Dette er nok et “Folkeeventyr” men vi har valgt at bringe det sammen med SkærSildens alligevel.

Onsdag 10/5

Om morgenen fik vi i smuskregn båret de ting, vi skulle ha’ med til Danmark, inclusive petuniaamplen og den lille basilikum op til bilen. Da alt var pakket og klart, gik vi op i restaurationsgaden på Ile Laurent, hvor vi først fandt en bager og købte to croissanter som vi medbragte til en gedigen mandecafé, hvor vi fik vores kaffe. Klokken 10 startede hjemturen, der var lovet mere eller mindre uafbrudt regn den næste uge, så det var også af den grund et godt tidspunkt at tage hjem. Vi havde fravalgt betalingsveje, og da de fleste motorveje i dette område er betalingsveje, kørte vi af landeveje, ofte ret små og snørklede og uden megen trafik. Vi kom igennem det det ene smukke landskab efter det andet, som jeg ikke kunne dy mig for at forevige.

Senere end klokken et skal man ikke gøre sig håb om at få serveret frokost, så på det tidspunkt stoppede vi i Landres og gik ind i D74, som på googlemaps virkede tilforladelig. Det var den da også – ikke mindst for motorcykel entusiaster og barnlige sjæle som Erik. Det var ikke “haute cuisine”, men udmærket.

Byen Landres ligger nær “Canal entre Champagne et Bourgogne”, som vi sandsynligvis kommer til at sejle på om ikke så længe. Vi har jo efterhånden været i gennem Frankrig fra nord til syd og omvendt nogle gange og af mange forskellige ruter. Det kunne være sjovt med et kort, hvor de alle var indtegnede. At der er sammenfald af ruter forekommer selvfølgelig også, og nok oftere efterhånden.

Lige efter frokosten, tog jeg et par fotos af et gammelt borg og fæstningsanlæg, som virkede bekendt. Og ganske rigtigt, der var et næsten identisk foto af samme borg i fotosamlingen fra sidste år, men det er da også flot.

Ved sekstiden, da vi nærmede os Luxembourg, var vi ved at være lidt køretrætte, så vi besluttede at tage ind på den udmærkede campingplads i Kockelscheuer i udkanten af Luxembourg’s hovedstad, vi også var på sidste efterår. Og det var en udmærket idé, for vi havde ikke mere end fået slået markisen ud, før regnen væltede ned de næste mange timer. 

TORSDAG 11/5

Vi forlod pladsen i ro og mag efter morgenmaden ved halv titiden. Trafikken tæt på hovedstaden er ret intens, men man kommer hurtigt ud i grønne omgivelser. Den del af landet vi har set er meget skovrigt og mange steder kuperet.

Snart efter var vi i Tyskland og ramte motorvejen, hvor vi hurtigt fik høvlet nogle km af. Heldigvis var trafikken ikke så voldsom, selvom der var mange lastbiler. Der var masser af lange køer, men mest i den modkørende retning. For at fejre gensynet med Tyskland, var vi inde på et motorvejscafeteria og spise en “Brockwurst mit brot und senf”. For at prøve noget nyt havde vi besluttet at køre over Bremerhaven, så først på eftermiddagen kom vi igen ud på de små veje.

Og her var der virkeligtale om små veje, nogle nærmest grusveje andre med en slags moderne brostensbelægning, meget hyggeligt. Bremerhaven området er meget stort og på park4night appen var der hele tre valgmuligheder, men vi gik efter den i fiskerihavnen i et område, der hedder Schaufenster. Det var en udmærket stellplatz med fine faciliteter. Vi scorerede en del point hos naboerne, da vi hængte amplen op i markisen.

Det var en lidt kølig grå aften, men opholdsvejr så vi gik lidt rundt i området langs havnekanten.

Der skulle efter sigende være nogle gode fiskerestauranter. Vi fandt en, der så rigtig hyggelig ud med ægte tysk “gemütlichkeit.”

Erik fik kuller med sennepssauce mens jeg bestilte en hel spætte med brasekartofler. Det så lækkert og indbydende ud, men selv om vi faktisk var sultne, så smagte begge vores retter mest at frossen fisk, eller noget der var varmet i en mikrobølgeovn. Eller også er vi bare blevet forvænte efter at ha’ svælget i lækre fisk de seneste år. Men det var et rart sted at sidde og mange mennesker at se på.

FREDAG 12/5

Vi startede med at finde hen til bager Engelbrecht, hvor vi forsynede os med brötchen og sandwiches til morgenmad og senere frokost samt en kage til kaffen.

Vi ville ikke køre over Hamburg, men med færgen over Elben. Så også i dag undgik vi forløbigt motorveje. Ved ettiden kørte vi ind i et skovområde, hvor vi fandt den dejligste solbeskinnede plet at holde vores picnic.

Der var ret lang kø foran færgen, da mange biler og lastbiler benytter denne. Men det var en afslappende køkørsel i smukke grønne omgivelser.

Efter at ha’ passeret Elben satte vi kursen mod Fyns Hav, for at tage endnu en færge klokken 16 mod Bøjden. Og præcis klokken 18 var vi såmænd hjemme igen – og vejret var varmere, end det stort set havde været på hele vores tur langt sydpå.

