Month: august 2019

30.08/19 AFSKED MED PARQUE DAS NACÕES OG LISSABON OG GENSYN MED CASCAIS.

30.08/19 AFSKED MED PARQUE DAS NACÕES OG LISSABON OG GENSYN MED CASCAIS.

I dag vil vi sejle ud af Lissabon og lægge os for anker i Cascais, inden vi sejler videre sydpå i morgen. Men vi har god tid, for vi har først strømmen med os ud på eftermiddagen.

Pæne huse tæt på havnen.
Dette hus, der ligner en båd, var Erik særligt glad for.
Her set mod stævnen.

Vi har en en del at udrette inden da. Vi udnytter for sidste gang de gode baderum, går op og handler i det nærliggende Pingo indkøbscenter og sidst men ikke mindst, skal vi op og besøge cykelsmeden, der holder til i den anden ende af den lille lidt alternative café Grupeto, vi fik morgenmad på den første morgen. Det er tre små magre, senede næsten kronragede fyre alle med et intenst udtryk i øjnene. De er ikke brødre men venner, der sammen driver foretagendet. De lader til at ha’ nogle øko/sundhedsbevidste stamgæster, som de serverer saltfattige grøntsagssupper med fuglefrø på, salater, frisklavede wraps og forskellige slags juice for. Altsammen udmærket. Ham som har cykelværkstedet skiller sig lidt ud med delvis punkerfrisure og brede tatoveringer om arme og ankler. Og det var især ham, som Erik fik brug for og hjælp af til sine knækkede eger. 

Der ledes.
Der var mange ting at holde styr på.

Han ledte og ledte og fandt til sidst nogle, som nok kan anvendes til det lille hjul – nogle brugte bolte dukkede også op af gemmerne. Erik måtte selv bestemme om eller hvad, han ville betale for delene – og manden så ud til at være fuldt ud tilfreds med, hvad Erik gav ham. Efterfølgende spiste vi så suppe og tunwraps i cafeen, og følte os vældigt sunde.

Havnens invalide ælling reddet fra døden i mudderet – fik vi fortalt.
Farvel til Piphans og Pipgrete.

Efter at have sagt farvel til dyr og mennesker, sejlede vi endelig ud af floden, under 25. Aprilbroen og videre ud forbi Belém. Her begyndte såvel strøm som vind at tage til, og sådan forsatte det med små krappe bølger, rebet storsejl og vinden foran for tværs. Vi strøg af sted, og båden kom op over 10 knob, så hurtigt sejler vi sjældent. Ude ved Cascaisbugten, hvor der også denne gang lå mange både for anker, var der stille og roligt. Vi havde købt lækker fisk, som vi stegte på gasgrillen, og selv om det blæste noget op om natten, lå vi fint. 

29.09/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES m.m.

29.09/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES m.m.

Efter morgenmad fik vi fisket de små cykler op fra kistebænken. Da der var fin cykelsti det meste af vejen ind til Azulejomuseet, foretrak vi at cykle fremfor at tage bussen.

Indgangen til museet.

Det var et fint lille museum beliggende i relation til en kirke og et kloster, begge rigt dekorerede med kakler. 

Klostergård.
Stillistiske kakler.
Lavet af nutidens forskolebørn.

Derudover var der flere sale med kakler og porcelæn fra forskellige tidsaldre. Det var sjovt at følge den kunstneriske udvikling. I starten var det ofte folk uden særlig tegneerfaring, der havde lavet skitserne til de senere kakler, og resultatet var sjældent anatomisk korrekt, og perspektivet haltede også en del. Så der kom nogle naivistiske men alligevel illustrative og charmerende Azulejos ud af anstrengelserne.

Hund med stearinlys?
Katten? efter musen.

Vi havde egentlig tænkt os at cykle videre til Apolloniastationen og tanke vores Viva viagem rejsekort fra Povoa de Varzím op, men vi droppede dette og tænkte, at det ville være lige så godt at cykle og så bare købe de to sporvognsbilletter til den legendariske linje 28, som kører fra Martim Monez pladsen og det meste af Lissabon rundt. Det ville være en passende måde at tage afsked med Lissabon på, syntes vi. Men først skulle vi lige ha’ lidt frokost, og da vi var i nærheden,  ville vi give “Annettes” restaurant en chance til. Den var som næsten ventet lige så lukket som dagen forinden. I dag fik vi dog talt med en lille tynd mand, som gik og malede derinde. Han fortalte, at de først åbnede igen 3. september, så det besøg må udsættes på ubestemt tid! Da vi var sultne, lidt udmattede og meget varme efter cykelturen derOP i middagsheden, gik  vi straks ind i “vores” restaurant fra dagen inden og fik endnu en gang en dejlig og billig menu med fisk og meget andet godt. Således vederkvægede steg vi bagefter atter på cyklerne og fortsatte ind mod Praca Martim Monez. Nu gik det heldigvis mest nedad, men der var ingen cykelsti længere, men masser af biler og sporvogne, så det var ikke helt, som vi havde tænkt. Men vi kom da frem til pladsen og tøjrede jernhestene til et vejskilt. Efter at ha’ stået i kø i nogen tid til sporvogn nr. 28, som er noget af en turistattraktion, men som også benyttes af lokale, kom vi af sted og skrumplede af sted for åbne vinduer gennem de smalle gader.

