Lige for en ordens skyld: Hvis nogle skulle mene, at disse dagbogsagtige beretninger er lidt ensartede, trivielle eller i al fald ikke særlig sejlsportsagtige. Ja, så er det fordi, der netop er tale om en slags dagbog skrevet af en ældre ikke særlig sejlkyndig kvinde. Og de er skrevet, mest for at vi selv kan huske, hvor og hvornår vi har været hvor, og hvordan det var. Og de, som måtte ha’ lyst, er hjertens velkomne  til at være med på sidelinjen, men please bær over med de måske lidt minutiøse beretninger. Samtidig ♥️ tak for alle reaktioner, positive og nyttige, vi jævnligt får udefra.

Det var lidt svært at sige farvel til vores helt egen bro, men vi skulle jo videre, denne gang til en af de større lystbådehavne på Rhône. Undervejs så vi dette stentårn. Der har tidligere stået et tilsvarende på den anden side. De har fungeret som “tovholdere” for en kabelfærge, som ved flodstrømmens samt rorets hjælp er kommet frem og tilbage over floden. Smart.

Lidt sjovt at nu hvor vi endelig har fået teltet op, så arter vejret sig lunt og ikke blæsende. Men så bliver vi da ikke solskoldede.

En enkelt sluse blev det til i dag. Det sidste stykke bredte  Rhône sig ud og snoede sig som en bred slange gennem de smukke landskaber.

I meget af den senere tid, har vi sejlet på nogle smallere kunstigt anlagte og mere lige kanaler, hvor floden er blevet “tæmmet” mellem sluserne og de tilhørende kraftværker. Men alt i alt synes vi faktisk, at Rhône har været både afvekslende og smuk at sejle/køre på.

Netop denne snoede del af floden har i tidligere tider været anset for den mest vanskelige del at besejle. Rygtet sagde, at ville man ha’ en dreven skipper, skulle man vælge en fra Condrieu…

Havnen, vi ankom til sidst på eftermiddagen, var en af de få større, med alle faciliteter. Der var både folk der boede fast i deres ofte store både og både der var lagt op for vinteren, bl.a. en dansk båd.

Vi gik en tur rundt om tilstødende halvø, der er udlagt til rekreativt område. Der er en kabelvandskibane, aldrig set før af os, vandrutchebane, en stor flydende “bar-ø” samt et større badeområde med strand.

Alt var dog stadig vinterlukket og endnu dejligt fredeligt. Bagefter lavede vi aftensmad, en god restetortilla og nød den lune aften og de smukke omgivelser fra vores gode plads yderst i havnen – uden forstyrrelser af diverse hunde.

Næste morgen startede vi dagen med en lys vask og tørring, den mørke klarede vi i Eperviere… Da det var overstået,  begav vi os over den nærliggende bro til den lille by Condrieu, mest kendt for sin udsøgte hvidvin, som vi havde planer om at afprøve. Condrieu AOC, vinen fremstilles i syv kommuner. Af disse syv er Condrieu vist den fremherskende og har i al fald lagt navn til vinen, som er kendt for sin fylde, farve og aromatiske, eksotiske delikate smag. Den er 100% lavet på den vanskeligt dyrkede oldgamle Viognierdrue, som trives bedst på syd- sydøstvendte granitholdige skråninger. Der laves angiveligt kun ca. 30.000 flasker årligt, hvilket afspejles i prisen.

Hængebroen lignede meget den fra Andance, men her havde de klogeligt lavet lysregulering, så der var blevet plads til såvel gang- som cykelsti. Det var en by som var lidt svær at få styr på, hvor var bykernen, og gerne den gamle, hvis der var en sådan.

Der var nogle kønne, i al fald noget ældre huse, nede langs floden, men det kunne også tænkes at “selve” byen lå lidt højere oppe beskyttet mod den til tider, især tidligere, ustyrlige Rhône. Og sådan var det nok, konkluderede vi. Vi havde besluttet os for at spise frokost i byen, og gerne udendørs i det sommerlige vejr. Men det var heller ikke så lige til at finde et sted, der var både holdt åbent og så tiltalende ud – og inden de lukkede køkkenet ned allerede ved et tiden, som vi tit har oplevet. Og som så ofte på denne tidlige forårstur, følte vi som to Palle’r alene i verden. Men så pludselig, som et fata morgana, dukkede stedet, som vi havde ledt efter op.

Le Comptoir, som restaurationen hed, lå på en lille plads med 6-7 borde udenfor. Vi fik en god dagens ret med dessert, men det mest interessante var, at man her kunne smage den hvidvin, egnen er så berømt for. Og den var virkelig liflig, men også så tilpas dyr at vi, ud over at skele til Sundhedsstyrelsen’s anbefalinger, nøjedes med et glas til hver.

Bagefter gik vi rundt i byen, som vi jo endelig havde fundet. Og vi forvildede os lidt op i baglandet og endte, hvor vi alle før eller siden ender – på kirkegården.

Så var benene også ved at være trætte, og vi gik tilbage over broen til vores hyggelige havn, hvor vi tog kaffen – og Erik en lille morfar.

