Tournon sur Rhône, mandag 24/4 2023

Efter at ha’ fyldt diesel på forlod vi den komfortable havn Eperviere, i let nordlig vind og sejlede mod Tournon sur Rhône, en by som vi kørte igennem sidste år på vej ned til Cartagena, og som så hyggelig ud. Der er ikke meget oceansejlere over os længere. Ikke nok med at alle fendere hænger og dasker, forfortøjningerne ligger konstant på fordækket, og nu har vi også ladet overdelen af cockpitteltet stå.

Kort sagt, vi er nu rigtige kaffekanalsejlere og som prikken over i’et nu tilmed med en blomst hængende agterude. Vi skulle kun igennem en sluse i dag, og der var ingen ventetid eller andre både i slusen, så det tydede godt. Det viste sig dog alligevel at blive en langvarig affære. Først var de en evighed om at lukke porten, og elevatorpullerten bevægede sig kun med sneglefart op i små 2-5 cm bidder med ganske lange pauser mellem næste nøk opad. Så der var god tid til at filosofere over, hvad der mon kan ske i sådan et slusekammer. Holder porten, der spærrer ud til de højereliggende vandmasser o.s.v.

Det gør den jo så godt som altid, men for ca. tyve år siden åbnedes/brast porten i den store Bollene sluse alligevel af en eller anden grund, mens en 80 m flodpram var på vej de 22 m op. Prammen sank, skipperen reddede livet, men hans hustru druknede. Rigtig god hyggetænkning at fordrive ventetiden med…

Vi nåede hen på eftermiddagen Tournon sur Rhône’s udmærkede lille havn, med flydebroer fint beliggende lige ud til Rhône i centrum af byen og fik en god plads.

Der var vand og el, hvilket vi ikke benyttede. Der var nogle almindelige offenlige toiletter, men de fristede ikke. Det var en kommunal havn, men vi så ingen informationer om hvor og hvordan betaling foregik og ej heller nogen havnefoged.
Der er en allé med kæmpestore platantræer lige mellem Rhône og hovedgaden. Den fungerer som en stor park, hvilket giver byen et grønt luftigt præg. Der bliver leget, spillet bold, luftet hunde, holdt stævnemøder, cyklet og meget andet i området.

Vi var på en lille bytur, først langs den stærkt befærdede hovedgade og så om på bagsiden af de samme huse, hvor alt åndede fred og ro, men også lidt af forfald.

Der var ekstra stille, fordi mange butikker (ud over restauranter) holder lukket om mandagen. Da køleskabet endnu ikke var blevet fyldt op, gik vi på jagt efter en sted, der var åbent, og det blev så en vietnamesisk lille biks. Et pudsigt sted, med kun én yngre mand til at ordne det hele. Vores fransk var næsten bedre end hans, men han var uhyre interesseret i, hvor vi kom fra. Danmark, i diverse sprogudgaver, sagde ham dog absolut intet. Men stædige Erik viste ham et europakort på mobilen, hvorefter han slog en skraldlatter op og sagde “Tres Petit, tres Petit, ha, ha, ha”. Maden var efter vores valg både sparsom og mager, men OK. Vi var stadig ikke kommet os helt over vores fire retters Ardeche menu i Viviers.

Dog fik vi bl.a. en såkaldt dampet ravioli serveret i en,  i øvrigt fin, flettet lille form for gryde. Og konsistensen af disse raviolier var utrolig ulækker, en slags sej, klistret tapetlim eller måske endnu mere malende som en tyk, hvid grønharker… Velbekomme!