På skinner.

Medpassagerer.
Selfie/selfie.

De fleste steder kendte vi fra vores tidligere ture til fods, mens andre var nye. Ved endestationen ca. 45 minutter senere, blev alle gennet ud. Vi satte os på en lille bar og fik en fadøl/cola at køle os ned på, inden vi på en lidt rodet måde i fællesskab købte to nye billetter til hjemturen. Vi nød atter turen tilbage, ind til sporvognen midtvejs pludselig blev invaderet at to bryske fyre, der skulle kontrollere, om alle havde lovlig rejsehjemmel. Vi havde jo den reneste samvittighed i verden, MEN vi mente begge to, at den anden havde billetterne. Erik kunne ikke finde nogen billetter (kun dem fra udturen),og han troede åbenbart så meget på, at jeg heller ikke havde dem, at han, mens jeg rodede i alle min lommer, kom til at antyde, at vi måske slet ikke havde fået nogen billetter. Og så brød helvede næsten løs, det var en meget alvorlig påstand at komme med, konduktøren kunne blive fyret, og vi kunne komme i fængsel, lød det som om. Det hjalp ikke meget, at jeg stort set samtidig med Eriks fatale udsagn, fiskede de to billetter op fra bunden af min trofaste fjeldræv. Puha! Nå, men vi slap da med skrækken og konduktøren beholdt sit job.

Cyklerne stod i god behold, hvor vi havde efterladt dem, og så begyndte hjemfærden. Der var to ruter på Eriks I-Phone, vi kunne vælge i mellem. En der stort set fulgte kysten og en i fugleflugtslinje på tværs over land. Jeg var klart mest stemt for kystvejen, som jeg anså for at være den med mindst stigninger og flest cykelstier, men af flere grunde havnede vi på den anden. Og det blev noget af en udfordring, selv for den frygtløse Erik. Først gennem smalle gågader med masser af folk, så ud på trafikerede gader hvor vi kun turde cykle på fortovene slalomende os mellem fodgængerne. Omkring Alameda op af en megastigning ved en stor hundeluftningspark og et imposant springvand, Fonte Luminosa,  hvor vi holdt en lille pause.

Udsigt fra springvandet ud over parken.
Fonte Luminosa.
Nærbillede af de badende nymfer.

Men vi havde endnu det bedste ( eller værste) til gode. Vi kom nemlig ud på nogle nyanlagte ringveje med rundkørsler og hurtigtkørende biler. Turen gik op og ned gennem vidtstrakte områder med nybyggede højhuse. Det mindede mest af alt om en motorvej, hvis det ikke havde været for rundkørslerne, og vi var de absolut eneste på cykler! At mørket var ved at sænke sig, gjorde ikke turen mere behagelig. Men hjem kom vi da til slut og begge i god behold. Selv om vi måske ikke har været så begejstrede for Parque de Nacões, var vi nu næsten lykkelige, da vi nærmede os den efter halvanden times stroppetur. Det var kun Eriks cykel, som ikke rigtig klarede strabadserne. Hans baghjul begyndte til slut at slingre hid og did, og ved nærmere eftersyn havde flere af egerne givet op. Mere om det senere. Efter lidt pølse/ostemad og et glas rødvin gik vi til køjs og sov ganske godt!

28.08/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES M.M.

28.08/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES M.M.

Vi stod op til dejligt solskin og gik op og fandt en café, hvor vi kunne få lidt morgenmad.

Fin gammel båd i havnen.
Sådan en husbåd kunne Erik måske ( også) tænke sig…

Efter at have betalt  vores havnepenge, en måned kunne bedst betale sig, hos de flinke piger, gik vi først et langt stykke langs floden ind mod centrum.

Halvvejs færdigt.
Næsten færdigt.

Der var gang i en masse nybyggeri og anlæggelse af en ny lang havnepromenade med parkanlæg.

Det skal nok blive pænt.

Men der var også en masse ældre havnerelaterede industribygninger af forskellig art og så derudover flere faldefærdige gamle huse.

