Gandía- to byer i en

17-18/6 2022 GANDÍA

Heldigvis havde Erik det godt igen, så vi vovede os afsted. Efter endnu en rolig sejlads nærmede vi os Gandía som har en mindre havn, ikke en decideret Marina. Vi havde forgæves forsøgt at maile vedr. en plads, men havde intet hørt, så vi var lidt spændte på, om alt var “completo”. Det var det så ikke, en kvik, ung  fyr kom og tog i mod os efter vores VHF-opkald. Dette var mest af alt en lokalhavn, men med plads og hjerterum for gæster. Chico måtte endda komme med ind i det lillebitte, men kølige kontor, og her blev formaliteterne for en gangs skyld hurtigt overståede. Her var billigt, og vi fik sågar en nøgle til skurvognsfaciliteterne –  helt uden at skulle betale depositum. Hvis det ikke var for Coronaen, havde der der nok været en helt ny Marina – det var i al fald planen. Men vi følte os godt tilpas i de lidt rodede omgivelser og de mange fiskeglade/gale sejlere i havnen tilsyneladende også.

Den kystnære del af byen er en decideret nyere bade- og turistby, men pænt anlagt med en bred, bred palmepromenade med det grønneste grønne – rigtige græs. Man fik helt ondt i øjnene. Og Chico nød det ligeså meget, som vi nød hver vores is.

Vi havde ikke købt ind så på hjemvejen, efter at ha’ badet fra den brede sandstrand,  bestilte vi bord på en restaurant helt ud til havet, som havnemesteren havde anbefalet os. Vi plejer ikke at bestille bord, men vi har ofte oplevet, at alt var optaget, så denne fredag aften gjorde vi en undtagelse.

Det viste sig at være svært at komme uden om en større menu på dette sted, men godt smagte det. At vi også havde en lidt klovneagtig, men meget opmærksom og hjælpsom ældre tjener gjorde ikke oplevelsen ringere. Men, tro det eller ej, vi er ikke vant til at spise så meget og slet ikke om aftenen, så vi sov begge lidt uroligt.

18/6 Den følgende dag – efter lidt indkøb, cyklede vi ind til den ældre, oprindelige del af Denía by godt 4 km eller 20 minutter på cykel inde i landet af en smuk cykelsti.

Der var en gammel bykerne med en flot domkirke og rådhus, hvor en vielse lod til at være i gang. Ret så uforvarende kom jeg her, til Eriks forbløffelse, til at deltage i en tilhørende fyrværkeriseance, noget jeg normalt holder mig langt fra.

Kronjuvelen var dog et udefra ikke så iøjenfaldende palads, Palau Ducal Gandia, der dog rummede et prægtigt indre, som vi, som næsten de eneste, besøgte denne lørdag eftermiddag.

Her boede og regerede flere generationer af den berømte/berygtede Borja eller Borga hertugfamilie i perioder gennem mere end et århundrede i 14-15 hundredetallet. Det er en temmelig indviklet, men også ret spændende historie:

Historien tog rigtig fart da den aldrende Alfonso Borja 1378-1458 i 1455 som et kompromis og lidt som en gammel pauseklovn blev udnævnt til pave i Rom. Der var på dette tidspunkt mange adelige italienske kardinaler, der gerne ville til pavefadet og for ikke at støde nogen valgte man en udefrakommende spaniol. Calixtus III, som hans pavenavn blev spildte dog ikke tiden og i sine tre år på posten, nåede han at promovere sin rige og dygtige, men vist også på mange måder skruppelløse nevø Rodrigo 1431-1503 til kardinal. Denne besteg til mange italieneres utilfredshed pavestolen som pave Aleksander VI i 1492 og sad frem til 1503. Inden, og måske også efter Rodrigo blev pave, nåede han at få adskillige børn med forskellige kvinder. Til stor forargelse for Vatikanet – dog mest fordi han vedkendte sig og tog sig af mange af disse børn.
I 1485 blev hans ældste søn Pedro Luis 1458-91 udnævnt til den første hertug af Gandia som belønning for diverse heroiske krigsbedrifter i bl.a. Ronda i Andalusien – eller som led i den udbredte nepotisme. Han flyttede som den første Borgia ind i paladset i Gandía, som herefter løbende gennemgik en pragtombygning.
Det måske i vor tid mest kendte, om ikke andet fra diverse kulørte netflixserier, medlem af Borgiaslægten er nok Lucretzia Borgia 1480-1517.

Hun var udover at være skarpsindig (og med alderen særdeles indflydelsesrig for en kvinde på den tid), meget smuk med et langt rødlokket hår, der efter sigende var så tungt, at hun ikke selv kunne bære det i våd tilstand. Hun nåede at være gift med hele tre mænd – alle strategisk arrangerede af hendes magtfulde far. Det første ægteskab, indgået da hun var blot 13 år, blev ophævet pga mandens påståede impotens, mand nr. to tog hun efter sigende livet af (det var vist rent faktisk hendes bror Cesare, der stod bag et giftmord), mens ægteskab nr. tre i visse henseender var lykkens gang (bortset fra at ægtemanden efter sigende smittede hende med syfilis) Men ni barnefødsler senere døde den efterhånden noget udmattede Lucretzia i barselsseng i Ferrara til den italienske ægtemands store sorg.

Den sidste og mest fromme af Borgiaslægten og oldebarn af førstnævnte pave Calixtus var hertug Francis Borgia 1510-72. Han, som både blev født og døde i paladset, oprettede i 1543 efter sin hustrus død tilmed et jesuitteruniversitet og endte med tre år senere selv at tilslutte sig den strenge jesuitterorden. To år før sin død blev han i 1570 endda kanoniseret af den daværende pave Clement.

Sammenfattende kan man sige, at lige så udskældt Borgia familien er, ikke mindst i Italien, ligeså glorificeret er den tilsyneladende i Spanien. Meget tyder dog på, at italienerne ikke mindst i forne tider smurte tykt på, for at få de spanske indtrængere sat i et dårligt lys – men hvem ved… Man skal nok ikke tro på alt, hvad man hører. Interessant er det også, at denne slægt i den grad bevægede sig frem og tilbage mellem store afstande både i Spanien og til og fra Rom.

Lidt udmattede efter at ha’ været udsatte for historiens vingesus, satte vi os på den smukke kirkeplads op til kirken og delte en minimal sushianretning.

Herefter fortsatte vi forbi ” De frommes plads” ud for Francis’ tidligere jesuitter universitet, hvor store bronzefigurer af nogle af de mest prominente medlemmer af denne spændende slægt er opstillede.

Herefter satte vi os op på vores trofaste jernheste og kørte tilbage nu af en anden rute tættere på et flodløb og det store område op til havnen tilegnet erhvervsfiskeriet.

Hyggelig stille aften i båden med sammenbiks af hvad vi nu havde. Og sen aftentur med Chico op på den brede promenade, som også nu var godt fyldt op med spanioler i alle aldre. Her blev virkelig promeneret og solgt mange is.