Dracé slusen 1.maj 2023

Dracé slusen 1.maj 2023

Inden afsejling skulle vi lige en tur i Spar og til bageren, alle andre steder havde i øvrigt lukket på 1. maj. Der var absolut ingen demonstrationer eller faner, der i mod komplet fred og ro.

Først undrede vi os over, at næsten alle mennesker vi mødte gik rundt med små liljekonvalbuketter, og at der var små boder over alt, hvor man kunne købe disse. Da vi var færdig med de mere ordinære indkøb, lod vi os også friste til at købe en buket af to unge mennesker.

De var da ikke til at stå for
Vi var glade for at vi ikke var i Paris, for der så det sådan ud, med tåregas og det der var værre.

Det viste sig at være en ældgammel fransk skik 500 år tilbage i tiden med disse “muguets” eller liljekonvaller. I dag mener man, at blomsten er lykkebringende og man giver derfor en buket til en eller dem, man holder af.

Jeg var glad for min lille buket – i Eriks aflagte, men uhyre bekvemme gamle fløjlsbukser…

Og det er kun 1. maj alle og enhver har ret til at stille sig op og sælge denne lille hvide forårsblomst.

På vej tilbage til båden var der ekstra gang i boulespillet. Det så ud til, at en større turnering var i gang, alle seks baner var i brug. Spillerne optrådte i dragter, der viste hvor, de kom fra, der var dommere og alvorlige miner. Ret underholdende. Lidt efter tog vi videre nordpå af Saône’s stille vande. Der er dog stadig ca 1,5 knobs modstrøm. Vejret var lidt dystert med mørke skyer, og der var da også lovet regn ud på eftermiddagen.

Da vi havde sejlet 30 km, kom vi til dagens første sluse, men der var ingen, der svarede hverken på VHF eller telefon. Som vi vel burde ha’ kunnet tænke os til, holdt slusefolket også 1. maj fri. Så klokken fire måtte vi lægge til ved ventepontonen og pænt vente til slusen åbnede næste dag. Men her var fint nok at ligge, god udsigt og absolut stille og fredeligt.

Det var dog begrænset, hvor meget man kunne bevæge sig rundt i området, fordi der var afspærringer og adgang forbudt skilte over alt.

Men vi fik da besigtiget slusekammeret ovenfra, så vi var forberedte til morgendagen og hilst på et par magre heste lidt længere oppe langs floden.

Om aftenen så vi for en gangs skyld lidt streaming TV, Alene i vildmarken og TV-avisen. Og da vi gik til køjs, var vi spændte på, om slusen åbnede for gennemsejling ved midnat eller først om morgenen. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.