LEMVIG II 26/7-24 MUSEET FOR RELIGIØS KUNST i LEMVIG

Det smuskregnede denne morgen, men vi gik alligevel en tur langs havnefronten og tilbage langs den ene af byens gågader.

Ikke just den kønneste havnefront, men der var gjort meget for at underholde/aktivere børn og legesyge sjæle.

Hunden til højre ude på broen gad ikke være ude i regnen.

Vi blev mere og mere glade for den lille by med sine mange gode små specialbutikker og sin rolige atmosfære.

Der er sågar en musikskole og en biograf i byen, og ikke at forglemme Ejvinds Bageri helt fra 1956, og vi syntes, at vi regnvejret taget i betragtning havde fortjent et rundstykke og deres fredagskanelstang i metermål.

Vi havde ikke rigtig lyst til at sejle i regnvejret. Så hellere bevæbne sig med paraply og regnjakke og gå ud til det nærliggende og velomtalte museum for religiøs kunst. Sådan som vi ofte opsøger kirker og nu også et museum helliget religiøs kunst, kunne man få den tanke, at vi er vældigt stærke i troen. Det er vi så ikke, snarere store tvivlere, men lidt ånd har man vel lov at ha’, og det åndelige kommer ofte til udtryk i kunsten, også den religiøse og i kirkerne.

Vi gik de 700 m langs havnen og videre af en sti ud til museet, som ligger smukt ud til fjorden og som er en arkitektonisk perle i sig selv.

Ideen til et museum for religiøs kunst (hvad det så end er) opstod i forbindelse med Bodil Kaalund’s årelange arbejde, med de 37 malerier til Lemvig kirke i årene 1977-88, og i 1994 blev museet indviet.

Vi blev budt varmt velkommen af to ældre rare damer, som arbejdede frivilligt i museet. Der var i øjeblikket en særudstilling, GUDINDER, med malerier af en ung kunstner Ida Thorhauge. Værkernes hovedtema var moderskabet og omsorg, emner som er behandlet på utallige måder gennem tiderne, og også hun er er her inspireret af den religiøse ikonografi med Madonnaen og barnet.

Også naturen og dyrene, især heste er inddraget i hendes univers med et håb om en mere ligeværdig fælles fremtid. Stilen er ekspressiv og uden skræk hverken for det store lærred eller farver.

Aldringsprocessen, ung kvinde, moden, gammel og endelig døden optog hende også

En film fortalte om og viste hendes tanker og metoder.

Siden gik vi ind bag et mørkt forhæng i et lige så mørkt rum og så en 30 minutter lang session af uendeligt smukke fotografier og små film, alt sammen vist i et meget langsomt og meditativt tempo. Vi vidste faktisk ikke, hvad vi gik ind til, men efterhånden gik det op for os, at vi var på og i omgivelserne omkring et kloster i Umbrien.

En fotograf, Julie Born Schwartz,, havde gennem to år fået lov at følge især en af nonnerne og deres arbejde i tiden efter et alvorligt jordskælv i regionen. En del af klosteret var faldet ned om ørerne på dem under en seance netop i bederummet, og trods uroen og smerten havde denne unge nonne følt at nogen, en kvinde havde ledt hende ved hånden og givet hende en form for ro. Ude af denne æstetiske boble fortsatte vi ind i en sal, hvor især de faste kunstværker var udstillet, heraf en stor del af Bodil Kaalund.

Hun opholdt sig en årrække i Grønland og var med til at oprette en kunstskole der. Så i Lemvig var der også blevet plads til en lille særudstilling med nogle ret uhyggelige små grønlandske tupilakker. En film om/med en dansk billedhugger Laila Westergaard, 3. generations billedhugger fra Lemvig og nogle af hendes værker havde også fundet vej til museet. Det var fantastisk at se, hvordan hun hurtigt og nærmest musikalsk rytmisk arbejdede i granitten, og hvor detaljerede og følsomt bløde hendes værker efterfølgende fremstod i det hårde materiale.

Således mentalt/åndeligt berigede – og håbefulde forlod vi det lille museum et par timer senere.

I mellem tiden var det klaret op, og vi skyndte os tilbage til Skærsilden og en sildemad, inden vi  satte kurs mod Thyborøn, turens vestligste destination – hvis det ikke bliver Skotland, som Erik har truet med.