24-25/6 2022 Canet d‘en Berenquer- et herligt rekreativt sted

24/6 Pga af formiddagens mange praktiske gøremål kom vi noget senere af sted, end kaptajnen havde ønsket. Vi lagde dog ud i stille vejr, og nød også sejladsen efterhånden som der kom mere vind i sejlene. Det skulle dog eftervejrudsigten blive ret så blæsende ud på eftermiddagen fra øst, og det holdt stik. Halvanden  time fra havn var vi kommet over 10 m/s, og jeg antydede  over for styrmanden, at det måske var tid til tage et reb i storsejlet. Som sagt så gjort og det var godt, for vi kom hurtigt over de 12 m/s i stødene, som der var mange af, og da søen var på tværs af vinden, rullede båden en del til trods for forsejlet. En frisk tur, hvor vi var over 7 knob, men også dejligt at få at vide, at vi var velkomne i den ret lille havn, og at der ville stå to marinero’er og tage i mod os. Vi strøg i fulde fart gennem det lave vand og ind gennem havnehullet, hvor Erik vendte båden på en tallerken, fik storsejlet ned og bakkede let og elegant båden ind langs den anviste flydefinger. Men der skulle fortøjes godt og grundigt for at holde styr på båden i vinden, der kom lidt over 14m/s og først løjede hen af aftenen. 

Det var ellers et rigtigt hyggeligt sted med næsten udelukkende fastliggere, mange af de små “kasketbåde”, men også større lystfartøjer (sejl/motor). Vi lå ved siden af en spritny stor og meget sej motorbåd, som de to utrolig flinke marinero’er gjorde alt, hvad de kunne for at fortøje bedre for at undgå skader på den dyre båd. Men de var bestemt ikke særlig kyndige ud i den kunst, så til sidst, da båden var baldret ind i broen og fået skadet et hjørne, blandede Erik sig og fik (til deres store taknemmelighed) sikret båden mod yderligere skader.

Der lå en hyggelig – og fyldt restaurant i havnen, men vi var desværre for sent på den til frokost. I stedet vi delte to empenadas, vi ikke lige syntes, vi havde overskud til at spise under den just overståede sejlads, og siden gik vi over til den flotte strand ved siden af havnen. Her var der rimelig læ for bølger, så man kunne sagtens bade.

Og bagefter fik vi turens første rigtige drinks, to dejlige mojitos, indtaget i baren bag ved restauranten. Dem skulle vi ha’ haft i havnen  i Valencia, da Erik vendte hjem fra Cartagena med bilen – uden sin cykel. Men da alkohol jo ikke bør anvendes til at drukne ens sorger, blev det ikke til noget den aften.

Aftenen blev efterhånden stille og rolig, så vi kunne sidde og nyde udsigen ud af havnehullet fra vores lidt udsatte gæsteplads.

25/6  Denne weekend blev der afholdt en lokal regatta, som vi kunne følge fra en udsigtspost på molen.

Og Erik trådte endnu en gang til som fortøjningsekspert, denne gang over for ejerne til den beskadigede fine motorbåd, som nu var blevet flyttet til en lidt mindre udsat plads. De  havde heller ikke megen viden om fortøjning, men båden endte da med et par spring og to krydsfortøjninger. De havde set vores flyvende ankomst dagen inden og Eriks supertillægning, så de sugede taknemmeligt til sig af hans guldkorn…

I dag var vi heldige at få et bord til frokost på klubrestauranten. Spaniolerne elsker at spise frokost ude lørdag/søndage, så der var, ud over at nyde den gode mad,  nok at se på. Også tjenerne, en flok sortklædte ferme mænd var værd at iagttage.

Senere vandrede vi med Chico ud langs den lange promenade med palmer og nerier, badede og slappede senere af i cockpittet.

Til den anden side var der en hundestrand og en lang mindre friseret sti, hvor hundeluftere og joggere lod til at have fortrinsret.

På alle måder et rigtig rart og afslappende sted at være oven på det lidt besværlige storbyliv – især når man nu kun havde én cykel.

19-24/6 VALENCIA

19/6 Kort før afgang fra Gandia mod næste mål, Valencia, gik vi morgentur med Chico langs flodløbet op til nogle fine villaer og med udsigt mod fiskehallerne på den modsatte side. Her blev vi vidne til pågribelsen af en formodet cykeltyv. Ungersvenden sad omgivet af 5-6 politimænd/kvinder og bedyrede sin tvivlsomme uskyld.

Lidt interessant episode – ikke mindst med tanke på hvad fremtiden, endnu uvis for os, skulle bringe.

 Vi forsøgte at komme lidt tidligere afsted i dag end vanligt fordi denne distance var vores hidtil længste, 36 sømil mod de sædvanlige småture på omkring 15-20 sømil – tilpasset gamle Chicos tålmodighed og blæredistance. Der ikke megen vind og hedt som sædvanligt, så i dag fik motoren lov at arbejde. Undervejs indbød det rolige grønblå hav til en badetur – Chico måtte nøjes med at blive spulet.