Efter lidt indkøb gik vi ud af havnen i Tournon sur Rhône og kunne da se et skilt, hvor der med småt stod priser og et telefonnummer, man kunne ringe til. Men hvem ser det, når man anløber en fremmed havn, i kraftig strøm og advarsler om lav vanddybde? Men inde i havnen var der ingen informationer om evt. betaling af havnepenge.Det var vist en kommunalt ansat, der ikke havde meget sejlerfaring, der havde stået for den skilteopsætning. Eftersom vi hverken havde brugt vand eller strøm, havde vi ikke synderlig dårlig samvittighed.

Vejret var fint, lidt skyer men mest sol, udsigter til mange vinmarker undervejs.

Lige efter en bro mellem den lille by Andance og den endnu mindre by Andancette havde vi på vores uundværlige guide fluvial set, at der skulle være en flydebro i rolige omgivelser med plads til en enkelt båd, og sandelig om det ikke holdt stik.

Da vi lå vel fortøjede gik vi over hængebroen til Andance.

Det var lidt af en oplevelse, idet vejbanen var meget smal, og der var intet fortov, kun en høj kantsten, og trafikken var nærmest omvendt proportional med vejbredden. Gang på gang blev der kødannelser, og folk måtte trække sidespejlene ind. En ung far skubbede med dødsforagt sit barn i klapvogn foran sig, som var det en kampvogn.

Højt over byen på toppen af den træklædte bjergside står tre kors til erindring om tre kristne mænd, som siges at være blevet dræbt af romerne for mange, mange år siden i byen Vienne lidt nordpå. Deres kroppe blev som mange andre forfulgte kristne’s smidt i floden og drev med floden. Men disse tre mænd blev fisket op i Andance og siden mindet med de tre kors.

Andance var en køn, men meget stille by og hurtigt overset. Der var en bager og en Sparkøbmand og en lukket fastfoodbiks, og ikke meget andet. Selv kirken var lukket. Selve hovedgaden var omtrent lige så livsfarlig som broen, smal, næsten uden fortov og med mange hurtigt gennemkørende biler. Men nede langs flodpromenaden var der smukt og fredeligt.

Det er en sjov følelse at ligge der langs flodbredden ene og alene, især når mørket sænker sig.

Dog var der om aftenen en meget stemningsfuld, varm belysning på broen, langs byen og oppe på de tre kors. Det eneste lille skår i glæden var, at de store penicher og især krydstogtbådene lavede nogle kraftige dønninger, også om natten, som mærkedes ret voldsomt og i lang tid.

Efter at ha’ fyldt diesel på forlod vi den komfortable havn Eperviere, i let nordlig vind og sejlede mod Tournon sur Rhône, en by som vi kørte igennem sidste år på vej ned til Cartagena, og som så hyggelig ud. Der er ikke meget oceansejlere over os længere. Ikke nok med at alle fendere hænger og dasker, forfortøjningerne ligger konstant på fordækket, og nu har vi også ladet overdelen af cockpitteltet stå.

Kort sagt, vi er nu rigtige kaffekanalsejlere og som prikken over i’et nu tilmed med en blomst hængende agterude. Vi skulle kun igennem en sluse i dag, og der var ingen ventetid eller andre både i slusen, så det tydede godt. Det viste sig dog alligevel at blive en langvarig affære. Først var de en evighed om at lukke porten, og elevatorpullerten bevægede sig kun med sneglefart op i små 2-5 cm bidder med ganske lange pauser mellem næste nøk opad. Så der var god tid til at filosofere over, hvad der mon kan ske i sådan et slusekammer. Holder porten, der spærrer ud til de højereliggende vandmasser o.s.v.

Det gør den jo så godt som altid, men for ca. tyve år siden åbnedes/brast porten i den store Bollene sluse alligevel af en eller anden grund, mens en 80 m flodpram var på vej de 22 m op. Prammen sank, skipperen reddede livet, men hans hustru druknede. Rigtig god hyggetænkning at fordrive ventetiden med…

Vi nåede hen på eftermiddagen Tournon sur Rhône’s udmærkede lille havn, med flydebroer fint beliggende lige ud til Rhône i centrum af byen og fik en god plads.

Der var vand og el, hvilket vi ikke benyttede. Der var nogle almindelige offenlige toiletter, men de fristede ikke. Det var en kommunal havn, men vi så ingen informationer om hvor og hvordan betaling foregik og ej heller nogen havnefoged.
Der er en allé med kæmpestore platantræer lige mellem Rhône og hovedgaden. Den fungerer som en stor park, hvilket giver byen et grønt luftigt præg. Der bliver leget, spillet bold, luftet hunde, holdt stævnemøder, cyklet og meget andet i området.

Vi var på en lille bytur, først langs den stærkt befærdede hovedgade og så om på bagsiden af de samme huse, hvor alt åndede fred og ro, men også lidt af forfald.

