Givors, fredag 28/4 2023

Vejret var stadig sommerligt, men om eftermiddagen ville der komme kraftig vind sydfra og om aftenen regn og torden, så vi skyndte os afsted (ved titiden), så vi kunne nå i havn, inden vejret blev for trist at sejle i. Vi havde satset lidt på at nå Confluencehavnen lige først på Saône i Lyon, men den åbnede først 1. maj. Og vi havde læst, at indløbet sågar er blokeret af en 2,40m bro, som havnen kan åbne for besøgende. I stedet måtte det blive en flydebro i Givors, en forstad til Lyon. Efter ca. 8km kom vi til slusen Vaugris, hvor vi blev bedt om at vente en halv times tid, da en fragtbåd var på vej ind i slusen sydpå. Fint nok, vi lagde os ved ventepontonen, og gjorde klar til at sejle ind i slusen, da vi fik grønt lys. MEN motoren startede IKKE, godt vi ikke havde sluppet fortøjningerne. Den var helt død.

Erik var et stort spørgsmålstegn. Jeg ringede til slusemanden og fortalte, at vi forløbigt blev liggende, da vi havde fået “un problem avec le moteur”. Han var vældig flink og sagde, at hvis vi fik brug for hjælp, kunne han give os nummeret på en reparatør.

Erik tjekkede det ene og det andet og var selvfølgelig også på nettet og vifte med SOS flaget, men lige lidt hjalp det. Han var næsten i chok, men det var dog altid noget, at det ikke var sket inde i slusen. Til slut tog han elektrikerkasketten på og tjekkede han det mest banale, hovedafbryderen, og så var der bingo. Plasten i relæet var smuldret, og nogle meget aparte skruer var gået løse, så forbindelsen til motoren var gået tabt.

Men det klarede Erik selvfølgelig, i al fald midlertidigt, og så var vi heldigvis sejlende igen. Så nu undlader vi at bruge hovedafbryderen. Lidt senere passerede vi Vienne, en større by, som vi efterhånden er kørt igennem en del gange i bil.

Der er dog ingen gode tillægsmuligheder, og slet ikke i den nu kraftige vind, som gav pænt store bølger med skum på.

Vienne er i øvrigt det sted, hvor der for første gang blev etableret en reel stenbro over Rhône. Æren for dette bygningsmesterværk tilskrives den romerske kejser Trajan, år 98-116. Så romerne fordrev ikke blot tiden med at forfølge kristne. Broen holdt stand helt til midten af 1700 tallet, derefter benyttedes færger til at krydse floden, indtil en hængebro blev bygget i 1900 tallet. Vi var glade for ved tretiden at kunne komme i læ for vind og bølger ved den lille flydebro op til byen Givors.

Yderst lå byens båd til undsætning af nødstedte sejlende, og lidt længere inde på tværs mellem to fingre lå en lang sejlbåd, som af alle steder havde hjemhavn i – Ærøskøbing.

For at komme op i byen skulle man igennem ikke mindre end to aflåste, høje gitterporte. Koden hertil kunne erhverves ved at ringe til rådhuset, på 0472491818, tast 9, og det lykkedes, da de endnu var på arbejde fredag eftermiddag. 5782 var koden. Var det ikke lykkedes på “min” måde, havde Erik nu alligevel fået den lidt senere, idet han havde kontakt til fyren, der havde båden fra Ærø. De var på vej sydpå, men var taget midlertidigt hjem, da sluserne strejkede tidligere på måneden.

Givors er bestemt ikke en turistby, men en forstad til Lyon. Vi lå lige op til et mindre parkanlæg, hvor en gruppe mænd havde slået sig ned. De var til tider ret højtråbende og klirrede lystigt med den ene fredagsøl efter den anden. De kiggede på os og vi på dem fra hver vores side af “buret”. Lidt længere ude ved indsejlingen sad en enlig fisker, pludselig havde han bid, en kæmpe fisk havde han fået på krogen, men den blev straks efter sluppet fri. Han fiskede kun for sjov, og der var alt for forurenet, som han sagde. Langt om længe fortrak mændene – antageligt hjem til mors kødgryder. Vi havde ikke fået frokost og var mest stemte for at  finde et sted oppe i byen. Der skulle være et portugisisk sted lige i nærheden, så mens mørket faldt på, og sorte skyer trak op, gik vi ud gennem de to porte. Det var lidt som et fængsel eller lukket psykiatrisk afdeling. Vi kom op i den ældre del af byen, og følte i den grad, at nu var vi kommet til et fremmed land – langt fjernere end Frankrig. Det var et multietnisk og fattigt område, hvor der var langt mellem etniske franskmænd, vi var havnet i. Der var overvejende mænd på gaden, mange sad på små café’er og røg. Og vi stak bare så meget ud i vores dynejakker og nordeuropæiske udseende. Vi følte, at der blev kastet lange øjne efter os, men ingen generede os på nogen måde. Den portugisiske restaurant var åben, men uden gæster, det var begyndt at buldre i det fjerne, og de første tunge dråber faldt. Så to sjæle, en tanke, det måtte blive take away, nærmere bestemt Kebab. Så hurtigt ind og bestille. Mens vi ventede, tørrede indehaverens nok 10. årige søn ivrigt borde af, mens der blev arbejdet flittigt i kebabkøkkenet. Der kom flere ind og afhentede, også unge piger med hovedtørklæde, alle flinke og rare. Så vi smilede til højre og venstre, betalte og gik glade ud med vores ruller, hvorefter ejeren kom farende ud, så vi troede, at vi måtte ha’ glemt noget. Men nej, han ville såmænd bare sige pænt farvel og trykkede Erik i hånden – dog ikke også mig… Herefter løb vi, mens skybruddet nærmede sig, ned mod vores lille flydende hjem. Fremme ved den første låge kunne Erik pludselig ikke få porten op, vi nåede lige at gøre os alverdens tanker, men så gik den da heldigvis op alligevel. Og det var hyggeligt at sidde med vores kebabber, mens regnen trommede på cockpitteltet og lyn og tordenbrag afløste hinanden.