LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

LISSABON OG NY HAVN I PARQUE DES NACÕES 04.-05.08/19

Søndag 04.08 

Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken havn vi skulle vælge i Lissabon, men var blevet enige om at ligge i Alcantara de første dage,  og så når vi skulle hjem til Danmark 06.08 sejle nordpå til den nye havn Marina Parque das Nacões i et moderne nybygget område anlagt i anledning af verdensudstillingen i Lissabon i 1998. Dette dels for at se området, men også fordi vi mente, at det lå tættere og mere praktisk i forhold til lufthavnen. Så lidt over middag sagde vi farvel til Alcantara, som vi var blevet helt glade for, og sejlede i medstrøm men modvind og for motor op mod vores nye havn, som vi nåede en times tid senere.

Farvel til det gamle Lissabon fra vandsiden.

Allerede på lang afstand kunne vi se de første vartegn/varsler på denne futuriske bydel. Høje, høje huse i særegne former og med forskellige skulpturelle installationer på toppen og så Portugals længste bro, Vasco da Gama broen.

Nutiden kalder.

En palme på taget?

Vi blev venligt og professionelt modtaget i en fin reception af nogle engelskkyndige unge damer og fik anvist en plads i havnen. En  del af havnen bliver helt tørlagt under ebbe,  men på vores plads var der vand under kølen hele tiden.

Ikke vores båd.

Og så er der de pæneste toilet/baderum set hidtil i Portugal og hele området omkring havnen og langs floden er i virkelig nydeligt med restauranter, barer, træer og bænke, som folk i stort omfang slænger sig på. Køleskabet var tomt, så vi startede med en gang ost og pølse på den café,  vi syntes så hyggeligst ud. ( Her er nemlig generelt mere pænt end hyggeligt).

Stringent promenade.

Vi  troede vi fik et bræt med kolde pølseskiver, men der kom en skål med forskellige slags stegte pølsestykker blandet med nogle syrlige grøntsager. Nogle af pølserne smagte mildest talt sært, og der skulle en vis viljestyrke til at få dem ned. 

Portugisisk pølseret.

Det føltes nærmest som et kulturchok at komme fra det det “gamle” Lissabon, som er så gennemsyret af sjæl til dette område med himmelstræbende mammutbygninger af beton, glas og stål, hvor alt er flot og planlagt i mindste detalje, men hvor mennesket ikke syner af meget.

Lille Erik i nye omgivelser.

Hoteller og butikker er ubetinget rettet mod folk med en spækket tegnebog, men dem er der tilsyneladende også en del af. Og mange af dem er afrikanere indvandret fra de tidligere kolonier. Her finder man det største shopping center, Vasco da Gama, i tre etager eller mere, jeg ever har set. Jeg  fik næsten en lille depression af al denne kommercielle pondus. Området huser også et stort og helt sikkert interessant Oceanarium, men da vi nok mentalt er lidt i hjemrejsemood, og vi sidste år besøgte et også meget berømmet akvarium i La Rochelle, følte vi os mættede, hvad fisk og hajer angår.

Mandag 05.08

Vi fik vasket to maskiner, og det var tiltrængt. Så hele båden var indhyllet i vasketøj, som tørrede fint i varmen og blæsten. Vi har i øvrigt haft upåklageligt vejr, siden vi kom til Cascais, sol og blå himmel hver dag og en frisk nordenvind, som har gjort varmen tålelig. 

Om eftermiddagen gik vi lidt mere rundt i byen eller reservatet, som jeg lidt følte det som at være i. Men nede langs floden var der faktisk rart at gå og mange forskellige former for udsmykning eller installationer at se på.

Svævebane ud mod broen og Torre do Vasco da Gama ( et hotel).

Badende “damer”.

Disse springvand fandtes i alle farvenuancer, og af og til kom der en kaskade af vand ud af toppen.

Park

– med giraf.

Vi ville have spist frokost på en restaurant som Annette ( hun har været i Lissabon flere gange i længere perioder) fra min bogklub havde anbefalet os. Men den lå lidt længere væk end først antaget,  og vi havde mindre tid, end vi troede, da tøjvask og nedpakning var overstået, så vi endte med at spise rester også om aftenen og regner med at ha’ Annettes restaurant tilgode,  til vi vender tilbage i løbet af måneden. Og så gik til køjs lidt før end normalt, for vi skulle jo tidligt op næste morgen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.