Der var ekstra stille, fordi mange butikker (ud over restauranter) holder lukket om mandagen. Da køleskabet endnu ikke var blevet fyldt op, gik vi på jagt efter en sted, der var åbent, og det blev så en vietnamesisk lille biks. Et pudsigt sted, med kun én yngre mand til at ordne det hele. Vores fransk var næsten bedre end hans, men han var uhyre interesseret i, hvor vi kom fra. Danmark, i diverse sprogudgaver, sagde ham dog absolut intet. Men stædige Erik viste ham et europakort på mobilen, hvorefter han slog en skraldlatter op og sagde “Tres Petit, tres Petit, ha, ha, ha”. Maden var efter vores valg både sparsom og mager, men OK. Vi var stadig ikke kommet os helt over vores fire retters Ardeche menu i Viviers.

Dog fik vi bl.a. en såkaldt dampet ravioli serveret i en,  i øvrigt fin, flettet lille form for gryde. Og konsistensen af disse raviolier var utrolig ulækker, en slags sej, klistret tapetlim eller måske endnu mere malende som en tyk, hvid grønharker… Velbekomme! 

Vi havde planlagt at sejle tidligt, men tågen lå tæt over området, og da en tysk morgenfrisk sejler kom ind fra Rhône og lagde sig ved vores bro og fortalte, at det var helt umuligt at orientere sig på floden, så vi ventede klogeligt, til solen brød igennem og brændte tågen væk.

I dag var Rhône mere venligtsindet mere sol og lidt mindre vind, stadig fra syd. Vi var heldige at slippe gennem dagens to sluser uden ventetid, dog lå vi den ene gang bag Artemis, en stor peniche, der ikke sparede på skruevandet.

Op af dagen øgede vinden igen, og et sted mødte vi et mylder af forskellige typer surfere, der lystigt krydsede frem og tilbage over floden. Det var spændende at se på – og at manøvrere uden om dem.

Sidst på eftermiddagen nåede vi havnen Eperviere, den største havn, vi hidtil har været i på Rhône.

Der er plads til omkring 400 både, og der er alle faciliteter inklusive, diesel, brusebad og vaskemaskine. Alt sammen tiltrængt; det var en uge siden, vi havde fået et brusebad. Der var masser af varmt vand og endda varme i gulvet, ren luksus. Trods sin størrelse var også denne havn hyggelig. Mange sjove typer boede tydeligt fast i deres motorbåde, som der var klart flest af. På broen over for os lå dog en tysk gæstesejler, der var ved at gøre sin sejlbåd i stand til at sejle sydpå.

Til delvist at udfylde mit “katteunderskud” var der til min glæde en stor langhåret perserlignende kat i båden lige over for os. Den lå nok så roligt og inspicerede os, da vi lagde til.

Først så det ud til, at den ikke var i snor, men det var den ved nærmere eftersyn. Dens mennesker var et fransk ægtepar, der boede fast i deres store motorbåd. Men tilbage til katten, som var stoisk rolig . Jeg fik lov, eller blev nærmest beordret til at holde den næsten 1 m lange kat, så jeg ku’ se hvor medgørlig den var – den havde aldrig kløerne fremme, som de sagde.

Da der var lovet regn først på aftenen, havde vi besluttet for første gang i mange år at slå cockpitteltet op. Og hvordan var det nu lige man gjorde det? Det viste sig at være rettidig omhu, for vi havde ikke fået mere end taget op, før himlen momentant åbnede sine sluser, alt i mens også et uventet tordenvejr bragede løs. Det var herligt at kunne sidde i tørvejr i cockpittet, mens regnen trommede på sejldugen. Det har faktisk været en lidt atypisk tur indtil nu, for vi har spist nede i kahytten næsten hver aften og har ikke kunnet bekvemme os til at slå teltet op, selv om temperaturen bestemt var hertil.

Vi kom først af sted klokken 12, lidt senere end vi plejer, da vi havde været på opdagelse i Viviers.  Om morgenen er det typisk vindstille, men vinden øger hurtigt, og er de seneste dage kommet fra syd. Fint, hvis det er meget varmt, eller vinden ikke er for kraftig, men hvis det blæser 10 m/s, og man kun sejler 3 knob pga modstrøm, og solen gemmer sig bag skyerne, så bliver det faktisk hurtigt lidt køligt. Så på med lange bukser, sokker i sandalerne, sweater og jakke. Men så er det også OK.

I dag blev blæsten dog næsten for meget. Vi sejlede på flere lange, lige strækninger, og så tager vinden ekstra fat, og bølgerne bygger sig op. Ikke som til havs, men alligevel så vi af og til nærmest surfede ned af bølgerne.

Ellers var der ikke så meget at se på ud over det ene store atomkraftanlæg efter det andet, som tårnede sig op langs kysten.

Vi havde egentlig planlagt at sejle til Valence i dag, men da der var mulighed for at dreje af og gå i havn i den lille Cruas havn, slog vi til. Sjovt som scenariet brat ændrer sig , så snart man kommer i læ blandt træer, rørskov og fuglekvidder.

Det var en god beslutning. Der var faktisk et nydeligt havnekontor og toiletter m.m. specielt for gæstesejlere, men alt var lukket. Havnen er dog associeret til en nærliggende campingplads, så vi gik en fin tur langs en af de mange sidekanaler til Rhône over og betalte vores havnepenge og fik også en kode.

