Viviers fredag/lørdag 21-22/4 2023

Vi havde læst, at den næste havn, Viviers, vi agtede os til, først åbnede 1/5, og havnedamen i kameluldsfrakke i den seneste havn, havde sagt at indsejlingen tilmed var blokeret. En streg i regningen da havnen skulle være god og byen Viviers yderst seværdig. Vi havde en ret lang tur foran os og passerede flere sluser her i blandt slusen ved Bollene, som var lukket i dagevis pga strejke, da vi ankom til Port Napoleon først i april.

Indimellem ser man dyr der går og græsser på digerne langs floden.

Atomkraftværker dukker ligeledes op med jævne mellemrum.

Da vi først på aftenen kom frem i det ret strømfyldte vand, viste det sig, da vi drejede af til mere rolige vande, at vi sagtens kunne komme ind og lægge til i den tomme havn ved nogle fine flydebroer. Der lå nu faktisk en enkelt svensk sejlbåd langskibs yderst i havnen, men uden synligt mandskab. Det er vist den fjerde sejlbåd vi hidtil har set, to svenske, en tysker og en englænder, alle med kurs sydpå. Dejligt at kunne slukke for motoren, nyde roen og fuglesangen i kønne, grønne omgivelser. De små låger op til land var tilmed ulåste.

Vi havde ikke spist frokost, og køleskabet var lidt tomt, så vi begav os op i den nærliggende meget smukt beliggende by.

Det var en ærkefransk smuk, men også ret mennesketom by, hvor det meste var lukket. Vi var inde i en åben bar, og spurgte til evt. spisemuligheder. Det eneste, måske spiselige, var dog en papegøje, som sad i baggrunden og observerede os. Men første vej til højre og anden til venstre skulle der være en åben restaurant. Og ganske rigtigt, i en smal gyde lå en lille bitte restaurant, som sendte sit varme lys ud i mørket, og som så meget indbydende ud.

Vi blev budt velkomne som gode gamle venner af værten, en moden velnæret herre. Der var dagens menu og ikke andet at vælge i mellem. Og det var alt rigeligt. En charcuteritallerken, ovnestegt skinke med røsti, gemyse og portvinssauce, oste OG tiramisu. En rigtig solid Ardeche menu med kød og atter kød, gris, fra området.

Og ligeledes en Côte de Rhône vin fra egnen, som værten næsten fik tårer i øjnene bare af at tale om. Det VAR altsammen godt, bare alt for meget, så det var en skam, at vi ikke kunne tage resterne med til Chico, som vi tit gjorde sidste år.

Men det var, ud over at få noget i skrutten, også en god oplevelse at se et ægtepar, der i den grad så ud til at nyde at lave god mad og servere den på bedste vis for gæsterne. Men man trængte virkelig til en dessert, der kunne trække en op – som tiramisu netop betyder.
Morgenen oprandt, og vi nåede lige klokken otte at vinke farvel til den svenske båd med to fyre ombord. Lidt efter så vi en mand komme målbevidst ud på broen med kurs ret mod os. Han meddelte, at i dag klokken 12 åbnede havnen, og da vi lå på en 11 meter plads, ville vi komme til at betale herfor. Og han bad os om at stille på capitaineriet med skibspapirer m.v. Så vi flyttede os skyndsomt til en 9 m plads. Fingrene var meget korte, hvorfor vi først havde lagt os ved en 11 m ponton. Vi var endnu ikke helt sikre på, hvor længe vi ville blive, men nu lå vi i al fald korrekt efter reglementet…

Byen klatrer op af et mindre bjerg med en kæmpe kirke, et tidligere bispesæde og en forsvarsbastion øverst oppe. Nederst i byen ligger butikker, restauranter m.m.

I de højere luftlag finder man kirken. Her var man ved at gøre klar til en barnedåb, og de nærmeste samt præsten pyntede op og aftalte de sidste formaliteter. Vi sad på bagerste række og var lidt usikre på , om det var OK, men præsten slog ud med armene og forkyndte mildt, at i kirken var alle lige velkomne.

Der var en lille park på toppen med fine udsigter.

Vi havde nok regnet, med at der var lidt flere fødevarebutikker nede i byen, men det lykkedes os da at finde en bager og en slagter. 11.55 stod vi for anden gang ved havnekontoret ud for en lukket dør. Vi havde besluttet at sejle videre og som tænkt så gjort. Håber ikke at han blev alt for skuffet over, at fuglen var fløjet.