Vi blev mødt af en utrolig frodighed, en meget langhåret græsplæne, men alt var smukt, syrenerne, rhododendronerne og meget andet blomstrede. Det eneste skår i glæden var, at vores kat Leo ikke viste sig før ved midnat.Men da var der absolut og gensidig gensynsglæde.

LØRDAG 6/5 Ned til Folke – i havnen

Vi skulle først med toget 11.30, men var alligevel tidligt oppe, for at tage bad og spise morgenmad i ro og mag. En times tid før toget gik, traskede vi op gennem byen med vores små rygsække, så vi havde, hvad vi skulle bruge de næste par dage.

Vi nåede at få en kop café creme på, ja gæt en gang, café de la Gare. En god start på rejsen. Det var nærmest chokerende at komme op på perronen, der var ubehageligt og uvant mange mennesker. Men vi fik da klemt os ind i toget og kom rettidigt til Lyon. Værre var det med næste tog, som først var ti minutter forsinket, hvilket pga sporarbejder øgedes til 30 min. Da vi kun havde 11 minutter til at skifte, betød dette at vi missede TGV-toget fra Montélimar til Arles. Vi fortsatte i stedet til Avignon, hvor vi så ventede en halv time på et tog til Arles. Her var der 1 time og 20 minutter, før der gik en bus til Port Saint Louis, vores endestation.

Den tid fik vi dog brugt ganske hyggeligt til et gensyn med Arles og et nu tiltrængt cafébesøg med kaffe og chokoladekage. Den sidste time med busturen var helt nostalgisk, fordi vi efterhånden har kørt strækningen gennem Camarqueområdet rigtig mange gange. Da vi endelig steg af, havde vi så godt tyve minutters gang gennem mere camarque ud til Port Napoleon. Men det var en skøn lun aften, hvor fuglene pippede rundt om os fra krat og buske, og da vi endelig ved 20 tiden nåede ud til havnen, var det et mangfoldigt kor af kvækkende frøer, der modtog os i den glødende, lave aftensol. Folke stod heldigvis og ventede på os, hvor den skulle, og vi fik den hurtigt kørt ud til vores plads fra sidst, et sted med god udsigt og ikke for langt fra stedets eneste toiletvogn.

SØNDAG 7/5 Hvile/udflugtsdag

I dag skulle vi noget, jeg havde glædet mig til helt fra sidste september, nemlig et gensyn med den lille kystby Saintes-Maries-de-la-Mer, en god times kørsel vest på gennem Camarquen.

Dels fordi det var en køn by, omend noget turistet, men især fordi det var sidste chance for en gensyn med rigtigt Middelhav i lange tider – og måske med mulighed for en badetur. Egentlig havde vi håbet at kunne sejle over til byens udmærkede lille havn fra Port Napoleon, men da der ikke var andet end blæst og kuling på programmet, da vi var der for en måned siden, var det ikke fristende.

Efter en dejlig køretur nåede vi frem ved frokosttid og gik ned til den strandbar, der netop var lukket ned for vinteren, da vi var her sidst. Calypso hedder den, et noget mere sprælsk navn end dem, man møder på floderne i indlandet.

Det var egentlig ikke for at spise, men mere for at sidde og se ud over det glitrende hav og nyde den friske havluft. Det var næsten til at få tårer i øjnene af, og vi kom vist begge i tvivl om, vi havde valgt rigtigt, eller om vi skulle vende skuden og få sat masten på i en fart og så atter sejle ud i det blå. Men det bliver ved tanken…

Efter en gang muslinger til mig og en havsalat til Erik gik vi ned til stranden. Jeg havde, mens vi spiste udtalt, at bagefter gik jeg ned og badede, hvor koldt det end måtte være. Som sagt så gjort – og det viste sig ikke at være koldere end almindeligt dansk sommerbadevand. Så dejligt, og bagefter lå vi en times tid og solede os oppe i en klit, heller ikke dårligt.

På den efterfølgende havnerundfart så vi ingen udenlandske både. Lige efter havnen ligger der en lille hvidkalket tyrefægterarena. Det så ud som om, der var en vis aktivitet med folk, der betalte og gik ind. På en plakat stod der, at om en halv time ville der være “Concours de manades”.

Nu er ingen af os tilhængere af tyrefægtning, men det her var vist noget andet, mere en slags opvisning, hvor alle, selv børn og gamle damer kunne være med, så vi betalte 10 € for hver og gik glade ind i arenaen efter at ha’ forsynet os med sodavand i baren.

Det er jo i sig selv en smuk teaterscene og tilmed med en flot udsigt over byen fra en gang, der går rundt om øverste sidderække.

Der kom insisterende flamencomusik ud af flere højtalere, og stemningen var helt i top på de efterhånden godt fyldte rækker. Først blev seks almindeligt pænt klædte modne mænd kaldt ind i manegen under stort bifald. Efterfølgende har vi forstået, at det drejede sig om forskellige opdrættere af de for Camarquen så karakteristiske relativt små, men hurtige sorte tyre. Derefter, til endnu større bifald, kom 12 hvidklædte, adrætte, hovedsageligt yngre mænd, springende ind.

