MELFAR/MIDDELFART 15-16/8-24

MELFAR/MIDDELFART 15-16/8-24

15/8 

Sejler I idag i regnvejr, spurgte vores flinke “naboer”? Jah, for snart kommer solen, svarede vi optimistisk og sejlede ud af havnen mod Middelfart, en distance på knap 18 sømil. Og ganske rigtigt ikke længe efter spredte de mørke skyer sig og Gud’s fingre strakte sig strålende mod havet – og os.

Det blev også i dag en sejlads uden megen vind, men vi havde ikke travlt så vi vekslede mellem at vugge langsomt af sted og få lidt hjælp af motoren. For første gang i år så vi marsvin undervejs, som dog ikke lod sig forevige.

Klokken halv to lagde vi os ind i en for os ny lille byhavn, Middelfart Marina. Vi var heldige,  at der lige akkurat var en plads til os, de fleste pladser var optaget af fastliggere.

Efter en hurtig frokost gik vi op for at betale havnepenge i automaten, det er jo snart ikke til at opdrive en ærlig havne mester mere. Her fik vi os et mindre chok, 275 kr., uanset bådstørrelse, men så var alt også inkluderet. Vi lå nu så godt, så vi skyndte os bare at betale. Havnen ligger i et nybygget område af Middelfart lige op af en såkaldt kulturø med biograf og en flot restaurant MAST. Der er bygget flere nye huse med sikkert dyre ejerlejligheder med store altaner og Bæltudsigt. Det var nu  blevet  rigtig varmt, så jeg skiftede, for første gang på turen til en rigtig sommerkjole, nu vi skulle på bytur. Lige bag ved ligger den gamle by med den lange gågade, der går ud mod den tilsvarende gamle havn, hvor nu især gamle bevaringsværdige træskibe ligger. Den stilede vi i mod, men vi gik langs en nydelig havnepromenade langs Lillebælt med flere elegante lejlighedshuse, skulpturer og med den tjekkede Café Razz midtvejs, hvor det gode vejr blev nydt af både unge og ældre.

Der var rigtig mange fine gamle skibe at se på. Flere af skibene var fra Melfar, det gamle ord eller navn for Middelfart, som betyder “Farvandet man rejser mellem” eller “Den mellemste overfart” (Færgetrafikken mellem Jylland og Fyn).

Der var også en fin fiskehandel, Strib Fisk, som vi ville gå over og forsyne os fra den kommende dag. Vi gik tilbage til Skærsilden af gågaden. vi kom dog først forbi byens gamle kirke, som vi traditionen tro lige var indenom.

Det mest bemærkelsesværdige ved denne kirke var var et enormt sæt kæbeben fra en art finhval. Mellem de store knogler står der i en forkortet udgave nok så spøjst: “Anno 1603 den 30 aprill blev denne Fisk optagen udi Middelfard Sund ved Hindsgauffls Skoufh.” Gennem tiderne har knoglerne skiftet plads flere gange, man vidste ikke rigtig,  hvad man skulle stille op med dem, og nogle mente,  at det kunne bringe uheld at have disse dyriske reminiscenser  hængende. Vi forlod kirken og kom ud i købstadens hjerte, den lange gågade. Den var i og for sig fin nok, men med passende – eller upassende mellemrum var der ophængt højtalere, som højlydt udsendte mere eller mindre ringe popmusik, som vel skulle højne humøret og dermed købelysten – bare ikke hos os. Og så kunne man måske undre sig over, hvor mange café’er, værtshuse og restauranter byen tilsyneladende kunne bære. Lidt til højre for enden  af gaden lå en stor Kvickly, som vi i stedet gik over og forsynede os fra. 

Restaurant Mast kort før lukketid, som vi lå lige ud for – den så tiltalende ud, men vi modstod fristelsen.

Tilbage i Skærsilden var dagens ret i cockpittet nakkekoteletter med ris og champignons a la creme + endnu en gang danske jordbær. Og så ventede vi ellers bare på, at den ventede regn skulle starte og så helst holde op igen, så vi kunne komme videre den næste dag. 

16/8

Vi kom (som forventet) til at vente et godt stykke tid, før regnen slap sit tag. Der kom dog et lille ophold, hvor vi var heldige at nå over til fiskehandelen, hvor vi fik en fin anretning med en slethvar med en “laksekrone” ovenpå og lagt ovenpå en masse forskellige friske grøntsagager. Samtidigt fik vi lige et gensyn med det lille ”FØL”, “ Havets brusen” og kirken med den fine pavillon og lille hus foran.

Tilbage i båden startede regnen igen, og nu i stride strømme, så godt vi ikke var kommet af sted. Men så klokken 12 stoppede regnen, og kun en let støvregn og en grå dis resterede, så vi skyndte os ud af havnen (med tændte lanterner, mest for at tjekke dem) inden der kom mere regn. I øvrigt var vores kode til toiletterne udløbet klokken 12 sharp, så denne havn var ikke noget godgørenhedsforetagende. 

Men alt i alt synes vi faktisk, at Middelfart er sluppet rigtig godt fra at forene gammelt med nyt, og at den med sin kun små 17.000 indbyggere har meget at byde på. 


2 Replies to “MELFAR/MIDDELFART 15-16/8-24”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.