Vi valgte den nordligste havn, Juan Carlos eller Marina de Valencia, tæt op af American Cup havnen, stranden og ikke mindst tættest på Valencias centrum. Også den dyreste havn, men stadig billig 17€ for os. Havneområdet er kæmpestort så til fods, ville man virkelig komme til kort her uden en cykel.

Vi fik en lidt urolig plads, men med udsigt til mange forskellige former for trafik til vands ikke mindst roning.

20/6 I dag skulle Valencia udforskes nærmere. Så vi lagde en cykelrute ind til domkirken- det er altid et godt sted at starte. Vi havde hørt, at der var cykelsti hele vejen, men at den gik igennem så befærdede områder og med så tæt trafik af andre trafikanter, ikke mindst de lynhurtige elløbehjul på den dobbeltrettede cykelsti kom lidt bag på os. Men vi kom da helskindede ind til centrum efter en halv times koncentreret kørsel. Den sidste del gik dog gennem et lavereliggende grønt område.

Valencia er en meget stor by, Spaniens tredjestørste, og det mærkes. Der var en larmende ombygning i gang af pladsen op til kirken, men vi fik set hvad vi ville, var også inde og høre en fin korandagt i et til kirken tilhørende kapel eller lignende.

Vi var også omkring og inde i Spaniens største Mercado for fødevarer, meget smukt – og overvældende.

Vi fandt noget der lignede en ret autentisk tapasrestaurant lige overfor markedet, hvor vi udmattede af cykelturen, varmen og alle indtryk tog et tiltrængt hvil.

Bagefter var der kræfter til at gå lidt mere rundt.

Hjemturen tog vi af en anden lidt længere, men mere grøn rute med mange spændende nyere bygningsværker. Der går et grønt bredt bælte gennem store dele af byen. Tidligere løb floden Túria her, men pga flere fatale oversvømmelser, især i 1957, blev floden omlagt og en flere km lang park, Jardin de Turia, med grønne, frodige områder, rester af gamle broer og smukke beplantninger blev etableret som tiltrængte åndehuller. Der havde været seriøse planer om at lave motorveje rundt om byen i det tidligere flodleje, men det blev heldigvis afværget af aktive borgere – og stort hurra for det.

Inden vi tog tilbage til båden kørte vi en tur forbi Valencias kæmpestore strand, både hvad bredde og længde angår. Jeg trængte i den grad til at blive afkølet, men det var lidt af en skuffelse. Alt for mange mennesker og vandet var lunkent og virkede ikke rent, man vadede tilmed rundt i plastik.

21/6 Storeplanlægningsdag.
Vi havde besluttet, at Erik skulle hente bilen i Cartagena, når vi kom til Valencia. Så i dag startede planlægningen af at kom fra A til B med offentlig transport. Ikke nogen helt enkel sag i Spanien. Vi tog – eller kom til at tage en længere omvej op til den store Estacion del Nord. Undervejs kom vi gennem interessante yderområder med hektisk byggeaktivitet, men også tættere på nogle af de nyere store byggeprojekter så som operahus, teatre, sportshaller, akvarium og uddannelsesinstitutioner, hvoraf flere ligger i relation til den tidligere omtalte park Jardin del Turia.

Arkitekten til mange af disse vilde neofuturistiske bygninger er den berømte spanske arkitekt Santiago Calatrava, tilmed fra Valencia. I øvrigt også står han også bag den kendte 190 m høje snoede bygning Turning Torso i Malmø.

Endelig nåede vi frem til stationen, i sig selv en seværdighed såvel udefra som i indvendig. Tyrefægterarenaen lå llge klods op af stationen.

Men ret irriterende var det at konstatere, at Erik ikke kunne købe nogen billet, fordi han ikke havde sit pas med! Hverken en kopi på mobilen eller et kørekort duede, erklærede en ærkeskrankepave med slet skjult fryd.

Der var ellers meget at se på på stationen, bl.a ovenstående kæmpefigurer. Måske rester af den årlige ”Fallasfest” i marts, hvor der bl.a afholdes en konkurrence om at lave de bedste figurer/dukker. De øvrige bliver brændt på et kæmpebål – under højlydt fyrværkeriaffyring. Festivalen går for at være Europas mest støjende! Men nu vidste vi da, hvor stationen lå – og at det var ret langt væk, især når eneste mulige tog afgik kl. 7 om morgenen. Så vi tænkte, at det var en bedre løsning, at Erik tog med metroen op til stationen. Metroen lå ikke helt så langt fra havnen. Og det forekom også mere trygt at stille cyklen der end ved den store banegård. Så efter en lille ekstra ekskursion op for at finde metrostationen (regn og torden kom der undervejs), blev det planen. Og billetten fik Erik senere købt på nettet. 

