuslinger til to for 25-30 kr. i Rema, og det er så let at tilberede dem. Lidt nærig har man vel lov at være… I stedet gik vi op for at proviantere i Superbrugsen, som viste sig at ligge i den absolut fjerneste ende af byen. Og ikke nok med det, det viste sig at være en af de Brugser, der skal lukke. Så der var næsten ingen varer tilbage i den store butik – til gengæld var der store prisnedsættelser. Efter at ha’ spist lidt flutes med ost og pølse, og denne aften for første gang uden teltet oppe, var det tid til endnu en smuk solnedgang.

ONSDAG 17/7 

Lidt over middag vinkede vi farvel til Tabita og troldene i Gjøl og sejlede videre vestpå. Der var mange såvel vest- som østgående både på vandet i dag, hvor solen jævnligt tittede frem, og vinden stadig var moderat.

Jeg var nok lidt stemt for at fortsætte til Løgstør, da der var lovet 10-14 m/s stik vestlig vind den følgende dag.

Men resultatet blev, at vi gennem et til slut snævert løb med kun 2-3 meters dybde, gik ind i Attrup’s lille havn efter ca. 10 sømils sejlads. Da vi var vel fortøjede, hørte vi over VHF’en, at Lyngby Radio gentagne gange efterlyste nogen, der kunne assistere ved en grundstødning nær ved Gjøl havn – det er åbenbart populært at gå på grund netop der.

Vi var og forblev de eneste gæstesejlere i den ellers hyggelige lille havn med udmærkede faciliteter. Her var endda en café/restaurant, som folk i biler nærmest valfartede til, og maden skulle efter sigende være både god – og rigelig. Også her var tøjvask og tørring inkluderet i de 180 kr., hvilket vi benyttede os af efter at ha’ købt vaskemiddel i Gjøl.

Og så var der to udmærkede lånecykler, som vi tog os en eftermiddags tur på, først lidt vestpå og siden østpå i det virkelig smukke og stedvist kuperede landskab, som vi havde stort set for os selv.

Om aftenen,  da vinden var begyndt at tiltage, lavede vi en lækker kyllinge/spidskål/friske ærter/carrynudel-ret, som vi nød i vores lune cockpittelt. Og til dessert var der jordbær med fløde. Senere da vi gik til køjs, var alt lukket og slukket, og vi var de absolut eneste mennesker i den øde forblæste havn.  

TORSDAG 18/7

Efter en nærmest stormfuld nat med tidvis over 14m/s stod vi op til en solrig, men stadig kraftigt blæsende dag. Der var ingen både at se på fjorden, og vores lyst til timers sejlads i strid modvind og krappe bølger ud mod Aggersund  og Løgstør var begrænset. Så hellere blive og slappe af og nyde dagen her og afvente morgendagen, som skulle blive langt fredeligere.

Vi lå med næsen op mod  vinden og havde dejligt læ i cockpittet, så man mærkede næsten ikke vinden – men hørte dens susen og evindelige hylen i masterne. 

Det blæste næsten for meget til af cykle, så vi gik lidt rundt i området, det var ikke koldt, men godt at ha’ en vindtæt jakke på.

Vi kom også forbi en fin bade bro men heller ikke i dag…

I stedet gik vi hjem i båden, hvor Erik anrettede en lækker lille Attrup-platte som blev serveret på molen.

For enden af vores mole blæste det godt, og man kunne se og føle sprøjtet af de relativt små, men hidsige bølger.

Hen på aftenen løjede vinden og kom ned på 8-10 m/s, så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til i morgen.

TIRSDAG 16/7

Ved et tiden sejlede vi mod Gjøl en lille havn på Limfjordens nordside og kun et par timers sejlads mod vest. Vi havde en jævn medvind, og endnu holdt det grå vejr tørt.Men det varede ikke længe så, kom regnen så småt, og den skulle være ret vedvarende resten af dagen. I medvind regner det ind i cockpittet, man sidder ikke i læ af sprayhooden. Så for min skyld kunne vi godt tænde motoren og så gå fuld fart frem.

