Valencia – en delvis hård omgang

19-24/6 VALENCIA

19/6 Kort før afgang fra Gandia mod næste mål, Valencia, gik vi morgentur med Chico langs flodløbet op til nogle fine villaer og med udsigt mod fiskehallerne på den modsatte side. Her blev vi vidne til pågribelsen af en formodet cykeltyv. Ungersvenden sad omgivet af 5-6 politimænd/kvinder og bedyrede sin tvivlsomme uskyld.

Lidt interessant episode – ikke mindst med tanke på hvad fremtiden, endnu uvis for os, skulle bringe.

 Vi forsøgte at komme lidt tidligere afsted i dag end vanligt fordi denne distance var vores hidtil længste, 36 sømil mod de sædvanlige småture på omkring 15-20 sømil – tilpasset gamle Chicos tålmodighed og blæredistance. Der ikke megen vind og hedt som sædvanligt, så i dag fik motoren lov at arbejde. Undervejs indbød det rolige grønblå hav til en badetur – Chico måtte nøjes med at blive spulet.

Vi valgte den nordligste havn, Juan Carlos eller Marina de Valencia, tæt op af American Cup havnen, stranden og ikke mindst tættest på Valencias centrum. Også den dyreste havn, men stadig billig 17€ for os. Havneområdet er kæmpestort så til fods, ville man virkelig komme til kort her uden en cykel.

Vi fik en lidt urolig plads, men med udsigt til mange forskellige former for trafik til vands ikke mindst roning.

20/6 I dag skulle Valencia udforskes nærmere. Så vi lagde en cykelrute ind til domkirken- det er altid et godt sted at starte. Vi havde hørt, at der var cykelsti hele vejen, men at den gik igennem så befærdede områder og med så tæt trafik af andre trafikanter, ikke mindst de lynhurtige elløbehjul på den dobbeltrettede cykelsti kom lidt bag på os. Men vi kom da helskindede ind til centrum efter en halv times koncentreret kørsel. Den sidste del gik dog gennem et lavereliggende grønt område.

Valencia er en meget stor by, Spaniens tredjestørste, og det mærkes. Der var en larmende ombygning i gang af pladsen op til kirken, men vi fik set hvad vi ville, var også inde og høre en fin korandagt i et til kirken tilhørende kapel eller lignende.

Vi var også omkring og inde i Spaniens største Mercado for fødevarer, meget smukt – og overvældende.

Vi fandt noget der lignede en ret autentisk tapasrestaurant lige overfor markedet, hvor vi udmattede af cykelturen, varmen og alle indtryk tog et tiltrængt hvil.

Bagefter var der kræfter til at gå lidt mere rundt.

Hjemturen tog vi af en anden lidt længere, men mere grøn rute med mange spændende nyere bygningsværker. Der går et grønt bredt bælte gennem store dele af byen. Tidligere løb floden Túria her, men pga flere fatale oversvømmelser, især i 1957, blev floden omlagt og en flere km lang park, Jardin de Turia, med grønne, frodige områder, rester af gamle broer og smukke beplantninger blev etableret som tiltrængte åndehuller. Der havde været seriøse planer om at lave motorveje rundt om byen i det tidligere flodleje, men det blev heldigvis afværget af aktive borgere – og stort hurra for det.

Inden vi tog tilbage til båden kørte vi en tur forbi Valencias kæmpestore strand, både hvad bredde og længde angår. Jeg trængte i den grad til at blive afkølet, men det var lidt af en skuffelse. Alt for mange mennesker og vandet var lunkent og virkede ikke rent, man vadede tilmed rundt i plastik.

21/6 Storeplanlægningsdag.
Vi havde besluttet, at Erik skulle hente bilen i Cartagena, når vi kom til Valencia. Så i dag startede planlægningen af at kom fra A til B med offentlig transport. Ikke nogen helt enkel sag i Spanien. Vi tog – eller kom til at tage en længere omvej op til den store Estacion del Nord. Undervejs kom vi gennem interessante yderområder med hektisk byggeaktivitet, men også tættere på nogle af de nyere store byggeprojekter så som operahus, teatre, sportshaller, akvarium og uddannelsesinstitutioner, hvoraf flere ligger i relation til den tidligere omtalte park Jardin del Turia.

Arkitekten til mange af disse vilde neofuturistiske bygninger er den berømte spanske arkitekt Santiago Calatrava, tilmed fra Valencia. I øvrigt også står han også bag den kendte 190 m høje snoede bygning Turning Torso i Malmø.

Endelig nåede vi frem til stationen, i sig selv en seværdighed såvel udefra som i indvendig. Tyrefægterarenaen lå llge klods op af stationen.

Men ret irriterende var det at konstatere, at Erik ikke kunne købe nogen billet, fordi han ikke havde sit pas med! Hverken en kopi på mobilen eller et kørekort duede, erklærede en ærkeskrankepave med slet skjult fryd.

Der var ellers meget at se på på stationen, bl.a ovenstående kæmpefigurer. Måske rester af den årlige ”Fallasfest” i marts, hvor der bl.a afholdes en konkurrence om at lave de bedste figurer/dukker. De øvrige bliver brændt på et kæmpebål – under højlydt fyrværkeriaffyring. Festivalen går for at være Europas mest støjende! Men nu vidste vi da, hvor stationen lå – og at det var ret langt væk, især når eneste mulige tog afgik kl. 7 om morgenen. Så vi tænkte, at det var en bedre løsning, at Erik tog med metroen op til stationen. Metroen lå ikke helt så langt fra havnen. Og det forekom også mere trygt at stille cyklen der end ved den store banegård. Så efter en lille ekstra ekskursion op for at finde metrostationen (regn og torden kom der undervejs), blev det planen. Og billetten fik Erik senere købt på nettet. 