“Concours de manades” er altså en slags besætningsopvisning og en konkurrence mellem de 12 mænd, hvoraf de seks er såkaldte Raseteurs, dem der går tættest på “tyren” og som har hver deres hjælper, en Tourneur, til at aflede “tyren” og få den til at placere sig bedst i forhold til raseteuren. Tyr står i situationstegn, da det drejer sig om forhenværende tyre, der er blevet kastrerede som et årige, og herefter benævnes som en Taureau Cocardier. De kan herefter forvente ca. 10 års karriere i tyrearenaen. De modne mænd forlod nu manegen, mens de hvidklædte placerede sig rundt langs det cirkulære rækværk, og så begyndte “legen”. Musikken stoppede og et i vores øjne ret stort og meget massivt dyr,med to cotillioner på ryggen gjorde nu sit indtog gennem “ tyreporten”.

Først så den ærlig talt noget forvirret ud. Helt alene og begloet af et hav af mennesker – og så de der hvide fyre… Men så begyndte den ligesom for en sikkerheds skyld, på ægte tyrevis, at sænke hovedet og at skrabe med forbenene i det gule grus, så det støvede. De hvide drenge begyndte nu at opildne tyren yderligere  med råb og fakter og løb tættere og tættere forbi og rundt om den. Og tyren, med sine drabelige spidse horn, satte selvfølgelig, ofte brølende, efter dem og kom gang på gang vældig tæt på drengene, som til gengæld sprang over rækværket til manegen og helt op på en gesims der gik hele vejen rundt om den korridor der var mellem rækværket og manegemuren. Hvis man troede, at man var i sikkerhed bag det ret høje rækværk, måtte man tro om, for en tyr kan åbenbart sagtens springe over, og så er det om at komme væk, evt. ind bag nogle smalle rum placeret rundt omkring.

Meningen var, at raseteurerne skulle så tæt på tyren, at de med en krog på deres ene hånd kunne fjerne de to kotilloner, elastikker og andre attributter på tyrens hoved og horn. Begge dele udløste musik og klapsalver, mens der gik et gys i gennem tilskuerne, når tyren kom faretruende tæt på. Alt dette tog nok en tyve minutter, så var enten tiden gået, eller alle attributter fjernet. Og så fik tyren, noget udmattet lov til at forlade manegen. Det er vel at mærke tyren, der er helten i denne opvisning. Hvis en tyr forlader arenaen med alle attributter i behold spilles ouverturen til Carmen til ære for den. Og således fortsatte det, indtil hver opdrætter havde haft deres tyr i mangen. Raseteurerne og tourneurerne blev til gengæld ikke skiftet ud, men måtte hoppe og springe for livet i flere timer. Hvad der evt. blev spillet hvis en af dem, nedlagt eller spiddet af tyren, måtte bæres ud, er uvist. Halvvejs var der en pause.

Her kommer så indrømmelsen, jeg syntes, at det var så nervepirrende og ubehageligt at se på, at jeg efter første runde forlod tilskuerrækkerne. Jeg snakkede lidt med damerne nede i baren, som forsikrede mig om, at tyrene skam kom tilbage på deres græsmarker. Om der ikke skete ulykker? Jo da, og nogen døde da også. Således beroliget gik jeg ud og ind af foretagendet, fik et stempel på hånden, en nedadvendt smiley, så jeg frit kunne passere. Som tidligere sagt var dette en forestilling for alle. F.eks. kom en ung mor på cykel med sin lille søn samt hund. Cykler og hund blev parkeret inden for betalingsområdet, mens mor og søn gik op og hyggede sig lidt med tyrene.

Erik, som jeg af og til lige var oppe og se til, holdt stand, men med et rimeligt højt adrenalinniveau. Efterhånden blev han dog så “tilvænnet”, at han kunne klare at filme samtidig. Se endelig med!

Så i dag fik vi en oplevelse, vi hverken havde planlagt eller ønsket, men vi nu kunne sætte tjek ved. Men ret spændende var det, også fordi denne lidt mindre voldelige form for “tyrefægtning” sammen med de små hvide heste er en del af Camarquens DNA. Bagefter gik vi op gennem byens små smalle gader, hvor der denne søndag stadig var fuld gang i turist gadehandelen. Vi var atter inde i den i forhold til byen totalt overdimensionerede, men rustikke og meget specielle kirke.

Her tændte vi et lys for en desværre alt for tidligt nylig afdød svensk sejlerven, som sammen med sin kone har fyldt meget i vores tanker under hele denne tur.

Herefter gik vi en smuk lille tur  langs en indsø, etang, tilbage til bilen  og kørte “hjem” til Port Napoleon.

MANDAG 8/5 V-Dag i Frankrig

Vi var lidt spændte på, om capitaineriet havde åbent denne mandag, da befrielsesdagen i Frankrig ligger 8. maj og betragtes som en helligdag mange steder. De havde fået ekstra nøglen til vores bil, mens de havde den til opbevaring. De havde heldigvis åbent, så vi fik vores nøgle og kunne herefter klokken 10 vinke endeligt farvel til Port Napoleon og Port Saint Louis og køre nordpå tilbage til Skærsilden i Chalon sur Saône.

Nu var var vejret atter som vanligt – strid vind fra nord, og solskin. Under hele turen så vi, at man holdt dagen i hævd i langt større grad end i Danmark. Men krigen man havde jo også krævet mange flere ofre her. Tricoloren vajede, og der var faneoptog og kransenedlæggelser i mangen landsby, vi kørte i gennem.

Klokken 13 holdt vi pause i udkanten af Montélimar, hvor vi spottede en godt fyldt restaurant langs vejen. Her fik vi en veltillavet frokost blandt lutter franskmænd, der også fejrede friheden og helligdagen her.