Atter denne aften kom der en hund ind i billedet, mens vi var ved at lave mad, jeg i kabyssen, Erik i cockpittet. Jeg hørte Erik sige, “ Er du der vovse?” Og så lød der et plask, kun et lille plask, for det var en lille bitte hund, der var faldet ned fra vores finger. Vi havde faktisk set den før, en tynd, tynd Chihuahua, som løb rundt på må og få. Erik fik med sine lange arme heldigvis lynhurtigt fisket den arme hund op. Vi så, at der stod en fyr og fiskede yderst på broen og gik hen til ham med det rystende lille kræ. Det var hans hund, den faldt tit i vandet, sagde han, en rigtig båtnakke. Denne gang havde det nu nok været den sidste gang, hvis ikke Erik havde fået fat i den. Vi så vist ret misbilligende ud begge to, så han tog sin hund under armen og lukkede den ned i en motorbåd tæt ved. Så den kunne blive tørret/tørre, mumlede han. Det var ikke langt fra, at vi havde puttet den i lommen og taget den med… Men Leo, vores kat, havde sandsynligvis ædt den, hvis vi var kommet hjem med den.

Vi havde læst, at den næste havn, Viviers, vi agtede os til, først åbnede 1/5, og havnedamen i kameluldsfrakke i den seneste havn, havde sagt at indsejlingen tilmed var blokeret. En streg i regningen da havnen skulle være god og byen Viviers yderst seværdig. Vi havde en ret lang tur foran os og passerede flere sluser her i blandt slusen ved Bollene, som var lukket i dagevis pga strejke, da vi ankom til Port Napoleon først i april.

Indimellem ser man dyr der går og græsser på digerne langs floden.

Atomkraftværker dukker ligeledes op med jævne mellemrum.

Da vi først på aftenen kom frem i det ret strømfyldte vand, viste det sig, da vi drejede af til mere rolige vande, at vi sagtens kunne komme ind og lægge til i den tomme havn ved nogle fine flydebroer. Der lå nu faktisk en enkelt svensk sejlbåd langskibs yderst i havnen, men uden synligt mandskab. Det er vist den fjerde sejlbåd vi hidtil har set, to svenske, en tysker og en englænder, alle med kurs sydpå. Dejligt at kunne slukke for motoren, nyde roen og fuglesangen i kønne, grønne omgivelser. De små låger op til land var tilmed ulåste.

Vi havde ikke spist frokost, og køleskabet var lidt tomt, så vi begav os op i den nærliggende meget smukt beliggende by.

Det var en ærkefransk smuk, men også ret mennesketom by, hvor det meste var lukket. Vi var inde i en åben bar, og spurgte til evt. spisemuligheder. Det eneste, måske spiselige, var dog en papegøje, som sad i baggrunden og observerede os. Men første vej til højre og anden til venstre skulle der være en åben restaurant. Og ganske rigtigt, i en smal gyde lå en lille bitte restaurant, som sendte sit varme lys ud i mørket, og som så meget indbydende ud.

Vi blev budt velkomne som gode gamle venner af værten, en moden velnæret herre. Der var dagens menu og ikke andet at vælge i mellem. Og det var alt rigeligt. En charcuteritallerken, ovnestegt skinke med røsti, gemyse og portvinssauce, oste OG tiramisu. En rigtig solid Ardeche menu med kød og atter kød, gris, fra området.

Og ligeledes en Côte de Rhône vin fra egnen, som værten næsten fik tårer i øjnene bare af at tale om. Det VAR altsammen godt, bare alt for meget, så det var en skam, at vi ikke kunne tage resterne med til Chico, som vi tit gjorde sidste år.

Men det var, ud over at få noget i skrutten, også en god oplevelse at se et ægtepar, der i den grad så ud til at nyde at lave god mad og servere den på bedste vis for gæsterne. Men man trængte virkelig til en dessert, der kunne trække en op – som tiramisu netop betyder.
Morgenen oprandt, og vi nåede lige klokken otte at vinke farvel til den svenske båd med to fyre ombord. Lidt efter så vi en mand komme målbevidst ud på broen med kurs ret mod os. Han meddelte, at i dag klokken 12 åbnede havnen, og da vi lå på en 11 meter plads, ville vi komme til at betale herfor. Og han bad os om at stille på capitaineriet med skibspapirer m.v. Så vi flyttede os skyndsomt til en 9 m plads. Fingrene var meget korte, hvorfor vi først havde lagt os ved en 11 m ponton. Vi var endnu ikke helt sikre på, hvor længe vi ville blive, men nu lå vi i al fald korrekt efter reglementet…

Byen klatrer op af et mindre bjerg med en kæmpe kirke, et tidligere bispesæde og en forsvarsbastion øverst oppe. Nederst i byen ligger butikker, restauranter m.m.

I de højere luftlag finder man kirken. Her var man ved at gøre klar til en barnedåb, og de nærmeste samt præsten pyntede op og aftalte de sidste formaliteter. Vi sad på bagerste række og var lidt usikre på , om det var OK, men præsten slog ud med armene og forkyndte mildt, at i kirken var alle lige velkomne.