Og så er der lige det med Chico. Normalt er vi to om at få ham bugseret sikkert til og fra borde, men når Erik er væk fra seks morgen til ud på aftenen, skal jeg jo kunne klare det på egen hånd. Og han er blevet svag i bagkroppen og er for tung at bære selv for Erik. Vi havde hidtil ligget med stævnen ind og brugt et sindrigt system med en planke stillet på en taburet for at få ham op og ned fra båden. Lidt af et  cirkusnummer. Nu blev jeg så trænet i at få ham ned i gummibåden og ind til den ret lave kajkant. Det største problem i denne manøvre var at komme nedenunder de to agterfortøjninger de bruger på disse kanter – især når jeg skulle tilbage med ham. Jeg svedte og baksede med det, og Erik syntes da ikke, at det kunne være så svært, men til slut indså han dog, at det kunne blive en risikabel affære, især i det blæsevejr de havde lovet. Så i stedet vendte vi båden og fik den lavere agterende ind, som de fleste gør på disse kanter. Prisen var, at den gode udsigt ud over havnebassinet røg. Men det var så ikke helt nok – under proceduren skete der et lille uheld. Noget, antageligt et stykke løst tov, fik forvildet sig ind i skruen, men vi fik da båden bugseret ind til sin nye position. Og hvad der egentlig var sket, måtte vi ha’ til gode at finde ud af, da mørket var ved at lægge sig.

22/6 Store rejsedag.
En god dag at ligge i havn, da der var varslet kraftig vind. Jeg blev tilbage som hundepasser. Erik kom fint til Cartagena med morgentoget og hentede bilen, der stod inde på havneområdet. Også tilbageturen gik fint. Så langt så godt, men da Erik kl. 6 om aftenen kom for at hente sin aflåste cykel,  var den pist borte. Det var bare så ærgerligt – så han kom tilbage med bilen, men uden sin nærmest uundværlige cykel. Først havde han dog været oppe og melde tyveriet på en heldigvis nærliggende politistation, hvor de var utroligt flinke og effektive. Stor respekt for det.

Men hvor var han ked af det. Selvfølgelig er det risikabelt at stille en cykel, låst eller ej, især uden for en station, men man må jo også tage nogle chancer her i livet og håbe det bedste. 

Om aftenen mente Erik, at det ville hjælpe lidt på hans humør at spise ude, og nu havde vi jo bilen. Så vi kørte afsted. Men tænk hvor svært, det kan være ikke bare at finde en parkeringsplads, men også at få et bord, hvis man ikke har bestilt – og næsten hvor som helst. Til slut, kl. 10 om aftenen, var der dog Bingo – både en parkeringsplads, et udendørs

er bord og endda et superhyggeligt sted med nogle virkelig lækre tapas’er. Gran Martinez hed stedet, egentlig en cocktailbar( lige os) på en gade midt inde  i byen og med en smukt oplyst gammel kirke på den modsatte side. Indvendigt var spise/drikkestedet også meget specielt, det viste sig at være et tidligere gammelt apotek, som jo tit også er meget smukke i Danmark.

23/6 Ekstra dag i Valencia

Egentlig ville vi være sejlet videre i dag. Men alt var blevet forsinket, og vi var også stadig lidt nede over gårsdagens hændelse. Og vi havde ikke fået købt ind – den evige svøbe. I stedet for at jamre mere kaldte vi på havnens  24/7 bådtaxi, og lod os samt en stor pose vasketøj transportere over til den modsatte side af havnen, hvor vaskeriet og en endnu ikke afprøvet, men vist nok god havnerestaurant lå. Så mens vask og tørring blev klaret, hyggede vi os med lidt muslinger og stegt klipfisk. 

Nu hvor vi havde bilen, var det jo nemmere at købe ind, troede vi. Vi havde udvalgt et supermarked med parkeringsmulighed, men vi blev ved med at blive omdirigeret af det helt store opbud af politi og afspærringer ned mod kysten samt opstilling af store førstehjælpstelte. Helt uforståeligt for os. Til slut lykkedes det dog og vi fik suppleret op med vand, alkoholfrie øl og hundemad m.m. 

Tilbage i båden fik vi den tanke, at man måske også fejrer Sct. Hans aften i Spanien i en eller anden form, og at det var årsagen til alt ståhej. Og så ganske rigtigt. Om aftenen samles alt, der kan krybe eller kravle på stranden, hvor de spiser, drikker, midnatsbader ved at gå baglæns i vandet. OG ikke mindst fyrer de krudt af næsten til den lyse morgen. Noche de San Juan, som det hedder her.

24/6 Farvel til Valencia

Desværre ville havnen i Valencia ikke lade os parkere på deres område, mens vi sejlede videre, så vi havde lavet en aftale med en parkeringskælder i ret så dyre domme, ikke så langt fra havnen. Og den kørte Erik nu bilen ned til. 

Så var der blot en lille uløst detalje tilbage. Var der stadig et eller andet i skruen?Erik er forståeligt nok ikke så meget for havnebadning, så han forsøgte sig med vores lille undervandskamera – og ganske rigtigt der sad et par omgange tyndt tov rundt om skruen. Det kunne løsnes med bådshagen men kom ikke helt ud, så til slut hoppede Erik i baljen, iført sin gode snorkelmaske og fik heldigvis hurtigt befriet skruen. 

Herefter kunne vi endelig sige farvel til Valencia og sejle ud af havnen.