Month: oktober 2018

Hjemme igen

Hjemme igen

Eriks fynske æbleflæsk.

Torsdag 4/10-18 først på aftenen startede vi den lange hjemrejse i bil fra Muros, og onsdag 10/10 var vi vel hjemme igen. Så vi er ikke blot langsom sejlere men også langsom bilkørere. Vi havde en overnatning i Navarras bjerge, to i Frankrig i smukke floddale ( Dordogne og Loire) samt to i Tyskland, en nær Heidelberg ved Neckar floden og den sidste i hyggelige Goslar. Så vi blev langsomt akklimatiserede til hjemkomsten til Danmark. Indlæggene til Skærsildens eventyr, pånær det sidste, er skrevne for længst, men det har knebet med tid og mulighed for redigering og udgivelse, men de bliver udgivet nu inden for den nærmeste tid – til orientering for evt. vedholdne læsere.

27.09-04.10 2018 Muros 2

27.09-04.10 2018 Muros 2

Lidt vemodige lod vi fortøjningerne gå og sejlede ud på årets sidste og korte sejltur tværs over riaen til Muros, vores valgte vinterhavn til Skærsilden. Det blev heldigvis en fin tur i sol og klart vejr på kryds i 5-6 m/s, hvor motoren kunne holde et velfortjent hvil.

Kaptajnen.

 

Styrmanden.

 

Muros forude.

 

Yngste letmatros, Chico, er klar til landlov.

Da vi kom frem, fik vi efter lidt diskussion mellem de to havnemestre Pedro og Klaus anvist vores langtidsplads, langt inde i havnen og med næsen op mod den fremherskende vindretning. Bølger kan der næppe komme meget af her inde, og stormende vinde mener Erik at kunne fortøje sig ud af. Dagen efter vor ankomst tog Erik den lange tur med bus til Santiago og derfra videre til A Coruña for at hente bilen, som vi havde efterladt der en måneds tid tidligere. Den stod heldigvis, hvor den skulle og havde det fint.

Havnemester Pedro i fuld fart.

 

Erik var oven over skyerne /tågen.

 

Der er mange vindmøller i området.

 

Vi har nydt at kunne pakke sammen i ro og mag i det dejligste solskin. Et døgns tid har vi haft et reelt blæsevejr, og det gav os mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan havnen er at ligge i under vinterens hårde vinde. Det virkede heldigvis ikke afskrækkende. Loggen havde længe været lidt ustabil, og det viste sig at have sine gode grunde.

Loggen i fuldt flor.

 

Og der var også en slidt impeller til kølevandet.

 

Og lidt farligt var det også at være mekaniker.

Ellers havde vi dejlige varme dage og klart vejr, som vi nærmest sugede i os for at fylde depoterne op til den kommende lange vinter. Og jeg fik badet næsten hver dag i vandet, som faktisk nåede at blive helt behageligt igen i det gode vejr, på et tidspunkt hvor badesæsonen også på disse breddegrader var ved at gå på hæld. Der var dog en trofast lille skare af andre modne, lokale damer, som også hver eftermiddag troppede op på stranden med deres solstole og parasoller.

Spanske strandløvinder.

Vi kunne trods varmen godt mærke, at efteråret var på vej. Morgenerne var kølige, bladene gulnedes på træerne og dagene var umærkeligt blevet kortere. Solen stod nu så sent op, kl. 8.30, at selv vi b-mennesker var på benene og kunne beundre den. Og om aftenen var det “allerede” mørkt kl. 20.30, men dog ca. halvanden time senere end hjemme i Danmark, fordi vi er så langt vestpå.

 

Et øjeblik efter.

 

 

En af dagene fik vi besøg af toldvæsenet. Det var faktisk 3. gang. Også i Ribadesella o i Muxia kom to mand ombord. Og hver gang udførte de et ret så omstændeligt papirarbejde – til ingen verdens nytte. Men de var alle flinke og høflige.

Farvel og tak for denne gang.

 

La officina y servicio med smedejernslåge.

Ind i mellem nedpakningen fik vi også udforsket byen lidt nærmere og hygget os med at tale med folk i havnen, der enten var på vej hjemad nordpå eller sydpå til nye eventyr. Og det er virkelig en hyggelig by, som vi glæder os til at vende tilbage til. Byens største plads ligger op til rådhuset tæt på havnen. Her ligger også nogle af de bedste cafeer og restauranter. Mellem 18-19 var det primetime for kaffedrikning, i al fald for os. Her på pladsen samledes en stor del af byens børn i alle aldre og legede, mens nogle af forældrene vogtede over deres poder på cafeerne – eller på en nærliggende bænk. Det var vældig sjovt at følge slagets gang.

Rådhuset.

 

Foran yndlingscafeen.

 

Rulleskøjteprinsesser.

 

Fuld fart på cykelprinsessen.

 

Ivrige damer på tirsdagsmarked.

Ensomhedens smalle passage.

 

Godt forankret hus. (Det er et rigtigt anker).

Da Erik en af de første dage afmonterede sejlet opdagede han, at bombeslaget var løst og bommen tæret. Måske p.g.a. den hårde medfart i de uregerlige dønninger tidligere på turen.

Bombeslaget (svanehalsen)

 

Erik rådfører sig med andre kloge mænd vedr. skaden.

Pedro tilbød at kontakte et lokalt værksted, der kunne svejse aluminium, og de lovede at komme dagen efter. Og dagen efter lovede de at komme dagen efter, så der gik lidt mañana i det. Torsdag 04.10 om formiddagen var bommen dog klar – og til rimelige penge. Herefter kunne Erik komme i gang med at montere vores nyindkøbte pressening fra Vigo hen over bommen, og så var vi endelig ved at være rejseklare.

Nu med presenning. (Bemærk sekundære objekter og spejlinger nederst i billedet).

 

Sidste frokost i båden for i år.

Efter at have pakket bilen godt og grundigt og tog vi afsked med Pedro med kindkys og det hele. Han lovede højt og helligt at passe godt på vores båd, ” now the boat is my responsibility” som han sagde. Derefter kørte vi kl. 18 ud af Muros og startede den lange hjemrejse mod Danmark.

Adios Pedro.