Der var en lille park på toppen med fine udsigter.

Vi havde nok regnet, med at der var lidt flere fødevarebutikker nede i byen, men det lykkedes os da at finde en bager og en slagter. 11.55 stod vi for anden gang ved havnekontoret ud for en lukket dør. Vi havde besluttet at sejle videre og som tænkt så gjort. Håber ikke at han blev alt for skuffet over, at fuglen var fløjet.

Efter at ha’ betalt 34 € for to nætter på havnekontoret, havnefogedens båd, tog vi afsked med Aramon og fortsatte vores lange færd nordpå.

Modstrømmen var det meste af tiden kun 1,5 knob. Vi kom i dag igennem slusen ved Villeneuve, en ret af stor sluse, hvor vi blev løftet op uden problemer, selv om vi her kom til at ligge bag en af de store krydstogtskibe, som godt kan give noget ubehageligt skruevand.

Vi havde hele dagen ret god medvind, sol, men det blev mere og mere skyet sidst på dagen, og da vi nærmede os dagen mål, en lille havn op af en blindtarm til Rhône, begyndte det minsandten at regne. Vi har ikke fået regn regn på os under vores sejladser i årevis, en grim følelse. Vi kom dog hurtigt ind og fik lagt til i den lille, noget forsømte og ret specielle havn – og regnen stilnede af. Der lå næsten kun gamle misligholdte både, og der var ikke en sjæl at se.

Og dog – en skræppende og hvæsende højrumpet gås modtog os faktisk. Lidt senere dukkede en nydelig midaldrende kvinde i kameluldsfrakke op og tog i mod betaling. Facilteter udover vand, strøm og en kode var der ikke, men hun tilbød at komme med morgenbrød, hvilket vi glade takkede ja til. Egentlig åbnede havnen vist først om en uges tid. Der var faktisk også en sjov, men lukket lille café, hvor der sikkert kunne være rigtig hyggeligt. Et stort fint ulåst køleskab med glaslåge med mange gode sager i stak i den grad af i sammenligning med resten af inventaret. Vi gik op for at se, hvad området uden for portene bød på. Til den ene side lå en stor cementfabrik, ingen huse, ingen butikker, ingen mennesker og kun sjældent en bil. En lille sti førte ned til et plateau ved vandet, hvor der nok havde været en bro før i tiden, og hvor man kunne sidde og fiske i fred og ro.

Langs den større vej var der fine udsigter ud over området.

Da vi var ved at kokkerere aftensmad, så vi pludselig en rimeligt stor hund stå og iagttage os inde på broen.

Den så såmænd fredelig ud, men jeg skulle i hvert fald ikke op og tjekke om det holdt stik med venligheden. Om morgenen kom en lille mand med vores baguette og croissanter, og det viste sig, at være hans hund. Han boede i en slags containerbolig med sin kone – og en kat. Efter morgenmad tøffede vi ud af havnen mod for os nye flodbredder.

I dag ville vi en tur til pavebyen Avignon. Men først var vi lige oppe og se onsdagsmarkedet i Aramon.

Det var dejligt begrænset, og vi fandt en fin petuniaampel, blandet cyklamen og orange, normalt ikke mine favoritfarver, men ret festligt.

Vi tog med bus 151 lige uden for bymuren, og 20 minutter senere var vi for 1,5 €/person i Avignons centrum. Efter at at ha’ fået et dejligt papir bykort på turistkontoret, fortsatte vi til Place d’Horloge, hvor vi satte os og nød folkelivet med en god kop kaffe.

Derefter var der ingen vej udenom, vi måtte se det virkelig imponerende Pavepalads. Jeg har sammen med min, allerede da meget gamle far, besøgt Avignon en kold og blæsende efterårsdag, hvor paladset tilmed var tildækket at stilladser og presenninger. Men i dag var vejret, som en perfekt lun sommerdag i DK, og bygningsværket tog sig fantastisk ud og endnu uden alt for mange turister.

Vi gik all in og løste billet for at se herlighederne indefra også. Det tog sin tid at komme i gennem de mange rum og sale (og nok kun en brøkdel af dem), men det var bestemt umagen værd. Tænk at man uden de mange tekniske hjælpemidler man har i dag, kunne bygge noget så vildt i 1300 tallet.

Og en stor del blev endda bygget i løbet af blot tyve år. Hele syv franske paver har huseret/hersket her i perioden 1305-1378.

Clemens V var den pave, der i 1305 fik flyttet pavemagten til Avignon, som da hørte under kongen af Sicilien, men pave Clemens VI var den, der mellem 1338- 1348 fik sat gang i byggeriet og dermed cementerede pavemagtens placering i Avignon

Der var også tilknyttet en have med dels krydderurter dels buske, træer og prydblomster, rekonstrueret efter bedste evne.

Bagefter var klokken godt to, og vi var rimeligt udmattede og også sultne. Det lykkedes os at finde et roligt sted, La provencale, hvor vi kunne få en lille frokost, en “oceansalat”, som de viste sig at have helt styr på her inde i fastlandet.