Herefter gik turen videre nordpå forbi mange af de steder vi for få dage siden havde passeret i båd, bl.a de mange atomkraftværker.

Efter blot en enkelt kaffepause i bilen under vejs, trillede vi efter 439 km, klokken halv otte ind på havnens  parkeringsplads Efter snart at ha’ kørt/sejlet denne strækning en del gange, kunne vi efterhånden nok bestå en geografitest i byer og landsbyer på strækningen – lidt sjovt. 

TIRSDAG 9/5 Hviledag i Chalon sur Saône

I dag var der dømt hvile- og pakke sammen dag, i næsten heldags regnvejr. Bevæbnede med paraply og bredskygget hat forcerede vi klokken et vandmasserne og gik op for at finde et ydmygt sted at spise frokost. Det lykkedes at finde et åbent brasserie, der havde mignon a l’italienne som dagens ret. Det var vældigt rart at sidde inde, og se regnen vælte ned uden for.

Det værste regnvejr var overstået, da vi gik tilbage til båden, men våde om fødderne blev vi i vores sandaler.

Så nu er vi næsten parate til hjemturen i morgen…

4/5 Torsdag

Sidste dag af årets første sejletape. I dag sejler vi de sidste 30 km til Chalon sur Saône, hvor Skærsilden får en tiltrængt pause de næste 3-4 uger, mens vi henter bilen i Port Napoleon og kører et smut til Vornæs og ordner forskellige ting. Men først skulle vi lige tage afsked med Tournus, så vi gik op på byens beskedne rådhusplads og satte os i morgensolen med hver vores kop kaffe creme og croissant på en café, hvor mange lige kom forbi og fik en hurtig espresso, mens andre ligefrem holdt arbejdsrelaterede møder.

Efter at ha’ fundet et par quiche’r hos en bager tog vi nordover i en frisk søndenvind.

Midtvejs fandt vi en ponton, vi kunne lægge os ind til under frokostpausen.

Idyllen blev en smule forstyrret af at motoren, der var slukket, pludselig begyndte at bippe, fordi spændingen var for HØJ. Lidt underligt, Erik tændte for radioen, som er ret strømkrævende, og så blev der ro. Motoren skulle helst virke, når vi skulle ud fra broen i den ret kraftige blæst, der pressede os indad. Man skulle næsten tro, at båden var forhekset i år med alle de skavanker eller fænomener, der dukker op. Men vi kom ud i sejlrenden uden problemer.

Ved halv firetiden nærmede vi os Chalon sur Saône. Lige inde til højre efter broen ligger Marinaen, som skulle være en god og sikker havn at have sin båd liggende i. Selv den tidligere vel omtalte Cæsar yndede at tage vinterophold i Chalon sur Saône. Men om det var på en båd vides ikke.

Vi blev straks modtaget af en flink fyr, som spurgte, om vi ville blive en eller to nætter. Da jeg sagde, en måned, tak, blev han helt bleg, og sagde at det blev svært. Da han havde tænkt sig lidt om, blev vi alligevel gelejdet hen til en lidt afsides, men god plads i havnen.

Hvis vi havde ringet i forvejen havde vi nok fået nej…

Erik, som jo efterhånden er ekspert i at arrangere tog/busrejser i stort set alle sydeuropæiske lande, fik bestilt billetter til os begge i morgen, med tre forskellige tog og en bus til sidst + 20 minutters gang i begge ender. Herefter begav vi os en tur ud i området. Havnen ligger lige over for en ø, Ile Laurentius, som der er en lille bro over til. Herfra er der så en større bro over til selve byen Chalon sur Saône. Det lyder besværligt, men var uhyre enkelt.

Vi gik kun halvt over den sidste bro, men kunne ved at se ud over Chalons skyline, konstatere, at centrum for denne by også ligger mellem to imposante kirker.

Laurentius øen skæres i gennem af en hyggelig gade fyldt med butikker, barer og restauranter. Vi satte os i aftensolen tæt op til den store bro og fik en øl/sodavand, mens vi kiggede på alle franskmændene, heraf mange unge, der var glade for, at det nu endelig var blevet varmt. Vi gik en lidt anden vej tilbage og kom gennem et dejligt grønt område, ned til Saône’s forskellige små sideløb. Tilbage i båden nød vi den nu helt vindstille lune aften.

En af havnens mange hovne fiskehejrer

5/5 FREDAG

Sidst på formiddagen gik vi over til Chalon sur Saône. Vi fulgte de små messing skilte nedfældet i gaderne og nåede meget naturligt frem til en af de store kirker, Sct. Vincent domkirken. Den lå smukt med sine to massive tårne på en plads omringet af kønne gamle huse med café’er og små restauranter.

Der var marked på en del af pladsen, frugt, grønt, fisk, oste m.m., men ikke en masse kluns og ragelse. Vi fik købt en melon og årets første uimodståelige jordbær.

Vi var selvfølgelig et smut inde i det lange, smalle, høje kirkerum, det mindede på en måde om de store slusekamre på Rhône, omend en del smukkere. Det giver os altid en en særlig følelse af svundne tider at gå på de gamle blankslidte sten, som mennesker gennem århundreder har sat deres fødder på før os.