Fra de gode svundne tider.
Har set bedre tider…

Derefter gik vi opad ind i landet for at finde min bogklubvenindes tidligere omtalte restaurant Rui do Barrote. Godt sultne og noget svedige nåede vi efter ca. halvanden time endelig frem – til en lukket restaurant, der burde være åben. Hmm, heldigvis lå der en hyggelig restaurant næsten lige ved siden af, som vi skyndte os ind i.

Den var velbesøgt, og vi var med garanti både de eneste turister og ikke portugisere.

Udsigt fra Delicia do Vale: Funktionelle højhuse – men ikke et kvarter vi normalt ville opsøge.

Men den unge tjener var, som rigtig mange af de unge portugisere vi har mødt, alligevel god til engelsk. Og vi fik en dejlig dagens menu med fisk og en herlig husets vino verde, en gudedrik som Erik så fint udtrykte det. 

Fisk er godt!

Derefter gik vi lidt videre opad gennem kvarteret, hvor vi så mange huse med fine detaljer.

Cykelparkering.
Smukt – næsten poetisk vasketøj.

Vi endte oppe på en af byens mange udsigtspladser, Miradouro da Senhora do Monte, hvor vi atter en gang kunne nyde at se ud over de mange røde tage, Tejofloden og Castelo de São Jorge.

Her er da dejligt.
La Senhora bag glas.
Tilbage i Lissabon.

Vores intention var herefter på tilbagevejen at besøge Azulejomuseet, men da vi kom dertil, var i al fald jeg så træt og mæt af indtryk og meget andet, at jeg ikke orkede det. Så det besøg bliver udsat til i morgen!

Vi gik, og vi gik.
Flot gavlkunst.

I stedet gik vi nok så prosaisk i Lidl og købte ind, hvorefter vi flottede os med en taxi hjem til havnen med vores tunge poser. ( Bussen kørte for næsen af os, der var 5 km at gå, og vi havde allerede gået mindst 15 km iflg. Erik så…) Resten af aftenen tilbragte vi i båden med en kop te og en ostemad, mens vi nød stilheden i havnen.

27.08/19 2. DEL AF SOMMERTOGT – AFREJSE MOD LISSABON.

27.08/19 2. DEL AF SOMMERTOGT – AFREJSE MOD LISSABON.

Efter godt to uger, travle, nyttige og indholdsrige, hjemme i Danmark, hvor vi fik set til min far, venner og bekendte og ikke mindst fik sat skik på hus og have, tog vi først på formiddagen mod Hillerød. Camilla og Niels har atter en gang været så flinke at påtage sig at passe Chico, og vores naboer vil fodre vores gamle hest som ikke kan holde huld alene ved sensommerens gamle, seje græs.

Sokkadis fodres med kraftfoder.

Lagkage på stranden.

Gammelt græs og ukrudt brændes af.

Bålet passes.

Denne gang gik rejsen planmæssigt, først til Basel og derfra videre med TAP til Lissabon, som vi nåede ud på aftenen. Sidstnævnte flyselskab serverede en (gratis?) let anretning med drikkelse til. Lidt gammeldags – men meget hyggeligt. Vi tog en taxa fra lufthavnen ned til båden og regnede med at prisen ville være som på udturen – men nej. Ham her doblede lige prisen op og så meget forbavset ud, da vi mente, at det var alt for meget, og fortalte at vi kun havde givet det halve for tre uger siden. Først da vi gik ind og hentede vagten i buret ved indgangen til havnen, kom han på andre og billigere tanker…

Og båden havde det som forventet fint. Basilikummen havde overlevet, men strømniveauet til køleskabet var faldet, og temperaturen var tilsvarende steget, så der var lidt, der skulle kasseres. Tænk at have en mand, der klokken halv tolv om natten giver sig til at tømme køleskab og vaske det med Rodalon – hatten af for det!

HJEMREJSE 06.08-08.08/19

HJEMREJSE 06.08-08.08/19

Tirsdag 06.08 Hjemrejsedag

Den søde pige i havnereceptionen havde bestilt taxa ud til lufthavnen kl. 6.30, og vi havde alt pakket og klart, da vi gik til køjs. Taxien hentede os som aftalt, den kostede kun ca. 8 €. Vi kom hurtigt gennem sikkerhedskontrollen med vores to små tasker, fik en kop kaffe til at vågne på, hvilket vi da i særdeleshed gjorde, da vi så at afgangen 8.30 mod Basel først var udskudt til 10.10 og kort tid efter blev helt aflyst. Flyet skulle repareres! Først uvished, så lettere kaos, så besked om en ny flyafgang følgende dag kl. 10.25 men uden mulighed for at tage videre med den planlagte flyforbindelse til København. Et skridt af gangen, så afsted med en bus til et ukendt hotel. Vi forudså et anonymt skodhotel nær lufthavnen, men vi endte på et 5-stjernet luksus golfresort Dolce ca. 70 km væk. 