Mens vi sad og spiste, fik Erik en besked fra en anden sejler, som havde efterladt sin båd nede langs La ligne kajen, om vi måske ville se, hvordan både lå og havde det. Så udover at vi alligevel var på vej ned til floden og den berømte Benezetbro, havde vi nu tilmed en mission. Gennem snævre passager kom vi ned til floden og broen.

Der knytter sig en speciel historie/anekdote til denne nu halve bro, der blev bygget i 1100-tallet på opfordring af hyrdedrengen Benezet. Jesus havde talt til ham, og sagt at han skulle bygge en bro på dette sted. Da folk bare grinede af den lille dreng, måtte han vise, at der var overgået ham noget helt specielt. Han var i stand til at løfte tunge klippestykker. Herefter kom der gang i byggeriet. Desværre døde Benezet meget ung i 1184, nogenlunde samtidigt med at broen blev færdig, og han blev bisat i et lille kapel på broen. Tidens tand og ikke mindst gentagne oversvømmelser har været hård ved broen, og siden 1669 har man undladt at genopbygge den.

Hvad vores mission angik, så båden ud til at være OK, men mens vi synede fortøjningerne, kom en lille dame hen og spurgte, om det var vores båd, hvilket det jo ikke var. De var lige ankommet i en større husbåd og ville vældig gerne ligge netop her, hvor der var vand og strøm. Så efter at ha’ fået grønt lys fra ejeren fik vi trukket båden lidt frem. Det viste sig, ud fra fotos, at båden faktisk allerede var blevet flyttet en gang, uden at han havde fået besked herom. Det var i øvrigt ikke noget særlig rart sted at ligge, så vi var godt tilfredse med at Skærsilden lå i Aramons lille havn. Fra kajen var der en trappe med uendelig mange trin, som førte op til en park med en formidabel udsigt til alle sider. En gammel mørk kirke med en lugt som en hengemt Rioja vin var der også på toppen.

Lidt over fem stod vi klar ved busstoppested PEM, parate til at køre “hjem” med bus 151, men der kom ingen bus. Det viste sig at vi havde misforstået noget i køreplanen, men heldigvis gik der en bus 150 klokken 18.45. Og egentlig var det held i uheld, for Erik havde netop købt et nyt Free datakort, som han efterfølgende fandt ud af alligevel ikke duede. Så nu kunne vi nå op i butikken og erhverve de for os uundværlige megabits og tilmed bagefter sidde og hvile vores trætte ben sammen med en happy hour øl/cider, inden bussen fragtede os tilbage til Aramon.

MANDAG 17/4

Så kom dagen, hvor vi mente, at det var forsvarligt atter at gå gennem slusen og ud på Rhône. Sol og max 10 m/s i stødene og aftagende vind. Det  var næsten, men kun næsten, helt vemodigt at sige farvel til fastligger gutterne på broen, som var dukket op lidt efter lidt, og som var ganske hyggelige.

Op til Arles var modstrømmen svag, ca 1,5 knob, men efter Arles steg den til op omkring 3 knob.

For at det ikke skal være lyv, er vores normalt pålidelige motor, eller det er måske noget andet, nu for alvor begyndt at give en hylende, skinger tone fra sig, ikke i tomgang, og kun når man giver lidt ekstra gas, typisk over lidt 2000-2700 omdrejninger. Og det er netop der, man kommer op, når der er behov for lidt ekstra fremdrift, når farten kommer ned under 2 knob over grunden. Men det føles lidt uforsvarligt og i al fald ubehageligt med den lyd. Derudover har vi ( Erik) konstateret en læk, som er diagnosticeret til at skyldes en tæring (endnu en) i den yderste ende af lydpotten. Gaffatape hjalp ikke (sært nok), men måske kan en tætning med epoxy eller en lille hjemmelodning med et dåselåg udrette mirakler? Der er ingen panik, men det er lidt upraktisk at skulle øse vand ud hver time. (Jeg er lidt spændt på, om skipper censurerer dele af dette indlæg.) Om alt går vel, lægger vi os i venteposition for natten foran Beaucaireslusen, men så har vi også sejlet ca. 30 sømil over grund i modstrøm svarende til ca 45 sømil gennem vand. 

Nu ligger vi her lidt før klokken 20 foran slusen, men om alt gik vel er nok så meget sagt. De sidste tre km op mod Vallabrègues-Beaucaire slusen, havde vi op mod 4 knob modstrøm, det gik langsomt, men støt. Og det var helt OK med fjernslusemanden at lægge til ved pontonen inden slusen. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort. Næsten alt gik hurtigt mere eller mindre galt, men alle overlevede, tilmed båden, og nu ligger vi for natten fortøjet i 1,5 – 2 knob strøm, som jævnligt rykker i båden og med en konstant susen fra det nærliggende kraftværk som baggrundsstøj.

