Cruas lørdag 22/4 2023
Vi kom først af sted klokken 12, lidt senere end vi plejer, da vi havde været på opdagelse i Viviers. Om morgenen er det typisk vindstille, men vinden øger hurtigt, og er de seneste dage kommet fra syd. Fint, hvis det er meget varmt, eller vinden ikke er for kraftig, men hvis det blæser 10 m/s, og man kun sejler 3 knob pga modstrøm, og solen gemmer sig bag skyerne, så bliver det faktisk hurtigt lidt køligt. Så på med lange bukser, sokker i sandalerne, sweater og jakke. Men så er det også OK.
I dag blev blæsten dog næsten for meget. Vi sejlede på flere lange, lige strækninger, og så tager vinden ekstra fat, og bølgerne bygger sig op. Ikke som til havs, men alligevel så vi af og til nærmest surfede ned af bølgerne.
Ellers var der ikke så meget at se på ud over det ene store atomkraftanlæg efter det andet, som tårnede sig op langs kysten.
Vi havde egentlig planlagt at sejle til Valence i dag, men da der var mulighed for at dreje af og gå i havn i den lille Cruas havn, slog vi til. Sjovt som scenariet brat ændrer sig , så snart man kommer i læ blandt træer, rørskov og fuglekvidder.
Det var en god beslutning. Der var faktisk et nydeligt havnekontor og toiletter m.m. specielt for gæstesejlere, men alt var lukket. Havnen er dog associeret til en nærliggende campingplads, så vi gik en fin tur langs en af de mange sidekanaler til Rhône over og betalte vores havnepenge og fik også en kode.
Atter denne aften kom der en hund ind i billedet, mens vi var ved at lave mad, jeg i kabyssen, Erik i cockpittet. Jeg hørte Erik sige, “ Er du der vovse?” Og så lød der et plask, kun et lille plask, for det var en lille bitte hund, der var faldet ned fra vores finger. Vi havde faktisk set den før, en tynd, tynd Chihuahua, som løb rundt på må og få. Erik fik med sine lange arme heldigvis lynhurtigt fisket den arme hund op. Vi så, at der stod en fyr og fiskede yderst på broen og gik hen til ham med det rystende lille kræ. Det var hans hund, den faldt tit i vandet, sagde han, en rigtig båtnakke. Denne gang havde det nu nok været den sidste gang, hvis ikke Erik havde fået fat i den. Vi så vist ret misbilligende ud begge to, så han tog sin hund under armen og lukkede den ned i en motorbåd tæt ved. Så den kunne blive tørret/tørre, mumlede han. Det var ikke langt fra, at vi havde puttet den i lommen og taget den med… Men Leo, vores kat, havde sandsynligvis ædt den, hvis vi var kommet hjem med den.