Fra marstal gik det hjem til Vornæs hvor Christina stod af, medens jeg sejlede videre ind til Vindeby havn.
Det har været fantastisk dejligt at være på båden i længere tid, i alt 47 dage. Her er turen hjemad:
Vi er begge glade for at være kommet hjem igen, men er ikke i tvivl om at vi prøver igen næste år.
Så sejlede vi til Marstal og var hjemme igen.
Fra Giselau gik det videre af Kielerkanalen mod slusen og ud i Kieler fjord. Ude for enden er der en fin havn der hedder Strande tæt på Olympiade havnen fra OL 1972. Her er en meget hyggelig og aktiv afdeling af Kiel Yachtclub som ejer havnen. Her er stort set altid kapsejladser, også VM sejladser, i år var det i Laser. Nu var det nogle katamarantyper og 29’er med helt unge mennesker der dystede. Der ligger også rigtig mange folkebåde, og jeg kan huske fra mine dage i Aabenraa at mange folkebåde fra de sønderjyske klubber sejlede ned og deltog i Kieler Woche. Jeg har kun selv været med en gang i OK jolle, det var stort i 1973/74 lige efter OL.
Kielerkanalen eller Nordostsee Kanal som tyskerne mener den skal hedde er 100 km lang og lystbåde må ikke sejle der om natten. Fra Cuxhaven er der yderligere 15 sømil til Brunsböttel så ialt 67 sømil eller 14 timers sejlads mest for motor, det gider vi ikke. Der er nogle steder man kan stoppe undervejs, vi synes Giselau slusen er et fantastisk pænt sted. Sidst vi var her var slusen spærret på grund af reparation, og nu hvor den havde været åbnet et kort stykke tid, var noget brudt sammen så den åbnede kun 1 gang hver vej i døgnet. Men man må ligge her 1 nat, og det er der mange der benytter sig af. Man sejler ind til den med træer på begge sider og den runder så meget at lyden fra Kielerkanalen er helt væk. Der er fuglesang og helt læ, så vi havde igen en dejlig aften her.
Undervejs spiste vi dog frokost. P.S. Øllen er alkoholfri hvedeøl.
Nu skulle vi ud i rigtigt hav, Nordsøen eller Tyske bugt er stor og kan have voldsomt vejr. Men vi har været heldige begge gange og haft fin vind og små bølger (under 2 m). Når man sejler ind og ud og sejladsen varer mere end 6 men mindre end 13 timer kan man ikke få medstrøm begge veje så vores tur blev i sejlet distance næsten 20 % længere end den fysisk er. Men jeg kan nu godt lide at sejle på et hav hvor man egentlig kan fortsætte med at sejle i en uendelighed. Men vi kom til Cuxhaven og Lidl lå hvor den havde ligget sidst. Vi valgte dog Yachthafen denne gang og Christina havde lyst til at spise ude, det kunne vi lige nå oppe i klubhuset.
Der er travlhed og mange skibe som skal til Hamborg eller gennem Kielerkanalen i Elben. Vi holder os et godt stykke ude af sejlrenden, også for at undgå modstrømmen på godt 2 knob. Men der er ikke langt ind til kanten hvor vadehavets bund kommer op her ved lavvande.
Så er vi tilbage på den første vadehavsø vi kom til, og den er værd at besøge. Den samt Juist og Langeoog var nok de mest særprægede, men alle de øer vi besøgte har hver især haft sit eget særpræg.
Der er blevet køligt her nordpå.
Kaptajnen som jo sidder i læ kan nøjes med lidt mindre. Eller også er hun bare lidt mere indstillet på at vi er på vej tilbage. Jeg var ved at vænne min krop til varmen (omvendt klimaterapi, Thalasso terapi).
Svigerfar Henrik havde været på Langeoog et halvt år i 1948 for at lege med engelske radioer (siger han). Jeg var ked af at vi ikke besøgte den på vejen ned, men vi ville hurtigst muligt sydpå. Men nu havde vi lejligheden til at besøge øen. Den var igen helt forskellig fra alle de andre øer, man kunne fornemme at den havde haft en betydning under WW2.