Men nej, en rigtige sejler som Erik, fortsætter ufortrødent sin langsomme sejlads i den silende regn for sejl. Der var ikke meget at se på denne grå, våde dag. Men så kom en lille Vinga 25, for motor med en ældre mand i tøffende afsted i zig zag kurs mere eller mindre i mod os. Vi var i et ret lavvandet område,  hvor selv en Vinga kunne gå på grund, hvilket den da også gjorde. Vi sejlede tilbage for at se om manden evt. var blevet dårlig, eller om vi måske kunne komme tæt nok på ham til at trække ham fri. Han så heldigvis OK ud, men vi var selv gået på grund, hvis vi var kommet tættere på ham, så vi fik kommunikeret, at vi sejlede til Gjøl, som nu var ret tæt på, og ville forsøge at få en mere lavbundet båd ud til ham. Vi alarmerede også Lyngby Radio om den grundstødte båd, dens position og at vi ville forsøge sende en anden båd til assistance. Lidt senere så vi dog, at det lykkedes ham selv at komme fri, så aktionen kunne heldigvis afblæses. I mellemtiden var det blæst noget op til en 8-10 m/s, og der var små krappe skumklædte bølger på Limfjordens  dystert grå vande, så det var rart ikke at skulle sejle længere i dag. Vi fandt en god plads i den lille havn, og skyndte os at få teltet op. Der var en del andre gæstesejlere, men ikke meget liv. Faciliteterne var fine, 180 kr. og alt inklusive – selv tøjvask og tørring.

Og så lå den velomtalte Gjøl Kro fra 1901 i en for egnen typisk hvid længe med takkede gavle og fristede os over evne lige oppe bag ved.

Så der havnede vi til endnu et stjerneskud et par timer senere. Hertil var der udover den obligatoriske stegte fiskefilet ikke blot en hvid fisk, også en såkaldt syltet en, dog ikke sur. Det lød lidt besynderligt, og var måske ikke den helt rette betegnelse, men den smagte vældig fint. Gjøl er nok mest kendt for sine trolde i forskellige størrelser med klumpnæser og strithår, som hærgede landet, fra jeg var barn og gennem mange, mange år. Skaberen Thomas Damm, 1915-89 startede allerede som ganske ung med at udskære karikaturer eller trolde i træ, inspireret af forskellige personligheder på egnen såsom fiskere eller gamle koner. Faktisk blev det hans fattige families hovedindkomst. Senere, i 1959 etablerede han en virksomhed, hvor de nu mindre trolde blev lavet af et blødere plastisk materiale og med filttøj. Da jeg i sin tid var til fødselsdagsfester hos mine klassekammerater, var gaven meget ofte sådan en trold. Og på kroen, den dag i dag, lurer de små trolde på en fra stort set alle sider – lidt hyggeligt. 

ONSDAG 17/7

Udover kroen er havnens vartegn en i 2022 opsat meget stor fem meter høj metalskulptur af en ung kvinde med hestehale, som iført habit og med fødderne solidt plantet på en betonsokkel determineret står og skuer ud over fjorden.

Hun symboliserer en moderne viljefast udgave af Tabita, også en ung kvinde i Hans Kirk’s roman Fiskerne fra 1928, som står og spejder efter sin kæreste, der var fisker. Hans Kirk boede i øvrigt en del af tiden på kroen, mens han skrev bogen samtidigt med, at han hjalp sin farbror med fiskeriet. Og i den senere filmatisering i halvfjerdserne af bogen er flere af scenerne optaget på kroen.

Vi gik lidt rundt på havnen, og så bl.a. denne gamle skude, hvor der sad flere gamle mænd under dæk og ordnede verdenssituationen. Men badning blev det heller ikke til i dag…

Sandelig om der ikke også var kommet et miniature cirkus til byen ned ved havnen. Vi fik talt lidt med cirkusprinsessen og hendes Husky hund, men forestillingen gik vi glip af. Men de kommer til Langeland senere på sæsonenen, så måske…

Der var igen brug for proviantering, så vi gik  op gennem det, der vel må kaldes en landsby – uden kirke. Men en flot stor sten til minde om genforeningen i 1920, var der.

Vi kom forbi en pæn samling ældre, men også nye huse, de fleste nydelige og velholdte. Det lignede absolut ikke et hensygnende sted, hvor ingen ville bo.

Brugsen var udadtil i god gammeldags stil, og indenfor fandt vi alt, vi skulle bruge – og mere til, ja selv trolde…