LISSABON 31.07/19

Onsdag 31.07 Biarro Alto og Chiado

Vi lå i yderkanten  af havnen, hvor flere mindre lokale både lå. Så vi kunne følge med i hvem der sejlede ind og ud af havnen – altid spændende. Der var mange der levede af at sejle ud et par timer på floden med turister, oftest unge mennesker, med deres sejlbåd. Og så hoppede og dansede de for fuld musik på dækket især når de vendte tilbage.

Vi troede egentlig først, at vores lille 27 fods Vega nabobåd var tom, men det viste sig, at der rent faktisk boede en yngre belgier. Han var emigreret til Portugal for ca. 10 år siden og planlagde nu en tur over Atlanterhavet sammen med sin snakkesalige lille to-årige kat. Han havde krydset dammen flere gange og betragtede det nærmest som en  en tur over Øresund, ja måske endda som mere ufarligt. Fyren havde mistet sin tidligere lidt større sejlbåd i Caribien under stormen Irma i 2017.  Nu havde han en form for arbejde, man kunne klare online i båden, men af og til tog han væk et par dage, og så var katten alene. Vi havde nu aftalt at fodre katten med vådkost om torsdagen og snakke lidt med den. At den sprang over og lagde sig på vores sprayhood, var Erik knap så begejstret for. Man kender jo typen, der går amok over kattepoter på køleren! Ja man møder mange sjove mennesker undervejs.

På tur. I stedet for at gå langs floden skråede vi lige så langsomt op mod Biarro Alto, der oprindeligt har været et gammelt arbejderkvarter, men som nu er fuldt af små butikker, barer og restauranter.

En bydel som i modsætning til Baixa først rigtig vågner op efter midnat, skulle vi senere erfare. Men hyggeligt var der.

Vi kom forbi en stor hal, døren stod på klem, og man kunne mærke duften af rent tøj. Det viste sig at være en gammel vaskehal, hvor man nu brugte vaskemaskiner i et lille rum for sig. Men det store rum stod intakt tilbage.

 Det  lykkedes os at finde en ikke alt for spoleret lokal restaurant, hvor vi fik dagens ret, sprødstegte sardiner af den lidt større slags – samt husets desserter.

En del af dagens program var at finde den station toget til Sintra afgik fra,  undervejs hertil kom vi op på et flot plateau med udsigt over en del byens mange tage.

Herfra gik en af de særlige “skrå” sporvogne stejlt nedad.

 På vores videre vej var vi inde i dagens kirke Sáo Roque, en overdådigt udsmykket kirke, ikke mindst med guld fra Brasilien. 

Alt dette kunne man godt blive lidt tør i munden af, men heldigvis gik ruten forbi Cervejaria da Trindad, Portugals ældste bryggeri fra 1836, indrettet i et tidligere middelalderkloster. Der er en kæmperestaurant i de gamle klosterrum, men vi nøjedes med en fadøl hver. Min Trindad hvedeøl smagte bare så godt, og Eriks lager var også god. 

Endelig fik vi fundet den store Rosso station, som meget naturligt lå ret tæt på Rossopladsen, og så var det jo ikke svært at finde hjem – kun lidt langt. Aftensmad behøvede vi ikke, men vi kom forbi et usædvanligt indbydende konditori, hvor vi lod os friste til at købe to kager i dyre domme,  hvoraf den ene havde vundet guldmedalje i de portugisiske konditormesterskaber! Og den var da heller ikke så ringe endda.