Les Roches-de-Condrieu

Lige for en ordens skyld: Hvis nogle skulle mene, at disse dagbogsagtige beretninger er lidt ensartede, trivielle eller i al fald ikke særlig sejlsportsagtige. Ja, så er det fordi, der netop er tale om en slags dagbog skrevet af en ældre ikke særlig sejlkyndig kvinde. Og de er skrevet, mest for at vi selv kan huske, hvor og hvornår vi har været hvor, og hvordan det var. Og de, som måtte ha’ lyst, er hjertens velkomne  til at være med på sidelinjen, men please bær over med de måske lidt minutiøse beretninger. Samtidig ♥️ tak for alle reaktioner, positive og nyttige, vi jævnligt får udefra.

Det var lidt svært at sige farvel til vores helt egen bro, men vi skulle jo videre, denne gang til en af de større lystbådehavne på Rhône. Undervejs så vi dette stentårn. Der har tidligere stået et tilsvarende på den anden side. De har fungeret som “tovholdere” for en kabelfærge, som ved flodstrømmens samt rorets hjælp er kommet frem og tilbage over floden. Smart.

Lidt sjovt at nu hvor vi endelig har fået teltet op, så arter vejret sig lunt og ikke blæsende. Men så bliver vi da ikke solskoldede.

En enkelt sluse blev det til i dag. Det sidste stykke bredte  Rhône sig ud og snoede sig som en bred slange gennem de smukke landskaber.

I meget af den senere tid, har vi sejlet på nogle smallere kunstigt anlagte og mere lige kanaler, hvor floden er blevet “tæmmet” mellem sluserne og de tilhørende kraftværker. Men alt i alt synes vi faktisk, at Rhône har været både afvekslende og smuk at sejle/køre på.

Netop denne snoede del af floden har i tidligere tider været anset for den mest vanskelige del at besejle. Rygtet sagde, at ville man ha’ en dreven skipper, skulle man vælge en fra Condrieu…

Havnen, vi ankom til sidst på eftermiddagen, var en af de få større, med alle faciliteter. Der var både folk der boede fast i deres ofte store både og både der var lagt op for vinteren, bl.a. en dansk båd.

Vi gik en tur rundt om tilstødende halvø, der er udlagt til rekreativt område. Der er en kabelvandskibane, aldrig set før af os, vandrutchebane, en stor flydende “bar-ø” samt et større badeområde med strand.

Alt var dog stadig vinterlukket og endnu dejligt fredeligt. Bagefter lavede vi aftensmad, en god restetortilla og nød den lune aften og de smukke omgivelser fra vores gode plads yderst i havnen – uden forstyrrelser af diverse hunde.

Næste morgen startede vi dagen med en lys vask og tørring, den mørke klarede vi i Eperviere… Da det var overstået,  begav vi os over den nærliggende bro til den lille by Condrieu, mest kendt for sin udsøgte hvidvin, som vi havde planer om at afprøve. Condrieu AOC, vinen fremstilles i syv kommuner. Af disse syv er Condrieu vist den fremherskende og har i al fald lagt navn til vinen, som er kendt for sin fylde, farve og aromatiske, eksotiske delikate smag. Den er 100% lavet på den vanskeligt dyrkede oldgamle Viognierdrue, som trives bedst på syd- sydøstvendte granitholdige skråninger. Der laves angiveligt kun ca. 30.000 flasker årligt, hvilket afspejles i prisen.

Hængebroen lignede meget den fra Andance, men her havde de klogeligt lavet lysregulering, så der var blevet plads til såvel gang- som cykelsti. Det var en by som var lidt svær at få styr på, hvor var bykernen, og gerne den gamle, hvis der var en sådan.

Der var nogle kønne, i al fald noget ældre huse, nede langs floden, men det kunne også tænkes at “selve” byen lå lidt højere oppe beskyttet mod den til tider, især tidligere, ustyrlige Rhône. Og sådan var det nok, konkluderede vi. Vi havde besluttet os for at spise frokost i byen, og gerne udendørs i det sommerlige vejr. Men det var heller ikke så lige til at finde et sted, der var både holdt åbent og så tiltalende ud – og inden de lukkede køkkenet ned allerede ved et tiden, som vi tit har oplevet. Og som så ofte på denne tidlige forårstur, følte vi som to Palle’r alene i verden. Men så pludselig, som et fata morgana, dukkede stedet, som vi havde ledt efter op.

Le Comptoir, som restaurationen hed, lå på en lille plads med 6-7 borde udenfor. Vi fik en god dagens ret med dessert, men det mest interessante var, at man her kunne smage den hvidvin, egnen er så berømt for. Og den var virkelig liflig, men også så tilpas dyr at vi, ud over at skele til Sundhedsstyrelsen’s anbefalinger, nøjedes med et glas til hver.

Bagefter gik vi rundt i byen, som vi jo endelig havde fundet. Og vi forvildede os lidt op i baglandet og endte, hvor vi alle før eller siden ender – på kirkegården.

Så var benene også ved at være trætte, og vi gik tilbage over broen til vores hyggelige havn, hvor vi tog kaffen – og Erik en lille morfar.