Og så er der lige det med Chico. Normalt er vi to om at få ham bugseret sikkert til og fra borde, men når Erik er væk fra seks morgen til ud på aftenen, skal jeg jo kunne klare det på egen hånd. Og han er blevet svag i bagkroppen og er for tung at bære selv for Erik. Vi havde hidtil ligget med stævnen ind og brugt et sindrigt system med en planke stillet på en taburet for at få ham op og ned fra båden. Lidt af et  cirkusnummer. Nu blev jeg så trænet i at få ham ned i gummibåden og ind til den ret lave kajkant. Det største problem i denne manøvre var at komme nedenunder de to agterfortøjninger de bruger på disse kanter – især når jeg skulle tilbage med ham. Jeg svedte og baksede med det, og Erik syntes da ikke, at det kunne være så svært, men til slut indså han dog, at det kunne blive en risikabel affære, især i det blæsevejr de havde lovet. Så i stedet vendte vi båden og fik den lavere agterende ind, som de fleste gør på disse kanter. Prisen var, at den gode udsigt ud over havnebassinet røg. Men det var så ikke helt nok – under proceduren skete der et lille uheld. Noget, antageligt et stykke løst tov, fik forvildet sig ind i skruen, men vi fik da båden bugseret ind til sin nye position. Og hvad der egentlig var sket, måtte vi ha’ til gode at finde ud af, da mørket var ved at lægge sig.

22/6 Store rejsedag.
En god dag at ligge i havn, da der var varslet kraftig vind. Jeg blev tilbage som hundepasser. Erik kom fint til Cartagena med morgentoget og hentede bilen, der stod inde på havneområdet. Også tilbageturen gik fint. Så langt så godt, men da Erik kl. 6 om aftenen kom for at hente sin aflåste cykel,  var den pist borte. Det var bare så ærgerligt – så han kom tilbage med bilen, men uden sin nærmest uundværlige cykel. Først havde han dog været oppe og melde tyveriet på en heldigvis nærliggende politistation, hvor de var utroligt flinke og effektive. Stor respekt for det.

Men hvor var han ked af det. Selvfølgelig er det risikabelt at stille en cykel, låst eller ej, især uden for en station, men man må jo også tage nogle chancer her i livet og håbe det bedste. 

Om aftenen mente Erik, at det ville hjælpe lidt på hans humør at spise ude, og nu havde vi jo bilen. Så vi kørte afsted. Men tænk hvor svært, det kan være ikke bare at finde en parkeringsplads, men også at få et bord, hvis man ikke har bestilt – og næsten hvor som helst. Til slut, kl. 10 om aftenen, var der dog Bingo – både en parkeringsplads, et udendørs

er bord og endda et superhyggeligt sted med nogle virkelig lækre tapas’er. Gran Martinez hed stedet, egentlig en cocktailbar( lige os) på en gade midt inde  i byen og med en smukt oplyst gammel kirke på den modsatte side. Indvendigt var spise/drikkestedet også meget specielt, det viste sig at være et tidligere gammelt apotek, som jo tit også er meget smukke i Danmark.

23/6 Ekstra dag i Valencia

Egentlig ville vi være sejlet videre i dag. Men alt var blevet forsinket, og vi var også stadig lidt nede over gårsdagens hændelse. Og vi havde ikke fået købt ind – den evige svøbe. I stedet for at jamre mere kaldte vi på havnens  24/7 bådtaxi, og lod os samt en stor pose vasketøj transportere over til den modsatte side af havnen, hvor vaskeriet og en endnu ikke afprøvet, men vist nok god havnerestaurant lå. Så mens vask og tørring blev klaret, hyggede vi os med lidt muslinger og stegt klipfisk. 

Nu hvor vi havde bilen, var det jo nemmere at købe ind, troede vi. Vi havde udvalgt et supermarked med parkeringsmulighed, men vi blev ved med at blive omdirigeret af det helt store opbud af politi og afspærringer ned mod kysten samt opstilling af store førstehjælpstelte. Helt uforståeligt for os. Til slut lykkedes det dog og vi fik suppleret op med vand, alkoholfrie øl og hundemad m.m. 

Tilbage i båden fik vi den tanke, at man måske også fejrer Sct. Hans aften i Spanien i en eller anden form, og at det var årsagen til alt ståhej. Og så ganske rigtigt. Om aftenen samles alt, der kan krybe eller kravle på stranden, hvor de spiser, drikker, midnatsbader ved at gå baglæns i vandet. OG ikke mindst fyrer de krudt af næsten til den lyse morgen. Noche de San Juan, som det hedder her.

24/6 Farvel til Valencia

Desværre ville havnen i Valencia ikke lade os parkere på deres område, mens vi sejlede videre, så vi havde lavet en aftale med en parkeringskælder i ret så dyre domme, ikke så langt fra havnen. Og den kørte Erik nu bilen ned til. 