Det her ligner en landingsbane og oppe for enden kunne man se afkørsler til flyene. Det må vi høre Henriks mening om. Vi traskede hele vejen op (billedet er ca. fra midten) og gennem byen og lige så langt ud på den anden side for at komme ud til stranden. Christina mente det var badevejr modsat hende her:
Men det blev kun til lidt sopning.
Og her er medellen på vej tilbage:
Der var smukke grønne marker med heste som stadig bruges aktivt på flere af øerne. Vi var her både den 12. og 13. august.
Der var også træf for nogle tyske skytteforeninger, hvoraf mange også havde et orkester. Jeg tror at de mange tyske skytteforeninger opstod fordi tyskerne ikke måtte have eget militær efter 2. verdenskrig. Men de er også en meget social og vigtig del i tyskernes foreningsliv.
Men der kommer utroligt mange gæster hver dag så der er fyldt godt op i togene når de skal op i byen. Der mangler kun at der er folk på tagene for at det ligner togene man ser i Asien.
Men der er lige så mange der skal hjem igen. Her har toget læsset af og det strømmer ind med folk i færgeterminalen.
Her er et billede af Langeoogs vandtårn som Henrik måske husker.
Og et billede fra havnen
Fra Delfzijl gik det i regnvejr og temmelig meget vind først ud mod Borkum, men her kan man dreje til styrbord ind over Binnenrandzel hvor vi også sejlede over på vejen herned. Denne gang var vi tidligere på den i forhold til højvandet så da vi nåede frem så vi en katamaran der var gået på grund, så vi vendte rundt medens jeg regnede på en anden vej. Det kunne ikke betale sig så vi besluttede at gå tilbage og vente på højvandet.
Men vi gik alligevel på grund og smed anker, det var kaffetid så det passede godt nok. vi ventede 1,5 time og så var der kommet 1,5 meter mere vand. Vi trak kølen helt op og roret også selvom det kræver mange kræfter at styre så. Vi havde kun fokken ude og sejlede forbi to grundstødte både, X-79 havde prøvet at sejle ind lidt før vi startede, så jeg kendte dybden der 😉
Det var ikke første vadehavsstykke, vi skulle også hele vejen syd om Juist og ind mod Norddeich over lavt vand som kun kunne besejles ved højvande. Det gik fint da vi havde god medvind på vejen. Christina gad ikke være i den klamme båd så vi spiste oppe i klubhuset og fik tændt varmen medens vi drak en irish coffee i båden. Så der var varmt og tørt da vi tørnede ind. Norddeich så ud til at have en meget aktiv sejlklub med ungdomsarbejde og kapsejladser rundt om øer og grunde.
Men regnen skulle stoppe så vi ville ud til en ø igen.
Næste morgen gik det videre mod Groningen og Delfzijl. Stadig fin vestenvind men vi måtte vente i frokostpausen fra 12-13 i Groningen. Kanalerne ligger mange steder ret højt og landet er fladt. Det gør at det er fint at sejle for sejl og samtidig kan man se meget af landskabet.
I byerne er der meget at kigge på de man jo sejler forbi haver, huse og husbåde hele tiden.
Jeg tror det klør i Christinas fingre efter at rode med jord. Hun har formået at holde liv i den friske basilikum, vi har brugt til tomatsalaterne undervejs, og som var med hjemmefra. I morgen er det ud i havet igen.
Så gik det videre af “kendte” kanaler gennem Dokkum og over Lauwersmeer og ind i Reijtdiep kanalen mod Groningen. Der var mest sejlads for sejl da der er fladt land og vind fra den rigtige retning (vi sejler mod øst). Vi kom også forbi Zoutkamp igen.
Da vi ikke gad at sejle mere kiggede vi efter gode liggesteder langs bredderne men de var ret forblæste og pludselig dukkede der en lille forfalden havn op ved en stor pumpestation som hed “Elektra”. Den havde været elektrisk drevet da den blev bygget i 192x. Nu var elmotorerne erstattet af 4 store dieselmotorer som kan pumpe 64.000 liter vand ud i sekundet ! 240.000 m3 i timen eller som 50.000 menneskers årlige vandforbrug. Synes det er sjovt at anskueliggøre på denne måde 😉
Men her var ingen faciliteter mere, men der var en masse mobile homes og bræddehytter hvor der så ud til at bo folk. Vi slap så også for at betale havnepenge selvom vi forsøgte.