Vi fortsatte efter pejlemærkerne over til byens anden store kirke og Hotel de Ville. Nu begyndte mørke skyer at trække op, men vi tænkte nok, at vi kunne nå en frokost, inden den lovede regn kom. Vi fik dagens ret, torsk med karrysauce, ratatouille, kartofler og salat – udmærket, men vi var kun halvt færdige før de første dråber faldt.

Med erfaring for hvor hurtigt en dråbe kan udvikle sig til det rene skybrud fortrak vi, som de fleste andre, inden for. Og der blev vi siddende ganske længe, indtil regnen endelig hørte op.

Så manglede vi bare at finde banegården, hvorfra vi skal med toget i morgen formiddag. Det var rart lige at få orienteret sig lidt, banegårde kan godt være lidt uoverskuelige, når man kommer fra kanalerne… Tilbage i båden nød vi aftenudsigten og smovsede i jordbær, som var lige så gode som de så ud til – og bedre end hveder.

TIRSDAG

Det VAR ved midnat, slusen åbnede. Vi blev vækket, da det ene store skib efter det andet sagte gled gennem slusen. Selv om de sejler meget langsomt, høres motor og bovpropel tydeligt, og det gynger lidt. Mens vi spiste morgenmad, kom en tysk sejlbåd med to vinterpåklædte mennesker nordfra gennem slusen, de havde måske ligesom os ligget og ventet på den anden side. Lidt senere var det os, der blev sluset et par meter op. En stor del af tiden er landskabet ret ensformigt, som en grøn korridor man kører i gennem. Og koldt og blæsende var det også. Heldigvis brød solen igennem, da vi nærmede os Macon ved 12 tiden.

Vi lagde til ved en udmærket flydebro i centrum kort før Sct. Laurentiusbroen, lige foran de store krydstogtskibe. Macon er en af de ældste franske byer, men den gamle bykerne er ikke så stor, og mange af de oprindelige huse er gået til i forskellige ofte kirkelige stridigheder gennem tiderne.

Man kan groft sige at centrum ligger mellem byens to store kirker, den nyere og nu anvendte Sct. Pierre med to tårne eller måske rettere spir og så den gamle, men meget ødelagte Sankt Vincent katedral fra omkring år 1000, som man arbejder på at restaurere delvist.

Og midt mellem disse punkter ligger broen over floden, et andet af de ældste bygningsværker, vist angiveligt helt fra kejser Cæsar Octavianus regeringstid tid fra år 27 før Kristus til 14 år efter. Vildt at tænke på. Herefter gik det stærkt nedad med kejserkvaliteten…

Men en meget rar by at gå rundt i. I dag satsede vi på at finde et rart frokoststed – helst i solen. Og det lykkedes til fulde, men først til allersidst, da vi næsten var nået tilbage til båden. Millimésime hed stedet.

Det var nok mest en slags vinbar med et begrænset menukort, men med virkelig lækre små retter, man kunne deles om. Vi fik en planke med laks, tun, hønsesalat, frølårskroketter (vi har hidtil forsøgt at undgå frølår) og nogle små souffle’er, dertil et glas hvidvin, Macon selvfølgelig. Lidt, men supergodt og ikke en gang dyrt.

Derefter gik turen videre til Tournus. Vi ville egentlig ha’ været ind af en kanal til den lille by Pont-de-Vaux, men det viste sig, at der var for lavt til, at vi, eller Erik, havde lyst til at gå derind. Faktisk havde vi lavet et utilsigtet stunt, da vi lige var startet fra Macon. Pludselig stod båden simpelthen på grunden. Vi sejlede helt efter forskrifterne med god afstand til de røde bøjer (og på den rigtige side af dem). Men der var så alligevel en mudderbanke, som Erik egentlig godt lige nåede at se, men ikke rigtig nåede at reagere på. Erik fik dog hurtigt båden fri efter at ha’ trukket ror og køl op og bakket lidt. Men alligevel lidt ubehageligt at sidde fast midt ude i løbet, godt vi ikke havde et stort krydstogtskib lige bag os.

Der var nu ikke megen trafik på floden, på vej mod Macon havde vi set en fragtbåd og videre frem de næste tre timer mødte vi et større skib og en motorbåd – og en del kreaturer på eller delvist land.

Efter 36 sømil gennem vand og 28 over grund lagde vi klokken 18.30 til ved en god, lang flydebro lige før broen ved byen Tournon. Her kom vi for første gang til en bro, der allerede var fyldt godt op. Det var hyggeligt at sidde i båden og se på folk og fæ (hunde), der spadserede forbi oppe langs havnekajen under den lange række af pænt store, nyligt udsprungne platantræer.

ONSDAG

Vi sov dejligt længe, indtil vi blev vækket af Police Municipal, der opkrævede 8 € i havnepenge. Det har vi ikke prøvet før. Vi skyndte os at få lidt morgenmad, inden vi gik op i byen, som vi glædede os til at se. Først daskede vi bare rundt i de mange små maleriske gader.

Senere løste vi entré til Hotel Dieu, en slags hospital, oprettet under især gejstelig bevågenhed i 1600 tallet.

Dets oprindelige formål var at pleje gamle, invalider og fattige. Der blev ikke givet megen medicinsk behandling, men nærende kost tre gange dagligt og ikke mindst åndelig føde gennem andagter, som de sengeliggende kunne høre fra fra et rum med et alter placeret mellem afdelingen for kvinder og mænd.