Så var der blot en lille uløst detalje tilbage. Var der stadig et eller andet i skruen?Erik er forståeligt nok ikke så meget for havnebadning, så han forsøgte sig med vores lille undervandskamera – og ganske rigtigt der sad et par omgange tyndt tov rundt om skruen. Det kunne løsnes med bådshagen men kom ikke helt ud, så til slut hoppede Erik i baljen, iført sin gode snorkelmaske og fik heldigvis hurtigt befriet skruen. 

Herefter kunne vi endelig sige farvel til Valencia og sejle ud af havnen.

17-18/6 2022 GANDÍA

Heldigvis havde Erik det godt igen, så vi vovede os afsted. Efter endnu en rolig sejlads nærmede vi os Gandía som har en mindre havn, ikke en decideret Marina. Vi havde forgæves forsøgt at maile vedr. en plads, men havde intet hørt, så vi var lidt spændte på, om alt var “completo”. Det var det så ikke, en kvik, ung  fyr kom og tog i mod os efter vores VHF-opkald. Dette var mest af alt en lokalhavn, men med plads og hjerterum for gæster. Chico måtte endda komme med ind i det lillebitte, men kølige kontor, og her blev formaliteterne for en gangs skyld hurtigt overståede. Her var billigt, og vi fik sågar en nøgle til skurvognsfaciliteterne –  helt uden at skulle betale depositum. Hvis det ikke var for Coronaen, havde der der nok været en helt ny Marina – det var i al fald planen. Men vi følte os godt tilpas i de lidt rodede omgivelser og de mange fiskeglade/gale sejlere i havnen tilsyneladende også.

Den kystnære del af byen er en decideret nyere bade- og turistby, men pænt anlagt med en bred, bred palmepromenade med det grønneste grønne – rigtige græs. Man fik helt ondt i øjnene. Og Chico nød det ligeså meget, som vi nød hver vores is.

Vi havde ikke købt ind så på hjemvejen, efter at ha’ badet fra den brede sandstrand,  bestilte vi bord på en restaurant helt ud til havet, som havnemesteren havde anbefalet os. Vi plejer ikke at bestille bord, men vi har ofte oplevet, at alt var optaget, så denne fredag aften gjorde vi en undtagelse.

Det viste sig at være svært at komme uden om en større menu på dette sted, men godt smagte det. At vi også havde en lidt klovneagtig, men meget opmærksom og hjælpsom ældre tjener gjorde ikke oplevelsen ringere. Men, tro det eller ej, vi er ikke vant til at spise så meget og slet ikke om aftenen, så vi sov begge lidt uroligt.

18/6 Den følgende dag – efter lidt indkøb, cyklede vi ind til den ældre, oprindelige del af Denía by godt 4 km eller 20 minutter på cykel inde i landet af en smuk cykelsti.

Der var en gammel bykerne med en flot domkirke og rådhus, hvor en vielse lod til at være i gang. Ret så uforvarende kom jeg her, til Eriks forbløffelse, til at deltage i en tilhørende fyrværkeriseance, noget jeg normalt holder mig langt fra.

Kronjuvelen var dog et udefra ikke så iøjenfaldende palads, Palau Ducal Gandia, der dog rummede et prægtigt indre, som vi, som næsten de eneste, besøgte denne lørdag eftermiddag.

Her boede og regerede flere generationer af den berømte/berygtede Borja eller Borga hertugfamilie i perioder gennem mere end et århundrede i 14-15 hundredetallet. Det er en temmelig indviklet, men også ret spændende historie:

Historien tog rigtig fart da den aldrende Alfonso Borja 1378-1458 i 1455 som et kompromis og lidt som en gammel pauseklovn blev udnævnt til pave i Rom. Der var på dette tidspunkt mange adelige italienske kardinaler, der gerne ville til pavefadet og for ikke at støde nogen valgte man en udefrakommende spaniol. Calixtus III, som hans pavenavn blev spildte dog ikke tiden og i sine tre år på posten, nåede han at promovere sin rige og dygtige, men vist også på mange måder skruppelløse nevø Rodrigo 1431-1503 til kardinal. Denne besteg til mange italieneres utilfredshed pavestolen som pave Aleksander VI i 1492 og sad frem til 1503. Inden, og måske også efter Rodrigo blev pave, nåede han at få adskillige børn med forskellige kvinder. Til stor forargelse for Vatikanet – dog mest fordi han vedkendte sig og tog sig af mange af disse børn.
I 1485 blev hans ældste søn Pedro Luis 1458-91 udnævnt til den første hertug af Gandia som belønning for diverse heroiske krigsbedrifter i bl.a. Ronda i Andalusien – eller som led i den udbredte nepotisme. Han flyttede som den første Borgia ind i paladset i Gandía, som herefter løbende gennemgik en pragtombygning.
Det måske i vor tid mest kendte, om ikke andet fra diverse kulørte netflixserier, medlem af Borgiaslægten er nok Lucretzia Borgia 1480-1517.

