Macon/Tournus 2-3/5 2023

TIRSDAG

Det VAR ved midnat, slusen åbnede. Vi blev vækket, da det ene store skib efter det andet sagte gled gennem slusen. Selv om de sejler meget langsomt, høres motor og bovpropel tydeligt, og det gynger lidt. Mens vi spiste morgenmad, kom en tysk sejlbåd med to vinterpåklædte mennesker nordfra gennem slusen, de havde måske ligesom os ligget og ventet på den anden side. Lidt senere var det os, der blev sluset et par meter op. En stor del af tiden er landskabet ret ensformigt, som en grøn korridor man kører i gennem. Og koldt og blæsende var det også. Heldigvis brød solen igennem, da vi nærmede os Macon ved 12 tiden.

Vi lagde til ved en udmærket flydebro i centrum kort før Sct. Laurentiusbroen, lige foran de store krydstogtskibe. Macon er en af de ældste franske byer, men den gamle bykerne er ikke så stor, og mange af de oprindelige huse er gået til i forskellige ofte kirkelige stridigheder gennem tiderne.

Man kan groft sige at centrum ligger mellem byens to store kirker, den nyere og nu anvendte Sct. Pierre med to tårne eller måske rettere spir og så den gamle, men meget ødelagte Sankt Vincent katedral fra omkring år 1000, som man arbejder på at restaurere delvist.

Og midt mellem disse punkter ligger broen over floden, et andet af de ældste bygningsværker, vist angiveligt helt fra kejser Cæsar Octavianus regeringstid tid fra år 27 før Kristus til 14 år efter. Vildt at tænke på. Herefter gik det stærkt nedad med kejserkvaliteten…

Men en meget rar by at gå rundt i. I dag satsede vi på at finde et rart frokoststed – helst i solen. Og det lykkedes til fulde, men først til allersidst, da vi næsten var nået tilbage til båden. Millimésime hed stedet.

Det var nok mest en slags vinbar med et begrænset menukort, men med virkelig lækre små retter, man kunne deles om. Vi fik en planke med laks, tun, hønsesalat, frølårskroketter (vi har hidtil forsøgt at undgå frølår) og nogle små souffle’er, dertil et glas hvidvin, Macon selvfølgelig. Lidt, men supergodt og ikke en gang dyrt.

Derefter gik turen videre til Tournus. Vi ville egentlig ha’ været ind af en kanal til den lille by Pont-de-Vaux, men det viste sig, at der var for lavt til, at vi, eller Erik, havde lyst til at gå derind. Faktisk havde vi lavet et utilsigtet stunt, da vi lige var startet fra Macon. Pludselig stod båden simpelthen på grunden. Vi sejlede helt efter forskrifterne med god afstand til de røde bøjer (og på den rigtige side af dem). Men der var så alligevel en mudderbanke, som Erik egentlig godt lige nåede at se, men ikke rigtig nåede at reagere på. Erik fik dog hurtigt båden fri efter at ha’ trukket ror og køl op og bakket lidt. Men alligevel lidt ubehageligt at sidde fast midt ude i løbet, godt vi ikke havde et stort krydstogtskib lige bag os.

Der var nu ikke megen trafik på floden, på vej mod Macon havde vi set en fragtbåd og videre frem de næste tre timer mødte vi et større skib og en motorbåd – og en del kreaturer på eller delvist land.

Efter 36 sømil gennem vand og 28 over grund lagde vi klokken 18.30 til ved en god, lang flydebro lige før broen ved byen Tournon. Her kom vi for første gang til en bro, der allerede var fyldt godt op. Det var hyggeligt at sidde i båden og se på folk og fæ (hunde), der spadserede forbi oppe langs havnekajen under den lange række af pænt store, nyligt udsprungne platantræer.

ONSDAG

Vi sov dejligt længe, indtil vi blev vækket af Police Municipal, der opkrævede 8 € i havnepenge. Det har vi ikke prøvet før. Vi skyndte os at få lidt morgenmad, inden vi gik op i byen, som vi glædede os til at se. Først daskede vi bare rundt i de mange små maleriske gader.

Senere løste vi entré til Hotel Dieu, en slags hospital, oprettet under især gejstelig bevågenhed i 1600 tallet.

