LISSABON 02-03.08/19

Fredag 02.08. Sejltur og natteliv.

Støjen fra broen og flyene generede os egentlig ikke mere. Men denne nat havde vi næsten ikke sovet. Netop som vi gik i seng ved tolvtiden, startede en voldsomt høj, værre end Tecnomusik, koncert, og den stod på til klokken 7 om morgenen. Så vi var noget groggy og orkede ikke rigtig noget. Jeg lavede lidt blog, mens Erik gik over til den danske båd Springeven, for at se om han kunne løse nogle af deres problemer. Det endte med, at vi alle sammen tog en lille tur, for motor,  med Springeven. Først lidt op ad Tejo floden og derefter ud forbi Belém. Det var helt anderledes at sejle i så stor og tung en båd. 

Vi blev enige om, at vi ville lave en fælles tur op i Biarro alto og spise aftensmad der og bagefter prøve at finde et fadosted. Selv om vi var lidt ambivalente over for denne måske lidt teatralske sangtradition,  kunne vi nu alligevel godt tænke os at give det en chance. Fadosangen har altid udtrykt menneskets længsel, og selv om tiderne forandres, bor længslen vel altid i mennesket, så derfor… Simone og Torben var lige blevet anbefalet et sted af en Tuc -Tuc chauffør, et sted som jeg også havde læst godt om. Så det kunne vel ikke gå helt galt! Miguel, den franske gast tog også med, så der blev talt dansk, engelsk og fransk  i en forvirring. Vi endte i en nepalesisk/portugisisk lille restaurant og fik noget god mad. Det bedste ved stedet var dog den nepalesiske kvinde, der serverede for os. Sjældent har vi været ude for en så imødekommende, nærmest graciøs betjening. Bagefter, nu tæt på midnat, begav vi os ud i nattelivet. Der var stuvende fuldt af feststemte unge mennesker med vinglas eller øl i hænderne i de smalle, stejle gader. Da følte jeg mig faktisk lidt gammel! 

Vi fandt dog hurtigt vores fadosted, Tasca do Chico, og efter at ha’ stået i kø et par minutter blev vi lukket ind i et lille lavloftet, tætpakket lokale med mange portugisiske, også ældre, stamgæster. Udover for drinksene, som ikke var dyre, skulle der ikke betales noget. Snart stillede en ung lille lyshåret pige sig op og begyndte at synge med en kraftfuld, men lidt sprukken stemme. Slet ikke dårligt. Og der fulgte flere efter, unge og ældre, mænd og kvinder ofte med akkompagnement af guitar.  Nogle hørte til blandt publikum – andre var måske mere professionelle.

Der var ikke noget komisk teatralsk over fremførelserne, tvært i mod gik de til hjertet, og min følsomme mand måtte tørre øjnene flere gange. De forskellige sangere var blevet præsenteret af en bred, skægget lavstammet yngre mand med en malmfuld røst, og da klokken var henad to, afsluttede han aftenen med nogle sange til publikums store begejstring.

Og så gik vi atter den lange vej hjem og kom i seng kl. 4. Stakkels Simone skulle med et fly hjem næste morgen ved 8-tiden, så hun fik ikke sovet meget denne nat. 

Lørdag 03.08  Alfama og Castelo de Saò Jorge.

Vi havde med overlæg gemt denne del af byen, fordi vi havde en formodning om at den ville være ekstra spændende. Vi var dog noget trætte oven på nattens udskejelser, så vi kom ikke helt så tidligt af sted, men det passede meget godt med at holde frokostpause i en form for fastfood restaurant med en menu til 6 € , som vi flere gang havde haft kig på.

Først en Caldo Verde ( “varm grønt”) en klassisk portugisisk suppe , tynd grønkålssuppe med pølsestykker i – lige hvad man havde brug for i varmen! Hertil en brændeovnsbagt superlækker bolle fyldt med mere pølse. En valgfri drik øl/… , en slags sød risdessert med kanel og til slut en kop kaffe med en lillebitte kage til.

Det kunne næppe ruinere ret mange,  og mætte blev vi, kan jeg garantere for. Og så var der tilmed hyggeligt.

For at overstå den mest anstrengende del af turen først kæmpede vi os op til den  gamle borg i de varme stejle gader, og belønningen ventede os på toppen inde bag borgens tykke mure: En fantastisk udsigt ud over Tejo og Lissabons tage og ikke mindst skyggefulde steder under de mange høje træer og en dejlig afkølende frisk vind.

Og det er jo fint at være over 65, så slipper man billigere mange steder. Her var de endda så høflige at spørge, om vi ( virkelig) var så gamle, men det er vi jo. Derudover er borgen i sig selv interessant at besøge, der er fund dateret helt tilbage til 700 år f. Kr. og her blev der udkæmpet slag mellem maurerne og kristne korstogshære omkring 1147.

Lille pige i søndagskjole. En flot matchende påfugl nåede desværre at undslippe fotografen.

Efter at have nydt en vindomsust forfriskning på en café deroppe med absolut panoramaudsigt gik vi ned gennem Alfamas snævre og stejle gyder.

Og det er virkelig en spændende bydel, hvor der trods de mange turister, også bor “rigtige” mennesker. Alfama hører til den ældste del  af Lissabon, den blev næsten ikke ramt af jordskælvet i 1755 og er derfor en næsten ren middelalderby.

Ind i mellem så dukkede der, typisk omkring de mange små kirker,  pladser op, hvor folk spillede og dansede og var i højt humør.

Flot bougainvillea nær ved Miguel kirken.

Fyren i rødt spillede og sang faktisk godt. Og hvilken velklædt herre i bagrunden!

Vi endte nede ved den store tidligere omtalte Praca do Comercio, og her havde vi aftalt dagens sidste oplevelse: En tur hjem med sporvogn, helst en af de gamle. Det blev dog en af de nye, men da vi kom til at stå af lidt for tidligt, insisterede Erik på at blive stående og vente på en af de gamle. Endelig kom der en, og så endte det med, at vi kørte for langt, så vi kom til at gå lidt af vejen alligevel!