Hun var udover at være skarpsindig (og med alderen særdeles indflydelsesrig for en kvinde på den tid), meget smuk med et langt rødlokket hår, der efter sigende var så tungt, at hun ikke selv kunne bære det i våd tilstand. Hun nåede at være gift med hele tre mænd – alle strategisk arrangerede af hendes magtfulde far. Det første ægteskab, indgået da hun var blot 13 år, blev ophævet pga mandens påståede impotens, mand nr. to tog hun efter sigende livet af (det var vist rent faktisk hendes bror Cesare, der stod bag et giftmord), mens ægteskab nr. tre i visse henseender var lykkens gang (bortset fra at ægtemanden efter sigende smittede hende med syfilis) Men ni barnefødsler senere døde den efterhånden noget udmattede Lucretzia i barselsseng i Ferrara til den italienske ægtemands store sorg.

Den sidste og mest fromme af Borgiaslægten og oldebarn af førstnævnte pave Calixtus var hertug Francis Borgia 1510-72. Han, som både blev født og døde i paladset, oprettede i 1543 efter sin hustrus død tilmed et jesuitteruniversitet og endte med tre år senere selv at tilslutte sig den strenge jesuitterorden. To år før sin død blev han i 1570 endda kanoniseret af den daværende pave Clement.

Sammenfattende kan man sige, at lige så udskældt Borgia familien er, ikke mindst i Italien, ligeså glorificeret er den tilsyneladende i Spanien. Meget tyder dog på, at italienerne ikke mindst i forne tider smurte tykt på, for at få de spanske indtrængere sat i et dårligt lys – men hvem ved… Man skal nok ikke tro på alt, hvad man hører. Interessant er det også, at denne slægt i den grad bevægede sig frem og tilbage mellem store afstande både i Spanien og til og fra Rom.

Lidt udmattede efter at ha’ været udsatte for historiens vingesus, satte vi os på den smukke kirkeplads op til kirken og delte en minimal sushianretning.

Herefter fortsatte vi forbi ” De frommes plads” ud for Francis’ tidligere jesuitter universitet, hvor store bronzefigurer af nogle af de mest prominente medlemmer af denne spændende slægt er opstillede.

Herefter satte vi os op på vores trofaste jernheste og kørte tilbage nu af en anden rute tættere på et flodløb og det store område op til havnen tilegnet erhvervsfiskeriet.

Hyggelig stille aften i båden med sammenbiks af hvad vi nu havde. Og sen aftentur med Chico op på den brede promenade, som også nu var godt fyldt op med spanioler i alle aldre. Her blev virkelig promeneret og solgt mange is.

13-16/6 2022 DENIA

Efter en sidste afkøling slap vi ankerbøjen og sejlede mod Denia. Undervejs passerede vi det imponerende 175 m lodret høje Cabo de San Antonio i 4-5 m/s sydlig vind. Kort efter friskede vinden dog hurtigt betydeligt op. Vi havde spilet forsejl og fuldt storsejl, men da vi kom op på de 10 m/s, blev forsejlet halet ind. Da vi hastigt nærmede os Denia’s havn, undlod vi at rebe. Ti minutter senere lod vi storsejlet falde og sejlede ind i havnen, nu var vi oppe på 10-12 m/s som snart øgede til 14 m/s. Når man sejler med vinden, føles det jo ikke af så meget. Det, der måske generede os lidt, var at der kun var varslet max. 10 m/s og først langt senere på dagen. Endnu en gang var der to havne, og den billigste iflg. Navily ville ikke have os, så vi havnede så at sige i Marina de Denia til 42€ pr. nat. Efter et par dage på lidt smalkost og lidt rystede over, at det faktisk stadig godt kunne blæse på Middelhavet, satte vi os på det nærmeste og hyggelige spisested langs havnefronten og fik en fin, men moderat frokostmenu i den store og næsten for flotte marina; bagefter holdt vi en tiltrængt siesta på langs i Skærsilden, mens vinden peb i master og vanter.

Ud på aftenen, da temperaturen var faldet noget, fandt Erik sin cykel frem og tog op og købte lidt flutes og noget til morgenmad. Marinaen, som er gigastor ligger et stykke fra byen, så det er godt med cyklerne.

TIRSDAG 14/6. I dag har vi begge været på cykeltur til den nordlige del af byen. Her er en tredje mindre og lidt billigere havn, Marina de Portet, som vi nok flytter over til i morgen. Her er endda en lille hundestrand – den første vi er stødt på i år. Ud for denne strand var der også kitesurfere og andre former for vand/vindakrobatik. Så her slog vi os ned på en lille biks og så på henholdsvis hunde og surfere.

Igen i dag blev det reelt blæsevejr lidt ud på eftermiddagen, så man skal vist sejle ud lidt tidligere, end vi ofte gør. På hjemvejen cyklede vi gennem den gamle charmerende bydel, som ligger tæt på El Portet havnen.