Mellem sengerækkerne og ydervæggene var der 1 m brede gange. Dette tillod nonnerne, at kunne pleje og behandle de syge eller svagelige gennem en låge der kunne åbnes inde fra gangen. Når forhænget på den anden side var trukket for, kunne arbejdet foregå mere diskret. Denne konstruktion nedsatte også kuldeudstrålingen fra de ofte kolde ydervægge. Nogle gange lagde man to patienter i samme seng, dels hvis der var mangel på sengepladser, men også for at de to kunne varme hinanden lidt – og/eller smitte hinanden.

Senere, under revolutionen tilkom et rum dedikeret sårede soldater. Det var en slags nonner, tilhørende Marthaordenen, som stod for plejen, men især senere tilkom systematiske lægetilsyn og mere reel medicinsk/kirurgisk behandling.

Der var et imponerende apotek med alverdens flasker og krukker og mange interessante effekter til diverse behandlinger.

I starten af 1900 tallet eksperimenterede man endda med behandling af diabetikere med insulinlignende præparatet og først omkring 2. Verdenskrig ophørte de fantastisk, smukke, gamle, men også upraktiske og kolde bygninger at fungere som hospital. Mættede af åndelig føde, men med tomme maver slog vi os ned på Le café de John og fik dagens ret, faux filet (rødt oksekød) med pommes dauphine, (flødekartofler), et glas Bourgogne vin, og citron/aprikostærte.

Alt sammen serveret i dejlig solskin og med udsigt til næste punkt på dagsordenen, Saint Philibert kirken, en ca. 1000 år gammel romansk kirke/krypt/kloster.

Ved begge seværdigheder blev vi udstyret med “audioteknisk” materiale, der udførligt fortalte om, hvad vi så de to steder.

Også kirken var bestemt et besøg værd, især krypten var smuk på sin egen dystre måde.

Som tidligere nævnt blev de kristne forfulgt omkring år 100, også en vis Valerien, som tog  flugten fra Lyon op til Tournus, hvor han som den første etablerede en lille kristen menighed. Han blev dog på det grusomste indhentet af skæbnen i år 178.

Siden blev der omring år 1000 påbegyndt en romansk kirke i Tournon og og Valerian blev helgenkåret, og har nu en sarkofag (hvad der ligger i denne er dog uvist) og en form for alter nede i krypten. Faktisk blev området, hvor det senere kloster kom til at ligge, skænket til nogle benediktinermunke, som med relikvierne af deres biskop Saint Philibert de Noirmoutier, (der af kirkens navn) havde måtte flygte fra VIKINGERNE fra Noirmoutier, en fransk Atlanterhavsø ca. 500 km stik vest for Tournus. Efter disse kirkelige udskejelser var vi ret udmattede og gik ned og slappede af i Skærsilden. Også i denne havn holder et slæng af øldrikkende mænd med hunde til. De sidder på flodbrinken foran os og kaster pinde ud i vandet til deres to gøende hunde. Da bypolitiet atter dukkede op for at indkassere havnepenge, forsvandt de dog (midlertidigt) som dug for solen.

Lidt efter kom de igen, og flere kom til, heraf en enkelt pige, der spilles gnaggslignende musik, og vi kan følge dem når de, hvad de ofte gør, træder af på naturens vegne i et hjørne tæt ved. At der også foregår visse handler, er der vist ingen tvivl om.  Spændende. Da vi ville afslutte aftenen med en kop te, og som så ofte brugte vores elvandkoger, sagde det puff, og efter en gnist steg en lille ildelugtende røgsky op.

Vi fik hurtigt afbrudt forbindelsen, og Erik der elsker tekniske udfordringer kastede sig over stikdåsen, som var den hovedmistænkte og fik fikset problemet, så nu holder den i ti år mere, som han sagde.

Inden afsejling skulle vi lige en tur i Spar og til bageren, alle andre steder havde i øvrigt lukket på 1. maj. Der var absolut ingen demonstrationer eller faner, der i mod komplet fred og ro.

Først undrede vi os over, at næsten alle mennesker vi mødte gik rundt med små liljekonvalbuketter, og at der var små boder over alt, hvor man kunne købe disse. Da vi var færdig med de mere ordinære indkøb, lod vi os også friste til at købe en buket af to unge mennesker.

Det viste sig at være en ældgammel fransk skik 500 år tilbage i tiden med disse “muguets” eller liljekonvaller. I dag mener man, at blomsten er lykkebringende og man giver derfor en buket til en eller dem, man holder af.

Og det er kun 1. maj alle og enhver har ret til at stille sig op og sælge denne lille hvide forårsblomst.

På vej tilbage til båden var der ekstra gang i boulespillet. Det så ud til, at en større turnering var i gang, alle seks baner var i brug. Spillerne optrådte i dragter, der viste hvor, de kom fra, der var dommere og alvorlige miner. Ret underholdende. Lidt efter tog vi videre nordpå af Saône’s stille vande. Der er dog stadig ca 1,5 knobs modstrøm. Vejret var lidt dystert med mørke skyer, og der var da også lovet regn ud på eftermiddagen.

Da vi havde sejlet 30 km, kom vi til dagens første sluse, men der var ingen, der svarede hverken på VHF eller telefon. Som vi vel burde ha’ kunnet tænke os til, holdt slusefolket også 1. maj fri. Så klokken fire måtte vi lægge til ved ventepontonen og pænt vente til slusen åbnede næste dag. Men her var fint nok at ligge, god udsigt og absolut stille og fredeligt.