1. Bus ankommer til Dolce i Torres Vedras.

Meget flot – efter sigende Portugals bedste af sin art. Det bliver dog nok både første og sidste gang vi er på et golfresort.

Erik kontakter Easy Jet og Kiwi, som dels flyver og dels har arrangeret turen, for at få styr på det videre forløb, men systemet er sjovt nok gået ned. Det ser dog ud som om, at Easy Jet er forpligtet til at sørge for ny flyafgang til Basel. Herefter overtager Kiwi sandsynligvis med overnatning i Basel og fly til København torsdag. Så vi vælger at tage det som en oplevelse og nyder vores suitelignende værelse, det smukke landskab og den dejlige mad.

Erik slapper af.

Udsigt fra værelset.

Frokost ved poolkanten og en overdådig buffet i restauranten om aftenen med mange hidtil uprøvede portugisiske specialiteter.

Smukt landskab.

Golfparadis.

Det var næsten lige så luxuriøst som slottet i Sintra med marmor, kunstfærdige smedejernsgelændere og balustre. Bare synd for min gamle far som tæller timerne, til vi kommer hjem. 

Christina i tronstolen.

Onsdag 07.08

Vi står tidligt op for at spise morgenmad ( også overdådig) for at kunne komme med bussen kl. 8 mod lufthavnen. Det første vi får at vide er, at flyet foreløbigt er udsat fire timer til 14.25, noget med en reservedel, men vi bliver alligevel kørt til lufthavnen ved 10 tiden. Vejret er gråt, og det småregner- godt for golfbanen. Klokken 15 kommer vi endelig af sted mod  Basel, men der er først forbindelse mod København en gang den efterfølgende dag, så vi ender på det vældig fine og hyggelige 4 stjernede hotel Vila på Kiwis regning i omegnen af Muhlhaus, den franske del af området lige omkring lufthavnen.

Hotel Vila

Det er et ombygget gammelt øldepot fra starten af 1900 tallet, meget charmerende men samtidig også supermoderne. Her følte vi os nok mere tilpas end i den nygamle golfhacienda.

Rødt og sort.

 

Torsdag 07.08 og lidt af fredag 08.08

Efter endnu en udsøgt morgenmad var vi lidt på “kontoret” og gik derefter rundt i Saint- Louis, en lille by med et begrænset centrum, men rimelig hyggelig. Vi havde under opholdet et rart gensyn med den franske mad og deres pæne blomstersammenplantninger, som jeg næsten havde glemt.

Udsigten fra vores frokostrestaurant på Hotel Posts terrasse.

Fransk hus med kommunale blomster.

Alcasisk bondefrokostret. Enkelt med en munterostecreme. ( En særlig egnsost)

Fransk bed.

Kommunal blomsterkumme. Her er blomster ikke sparet væk!

Efter frokosten tager vi tilbage til hotellet hvor vi får serveret en dejlig ekspresso med en lille madeleinekage i en smuk kop i den hyggelige gårdhave. Ren luksus!

Man ser at det er en gammel lagerbygning.

 

Man kan godt vænne sig til lidt luksus.

Kl. 15 blev vi i hotellets shuttlebus kørt til lufthavnen. Ganske gratis og bekvemt.

 Næsten til vores overraskelse afgår vores fly mod Bruxelles planmæssigt.

Kæmpemobile udstillet i lufthavnen i Bruxelles.

Lige noget for Erik.

Kunstneren Jean Tinguely.

Der er også pissoirkunst.

Desværre har Kiwi ikke kunnet/villet imødekomme Eriks indtrængende anmodning om et direkte fly til København fra Basel men kun denne forbindelse over Bruxelles med videre forbindelse til København, således at vi først lander i København kl. 22.30. Så vi får to timer i Belgien, hvor vi lige kan nå at få aftensmad i lufthavnen. 

Sidste måltid inden DK – pizza, turens første.

Vi kommer med toget mod Hovedbanegården, men misser den videre forbindelse mod Fyn kl. 00.00, fordi vores tog af uforståelige årsager står stille i så lang tid, at intercitytoget er kørt, da vi når frem to minutter for sent. Det var der også mange andre trætte passagerer, der var kede af. Der kom dog heldigvis et tog en god halv time senere, og klokken kvart over to kom Roman og hentede os i Nyborg, og klokken fire om morgenen efter en kop te kunne vi endelig lægge os i vores egen gode seng, og  en lang rejse hjem var endelig slut.

Så er spørgsmålet bare, hvornår vi kan få det til at passe med at komme tilbage til Lissabon og finde en egnet vinterhavn til Skærsilden – måske i Algarveområdet….

