27.07-28.07 2018 Fra Royan til Capbreton via Hossegor – hundene og Christina i bil
Allerede hjemme i Danmark havde jeg gjort mig mine tanker om, hvordan vi skulle klare den ret så lange strækning ( ca. 130 sømil) mellem Royan og enten Archachon og eller Capbreton, når vi havde to hunde med som ikke er vant til at undvære sine mindst tre daglige lufteture på land – og så mig. En lang lige sandstrækning uden andre muligheder for at gå i havn og så endda kun hvis vind, strøm, vandstand og militærets missilaffyringer i området tillod det. Jeg tror, at Erik havde forestillet sig små vige, hvor en Delphia med sænkekøl snildt kunne snige sig ind, men det viste sig at være ønsketænkning. Løsningen blev, at jeg kørte i bil med hundene, og Erik tog turen til Capbreton som singlesejler. Vejrudsigten fredag 27.08 virkede OK og militæret holdt week-end. De fleste hoteller hvor man måtte medbringe hunde var bookede, men til slut fandt vi dog et feriecenter i Hossegor ved en saltvandssø nær ved Capbreton, hvor man i al fald godt måtte ha’ 1 hund med… Så fredag morgen kl. 10 drog jeg og hundene afsted. Hundene, som elsker at køre bil, mere fornøjede end jeg, der sjældent kører andre steder end mellem Vornæs skov og Svendborg og endnu sjældnere steder, jeg ikke kender. Nå, men en GPS er jo en god opfindelse, og den første del af turen til Bordeaux var da også en ren nydelse med småt trafikerede landeveje gennem det smukkeste landskab, hvor solsikkemarker, vinmarker og hyggelige landsbyer afløste hinanden.
Jeg havde naivt troet, at det meste af resten af turen, som var på motorvej ville gå tjept, men der tog jeg grumme fejl. Mindst tre timer i konstant kø i alle tre vognbaner med 10 km i timen max. Hundene blev luftet i 40 graders varme på en mega rasteplads, hvor tanken også blev fyldt op. Jeg stolede ikke helt på Eriks brændstofsberegning – han ynder at køre på de sidste dråber måske for at få lidt ekstra spænding i tilværelsen. Selv turde jeg ikke en gang gå på toilettet, fordi det blev steghedt i bilen på ingen tid – og derfor turde jeg knapt drikke noget – og derfor fik jeg dunderhovedpine. Endelig tog dette mareridt dog slut, og vupti var jeg ude på den mest lige, lange og øde landevej med lutter fyrretræer af forskellige arter vekslende med de største aspargesmarker, jeg nogen sinde har set. Dejligt.
Kl. 17, tre timer senere end forventet, fik jeg lirket bilen ind på en minimal parkeringsplads og fik tjekket ind. Mit overnatningssted var som en et værelses lejlighed i et betonbyggeri fra 80’erne men helt OK og tilmed med en lille altan. Min indgang lå heldigvis lige, hvor jeg havde parkeret, så jeg kunne diskret komme ind og ud med mine 2 hunde. Det var som at være i et reservat, udelukkende ferieboligblokke med småbørnsfamilier på all-inclusive. Der var ikke en butik, restaurant endsige en cafe, så langt øjet og benene rakte, så jeg var glad for, at jeg havde medbragt lidt nødration udover hundemaden.
Jeg havde heldigvis insisteret på at bestille morgenmad – selv om Erik mente, at den var alt for dyr, (hvilket den også var), og det var da vist ikke nødvendigt… Det var nu ellers meget sjovt at være sådan et sted alene som en ældre dame med to store hunde. Vi fik gået nogen gode ture i det nydelige område langs saltvandssøen med udsigt til klitterne, der adskilte os fra Atlanterhavet.
Og morgenmaden, der blev indtaget i den kæmpestore fælles spisestue med pindestole og linoleumsgulv, viste sig at være pengene værd, for man kunne helt legalt bare gafle til sig og putte i pose og sæk til en frokost, hvilket Erik også fik glæde af senere på dagen, da han sulten kom i havn efter sin lange sejlads. Og efter morgenmaden og veloverstået inspektion af “værelset”, uden efterladte spor af hundene, drog vi videre mod Capbreton for at møde Erik.