Det var dog begrænset, hvor meget man kunne bevæge sig rundt i området, fordi der var afspærringer og adgang forbudt skilte over alt.

Men vi fik da besigtiget slusekammeret ovenfra, så vi var forberedte til morgendagen og hilst på et par magre heste lidt længere oppe langs floden.

Om aftenen så vi for en gangs skyld lidt streaming TV, Alene i vildmarken og TV-avisen. Og da vi gik til køjs, var vi spændte på, om slusen åbnede for gennemsejling ved midnat eller først om morgenen. 

LØRDAG

Om morgenen var den kraftige regn stilnet af, og vi vovede os op i byen til Vival, et minisupermarked, som findes mange steder. Man kunne tydeligt se, at der var faldet meget regn i løbet af natten, vi kunne ud fra klipperne langs indsejlingen se, at vandet nok stod 10 cm højere i dag. Sådan tænkte vi i al fald, at det forholdt sig. Efter morgenmad tøffede vi i den stille grå formiddag ud på vores sidste sejldag på Rhône. Sidste del af turen var præget af en del industri, dog heldigvis godt skjult af høj bevoksning.

Ved et tiden var vi ved Benite slusen, den sidste af de 14 sluser på Rhône, og vi kom igennem uden ventetid eller andre problemer. Derefter var der kun 1/2 km, til vi skulle holde til bagbord for at komme ind på Saône og væk fra Rhône – så lidt af en mærkedag. Det tog sin tid at komme i gennem Saône’s snoede forløb igennem Lyon, 16 broer skulle vi under. Der var ret intens trafik med mange forskellige typer turbåde og små vaporettoer, (vandsporvogne), så der skulle holdes godt øje både for og agterude.

Samtidig var der jo masser at se på, nye store huse, gamle huse, husbåde, kirker, ikke mindre end 16 broer samt folk der gik, løb, cyklede eller bare sad langs kajen.

Da vi kom ud af centrum, blev floden bredere, men her dukkede der kaproere op alle vegne, som også  krævede en del opmærksomhed. Mange af de steder vi kunne se ud fra vores Guide Fluvial, så ikke særlig rare ud, så vi endte først klokken 18.30 ved en fin flydebro i den smukke gamle by Trévoux lige ud for en park og campingplads.

Da havde vi tilbagelagt 59 sømil gennem vand, men kun 27 sømil over grund. Også her havde vi den fineste udsigt over floden, hængebroen over floden og byen i baggrunden.

Vi besluttede at blive to nætter, da vi trængte til at hvile ørerne og gerne ville se nærmere på byen. Man betaler havnepenge på campingpladsen, to gange 10 € og må benytte alle faciliteterne. Og vi kunne tilmed bestille morgenbrød. Det er en ret flot og også speciel campingplads. Man kan komme med sin camper/campingvogn eller telt, men man kan også leje hytter.

Og de er virkelig fine, af træ, og står på 1,5-2 m høje pæle, som giver bedre udsigt fra terrasserne, men også hensigtsmæssigt, i de tilfælde hvor floden går over sine bredder. Lidt uhyggeligt. 

SØNDAG

Vejret var fint med en lidt diset sol. Vi gik langs stierne ind mod byen. Der var mange mennesker ude at nyde fridagen, familier der cyklede med deres børn eller legede på den store legeplads. Mænd og drenge fiskede langs flodbredden og andre spillede boule.

Snart var vi oppe i den charmerende gamle by, som er anlagt på de stejle flodskrænter i sikker afstand fra oversvømmelser.

Byen var hovedstad i fyrstedømmet Dombes med eget parlament indtil 1762, og der ses stadig mange velbevarede, smukke huse fra byens glansperiode.

Selv om Trevoux nu blot er en slags forstad til Lyon er glansen dog ikke gået af byen, den virker velfungerende og har fundet en passende balance mellem fortid, nutid og fremtid til glæde for såvel de 7000 indbyggere som turister. Kort sagt et rigtig rart sted at være.

Vi fik en en let frokost med to forskelliger galetter, madpandekager, som vi delte. Vi ville egentlig gerne ha’ spist indendørs, varmere var det ikke. Men da vi ikke havde bestilt bord, måtte vi tage til takke med at sidde udenfor, og det gik også fint.
Bagefter asede vi op til først en udsigtspost og derefter til resterne af et gammelt slot.

Efter at ha’ været op og ned af 20 graders stigningen til slottet var det godt at komme tilbage til Skærsilden, hvor vi fik en kop kaffe med nogle orientalske specialiteter, købt den foregående dag i multietniske Givors. 

Vejret var stadig sommerligt, men om eftermiddagen ville der komme kraftig vind sydfra og om aftenen regn og torden, så vi skyndte os afsted (ved titiden), så vi kunne nå i havn, inden vejret blev for trist at sejle i. Vi havde satset lidt på at nå Confluencehavnen lige først på Saône i Lyon, men den åbnede først 1. maj. Og vi havde læst, at indløbet sågar er blokeret af en 2,40m bro, som havnen kan åbne for besøgende. I stedet måtte det blive en flydebro i Givors, en forstad til Lyon. Efter ca. 8km kom vi til slusen Vaugris, hvor vi blev bedt om at vente en halv times tid, da en fragtbåd var på vej ind i slusen sydpå. Fint nok, vi lagde os ved ventepontonen, og gjorde klar til at sejle ind i slusen, da vi fik grønt lys. MEN motoren startede IKKE, godt vi ikke havde sluppet fortøjningerne. Den var helt død.