Forhåndsvis(åbner i en ny fane)

LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

Søndag 04.08 

Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken havn vi skulle vælge i Lissabon, men var blevet enige om at ligge i Alcantara de første dage,  og så når vi skulle hjem til Danmark 06.08 sejle nordpå til den nye havn Marina Parque das Nacões i et moderne nybygget område anlagt i anledning af verdensudstillingen i Lissabon i 1998. Dette dels for at se området, men også fordi vi mente, at det lå tættere og mere praktisk i forhold til lufthavnen. Så lidt over middag sagde vi farvel til Alcantara, som vi var blevet helt glade for, og sejlede i medstrøm men modvind og for motor op mod vores nye havn, som vi nåede en times tid senere.

Farvel til det gamle Lissabon fra vandsiden.

Allerede på lang afstand kunne vi se de første vartegn/varsler på denne futuriske bydel. Høje, høje huse i særegne former og med forskellige skulpturelle installationer på toppen og så Portugals længste bro, Vasco da Gama broen.

Nutiden kalder.

En palme på taget?

Vi blev venligt og professionelt modtaget i en fin reception af nogle engelskkyndige unge damer og fik anvist en plads i havnen. En  del af havnen bliver helt tørlagt under ebbe,  men på vores plads var der vand under kølen hele tiden.

Ikke vores båd.

Og så er der de pæneste toilet/baderum set hidtil i Portugal og hele området omkring havnen og langs floden er i virkelig nydeligt med restauranter, barer, træer og bænke, som folk i stort omfang slænger sig på. Køleskabet var tomt, så vi startede med en gang ost og pølse på den café,  vi syntes så hyggeligst ud. ( Her er nemlig generelt mere pænt end hyggeligt).

Stringent promenade.

Vi  troede vi fik et bræt med kolde pølseskiver, men der kom en skål med forskellige slags stegte pølsestykker blandet med nogle syrlige grøntsager. Nogle af pølserne smagte mildest talt sært, og der skulle en vis viljestyrke til at få dem ned. 

Portugisisk pølseret.

Det føltes nærmest som et kulturchok at komme fra det det “gamle” Lissabon, som er så gennemsyret af sjæl til dette område med himmelstræbende mammutbygninger af beton, glas og stål, hvor alt er flot og planlagt i mindste detalje, men hvor mennesket ikke syner af meget.

Lille Erik i nye omgivelser.

Hoteller og butikker er ubetinget rettet mod folk med en spækket tegnebog, men dem er der tilsyneladende også en del af. Og mange af dem er afrikanere indvandret fra de tidligere kolonier. Her finder man det største shopping center, Vasco da Gama, i tre etager eller mere, jeg ever har set. Jeg  fik næsten en lille depression af al denne kommercielle pondus. Området huser også et stort og helt sikkert interessant Oceanarium, men da vi nok mentalt er lidt i hjemrejsemood, og vi sidste år besøgte et også meget berømmet akvarium i La Rochelle, følte vi os mættede, hvad fisk og hajer angår.

Mandag 05.08

Vi fik vasket to maskiner, og det var tiltrængt. Så hele båden var indhyllet i vasketøj, som tørrede fint i varmen og blæsten. Vi har i øvrigt haft upåklageligt vejr, siden vi kom til Cascais, sol og blå himmel hver dag og en frisk nordenvind, som har gjort varmen tålelig. 

Om eftermiddagen gik vi lidt mere rundt i byen eller reservatet, som jeg lidt følte det som at være i. Men nede langs floden var der faktisk rart at gå og mange forskellige former for udsmykning eller installationer at se på.

Svævebane ud mod broen og Torre do Vasco da Gama ( et hotel).

Badende “damer”.

Disse springvand fandtes i alle farvenuancer, og af og til kom der en kaskade af vand ud af toppen.

Park

– med giraf.

Vi ville have spist frokost på en restaurant som Annette ( hun har været i Lissabon flere gange i længere perioder) fra min bogklub havde anbefalet os. Men den lå lidt længere væk end først antaget,  og vi havde mindre tid, end vi troede, da tøjvask og nedpakning var overstået, så vi endte med at spise rester også om aftenen og regner med at ha’ Annettes restaurant tilgode,  til vi vender tilbage i løbet af måneden. Og så gik til køjs lidt før end normalt, for vi skulle jo tidligt op næste morgen.

LISSABON 02-03.08/19

LISSABON 02-03.08/19

Fredag 02.08. Sejltur og natteliv.

Støjen fra broen og flyene generede os egentlig ikke mere. Men denne nat havde vi næsten ikke sovet. Netop som vi gik i seng ved tolvtiden, startede en voldsomt høj, værre end Tecnomusik, koncert, og den stod på til klokken 7 om morgenen. Så vi var noget groggy og orkede ikke rigtig noget. Jeg lavede lidt blog, mens Erik gik over til den danske båd Springeven, for at se om han kunne løse nogle af deres problemer. Det endte med, at vi alle sammen tog en lille tur, for motor,  med Springeven. Først lidt op ad Tejo floden og derefter ud forbi Belém. Det var helt anderledes at sejle i så stor og tung en båd. 