Dets oprindelige formål var at pleje gamle, invalider og fattige. Der blev ikke givet megen medicinsk behandling, men nærende kost tre gange dagligt og ikke mindst åndelig føde gennem andagter, som de sengeliggende kunne høre fra fra et rum med et alter placeret mellem afdelingen for kvinder og mænd.

Mellem sengerækkerne og ydervæggene var der 1 m brede gange. Dette tillod nonnerne, at kunne pleje og behandle de syge eller svagelige gennem en låge der kunne åbnes inde fra gangen. Når forhænget på den anden side var trukket for, kunne arbejdet foregå mere diskret. Denne konstruktion nedsatte også kuldeudstrålingen fra de ofte kolde ydervægge. Nogle gange lagde man to patienter i samme seng, dels hvis der var mangel på sengepladser, men også for at de to kunne varme hinanden lidt – og/eller smitte hinanden.

Senere, under revolutionen tilkom et rum dedikeret sårede soldater. Det var en slags nonner, tilhørende Marthaordenen, som stod for plejen, men især senere tilkom systematiske lægetilsyn og mere reel medicinsk/kirurgisk behandling.

Der var et imponerende apotek med alverdens flasker og krukker og mange interessante effekter til diverse behandlinger.

I starten af 1900 tallet eksperimenterede man endda med behandling af diabetikere med insulinlignende præparatet og først omkring 2. Verdenskrig ophørte de fantastisk, smukke, gamle, men også upraktiske og kolde bygninger at fungere som hospital. Mættede af åndelig føde, men med tomme maver slog vi os ned på Le café de John og fik dagens ret, faux filet (rødt oksekød) med pommes dauphine, (flødekartofler), et glas Bourgogne vin, og citron/aprikostærte.

Alt sammen serveret i dejlig solskin og med udsigt til næste punkt på dagsordenen, Saint Philibert kirken, en ca. 1000 år gammel romansk kirke/krypt/kloster.

Ved begge seværdigheder blev vi udstyret med “audioteknisk” materiale, der udførligt fortalte om, hvad vi så de to steder.

Også kirken var bestemt et besøg værd, især krypten var smuk på sin egen dystre måde.

Som tidligere nævnt blev de kristne forfulgt omkring år 100, også en vis Valerien, som tog  flugten fra Lyon op til Tournus, hvor han som den første etablerede en lille kristen menighed. Han blev dog på det grusomste indhentet af skæbnen i år 178.

Siden blev der omring år 1000 påbegyndt en romansk kirke i Tournon og og Valerian blev helgenkåret, og har nu en sarkofag (hvad der ligger i denne er dog uvist) og en form for alter nede i krypten. Faktisk blev området, hvor det senere kloster kom til at ligge, skænket til nogle benediktinermunke, som med relikvierne af deres biskop Saint Philibert de Noirmoutier, (der af kirkens navn) havde måtte flygte fra VIKINGERNE fra Noirmoutier, en fransk Atlanterhavsø ca. 500 km stik vest for Tournus. Efter disse kirkelige udskejelser var vi ret udmattede og gik ned og slappede af i Skærsilden. Også i denne havn holder et slæng af øldrikkende mænd med hunde til. De sidder på flodbrinken foran os og kaster pinde ud i vandet til deres to gøende hunde. Da bypolitiet atter dukkede op for at indkassere havnepenge, forsvandt de dog (midlertidigt) som dug for solen.

Lidt efter kom de igen, og flere kom til, heraf en enkelt pige, der spilles gnaggslignende musik, og vi kan følge dem når de, hvad de ofte gør, træder af på naturens vegne i et hjørne tæt ved. At der også foregår visse handler, er der vist ingen tvivl om.  Spændende. Da vi ville afslutte aftenen med en kop te, og som så ofte brugte vores elvandkoger, sagde det puff, og efter en gnist steg en lille ildelugtende røgsky op.

Vi fik hurtigt afbrudt forbindelsen, og Erik der elsker tekniske udfordringer kastede sig over stikdåsen, som var den hovedmistænkte og fik fikset problemet, så nu holder den i ti år mere, som han sagde.