SINTRA 01.08/19

Torsdag 1. august – endnu en dag med blå himmel. Siden vi kom til Lissabon, er vi vågnet op til strålende solskin hver dag, og det er skønt. 

Vi havde fået endnu en invitation til et glas vin ombord på en tysk Moody 37 samme aften. Det er altid sjovt at se andre både – og som regel finde ud af, at man egentlig er rigtig godt tilfreds med sin egen båd. Det mest sjove var nu baggrunden for invitationen. Da jeg den første dag var oppe på havnens toiletbygning, kom der en sympatisk udseende kvinde ud af en af brusekabinerne, vi kiggede på hinanden, og genkendelsen var øjeblikkelig og gensidig. Det var Ute, som som vi mødte i Cherburg i 2017. Hun og hendes meget statelige mand Hartmut, ( og ikke Hartmuss, som jeg troede han hed, og som jeg hellere vil kalde ham) var da på vej mod de kanariske øer og videre over Atlanten. Der var dog opstået alverdens motorproblemer m.m. Så turen var i stedet, via Canal Midi, gået ind i Middelhavet videre til de kanariske øer, og nu var de på vej hjem nordover.

Nå, men først skulle vi til Sintra, en lille by lidt nordvest for Lissabon, hvor Portugals kongelige højheder og andre nobiliteter, såsom vor egen H.C. Andersen, i sin tid yndede at tilbringe somrene. Jeg besøgte stedet for mange, mange år siden og syntes, at Erik også skulle se nogle af egnens i den grad eventyrlige slotte. Vi blev lidt betænkelige , da vi så hvor uhyggeligt mange turister, der steg ombord på det lange tog mod Sintra, og bedre blev det ikke, da vi 40 minutter senere stod i Sintra og skulle finde bussen mod Palacio National da Pena helt oppe på toppen af et højt bjerg. Efter at være transporterede op af de snoede veje skulle vi dog igennem endnu en prøvelse. Billetterne til slottet fik vi snildt købt, endda med seniorrabat, men der måtte påregnes en times ventetid i en lang kø, der langsomt bevægede sig op, rundt om og endelig ind i slottet. Undervejs var der så god tid til at betragte alle slottets finurligheder.

Køen fortsætter!

Festligt gult og rødt med talrige spir og tårne og balkoner og med smukke kakler og drabelige figurer på væggene.

En grumme fyr!

Og så har slottet selvfølgelig også en spændende historie. Den unge prins Ferdinand af Sachsen .. købte det oprindelige kloster i 1839 og iværksatte en langvarig ombygning i en noget kaotisk blanding af gotisk og  maurisk stil, til ære for sin nok endnu yngre og smukke hustru, som fødte ham 11 børn, inden hun døde i barselssengen 34 år gammel. For Ferdinand var livet dog ikke slut, han forelskede sig i en kompetent tysk/amerikansk operasangerinde, med hvem han forsatte om/tilbygningsarbejdet, ind til han døde i 1885. Den nye hustru deltog meget aktivt og organiserede anlæggelsen af en kæmpe park med væksthuse, ridebane og små søer samt ikke mindst byggeriet at et, hvad størrelsen angik, mere almindeligt hus til sig og Ferdinand, et chalet med brug af kork i stort omfang såvel udvendigt som indvendigt.

Chalet, en stor del, alt det mørke, består af kork.

Chalet indvendigt, også væggen bagved er belagt med kork.

Nu med slot!

Selve slottet var flot indvendigt og smukt møbleret – en stor del af møblerne var dog af nyere dato efterladt af senere royale beboere. Der måtte ikke fotograferes indvendigt, et enkelt foto tilsneg Erik sig dog.

Bagefter gik vi en længere tur i den store park/skov, som man næsten kunne fare vild i.

Erik på vej, her var ikke så mange mennesker.

Da vi langt om længe nåede hjem, sad vi og slappede lidt af, inden vi gik på visit hos Ute og Hartmut i Pipoca og udvekslede erfaringer om det ene og andet i nord og syd.