ONSDAG 15/6 flyttede vi som tænkt havn og ligger nu de næste to dage på en rigtig god plads yderst på en bro med udsigt til bjergene, den gamle by og med resterne af et gammelt slot lige overfor os. Slottet har oprindeligt været en form for fæstningsanlæg, senere blev det beordret nedrevet, men blev så undervejs overtaget af private, der dyrkede druer og producerede rosiner på stedet. Nu er det så byens topattraktion og under restaurering.

Vi må med skam melde, at vi IKKE var oppe og nyde udsigten der oppe fra – heden og måske også alderen trykker… Så vi har ikke været særlig aktive, men vi cyklede en tur og fandt et hyggeligt sted at få frokost uden for byen bagved klitterne og stedets lange, fine sandstrand. Bagefter var jeg nede og bade. Erik er mest til at bade fra båden – eller slet ikke… Men vi syntes begge, at det var skønt at ligge lidt på stranden med blæsten i håret. Senere havde vi Chico med ned til hundestranden lige bag ved havnen. Han syntes, at det var interessant med alle de mange hunde i alle størrelser, men han var meget forsigtig med ikke at gå for langt ud, soppede faktisk kun, selv om der var fin sandbund og ingen bølger.

TORSDAG 16/6 Efter en temperaturmæssig “hot” nat stod vi op til en ikke mindre hed dag. Efter at ha’ luftet skibshunden ved stranden fortsatte vi op i byen og fandt et tiltalende sted at få morgenmad i et delvist udendørs streetmarked. Kaffe, et glas friskpresset juice og en croissant – og vand til Chico. Bagefter cyklede Erik op til en bådudstyrsbutik og fik ombyttet en tom gasbeholder til en fyldt. Så trist pludselig at løbe tør midt i madlavningen, når man ligger på en ellers skøn ankerplads. De følgende par timer krøb vi i skjul i bunden af båden med ventilatoren tændt. Jeg morede mig med Skærsildbloggen, og Erik var også på “kontoret”. 

Først ved tretiden hoppede vi på cyklerne og kørte lidt sydpå ud af byen langs stranden. Nu ud på eftermiddagen blæste det vanen tro godt igen. Herligt. Vi spiste lidt og (for en gangs skyld) også ret dårligt på en strandcafé, badede og solede os lidt – og kiggede på andre folk. Så hidtil en stille og ikke videre begivenhedsrig dag.

Aftenen blev lidt anderledes end planlagt, idet Erik havde en fornemmelse af, at en blærebetændelse var under opsejling (ha), noget ingen af os ellers er tilbøjelige til at få – undtagen når vi er ude at sejle, og det er ikke spor rart. Da weekenden nærmede sig, turde selv Erik ikke bare se tiden an, men fik af havnekontoret anvist et nærliggende sygehus, 8 km væk, som han klokken 18 så cyklede ud til.

Flot sygehus, flinkt personale, men mange patienter hvoraf mange var tydeligt dårlige – så laaang ventetid på alt. Ved midnatstid vendte Erik så endelig hjem, med en pizza på bagagebæreren og et godt råd om at drikke (endnu) mere og evt. tage nogle panodiler. Der var, sådan set heldigvis, ingen tegn på infektion. Det er åbenbart bare svært at holde væskebalancen oppe,  når det er så varmt, selv om vi synes, at vi drikker og drikker, mest vand, hele tiden….

11-13/6 Cala Sardinera 

Vi havde fra et engelsk par Paula og John , som vi traf sidste sommer, fået et tip om en god ankerplads i Cala Sardinera lidt længere nord på. De boede faktisk selv i området. Så efter en indkøbstur, sagde vi farvel til Altea og sejlede ud i endnu en solskinsdag med lette sydlige vinde. Langs en dramatisk klippekyst nåede vi sidst på eftermiddagen rundt om Cabo de la Nao og snart efter frem til ankerbugten, som var perfekt hvad vejr og vind angik.

Vi var dog ikke de eneste, der denne steghede  lørdag  havde fundet vej hertil. Smækre unge piger dansede på dækket til vild diskomusik på mere end en motorbåd og de unge fyre hujede opmuntrende.

Til gengæld grinede de godt af os, der iført redningsveste sejlede i land med Chico i vores nødtørftigt lappede gamle gummibåd. De næste gange slækkede vi dog lidt på sikkerheden, så det kun var Chico, der blev tvangsindlagt til vesten. Han er nu både dygtig og glad for at sejle i gummibåd – bare nogen gange lidt for ivrig, når han skal til og fra den. Faktisk var der tilmed lagt fine nye, gratis bøjer ud, hvilket gjorde det hele meget lettere. Og for ikke at beskadige havbunden var ankring ikke tilladt.

Hen under aften sejlede de fleste, især de mindre motorbåde dog væk, så vi var nok kun fem-seks både tilbage, der overnattede.

Det var så dejligt at ligge her, så vi tog en dag og overnatning mere. Allerede søndagen var mere stilfærdig, og for det mere modne segment – søndagsfrokost m.m. Men gys – badevandet var her kun 23,8 grader og det er koldt, når man er blevet vant til små 30 grader, men klart mere forfriskende.

