Blæsende dage i Port Saint Louis 14-16/4 2023

FREDAG 14/4

Da vi ikke skulle sejle, synes vi nu alligevel, at der skulle ske et eller andet efter at ha’ ligget her i Port Saint Louis siden sidste lørdag. Men det måtte ikke være for lang en tur, for vores VW-serviceaftale dækker kun et vist antal km, og vi skal jo helst også kunne komme hjem indenfor de fastsatte antal km. Efter en halv times kørsel østpå sammen med næsten udelukkende lastbiler og gennem et overvældende industriområde, kom vi til Port de Bouc.

Det er en lille by med et kæmpe havneområde, med fiskerihavn, lystbådehavne og sidst, men ikke mindst ind-og udskibningshavn for store containerskibe, som ligger på rad og række uden for i Golfe de le Fos-sur- Mer og venter på at blive lodset ind. Vi fik os en dejlig varm kop kaffe i sol og læ i lystbådehavnen, hvor der var ret hyggeligt og mange andre, men kun franskmænd, der også nød solen.

Siden gik vi langs med det store område helt ud til indsejlingen, hvor vi kunne se havet og de mange ventende store skibe.

På den ene indsejlingsside lå der et stort kombineret fyr- og borganlæg. Der lå en enkelt sejlbåd ude på vandet, den både vippede og rullede, mens den stred sig frem mod bølgerne – vi var ikke misundelige. Det var nu ved at være frokosttid, og vi havde udset os et ydmygt spisested helt ned til havet en smule uden for byen.

Vi tror, at det kun lige havde åbnet efter vinteren, ud over et andet par var vi de eneste gæster. Dagens ret var to fiskeretter, tun og tunge, vi to en af hver til deling. Dejligt med fisk igen, enkelt men godt.

Bagefter var vi nede på den lille strand, og jeg fik lige dyppet tæerne igen, lidt varmere end for en uge siden, men ikke til badning for mig – og slet ikke for Erik.

Turens sidste punkt var byen Martigues lå få km vest på ind i land langs en kanal, der forbinder Port de Bouc med den store Etang de Berre. ( Indsø)

Her var virkelig hyggeligt, som en slags mini Venedig med kanaler på kryds og tværs. På den anden side af etangen rejste bakker og små bjerge sig til en velkommen afveksling for den ellers flade Rhôneflodslette.

LØRDAG 15/4

Det er sjovt med den mistral, tidligt om morgenen er der ikke nogen vind at tale om, men så i løbet at formiddagen puster den sig gevaldigt op. Så alt i alt, er vi glade for den beslutning, vi tog om at vente til mandag med at sejle. I dag til formiddag var vi på bytur. By er måske så meget sagt.

Der er i princippet én lang nord/sydgående hovedgade med et mindre antal små butikker blandet med et par barer, “Sportsbaren” som bestemt ikke er for de sportige og to styks Mistralbar samt et par ikke indbydende spisesteder. Det er ikke en slumby, men en by hvor få har for meget og som mest er lagt an på dagligdagen. Byen, nu med godt 8000 indbyggere er er opstået omkring år 1900 som ud- og indskibningshavn for især Arles og Lyon. Havneområdet er stadig helt klart byens hjerte og mest attraktive område, men henvender sig nu mest til lystsejlere og turister. De erhvervsmæssige havneaktiviteter er flyttet lidt længere østpå, til de områder, Fos og Bouc, vi så på vores udflugt i går

Der skulle være et marked her om lørdagen ud over onsdag, og til slut fandt vi da også et meget lille et. Jeg var på udkig efter en pynteblomst ud over en nyerhvervet basilikum, nu vi skal være flodsejlere, men det lykkedes ikke.

Til gengæld fik vi endelig besøgt den lokale, men udefra set meget tillukkede og ikke prangende kirke.

Indvendigt afspejlede den meget godt byen, ingen forgyldte kostbarheder, et meget nøgternt rum uden dikkedarer – kun os to vildfarne turister. Vi købte et lys i håb om en vellykket videre færd, der som det eneste lyste lidt op i rummet.

Hvis borgerne her ikke er så kirkeligt orienterede, kunne de måske tænkes at være politisk engagerede, men selv om Macrons pensionsreformer netop i dag blev formelt vedtagede, var der ingen demonstrerende franskmænd at se, kun enkelte plakater med en stor knyttet næve. For alle tilfældes skyld var der dog lidt mere politi i gaderne end normalt. Flere af dem fik i mangel på demonstranter i stedet tid til at snuppe sig en kop kaffe i “vores” lille café nede ved havnen.  Tilbage i båden var der dejligt læ, og mens jeg lod mig underholde af Leif Davidsen, kunne Erik konstatere at det lille problem med luft i systemet og manglende opvarmning af vandet i varmtvandsbeholderen, når motoren kørte, havde løst sig selv. Sidste år da vi også lå her en uges tid, spiste vi nogle gange på et rart, lille udendørs familiedrevet sted ned til Rhône, Le Guardian, af os kaldt Onkel Toms hytte.

De startede i dag sæsonen efter vinterlukningen, og vi var heldige at få et bord, mellem de mange trofaste og i dag godt påklædte stamgæster. Vi var helt klart de eneste ikke bare udlændinge, men også turister – og også de eneste med sandaler og bare fødder. Det var rigtig hyggeligt at nå at være her igen.

SØNDAG 16/4

Vi vågnede efter en nat med kraftig blæst til en klar blå himmel – og mere kold blæst.

Man mærker dog ikke vinden nær så meget, når masten ligger ned. Ikke noget der hyler eller rasler, og båden ligge også mere stille. Efter sen morgenmad var det tid til endnu en lille udflugt, denne gang til den nærliggende by Fos sur la Mer. I dag søndag havde vi stort set vejen for os selv – ingen lastbiler! Som navnet angiver er også denne en havneby med en stor lystbådehavn, men også med fiskeri, færgetrafik og med et himmelhøjt tårn der i en eller anden grad overvågede eller servicerer de mange container- og tankskibe i venteposition ud for kysten. Bykernen virkede meget lille og der var ikke meget liv at spore denne voldsomt blæsende søndag. Om sommeren er her helt sikkert mere liv. Der er strande på begge sider af havnen og en masse lukkede café’er og restauranter. Vi fandt dog atter et sted, vi kunne få en kop kaffe og nyde solen i læ. Lidt senere gik vi en smule vest på langs med havet til den ene side og Canal de Fos-sur-Mer á Port-de-Bouc til den anden side.

Det er denne nyere kanal der med sin forbindelse til Rhône, stort set har udrangeret Port Saint Louis som industriby. Vi gik ud til en strandrestaurant, Le Mistral Gagnant, der skulle være både god og hyggelig.

Vi var lidt spændte på, om der var åbent, men der var masser af frokostgæster. Vi fik en fin plads ved vinduet, hvor fra vi kunne holde øje med vindsurferne, der spurtede frem og tilbage ud for os.

Lidt senere helligede vi os maden, en superlækker marmite, fiskegryde, nærmest en bouillabaisse light. Denne ekstra uge ved Middelhavet skulle jo nødigt være helt spildt rent kulinarisk.

Vi gik langs stranden tilbage mod bilen parkeret i havnen

Tilbage i havnen blæser det stadig – svært at tro vinden stilner af til i morgen, men vi håber det bedste. Vi så fra cockpittet en stor sejlbåd blive slæbt ind i havnen af Les Sauveteurs Maritimes – godt det ikke gik os sådan for en uge siden. (Dog klart bedre at komme på slæb end ikke, hvis galt er.)