Erik, og Torben i styrehuset.

Vi blev enige om, at vi ville lave en fælles tur op i Biarro alto og spise aftensmad der og bagefter prøve at finde et fadosted. Selv om vi var lidt ambivalente over for denne måske lidt teatralske sangtradition,  kunne vi nu alligevel godt tænke os at give det en chance. Fadosangen har altid udtrykt menneskets længsel, og selv om tiderne forandres, bor længslen vel altid i mennesket, så derfor… Simone og Torben var lige blevet anbefalet et sted af en Tuc -Tuc chauffør, et sted som jeg også havde læst godt om. Så det kunne vel ikke gå helt galt! Miguel, den franske gast tog også med, så der blev talt dansk, engelsk og fransk  i en forvirring. Vi endte i en nepalesisk/portugisisk lille restaurant og fik noget god mad. Det bedste ved stedet var dog den nepalesiske kvinde, der serverede for os. Sjældent har vi været ude for en så imødekommende, nærmest graciøs betjening. Bagefter, nu tæt på midnat, begav vi os ud i nattelivet. Der var stuvende fuldt af feststemte unge mennesker med vinglas eller øl i hænderne i de smalle, stejle gader. Da følte jeg mig faktisk lidt gammel! 

Simone, C, E og Torben i baggrunden i kø ved midnat.

Vi fandt dog hurtigt vores fadosted, Tasca do Chico, og efter at ha’ stået i kø et par minutter blev vi lukket ind i et lille lavloftet, tætpakket lokale med mange portugisiske, også ældre, stamgæster. Udover for drinksene, som ikke var dyre, skulle der ikke betales noget. Snart stillede en ung lille lyshåret pige sig op og begyndte at synge med en kraftfuld, men lidt sprukken stemme. Slet ikke dårligt. Og der fulgte flere efter, unge og ældre, mænd og kvinder ofte med akkompagnement af guitar.  Nogle hørte til blandt publikum – andre var måske mere professionelle.

Den stående mand med hænderne i bukselommerne synger faktisk.

Der var ikke noget komisk teatralsk over fremførelserne, tvært i mod gik de til hjertet, og min følsomme mand måtte tørre øjnene flere gange. De forskellige sangere var blevet præsenteret af en bred, skægget lavstammet yngre mand med en malmfuld røst, og da klokken var henad to, afsluttede han aftenen med nogle sange til publikums store begejstring.

Og så gik vi atter den lange vej hjem og kom i seng kl. 4. Stakkels Simone skulle med et fly hjem næste morgen ved 8-tiden, så hun fik ikke sovet meget denne nat. 

Lørdag 03.08  Alfama og Castelo de Saò Jorge.

Vi havde med overlæg gemt denne del af byen, fordi vi havde en formodning om at den ville være ekstra spændende. Vi var dog noget trætte oven på nattens udskejelser, så vi kom ikke helt så tidligt af sted, men det passede meget godt med at holde frokostpause i en form for fastfood restaurant med en menu til 6 € , som vi flere gang havde haft kig på.

Flot kaffemaskine

Først en Caldo Verde ( “varm grønt”) en klassisk portugisisk suppe , tynd grønkålssuppe med pølsestykker i – lige hvad man havde brug for i varmen! Hertil en brændeovnsbagt superlækker bolle fyldt med mere pølse. En valgfri drik øl/… , en slags sød risdessert med kanel og til slut en kop kaffe med en lillebitte kage til.

Værs’go og spis.

Det kunne næppe ruinere ret mange,  og mætte blev vi, kan jeg garantere for. Og så var der tilmed hyggeligt.

For at overstå den mest anstrengende del af turen først kæmpede vi os op til den  gamle borg i de varme stejle gader, og belønningen ventede os på toppen inde bag borgens tykke mure: En fantastisk udsigt ud over Tejo og Lissabons tage og ikke mindst skyggefulde steder under de mange høje træer og en dejlig afkølende frisk vind.

Og det er jo fint at være over 65, så slipper man billigere mange steder. Her var de endda så høflige at spørge, om vi ( virkelig) var så gamle, men det er vi jo. Derudover er borgen i sig selv interessant at besøge, der er fund dateret helt tilbage til 700 år f. Kr. og her blev der udkæmpet slag mellem maurerne og kristne korstogshære omkring 1147.

Erik den Blå indtager borgen.

Lille pige i søndagskjole. En flot matchende påfugl nåede desværre at undslippe fotografen.