Erik har puttet epoxy i defekten i udstødninghullet, og vi har fået en svinekotelet af den gode saftige slags med skaft, tomatsalat samt ét glas rødvin. Det hjalp lidt på nerverne…

TIRSDAG 18/4

Efter en nat med afbrudt søvn, bare tanken om at båden kunne være gået løs og var på vej ned af Rhône med fire knobs fart kombineret med den konstante støj, gjorde det svært at sove for mig – ikke for Erik heldige asen. Men en ny dag oprandt, og vi lå, hvor vi skulle. Efter lidt morgenmad gik vi op af de mange trappetrin til toppen af diget.

Vi var henne og se ned i slusekammeret, og det var godt, for så vidste vi, at der var så langt mellem pullerterne, at vi ville være bedst tjent med at lægge en lang fortøjning rundt om kun én pullert og fastgøre eller bare holde i de to tovender for og bag i båden. Den store pullert gled automatisk de mange meter med op, efterhånden som slusekammeret langsomt fyldtes med vand. Vi var den eneste båd i den store sluse, en spøjs fornemmelse.

Heldigvis var strømmen langt svagere på nordsiden af slusen, så vi nåede hurtigt frem til den lille hyggelige havn i Aramon. Her blev vi råbt an af to flinke mænd, ici, ici, som hjalp os med at fortøje uden på en stor motorbåd, som ikke var i brug for tiden.

Den ene af de to mænd var havnefogeden, og de boede begge fast i deres både, som flere i den lille havn gjorde. Havnefogeden, en stor mand, havde benprotese, men bevægede sig ubesværet rundt mellem bro og både uden hjælpemidler.

Vi gik op til byen Aramon kort derfra.

Vi kom igennem et hul i bymuren , og fik den vildeste “deja vu” følelse. Det var præcis som at være i den lille by, vi var inde og få kaffe og en croissant i sidste sommer på vej ned til Skærsilden i Folke.
En kort overgang troede vi, at det var sådan en slags skabelon, man i visse år havde valgt at anlægge mindre byer på. Men den var god nok, det var selv samme by, vi var havnet i så at sige. Et rigtig hyggeligt sted med mange fine gamle huse og fred og ro. Dejligt med et gensyn. Vi endte med at spise frokost samme sted, som vi i sin tid fik morgenmad.

Resten af dagen gik med at daske rundt i byen, undersøge busmuligheder til Avignon og slappe af hjemme i Skaersilden og nyde flodudsigten.

Heldigvis ser Eriks Knold og Tot epoxytætning ud til (foreløbigt) at fungere, og hylelyden stammer sandsynligvis fra ubehagelige, men harmløse svingninger i den nyligt påsatte faste skrue. Gearkassen og olien er tjekket og (så godt som) clearet for mistanke.

FREDAG 14/4

Da vi ikke skulle sejle, synes vi nu alligevel, at der skulle ske et eller andet efter at ha’ ligget her i Port Saint Louis siden sidste lørdag. Men det måtte ikke være for lang en tur, for vores VW-serviceaftale dækker kun et vist antal km, og vi skal jo helst også kunne komme hjem indenfor de fastsatte antal km. Efter en halv times kørsel østpå sammen med næsten udelukkende lastbiler og gennem et overvældende industriområde, kom vi til Port de Bouc.

Det er en lille by med et kæmpe havneområde, med fiskerihavn, lystbådehavne og sidst, men ikke mindst ind-og udskibningshavn for store containerskibe, som ligger på rad og række uden for i Golfe de le Fos-sur- Mer og venter på at blive lodset ind. Vi fik os en dejlig varm kop kaffe i sol og læ i lystbådehavnen, hvor der var ret hyggeligt og mange andre, men kun franskmænd, der også nød solen.

Siden gik vi langs med det store område helt ud til indsejlingen, hvor vi kunne se havet og de mange ventende store skibe.

På den ene indsejlingsside lå der et stort kombineret fyr- og borganlæg. Der lå en enkelt sejlbåd ude på vandet, den både vippede og rullede, mens den stred sig frem mod bølgerne – vi var ikke misundelige. Det var nu ved at være frokosttid, og vi havde udset os et ydmygt spisested helt ned til havet en smule uden for byen.

Vi tror, at det kun lige havde åbnet efter vinteren, ud over et andet par var vi de eneste gæster. Dagens ret var to fiskeretter, tun og tunge, vi to en af hver til deling. Dejligt med fisk igen, enkelt men godt.

Bagefter var vi nede på den lille strand, og jeg fik lige dyppet tæerne igen, lidt varmere end for en uge siden, men ikke til badning for mig – og slet ikke for Erik.

Turens sidste punkt var byen Martigues lå få km vest på ind i land langs en kanal, der forbinder Port de Bouc med den store Etang de Berre. ( Indsø)

Her var virkelig hyggeligt, som en slags mini Venedig med kanaler på kryds og tværs. På den anden side af etangen rejste bakker og små bjerge sig til en velkommen afveksling for den ellers flade Rhôneflodslette.

LØRDAG 15/4

Det er sjovt med den mistral, tidligt om morgenen er der ikke nogen vind at tale om, men så i løbet at formiddagen puster den sig gevaldigt op. Så alt i alt, er vi glade for den beslutning, vi tog om at vente til mandag med at sejle. I dag til formiddag var vi på bytur. By er måske så meget sagt.