Mandag formiddag, inden det blev alt for varmt, fik vi (-Chico) gået en tur ad fine stier op i højderne med mange breathtaking wiews.

8-10/6 2022 Altea

På trods af alle La Vila Joiosa’s herligheder sejlede vi dog videre omkring middagstid. Måske er vi blevet lidt rastløse, men vi regner med at blive tre dage i næste havn Altea, et sted vi også havde hørt godt om. Undervejs passerede vi Benidorm, hvor alt lader til at være højhuse, ja nærmest skyskrabere, som er kilet ind mellem kystens dramatiske klipper. Kunne ha’ været Dubai eller New York.

Sidst på eftermiddagen nåede vi frem og fik anvist en plads i havnen. Vi følte straks, at der var en god atmosfære med mange lokale bådejere, der var i gang med klargøring af deres både. Og det var ikke en kæmpestor Marina. Så heller ikke her så vi mange gæstesejlere – ikke at det gør noget. Noget andet rart og lidt festligt  var, at vi ved ankomsten blev budt to glas cava i den nydelige restaurant tilhørende sejlklubben. Man var hurtigt ude af havneområdet, og vi kunne gå små ture med Chico langs kysten på et bredt bilfrit fortov, faktisk den halve vejbane. Her var også en lille stenstrand, med livredder samt en strandbar drevet af et par unge fyre. Her kunne Erik sidde med Chico og en øl, mens jeg badede. Og jeg ku’ få en kop café con leche efter dyppet. På den anden side af havnen lå den nyere del af byen langs en lang stenstrand og bag til oppe i højden lå den gamle bydel.

9/6 Dagen efter fandt vi  cyklerne frem, og cyklede så langt vi kunne og forsatte til fods op af stejle gader i den smukke gamle by til den fine kirke med kuplet blankglaseret tegltag, der kunne ses viden om.

Undervejs var der mange smukke udsigter.

På kirketorvet var der flere caféer og særlig en restaurant, hvis beliggenhed og menu, vi ikke kunne modstå.

En flaske rosévin og et lækkert måltid senere tumlede vi ned gennem de små gader til vores cykler, som trillede os hjem til båden, og lidt senere tog vi en luftetur med Chico ned til den lille strand.

10/6 Vi befandt os så godt i Altea, så vi tog endnu en dag her, hvor vi atter cyklede en tur, men nu lidt mod syd. Eriks mobil var blevet totalt underlig, og i nabobyen var der en butik, der måske kunne ordne den. Og lidt bedre blev den da med en ny skærm. 

Der var mange restauranter langs kysten her.

Man støder på mange forskellige skæbner. I vores ældre og lidt forsømte nabobåd mere eller mindre boede en 75 årig kvinde tidligere læge, polsk født, tidligere hollandsk gift med en ditto læge. Efter et malerkursus i omegnen af Altea faldt hun for (og købte) et middelalderligt stenhus på toppen af et bjerg. Manden til gengæld faldt for en massør nede i byen, og så var hun pludselig en enlig, midaldrende, grædende kvinde. Nu mange år senere var hun ved at sælge huset og boede mest i båden ( når hun ikke var i sin lille lejlighed i Amsterdam). Hun havde tidligere sejlet med en ven, men også alene, men det lød til at være snart længe siden. Hun var en nydelig dame, men hukommelsen var vist ikke,  hvad den havde været, så vi fik de samme historier en del gange. Der kommer jo noget til os alle med tiden…

7/6 2022 La Vila Joiosa

Ud på formiddagen forlod vi Tabarca og tog videre mod byen La Vila Joiosa, som vi havde hørt godt om, og som lød til at være mere efter vores smag end f.eks. Santa Pola. Og La Vila Joiosa er anderledes end de fleste spanske kystbyer. En stor del af husene i den gamle bydel er her malede i forskellige muntre farver – rød, grøn, orange, gul og blå. Ikke noget med hvidt her.

Et andet karakteristika for byen er , at den i sine tider har været udskibningshavn for papir og andet til brug ved fremstilling af tobaksvarer i Caribien. Når så  skibene (forhåbentlig) vendte retur, var de lastede med bl.a. cacaobønner, som byen brugte til at lave chokolade på flere forskellige chokoladefabrikker, hvoraf flere stadig er aktive. Derfor har byen fået tilnavnet “ckokoladebyen”. Vi besøgte et fint cafeteria som forhandlede chokolade fra en af disse, Valor, og som også serverede churros med tyk varm chokolade. Dette kan være en særdeles ækel affære, men her var det absolut spiseligt – i små mængder.

Derudover var byen en behagelig almindelig by kombineret med alt der hører sig til en badeby, palmer, restauranter og en lang, lang fin strand med forskellige vandaktiviteter.