Efter at have nydt en vindomsust forfriskning på en café deroppe med absolut panoramaudsigt gik vi ned gennem Alfamas snævre og stejle gyder.

Læskende!

Og det er virkelig en spændende bydel, hvor der trods de mange turister, også bor “rigtige” mennesker. Alfama hører til den ældste del  af Lissabon, den blev næsten ikke ramt af jordskælvet i 1755 og er derfor en næsten ren middelalderby.

Mørke gyder.

Ind i mellem så dukkede der, typisk omkring de mange små kirker,  pladser op, hvor folk spillede og dansede og var i højt humør.

2 Gode musikere på 2. sal med pengespand hængende ned. Og der danses i baggrunden.

Flot bougainvillea nær ved Miguel kirken.

Udsigt mod nordøst.

Fyren i rødt spillede og sang faktisk godt. Og hvilken velklædt herre i bagrunden!

Vi endte nede ved den store tidligere omtalte Praca do Comercio, og her havde vi aftalt dagens sidste oplevelse: En tur hjem med sporvogn, helst en af de gamle. Det blev dog en af de nye, men da vi kom til at stå af lidt for tidligt, insisterede Erik på at blive stående og vente på en af de gamle. Endelig kom der en, og så endte det med, at vi kørte for langt, så vi kom til at gå lidt af vejen alligevel!

SINTRA 01.08/19

SINTRA 01.08/19

Torsdag 1. august – endnu en dag med blå himmel. Siden vi kom til Lissabon, er vi vågnet op til strålende solskin hver dag, og det er skønt. 

Lille nabomis hygger sig i morgensolen. ( Dog ikke på vores sprayhood her).

Vi havde fået endnu en invitation til et glas vin ombord på en tysk Moody 37 samme aften. Det er altid sjovt at se andre både – og som regel finde ud af, at man egentlig er rigtig godt tilfreds med sin egen båd. Det mest sjove var nu baggrunden for invitationen. Da jeg den første dag var oppe på havnens toiletbygning, kom der en sympatisk udseende kvinde ud af en af brusekabinerne, vi kiggede på hinanden, og genkendelsen var øjeblikkelig og gensidig. Det var Ute, som som vi mødte i Cherburg i 2017. Hun og hendes meget statelige mand Hartmut, ( og ikke Hartmuss, som jeg troede han hed, og som jeg hellere vil kalde ham) var da på vej mod de kanariske øer og videre over Atlanten. Der var dog opstået alverdens motorproblemer m.m. Så turen var i stedet, via Canal Midi, gået ind i Middelhavet videre til de kanariske øer, og nu var de på vej hjem nordover.

Nå, men først skulle vi til Sintra, en lille by lidt nordvest for Lissabon, hvor Portugals kongelige højheder og andre nobiliteter, såsom vor egen H.C. Andersen, i sin tid yndede at tilbringe somrene. Jeg besøgte stedet for mange, mange år siden og syntes, at Erik også skulle se nogle af egnens i den grad eventyrlige slotte. Vi blev lidt betænkelige , da vi så hvor uhyggeligt mange turister, der steg ombord på det lange tog mod Sintra, og bedre blev det ikke, da vi 40 minutter senere stod i Sintra og skulle finde bussen mod Palacio National da Pena helt oppe på toppen af et højt bjerg. Efter at være transporterede op af de snoede veje skulle vi dog igennem endnu en prøvelse. Billetterne til slottet fik vi snildt købt, endda med seniorrabat, men der måtte påregnes en times ventetid i en lang kø, der langsomt bevægede sig op, rundt om og endelig ind i slottet. Undervejs var der så god tid til at betragte alle slottets finurligheder.

Her starter køen.

Køen fortsætter!

Festligt gult og rødt med talrige spir og tårne og balkoner og med smukke kakler og drabelige figurer på væggene.

En grumme fyr!

Og så har slottet selvfølgelig også en spændende historie. Den unge prins Ferdinand af Sachsen .. købte det oprindelige kloster i 1839 og iværksatte en langvarig ombygning i en noget kaotisk blanding af gotisk og  maurisk stil, til ære for sin nok endnu yngre og smukke hustru, som fødte ham 11 børn, inden hun døde i barselssengen 34 år gammel. For Ferdinand var livet dog ikke slut, han forelskede sig i en kompetent tysk/amerikansk operasangerinde, med hvem han forsatte om/tilbygningsarbejdet, ind til han døde i 1885. Den nye hustru deltog meget aktivt og organiserede anlæggelsen af en kæmpe park med væksthuse, ridebane og små søer samt ikke mindst byggeriet at et, hvad størrelsen angik, mere almindeligt hus til sig og Ferdinand, et chalet med brug af kork i stort omfang såvel udvendigt som indvendigt.

Udvendig overdækket plantesamling.

