27.09-04.10 2018 Muros 2

Lidt vemodige lod vi fortøjningerne gå og sejlede ud på årets sidste og korte sejltur tværs over riaen til Muros, vores valgte vinterhavn til Skærsilden. Det blev heldigvis en fin tur i sol og klart vejr på kryds i 5-6 m/s, hvor motoren kunne holde et velfortjent hvil.

 

 

 

Da vi kom frem, fik vi efter lidt diskussion mellem de to havnemestre Pedro og Klaus anvist vores langtidsplads, langt inde i havnen og med næsen op mod den fremherskende vindretning. Bølger kan der næppe komme meget af her inde, og stormende vinde mener Erik at kunne fortøje sig ud af. Dagen efter vor ankomst tog Erik den lange tur med bus til Santiago og derfra videre til A Coruña for at hente bilen, som vi havde efterladt der en måneds tid tidligere. Den stod heldigvis, hvor den skulle og havde det fint.

 

 

 

Vi har nydt at kunne pakke sammen i ro og mag i det dejligste solskin. Et døgns tid har vi haft et reelt blæsevejr, og det gav os mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan havnen er at ligge i under vinterens hårde vinde. Det virkede heldigvis ikke afskrækkende. Loggen havde længe været lidt ustabil, og det viste sig at have sine gode grunde.

 

 

Ellers havde vi dejlige varme dage og klart vejr, som vi nærmest sugede i os for at fylde depoterne op til den kommende lange vinter. Og jeg fik badet næsten hver dag i vandet, som faktisk nåede at blive helt behageligt igen i det gode vejr, på et tidspunkt hvor badesæsonen også på disse breddegrader var ved at gå på hæld. Der var dog en trofast lille skare af andre modne, lokale damer, som også hver eftermiddag troppede op på stranden med deres solstole og parasoller.

Vi kunne trods varmen godt mærke, at efteråret var på vej. Morgenerne var kølige, bladene gulnedes på træerne og dagene var umærkeligt blevet kortere. Solen stod nu så sent op, kl. 8.30, at selv vi b-mennesker var på benene og kunne beundre den. Og om aftenen var det “allerede” mørkt kl. 20.30, men dog ca. halvanden time senere end hjemme i Danmark, fordi vi er så langt vestpå.

 

 

 

En af dagene fik vi besøg af toldvæsenet. Det var faktisk 3. gang. Også i Ribadesella o i Muxia kom to mand ombord. Og hver gang udførte de et ret så omstændeligt papirarbejde – til ingen verdens nytte. Men de var alle flinke og høflige.

 

Ind i mellem nedpakningen fik vi også udforsket byen lidt nærmere og hygget os med at tale med folk i havnen, der enten var på vej hjemad nordpå eller sydpå til nye eventyr. Og det er virkelig en hyggelig by, som vi glæder os til at vende tilbage til. Byens største plads ligger op til rådhuset tæt på havnen. Her ligger også nogle af de bedste cafeer og restauranter. Mellem 18-19 var det primetime for kaffedrikning, i al fald for os. Her på pladsen samledes en stor del af byens børn i alle aldre og legede, mens nogle af forældrene vogtede over deres poder på cafeerne – eller på en nærliggende bænk. Det var vældig sjovt at følge slagets gang.

 

 

 

 

Ivrige damer på tirsdagsmarked.

 

Da Erik en af de første dage afmonterede sejlet opdagede han, at bombeslaget var løst og bommen tæret. Måske p.g.a. den hårde medfart i de uregerlige dønninger tidligere på turen.

 

Pedro tilbød at kontakte et lokalt værksted, der kunne svejse aluminium, og de lovede at komme dagen efter. Og dagen efter lovede de at komme dagen efter, så der gik lidt mañana i det. Torsdag 04.10 om formiddagen var bommen dog klar – og til rimelige penge. Herefter kunne Erik komme i gang med at montere vores nyindkøbte pressening fra Vigo hen over bommen, og så var vi endelig ved at være rejseklare.

 

Efter at have pakket bilen godt og grundigt og tog vi afsked med Pedro med kindkys og det hele. Han lovede højt og helligt at passe godt på vores båd, ” now the boat is my responsibility” som han sagde. Derefter kørte vi kl. 18 ud af Muros og startede den lange hjemrejse mod Danmark.