6-7/6 2022 Ø’en Tabarca

Samtidig med Chicos morgenluftetur fandt vi en antagelig café, ja nærmest hyggelig, hvor vi fik lidt morgenmad, og senere fik vi i et udmærket supermarked fyldt maddepoterne op. Nu skulle vi nemlig ud og ligge for anker… 

Lidt ud for Santa Pola ligger den lille ø Tabarca med kun ca. 70 fastboende, og den er virkelig et besøg værd. Øen har en interessant og broget fortid, den har bl.a. været beboet af pirater. Der er en stor, men delvis faldefærdig kirke og mange fine huse i de små smalle gader. Der er gode ankerpladser på begge sider af øen, der består af en højere og en lavere klippe del. Vi havde ventet med at besøge øen til mandag dels pga vinden, der skulle lægge sig helt om natten, dels fordi der ville være færre endagsturister end i weekenden. Og det var klogt, fordi der ankom stadig en lind strøm af færger fra Santa Pola og Alicante med eventyrlystne turister. Selve sejlturen derover var også bemærkelsesværdig god. Vi sejlede kryds, ellers ikke noget vi ynder, men denne varme dag og i let vind 4 m/s,var det en skøn sejlads.

Selv om vi havde provianteret, gik vi nu alligevel op til en hyggelig restaurant (som der var mange af på den ikke helt øde ø) og delte en portion sardiner og noget grillet blæksprutte. Lidt men godt.

Vi fortsatte ud gennem den gamle byport og kom ud til den vestlige spids af øen, hvor man kunne fortsætte ved hoppe fra sten til sten – hvis man turde…

 Der var en del andre ankerliggere, men det gik ret nemt at finde en plads og at få ankeret til at ligge, selv om der var en del søgræs. Der var rigtig mange fine fisk der svømmede rundt i beplantningen. Vandet var friskt at bade i- en smule koldere end vanligt.

Men ud på aftenen da vinden løjede helt, kom der nogle ubehagelige dønninger ud af det blå ingenting. Men det blev vel bedre tænkte vi. Men præcis som vi havde hældt rødvin i glassene m.m. blev det så grelt, ikke mindst fordi vi kom alt for tæt på en nærliggende stor katamaran, at vi skyndsomst måtte sætte (ikke hælde) glassene ned i vasken og få ankeret op i en fart. Efter lidt frem og tilbage manøvrer fandt vi en bedre plads, hvor dønningerne af uvisse årsager også blev mindre. Og så kom flutes, skinke, pølse, ost og rødvinen atter på bordet.Resten af aftenen og natten forløb helt fredeligt.

Tirsdag 7/6

Vi var inde og gå morgentur på Tabarca  med Chico, og på dette tidspunkt, hvor turistfærgerne endnu ikke var begyndt at komme, var der en ganske anden stemning i de små gader.

5/6 2022 Santa Pola 

Vi havde ikke kunnet købe ind de to seneste besøgte steder, så nu var vi nødt til at få provianteret lidt, hvorfor vi sejlede mod Santa Pola, hvor alt der kunne købes for penge måtte findes. Dagen efter ville vi nemlig sejle over til en lille ø Tabarca. Der var to havne, den ene til til rimelige penge, 27 €, men ak – todo completo, så vi måtte acceptere Marina Miramar til 49 € for en nat. Havnen og faciliteterne var upåklagelige men smerteligt dyrere. Og hele havnefronten mindede om et stort udendørs Rosengårdcenter inklusive muzak – skønt hvis man er til den slags. På den anden side af havnen lå der en masse småfærger, der konkurrerede om at sejle folk over til den nærliggende ø Tabarca – og lidt længere henne en fin strand. Selve byen var pænt stor, men ret uinteressant. Et gammelt middelalder Castello havde dog overlevet som et plaster på såret.

At jeg netop i disse dage havde læst og afsluttet den prisvindende bog Blomsterdalen centreret om unge grønlænderes ekstremt høje forekomst af selvmord var måske også medvirkende til til en form for akut opstået depression. Ikke en dårlig bog, men trist, trist. Og jeg fik ikke taget et eneste foto af Santa Pola – Erik hele tre – alle af Castello’et.

Ud på aftenen hentede Erik en pizza til os oppe fra Rosengårdsfilialen så efter en dag uden stort set at ha’ spist lettede depressionen lidt. Faktisk var blomsterbeplantningen i havneområdet både ret pæn og velholdt…

4/6 2022 Marina de  Las Dunas

Også dette sted levede i sin afsondrethed fra larm og ballade m.m. op til vores præferencer. Der var endda kun én restaurant i nærheden, og det var en trist cafeterialignende en af slagsen samt en tom, men ret fancy bar.

Havnen lå som navnet antyder i et klitlignende område, som i sin tid var tiltænkt en bedre skæbne. Det var som om havet havde borteroderet sandet, og nu stod nogle lidt triste, halvfarlige jordlignende stejle skrænter tilbage.

Det lange havneindløb, en del af en mindre flod var befæstet med lange betonmoler, og her blev der fisket på livet løs – og ikke af turister.

En fin havn, men ikke et sted vi havde lyst at have mere end en overnatning i.