Chalet, en stor del, alt det mørke, består af kork.

Chalet indvendigt, også væggen bagved er belagt med kork.

Nu med slot!

Selve slottet var flot indvendigt og smukt møbleret – en stor del af møblerne var dog af nyere dato efterladt af senere royale beboere. Der måtte ikke fotograferes indvendigt, et enkelt foto tilsneg Erik sig dog.

Nydelig spisestue.

Bagefter gik vi en længere tur i den store park/skov, som man næsten kunne fare vild i.

På toppen.

Erik på vej, her var ikke så mange mennesker.

Urkov – næsten.

Da vi langt om længe nåede hjem, sad vi og slappede lidt af, inden vi gik på visit hos Ute og Hartmut i Pipoca og udvekslede erfaringer om det ene og andet i nord og syd.

LISSABON 31.07/19

LISSABON 31.07/19

Onsdag 31.07 Biarro Alto og Chiado

Vi lå i yderkanten  af havnen, hvor flere mindre lokale både lå. Så vi kunne følge med i hvem der sejlede ind og ud af havnen – altid spændende. Der var mange der levede af at sejle ud et par timer på floden med turister, oftest unge mennesker, med deres sejlbåd. Og så hoppede og dansede de for fuld musik på dækket især når de vendte tilbage.

Partybåd.

Vi troede egentlig først, at vores lille 27 fods Vega nabobåd var tom, men det viste sig, at der rent faktisk boede en yngre belgier. Han var emigreret til Portugal for ca. 10 år siden og planlagde nu en tur over Atlanterhavet sammen med sin snakkesalige lille to-årige kat. Han havde krydset dammen flere gange og betragtede det nærmest som en  en tur over Øresund, ja måske endda som mere ufarligt. Fyren havde mistet sin tidligere lidt større sejlbåd i Caribien under stormen Irma i 2017.  Nu havde han en form for arbejde, man kunne klare online i båden, men af og til tog han væk et par dage, og så var katten alene. Vi havde nu aftalt at fodre katten med vådkost om torsdagen og snakke lidt med den. At den sprang over og lagde sig på vores sprayhood, var Erik knap så begejstret for. Man kender jo typen, der går amok over kattepoter på køleren! Ja man møder mange sjove mennesker undervejs.

Lille mis.


På vej over til os.

På tur. I stedet for at gå langs floden skråede vi lige så langsomt op mod Biarro Alto, der oprindeligt har været et gammelt arbejderkvarter, men som nu er fuldt af små butikker, barer og restauranter.

Alcantarahavnen. Vi ligger i den næst nærmeste række næsten yderst.

En bydel som i modsætning til Baixa først rigtig vågner op efter midnat, skulle vi senere erfare. Men hyggeligt var der.

Stille gade

 

Kaffepause i et roligt universitetskvarter.

 

Vi kom forbi en stor hal, døren stod på klem, og man kunne mærke duften af rent tøj. Det viste sig at være en gammel vaskehal, hvor man nu brugte vaskemaskiner i et lille rum for sig. Men det store rum stod intakt tilbage.

Gammelt vaskehus nu.

 

Før.

 Det  lykkedes os at finde en ikke alt for spoleret lokal restaurant, hvor vi fik dagens ret, sprødstegte sardiner af den lidt større slags – samt husets desserter.

Desserter + flotte kakler.

En del af dagens program var at finde den station toget til Sintra afgik fra,  undervejs hertil kom vi op på et flot plateau med udsigt over en del byens mange tage.

Der ringes hjem til Roman.
Statue af? på pladsen.

 

Udsigten over mod Saò George borgen.

Herfra gik en af de særlige “skrå” sporvogne stejlt nedad.

Elevador da Gloria

 

 På vores videre vej var vi inde i dagens kirke Sáo Roque, en overdådigt udsmykket kirke, ikke mindst med guld fra Brasilien. 

Dagens kirke.

Alt dette kunne man godt blive lidt tør i munden af, men heldigvis gik ruten forbi Cervejaria da Trindad, Portugals ældste bryggeri fra 1836, indrettet i et tidligere middelalderkloster. Der er en kæmperestaurant i de gamle klosterrum, men vi nøjedes med en fadøl hver. Min Trindad hvedeøl smagte bare så godt, og Eriks lager var også god. 

Munkenes gamle spisestue.

Endelig fik vi fundet den store Rosso station, som meget naturligt lå ret tæt på Rossopladsen, og så var det jo ikke svært at finde hjem – kun lidt langt. Aftensmad behøvede vi ikke, men vi kom forbi et usædvanligt indbydende konditori, hvor vi lod os friste til at købe to kager i dyre domme,  hvoraf den ene havde vundet guldmedalje i de portugisiske konditormesterskaber! Og den var da heller ikke så ringe endda.