Erik var et stort spørgsmålstegn. Jeg ringede til slusemanden og fortalte, at vi forløbigt blev liggende, da vi havde fået “un problem avec le moteur”. Han var vældig flink og sagde, at hvis vi fik brug for hjælp, kunne han give os nummeret på en reparatør.

Erik tjekkede det ene og det andet og var selvfølgelig også på nettet og vifte med SOS flaget, men lige lidt hjalp det. Han var næsten i chok, men det var dog altid noget, at det ikke var sket inde i slusen. Til slut tog han elektrikerkasketten på og tjekkede han det mest banale, hovedafbryderen, og så var der bingo. Plasten i relæet var smuldret, og nogle meget aparte skruer var gået løse, så forbindelsen til motoren var gået tabt.

Men det klarede Erik selvfølgelig, i al fald midlertidigt, og så var vi heldigvis sejlende igen. Så nu undlader vi at bruge hovedafbryderen. Lidt senere passerede vi Vienne, en større by, som vi efterhånden er kørt igennem en del gange i bil.

Der er dog ingen gode tillægsmuligheder, og slet ikke i den nu kraftige vind, som gav pænt store bølger med skum på.

Vienne er i øvrigt det sted, hvor der for første gang blev etableret en reel stenbro over Rhône. Æren for dette bygningsmesterværk tilskrives den romerske kejser Trajan, år 98-116. Så romerne fordrev ikke blot tiden med at forfølge kristne. Broen holdt stand helt til midten af 1700 tallet, derefter benyttedes færger til at krydse floden, indtil en hængebro blev bygget i 1900 tallet. Vi var glade for ved tretiden at kunne komme i læ for vind og bølger ved den lille flydebro op til byen Givors.

Yderst lå byens båd til undsætning af nødstedte sejlende, og lidt længere inde på tværs mellem to fingre lå en lang sejlbåd, som af alle steder havde hjemhavn i – Ærøskøbing.

For at komme op i byen skulle man igennem ikke mindre end to aflåste, høje gitterporte. Koden hertil kunne erhverves ved at ringe til rådhuset, på 0472491818, tast 9, og det lykkedes, da de endnu var på arbejde fredag eftermiddag. 5782 var koden. Var det ikke lykkedes på “min” måde, havde Erik nu alligevel fået den lidt senere, idet han havde kontakt til fyren, der havde båden fra Ærø. De var på vej sydpå, men var taget midlertidigt hjem, da sluserne strejkede tidligere på måneden.

Givors er bestemt ikke en turistby, men en forstad til Lyon. Vi lå lige op til et mindre parkanlæg, hvor en gruppe mænd havde slået sig ned. De var til tider ret højtråbende og klirrede lystigt med den ene fredagsøl efter den anden. De kiggede på os og vi på dem fra hver vores side af “buret”. Lidt længere ude ved indsejlingen sad en enlig fisker, pludselig havde han bid, en kæmpe fisk havde han fået på krogen, men den blev straks efter sluppet fri. Han fiskede kun for sjov, og der var alt for forurenet, som han sagde. Langt om længe fortrak mændene – antageligt hjem til mors kødgryder. Vi havde ikke fået frokost og var mest stemte for at  finde et sted oppe i byen. Der skulle være et portugisisk sted lige i nærheden, så mens mørket faldt på, og sorte skyer trak op, gik vi ud gennem de to porte. Det var lidt som et fængsel eller lukket psykiatrisk afdeling. Vi kom op i den ældre del af byen, og følte i den grad, at nu var vi kommet til et fremmed land – langt fjernere end Frankrig. Det var et multietnisk og fattigt område, hvor der var langt mellem etniske franskmænd, vi var havnet i. Der var overvejende mænd på gaden, mange sad på små café’er og røg. Og vi stak bare så meget ud i vores dynejakker og nordeuropæiske udseende. Vi følte, at der blev kastet lange øjne efter os, men ingen generede os på nogen måde. Den portugisiske restaurant var åben, men uden gæster, det var begyndt at buldre i det fjerne, og de første tunge dråber faldt. Så to sjæle, en tanke, det måtte blive take away, nærmere bestemt Kebab. Så hurtigt ind og bestille. Mens vi ventede, tørrede indehaverens nok 10. årige søn ivrigt borde af, mens der blev arbejdet flittigt i kebabkøkkenet. Der kom flere ind og afhentede, også unge piger med hovedtørklæde, alle flinke og rare. Så vi smilede til højre og venstre, betalte og gik glade ud med vores ruller, hvorefter ejeren kom farende ud, så vi troede, at vi måtte ha’ glemt noget. Men nej, han ville såmænd bare sige pænt farvel og trykkede Erik i hånden – dog ikke også mig… Herefter løb vi, mens skybruddet nærmede sig, ned mod vores lille flydende hjem. Fremme ved den første låge kunne Erik pludselig ikke få porten op, vi nåede lige at gøre os alverdens tanker, men så gik den da heldigvis op alligevel. Og det var hyggeligt at sidde med vores kebabber, mens regnen trommede på cockpitteltet og lyn og tordenbrag afløste hinanden.