Der er i princippet én lang nord/sydgående hovedgade med et mindre antal små butikker blandet med et par barer, “Sportsbaren” som bestemt ikke er for de sportige og to styks Mistralbar samt et par ikke indbydende spisesteder. Det er ikke en slumby, men en by hvor få har for meget og som mest er lagt an på dagligdagen. Byen, nu med godt 8000 indbyggere er er opstået omkring år 1900 som ud- og indskibningshavn for især Arles og Lyon. Havneområdet er stadig helt klart byens hjerte og mest attraktive område, men henvender sig nu mest til lystsejlere og turister. De erhvervsmæssige havneaktiviteter er flyttet lidt længere østpå, til de områder, Fos og Bouc, vi så på vores udflugt i går

Der skulle være et marked her om lørdagen ud over onsdag, og til slut fandt vi da også et meget lille et. Jeg var på udkig efter en pynteblomst ud over en nyerhvervet basilikum, nu vi skal være flodsejlere, men det lykkedes ikke.

Til gengæld fik vi endelig besøgt den lokale, men udefra set meget tillukkede og ikke prangende kirke.

Indvendigt afspejlede den meget godt byen, ingen forgyldte kostbarheder, et meget nøgternt rum uden dikkedarer – kun os to vildfarne turister. Vi købte et lys i håb om en vellykket videre færd, der som det eneste lyste lidt op i rummet.

Hvis borgerne her ikke er så kirkeligt orienterede, kunne de måske tænkes at være politisk engagerede, men selv om Macrons pensionsreformer netop i dag blev formelt vedtagede, var der ingen demonstrerende franskmænd at se, kun enkelte plakater med en stor knyttet næve. For alle tilfældes skyld var der dog lidt mere politi i gaderne end normalt. Flere af dem fik i mangel på demonstranter i stedet tid til at snuppe sig en kop kaffe i “vores” lille café nede ved havnen.  Tilbage i båden var der dejligt læ, og mens jeg lod mig underholde af Leif Davidsen, kunne Erik konstatere at det lille problem med luft i systemet og manglende opvarmning af vandet i varmtvandsbeholderen, når motoren kørte, havde løst sig selv. Sidste år da vi også lå her en uges tid, spiste vi nogle gange på et rart, lille udendørs familiedrevet sted ned til Rhône, Le Guardian, af os kaldt Onkel Toms hytte.

De startede i dag sæsonen efter vinterlukningen, og vi var heldige at få et bord, mellem de mange trofaste og i dag godt påklædte stamgæster. Vi var helt klart de eneste ikke bare udlændinge, men også turister – og også de eneste med sandaler og bare fødder. Det var rigtig hyggeligt at nå at være her igen.

SØNDAG 16/4

Vi vågnede efter en nat med kraftig blæst til en klar blå himmel – og mere kold blæst.

Man mærker dog ikke vinden nær så meget, når masten ligger ned. Ikke noget der hyler eller rasler, og båden ligge også mere stille. Efter sen morgenmad var det tid til endnu en lille udflugt, denne gang til den nærliggende by Fos sur la Mer. I dag søndag havde vi stort set vejen for os selv – ingen lastbiler! Som navnet angiver er også denne en havneby med en stor lystbådehavn, men også med fiskeri, færgetrafik og med et himmelhøjt tårn der i en eller anden grad overvågede eller servicerer de mange container- og tankskibe i venteposition ud for kysten. Bykernen virkede meget lille og der var ikke meget liv at spore denne voldsomt blæsende søndag. Om sommeren er her helt sikkert mere liv. Der er strande på begge sider af havnen og en masse lukkede café’er og restauranter. Vi fandt dog atter et sted, vi kunne få en kop kaffe og nyde solen i læ. Lidt senere gik vi en smule vest på langs med havet til den ene side og Canal de Fos-sur-Mer á Port-de-Bouc til den anden side.

Det er denne nyere kanal der med sin forbindelse til Rhône, stort set har udrangeret Port Saint Louis som industriby. Vi gik ud til en strandrestaurant, Le Mistral Gagnant, der skulle være både god og hyggelig.

Vi var lidt spændte på, om der var åbent, men der var masser af frokostgæster. Vi fik en fin plads ved vinduet, hvor fra vi kunne holde øje med vindsurferne, der spurtede frem og tilbage ud for os.

Lidt senere helligede vi os maden, en superlækker marmite, fiskegryde, nærmest en bouillabaisse light. Denne ekstra uge ved Middelhavet skulle jo nødigt være helt spildt rent kulinarisk.

Vi gik langs stranden tilbage mod bilen parkeret i havnen

Tilbage i havnen blæser det stadig – svært at tro vinden stilner af til i morgen, men vi håber det bedste. Vi så fra cockpittet en stor sejlbåd blive slæbt ind i havnen af Les Sauveteurs Maritimes – godt det ikke gik os sådan for en uge siden. (Dog klart bedre at komme på slæb end ikke, hvis galt er.)